Awake

Når en tv-serie bliver lukket ned efter kun en enkelt sæson, er der som regel en nogenlunde god grund til det. Lave seertal og ratings samt de heraf følgende begrænsede reklameindtægter, er naturligvis den primære årsag.

Det er især gået ud over de ‘Lost’-agtige tv-serier (det vil sige ekspansiv, metafysisk og spekulativ fiktion), der gik hen og døde, når de skulle kæmpe om sendefladen med realityshows og sangkonkurrencer. Publikums tålmodighed med længerevarende historier og mystik er tilsyneladende blevet mindre siden midten af 2000-tallet. På stående fod kan jeg nævne episk anlagte serier som ’Flashforward’, ’Terranova’ og ’The Event’, der alle fik kniven efter første sæson.

Fælles for de tre er, at det i det store kosmiske regnskab nok var fortjent, at de blev droppet. Alle tre havde spændende grundhistorier, men gik i stå undervejs eller led under et uinteressant persongalleri. Når selv en så tilgivende, rummelig, billig, letbegejstrelig og tåbeligt nørdet person som undertegnede finder, at de spekulative elementer bliver for fjollede, ja, så er en tv-serie ude på dybt vand.

Verden er dog ikke altid lige retfærdig.

Min bedre halvdel vil eksempelvis næppe nogensinde tilgive CW at de lukkede ’The Secret Circle’ efter første sæson. Og jeg vil til min dødsdag ikke kunne forstå, hvordan den objektivt vurderet geniale ’Awake’ ikke fik i hvert fald én sæson mere.

En af de mange årsager til at jeg aldrig blev anmelder er, at jeg hverken har evnerne eller tålmodigheden til at referere en bog eller films handling på en bare rudimentært tilfredsstillende måde. Se derfor hellere denne 31 sekunders promo for ’Awake’ i stedet for.

Tro mig. De 12 afsnit er himmelstormende fremragende. Udsøgte. Hjernevaskende. Spændende. Grundlæggende taler vi om et justitsmord på niveau med dengang, at Fox aflyste ’Firefly’ efter kun 14 episoder.

Jeg ærgrede mig allerede sidste år over lukningen af ‘Awake’, men her til aften blev smerten så genoplivet. Har investeret i den fortrinlige service fra Unblock, så vi kan se Netflix’ indhold fra USA. Og eftersom Den Bedre Halvdel er på venindebesøg i Sverige, har jeg stenet lidt tv-serier, herunder de bedrøveligt få sidste afsnit af ‘Awake’.

Så her sidder jeg og ærgrer mig grusomt. For hvor er serien dog sublim – og hvor kunne den dog have været regeret den spekulative fiktion i årene frem. I skrivende stund er det reelt kun ‘Supernatural’ og ‘Revolution’, der stadig holder den episke fane højt på sendefladen.

Det er ikke nok. Jeg vil have mere.

Jeg vil have ‘Awake’ tilbage.

Jesse Boykins III

Bruger en del tid sammen med Jesse Boykins III på arbejdet for tiden. Hans ’The Beauty Created’ fra 2008 er et mesterværk inden for den underspillede, men heldigvis stadig stærkt lumre R’n’B. Albummet kører mere eller mindre konstant på Spotify alt imens jeg holder gang i de bureaukratiske hjul.

Boykins III er muligvis ikke helt ligeså eksplicit og vrængende som de noget mere illusionsløse Miguel og Kendrick Lamar (og I bør i den forbindelse unde jer selv deres aldeles skamløse ‘How Many Drinks?‘), til gengæld er hans hår stærkt aparte og der er skruet helt op for smørtenor-romantikken. Som hvis D’Angelo og Sade fik et elskovsbarn med hinanden. Hvis I ikke er klar til et stærkt forøget antal feromoner, bør I undlade at spille ham i nærheden af kvindfolk. Så er I advaret.

