I’ve Changed My Plea to Guilty

Læste en interessant artikel i The Guardian om Morrissey og hans aktuelle kvaler. Den er bedrevet af en af mine lidelsesfæller (i.e: Den fremmedgjorte fan), hvorfor den ansporede til nogen selvransagelse.

Jeg elsker, genta’r ELSKER The Smiths, der i mine (muligvis ikke helt neutrale) øjne er et af musikhistoriens måske tre vigtigste bands. Morrissey var sammen med Johnny Marr den vigtigste kreative kraft i bandets enevælde i årene 1982-1987. Jeg kan skrivende stund ikke udpege én eneste dårlig sang af The Smiths. Jo, altså, hårdt presset vil jeg gerne vedgå, at ‘Golden Lights’ fra The World Won’t Listen albummet måske ikke en god sang i klassisk forstand. Men det er altså også den eneste småsløje Smiths sang. Overhovedet. Og det er helt objektivt og nøgternt vurderet.

Derfor efterlader de senere års personlige og musikalske deroute for Morrissey mig med en underlig, vedvarende og ikke ganske behagelig rumlen i maven.

For små ti år siden var Morrissey ellers tilbage, som de siger. Efter en længere årrække (seks år! En evighed for en pubertær emo som mig) uden en pladekontrakt, udgav han You Are the Quarry albummet i 2004. Det var en jævnt kedsommelig omgang, der mest af alt lød som Big Fat Snake, blot med skarpere og en snert mere indebrændte tekster. Morrissey var musikalsk stadig fanget et sted omkring Viva Hate fra 1988, dog uden at hans ellers storslåede hårpragt og selvhadske charme kunne bære den noget trætte og slidte sangskabelon igennem.

Men nuvel, det blev alligevel hans mest solgte album nogensinde, og det var vel som det skulle være. Middelmådigt Morrissey er trods alt bedre end slet intet Morrissey, tænkte jeg dengang. Forinden havde jeg været inde at se ham live i Vega under en lidt random tourne i 2002. Det var måske her, at jeg for første gang spurgte mig selv, om den her kunstner virkelig var noget for mig. Han var ikke dårlig (om end han klart var bedst, når han spillede The Smith sange, syntes jeg dengang i vanlig regressiv og tilbageskuende stil), slet ikke. Lidt for rund om livet til den stramtsiddende t-shirt, måske, men nuvel, den vej skal vi vel alle.

Nej, det der skræmte mig var Vegas horder, nej, legioner af midaldrende fanatiske mænd, der dyrkede deres ungdomsidol med en noget nær religiøs fanatisme. Den adfærd er forventelig og tilgivelig, ja måske endda ligefrem bedårende, hos teenagepiger og tweens, der dyrker Justin Bieber eller One Direction. Men hos 37-årige mænd? Med vigende hårgrænser? Nej. That way madness lies, som de siger.

Dér stod jeg og blev skubbet, mast og slået af midaldrende, øldunstende kontornussere, der for en stund havde forladt konen og det fremmedgjorte rækkehus i Herlev, for at komme til nostalgikoncert med deres afgud. Var det sådan, jeg gerne ville være engang? Nej. Ikke det. Ikke med min gode vilje. Især ikke hvis benævnte afgud rent faktisk ikke havde bedrevet noget rigtig genialt siden b-siden ‘Jack the Ripper’ fra 1992. No way.

Så jeg stod af Morrissey i de følgende år. Købte det langgabende ‘Ringleader of the Tormentors’ album i 2006 og det indegroede kreative lavpunkt ‘Years Of Refusal’ i 2009. Sidstnævnte har jeg lyttet til måske to eller tre gange siden da. Og jeg har ikke gidet købe et eneste af den syndflod af såkaldte greatest hits opsamlinger, som han har oversvømmet markedet med de senere år. Noterede mig med stadig mindre interesse hver gang han (stadig mere desperat) forsøgte at få opmærksomhed med sine mere eller mindre aparte politiske udmeldinger og de ikke helt morsomme kommentarer om aktuel popkultur. Lige indtil i dag, hvor det står klart, at den stakkels Morrissey er helt ude i tovene:

Is this the end for Morrissey ? After a troubled year in which misery’s poet laureate seemed to cancel more shows than he announced, yet another South American tour has fallen through. The reason is not life-threatening illness , which sank another tour earlier this year and is at least on-brand for Morrissey , but something more dismal: money.

