Such Great Heights

Muligvis er jeg for anglofil, men til tider er englænderne ganske enkelt en klasse over de fleste andre. Det gælder i særlig grad indenfor kvalitetsjournalistikken, hvilket enhver med et semi-regelmæssigt forhold til hæderkronede aviser som The Guardian, The Economist eller Financial Times er klar over. Det betyder også, at de politiske kommentatorer i England på sublim vis demonstrerer præcis hvor småtskårne de herboende ‘kommentatorer’ egentlig er. Mine damer og herrer, jeg giver jer Peter Osborne fra The Telegraph:

“The problem is that European and British leaders tend to come from rival intellectual traditions

In Britain, empiricism – most closely associated with Hume, though its roots can be traced back to William of Ockham and others – is the native inheritance. Empiricism insists that all knowledge of fact must be based on experience. Most European schools of philosophy claim the exact opposite, namely that ideas are the only things that truly exist. This school of metaphysical idealism can be traced back through Hegel (for whom history itself is the realisation of an idea) and Kant to Plato. Anglo-Saxon empiricism and the idealism found on the Continent therefore prescribe directly opposite courses of political conduct.”

Nuvel, der er mange ontologiske problemstillinger man kan anråbe her (er det eksempelvis ikke rationalismen, der er empiricismens modsætning? Og idealismens filosofiske modstilling er vel materialismen?), og man behøver heller ikke nødvendigvis være enig med analysen i sig.

Men alligevel. Kan I visualisere jer Mogensen, Kristiansen og Engell udføre politiske analyser med henvisninger til Hume, Kant og Platon? Endsige løfte deres slørede blikke til de idehistoriske og filosofiske højder? Jeg tillader mig at tvivle. Den slags kan man ikke, når man lever fra hånden og til munden.

Siamese Twin

For nylig gentegnede jeg mit abonnement på The Economist. Min kolde tyrker fra bladet holdt cirka fire måneder, så savnede jeg mine ugentlige opdateringer om den politiske situation i Burkina Faso og de makroøkonomiske udviklingstendenser i Peru for meget. I ventetiden på at logistikken kommer i sving og bladet lander i postkassen, læser jeg det via min app på iPad’en. Det fik mig til at spekulere over den anderledes måde, hvormed jeg rent kognitivt ’forbruger’ teksten. På hvordan jeg læser det digitale blad på en mere skimmende måde, end jeg læser det fysiske eksemplar.

Jeg er ret sikker på, at digitaliseringen i længden vil betyde, at alle blade gør som Newsweek, og kun udkommer elektronisk. Den udvikling er jeg ambivalent omkring. Kan ikke undgå at føle en form for nostalgi. Ikke efter papiret som sådan, men mere efter grænser. Når jeg sidder der med min iPad, så savner jeg bladets kanter – både de psykologiske og fysiske. Jeg savner at begynde på et blad, men mest af alt savner jeg afslutningen. Den der tilfredsstillende følelse af at kunne lægge bladet fra sig, velvidende at jeg kom igennem det hele. Det gælder også for e-bøger, tror jeg. Nu har jeg ganske vist kun købt og læst én af slagsen, men jeg manglede efter læsningen den der selvtilfredse glæde ved at lukke bogen i, føle på bogryggen efter hvordan den rent fysisk er blevet mærket efter at være blevet brugt, og afslutte ritualet ved at sætte bogen op på rette plads i reolen. Der er ikke mere at gøre efter den omgang, og det føles godt. Det er en mentalt meget tilfredsstillende øvelse. Denne fysisk betingede følelse af afslutning mangler ved digitaliseringen af bøger, blade og muligvis også musik. Således greb jeg ofte mig selv i gamle dages iTunes i rent faktisk at gå op i at en sang skulle nå at slutte, sådan at den kunne blive talt med i ’antallet lytninger’ statistikken. Hvorfor egentlig det? Hvorfor gå op i en aldeles meningsløs statistik? Måske fordi det gav den tilnærmelsesvist samme følelse af afslutning, som når nålen løfter sig fra LP’en.

I dag skøjter jeg rundt på Spotify, mulighederne er uendelige, de fysiske grænser fuldstændig nedbrudte. I gamle dage, når jeg stod i TP Musikmarked, var musikvalget et enten-eller. Jeg kunne selvfølgelig godt stille mig op til kassen med fire-fem cd’er, jeg gerne ville lytte til inden at jeg bestemte mig, men hvis jeg undervejs fik et spontant indfald (”HEY! Nu kunne det også være sjovt at lytte til det nye album fra Whiskeytown!”), så kunne jeg ikke bare gøre det med tre-fire klik på Spotify.