Den stille glemsel

Læste et interessant lille essay i New Yorker. Skribenten filosoferer over, at han har glemt meget af det han har læst igennem tiden:

It’s a bit circular but I cannot recall forgetting another novel entirely—both the contents of the book and the act of reading it. Others may be out there, lurking, waiting to spring up and surprise and dishearten. But, looking at my bookshelves, I am aware of another kind of forgetting—the spines look familiar; the names and titles bring to mind perhaps a character name, a turn of plot, often just a mood or feeling—but for the most part, the assembled books, and the hundreds of others that I’ve read and discarded, given away, or returned to libraries, represent a vast catalogue of forgetting.

Jeg kan nikke genkendende til meget af ovenstående. Bevares, ikke at jeg bilder mig selv ind, at jeg er ligeså belæst eller indsigtsfuld som en litteraturanmelder ved et prestigefuldt magasin. Men da jeg for lidt siden stod inde ved vores reol med skønlitteratur (fagbøgerne står inde på mit ’kontor’, skønlitteraturen i stuen) og studerede de efterhånden alt rigelige mængder bøger, så slog det mig, at jeg har vanskeligt ved at beskrive handlingen, personer og elementer i selv de bøger jeg VED, at jeg elsker og beundrer. Det samme er tilfældet med film, tv-serier og musik. Det er kun fire år siden vi kværnede ’Battlestar Galactica’, en tv-serie jeg VED er en af absolutte favoritter, men jeg kan ikke i skrivende stund længere huske hvad der sker i den. Jeg lyttede til Oasis uafbrudt da jeg var 13 år, men jeg kan selv ikke under hårdt fysisk pres genkalde mig nogle af sangene fra ’Definitely Maybe’. Når jeg genlæser nogle af arkiverne fra de sidste otte(!) års blogskriverier, undres jeg over hvem i alverden det dog er, der har skrevet det. Tænk, alle de ting jeg har vidst, fulgt med i og gået op i, men som jeg i dag kun har en vag og diffus erindring om. Beskæmmende!

En af de ting jeg frygter allermest er at blive dement. Tænk, hvis jeg en dag er så alzheimerramt, at jeg måske nok vil kunne genkende McDonald’s logo, men have glemt hende jeg elsker. Det er den slags tanker, som kan gøre mig helt og aldeles rædselsslagen. At jeg på den måde ligeså stille glemmer bøger, handlinger, musik et al, kan derfor gøre mig ganske forstemt. New Yorker skribenten mener, at det er et grundvilkår og at det er ganske menneskeligt at glemme bøgers handling. Ja, måske er glemsel ligefrem er et dialektisk indbygget element i det at huske. Og så mener han, at det at læse en bog måske tjener et andet slags formål:

If we are cursed to forget much of what we read, there are still charms in the moments of reading a particular book in a particular place. What I remember most about Malamud’s short-story collection “The Magic Barrel” is the warm sunlight in the coffee shop on the consecutive Friday mornings I read it before high school. That is missing the more important points, but it is something. Reading has many facets, one of which might be the rather indescribable, and naturally fleeting, mix of thought and emotion and sensory manipulations that happen in the moment and then fade. How much of reading, then, is just a kind of narcissism—a marker of who you were and what you were thinking when you encountered a text? Perhaps thinking of that book later, a trace of whatever admixture moved you while reading it will spark out of the brain’s dark places.

Det kan der være noget om, tror jeg. Muligvis har jeg glemt den præcise handling i Peter F. Hamiltons sci-fi mesterværk ’The Reality Dysfunction’, men jeg husker de skrækindjagende zombiesekvenser – og jeg kan tydeligt huske den varme, dejlige sommer i Magadino, hvor jeg læste bogen på stranden med den betagende udsigt over mod Locarno.

På den måde er tingene nok, som de skal være. Hvis jeg bliver alt for desperat, kan jeg jo bare genlæse bøgerne eller gense ’Battlestar Galactica’. Og håbe at folk ikke spørger alt for meget ind til handlingen, når jeg har namedroppet alle de kulturelle produkter, jeg praler med at have fordøjet.

Even The Kids Don’t Believe Me

Man bør ikke lade det perfekte stå i vejen for det gode, lod jeg mig engang fortælle. Men derfor kan man jo stadigvæk godt sidde her og ønske, at fodboldsæsonen 12/13 var endt en anelse mere perfekt end blot ….god.