“I am informed today that the projected tour of South America is snuffed out, thus euthanised due, I’m reliably advised, to lack of funding,” he wrote on the fansite True To You . “Cancellations and illness have sucked the life out of all of us, and the only sensible solution seems to be the art of doing nothing.”

If Morrissey can’t make a living out of playing to an audience as large and vociferous as the foam-flecked fundamentalists who follow him, there can be little hope for anyone else. But in some respects Morrissey is the author of his own marginalisation. His surprise rebirth after seven years’ purdah in Los Angeles with You Are the Quarry in 2004 brought him to a whole new audience, selling 350,000 albums in the UK alone. But the man who once sang “I don’t want to be judged/I would sooner be blindly loved” subsequently settled for the comforts of the fanbase, issuing endless interchangeable greatest hits, deluxe editions and live albums against only two more records of new material.

Then there was the refusal to contemplate that his current band and songwriting partnerships might have run their course. A Morrissey song of 2009 sounds much like one from 1997, and the live rendition of Johnny Marr ‘s delicate This Charming Man that opened many Morrissey shows in recent years was criminally hamfisted and crude.

Meanwhile the public persona that used to provoke and entertain – “Reggae is vile”, wishing unsanctioned biographer Johnny Rogan death in a car crash, “Cook Bernard Matthews” – became predictable, bitter and kneejerk. Likening Anders Breivik’s massacre at Utøya to a day at KFC , describing the Chinese as a sub-species , and blaming the royal family for the suicide of nurse Jacintha Saldanha all tried the patience of any but the most committed Morrissey sycophants.

Ja, hvad skal man sige? Det er vanskeligt ikke at være fremmedgjort overfor manden efterhånden. Ville jeg tage ind at se ham, hvis han lagde vejen forbi København? Jeg ved det faktisk ikke. Det er meget længe siden hans gode albums i begyndelsen af 90’erne, og endnu længere siden The Smiths reddede musikhistorien.

Måske jeg bare skal lytte til Johnny Marrs nye materiale i stedet?

Flyvende hajer og dansk politik

I begyndelsen af juli måned kogte de mere nørdede dele af internettet over. Det skete da SyFy havde premiere på deres episke b-film ‘Sharknado’. Ja, det er kombinationen af ‘Shark’ og ‘Tornado’. Som omhandler menneskeædende hajer, der hærger og mishandler Los Angeles efter at en tornado har suget dem op af havet – og derefter verfer dem ind over byen. Jep. Flyvende hajer. Der mæsker sig i menneskekød. I en tornado. Og, hør engang, fik jeg nævnt at Steve fra Beverly Hills 90210 også er med i filmen? Ian Ziering, altså? Jamen, det er han skam. I rollen som surferen og barejeren Fin (sic) Shepherd. Der dræber en af de luftbårne hajer med en motorsav.

Hvordan kan den film på nogen som helst måde ikke være et mesterværk? Twitter kogte da også over. Onlinereaktionen var overvældende. Selv Mia Farrow måtte se og kommentere filmen. Bedømt ud fra den hysteriske ekstase på de sociale medier, skulle man jo tro at filmen havde været en vaskeægte kioskbasker. Men …. ak nej.

Sharknado may have broken the mold; the movie blew up on Twitter last night, giving the impression that everyone with a TV was watching it. “Omg omg OMG #sharknado,” Mia Farrow tweeted last night, while Washington Post political reporter Chris Cillizza joked that he was writing an article about how Sharknado would affect the 2016 elections. But were all these people actually watching? According to the Los Angeles Times, Sharknado was watched by only 1 million people, which makes it a bust, even by Syfy standards. Most Syfy originals have an average viewership of 1.5 million people, with some getting twice that.

‘Sharknado’, det arme væsen, floppede både i seerantal og i ratings. Så hvorfor var mit nu hedengangne twitterfeed fuld af ekstatiske indlæg om filmen? Skyldes det demografien og kulturen på Twitter? Muligvis.