Det er muligvis for meget at lægge i noget så forholdsvist useriøst som forbrug af popkulturelle produkter. Men hvad vil det betyde for fremtidige generationer, når popkultur fremadrettet altid er et ’både-og’ fænomen, som det er noget nær gratis at finde, forbruge og smide væk igen?

Jeg kom også til at tænke over det ved frisøren forleden dag, da jeg (naturligvis) læste Se & Hør under den begrædelige bi-månedlige massakre på mine gyldne lokker. På siden med danske kendte citerede de et indlæg på twitter. Det var vældig meta, fordi det fint illustrerede hvorfor at Se & Hør dør lige om snart. Deres popkulturelle varer fås bedre, billigere, hurtigere og sjovere på nettet. Benævnte tweet er med garanti blevet retweetet og besvaret masser af gange, før end at Se & Hør end overvejede at bringe det i deres mudderhul af en pamflet. Værdien af det Se & Hør kan levere er med andre ord i frit fald.

Hvordan vil man mon i både-og tilstanden værdisætte et musikalsk mesterværk som Michael Jacksons ’Thriller’? For det første vil begrebet ’et musikalbum’ næppe give mening i fremtiden. Albummet er uløseligt knyttet sammen med et fysisk produkt, og det er ikke længere nødvendigt at levere et sammenhængende bundt af sange. I den kroniske både-og tilstand, vil det være omkostningsfrit kun at høre to-tre sange, og så glemme albummet i sin helhed. Det samme gør sig gældende for The Economist. Det er så meget nemmere at skippe nogle af artiklerne i denne uges udgave, fordi man bliver jo alligevel aldrig færdig med det uafsluttelige, uendelige udbud af digitalt tilgængelige artikler. Livet leves gennem et hav af instagrammede billeder, som det er blevet noget nær gratis at tage – i modsætning til dengang, hvor billederne var koblet til fysiske film.

Hvor vil jeg hen med det hele? Grundlæggende tænker jeg en del over, hvilke konsekvenser digitaliseringen har på vores kreativitet, skabertrang og værdisættelse af ting. At ting aldrig kan afsluttes og det er gratis hele tiden at flakke rundt, må på en eller anden måde have konsekvenser.

Musik til tundraen

En af fornøjelserne ved at blive optaget af nye tv-serier er, at de til tider også kan udvide ens musikalske horisonter. ’Fringe’ bød således på nogle uforglemmelige klassikere på min playliste (især Karen Elson – ’The Ghost Who Walks’), det samme gjorde ’Sopranos’ (Otis Redding – ’My Lover’s Prayer’) og ’Lost’ (Willie Nelson – ’Shotgun Willie’).

Andre gange giver serierne lyst til udforske egentlige genrer. ’True Blood’ rummer eksempelvis masser af sumpet Americana, alt-country og folk, mens soundtracket til min nyeste besættelse, ’Californication’ er fuld af beskidt og bjæffende rock.

Det præger mine spotify musiklister her i det nye år. Regressivt, måske, men det er vist mit lod som tiden går. Alting var bedre i gamle dage. Men nuvel, favoritten fra den nyopdagede musik er lige nu Drive-By Truckers ’This Fucking Job’, der passer glimrende til mit almene humør for tid. Nydes bedst ved høj volumen.

Life Hacking

Den Bedre Halvdel var til diverse kandidatfester i København i weekenden, så jeg havde alt rigeligt tid til almindelig lediggang, en smule motion samt at kværne en sæson af ‘Californication’. Det var glimrende, grænsende til fremragende. Ingen tv-serie har beriget mig med så mange profaniteter, nøgenhed og memorable replikker siden første sæson af ‘Game og Thrones’.

Jeg brugte dog også en del tid på at arbejde på det, vi kan kalde min ‘IT-infrastruktur’. Eller, med et lidt bedaget ord, at life hacke min tilværelse.

