En ny chance

Når man er så gammel og forstokket som undertegnede, er det sjældent at man ændrer mening efter det første indtryk. Da jeg i sommeren 2012 købte første bind af Robin Hobbs ‘Farseer Trilogy’ i Science Fiction Bokhandeln i Stockholm, fandt jeg den trang og egentlig ganske dårlig. Muligvis min antipati skyldtes de ar på sjælden det havde givet mig, at tvinge mig selv igennem ikke færre end TO bind af Robert Jordans sjæledrænende ‘Wheel of Time’ serie. Muligvis jeg var træt af det notoriske dårlige vejr under vores ferie. I hvert fald gik jeg i stå efter 100 sider, og da vi kom hjem, havnede bogen på hylden sammen med de øvrige halvlæste bøger.

Efter at have der og kukkeluret det meste af et år, fik jeg dog til sidst så dårlig samvittighed, at jeg gav bogen en chance mere. Der måtte vel være en eller anden lødig grund til, at snart sagt samtlige fantasyhjemmesider udråbte Hobbs trilogi til veritable mesterværker. Så i pausen mellem at jeg fik afsluttet Joe Abercrombies blodtørstige ‘First Law’ bøger og næste sending fra Amazon ankom, gav jeg mig i kast med Hobbs ‘Assasin’s Apprentice’ én gang til.

Og sikke en overraskelse. Den bog, der under Stockholms grå himmel havde virket som en langsom Bildungsroman i faux-middelalder rammer, viste sig nu at være en velskrevet og ganske spændende fantasybog om ZOMBIER! Eller næsten, i hvert fald. Zombieficerede stakler spiller i hvert fald en betydelig rolle i historien. Og selvom hovedpersonen Fitz er lidt for meget teenage-emo til min smag, så er jeg faktisk begyndt at være sådan oprigtigt interesseret i hans videre færd og skæbne. Er derfor allerede i gang med bind to, og det gjorde min kedsommelige bustur her til morgen til noget nærmest behageligt.

Jeg tror, at det er første gang siden min tidlige ungdom – hvor jeg læste stort set ALT, de havde i fantasyafdelingen på Hasseris Bibliotek (det var på den måde jeg kom igennem det meste af Dragonlance bøgerne og Ringenes Herre) – at jeg på den måde har givet en bog en ny chance, efter at have opgivet den i første omgang.

Måske noget vigtig læring til de videre læseeventyr.

Doomsday Book

Guderne skal vide, at jeg virkelig gerne ville kunne skrive, at jeg synes den højtbesungne Connie Willis er en fremragende science fiction forfatter. Men det kan jeg ikke. Og det værste er, at det med stor sandsynlighed er mig, der udgør problemet.

Første gang jeg stødte på Willis var under en af mine småautistiske find-inspiration-til-ny-læsning internetsessioner, hvor jeg finkæmmer diverse blogs, Amazons køberanmeldelser og andre snaskede sider fra nettets skyggesider. Jeg befandt mig i den anledning pludselig inde på Wiki-siden for Hugo Awards, science fiction genrens fineste og mest prestigefyldte bogpris. Der opdagede jeg, at Willis i 2011 ryddede bordet med sin dobbeltroman ‘Blackout/All Clear‘, hvor hun ud over Hugo Award’en også hapsede de to andre førende priser (Nebula og Locus Awards). Det var en besnærende opdagelse, for historisk set er det kun indiskutable mesterværker som Neil Gaiman ‘American Gods’, Joe Haldeman ‘Forever war’ og Frank Herbert ‘Dune’, der har præsteret noget lignende.

Så jeg bestilte første del af bogen, ‘Blackout’, engang sidste år. Forventninger var høje, og romanens setting lød på forhånd også stærkt appetitligt:

“The narrative opens in Oxford, England in 2060, where a trio of time traveling scholars prepares to depart for various corners of the Second World War. Their mission: to observe, from a safe vantage point, the day-to-day nature of life during this critical historical moment. As the action ranges from the evacuation of Dunkirk to the manor houses of rural England to the quotidian horrors of London during the Blitz, the objective nature of their roles gradually changes. Cut off from the safety net of the future and caught up in the chaotic events that make up history, they are forced to participate, in unexpected ways, in the defining events of the era.”