Var på Aalborg Stadion i dag. Til den sidste AaB-kamp i sæsonen. Mod Randers FC. Eller ”Hestene”, som de vist nok kalder sig selv med vanlig kronjysk indsigt og selverkendelse. Oprindeligt var det tanken, at dagens kamp skulle have været finalen om tredjepladsen i superligaen. Desværre valgte AaB at få en deroute her i slutningen af sæsonen, hvorfor Randers i sidste uge fik fedtet tredjepladsen til sig – og AaB havde derfor kun en potentiel fjerdeplads at spille om i dag. Den glippede med dagens 2-2 resultat selvfølgelig også. Men nuvel, i det mindste har vi nogle europæiske kvalifikationskampe mod notabiliteter som Skonto Riga eller Strømsgodset at se frem til i de blæsende og regnfulde nordjyske efterårsmåneder.

Bortset fra det var det en fornøjelse at se fodbold igen. AaB spillede sådan set nydeligt, og havde med lidt større effektivitet vel også vundet kampen. Imidlertid går de i stå i løbet af anden halvleg, begynder at brodere og nøle på midtbanen. Herefter knoldesparkerne sydfra får udlignet – og sågar bragt sig foran på et småløjerligt selvmål. Stor fortvivlelse på stadion de næste 20 minutter, hvor AaB luffer rundt som hovedløse høns. Dagen blev dog reddet af AaB’s udlignende mål i overtiden, begået af en vikarierende forsvarsspiller iklædt turban. Kun i Aalborg, mine Damer og Herrer, kun i Aalborg.

Sæsonen har også været noget omskiftelig for mine øvrige favoritter, både i de lavere danske rækker og i Europa generelt.

FC Hjørring overlevede sportsligt i 1. division, men er pt. dødsdømt at DBU på grund af økonomien. Det er vist ikke helt givet endnu – klubben har appelleret – men mon det lykkedes at få støvsuget tilstrækkeligt med knaster op af lommerne på de ekstraordinært nærige vendelboer? Jeg tvivler. Til gengæld er Østerbro-yndlingene B.93 på vej op i 2. division efter en træls nedrykning til Danmarkserien. Alt andet havde også været moralsk, etisk og teologisk forkert.

I Italien havnede Lazio uden for de europæiske pladser. Værst af alt: Roma nåede at overhale klubben i Serie A på sidste spilledag. Det gør ondt. Meget af mit selvværd og livsglæde afhænger derfor nu af finalen i Coppa Italia d. 26. maj mellem, ja, Lazio og Roma.

I Sverige pølser både Djurgården og Halmstad rundt i bunden af Allsvenskan. Jeg ved ikke om det bliver meget bedre. Halmstad har som oprykker fået kam til sit hår, og skal være lykkelige hvis de overlever denne sæson. Alt imens er Djurgården imploderet i et sort hul af en pivringe spillertrup, hooligans og uro på de indre linjer. Den eneste lykkelige onstændighed er at Magnus Pehrsson ikke længere er i klubben. Så kan det kun gå frem ad, se blot hvordan det gik for AaB efter at han fik sparket.

I Schweiz har AC Bellinzona haft en fin sæson, men når der kun er én oprykningsplads fra anden division, så er det vanskeligt. Dermed er samtlige hold fra Ticino stadig at finde uden for den bedste schweiziske række. Det er aldeles forkert og åndssvagt. Jeg må ned og investere i en ny trøje i sommerferien. Det starter i det små, og min kærlighed må være essentiel til næste sæson.

For som de siger i Aarhus: Næst’ år!

De vanskelige beslutninger

Læste et interessant defensorat af Robert Kaplan for den famøse amerikanske udenrigsminister under Nixon og Ford: Henry Kissinger. Som ypperstepræsten indenfor udenrigspolitisk Realpolitik var (og er) han forhadt og kritiseret. Selv har jeg ikke indsigt nok i verdenspolitikken 1969-1977 til at have dannet en velfunderet mening. Men Kaplan gør et ihærdigt forsøg på at nuancere billedet af Kissinger, der ellers normalt fremstår som über-realisten, der koldt og kynisk forfulgte amerikanske nationale interesser. Han hævder således, at Kissinger kunne føre sin nøgterne politik netop fordi han ofte havde svære moralske og etiske kvaler:

“Henry Kissinger believes that in difficult, uncertain times—times like the 1960s and ’70s in America, when the nation’s vulnerabilities appeared to outweigh its opportunities—the preservation of the status quo should constitute the highest morality. Other, luckier political leaders might later discover opportunities to encourage liberalism where before there had been none. The trick is to maintain one’s power undiminished until that moment.