Sagen er den, at jeg i de fleste af livets forhold har rygrad som en regnorm, selvdisciplin som Frederik Fetterlein (jeg ved det, for jeg har læst hans mesterlige selvbiografi ‘Forført af livet’), udholdenhed som et piftet dæk, og koncentrationsevner som et A.D.H.D barn totalt speedet på sukker. For at øge den personlige produktivitet har jeg brug for et mål at arbejde hen imod (hvilket er vanskeligt nok for en forbitret nihilist), men også rammer og strukturer, der ‘nudger’ mig på rette vej – og minimerer mine ellers utallige overspringshandlinger.

Har derfor arbejdet på at indrette min MacBook, iPad og iPhone på en sådan vis, at jeg (i hvert fald i teorien) kan få skrevet filosofkonge-status kronikker, besnærende blogindlæg, store femårsplaner, forskningsprojekter, min planlagte trilogi om om det østrig-ungarske kejserrige samt bare ord i almindelighed. Der er også et akut behov for at jeg får udviklet en mere stringent, langsigtet og proaktiv måde at køre mit arbejdsliv og fritidsprojekter på. Jeg bruger oceaner af tid på at gruble og spekulere over de store issues i min tilværelse, fremfor at nedbryde dem i mindre dele, som jeg  så rent faktisk kan forsøge at gøre noget ved. Det er kontraproduktivt, eftersom det grundlæggende blot fører til inaktivitet, manglende inspiration og ingen kreativitet. Desuden er der et behov for at få udnyttet de alt for mange timer jeg hver uge tilbringer i offentlig transport (ca. 12 timer) på en fornuftig måde. Jeg væmmes egentlig ved på den måde at italesætte mit liv som en virksomhed, men well, der er brug for at få strammet op.  Så her er mit set up:

Browser: ‘Chrome’.

Er det den bedste browser? Jeg ved det ikke. Hidtil har jeg kørt med Safari, og har vel som sådan været tilfreds med den. Jeg bilder mig dog ind, at Chrome kører hurtigere, og jeg kan godt lide dens layout. Er også lidt betaget af Chromes ‘extensions’ muligheder, som er bedre end Safaris. For at slippe for reklamer fra tatsdating.dk (“dating for dem der er vilde med tatoveringer”), tuning af knallerter og Invita (“Jeg elsker mit køkken, men mest af alt så elsker jeg min skuffe”), har jeg suppleret med den uundværlige Adblock. Da jeg er gammel, halvblind og synes det er trangt at læse lange tekster på skærmen, har jeg også installeret Readability. Det gør det ca. 7-8000 gange sjovere at læse artikler og essays på nettet. Nu er det sagt. Installer den før du bliver ligeså vred som mig.

Mailprogram: ‘Postbox’

Som alle gode mennesker (minus Den Bedre Halvdel), bruger jeg Gmail til mine private mails. Oprindeligt var den sat op på standard mailprogrammet på MacBook’en, men dets layout gjorde mig træt og askegrå indvendigt. Betalte derfor for det liflige program Postbox, og pludselig er mine mails smukke, bedårende og giver mig lyst til at skrive endnu mere.

Musik: ‘Spotify’

Spotify kører stort set hele tiden, mens jeg er på arbejde. Det er en god måde at opdage nye sange, synes jeg. Jeg køber stadig de essentielle udgivelser i fysisk form, men bread&butter musiklytningen finder sted via Spotify. Når altså ikke Den Bedre Halvdel stjæler min konto fra mig.

Til friskrivning: ‘Byword’

Egentlig er Byword vist udviklet til den såkaldte Markdown standard, men jeg bruger programmet til at skrive fristil i. Det har et dejligt, uforstyrrende layout, som ikke giver mig samme myrekryb som Microsoft Word. De fleste blogindlæg fostres her.

Til at holde mig på dydens smalle sti: ‘Freedom’ og ‘Antisocial’

Freedom kan bruges til at lukke for internetadgangen i et selvbestemt tidspum. Antisocial bruges til at blokere de såkaldte sociale sider (Facebook, Twitter et al), igen i så lang tid, som man selv synes er nødvendigt. Når man som undertegnede er mester i overspringshandlinger, er det nyttige redskaber begge to!

To-do listen: ‘Wunderlist’

Wunderlist er en fremragende to-do liste, og samtidig vist nok også en habil task manager, der hjælper med at dele projekterne og opgaverne op i mindre bidder. Den taler sammen på tværs af alle mine platforme, og tanken er, at det skal være mit løbende redskab til at holde styr på alt hvad jeg skal – og herigennem fjerne mit behov for at gruble og spekulere.

