Stejl læsekurve

Efter at have diverteret min flygtige opmærksomhed med en række historie- og samfundsfaglige bøger, har jeg nu for alvor fået den skønlitterære kam til mit hår. Inspireret af Hank Moody og en evig pestillens af en kommentator her på siden, har jeg igangsat et storslået ’opnå skønlitterær street-cred’ projekt for mig selv. Ikke ved at læse de gamle klassiker (ingen ’Kongens Fald’ eller Platon til mig, tak, den slags er bedre at læse om end at læse selv), men derimod ved at læse de moderne klassikere fra 1940 og frem. Målet er at jeg kan fremstå som en vaskeægte beatnik, der kan recitere de vigtigste skelsættende værker – og virkelig forstå de oprigtig intellektuelle menneskers popkulturelle og kontekstuelle referencer til dette og hint.

Jeg begyndte med den febrilske Hunter S. Thompson milepæl ’Fear and Loathing in Las Vegas’ (1972), der vel bedste kan beskrives som 170 siders LSD-drevne rablerier. Kan efter endt læsning godt forstå at bogen er berømt, inspirerende og genredefinerende. Men omkring halvvejs begyndte jeg at savne noget handling. At læse ’Fear and Loathing’ er mest af alt en stiløvelse. Lidt ligesom at se ’Kill Bill’ filmene. Instruktøren og forfatteren er utvivlsomt genial, og den popkulturelle kapital er tårnhøj. Men man føler ikke noget efter at have fortæret bogen. Eller også har jeg bare ikke helt fattet, hvad det drejer sig om. Som en mindre skønånd skrev til mig i en sms:

”Ach…men altså. Det er jo ikke en bog, der skal gøre varm. Da jeg læste den var det som at blive losset i skridtet. Et festfyrværkeri af ord og beskrivelser, som kun amerikanere kan levere. En ekvilibristisk Tour de force skrevet af en sindssyg. Et tidsbillede af en nation. Og så erindrer jeg ikke at have grinet mere af en bog.”

Nu er jeg så i gang med David Foster Wallace ’Infinite Jest’ (1996), der også står på samtlige højrøvede feinschmeckeres reoler. Jeg vidste nok ikke helt hvad jeg gik ind til, da jeg bestilte bogen. Men den er bogstavelig talt murstenstyk. Historien springer rundt i kronologien, siderne er labyrintiske. Nej, virkelig, sådan ser den ud over alt. Ja, det er sådan at David Foster Wallace ruller. På 1072 sider. Hvoraf de 100 er fodnoter, som åbenbart er essentielle at læse. Uagtet at de er fuldstændig gakkelak. Faktisk er ’Infinite Jest’ en af den slags bøger, hvortil der findes adskillelige ’sådan læser du bogen’ guides på nettet (se her og her), ligesom der findes en decideret reference book. Disse guides rummer bl.a. følgende guldkorn:

 

“If you opt not to destroy your copy of IJ, you should use the three bookmark method. One bookmark for where you are in the main text, another for your current footnote location, and a third for page 223, which lists the years covered by the novel in chonological order, from the Year of the Whopper (which corresponds to 2002) to the Year of Glad (2010). To say that IJ skips around quite a bit chronologically is an understatement, so keeping the timeline straight is important.”

og

“Around page 50, you’re going to feel a sinking sense of dread, as it dawns on you how much stuff you’ll be asked to keep track of: lots of characters coming and going, subplots upon subplots, page long sentences, and more. You have to believe that what seems at first like a bunch of disconnected vignettes will in fact come together; that the connections among what seem like radically disparate plot lines really do make themselves apparent in time. But at first, it requires something of a focus on the local plot lines, and a leap of faith in the fact that the global picture will eventually resolve.”

Nuvel, jeg vil ikke sige, at det er umuligt at jeg kommer igennem ‘Infinite Jest’. Men det bliver da en udfordring. Så mangler jeg bare, at der kommer belæste mennesker på besøg i mit ydmyge hjem, ser mit gennemlæste eksemplar af bogen på reolen og falder behørigt på røven over hvilket intellektuelt fyrtårn, de er på besøg hos. Jeg kan næsten ikke vente.

