Strømmen

 

For tiden er jeg ved at opgradere min musikalske infrastruktur. Det er store sager.

Dels har jeg købt et nyt bæst af en stereoforstærker, som skal afløse mit 20 år gamle (og efterhånden noget ustabile) Denon monstrum. Dels har jeg nu taget de første skridt henimod at omlægge og digitalisere min musiksamling.

Har således investeret i en NAS-harddisk og to Sonos komponenter. Mine samfulde 800+ CD’er skal nu rippes og lægges ind på harddisken, som jeg så vil streame musikken fra.

Skridtet har været længe undervejs. Mest fordi jeg jo holder så usundt meget af mine cd’er, og ikke har haft lyst til at gemme og glemme dem. Omvendt kan jeg ikke ignorere de sidste to års ud-/afvikling jeg har gennemgået i mit musikforbrug:

  • Musik er nu primært noget jeg lytter til via Spotify, min iPhone og høretelefoner, især når jeg er i transport.
  • Jeg er i stadig stigende grad begyndt at tænke i enkeltsange og playlister. Albumformatet giver mindre og mindre mening for mig. Har ikke længere så meget tålmodighed til at sætte et fysisk album og så lytte til det, især ikke hvis det kun tre-fire sange, jeg rigtig kan lide.
  • Denne flakken/manglende opmærksomhedsevne betyder, at det efterhånden er sjældent at jeg lige går hen og sætter en cd på. Jeg har, med andre ord, en enorm samling musik (ofte med sange, som jeg ikke kan finde på Spotify), som jeg sjældent benytter mig af længere.
  • Idéen er nu, at jeg ved at digitalisere samlingen og streame det via et behændigt og brugervenligt system som Sonos (der bl.a. kan lave playlister), kan lytte til meget af det i minsamling, som jeg i dag har glemt – og i en bedre lydkvalitet end Spotify kan tilbyde.

Endelig er der også det, vi kan kalde for ‘forsyningssikkerhedsargumentet’ med i overvejelserne. Har en Spotify playliste, jeg kalder for ‘Løbende udskiftning’. Det er min bruttoliste, hvor nyopdagne og spændende sange kommer på. Jeg har haft den siden april 2013, og siden da er fem af sangene forsvundet fra Spotify. Altså, fem sange der har været der, men nu af uransagelige årsager er blevet slettet.  Jeg kunne virkelig godt lide ‘Love You Down’ af Meshell Ndegeocello og ‘Etc’ af Francis and the Lights, og nu er de … væk. Den slags er urovækkende, og det illustrerer problemet ved at bygge sin musiksamling på streamingtjenester. Der lader til at være et behov for at kunne bakke streamingtjenesterne op med egne filer, enten digitalt eller fysisk.

Så nu venter mange timers ripning af CD’erne og efterfølgende uploading til harddisken. Og bagefter? Rent musikalsk nirvana.

All Tomorrow’s Parties

 

Det ville være løgn, hvis jeg påstod at jeg er fan af Lou Reed. Jeg ejer kun et af hans album, Transformer, og det købte jeg tilmed først i 2011.

Når det alligevel berørte mig en anelse at læse om hans død, skyldes det, at jeg latent beundrede mange af hans sange. ’Walk on the Wild Side’ er herligt lummer og beskidt bag sin tilforladelige melodi og doo-doo-dooo kvindestemmer. ’Satellite of Love’ er glamrock i kælen Bowie-stil. Hans bedste sange i Velvet Underground tiden er små mesterværker (lyt eksempelvis til ’All Tomorrow’s Parties’, ’I’ll Be Your Mirror’ og ’Oh! Sweet Nuthin’. Det er ganske stor kunst, selv her mange år efter.

Han har åbenlyst også influere mange af de bands, jeg kan lide. My Morning Jacket, Joy Division, The Smiths. Læs selv om flere i Sasha Frere-Jones fine nekrolog inde på New Yorker.