Noteskrivning: ‘Evernote’

Evernote fungerer som min online notesbog på tværs af min arbejdscomputer, MacBook, iPad og iPhone. Programmet samler mine løsrevne tanker, noter og indfald ét sted.

Det lyder sikkert altsammen ganske fjollet og enfoldigt, men grundlæggende forsøger jeg blot at gøre det lidt nemmere for mig selv at få gjort de ting, der skal gøres – og i øvrigt give mig selv de fornødne incitamenter til ikke at spilde min tid, eller samle bekymringer og dårlig samvittighed over ikke at få handlet. Ved siden af forsøger jeg så at implementere lidt generel selvdisciplin og forøget personlig produktivitet.

Hvis nogle af de nærværende læsere har gode erfaringer med apps, så lytter jeg gerne. Specifikt efterspørger jeg en god mindmapping app til brug på iPad’en og MacBook.

CAR

Jeg tænkte på den Centralafrikanske Republik i dag. Ikke dybt, måske, mere som i: Hvad ved jeg (en selvproklameret verdensmand, renæssancemenneske og filosofkonge) egentlig om CAR? Svaret er ”stort set ingenting”.

Uden at foregribe begivenhedernes gang, tror jeg trygt at de nærværende læsere har det på samme måde. Vi ved (eller hører i hvert fald) en masse om Syrien, Afghanistan, Somalia og sågar borgerkrisen i Mali. Men den Centralafrikanske Republik? Nej, vel? Jeg mener: Alene navnet er så non-distinkt som overhovedet muligt. Det mindste de kunne have gjort, var vel at opfinde et navn med schwung i. A la Nigeria. Eller Botswana. Eller Lichtenstein. Sidstnævnte kalder jo heller ikke sig selv for ’Lille fyrstendømme mast inde mellem Schweiz og Østrig’, vel?

Hvorfor er det egentlig sådan? Vores begrænsende interesse for, viden og opmærksomhed om steder som CAR?

Specifikt opstod min egen centralafrikanske tankerække først, da der i sidste uge begyndte at dukke sporadiske mediehistorier op om, at der foregår et kup i landet – grænsende til en begyndende borgerkrig. Det er der ikke mange, der går op i. Nogle nødhjælpsorganisationer, et par tænketanke. End ikke det danske udenrigsministerium har følt sig kaldet til at udtrykke bekymrede ord. Den almindelige ligegyldighed overfor CAR er med andre ord vidt spredt. Forklaringen er vel desværre ret enkel. Ud over dem, der er så (tør jeg godt sige, for landet ligger i bunden på snart sagt alle økonomiske og livskvalitetsmæssige parametre) uheldige at bo i CAR, har situationen i landet nemlig ingen strategisk, politisk eller økonomisk betydning for nogen som helst. Tag som et eksempel The Economist’s nøgterne beretning om den aktuelle situation:

ARGUABLY the poorest country in Africa, the Central African Republic (CAR) is on the verge of being taken over by rebels. A month after starting a campaign in the north, they have captured a string of towns across the country, halting their advance in Damara, an hour’s drive from the capital, Bangui. The CAR’s embattled president, François Bozizé, has been pondering whether to engage the rebels in talks in Libreville, capital of nearby Gabon. The idea would be to create a transitional government of national unity pending an election. The rebels are demanding his resignation as a precondition for a deal. The African Union has been touting a compromise to give Mr Bozizé—and the CAR—a breathing-space. Few people outside Africa seem to give much of a damn.

Men hvad er det så for et land, det der CAR? Nuvel, landets nyere politiske historie tyder på, at hvis man leder efter et sted for at få opfyldt sine stereotype fordomme om dysfunktionelle afrikanske lande, så er CAR lige stedet at tage hen:

The landlocked CAR, endlessly buffeted by coups and rebellions, has been misgoverned since it got independence from France in 1960. The rebels, a hotchpotch of factions known collectively as Seleka (“the alliance” in a local language, Sango), say Mr Bozizé breached the terms of peace deals in 2007 and 2008, whereby they would take part in government and integrate their forces into the national army

Mr Bozizé came to power after a brief civil war in 2003, but, despite winning elections in 2005 and 2011, his grip has long been shaky. He has had to cope with mutinies, banditry and the spillover from conflicts in neighbouring Chad, Sudan and the Democratic Republic of Congo. Uganda’s brutal Lord’s Resistance Army, led by Joseph Kony, has created mayhem on the CAR’s south-eastern fringe.