Nippon

Jeg vågnede op i morges, og indså, at jeg vil til Japan på bryllupsrejse. Hidtil har vi ellers mest talt om at besøge Texas og det sydlige USA, drevet af det kulturelle hegemoni, som ’Friday Night Lights’ udøver hjemme i husstanden. Men i morges vågnede jeg altså med Jesus And Mary Chain – ‘Just Like Honey’ på hjernen. Med alt hvad det indebærer. Så dér stod jeg i badet med musikken i øret. Lige fra de indledende trommer, der lyder som det første minut af The Shangri-Las ‘Leader of the Pack’, over de støjrockende guitarer til de melodiske vokalharmonier. Det var vældig spektakulært.

For ‘Just Like Honey’ er et mesterværk, og som enhver proto-hipster ved, så er det sangen der afslutter filmen ‘Lost in Translation’.

Jeg var 21, da ‘Lost in Translation’ udkom tilbage i efteråret 2003. Jeg overdriver ikke, når jeg siger at det var den vigtigste film i mine tidlige tyvere – og det er den film, som jeg her i min midalders tusmørke forbinder stærkest med det at være ung. Filmen havde alt. Sturm-und-Drang kærlighed, melankoli, en rodløs og søgende hovedperson, et tilpas indie-credible soundtrack med masser af My Bloody Valentine, Scarlett Johanssons rumpe og sidst, men på ingen måde mindst: Japan. Det var, med andre ord, kræs for en selvoptaget stud.scient.pol med udlængsel, dengang i de glade økonomiske opgangstider.

Det er vel næppe heller forkert at sige, at filmen formede en hel generations syn og fascination af landet. Japanerne selv var vist ret uenige i portrættet af det japanske samfund, men Sofia Coppolas film kan nok stadig vække længselsfulde suk og drømme, når folk støder på den i deres Netflix katalog. Således også hos undertegnede. Vil gerne afsted igen.

Hvis I skulle på bryllupsrejse (igen), hvor ville I så tage hen?

En kirkens mand

Eftersom jeg er kommet for skade at skulle giftes med en katolik, er det ikke kun pavens afgang, der tryllebinder mig ved den katolske kirke. Hen over foråret skal Den Bedre Halvdel og jeg således bruge et ikke-uanseeligt antal timer af vores unge liv til såkaldt ægteskabsforberedende undervisning i den lokale katolske filial.

Obsternasige og genstridige typer ville måske argumentere for, at når man har været sammen i syv år, så er det forholdsvist begrænset hvad ugifte mænd – der praktiserer cølibat – kan berige os med af viden om parforholdets udfordringer og ægteskabets fordringer. Men nuvel, ok, jeg går ind processen i møde med krum hals. Den Bedre Halvdel er jo så pokkers sød og kærlig og klog og sjov og bedårende, så hvis en eksercits i den katolske kirke og dens sindrige ritualer er det, der skal til for at gafle hende permanent, jamen so be it. Otte moduler om esoteriske emner som ’ægteskabets kald’, ’kirkens syn på seksualitet’ og ’naturlig familieplanlægning’, klarer jeg nok. Selvom det da kan gå hen blive lidt af en prøvelse. Jeg kunne godt tage en dybere diskussion af selve den indbyggede logik i undervisningen og undervisningsmaterialet, men må nok hellere holde tand for tunge indtil at jeg har den unge dame solidt på krogen.

For at kunne begynde undervisningen, skulle Den Bedre Halvdel meldes ind i det lokale sogn. Derfor modtager vi nu den katolske kirke i Danmarks medlemsblad ’Katolsk Orientering’. Vi har nu fået det i postkassen to gange, og det er forholdsvis eksotisk læsning. Forsidehistorien denne gang er således ’Kaldæerne har valgt ny patriark’, og det er jo en glædelig nyhed. Mest oplysende var lederen ’Kirken må være tæt på de unge’, hvoraf det fremgår:

”Den katolske Kirke risikerer at miste fremtidige generationer, hvis den ikke lærer at forstå de unge, deres sprog og kultur. Det advarer formanden for det pavelige kulturråd om. ”Selv om ungdomskulturen ofte er præget af individualisme, overfladiskhed og nydelsessyge, rummer den dog også overraskende mange gode frugter og megen ægthed”, siger dets præfekt, kardinal Gianfranco Ravasi, der var vært for en konference den 6.–9. februar om emnet ’Aktuelle tendenser inden for ungdomskulturen’.