Og selvom hele Velvet Underground og Andy Warhol flirten i dag virker noget bedaget, så må man dog anerkende den popkulturelle værdi, som samarbejdet havde dengang. Der er jo tale om et decideret ikonisk pladecover,
Vi nærmer os efterhånden en tid, hvor diverse 60’er og 70’er ikoner vil begynde at falde fra. Det gør mig trist at tænke på, her en grå og grumset regnfuld mandag morgen.

Overflod

Oprindeligt grinte jeg lidt hånligt i skægget, da jeg tilbage i juli måned læste The Guardian artiklen ‘Pet Shop Boys choose their 10 all-time favourite dance tracks’. For kunne jeg ikke på miles afstand gætte mig til, hvad de to gentlemen ville fremhæve?

Jo, dét kunne jeg. Faktisk ramte jeg nærmest 100 pct. plet.

Lidt italodisco, lidt flamboyant dragqueen disco fra 70’erne, lidt acidhouse fra slut 80’erne. Suppleret af noget nymodens EDM, bare lige for at markere at d’herrer Lowe & Tennant i en alder af henholdsvis 54 og 59 år stadig ved hvad de dersens unge mennesker hører ude i natklubberne.

For så vidt ingen overraskelser. Det hele var meget, meget forudsigeligt. Og lidt kedeligt. Alligevel er jeg tøet op henover de senere måneder.

For halli-hallo: The Magician remixet  af Lykke Li ‘I Follow Rivers’ er faktisk intet mindre end …. fabelagtigt!

Jeg har egentlig været særdeles skeptisk overfor Li siden hun var så ustyrligt kedelig til det Svensk P3 Guld show i Göteborg, jeg overværede tilbage i 2011. Dengang optrådte hun med netop ‘I Follow Rivers’. I askegråt tøj og usikker vokal. Men hvor originalen er ganske megen gammel og størknet havregrød, så bliver sangen i remixet parret med alt det gode fra houseklassikeren Black Box ‘Ride on Time’ fra 1989.

Resultatet er et 80’er-dunkende bæst, der kan sætte gang i selv den mest modvindsramte cykeltur. Tilsyneladende har mine gamle idoler ikke så dårlig smag, som jeg er begyndt at tillægge dem.

Hyldest

Inde på facebooksiden for det fremragende radioprogram Fodbold FM, efterspørger de bud på ikoniske italienske fodboldhold igennem tiderne. Her er mit svar:

Lazios hold fra 1994/1995 må være blandt de smukkeste nogensinde. Ikke blot fodboldmæssigt, men også æstetisk.

På mål var legendariske (og flotte) Luca Marchegiani. Forsvaret bød på hædersmændene Favalli, Negro og Nesta, hvilket jo kan gøre enhver romantiker blød i knæene. Midtbanen bestod af (hold nu fast) Di Matteo, Thomas Doll, Gascoigne og Aron Winter. Hvis I kan fremvise en mere episk og stormomsust midtbane i nyere tid, så vil jeg gerne se det.

Angrebet bestod af Boksic, Casiraghi, Di Vaio og verdens all-time mest dazzling angriber: Giuseppe Signori. Sidstnævnte ville jeg bytte min kone, mit kommende barn og mit papirnusserjob for. Anyday. Og jeg er ligeglad med, at han siden blev dømt for matchfixing. Kærlighed gør blind, og han er stadig min afgud.

Som træner var Zdenek Zeman, der – bevares! – siden blev en slem judas (og som jeg i dag forbander jævnligt), men som dengang i 1994 indførte en ekstrem offensiv spillestil i klubben. Resultatet blev en 2. plads i Serie A, og det er stadig meget mere værd for mig end det senere mesterskab. Endelig vil jeg henvise til, at den sæson også bød på de to flotteste Laziotrøjer nogensinde, begået af Umbro (før Nike købte dem og ødelagde ALT). Dels den evigt smukke himmelblå hjemmebanetrøje (med, ak!, nu krakkede Banca di Roma på maven), og den næsten ligeså dramatiske udebanetrøje med det lyseblå lyn på en mørkeblå baggrund. Alt ved det hold var perfekt, og det er så ikonisk, som det kan blive.