Mr Bozizé has previously called on foreign forces from the Economic Community of Central African States, a ten-country regional club, to prop up his feeble army. Gabon and Cameroon are now offering extra troops, perhaps too late to save him.

Det fornemmes muligvis, at CAR ud over almindelig uduelighed, ikke ligefrem har været heldige med sit nabolag. At man har brug for hjælp fra de semi-despotiske regimer som Gabon og Cameroun, lover heller ikke alt for godt. Ude fra er der ikke udsigt til det store engagement:

In the past France used to keep an eye on its former territory, pulling strings behind the scenes and occasionally deploying its own troops to keep order. It has 500-odd soldiers in a base near Bangui, and 1,000 or so French civilians in the country. But it seems clear that this time President François Hollande is loth to get involved. A crisis in Mali, at the western end of the Sahara, where a group linked to al-Qaeda has grabbed half the country, is far more serious—and Mr Hollande is nervous enough about getting tied up there.

Most of the CAR’s 4.5m people are subsistence farmers. Political instability has prevented the country’s development, despite an abundance of timber, gold, uranium and diamonds. In its recently published quality-of-life survey of 221 of the world’s major cities, Mercer, an American consultancy, ranked Bangui 220th, a whisker ahead of Baghdad. The CAR looks set to rot away on its own.

Bemærkningen om Mali er relevant, fordi det illustrerer en konflikt, hvor der er noget på spil for det international samfund. CAR er som nævnt jævnt ligegyldig. Et sikkerhedspolitisk nyhedsbrev jeg abonnerer på, skrev følgende i dagens udgave:

This rebellion poses no threat to US national security interests. For international security affairs analysts it presents an opportunity to practice analysis and make predictions in an environment without the distortions that come from overt US involvement.

One lesson for analysts is that it is hard for rebels to attack a national capital unless its guardian forces disband and run. It is also very hard for a small African army to recapture territory lost to the rebels, unless that army has extensive modern world support. For government forces, it always is easier to defend the capital than it is to retake lost territory.

Most African leaders are weary of the seemingly endless and pointless cycle of military overthrows of governments since 1960. The soldiers never seem to tire of the sport. Bozize came to power in a coup. His overthrow by a coup would be condign punishment.

The extra troops from central African states have helped stabilize the internal security situation for the area near Bangui, but cannot prevent de facto fragmentation of the Central African Republic without French military backing.

Det er jo en forfærdelig kynisk og uempatisk analyse af situationen, men den er antageligvis ganske dækkende for hvordan beslutningstagere rundt om i verden tænker. Det egentlig spørgsmål er tilsyneladende: Vil Frankrig intervenere, eller får CAR lov til at rådne videre op? Fortsættelse følger.

I skovbrynet

I sidste indlæg jamrede jeg noget klynkende over den klassiske personlige bloggers uddøen. Skæbnen ville, at jeg lidt senere fandt en tankevækkende artikel af Robin Sloan om den personlige hjemmesides (og i min tolkning: Den personlige blogs) fremtid: ‘The End of History and the Last Website’. Han argumenterer for, at det ikke længere er sjovt at lave personlige blogs og hjemmesider. Dels fordi de skal passe til et væld af platforme, dels er læsernes opmærksomhedsevne, tolerancetærskel og tålmodighed overfor sjusket udseende hjemmesider blevet mindre og mindre:

Today, I don’t think—and I’m almost afraid to write this, because it’s like the tolling of some great bell—today I don’t think the amateur’s best effort is good enough. We as internet users have less patience and less charity for janky, half-broken experiences. (Which is quite an evolution, because the whole internet used to be a janky, half-broken experience.) That’s unfortunate for me, and other amateurs of my approximate skill level, because that’s really the only kind we can muster. […]

Hvordan stiller det så os glade amatører, der egentlig mest af alt grifler løs fordi vi kan lide det? Ret godt, tilsyneladende:

Don’t get me wrong; the amateur web isn’t going anywhere. It’s just that, if it used to be the internet’s Main Street, it’s starting to feel more like the forest on the edge of town. I don’t mean that in a bad way. Sure, it’s a little spooky out there, but it’s also where all the adventures start, obviously. You know, like: “I hear there’s an old guy out there who makes robots out of car parts”. Let’s go find him. The amateur web will always have that: the old guy, the robots, the car parts.

