Gammel og grim

Til tider overrasker jeg mig selv. Sjældent positivt, ganske vist, men alligevel. Nogle gange reagerer jeg på uventede måder.

I går så jeg således den i øvrigt ganske underholdende video ‘The Great Gatsby Stripped of Greenscreen Effects’ inde på io9. Blev ganske betaget af den uhyre episke baggrundssang, hvis omkvæd var noget i stil med “Will you still love me/when I’m not young and beautiful”. Ind drønede jeg på google. Opdagede herigennem at sangen er ‘Young & Beautiful’ af ….Lana Del Rey. En sangerinde, som jeg normalt afskyr og finder fæl på et noget nær uendeligt antal planer.

Nu ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv. For jeg bryder mig principielt ikke om den slags post-moderne konstruerede musikere. Lana Del Rey er måske den værste, at de manufakturede artister, med sit faux-model look og åh-så-nøje opbyggede baggrundshistorie. Synge kan hun vist heller ikke i virkelighedens verden.

Men sangen er så højstemt og dragende. Det er forbudt og tabu i min verden, men dog så djævelsk tillokkende. Som sagt: Jeg er i vildrede og føler mig beskidt.

Må hellere lige lytte til den én gang til.

Dagens hjertevarmende historie

Nu har jeg grædt og grædt og grædt over CD-formatets død. Alt imens at jeg selv har substitueret mere og mere af min musiklytning over på Spotify. Men velan! Nogle steder i verden er man stadig ikke gået helt fra forstanden:

For a country with a reputation of being a technology forerunner, Japan holds on dearly to all things tangible. Four of the world’s five biggest newspapers are Japanese. Faxes remain a staple of business communication. And the compact disc is alive and well.

While the rest of the world has abandoned CDs for digital downloads and music shops for the iTunes store, Japan remains a holdout. On Friday, Tower Records Japan’s CEO Ikuo Minewaki said the enduring popularity of CDs helps sustain the retail chain here–long after its U.S. parent company went bankrupt in 2006. The Japanese arm has 86 stores in Japan and Mr. Minewaki said more outlets are on the way.

“The Japanese market is very different from the rest of the world,” said Mr. Minewaki, speaking to reporters at the Foreign Correspondents Club of Japan on Friday.

While global sales of physical CDs have been plunging under pressure from the digital download market, Japanese CD sales bucked this trend in 2012 with a 9% rise from a year earlier, according to the Recording Industry Association of Japan.

“In Japan, we enhance the actual experience of buying the CD,” he said. “But digital music is growing quickly, and eventually CDs will be replaced.”

Her i weekenden var jeg i Aalborg Storcenter (don’t ask), og var i den forbindelse inde i en af byens få tilbageværende musikforretninger. Eller, nuvel, det er måske en tilsnigelse at kalde en rodebutik af discountbøger (jeg talte firew One Direction og fem Justin Bieber biografier), dvd’er og to forkølede stativer med CD’er for en ‘musikforretning’. Men alligevel. I gamle dage var det i hvert fald, hvad Stereo Studio betragtede sig selv som.

I dag har de ingenting af musikalsk værdi på hylderne. Bogstavelig talt intet. Og med et så beskæmmende elendigt udbud er det jo ikke så underligt, at CD-formatet dør. Når selv vi palæo-konservative, der rent faktisk gerne vil eje musikken i fysisk form, ikke har adgang til den, så er det vanskeligt at lægge pengene andre steder end hos Amazon. De har i det mindste et udbud i dybden.

I denne måned har jeg købt genudgivelsen af Electronic’s mesterlige debutalbum, et par Josh Rouse albums og nogle Pet Shop Boys singler på Amazon. På ønskelisten i næste sending har jeg albums af Drive-By Truckers, Gary Clark Jr., Saint Etienne og Whiskeytown. Jeg ville aldrig, ALDRIG kunne opstøve de albums i en dansk musikforretning. Hvilket igen har en afsmittende virkning på mit øvrige forbrug. For efterhånden som de spændende musikforretninger og boghandlere bliver udrenset fra de danske bymidter, så har jeg ingen grund til at bevæge mig derind. Jo, for tøj, af og til. Og gaver. Men ellers? Næh. Der bliver stadig færre butikker, som sælger de ting, jeg holder af. Så hvorfor bevæge mig væk fra netbutikkerne?