Og jeg mener hvert et ord.

 

Homerun

Jeg elsker mit Apple TV, og ikke kun fordi det er hovedkanylen, når der skal junkes massive mængder tv-serier på Netflix.

Nej, jeg dyrker ligeså meget det faktum, at jeg hver evig eneste dag har en solbeskinnet mulighed for at se recaps fra nattens kampe i NBA og NHL (i vinterhalvåret) og MLB (om sommeren). Det er aldeles fremragende, herligt og stærkt kulturberigende.

Det har således udviklet sig til at være en hel lille rutine for mig lige at se hvordan Pirates, Rockies, Orioles og Texans håndterer deres baseballsæsoner. Desværre er de alle nu slået ud af slutspillet, men det betyder ikke, at der ikke er flere gode oplevelser tilbage. Tag nu blot den episke kamp mellem Boston Red Sox og Detroit Tigers fra søndag nat.

Ser I hvordan A) Ortiz hamrer den væk og B) hvordan Hunter bogstaveligt talt vælter henover banden? Seriøst, tag lige to minutter af jeres liv og se det klip. Det er virkelig, virkelig episk.

Der er også noget tankevækkende ved klippet. Byen Detroit gik konkurs tidligere i år, men de har alligevel fire kæmpe sportshold – Tigers, Pistons, Lions og Red Wings – med nogle af de største budgetter i amerikansk sport. Hvordan kan det lade sig gøre? New York Times giver et bud på svaret.

Yesterday Was Lived and Lost

Jeg afskyr efteråret. Tag nu bare her til morgen, hvor jeg tilbragte 30 minutter på min cykel i regn, strid modvind og sjælenedkølende 13 graders klam kuldevarme. Dage som i dag burde aflyses. De er en forbrydelse mod menneskeheden.

Men før jeg fortvivles helt og aldeles over de kommende måneders stille død og ødelæggelse, mindes jeg den fortryllende weekend på Læsø.

Vejret lørdag var besnærende. Helt klart alt imens at skovens farver falmede trindt om land. Vi kunne se hele vejen til Jylland under gåturene på stranden. Der var lunt i sommerhuset, og fiskefrikadellerne fra Vesterø Havn smagte fedtet og godt.

Søndag var vi i Læsø Kur. Den Bedre Halvdel blev smurt ind i mudder, masseret og saltskrubbet, mens jeg selv flød adstadigt oven på de 30% saltvand, som en anden overvægtig prop. Det var ikke et kønt syn, men nuvel, de andre blev udsat for det. Og det vil jeg ikke undskylde for.

De mere berejste læsere har sikkert allerede oplevet den slags flyderi på Det Døde Hav eller slige steder, men for undertegnede var det første jeg gang. Det kan varmt anbefales, hvis I får muligheden for det.

Oakland, Denver og andre steder

Det er så sikkert som amen i kirken. Hver gang jeg har får en emotionel forbindelse, besøger eller bor et nyt (og helst eksotisk) sted, insisterer jeg på at blive fan af snart sagt samtlige sportshold fra området.

Da jeg mødte Den Bedre Halvdel, blev den latente sympati for Djurgårdens IF og Halmstads BK således til deciderede tilførsforhold.

Det skete også da jeg flyttede til Hvidovre (og rent faktisk fulgte HIF’s resultater i en periode), Østerbro (ditto for B.93), Prag (Bohemians i fodbold, Sparta i ishockey), Bruxelles (ok, ikke helt, det var Club Brugge) og Hjørring (FC Hjørring Vendsyssel FF).

Efter rejserne til New York havde jeg pludselig en Yankees trøje liggende (selvom jeg holdt mest med Mets, da vi så opgøret i the Subway Series), ligesom turen til Boulder og Denver sidste år automatisk gjorde mig til fan af Nuggets, Broncos, Rockies og Colorado Buffaloes. Det var ikke noget jeg kunne styre, det skete bare.

