Strømmen

 

For tiden er jeg ved at opgradere min musikalske infrastruktur. Det er store sager.

Dels har jeg købt et nyt bæst af en stereoforstærker, som skal afløse mit 20 år gamle (og efterhånden noget ustabile) Denon monstrum. Dels har jeg nu taget de første skridt henimod at omlægge og digitalisere min musiksamling.

Har således investeret i en NAS-harddisk og to Sonos komponenter. Mine samfulde 800+ CD’er skal nu rippes og lægges ind på harddisken, som jeg så vil streame musikken fra.

Skridtet har været længe undervejs. Mest fordi jeg jo holder så usundt meget af mine cd’er, og ikke har haft lyst til at gemme og glemme dem. Omvendt kan jeg ikke ignorere de sidste to års ud-/afvikling jeg har gennemgået i mit musikforbrug:

  • Musik er nu primært noget jeg lytter til via Spotify, min iPhone og høretelefoner, især når jeg er i transport.
  • Jeg er i stadig stigende grad begyndt at tænke i enkeltsange og playlister. Albumformatet giver mindre og mindre mening for mig. Har ikke længere så meget tålmodighed til at sætte et fysisk album og så lytte til det, især ikke hvis det kun tre-fire sange, jeg rigtig kan lide.
  • Denne flakken/manglende opmærksomhedsevne betyder, at det efterhånden er sjældent at jeg lige går hen og sætter en cd på. Jeg har, med andre ord, en enorm samling musik (ofte med sange, som jeg ikke kan finde på Spotify), som jeg sjældent benytter mig af længere.
  • Idéen er nu, at jeg ved at digitalisere samlingen og streame det via et behændigt og brugervenligt system som Sonos (der bl.a. kan lave playlister), kan lytte til meget af det i minsamling, som jeg i dag har glemt – og i en bedre lydkvalitet end Spotify kan tilbyde.

Endelig er der også det, vi kan kalde for ‘forsyningssikkerhedsargumentet’ med i overvejelserne. Har en Spotify playliste, jeg kalder for ‘Løbende udskiftning’. Det er min bruttoliste, hvor nyopdagne og spændende sange kommer på. Jeg har haft den siden april 2013, og siden da er fem af sangene forsvundet fra Spotify. Altså, fem sange der har været der, men nu af uransagelige årsager er blevet slettet.  Jeg kunne virkelig godt lide ‘Love You Down’ af Meshell Ndegeocello og ‘Etc’ af Francis and the Lights, og nu er de … væk. Den slags er urovækkende, og det illustrerer problemet ved at bygge sin musiksamling på streamingtjenester. Der lader til at være et behov for at kunne bakke streamingtjenesterne op med egne filer, enten digitalt eller fysisk.

Så nu venter mange timers ripning af CD’erne og efterfølgende uploading til harddisken. Og bagefter? Rent musikalsk nirvana.

All Tomorrow’s Parties

 

Det ville være løgn, hvis jeg påstod at jeg er fan af Lou Reed. Jeg ejer kun et af hans album, Transformer, og det købte jeg tilmed først i 2011.

Når det alligevel berørte mig en anelse at læse om hans død, skyldes det, at jeg latent beundrede mange af hans sange. ’Walk on the Wild Side’ er herligt lummer og beskidt bag sin tilforladelige melodi og doo-doo-dooo kvindestemmer. ’Satellite of Love’ er glamrock i kælen Bowie-stil. Hans bedste sange i Velvet Underground tiden er små mesterværker (lyt eksempelvis til ’All Tomorrow’s Parties’, ’I’ll Be Your Mirror’ og ’Oh! Sweet Nuthin’. Det er ganske stor kunst, selv her mange år efter.

Han har åbenlyst også influere mange af de bands, jeg kan lide. My Morning Jacket, Joy Division, The Smiths. Læs selv om flere i Sasha Frere-Jones fine nekrolog inde på New Yorker.

Og selvom hele Velvet Underground og Andy Warhol flirten i dag virker noget bedaget, så må man dog anerkende den popkulturelle værdi, som samarbejdet havde dengang. Der er jo tale om et decideret ikonisk pladecover,
Vi nærmer os efterhånden en tid, hvor diverse 60’er og 70’er ikoner vil begynde at falde fra. Det gør mig trist at tænke på, her en grå og grumset regnfuld mandag morgen.