Det lader til, at japanerne og jeg er på bølgelængde. Indtil videre i hvert fald. Men det bliver næppe lettere at få lokket mig med på shopping i fremtiden.

Wanderlust

Vi bruger stadig en del tid på at tænke over bryllupsrejse for tiden. Mange forskellige destinationer er i spil. I begyndelsen var vi meget forhippede på det sydlige USA. Vi skulle til Texas og besøge Coach T. & co. Siden tænkte vi på Sydafrika. Og nu er det så Hawaii, der er i førersædet.

Dels fordi man kan lave alt muligt der. Dase, vandre, snorkle, dykke. Men også fordi det muliggør et stop over i en interessant storby. Rejsebureauerne vil gerne sælge ud via San Francisco og siden hjem via Chicago, men man kunne jo også flyve den anden vej hjem. Måske via Tokyo?

Samlet set er der ganske megen udlængsel for tiden. Siden turen til Denver sidste år, har vi tilbragt det meste af tiden i det nordjyske. Nu begynder det at være nok. Vi må snart på nye eventyr igen.

Tvetydige monumenter

Tilbragte weekenden i Hamburg. Dels fordi det er en fremragende storby, dels fordi min fremmeste skopusher, Horsch Schuhe (“SCHUHMODE IN UNTERGRÖSSEN & ÜBERGRÖSSEN”), har en filial på Jungfernstieg. Der skulle rekvireres et par bryllupssko, ligesom jeg igennem et stykke tid har haft behov for en opdatering af skoporteføljen. Nuvel, det fik jeg så. Men eftersom dette ikke en modeblog, vil jeg selvsagt ikke bringe billeder af de nyindkøbte sko, men derimod af HSV‘s maskot Hermann.

Er han ikke bedårende? Jeg kunne slet ikke stå for ham, da jeg fandt en kaffekop med ovenstående billede på. Den blev fluks nyindkøbt og er perfekt for Den Bedre Halvdel, når hun ser børn i sin praksis. Selv de værste fodvorter og ondsinde vaccinationer håndteres snildt med Hermann i nærheden. Hvis I er interesserede, kan I læse meget mere om ham her. Det fremgår blandt andet, at han er 210 cm høj og hans vægt er “übergewichtig”. Hvilket vel blot gør ovenstående sparketeknik endnu mere imponerende.

På det mere spekulative plan, så tænkte jeg en del over monumentet, Hamburger Ehrenmal, på Rådhuspladsen.

Det er interessant, synes jeg. Og vakte konfliktende følelser hos mig. På den ene side er der ikke historisk belæg for at sige at 1. verdenskrig var Tysklands ‘skyld’, eller at landet var mere krigerisk end de øvrige dengang. På den måde er monument over byens mange ofre i en krig vel sådan set legitimt nok. Jeg kan læse mig til, at meningen med monumentet ved opførelsen i 1931 var pacifistisk (a la “40.000 hamburgere døde i en meningsløs krig, så lad være med den slags i fremtiden”). Budskabet forstærkes af den anden side af monumentet, nemlig et relief af “Trauernde Mutter mit Kind”.

Så vidt, så godt. Men på den anden side, så spiller budskabet “40000 Söhne der Stadt ließen ihr Leben für Euch” intuitivt på en række nationale tyske følelser – og potentielt også et militaristisk budskab. Det vidste de altid propagandabevidste nazisterne selvsagt også, hvorfor de i 1938 erstattede den sørgende moder med en tilpas arisk og vredladende ørn. Vupti, så var budskabet et ganske andet end oprindeligt tiltænkt. Den sørgende moder kom dog tilbage efter anden verdenskrig, og monumentet skal nu ære ofrene for begge de to verdenskrige.