Det kommer således næppe bag på nogen, at vores kommende bryllupsrejse til San Francisco og Hawaii har afstedkommet en pludselig opstået (og ikke videre sund) fascination af alle sportshold fra the Bay Area. Vi skal ind og se NBA-kampen mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors1, og jeg er ganske uden grund begyndt at følge MLB kampene for San Francisco Giants og Oakland A’s. Ja, faktisk er det mest irriterende ved hele affæren, at der ikke rigtig findes nogle sportshold på Hawaii at holde med2.

Derfor berører det mig pludselig også dybt, når jeg læser lange og oprevne artikler om at Oakland kan være på vej til at miste sine tre sportshold. Hidtil kendte jeg ellers kun til byen for dens tårnhøje kriminalitetsrate og Aaron Wildavskys statskundskabsklassiker ‘Implementation: How Great Expectations in Washington are Dashed in Oakland; or, Why it’s Amazing that Federal Programs Work at All’ fra 1973, men nu går jeg altså også op i byens sportsholds velbefindende3. Det er ganske irrationelt, og ikke så lidt fjollet.

Men hvad skal jeg gøre? Som den altid amuserende skribent Rembert Brown skriver inde på Grantland i forlængelse af at hans to notoriske yndlingstaberhold fra Atlanta igen er ude af alle turneringer:

You can’t pick your family and you can’t pick where you’re from. See everyone next year.

Og det er jo sandt. Man vælger heller ikke selv hvem man elsker. Uanset hvor meget AaB end svigter mig, så holder jeg jo ikke op med at følge dem af den grund. Dermed også sagt, at jeg allerede nu glæder mig til at lukke endnu flere sportshold end i mit lille sorte hjerte. Hvem ved, måske Stephen Curry, Harrison Barnes og de andre Golden State spillere vil besnære mig.

Uanset om de så bliver boende i Oakland, eller tager turen tilbage over broen og bliver San Francisco Warriors igen.

  1. Er dette det mest 90’er agtige navn til et sportshold nogensinde? Jeg tror det! []
  2. University of Hawaiis sportshold hedder ‘Rainbow Warriors’. Det kan jeg ikke rigtig håndtere følelsesmæssigt. []
  3. Og ikke kun som hadeobjekter, som da Golden State Warriors kylede mine elskede Denver Nuggets ud af slutspillet i NBA i foråret []

Sour Times

Mere tv-serie musik. Vi er i fuld gang med anden (og fremragende!) sæson af ‘Continuum’, og soundtracket rummer en masse obskure, men fremragende, sange. En af dem er ‘The Wall’ af den britiske gruppe The Invisible. Det må være det bedste trip-hoppende nummer, jeg har lyttet til i årevis. Får næsten lyst til at finde de efterhånden noget hengemte Portishead albums frem fra cd-reolen.

Musik af følsomme og sårbare kvinder

Forleden fik vi afsluttet sæson tre af ‘Haven’, den fornøjelige paranormale tv-serie baseret på Stephen Kings ‘Colorado Kid’. Det er ikke højstemt finkultur, men higer man efter det besnærende lys ved kysten af Maine (og kan man lide ‘Supernatural’ samt de ikke-elendige sæsoner af ‘Heroes’), ja, så er der intet at betænke sig på. Gå da trygt om bord i ‘Haven’.

Serien rummer også et fint lille soundtrack. Ikke helt så veludbygget eller gennemført som i ‘Friday Night Lights’, men der er næsten altid en velvalgt lille melankolsk sag til at afslutte afsnittene. I øjeblikket lytter jeg derfor til:

Ok, jeg ved godt at vi i visse af sangene befinder os i det ret farlige og umandiggørende område i nærheden af Sarah McLachlan og Aimee Mann, men altså, HEY, nogle gange skal en mand have lov til virkelig at dyrke sin indre kvinde. Jeg har ikke været så meget i kontakt med mine æggestokke siden Lisa Loebs ‘Stay (I Missed You)’.