Wouldn’t It Be Nice?

Mit billede af polterabends har alle dage været forskruet og angstneurotisk. Jeg så engang i de tidlige 1990’er den aldeles rædsomme film ’Bachelor Party’ (noget løgnagtigt beskrevet af wikipedia som en ’sex comedy’ og med en ung Tom Hanks i hovedrollen), hvori de rituelle og sadistiske ydmygelser af brudgommen var både grove og overvældende. Sammen med oplevelsen af forhutlede og degraderede mænd iført dametøj jaget frem af Strøget af deres ’venner’, har frygten for en sådan polterabend medvirket til megen bekymring og livslede i takt med at bryllupsdagen nærmer sig.

Så da det pludselig blev usædvanligt magtpålæggende for Den Bedre Halvdel at jeg tog med hende til København i weekenden, så blussede de bange anelser op. Især fordi hun kun havde underligt diffuse – og ikke helt overbevisende – argumenter for at jeg skulle med.

Og ja, det blev da også polterabendweekend for os begge.

Lykkeligvis havde Tom Hanks & co. løjet for mig. Mine prægtige, flotte og gentlemanagtige venner arrangerede således en fornøjelig, god, sjov og oprigtigt hyggelig dag i lørdags. Den involverede kajakture i Københavns Havn, en tur ned af Memory Lane takket være en drabelig hockeykamp på Nordisk Kollegium, god mad, drikkevarer, bytur i Kødbyen og fremragende vejr. København viste sig virkelig fra sin bedste side, og der var da adskille stik af hjemve her to år efter jeg flyttede fra byen.

Samtlige mine bange anelser blev afkræftet, jeg havde en svært god weekend, og min første (og forhåbentlig eneste!) polterabend var en succes. Det er faktisk lige før, at jeg nu trygt vil anbefale folk at blive gift. Den Bedre Halvdels vurdering er den samme efter at hendes fejring også var fortryllende. Hvis I så en ung kvinde blive fragtet rundt i en Christianiacykel i Københavns gader iført diadem og slør, så har I antageligvis mødt min kommende hustru.

Evaluer dog lige dine venner først inden du kaster dig ud i forhastede frierier. Muligvis de ikke er lige så behjertigede og hædersmandsagtige som mine.

Terraforming

I øjeblikket fortærer jeg glubsk Robert Charles Wilsons sci-fi roman ‘Spin’ fra 2005. Den er fremragende. Dels fordi den har et sjældent kreativt plot og tumler med nogle af livets store spørgsmål. Men måske endnu vigtigere: Wilson er eminent dygtig til at skrive, og han forstår virkelig at fortælle en historie. Det er desværre ikke en kombination af egenskaber, som man tit og ofte støder på inden for genrefiktionen. Indenfor fantasy og sci-fi har forfatternes snørklede hjerner ofte fostret nogle mageløse idéer, geniale koncepter og episke historier, men det er ikke ensbetydende med, at de selvsamme visionariusser er specielt gode til at skrive. Snarere tværtimod. Mænd som Robert Jordan og J.R.R. Tolkien burde være blevet hængt, stegt og lagt på hjul og stejle for de ulidelige og ulæselige bøger, de har udgivet i bestræbelserne på at formulere deres store historier.

Men tilbage til ‘Spin’, der tilbyder et helt igennem fascinerende koncept. Jeg er ikke en god anmelder, så jeg vil i stedet citere en altid læseværdig sci-fi side:

Without warning, the Earth is enclosed in a kind of space-time membrane by ineffable aliens that come to be called the Hypotheticals. The stars can no longer be seen, but sunlight — or a strange facsimile — does get through. Spacecraft can penetrate this sheath, only to discover that time is working a little differently on the other side. For every year that passes on Earth, over a hundred million years are flying by in the universe outside!

‘Spin’ explores a broad spectrum of themes, but the one that leaves the greatest impact is how people confront tragedy, and face death when death is no longer a distant abstraction but an imminent threat. Everyone falls, says one character in a line that also opens the book, and we all land somewhere. ‘Spin’ is about how we land. Occasionally people die in situations beyond their control, without having to endure the agonizing contemplating of it — a sudden coronary, a traffic accident.

But if we have the time to see our fate coming, and can exercise some degree of control, how will we do? Will we go gently into that good night, or rage, rage? Will we take the cowardly way out, as one character here does, disappearing into seclusion to await the world’s end with a handful of suicide pills? Will we retreat into manic religious faith, or fatalism? Or will we do what we can to make sure that whatever happens, our lives were not ultimately futile? Everyone in this book makes different choices. Some end up better than others. The final verdict is that life is always worth saving.

Fristet? Det bliver endnu bedre. For på et tidspunkt i bogen forsøger man at terraforme Mars, og alle der har spillet Civilization 1 og 2 ved, at terraforming er den eneste sikre måde at vinde spillet på. ‘Spin’ kan varmt anbefales. Ikke kun for fans af spekulative fiktion, men for alle der kan lide en velskreven bog, der stimulerer ens tanker og lysten til at stille de store spørgsmål.