Ensuring a nation’s survival sometimes leaves tragically little room for private morality. Discovering the inapplicability of Judeo-Christian morality in certain circumstances involving affairs of state can be searing. The rare individuals who have recognized the necessity of violating such morality, acted accordingly, and taken responsibility for their actions are among the most necessary leaders for their countries, even as they have caused great unease among generations of well-meaning intellectuals who, free of the burden of real-world bureaucratic responsibility, make choices in the abstract and treat morality as an inflexible absolute.

Unlike his fellow Republicans of the Cold War era—dull and practical men of business, blissfully unaware of what the prestigious intellectual journals of opinion had to say about them—Kissinger has always been painfully conscious of the de­ gree to which he is loathed. He made life-­and-death decisions that affected millions, entailing many messy moral compromises. Had it not been for the tough decisions Nixon, Ford, and Kissinger made, the United States might not have withstood the damage caused by Carter’s bouts of moralistic ineptitude; nor would Ronald Reagan have had the luxury of his successfully executed Wilsonianism. Henry Kissinger’s classical realism—as expressed in both his books and his statecraft—is emotionally unsatisfying but analytically timeless.”

Når man bor  i Danmark, et land hvis størrelse og geopolitiske betydning er aldeles negligerbar, kan patosfyldte begreber som ‘statsmandskab’, ‘træffe den vanskelige, men rigtige beslutning’ og ‘historien vil vise at vi har ret’ virke overdrevne og floskuløse.  Omvendt møder vi for tiden ofte statsmandens nære slægtning, ‘nødvendighedens politik’, i den aktuelle danske politiske debat. Reformer gennemføres og begrundes med teknokratiske argumenter om hensynet til konkurrenceevnen, skoleelevernes faglighed, folkesundheden og fremtidssikringen af velfærdsstaten. Nu er det selvsagt meget muligt, at den førte politik rent faktisk ER både nødvendig og rigtig. Måske vil historien give Thorning-Schmidt regeringen ret. Man kunne godt fortænke Bjarne Corydon for at se sig selv som en lokal (og økonomisk ansvarlig) udgave af Kissinger.

Kaplan og Kissingers pointe er, at i virkeligheden er realistisk og uideologisk realpolitik i virkeligheden mere moralsk og etisk rigtig. Tilbagetrækningen af de amerikanske tropper fra Vietnam foregik blandt andet ved en række stærkt kontroversielle bombninger i Nordvietnam og Cambodia. Kaplan argumenterer dog for, at man i virkeligheden bombede …. for lidt:

“Within two years, Nixon and Kissinger reduced the number of American troops in Vietnam to 156,800; the last ground ­combat forces left three and a half years after Nixon took office. It had taken Charles de Gaulle longer than that to end France’s involvement in Algeria. That successful troop withdrawal was facilitated by a bombing incursion into Cambodia—primarily into areas replete with North Vietnamese military redoubts and small civilian populations, over which the Cambodian government had little control.

The bombing, called “secret” by the media, was public knowledge during 90 percent of the time it was carried out, wrote Samuel Huntington, the late Harvard professor who served on President Jimmy Carter’s National Security Council. The early secrecy, he noted, was to avoid embarrassing Cambodia’s Prince Norodom Sihanouk and complicating peace talks with the North Vietnamese.

Despite the North Vietnamese invasion of eastern Cambodia in 1970, the U.S. Congress substantially cut aid between 1971 and 1974 to the Lon Nol regime, which had replaced Prince Sihanouk’s, and also barred the U.S. Air Force from helping Lon Nol fight against the Khmer Rouge. Future historians will consider those actions more instrumental in the 1975 Khmer Rouge takeover of Cambodia than Nixon’s bombing of sparsely populated regions of Cambodia six years earlier.”