Det synes stadig tydeligere, at Kirken har et ’ungdomsproblem’, navnlig ”de åbenlyse vanskeligheder ved trosformidlingen”, påpeger han. For at kunne udvikle nye former for trosformidling henvendt til unge er det vigtigt at kende deres livsvilkår, problemer og konflikter. Men det er også nødvendigt at erkende de sociale netværks betydning for de unge og hvordan det påvirker deres sprog og omgangsform, konflikterne i familien, ligesom kendskabet også må omfatte de forskellige aspekter af ungdomskulturen som fx musik og kropsdyrkelse, deres etiske horisont og daglige problemer”

Ja, der er tydeligvis behov for mere forskning i disse mytiske væsener, man kalder for ’de unge’. Hvor mon kan finde dem og studere dem nærmere? Disse sagnomspundne skabninger rummer jo overraskende mange gode frugter og megen ægthed, til trods for deres nydelsessyge, overfladiskhed og individualisme. Hvis man blot kunne finde en måde at kontakte dem på! Har nogle af de nærværende læsere mon nogle gode bud på hvordan det kan gøres?

PS. De særligt interesserede i de nye otte modulers ægteskabsforberedende undervisning, kan selv læse øvelsesmaterialet her.

Vær nu ikke så depri

Det er sjældent at der publiceres poesi her på side, men da en af skribentens bekendte (der er ansat i det klima-industrielle kompleks) var så rar at henlede min opmærksomhed på et….. utraditionelt klimarelateret digt, ja, så kunne jeg ikke lade være:

“Den globale opvarmning har en fortid i militæret/den vælter dig omkuld på madrassen, så voldsomt at sengen pludselig deler sig/Du er lige ved at lande på gulvet, men den globale opvarmning griber dig, og spørger om det er for voldsomt og om det gør ondt/Du siger, at nej, det er okay/Så fortsætter Den globale opvarmning med det ene ben hvilende på gulvet og det andet ben hvilende i sengen. Skubber en pude ind under din lænd så du bedre kan mærke den og i hvert fald kan mærke dens styrke/Den globale opvarmning sukker og trækker sig ud og kommer ud over din mave”.

Bag dette himmelstormende værk står Lone Hørslev i digtsamling ‘La’ os’, her anmeldt i Politiken. Der er tilsvarende let afkoblede digte om ungdomsarbejdsløshed og finanskrisen. Jeg er usikker på om de omhandler de benævnte emner. Men anderledes er de antageligvis.

Ugens sang

I genren ’hidtil overset klassiker’ finder vi The Cure ’Disintegration’. Uagtet at jeg er stor elsker og fan af 80’erne, har jeg hidtil haft en lidt skeptisk holdning til The Cure. Kunne godt lide nogle af deres enkeltsange, men Robert Smiths trættende goth-udseende og den uklædelige Weltschmerz han bader sig i, var for meget til at jeg gad tage gruppen seriøst. The Cure var parkeret solidt i ’Det Elektroniske Barometer’ båsen. I ved nok, den slags musik man ikke rigtig kan tage seriøst efter at man er kommet sig over at havde kysset med Kjartan i 10. klasse på efterskolen (og ikke mindst at han bagefter kyssede med en anden pige, det svin!). Men en eftermiddag, hvor jeg var træt af at lytte til det samme plinky-plonky popmusik, tog jeg mig sammen til at give ’Disintegration’ en fair og seriøs gennemlytning. Og ved I hvad? Det er denondelyneme et godt album. Det er som hvis man kondenserer Tine Bryld, teen angst, episke digte af gamle engelske homoseksuelle poeter og Occupy bevægelsen ind i en særlig ondsindet bouillonterning.

Det er umuligt ikke at fremhæve ’Pictures of You’, der må betragtes som en af de hjørnesten i den mere episke musikgenre. Livet gør virkelig, virkelig ondt i den sang, men hold da op, hvor er det dog GODT.

Det ærgrer mig lidt, at jeg først har opdaget albummet nu, hvor jeg retteligt er for gammel til at lytte til det. For første indtryk var rigtigt. The Cure er slet ikke til at holde ud, hvis man har glemt hjerte-smerte og de storladne følelser. Giv ‘Pictures of You’ en chance, hvis du har bare en lille melankolsk emo i maven.