“Jo tak!”, tænkte jeg. Tidsrejser, alternative virkeligheder og tidsparadokser. Det lød nærmest som det ultimative kærlighedsbarn. Hvordan kunne det ikke være en über-spændende bog? Jeg havde derfor endog særdeles vanskeligt ved at holde armene nede, da pakken fra Amazon dukkede op.

Der var kun et problem. Bogen var forfærdende kedelig. Hvilket var højst mærkværdigt. Tillad mig at uddybe.

Willis har udtænkt en dybt original setting i ‘Blackout’, ligesom hendes tidsrejsekoncept er grænsende til det geniale. Der er heller ingen tvivl om, at hun kan finde ud af at skrive. Udfordringen er bare, at hun virker ude af stand til (eller blot ganske uinteresseret i) at drive en historie fremad. Den slags dispositoner fungerer ikke hos en plotdreven læser som undertegnede. Willis vil gerne skildre. Side op og side ned om livet i London under blitzen. Endnu flere sider om hvordan man kommer fra Saltram-on-Sea til Dover tids nok til at overvære Dunkirk evakueringen i 1940. Efter 250 sider uden skyggen af et tidsparadoks, endsige inspirerende science fiction koncepter, gav jeg op. Hugo, Nebula og Locus priser? Muligvis. Men det ændrede ikke på, at for en læser uden større interesse for samtidsskildringer eller livet i beskyttelsesrummene, så var ‘Blackout’ en decideret pinsel.

Det havde jeg dog lykkeligt glemt, da jeg for en måneds tid siden læste om Willis’ ‘Doomsday Book‘ fra 1992. Også den havde vundet Hugo og Nebula priserne, og den lød også stærkt interessant:

“Kivrin, a time-travelling historian, is mistakenly sent back to a Medieval village near Oxford as the Black Death is about to strike, and sees all around her succumb to the Plague. At the same time, in her home time, a flu pandemic is laying waste to Oxford, stopping any attempts to find her and bring her home.”

Tidsparadokser! Pandemier! Pest! Mit lille hjerte, hvad vil du mere? Måske jeg havde bedømt ‘Blackout’ for hårdt. Måske man burde give Willis en chance mere. Som sagt, så gjort. Bogen blev bestilt, og sidste weekend gav jeg mig i kast med de 600 sider.

Hvordan tror I, at det gik? Korrekt. Efter side 350, gider jeg ikke mere. Det, der kunne have været en sindssvagt spændende krydsning mellem science fiction, fantasy og horror, er i stedet en uendelig lang skildring af hverdagslivet i 1340 (hint: De havde dårlig tandhygiejne og døde som fluer) og logistiske problemstillinger. Hovedpersonerne bruger side efter side på at få fat i telefon, noget der kan forekomme komisk, når romanens ‘nutid’ er i år 2050. Hovedpersonerne skal hele tiden et sted hen, og det hører vi bedøvende meget om.

Det rædsomme fokus på logistik, logistik og mere logistik, der prægede ‘Blackout’, var bestemt også en integreret del af Willis’ bøger for 20 år siden. Her opstår det sørgelige, for jeg har hende mistænkt for at det er meningen. Fremfor at skrive den bog jeg efterspørger (en vild og voldsom bog a la Peter F. Hamilton), så er hendes pointe sandsynligvis, at hun ville skrive en mere ‘realistisk’ bog – og gøre op med nogle myter om den mørke middelalder. Hun vil gerne beskrive og brodere, ikke fortælle en god historie. Det er jo et legitimt ønske. Man kan sagtens argumentere for, at mit ønske om en spækket og dramatisk handling er forfejlet. Som den popkulturelle kritikere Anne Helen Petersen skriver i sit indlæg ‘In Defense of Boardwalk Empire’:

“People love to rag on Boardwalk Empire. The generalized complaints: it’s boring, it’s all the prestigious packaging without the gravitas, its lead (Nucky Thompson, played by Steve Buschemi) isn’t interesting. But mostly: it’s boring.

