Hvordan konsulentlingo dræber mit boycrush på Lucas Andersen

Egentlig ville jeg gerne være et større menneske. Holde op med at være sådan en kolerisk gnavpot. Jeg burde være mere rummelig, blød, rar og fluffy. Men Lucas Andersen er altså begyndt at irritere mig grænseløst. Hvilket en tidligere Aalborg Freja og AaB-spiller nærmest pr. definition ikke burde kunne gøre.

Og så gør han det alligevel. Irriterer mig. Er blevet hvid støj i min fodboldpassion.

For siden sit (i øvrigt fortjente og utvivlsomt gavnlige) skifte til Ajax Amsterdam i september 2012, har han i en lind strøm af nonsenspressemeddelelser forsøgt at italesætte hvor aldeles fremragende hans karriere går. Hvor berigende det er ikke at være slået igennem endnu. Her er et skønsomt udpluk af stadig mere desperate udtalelser til bold.dk, der er drysset ud med lind hånd de seneste par måneder:

(Om det manglende gennembrud…..som nærmest er selvvalgt, må man forstå)

”De giver mig den tid, jeg har brug for, og jeg vil heller ikke selv sætte for store krav og mål op for mig selv for hurtigt. Jeg skal hele tiden rykke tættere på holdet, og lære systemet endnu bedre at kende, og så må jeg tage det spilletid, jeg kan få”

 

(Om at Andersen åbenbart falder igennem til træningen)

”Lige nu fokuserer jeg meget på at bygge min styrke op. Jeg skal have en bedre fysik, jeg skal arbejde på min hurtighed, så jeg har en bedre base, når jeg eksempelvis går ind i nærkampe”

”Men det handler også om at kunne holde en hel kamp, samt kunne give sig fuldt ud til hver træning. Når man kommer som ung spiller, kan man godt falde helt ud til nogen træninger, så det er noget, jeg skal lære.”

 

(Om at Ajax henter en direkte konkurrent til Andersen, hvilket naturligvis er fedt og helt i tråd med Andersens karriere- og udviklingsplaner)

Nordjyden ser dog ikke lejesvenden som Barca som en konkurrent, tværtimod glæder han sig over, at Cuenca er hentet til Ajax.

”Hvis man har muligheden for at hente så god en spiller, skal man gøre det. Han er en spiller jeg selv har beundret, når jeg så Barcelona spillere i sidste sæson, så det er kun fedt, at han er hentet til Ajax”

”Det handler for mig om bare at lære af en spiller som ham. Jeg ser ham ikke som en konkurrent, jeg ser ham i stedet som en spiller, der kan lære mig nye ting af. Han kommer fra den måske største klub i verden, og har gået i en fantastisk fodboldskole, så det handler for mig bare om at holde mig til”.

 

Alle disse sortsnakkende banaliteter udgyder manden i en periode, hvor han har fået rundt regnet 20 minutter på banen for Ajax’ førstehold. Realiteten er, at Andersen i dag er en talentfuld spiller på sin klubs reservehold. Ikke mere. Og det er fint nok. Han er 18 år gammel og skal nok blive god engang. Der er ingen, der med rimelighed kan forvente at han skal være superstjerne her og nu. Så god var han altså heller ikke i AaB dengang han blev sendt. Talentfuld, ja, uundværlig og essentiel, nej. Resten af verden kan med andre ord godt vente på at Andersen kommer i form og får smisket sig ind hos trænerne i Hollanmd, så hvorfor det let patalogiske behov for konstant  at tale ud om hvor pokkers godt det går?

Hallo mester, vi kan godt lure at du er ude, hvor du ikke kan bunde. Det er folk, der taler om ’læring’, ’proces’ og ’udvikling’ som regel. Og vi har forståelse for at du har brug tid, Lucas. Det er ok. Ingen er sure eller skuffede. Vi ved godt, at Viktor Fischer spiller fast på Ajax førstehold (og at han kun er et par måneder ældre end dig), men hey, det er ok at du ikke er nået lige så langt, vi er alle forskellige. Så hvorfor fletter du ikke næbbet, og bruger dine kræfter på dit arbejde i stedet? Ja? Så kan du give en masse interviews, når du har fået gennembruddet og har noget reelt at tale om. Det du har gang i lige nu, er bare sørgeligt og trist. Lad fødderne tale, skipper. Kom i gang.

Lucas Andersen er imidlertid ikke den eneste fodboldspiller, der skal til at holde sin kæft og passe sit arbejde. Tag nu bare Andreas Laudrup. I vinterpausen lejede FC Nordsjælland ham ud til min yndlingsklub Saint-Etienne i Frankrig. Heller ikke han får nogen spilletid. Til gengæld, må man forstå på hans rådgiver, så har han god tid i motionscentret:

”Jeg var lidt chokeret over at se ham, for han har taget tre kilo muskler på. Der er kommet bobler på sugerørerne, og det er dejligt at se, at hans hårde arbejde giver pote. Han er gået fra at være knægt til at være en mand, og det er godt for ham.