Men jeg finder alligevel stadig monumentet vanskeligt at håndtere. For hvor er kvinderne henne? Hvis det vitterlig ER et monument, der er imod krig, hvorfor er det så kun byens sønner, der skal mindes? Hvor er deres mødre, søstre og døtre, for hvem ingen af verdenskrigene sandt for dyden var nogen fest? Vi skal vel ikke kun æres og mindes mændene på slagmarken? Hvad med kvinderne, der døde under bombardementerne? Hvad med kvinderne, der holdt gang i familien mens deres mænd var ude og slås i en urimelig og forbryderisk krig? Hvad med de kvinder, der blev udsat for voldtægter, mord og overgreb i 1945 og årene efter?

Nej, der er noget, der er forkert ved det monument. Kan ikke sætte fingeren på hvad, men budskabet er skævt. Det findes sikkert meget værre i USA eller andre patriotisk indstillede lande, men alligevel.

Jag har försökt förklara

Er træt af at planlægge fester. Både i bogstavelig forstand og i overført betydning.

Der er selvsagt brylluppet til august og den efterfølgende bryllupsrejse. Begge er logistiske udfordringer, hvor ting skal spille sammen og alting helst skal være godt. Derudover har jeg professionelt ansvaret for at planlægge og koordinere en række større begivenheder.

Det dræner mig.

Alt den planlægning, proces,  koordinering og bekymring. Jo, bevares, jeg ER neurotisk og kan godt lide at styr på tingene. Men det var nu alligevel ikke det, jeg visualiserede mig dengang jeg sad i gymnasiet og drømte om, hvad jeg gerne ville lave, når jeg blev voksen og følsom. Eller, well, reelt havde jeg heller ikke dengang et klart billede af, hvilke jobfunktioner jeg gerne ville have. Ikke en klart gennemtænkt vision for hvilke aktiviteter, der helst skulle fylde min tid. Ikke tænkt over, hvad der monstro kunne tænkes at give mening for mig. Ikke spekuleret over, hvordan mine spagfærdige mængder kreativitet kunne udleves.

‘Arbejdslivet’ var for mig dengang mere nogle diffuse begreber, drevet af misforståede billeder af, hvad der gav status og ret til at prale. ‘Ambassadør’. ‘Noget i udlandet’. ‘Noget med magt og indflydelse’. Ja, så dyb og indsigtsfuld var jeg.

Nuvel, jeg HAR været på en ambassade (godt nok som praktikant, men alligevel …) og jeg HAR været udstationeret. Det var altsammen godt og smukt og ægte, og jeg savner stadig både Prag og Bruxelles. Men jobfunktionerne? Det var stadig koordination, planlægning og bekymringer. Hvilket tyder på, at jeg åbenbart er god til de ting, og har opbygget kompetencer indenfor dem.

Hvilket frustrerer mig, for jeg hader at planlægge og koordinere. Ville ønske, jeg kunne fordybe mig i et emne, og så lade andre planlægge og koordinere omkring mig.

Undskyld den jamrende tone. Men jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal gå hen. “Ville du vælge studiet om?“, spurgte de i seneste nummer af DJØF-bladet. Det ved jeg oprigtigt talt ikke. Men jeg ville nok ønske, at jeg havde tænkt mig bedre om dengang. Tænkt på om de fjollede fremtidsidealer jeg havde, rent faktisk afspejlede et arbejdsliv, der ville gøre mig glad. Nu er det nærmest for sent.

These aren’t the droids you’re looking for

Nuvel, hvis jeg var Han Solo (hvilket jeg ønsker omtrent 7-8 gange om dagen), så ville jeg flyve Millenium Falcon her til. Her må være et hav af grog, barslagsmål, steder at sælge mit smuglergods fra Arrakis, og musikken på de snedige steder må næsten være på niveau med den fra Mos Eisley Cantina. Det er lige et sted fra mig.

De særligt opmærksomme vil muligvis genkende statuen der pryder klippen i midten. Jeg har skrevet om den før, det er Le Monument de la Renaissance Africaine udenfor Dakar i Senegal. Hvad den laver her på den imaginære pirat spaceport, ved jeg ikke. Men det føles rigtigt på hel masser planer.