Daft Punk plasker rundt i det stillestående vand

En overvældende del af min vennekreds har skrevet mails i stil med “OMG! OMG! Har du hørt den nye Daft Punk? Den er bare for NICE!”. Og de er tilsyneladende ikke alene i deres begejstring, for ‘Get Lucky’ er officielt den mest streamede sang hos Spotify nogensinde.

Men jeg ved nu ikke rigtig.

Jo, sangen er da smooth og rar og robotvocoderen er kær. Det ændrer imidlertid ikke på, at den lyder som noget fra et 70’er overskudslager. Som Chi-lites kunne have lavet med hænderne på ryggen. Prøv som kontrast at lytte til Phoenix’ debutsingle ‘If I Ever Feel Better’ fra 2000. Hvori består den musikalske forskel på Daft Punk anno 2013, og så lyden af den franske discohouse bølge 13 år tilbage?

Jeg vil vove den påstand, at der stort set ingen musikalsk innovation er sket for Daft Punk. Det er samme grundlæggende sang, samme lyd, samme elektroniske landskab.

Daft Punk lyder med andre ord præcis som de altid har gjort. Nemlig som en (bevares behagelig og karameliseret, men alligevel) reminiscens fra føromtalte franske discohouse-bølge omkring 1998-2001. Og så hjælper det heller ikke deres sag, at de har den bedagede skabekrukke Pharrell med på vokal. Sidst han betød noget for nogen som helst, var George W. Bush stadig præsident, det danske boligmarked var på vej op, op, OP! og ingen havde nogensinde hørt om finanskriser. Så afdanket er han.

2001 var – pudsigt nok – også sidste gang, at Daft Punk lavede noget rigtig relevant musik. Nuvel, der var selvfølgelig det stærkt kedelige ‘Tron’-soundtrack og det helt forglemmelige album ‘Human After All’ (arj, ok, ‘Robot Rock‘ var sej), men den nuværende hype om Daft Punk bygger jo ellers stort set udelukkende på de rosenrøde minder om nu 12 og 16 år gamle albums.

Jeg anerkender gerne Daft Punks musikalske betydning. De har fortjent en plads i den elektroniske musiks hellige haller. Men der skal mere end nogle sjove hjelme og en statisk lyd til at få mig ud over den lunkne zone her så mange år efter.

Camera Obscura

Livet behandler mig vel for tiden. Permavinteren er (tilsyneladende) ved at være forbi. Vores nye lejlighed er en fornøjelse at bo i og Aalborg viser sig fra sin pæne side. Fraværet af de mange timers offentlig transport har givet mere energi. Bryllupsforberedelserne skrider (nogenlunde) planmæssigt frem. Vi har fået overstået den famøse ægteskabsforberedende undervisning, og i begyndelsen af maj er der borgerlig vielse. Logistikken omkring den kirkelige vielse og festen i Helvetia skrider også frem, så jeg brummer nogenlunde tilfreds. Vi er kommet ind i en fornuftig træningsrutine med svømmeture/motionscenter i Haraldslund, kombineret med lungeudkrængende løbeture i de alpeagtige parker. Mine kolleger har (noget letsindigt) valgt mig som tillidsrepræsentant, så der er kommet flere meningsfulde og travle opgaver i mit arbejdsliv. Og som rosinen i pølseenden: AaB er på en opadgående formkurve.

Nogen forslag til, hvad jeg skal brokke mig over for tiden?

Now is Not The Time

Da den i øvrigt udmærkede tv-serie ’House of Cards’ fik premiere, omhandlede en af de store historier hvordan Netflix havde udnyttet ’Big Data’ til at skrue manuskriptet sammen og give seerne præcis det, de gerne ville have.

For at least a year, Netflix has been explicit about its plans to exploit its Big Data capabilities to influence its programming choices. “House of Cards” is one of the first major test cases of this Big Data-driven creative strategy. For almost a year, Netflix executives have told us that their detailed knowledge of Netflix subscriber viewing preferences clinched their decision to license a remake of the popular and critically well regarded 1990 BBC miniseries.

Netflix’s data indicated that the same subscribers who loved the original BBC production also gobbled down movies starring Kevin Spacey or directed by David Fincher. Therefore, concluded Netflix executives, a remake of the BBC drama with Spacey and Fincher attached was a no-brainer, to the point that the company committed $100 million for two 13-episode seasons.

Så vidt, så godt. Der er dog også andre (og muligvis mere bekymrende) tendenser på spil. For hvad vil Big Data tilgangen betyde for den kreative proces? Hvis det lykkes for Netflix at perfektionere det sådan, at vi får præcis det vi ønsker os, hvornår og hvordan skal vi så opleve det nye og anderledes? Hvordan vil man så fnde den skæve film eller bogen man ikke på forhånd anede var fremragende? Vi ser også denne på andre måder. Som når man havner i Googles ’Filter Bubble’ eller kun læser nyhedsmedier, som man på forhånd er enige med. Hvis ikke man selv gør en aktiv indsats for at opsøge det anderledes, risikerer man at leve en ikke særlig mangfoldig tilværelse.

