Daft Punk plasker rundt i det stillestående vand

En overvældende del af min vennekreds har skrevet mails i stil med “OMG! OMG! Har du hørt den nye Daft Punk? Den er bare for NICE!”. Og de er tilsyneladende ikke alene i deres begejstring, for ‘Get Lucky’ er officielt den mest streamede sang hos Spotify nogensinde.

Men jeg ved nu ikke rigtig.

Jo, sangen er da smooth og rar og robotvocoderen er kær. Det ændrer imidlertid ikke på, at den lyder som noget fra et 70’er overskudslager. Som Chi-lites kunne have lavet med hænderne på ryggen. Prøv som kontrast at lytte til Phoenix’ debutsingle ‘If I Ever Feel Better’ fra 2000. Hvori består den musikalske forskel på Daft Punk anno 2013, og så lyden af den franske discohouse bølge 13 år tilbage?

Jeg vil vove den påstand, at der stort set ingen musikalsk innovation er sket for Daft Punk. Det er samme grundlæggende sang, samme lyd, samme elektroniske landskab.

Daft Punk lyder med andre ord præcis som de altid har gjort. Nemlig som en (bevares behagelig og karameliseret, men alligevel) reminiscens fra føromtalte franske discohouse-bølge omkring 1998-2001. Og så hjælper det heller ikke deres sag, at de har den bedagede skabekrukke Pharrell med på vokal. Sidst han betød noget for nogen som helst, var George W. Bush stadig præsident, det danske boligmarked var på vej op, op, OP! og ingen havde nogensinde hørt om finanskriser. Så afdanket er han.

2001 var – pudsigt nok – også sidste gang, at Daft Punk lavede noget rigtig relevant musik. Nuvel, der var selvfølgelig det stærkt kedelige ‘Tron’-soundtrack og det helt forglemmelige album ‘Human After All’ (arj, ok, ‘Robot Rock‘ var sej), men den nuværende hype om Daft Punk bygger jo ellers stort set udelukkende på de rosenrøde minder om nu 12 og 16 år gamle albums.

Jeg anerkender gerne Daft Punks musikalske betydning. De har fortjent en plads i den elektroniske musiks hellige haller. Men der skal mere end nogle sjove hjelme og en statisk lyd til at få mig ud over den lunkne zone her så mange år efter.

Camera Obscura

Livet behandler mig vel for tiden. Permavinteren er (tilsyneladende) ved at være forbi. Vores nye lejlighed er en fornøjelse at bo i og Aalborg viser sig fra sin pæne side. Fraværet af de mange timers offentlig transport har givet mere energi. Bryllupsforberedelserne skrider (nogenlunde) planmæssigt frem. Vi har fået overstået den famøse ægteskabsforberedende undervisning, og i begyndelsen af maj er der borgerlig vielse. Logistikken omkring den kirkelige vielse og festen i Helvetia skrider også frem, så jeg brummer nogenlunde tilfreds. Vi er kommet ind i en fornuftig træningsrutine med svømmeture/motionscenter i Haraldslund, kombineret med lungeudkrængende løbeture i de alpeagtige parker. Mine kolleger har (noget letsindigt) valgt mig som tillidsrepræsentant, så der er kommet flere meningsfulde og travle opgaver i mit arbejdsliv. Og som rosinen i pølseenden: AaB er på en opadgående formkurve.

Nogen forslag til, hvad jeg skal brokke mig over for tiden?

Now is Not The Time

Da den i øvrigt udmærkede tv-serie ’House of Cards’ fik premiere, omhandlede en af de store historier hvordan Netflix havde udnyttet ’Big Data’ til at skrue manuskriptet sammen og give seerne præcis det, de gerne ville have.