”St. Etienne er godt tilfreds med Andreas og har stadig store forventninger til opholdet. Han har fransk undervisning tre gange om ugen, følger det fysiske program til punkt og prikke, og klubben har udtrykt sig meget positivt omkring hans indsats og udvikling. Nu mangler bare ligadebuten, men ifølge klubben er det planen, at den kommer snart”.

Ja, nu mangler vi bare ligadebuten, men hey, glem den – FOR PROCESSEN OG LÆRINGEN ER I TOP. Vi er næsten oppe i det samme fjollethedsniveau, hvor Nickles Bendtner i ramme alvor kalder spritkørsel imod færdselsretningen, med en promille på 1.75 og uden gyldigt kørekort for ’a mild case of drink driving’. Her er der i sandhed også en mand, der med fordel kunne holde en noget lavere profil, både kommunikativt og adfærdsmæssigt.

Er det i den forbindelse ikke skrækindjagende ironisk, at Bendtners nye smykkekollektion bliver kaldt for ’Noble’? Det skriger jo til himlen.

Alle stormes moder

Sådan ser jeg mig selv. Det er mig, der midt i bryllupsplanlægningsstormen. Med det overlegne overblik. Håndterer ægteskabsmeddelelser, vielsesattester, blanketter for ‘navneændringer på bryllupsdagen’ og andet hejs uden bøvl. Så nu er den borgerlige vielse på plads – med efterfølgende katolsk velsignelse til det egentlige bryllup i august måned.

Sidstnævnte styrer Den Bedre Halvdel med hård hånd. Det er i hvert fald hende der drager til Schweiz i påsken for at få lokationen endelig på plads. Der ventes spændt her i stormens øje.

God Hates Us All

Det er altid en kende nedslående, når ens yndlinge daler i niveau. Hen over januar og februar har vi således dyrket ’Californication’ forholdsvist intenst i husstanden. Serien er uhørt morsom, replikkerne er fremragende og soundtracket møgbeskidt. Afsnittene er så tilpas korte (30 minutter hver), at de snildt kan indplaceres ind i bryllupsplanlægning og læsning af underlødig sci-fi. På den måde er det lykkedes at fortære de fem sæsoner ganske hurtigt.

Alle sæsoner er gode og anbefalelsesværdige, men særlig de sidste to lider af det, jeg vil kalde for ’True Blood’-syndromet. Kort fortalt, så er det den dekadente skavank, at en tv-serie i overflødighedshornet af hipness, humor, stærke enkel elementer og veludviklede karakterer, glemmer at fortælle en god historie. True Blood er kammet helt over i løbet af sin sæson fem, hvor end ikke nok så mange seminøgne kvinder eller brunstige varulve, kan redde sæsonens fallerede og kedelige overordnede historie. Jeg har opgivet at se sæsonen, uagtet at den bare ligger der på HBO Nordic, og venter kælent på at jeg streamer den.

Situationen for Californication er ikke helt så slem, men det ligner til forveksling. Manuskriptforfatterne har efter sæson fire helt åbenlyst ikke vidst, hvordan de skulle videreudvikle karaktererne eller historien.

Seriens ’motor’ har fra starten været dens noget usædvanlige kombination af sjasklummer humor og til tider overraskende rørende drama. Californication formåede i de første sæsoner med betragtelig succes, at kombinere elementer fra traditionelle sitcoms, hvor hovedpersonerne grundlæggende aldrig forandrer sig eller lærer noget (in casu Charlie Runkle og hans (eks)kone Marcy, der leverer meget af komedien i serien), med kærlighedsdrama (hovedpersonen Hank Moodys kærlighedsforhold til kæresten Karen og deres datter Becca). I dele af sæson fire begyndte balancen at tippe. For ak!, Californication er nu muteret til at være mere sitcom end drama. Det klæder ikke serien, der er blevet nødt til at forlade sig for meget på (indiskutabelt morsomme, men stadigvæk) klovnerier. Forklaringen er nok den, at op og nedturene mellem Hank og Karen efterhånden har fået alt, hvad det forhold kan trække. Som seer higer man efterhånden, at ENTEN så finder de sammen (på trods af alt) ELLER også går de fra hinanden (så Hank kan kaste sig ud i havet af hungrende kvinder). Nu har usikkerheden stået på i fem år, og det fungerer ikke længere som dramatisk twist.

Sæson 6 kører pt. i amerikansk tv, og jeg læste for nylig, at serien er blevet forlænget for en syvende sæson også. For mit eget vedkommende bliver sæson 6 et afgørende punkt. Går manuskriptforfatterne all in på komedieformen, må jeg nok sige tak for alt og farvel. Men opprioriterer de seriens dramatiske kvaliteter? Så hænger jeg stadig på. For det er og bliver fabelagtig underholdning.