Men jeg tror også, at der er en lektie her for andre nicher end de b-films interesserede. For at forstå verden og analysere den korrekt, er man nødt til at tage et ærligt og kritisk blik på ens egen forforståelse – ellers ender man i en ignorant boble.

Tag nu blot de danske politiske medier og journalister (som der i parantes bemærket er et mindre hav af på Twitter). Især hele metafortællingen om, at politik handler om spin, skandaler, politisk kommunikation, letforståelige sort-hvid konflikter og bla bla bla. Jeg vil vove den påstand, at 90 pct. af de historier, som Christiansborg-journalisterne og politiske kommentatorer pølser rundt i, ikke interesserer vælgermassen det fjerneste. Det er ikke så underligt, for det der interesserer journalisterne er i det store hele fløjtende ligegyldigt for langt de fleste mennesker.

For lidt siden tilbragte jeg et par minutter inde på Berlingskes hjemmeside. Skimmede forsiden for politiske nyheder. Og hvad mener den politiske klasse så er interessant politisk stof? Tilsyneladende historier om nogle halalslagtede kyllinger. Om at Thor Møger skal have nyt job. Om at Skanderborg Festivalen inviterer medlemmer af folketinget gratis med. Om at en eller anden konservativ backbencher er sur over, at der er regnefejl i en eller anden kommissions analyserapport.

Godt nok er det agurketid, men alligevel. Hvilke af disse historier interesserer nogen? Hvilke af disse historier vil gøre den mindste forskel? Hvilke af disse historier vil flytte en eneste stemme?

Jeg argumenterer ikke for, at medierne skal være populistiske og sænke niveauet. Faktisk, så tror jeg ikke at det er muligt at foretage den manøvre, når vi taler om den danske politiske og økonomiske debat. Analyserne og argumentationen befinder sig i forvejen på et så infantilt niveau, at det forekommer vanskeligt at fordumme dem yderligere. Vi hører en masse om ‘positionering’, og hvem der sagde hvad hvornår.

Hvis man fulgte debatten på Twitter, skulle man at tro ‘Sharknado’ var årets største kulthit. At alle gik op i lige netop den her skøre, skøre film. Og hvis man tilsvarende følger den såkaldte danske politiske debat, så tror man at slibrige personsager, Lars Barfoeds kærlighedsliv, Helle Thorning-Schmidts manglende panderynker og Lars Løkkes manglende udmeldinger fra hængekøjen er vigtige sager, som mange mennesker går op i – og som flytter folks stemmer. På den måde får man en selvopfyldende profeti og cirkulær argumentation, hvor journalisterne primært beretter om personsager og skandaler, fordi de har overbevist sig selv om, at det gør en forskel i den virkelige verden. Ligesom at folk på Twitter talte om ‘Sharknado’, fordi at andre folk talte om ‘Sharknado’. Alt imens at stort set alle andre end de samme mennesker i den lille lukkede boble, var aldeles ligeglade med filmen og Steve fra Beverly Hills 90210 og hans motorsav.

Jeg har ikke empiri fra Danmark, men jeg vil godt vædde på, at de historier som de politiske journalister fortæller idag, ikke flytter det mindste. Det er i hvertfald hvad undersøgelser fra USA viser. De såkaldte ‘skandalesager’ under seneste præsidentvalgkamp flyttede stort ingen stemmer. Det, der flytter stemmer er til gengæld de emner, som gør en forskel i den virkelige verden. Som handler om stock fremfor flow. Policy fremfor politics. Emner, der rent faktisk betyder noget for folk

Måske er det vigtigste at huske (både som sci-fi og politisk interesseret), at man som nørd er en meget sær person, og de fleste mennesker ikke er som en selv.

Da jeg i et tidligere job var nødt til at beskæftige mig med erhvervspolitik, kunne jeg slet ikke forstå, at folk ikke jublede og faldt på røven over de erhvervspolitiske oplæg, jeg var med til at skrive. Det var jo et vigtigt og spændende emne. Kan I slet ikke se hvor vigtige de er? RYD FORSIDEN, BØRSEN! NU! I dag orker jeg næsten ikke at læse erhvervssektionerne i dagbladene, så kedeligt synes jeg erhvervspolitik er. Mon ikke de fleste dengang havde det, som jeg har det i dag? Jeg var en nørd, og jeg havde glemt, at de fleste mennesker er ganske ligeglade med erhvervspolitik. Som de er det med Lars Barfoeds kærlighedsliv og Helle Thorning-Schmidts ægtefælles seksualitet.