Det er selvsagt omsonst at kaste sig ud i den slags kontrafaktiske betragtninger. Hvem ved reelt om man kunne have forhindret Khmer Rouges folkemord, hvis man ikke havde tilbageholdt støtten til Cambodia? Pointen er dog tankevækkende. Hvis man kan forhindre en stor forbrydelse ved selv at begå en mindre, skal man så gøre det? Er de sociale konsekvenser af ‘nødvendighedens politik’ i 2013 rimelige, hvis de aktuelle reformer kan medvirke til en fremtidssikring af velfærdsstaten?

Sagen er vel den, at politikere til tider skal være klar til at tage ansvaret på sig og træffe svære beslutninger – også når man er usikker på, at det er det rigtige man gør. Det må man sige at Kissinger havde modet til at gøre. Hvilke danske politikere kan man sige det om?

Læsehestens bekendelser i maj

Læsningen går lidt op og ned for tiden, men er vanen tro mest fokuseret indenfor sci-fi og fantasy genrene. Eller, nuvel, det er ikke helt korrekt. For efter at have fortæret alenlange, energidrænende (og ikke nødvendigvis særskilt gode) fantasybøger af Brandon Sanderson og Robert Jordan, havde jeg en afstikker til de såkaldte moderne klassikere. Læste Tom Wolfe, Hunter S. Thompson og gik i stå i den famøse ’Infinite Jest’. Det var en til tider fornøjelig og opbyggelig opdragelse indenfor socialt acceptabel litteratur.

Men nu er jeg så igen mest på sci-fi vognen. Kombineret med lidt murstensværker indenfor historie og religion.

Efter at været gået i selvsving over James S.A. Careys forholdsvist fremragende ’Leviathan Wakes’, gik jeg i gang med opfølgeren ’Caliban’s War’. Den var udmærket underholdning, men forgængerens sublime blanding af spaceopera og horror var der ikke tale om. Hvad var der galt? Læste for nylig en boganmeldelse, der grundlæggende delte sci-fi genren op således:

”There are two kinds of science fiction, let’s say, because we’re the kind of people who like to divide things into two kinds: the kind where things happen and the kind where nothing happens.

That’s not how SF is commonly grouped. Very generally, people like to talk about the “hard SF” crowd, who politely but rabidly describe the percentage of light-speed their spaceships’ drives are able to achieve and the hows and whys of atmosphere creation. (Oh, the shielding issues for the life-support habitat, you can’t imagine!) And there are the “soft SF” writers, who are more concerned with human beings than with orbit math and the physics of pulse-detonation engines. Of course, lots go happily between.

The one “soft” SF writer beloved by all is Ursula Le Guin, one of the best living writers, period, the end. What’s far more notable about her is that, although you would not notice it, often next to nothing occurs in her books and stories. It’s a terrific trip if you look through them with that in mind. If you return to The Left Hand of Darkness, two people go on a journey through a cold land; in The Dispossessed, a physicist leaves his stifling post-utopian planet for its neighbor. And still those books carry more impact than the most lurid gravity-slingshotting shoot-’em-up.

The real opposition in SF is in the writers of these powerful stories about people against those who write the action-packed space operas. Neato books and stories often aren’t imagination; they’re Sudoku, and the machinations of these writers can turn unfun fast. While space opera master Alastair Reynolds is a super-smart man with terrific big SF ideas, his books can turn into heinous slogs, where by Page 250 you easily forget—or stop caring!—who’s who and why’s why.”