Ex Libris

Er gået en smule i stå med læsningen for tiden. Det er et stykke tid siden jeg modtog en livline fra Amazon. Det er selvforskyldt. For måske jeg begik en fejl sidste gang, da jeg – noget overambitiøst – bestilte to murstenstykke historiske bøger: Anne Applebaum ’The Iron Curtain: The Crushing of Eastern Europe 1944–1956’ og Christopher Clark ’The Sleepwalkers: How Europe Went to War in 1914’.

Begge bøger har fået ustyrligt gode anmeldelser og er på ’Best Books’ listerne i alle de pseudointellektuelle magasiner, jeg læser for at opretholde min nødtørftigt opretholdte facade om almendannelse. De er af den type, som anmelderne i bemeldte pamfletter anvender tillægsordet ’magisterial’ om. Underforstået at der ikke er en historieprofessor ved Cambridge og Oxford, der ikke ville blive fuld af kærlige og rørstrømske følelser, hvis de ved et begrædeligt uheld kom forbi Jordhulen her i Hjørring, og tog sig den frihed at undersøge husstandens bogreoler. Den slags snobber jeg hæmningsløst efter, så det var ganske oplagt at købe dem.

Men de er lange. Virkelig lange. Nej, faktisk er de alt, alt for lange.

Applebaum opgav jeg efter 400 sider, da det gik op for mig, at ligegyldigt hvor meget jeg end pruster og stønner, så skriver hun stort set intet om det eneste Central- og Østeuropæiske land, som jeg virkelig går op i (i.e Tjekkiet og det daværende Tjekkoslovakiet). Derimod er der mange ørkenvandrende sider om de kommunistiske ungdomsorganisationer i Polen. Det burde muligvis ikke komme bag på mig (hun er trods alt gift med den nuværende polske udenrigsminister), men derfor kan man jo godt føle sig lidt snydt alligevel.

Clarks bog har jeg ikke opgivet helt endnu. Det skyldes mest af alt, at jeg ved at jeg BURDE synes om den. Et af mine historiske yndlingsimperier – det østrig-ungarske kejserige – spiller en hovedrolle i bogen og optakten til 1. verdenskrig, hvorfor jeg ikke burde sidde der i togkupéen og ønske, at forfatteren dog bare snart ville se at få skudt ærkehertug Franz Ferdinand inden alt for længe. Men det gør jeg altså. Og det giver mig dårlig samvittighed og bekymringer over min manglende intellektuelle udholdenhed.

De to bøger er ikke blevet serviceret bedre af, at jeg ved siden af dem har været nødt til at ofre Stephen Kings (i retrospekt lidt skuffende) post-apokalyptiske ’The Stand’ og David Gemmell ’Dark Moon’ min opmærksomhed hen over juleferien. Sidstnævnte havde jeg læst et sted på nettet skulle være en veritabel klassiker indenfor fantasygenren, men når man først har gift sig med George R.R. Martin (og hans blodige og sexistiske stil), så er det vanskeligt at håndtere den noget mere bovlamme high fantasy stil.

I tiden efter har jeg mest af alt læst min Weekendavis og mit The Economist, men nuvel, nu har jeg trodset den akutte recession, som lejlighedssalget har efterladt min privatøkonomi i. Der er simpelthen en ny ladning bøger på vej. Og det er ikke for børn, skulle jeg lige hilse at sige.

Inspireret af mit nye idol Hank Moody glæder jeg mig til frådende at fortære Hunter S. Thompsons ’Fear and Loathing in Las Vegas’ og David Foster Wallace ’Infinite Jest’. Der er næppe noget der kan kickstarte min karriere som perma-ironisk beatnik forfatter, end at læse den slags smuds. For at glatte overfladen ud, bestiller jeg dog også en sci-fi bog (Greg Bear: ’The Forge of God’) og en historiebog (Peter Watson ’The Great Divide: History and Human Nature in the Old World and the New’).

Håber altsammen på, at det vil få stimuleret lidt af den tankeaktivitet og kreativitet, som jeg har manglet lidt den senere tid. Hvem ved, måske jeg endda også vil skrive her lidt oftere. Hører i den forbindelse gerne om hvad de nærværende læsere har gang i af bøger for tiden.