Emner, der som ‘Sharknado’, er ganske ligegyldige.

Farvel Twitter, goddag selektiv ignorance

Forleden (gen)åbnede jeg min twitterprofil. Nu har jeg så lukket den igen. Kan ikke administrere det. Den uendelige flod af opdateringer og frygten for at ’gå glip af noget’, er det rene gift for min psyke, arbejdsmoral og evne til at fokusere. Det får mig til at overspringshandle massivt, og føle et usundt behov for at følge med og med og med. Endelig fremelsker 140-tegns formatet en adfærd i retning af hurtige, kvikke og catchy udmeldinger. Twitter er ikke platformen for de langmodige, reflekterende og melankolske. Jeg nøjes nu med min RSS-feedlæser og opdateringerne derinde. Det kan jeg tage i mit eget tempo uden frygt for at glip af noget.

Spørgsmålet er imidlertid om man bør tage et mere fundamentalt opgør med ’følg med i alting live’-tankegangen. Hidtil har jeg tænkt, at det i sig selv var en kvalitet at følge med i alting og hele tiden være up to date med nyhederne. Som at det skulle have en iboende værdi, og bidrage til min almene dannelse konstant at være opdateret.

Men er det en korrekt antagelse? Bidrager det til en dybere forståelse af tilværelsen, at jeg mere eller mindre konstant besøger netaviserne? Eller er det i virkeligheden udtryk for et patalogisk behov for hele tiden at være på? Hvilket har som afledt effekt, at jeg mister evnen til at forstå de vigtige ting og fokusere i mit arbejde?

Måske bør jeg gå radikalt over i den modsatte grøft, og skære markant ned på min nyhedsdiæt. Første gang jeg stødte på det forslag, var i en (i øvrigt ret fjollet) selvhjælpsbog, der advokerede for ’selective ignorance’. Altså, at man frivilligt afstår fra at følge med i alt. Grundlæggende kan det vel skæres ned til: Hold op med at være så monomant optaget af flow. Begynd i stedet at fokusere på stock. Skip nyhederne, de gør dig ikke til et visere og mere reflekterende menneske. Læs bøger i stedet.

Man kan også vælge en mere radikal tankegang. I april læste jeg en artikel i Guardian med titlen: “News is bad for you – and giving up reading it will make you happier”. Den er lidt lang, så jeg kan ikke citere det hele, men her er dens måske mest interessante bidder:

Take the following event (borrowed from Nassim Taleb). A car drives over a bridge, and the bridge collapses. What does the news media focus on? The car. The person in the car. Where he came from. Where he planned to go. How he experienced the crash (if he survived). But that is all irrelevant. What’s relevant? The structural stability of the bridge. That’s the underlying risk that has been lurking, and could lurk in other bridges. But the car is flashy, it’s dramatic, it’s a person (non-abstract), and it’s news that’s cheap to produce. News leads us to walk around with the completely wrong risk map in our heads. So terrorism is over-rated. Chronic stress is under-rated. The collapse of Lehman Brothers is overrated. Fiscal irresponsibility is under-rated. Astronauts are over-rated. Nurses are under-rated.

Out of the approximately 10,000 news stories you have read in the last 12 months, name one that – because you consumed it – allowed you to make a better decision about a serious matter affecting your life, your career or your business. The point is: the consumption of news is irrelevant to you. But people find it very difficult to recognise what’s relevant. It’s much easier to recognise what’s new. The relevant versus the new is the fundamental battle of the current age. Media organisations want you to believe that news offers you some sort of a competitive advantage. Many fall for that. We get anxious when we’re cut off from the flow of news. In reality, news consumption is a competitive disadvantage. The less news you consume, the bigger the advantage you have.¨

News items are bubbles popping on the surface of a deeper world. Will accumulating facts help you understand the world? Sadly, no. The relationship is inverted. The important stories are non-stories: slow, powerful movements that develop below journalists’ radar but have a transforming effect. The more “news factoids” you digest, the less of the big picture you will understand. If more information leads to higher economic success, we’d expect journalists to be at the top of the pyramid. That’s not the case.