Jeg kom til at tænke på ovenstående, da jeg i dag færdiggjorde James S.A. Coreys sublimt underholdende space opera værk ’Leviathan Wakes’. Det lyder muligvis skægt, men bogen er simpelthen for god. Hvordan skal jeg forklare det? Jo, altså, det er som at forfatteren har bestræbt sig på at ville lave space opera genrens svar på en blockbuster film. Han har taget alle de elementer, som han ved virker – og så fusioneret dem på en sådan måde, at 2 +2 = 5. Bogen er sindssygt god. Jeg er ikke blevet så godt underholdt, siden første bind af Peter F. Hamiltons ’Night’s Dawn Trilogy’. Man skulle næsten tro, at forfatteren havde sat sig ned og analyseret samtlige sci-fi elskeres præferencer, og så indrettet sin historie, skrivestil og personer efter hvad han ved, der fungerer. Jeg vil ikke beskrive bogen som uægte eller uoriginal, for historien og verdensopbygningen er godt tænkt igennem. Men jeg føler mig på en sær måde udnyttet efter at have læst bogen. Den er på en måde for kalkuleret. Som om at forfatteren ville lave en pastiche over space opera genren, strikkede samtlige essentielle elementer sammen – og så endte med at have noget rigtig, rigtig godt. Det lyder muligvis meget meta-meta diskussions agtigt. Men jeg kan godt identificere fælderne og jeg ved godt, hvornår jeg bliver snøret med de små tricks. Så samtidig med at jeg hopper lykkeligt i med begge ben, så irriteres jeg over at jeg er så dum og så nem at få med i seng.

Et andet eksempel er den britiske actionserie ’Strike Back’, som Den Bedre Halvdel og jeg ser på HBO Nordic. Den er fuld af klichéer. Alle mændene har så skarptskårne kæber, at man kan slibe sin kniv på dem. Der er militær patos, stereotyp machismo, æresbegreber. De to hovedpersoner er noget nær en perfekt binær kode (lys/mørk, mut/talende, familiemand/skørtejæger etc.) og historierne er forudsigelige. Men det gør ikke så meget for klichéerne fungerer. Igen bliver jeg udnyttet, men jeg ved det og jeg kan lide det. Jeg vil anbefale alle at se serien, men de skal være klar på at give slip på deres indre kulturkritiker.

Det bekymrer mig lidt, at mine præferencer udvikler sig sådan. Overvejer om jeg ikke snart burde udfordre mig selv med nogle bøger, film og tv-serier indenfor genrer, som jeg normalt ikke begår mig i. Jeg frygter i hvert fald at blive et monokausalt og snæverttænkende menneske.

Northern Comfort Zone

Det går miserabelt med opdateringerne her på siden for tiden. Og med ’for tiden’ mener jeg hele 2013. Den guddommelige grifleinspiration brillerer med sit fravær, og jeg har ingen stærke eller indsigtsfulde meninger om aktuelle emner. Det er sørgeligt, men sandt.

Min tid går med arbejde, at være sammen med Den Bedre Halvdel, udføre neurotisk og OCD-drevet planlægning af det kommende bryllup samt futile forsøg på ikke at gå fuldstændig i fysisk forfald. Ja, og så flytning, naturligvis.

For i forrige weekend rykkede vi fra Hjørring til Aalborg. Jeg kunne skrive lange,  trange og bange tirader om de utallige timers sjæleforkrøblende pendling, der er blevet udholdt det sidste trekvarte år. Jeg kunne fortælle om hvor mørkt, koldt og trist Vendsyssel er i vintermånederne, særlig når man ikke kender en levende sjæl i omåret. Jeg kunne med andre ord udføre min patenterede og udsøgt selvmedlidende jammer&klage i dage, måneder og år.

Imidlertid vil det resultere i en syndflod af ’hvad-sagde-jeg’ kommentarer fra visse læsere, så jeg vil holde inde her. Blot nøjes med at konstatere, at det gav mening at bo i Hjørring dengang at Den Bedre Halvdel arbejdede ved hospitalet deroppe og havde skiftende arbejdstider i den forbindelse.  Nu hvor hun sidder i almen praksis, og dermed har fået et mandag til fredag job med regulære arbejdstider, har det været muligt at flytte til det nærmeste Nordjylland kan præsentere af urban civilisation.

Så her bor vi nu. I Aalborg. Det sted, jeg mindst af alt regnede med at skulle flytte tilbage til. Hvis jeg havde hilst på mig selv for fem år siden, ville han have grinet sin røv i laser over den situation. Men tiden går, prioriteterne ændrer sig, der er hensyn til karriereforløb, der skal tages. Tilmed har den første uge været behagelig. Vores nye lejlighed er objektivt vurderet ualmindelig rar. Jeg har fået to timer mere til rådighed hver dag, hvor jeg ikke behøver sidde i en bus eller tog. Vi bor i nærheden af natur. Aalborg selv har forbedret sig markant siden dengang jeg boede her sidst i foråret 2001.

Alt i alt virker det lovende for vores tilværelse den kommende tid. Med lidt held, arbejdende og en proaktiv indsats, tror jeg på at vi kan få en god tid i byen. Kom gerne forbi, hvis I er i nærheden.