For at least a year, Netflix has been explicit about its plans to exploit its Big Data capabilities to influence its programming choices. “House of Cards” is one of the first major test cases of this Big Data-driven creative strategy. For almost a year, Netflix executives have told us that their detailed knowledge of Netflix subscriber viewing preferences clinched their decision to license a remake of the popular and critically well regarded 1990 BBC miniseries.

Netflix’s data indicated that the same subscribers who loved the original BBC production also gobbled down movies starring Kevin Spacey or directed by David Fincher. Therefore, concluded Netflix executives, a remake of the BBC drama with Spacey and Fincher attached was a no-brainer, to the point that the company committed $100 million for two 13-episode seasons.

Så vidt, så godt. Der er dog også andre (og muligvis mere bekymrende) tendenser på spil. For hvad vil Big Data tilgangen betyde for den kreative proces? Hvis det lykkes for Netflix at perfektionere det sådan, at vi får præcis det vi ønsker os, hvornår og hvordan skal vi så opleve det nye og anderledes? Hvordan vil man så fnde den skæve film eller bogen man ikke på forhånd anede var fremragende? Vi ser også denne på andre måder. Som når man havner i Googles ’Filter Bubble’ eller kun læser nyhedsmedier, som man på forhånd er enige med. Hvis ikke man selv gør en aktiv indsats for at opsøge det anderledes, risikerer man at leve en ikke særlig mangfoldig tilværelse.

Jeg kom til at tænke på ovenstående, da jeg i dag færdiggjorde James S.A. Coreys sublimt underholdende space opera værk ’Leviathan Wakes’. Det lyder muligvis skægt, men bogen er simpelthen for god. Hvordan skal jeg forklare det? Jo, altså, det er som at forfatteren har bestræbt sig på at ville lave space opera genrens svar på en blockbuster film. Han har taget alle de elementer, som han ved virker – og så fusioneret dem på en sådan måde, at 2 +2 = 5. Bogen er sindssygt god. Jeg er ikke blevet så godt underholdt, siden første bind af Peter F. Hamiltons ’Night’s Dawn Trilogy’. Man skulle næsten tro, at forfatteren havde sat sig ned og analyseret samtlige sci-fi elskeres præferencer, og så indrettet sin historie, skrivestil og personer efter hvad han ved, der fungerer. Jeg vil ikke beskrive bogen som uægte eller uoriginal, for historien og verdensopbygningen er godt tænkt igennem. Men jeg føler mig på en sær måde udnyttet efter at have læst bogen. Den er på en måde for kalkuleret. Som om at forfatteren ville lave en pastiche over space opera genren, strikkede samtlige essentielle elementer sammen – og så endte med at have noget rigtig, rigtig godt. Det lyder muligvis meget meta-meta diskussions agtigt. Men jeg kan godt identificere fælderne og jeg ved godt, hvornår jeg bliver snøret med de små tricks. Så samtidig med at jeg hopper lykkeligt i med begge ben, så irriteres jeg over at jeg er så dum og så nem at få med i seng.

Et andet eksempel er den britiske actionserie ’Strike Back’, som Den Bedre Halvdel og jeg ser på HBO Nordic. Den er fuld af klichéer. Alle mændene har så skarptskårne kæber, at man kan slibe sin kniv på dem. Der er militær patos, stereotyp machismo, æresbegreber. De to hovedpersoner er noget nær en perfekt binær kode (lys/mørk, mut/talende, familiemand/skørtejæger etc.) og historierne er forudsigelige. Men det gør ikke så meget for klichéerne fungerer. Igen bliver jeg udnyttet, men jeg ved det og jeg kan lide det. Jeg vil anbefale alle at se serien, men de skal være klar på at give slip på deres indre kulturkritiker.

Det bekymrer mig lidt, at mine præferencer udvikler sig sådan. Overvejer om jeg ikke snart burde udfordre mig selv med nogle bøger, film og tv-serier indenfor genrer, som jeg normalt ikke begår mig i. Jeg frygter i hvert fald at blive et monokausalt og snæverttænkende menneske.