 

Jeg er slet ikke afvisende overfor argumentationen. Problemet er blot, at jeg en nyhedsjunkie der igennem mange års dårlige internetvaner konstant tjekker nyhederne. Det er kun blevet værre efter fremkomsten af smartphones med permanent netadgang. Mit narko er jo uhyre lettilgængeligt!

Første trin for at stå af den usunde vogn, er altså at skippe Twitter. Det medium gør intet godt for mig. Dernæst vil jeg så vidt muligt holde op med hele tiden at besøge nyhedshjemmesiderne. Og hvis ikke nyhederne bliver analyseret i mine ugentlige (The Economist, Weekendavisen) og daglige (P1 Orientering) forteelser, så er de nok ikke så vigtige.

Men nemt bliver det ikke. Jeg er jo afhængig.

Fortællinger

Forleden jamrede jeg til Den Bedre Halvdel over, at der ikke er flere kommentarer her på siden. ”Hvor bliver de af?”, flæbede jeg, ”jeg skriver jo både sjovt og underfundigt og dybsindigt! Hvorfor får krea-kragernes strikkeblogs og anoreksiramte teenageskinker masser af læsere, men ikke jeg?”.

Sød og alt for venlig, som hun er, ville hun skam ikke sige, at det muligvis kunne have noget med indholdet at gøre. Men hun fik da nævnt, at ”du jo ikke skriver så kontroversielle ting længere. Der er ikke så meget at have en mening til. Jeg kan godt skrive hyggelige putte-nutte kommentarer til dine sci-fi indlæg, men det vil du vel ikke have, vel?”. Og nej, det vil jeg jo egentlig ikke, hvis altså jeg kan blive fri.

Så hvor er de kontroversielle indlæg blevet af? Hvor er de sylespidse politiske analyser henne? Hvor er de geopolitiske indsigter? Hvor er forstadierne til kommende kronikker i Weekendavisen?

Mjoh. Manglende inspiration fra mediebilledet er som nævnt en af grundene.

Det har altid været vanskeligt for mig, at italesætte min karriere som spændende. I sidste uge havde vi besøg af en af Den Bedre Halvdels kolleger og dennes kæreste. Under samtalen blev jeg naturligt nok spurgte ”Nå, men hvad laver du så?”, hvortil jeg svarede – nogenlunde sandfærdigt – at jeg er papirnusser. Dette svar afstedkom et ’Nå, men det lyder da også spændende”, og så gik samtalen ellers en smule forlegent tilbage til at diskutere evergreens som almen praksis og lægetilværelsens genvordigheder. Der blev ikke rigtig spurgt til mit professionelle virke siden hen.

Den situation er jeg selvsagt selv skyld i. Når en person ikke selv fremhæver sit arbejdsliv, ja, så ville jeg heller ikke forsøge drøfte det videre med vedkommende. Så det er klart, at jeg har en udfordring i forhold til fortællingen om min tilværelse. Det mildest talt ambivalente forhold til mit arbejdsliv skyldes grundlæggende, at jeg selv er i tvivl om dets generelle mening og værdi. Den naturlige selvsikkerhed, som hvilen i ens faglighed og bevidstheden om meningsfuldhed giver, er ikke til stede. Det smitter antageligvis af på indlæggene her på siden. Pt. oplever jeg ikke, at jeg ved særlig meget om ret mange ting. Og hvis man ikke ved hvad man taler om, hvorfor så lukke uinformeret luft ud om det?

Men det ændrer selvfølgelig ikke på, at der er brug for at rette op på spændingskurven her på stedet. Jeg tænker en del over, hvordan det kan gøres. Forhåbentlig vil I også kunne mærke det.