Are these the same people who say that Mad Men is boring? Or, more specifically, the same people who really only like Mad Men because of Jon Hamm’s face? Because I don’t get it: just because a show is 60 minutes long and doesn’t jump between six different fantasy worlds, all peopled with women in various stages of undress (read: Game of Thrones), does not a boring show make. Is it boring because there’s intricate dialogue? Because the suits are too pretty? Because there’s more diversity, both in terms of class and race and ethnicity, than not only most shows on television, but most shows on HBO? Is it boring because there’s a character who wears a mask over half his face but still manages to be a sex symbol? IS THAT BORING?

Point is, I have very little tolerance for the ‘boring’ argument, in part because I don’t think that all television has to have the pace of Breaking Bad. I like Top of the Lake, I liked the exquisitely slow Rectify. I feel the same way about the “it’s boring” complaint as I do about the “that movie was too long” complaint — there are bloated blockbusters that really are too long, and then there are movies that take longer to tell their story. Have some patience. Calm the eff down. Be expansive and imaginative with your expectations of how a plot can unfurl.”

Jeg kan sådan set godt følge hende et stykke af vejen. Nogle historier tager med rette deres tid, og det kan være forkert at kritisere dem for at være kedelige.

Men alligevel. Med Willis’ bøger taler vi om genrelitteratur, der normalt har som formål at underholde og hjælpe til eskapisme og virkelighedsflugt. Hvis jeg vil læse om logistik og praktiske problemer, så kan jeg åbne min dagbog. Hvis jeg vil læse periodelitteratur, så findes den antageligvis mere interessant og bedre udført uden for fantasy- og science fiction genrerne.

Samlet set er jeg vel blot skuffet. Eller havde i hvert fald ikke fået afstemt mine forventninger. Givet er det dog, at Willis nu er havnet på min no-go liste i fremtiden. Der kan hun sidde ude sammen med China Miéville, en anden sci-fi forfatter der holder mere af litterære strækøvelser end af at skrive underholdende og spændende bøger.

Nostalgisk opvågnen

I går havde jeg lige et par timer til at vandre rundt i Aalborg inden at jeg skulle mødes på en lurvet sportsbar med en god bekendt for at se kampen mellem Randers og AaB. En kamp, som AaB i øvrigt tabte ganske fortjent, hvilket jeg selvsagt er ganske nedtrykt over.

Men mit nedbrudte hjerte er nu egentlig ikke mit ærinde med dette indlæg. Det er derimod at berette om en sjældent liflig nostalgisk overraskelse.

For efter at have købt en fødselsdagsgave til min bedre halvdel, luffede jeg lidt rundt i Vestbyen, Aalborgs ikke helt autentiske udgave af Vesterbro. Her finder man blandt andet den udsøgt snuskede second-hand butik, Læsehesten, der igennem det meste af min levetid har været byens førende sted for brugte bøger, musik og gulnede pornoblade og ditto film. Sidstnævnte varesortiment er butikken så notorisk berygtet for, at den fik æren af at blive nævnt i byens stolte søn Johnny Heftys rapklassiker/hjemstavnshyldest ‘Muggen røv’1.

Det er med andre ord et sted, der ikke just har komparative fordele inden for de mere …. pæne genrer. Til gengæld kan de andre ting.

For ud over at sælge den komplette samling af Ugens Rapport og slige smudsige tidsskrifter, sælger Læsehesten også gamle konsolspil, herunder ellers uopdrivelige sager til Super Nintendoen og Game Boy. Så da jeg i går stødte på en originaludgave af et af mit livs vigtigste videospil, ‘The Legend of Zelda: Link’s Awakening‘, til min efterhånden noget mølædte Game Boy, så slog jeg øjeblikkeligt til.