Afsted!

Break It To You Gently

Tak, jeg er bevidst om at det ikke just vidner om substans og schwung i min tilværelse. Men ugens gladeste nyhed for undertegnede var, at Feedly – det noget nær eneste alternativ til den snarligt lukkede Google Reader – vil supportere min yndlings app Reeder. Det er fremragende nyt. Bare så I ved det.

Ja, jo – jeg ved godt, at blogformatet er døende, RSS-formatet ligeså og at folk hellere vil have deres nyheder via Twitter og slige 140-tegns tjenester. Det må I selv om, I opmærksomhedsudfordrede og fordybelsesfrygtende ødeland. For det ændrer ikke på, at der er brug for længere tekster og refleksioner til at forstå en kompleks verden. Mange af disse vise og indsigtsfulde ord grifles på nettet. Afledt heraf er der brug for et redskab til at indsamle disse kloge tekster.

Hvilket netop er, hvad Google Reader kan. Jeg bruger Reader (via Reeder) hver evig eneste dag. Tanken om at undvære servicen var noget nær ubærlig. Hvorfor det kom som en lettelse af episke dimensioner, at høre om Feedly og Reeder.

Nu skal der så migreres. Mon nogle af de nærværende læsere ligeledes skal rykke med?

Tanker om fremtiden

Aalborg er en anden og bedre by i dag end dengang jeg som stud.scient.pol in spe flyttede til København i september 2001. Ikke perfekt, bevares. Byen er stadig et godt stykke fra at være et Richard Florida’sk paradis. Grundlæggende taler vi stadig om en (post)industriel mellemstor by i en afsides beliggende provins i et småbøvet nordeuropæisk land. Det er stadig et sted, som de dygtigste flytter fra for at prøve sig selv af mod andre dygtige mennesker.

Men tingene går fremad.

Universitetet er en evigt ekspanderende institution. De hyggelige caféer dukker op i stadig større antal. Kulturlivet er blomstrende. Shoppingmulighederne er habile. Havnefronten har fået et reelt løft. Desværre med de uniforme og fremmedgørende glas-og-beton jungler man ser alle steder (se: Teglholmen, Islands Brygge), men også med steder, som man rent faktisk har lyst til at opholde sig.

I dag spillede vi eksempelvis basket nede på banen ved Limfjorden i det aldeles sommerlige solskin. Det var en ren fornøjelse. Det burde være åbenlyst, at den gamle stjernespiller fra Bollstanäs SK ydmygede nærværende skribent eftertrykkeligt.

Generelt tænker jeg en del over ‘steder’ og ‘fremtid’ for tiden. Det er afstedkommet af, at jeg aktuelt rejser en del frem og tilbage til København. Årsagen er, at jeg er blevet valgt som tillidsrepræsentant på mit arbejde, hvilket medfører en del kursusaktivitet i besnærende steder som Holte og Snekkersten. Dermed også inkluderet ture til byen, hvor de fleste af mine venner og det meste af min omgangskreds befinder sig.

Selvom det efterhånden er to tumultariske år siden jeg boede i København (først via et år i Bruxelles og så et større flyttecirkus til Hjørring og nu Aalborg), er det stadig stedet, som jeg definerer som ‘hjemme’. Jeg havde en enkelt time til overs efter kurset i onsdags, og det føltes mere rigtigt og hjemligt at kunne gå ned og få sci-fi anbefalinger fra den stærkt mærkelige mand i Fantask, end det gør at bevæge sig rundt i gaderne her oppe nordpå.

Aalborg er med andre ord stadig ikke helt kommet ind under huden endnu. Og hvor skal man bo fremadrettet?

Foreløbig er vi i Nordjylland i hvert fald indtil et godt stykke ind i 2014. Den Bedre Halvdel har fået en introstilling i almen medicin, og generelt er CV-building mulighederne bedre heroppe end i hovedstadsområdet. Men derefter? På et tidspunkt må man selvfølgelig stoppe nomadetilværelsen, men der er mange steder, det kunne være spændende at prøve at bo.

Der grubles stadig.