Jeg har aldrig læst noget af Ursula Le Guin (og foretrækker bøger med en reel handling), men ’Caliban’s War’ laver en Alastair Reynolds. Actionscenerne er professionelt skruet sammen, rumskibene affyrer rigelige mængder photonmissiler og de intergalaktiske rænkespil er mangfoldige. Men personerne? Pfffffh. Jeg kunne leve med at de var papirtynde karikaturer i den første bog, men når fortællerlysten går i stå og jeg skal udholde 400 sider mere? Nej. Ikke det. For Guds skyld, ikke det. Spørgsmålet er nu om jeg skal tilgive Carey, når tredje bind udkommer her i juni. Jeg grubler stadig over det. Første bog var så fornøjelig …

I april gjorde Robert Charles Wilsons ’Spin’ mig kåd som en teenagepige til Justin Bieber koncert. Faktisk så kåd, at jeg rekvirerede de to opfølgere ’Axis’ og ’Vortex’ direkte efter. Ingen af dem er decideret dårlige bøger, men Wilson havde åbenlyst mere på hjertet i første bog. Vi springer frem og tilbage 10.000 år i tiden og mellem planeter. Det er meget episk og slutningen er af 2001’ske dimensioner. Det hele bliver dog mindre relevant og vedkommende end i ’Spin’, der udforskede nogle interessante psykologiske spørgsmål. I både ’Axis’ og ’Vortex’ kæmper Wilson med at finde en plausibel og interessant forklaring på hvem der opsatte den enorme barriere rundt om Jorden – samt ikke mindst hvorfor. Hans forklaring efter 1200 siders læsning i de tre bøger er i sidste ende et antiklimaks. Jeg var underholdt undervejs, men i sidste ende følte jeg mig brugt og ked af det. Lidt ligesom jeg havde været til Justin Bieber koncert, formoder jeg.

På natbordet ligger lige nu Kim Stanley Robinson ’Red Mars’ og Brandon Sanderson ’The Way of Kings’. Den første er en veritabel klassisker indenfor sci-fi genren, og jeg ser da også frem til at læse om de utopiske, post-kapitalistiske, terraformende og kooperative samfund på Mars. Sanderson stiftede jeg bekendtskab med sidste år. Hans ’Mistborn’ serie var aldeles glimrende, så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til ’The Way of Kings’. Det er den første fantasybog i lang tid, så jeg er spændt på om jeg kan afvænne rumskibene til fordel for drager og andet godtfolk.

Indenfor faglitteraturen er jeg igang med Diarmaid MacCulloch ’A History of Christianity’. Ikke fordi jeg er blevet specielt religiøs, men jeg synes det er interessant at læse om religioner behandlet som sociale, historiske og kulturelle fænomener. Bogen er således ikke teologisk, men derimod et digert religionsvidenskabeligt værk. Den giver mig en udfordring. Der er mange historiske perioder jeg synes er interessante (den katolske kirke i Middelalderen, oplysningstiden og det 20. århundrede), men det er kognitivt umuligt for mig at læse de 1000 tætskrevne (og jeg mener virkelig tætskrevne) sider fra ende til anden.

Greg Wolf ’Rome: An Empire’s Story’ er med sine 400 side mere barmhjertig. Den har fået fremragende anmeldelser, men jeg er endnu ikke rigtig kommet i gang med den. Generelt oplever jeg en større interesse i mit sind for at læse om perioden. Tidligere holdt jeg mig til det østromerske univers i Byzans, men man skulle da være et skarn, hvis man ikke forsøgte at blive vidende om det vestromerske også. Nu ligger bogen i hvert fald på natbordet og stirrer nidkært og forventningsfuldt på mig.

Hvad med jer? Læser I nogle fremragende bøger for tiden? Nogen man også bør læse?

Everything Right Is Wrong Again

De omtaler vist nok Vancouver og Toronto som ’Hollywood North’. Tilsyneladende fordi det er byer, der (ligesom Prag) er relativt billige at producere film/tv i og som kan agere stand-in for andre steder. En lang række af de amerikanske sci-fi tv-serier, som vi kværner så trofast i husstanden i disse år, er optaget i Canada. Det er dog først her for nylig, at vi er begyndt at se de egentlig canadiske af slagsen.

Det sørgelig er nemlig, at mens sci-fi/speculative fiction serieformatet (som ’Lost’ og ’Battlestar Galactica’) med afslutningen af ’Fringe’ i foråret efterhånden er udryddet i de amerikanske kanalers programflade (syfy udgør en sidste hæderkronet bastion), så har de gang i en spændende underskov nord for grænsen. Bevares, man kan godt se, at budgetterne ikke er de samme som i de amerikanske serier, til gengæld er der en fortællerlyst og sære idéer, som ikke er set siden de første sæsoner af ’Supernatural’.