Oprindeligt købte min far spillet til mig i 1993, da han havde været med en af sine gymnasieklasser til Bruxelles. Spillet gjorde et enormt indtryk på mig. Det er vel rimeligt at sige, at det – sammen PC spillene ‘Monkey Island‘ og ‘Legend of Kyrandia‘ kickstartede min interesse for adventure- og rollespil. Uden ‘Zelda’ havde der ikke været et ‘Secret of Mana‘, ‘Final Fantasy‘ eller de øvrige JRPGs, der formede min popkulturelle tidlige ungdom. Desværre skete der et eller andet omkring år 1998. Jeg mener selv, at jeg lånte spillet til min storebror, hvorefter han forvildede det væk. Han afviser naturligvis det som det rene og pure opspind, men faktum er, at mit elskede spil har været væk fra mig i 15 år.

Indtil i går. Hvor vi fandt ind til hinanden igen. I dag har jeg derfor brugt alt for mange timer sammen med mit nye gamle spil. Grafikken er rædsom, men spilkonceptet holder stadig. Gameflowet er fremragende, gåderne opfindsomme og de dungeons, man skal udforske, er dybt originale.

Bevares, historien appellerede nok en del mere til mit 11 årige jeg end til mig her 20 år senere, men det gør ikke så meget. Jeg er hooked igen, og denne gang giver jeg ikke slip på spillet.

  1. Feinschmeckere vil muligvis mindes den glorværdige åbning på sangen: “Aalborg, din gamle havneluder” []

Om Jonathan Franzen og hvad der er galt med verden

Har ikke rigtig kunne mønstre den fornødne mentale energi til at nærlæse den endnu, men Jonathan Franzens episke, alenlange og let rablende teknologifjendske essay ‘What’s Wrong With the Modern World’ i The Guardian for nylig er vist noget nær nødvendig læsning.

Jeg var ikke rigtig pjanket med den ene af hans bøger jeg har læst (‘Freedom‘). Historien var så underlig selvsmagende, men omvendt var der ingen tvivl om, at manden skriver fremragende. Han har et skarpt blik for paradokserne i det [xxx] (indsæt selv valgfri pseudo-intellektuel term her, eksempelvis ‘senkapitalistiske’, ‘postmoderne’ eller ‘postpolitiske’) samfund og en rask sproglig spidning af popkultur.

Således også i hans aktuelle essay, hvor han ihærdigt forsøger at iscenesætte sig selv som den nye Karl Kraus. Eller, som Franzen frydefuldt siger det: ‘The Great Hater’. Særlig besk bliver han i Kraus’ – og dermed indirekte også sin egen – spydige udstilling af hipsterkulturens let tragiske insisteren på at være ‘individuel’ og noget særligt:

“…The restlessness of who or what is considered hip nowadays may be an artifact of what Marx famously identified as the “restless” nature of capitalism. One of the worst things about the internet is that it tempts everyone to be a sophisticate – to take positions on what is hip and to consider, under pain of being considered unhip, the positions that everyone else is taking. Kraus may not have cared about hipness per se, but he certainly revelled in taking positions and was keenly attuned to the positions of others. He was a sophisticate, and this is one reason Die Fackel has a bloglike feel. Kraus spent a lot of time reading stuff he hated, so as to be able to hate it with authority.

Believe me, you color-happy people, in cultures where every blockhead has individuality, individuality becomes a thing for blockheads.”

You’re not allowed to say things like this in America nowadays, no matter how much the billion (or is it 2 billion now?) “individualised” Facebook pages may make you want to say them. Kraus was known, in his day, to his many enemies, as the Great Hater. By most accounts, he was a tender and generous man in his private life, with many loyal friends. But once he starts winding the stem of his polemical rhetoric, it carries him into extremely harsh registers.