Winter in the Hamptons

I forgårs, fredag, fik vi endelig afsluttet første sæson af tv-serien ‘Revenge’. Det er en slags moderne ‘Dynasty’ eller ‘Dallas’, hvor man følger det episke liv blandt de rige og plastikopererede. Dialogen er højstemt og aldeles langt ude, hvor man siger ting som ‘Jeg har altid hadet dig, og jeg vil vie resten af mine dage til at ødelægge din tilværelse!’. Det er ikke rigtig godt eller fin kunst, men dekadence-faktoren er tårnhøj og Den Bedre Halvdel synes det er underholdende. The Guardian er også fascineret, på den der hipster-ironiske måde:

To go into the full intricacies of Revenge would take for ever — it really is a marvel that they keep the Previously… bits as concise as they do. But for those unfamiliar with the US drama, shown in the UK on E4, it can be briefly précised as follows. The enigmatic Emily Thorne (Brothers and Sisters’ Emily VanCamp) is on a mission to bring down the Graysons – a wealthy Hamptons-dwelling family who framed her father with laundering money for a terrorist organisation.

Inveigling her way into high society, Emily (real name: Amanda Clarke) plots, plans and pouts, picking off those complicit in the Graysons’ scheme. Each week, she muses on the frailties of human nature before enacting a chilling revenge on the Graysons and/or their pawns, often demonstrating a heretofore hidden talent in the process. (Emily’s a mistress of disguise! She has a veritable magic porridge pot of money! She can break in anywhere, like a female Eugene Tooms! She speaks Japanese!). All the while, the icy and manipulative Grayson matriarch Victoria (Madeleine Stowe) eyes Emily suspiciously, usually during a lavish party at which something awful happens. Such as a hostage situation. Or, as at Emily and Daniel’s engagement party, the murder of Daniel’s bonkers best pal.

Of course, an even briefer précis would be: duplicitous rich people in lovely houses and fabulous clothes snarl at each other.

Revenge has its roots in old-fashioned American soap such as Dallas – there’s an homage-tastic Southfork Inn, while Knots Landing’s William Devane features as Grayson granddad Edward – but the outlandish plot twists and all-pervasive silliness also owe something to the Latino telenovela. Certainly, this blending of TV traditions would explain Revenge’s success in the US, and austere times have always given audiences an appetite for decadent drama – even if that decadence can’t disguise the soundstages that are meant to be the Hamptons countryside.

While some might describe it as camp, Revenge is anything but. It is such a success precisely because everyone plays it with a straight face — and none more so that the implacable Victoria. But there’s something more to Revenge’s success. Rigorously plotted, with a clear series arc, there is no sign of the show getting caught up in soapy excess or getting swamped in its own mythology like Lost. As silly as Revenge is, it’s also incredibly clever.

Fristet? Første sæson bød på udmærket underholdning, men er også som at spise store mængder lagkage. Lige nu kan jeg fint vente nogle måneder på, at Netflix uploader næste sæson. Men når det sker, skulle man da være et skarn hvis man ikke igen dykker ind i den dekadente affære igen.

Smerteligt

I denne opdagede jeg til min skræk og rædsel, at AC Bellinzona er noget nær akut konkurs med en gæld på intet mindre end 3,3 mio. CHF. De er allerede er blevet tvangsnedrykket til tredje bedste schweiziske fodboldrække, og der er ikke udsigt til at en økonomisk redningskrans. Tværtimod har klubbens præsident, Gabriele Giulini, tilsyneladende lånt penge af spillere – herunder legendariske Hakan Yakin – for at holde sig oven vande. Det er altsammen meget italiensk-schweizisk. På den dårlige måde, altså.

Tilbage står, at Ticino regionen nu er længere væk fra den bedste schweiziske liga end nogensinde. Hverken Lugano, Locarno eller Chiasso er oprykkermateriale, tværtimod møfler de alle rundt i bunden af den næstbedste række. Hvis man endelig skal tage noget positivt med sig fra misæren, så er det, at netop FC Locarno undgår nedrykning takket være Bellinzonas ulykke. Det føles lidt som at redde sin arm ved at amputere sin fod, men jeg tager hvad jeg kan få.

I mellemtiden er jeg gået ind på Bellinzonas webshop, hvor jeg ud af ren filantropi vil investere i sidste sæsons spilletrøje. Muligvis vil mine 95 CHF ikke flytte alverden, men solidaritet skal der til.

Youth Culture Killed My Dog

Sidder og pusler med en playliste inde på Spotify til brylluppet. I ved nok, til festen om aftenen. Bliver mere og mere pinligt bevidst om at det er år og dag siden, at jeg sidst var på et dansegulv.  Aner ikke hvad der vil fungere og sætte gang i sagerne.