Ved juletid så vi den stærkt underholdende ’Continuum’ på HBO. Første sæson var det rene narko, hvis man ellers kan lide dystopiske fremtidsscenarier og underholdende nørderier. Her i weekenden har vi kastet os over ’Lost Girl’, der vel bedst kan betegnes som en opdateret udgave af ’Buffy’. Vi følger den kvindelige hovedperson Bo (jamen, det hedder hun altså), der er en såkaldt ’Succubus’ og på jagt efter sandheden i et farverigt univers af ’faes’. Det er ikke stor kunst, og det er ikke alle afsnit, der er lige stærke. Men universet er underholdende, persongalleriet farverigt og der er (nogle gange lidt for) rigelige mængder af lumre bemærkninger og velskabte kvinder i læderbukser.

Vi har set første sæson, og vil også med fornøjelse fortære den anden. Serien minder om ’Warehouse 13’ i sin grundnatur, og det er en fremragende guilty pleasure. I fraværet af rigtig gode nye amerikanske serier i disse år (og ’Supernaturals’ falmende tendenser), er det befriende at se, at der stadig ufortrødent laves nørdede tv-serier.

Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det

Nå, men jeg er blevet gift. Borgerligt og juridisk, altså. Med navneskifte og så videre. Teknisk set er fælden klappet. Hun slipper ikke af med mig lige foreløbigt, den arme gøj.

Alligevel en lidt pudsig fornemmelse. Den kirkelige vielse og festen i Schweiz er jo sådan set først i august måned. At vi nu er blevet borgerligt viet sker mest af alt for at lette sagsgangene og brevvekslingen mellem den katolske kirke i Danmark og biskoppen i Lugano.

Men det er da alligevel lidt stemningsfuldt at blive gift, selv på et rådhus i en mellemstor jysk provinsby. Det kan anbefales, skulle jeg hilse at sige. Hvad venter I på?

You Know Nothing

Tredje sæson af ’Game of Thrones’ er godt nok kommet op i gear. De første to afsnit havde ganske vist mest karakter af brobyggerafsnit. Der skete ikke så meget, og manuskriptforfatterne skulle tilsyneladende finde et nyt equilibrium efter sidste sæsonens nærmest barokt episke afslutning.

Stilstanden overraskede mig egentlig en anelse. Den tredje bog, ’A Storm of Swords’, er nemlig overlegent den bedste af George R.R. Martins bøger. Noget måtte der derfor være i gære siden at serien ikke rigtig fængede på samme vis som tidligere. Tilbage i 2010 og 2011 havde jeg samme triste oplevelse med de senere sæsoner af ’Lost’, der bare ikke fungerede ligeså godt, hvis jeg skulle vente en uge med at se et afsnit.

Vi holdt derfor et par ugers ’Game of Thrones’-pause for at poole nogle afsnit, så vi rigtig kunne junke tre afsnit i træk. Dét er noget der virker, skulle jeg hilse at sige. Pludselig blomstrede historien op og spændingen steg til uanede højder. Treeren er så langt den mest dystre, ubarmhjertige og blege af sæsonerne. Vinteren kommer som bekendt, og hovedpersonerne udsættes for mangt og meget. Særlig afsnittet ’Walk of Punishment’ er helt exceptionelt ondskabsfuldt. I går forsøgte jeg således at lokke en noget skeptisk indstillet bekendt til at begynde at se serien, og forsøgte i den forbindelse at friste hende med (mild spoiler) incest, afhugne hæder, drager, sex og slavehandel (mild spoiler slut). Er stadig usikker på hvor meget det fristede.

Nej, de holder sig ikke tilbage i den serie. Det mest irriterende lige nu er, at vi nu igen er nødt til at vente et par uger inden næste dosis dunkel fantasy.

Hvis jeg så blot havde ’The Winds of Winter’ at se frem til. Men ak, det har noget nær uendelige udsigter…..