Det er et fedt citat, det der med at man skal læse det man hader, så man kan hade det med autoritet! Og hvad med den her, hvor Franzen i fejende elegant stil drysser misantropisk salt i det åbne sår:

Vienna in 1910 was, thus, a special case. And yet you could argue that America in 2013 is a similarly special case: another weakened empire telling itself stories of its exceptionalism while it drifts towards apocalypse of some sort, fiscal or epidemiological, climatic-environmental or thermonuclear. Our far left may hate religion and think we coddle Israel, our far right may hate illegal immigrants and think we coddle black people, and nobody may know how the economy is supposed to work now that markets have gone global, but the actual substance of our daily lives is total distraction. We can’t face the real problems; we spent a trillion dollars not really solving a problem in Iraq that wasn’t really a problem; we can’t even agree on how to keep healthcare costs from devouring the GNP. What we can all agree to do instead is to deliver ourselves to the cool new media and technologies, to Steve Jobs and Mark Zuckerberg and Jeff Bezos, and to let them profit at our expense. Our situation looks quite a bit like Vienna’s in 1910, except that newspaper technology has been replaced by digital technology and Viennese charm by American coolness.

Jeg er langt fra enig med alt hvad Franzen siger – dertil er han simpelthen for manisk – men har han ikke fat i et eller andet? Se ham her i endnu en (tilbageskuende? Tvær? ‘Alting-bedre-i-gamle-dage’-leflen?) kulturkritik:

Nowadays, the refrain is that “there’s no stopping our powerful new technologies”. Grassroots resistance to these technologies is almost entirely confined to health and safety issues, and meanwhile various logics – of war theory, of technology, of the marketplace – keep unfolding automatically. We find ourselves living in a world with hydrogen bombs because uranium bombs just weren’t going to get the job done; we find ourselves spending most of our waking hours texting and emailing and Tweeting and posting on colour-screen gadgets because Moore’s law said we could. We’re told that, to remain competitive economically, we need to forget about the humanities and teach our children “passion” for digital technology and prepare them to spend their entire lives incessantly re-educating themselves to keep up with it. The logic says that if we want things like Zappos.com or home DVR capability – and who wouldn’t want them? – we need to say goodbye to job stability and hello to a lifetime of anxiety. We need to become as restless as capitalism itself.

Der er mere – meget mere! – i Franzens spraglede essay, som jeg ikke magter at forholde mig til her. Man kunne utvivlsomt placere ham i båsen med de andre sure kulturradikale, der føler sig fremmedgjorte og længes efter en falsk konstrueret fortid, hvor alting var mere ægte og relationerne bare lidt mere sande og gode.

Hvilket jeg så vil gøre. Alt imens jeg tænker over, at de fleste børn jeg kender i dag sidder konstant med deres iPad. At det er lykkedes erhvervslobbyen at overbevise samfundet om at humaniora er unyttigt. At store dele af min bekendtskabskreds bruger store mængder tid og energi på at iscenesætte deres perfekte liv på Instagram og Facebook.

Måske Franzen ikke er helt gal på den.

Golden State Disappointments

Det er jo forrykt. Salget af ‘single game tickets’ åbnede for to timer siden, og der er stort set ingen billetter tilbage til opgøret mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors d. 3. december.

Bevares, jeg kan læse mig til, at der er solgt 15.000 sæsonkort til 2013/2014 sæsonen, hvilket blot efterlader små 4.800 løse billetter til hver kamp i Oracle Arena. Men alligevel. To timer! Det kunne de nu godt have været lidt mere betænksomme omkring.

Det er trods alt ikke hver dag, at vi er på bryllupsrejse og lægger vejen forbi Oakland.

Stop Making Sense

Det har været en atypisk, men oplysende musikalsk uge. Normalt skriver bloggen The Toast mest om feminisme og slige højpandede emner, men forleden havde de et vidunderligt indlæg, ‘Big in Benelux‘, om den aktuelle hitliste i Holland og Belgien.