Har derfor pligtskyldigt været inde på de aktuelle top 30’er for at se hvad det er, de unge vil have. Må her nok engang indse, at jeg er for alvor blevet en sur gammel støder. Det er jo rædsomt! Jeg mener, har I hørt hvad det er, der streames? Sådan virkelig lyttet efter? Tændt for The Voice for nylig? Eller var I nogle af de 130.000 slaver af storkapitalen, der stod inde og blev massesuggesteret af Rihanna og hendes præfabrikerede EDM-bras på Roskilde? Det er verdensomstyrtende elendigt. Forbryderisk, nærmest. Jeg kan ikke engang sætte pris på det i en ironisk kontekst. Det vil martre mig for evigt, hvis den slags bliver spillet til mit bryllup.

Men hvad skal man så gøre? Det kan jo ikke være blink-i-øjet-ironisk r’n’b og electro altsammen. Skal det snarere være et eklektisk og behændigt mix af fortidens mere eller mindre lødige sange, blandet op med enkelte nyere kreationer a la ‘Blurred Lines‘? Og hvis ja, hvad fungerer så på et dansegulv i sensommeren 2013?

Hvad skal på playlisten?

Hvordan vil du gerne huskes?

Selv vil jeg som bekendt helst være kendt som ‘An Eccentric Gentleman Scholar’. Men i en boganmeldelse stødte jeg i dag på en anden fremragende beskrivelse af de to forfattere Terry Eagleton og A. A. Gill, der netop har udgivet hver deres bog om USA:

Across the Pond is a rambling, motormouthed pontification on the virtues, foibles, and delusions of America by Terry Eagleton, the longtime quasi-Catholic, loyally Marxist, interminably careerist academic who makes Slavoj Žižek look like a self-abnegating Simone Weil.

To America with Love, for its part, proffers a politically incorrect and deeply wet kiss to the United States by A. A. Gill, the London journalist best known for outraging the Welsh, professional women, animal lovers (he once shot a baboon “to get a sense of what it might be like to kill someone”), and other eclectic constituencies.”

Er det for meget at håbe på at blive en blanding af de to?

Are You Ready For the Country?

Nogen der mindes mulletrock klassikeren ‘Can’t Fight This Feeling’ af REO Speedwagon? I ved nok, den med det tampende klaver, de høje vokaler og det episke omkvæd? Hvor teksten er noget i stil med:

And I can’t fight this feeling anymore/
I’ve forgotten what I started fighting foooooooooooooor/
It’s time to bring this ship into the shore/
And throw away the oars, foreveeeeeeeeeeeeer.

Det er en dejlig sang. Liflig, faktisk. Ikke smagfuld, legitim eller kunstnerisk anerkendt. Snobbede musikkendere vil (med rette) rynke på næsen af dens klichéer og overdrevne storladenhed.

Men sangen er god. Ønsker man at få Den Bedre Halvdel til at nynne/brumme/skråle som en gal og spille luftguitar, så skal man bare sætte den på. Den virker hver gang. Og teksten, ikke også? Det er dybt og indsigtsfuldt. Fortælleren har givet op. Er helt ude i tovene. Han kan bare ikke kæmpe mod sin kærlighed længere. Følelserne er simpelthen alt, alt for stærke. Nej, mere feterede sangpoeter har intet at lade REO Speedwagon høre for, når det handler om at påkalde sig de store følelser.

Jeg har det på samme måde efter en fortryllende weekend i København. Fuld af udsøgt selskab, gode venner, hyggelige snakke, strålende vejr og byens charme. Så lige nu – tilbage på min pind i en delvist mennesketom og dårligt isoleret kontorbygning i det østlige Aalborg – har jeg det på samme måde som REO Speedwagon.

Har nu i over et år forsøgt at bekæmpe følelsen. Ihærdigt italesat mit savn efter omgangskredsen, Bruxelles og København, som en fase. Som at der blot er tale om en transitionsperiode, der skal overstås inden at jeg falder til ro samt hviler i mig selv og den nye tilværelse i provinsen.

Men poeterne og filosofkongerne i REO Speedwagon gennemskuer alt. For det ovenstående passer ikke helt. Muligvis slet ikke. Hvad bør man gøre ved det?