Ud over Stromaes überhit ‘Papaoutai’ (som jeg ikke ved om jeg skal elske eller hade), stiftede jeg her bekendskab med noget så bedårende som hollandsk hip-hop. De Jeugd Van Tegenwoordig (som gruppen meget mundret hedder. Det betyder noget i stil med ‘Ungdommen nutildags’) har med den episk grimme ‘De Formule‘ bedrevet et stærkt vanedannende mix af hip-hop, electro, blip-blop lyde (der overtager sangen fuldstændigt undervejs) og pop. Resultatet er vanskeligt at beskrive med ord, og det er – tragisk nok – den hip-hop kreation jeg har nydt mest siden Kendrick Lamars livstrætte og nihilistiske ‘A.D.H.D‘. Stærkt anbefalelsesværdigt.

Senere på ugen havde jeg fornøjelsen af at læse om og lytte til Arcade Fires nye single ‘Reflektor‘ inde på den jævnligt interessante musikblog Bloggers By Choice. Sangen er et ikke videre originalt, men dog underholdende elskovsbarn mellem !!!, Talking Heads og LCD Soundsystem.

‘Reflektor’ har udfyldt flere cykelture til og fra arbejdet i denne uge, ligesom den har ansporet til at gå på opdagelse i krydsfeltet mellem punk og funk. Fandt mine gamle albums med gruppen !!! frem, som jeg ikke havde hørt i lang tid, men som jeg var usundt betagede af tilbage i midt 2000-tallet. Lyt eksempelvis til ‘Heart of Hearts’ (2007) og ‘Hello, Is This Thing On?’ (2004). Det er mig fortsat en gåde, at de ikke fandt bredere publikum dengang.

Fremfor alt er det dog rart, at man selv her efter de 30 år forlængst er passeret stadig kan blive barnligt begejstret og ny-gammel musik.

Måske der er håb endnu.

Tsundoku

Problemet med at læse sci-fi og fantasy er, at man har en tendens til at blive låst inde i et hav af trilogier, bogerier og efterfølgere. De fleste klassikere indenfor genrelitteratur kommer sjældent alene. Synes du ‘Hobbitten’ er god? Jamen, så er du også nødt til at læse ‘Ringenes Herre’-trilogien. Kunne du lide ‘Dune’? Jamen, så har Frank Herbert (og hans skamløse søn og gravrøver) skrevet 20+ bøger indenfor samme univers. Kunne du lide ‘Game of Thrones’ tv-serien, og overvejer måske at læse bogen bag? Nuvel, så venter der 4000+ sider og et hav af efterfølgere forude. Rækker du først en fantasyforfatter en lillefinger, så …

Man kan med andre ord aldrig rigtig nøjes med bare at læse én bog. Universet skal jo udforskes. Og hvad sker der egentlig for de hovedpersoner, man har gået så grueligt meget igennem sammen med? Det har præget min læseliste de senere måneder. Her er tracklisten:

  • Joe Abercrombie: ‘The Blade Itself’ (2006)
  • Joe Abercrombie: ‘Before They Are Hanged’ (2007)
  • Joe Abercrombie: ‘Last Argument of Kings’ (2008)
  • Joe Haldeman: ‘Forever Peace’ (1998)
  • Robin Hobb: ‘Assasin’s Apprentice’ (1995)
  • Scott Lynch: ‘The Lies of Locke Lamora’ (2006)
  • Scott Lynch: ‘Red Seas Under Red Skies’ (2007)
  • John Scalzi: ‘Old Man’s War’ (2005)
  • John Scalzi: ‘The Ghost Brigades’ (2006)
  • John Scalzi: ‘The Last Colony’ (2007)
  • Robert Charles Wilson: ‘Spin’ (2005)
  • Robert Charles Wilson: ‘Axis’ (2007)
  • Robert Charles Wilson: ‘Vortex’ (2011)

Som det fornemmes, så er jeg fanget i serier. Selv de enlige svaler er ramt af fænomenet. ‘Forever Peace’ er opfølgeren til Haldemans fremragende ‘Forever War’ fra 1974. Robin Hobb bogen er første del i en serie, som jeg har tænkt mig at læse videre i.

På den ene side kan jeg godt lide de stærkt ekspansive universer. Det er herligt, når man kan fordybe sig henover mere end 400 sider. På den anden side, bliver jeg forhindret i at opdage og komme igang med nye sager. På min Amazon ønskeliste er der i skrivende stund 40 bøger. Måske endnu værre: Det er kun lykkedes mig at læse én faglitterær bog de senere måneder: Christian Caryls (i øvrigt fremragende) ‘Strange Rebels: 1979 and the Birth of the 21st Century’. Den fik jeg primært pløjet igennem fordi jeg havde 6 timers rejsetid på vej hjem fra Schweiz, hvor jeg var løbet tør for sci-fi/fantasy serier. De skønlitterære serier har således en udpræget crowding out effekt på mine læsevaner. Således ligger der pt. følgende faglitterære bøger ovenpå min bogreol, og ser på mig med anklagende øjne:

  • Greg Woolf: ‘Rome – an Empire’s Story’
  • Christopher Clark: ‘The Sleepwalkers – How Europe Went to War in 1914’
  • Peter Gill: ‘Famine and Foreigners – Ethiopia Since Live Aid’
  • Peter Watson: ‘The Great Divide – History and Human Nature in the Old World and the New’
  • Diarmaid MacCulloch: ‘A History of Christianity’
  • Jeremy Adelman: ‘Worldly Philosopher – The Odyssey of Albert O. Hirschman’

Det er en noget nær uoverstigelig kløft af bøger! Og så har jeg ikke engang nævnt alle de halvt læste skønlitterære bøger, jeg af en eller anden grund er gået i stå i de seneste par års tid – og som jeg (muligvis) burde se at få læst.

Det mest paradoksale er dog, at alt imens jeg skriver disse ord (og ser på de truende bunker af bøger), så er det jeg har allermest lyst til faktisk at få bestilt en ny sending fra Amazon. Er det en sygdom? Findes der et navn for mit syndrom? Kan jeg helbredes?

Haven

TV-serien ‘Haven’ er en fin lille guilty pleasure. De to første sæsoner kan ses på Netflix, og hvis man har blot et blot moderat svagt punkt for serier som ‘X-Files’, ‘Warehouse 13’, ‘Dollhouse’, ‘Supernatural’ og ‘Lost’, så kan man trygt blænde op for ‘Haven’.

Jeg har ikke selv læst Stephen King novellen ‘The Colorado Kid’, der er seriens oplæg og inspirationskilde. Men man fornemmer, at der er tænkt grundigt over seriens grundlæggende mysterie, der hele tiden flyder bag ved de som regel udmærkede ‘monster-of-the-week’ historier.

Serien foregår (naturligvis, når det nu er King vi taler om) i en lille by i Maine, hvor den lille by Haven er hjemstedet for en række overnaturlige fænomener – gådefuldt betegnet som “the troubles”. Vi følger FBI-agenten (en demografisk gruppe, der er stærkt overrepræsenteret i amerikanske tv-serier) Audrey Parker, der måske/måske ikke er en metafysisk skikkelse. Serien er ikke verdensklasse, og der er enkelte svage manuskripter af og til. Man fornemmer også, at der lånes med glimt i øjet fra de andre serier. Her midtvejs inde i anden sæson er vi allerede stødt på nogle af genrens absolutte klassikere: En ‘Groundhog Day’ historie, et afsnit om dobbeltgængere samt et afsnit om en kult, der kidnapper børn af gedulgte årsager.

‘Haven’ formår dog som regel at lave små, begavede twists i fortællingerne, så man alligevel brummer tilfredst efterfølgende. Se den, hvis du sætter pris på gode mysterier, hyggelig horror og den afvæbnende humor, der ofte er kendetegnet for tv-serier fra SyFy kanalen.