Jeg er egentlig ret enig. De blogs og hjemmesider jeg bedst kan lide, er dem, hvor man fornemmer personen bag. Det samme gælder i øvrigt på Twitter. Jo, jeg følger også de professionelle og slick kommentatorer der, men de sjoveste og mest givende er stadig de mere eller mindre ukendte privatpersoner, som skriver om sære ting. Samtidig er glæden ved at få en kommentar fra en ny læser stadig lige stor.

Endelig bør man nok ikke undervurdere, at de personlige blogs ikke nødvendigvis eksisterer for at generere horder af læsere. De er mere skabt fra et upraktisk og banalt, men i høj grad passioneret, ønske om at eje et kroget og lurvet lille hjørne af internettet. Hvis jeg skrev af hensyn til antallet af læsere, burde jeg specialisere mig inden for et emne (politik! Mode! Strikning!), og netop gøre siden mindre personlig. Det har jeg da også forsøgt et par gange, men skriverierne ender alligevel altid med at handle om mine mere eller mindre banale interesser og aktuelle besættelser. Måske det i virkeligheden er godt nok? Og til de af jer, der stadig besøger min sære hule i skovbrynet? Velkommen!

Betal for min mening

Noget tyder på at 2013 bliver ’Year of the Paywall’. Jyllands-Posten har allerede delvist gjort indført det, Politiken følger så snart at de har fået teknikken til at køre. Berlingske rumler vistnok også med noget. Jeg kan sådan set godt forstå udviklingen. Uden at være ekspert i medier, annioncemarkedet eller forretningsmodellen for mediekoncerner, så tilsiger almindelig fornuft mig alligevel, at med mindre reklameindtægterne er eksorbitant høje, så kan det ikke løbe rundt for privatejede medier at levere gratis nyheder på nettet. Især ikke, når man tager papiravisernes kvaler og faldende oplagstal i betragtning.

Personligt sætter jeg stor pris på en papiravis (indlægget her udtrykker glæden ved at kunne fordybe sig i en kvalitetspapiravis meget bedre end jeg selv ville kunne formulere), men jeg er vist i mindretal efterhånden. Og hvis jeg skal betale den ganske høje pris for et enkelteksemplar eller et abonnement, så skal der denondelyneme være tale om kvalitetsjournalistik. Hvilket er grunden til at jeg for tiden abonnerer på Weekendavisen, og har opsagt det meste andet.

I dag læste jeg mig så frem til, at en de helst store amerikanske bloggere, Andrew Sulliwan, vil indføre, ja, paywall for at man kan læse hans udgydelser. Under argumentation om at ville være uafhængig af de store mediekoncerner (han har tidligere haft sin blog ’The Daily Dish’ hos bl.a. Time, The Atlantic og Newsweek), skriver han:

We’re only human and so we want to set up the incentives so we are geared entirely to improving the total reader experience, not to ratchet up hits, or to please corporate advertisers. We may be fooling ourselves, and it would be imprudent for us to rule out all advertising right now for ever. So we won’t. But it would be a great missed opportunity, in my view, not to try. Remember the classic saying:

If you’re not paying for the product, you are the product being sold.

We want to treat our readers better than that, because you deserve better than that. Hence the purest, simplest model for online journalism: you, us, and a meter. Period. No corporate ownership, no advertising demands, no pressure for pageviews … just a concept designed to make your reading experience as good as possible, and to lead us not into temptation.

So for the next month, we’re going to offer you advance membership of the Dish for $19.99 a year, which translates to $1.67 a month, which is around a nickel a day. The meter won’t start until February, and the price won’t change then, but by pre-subscribing, you give us a crucial financial bridge to get to independence – and you’ll never notice a thing when the transition happens.

To be honest, we didn’t know where to set the price – we have almost no precedents for where we want to go – but $19.99 seemed the lowest compatible with a serious venture. We wanted to make this as affordable as possible, while maximizing revenues.

Nuvel, man kan vel gå til den slags på et specifikt og et generelt niveau. På det specifikke niveau, er Andrew Sullivan indiskutabelt en mand med mange læsere. Han pryder sig med en uortodoks og ikonoklastisk profil som homoseksuel, konservativ, katolik og Obama-fan (note to self: Hvis man omtaler sig selv som utraditionel og anderledes tænkende, så er man det højst sandsynligt ikke), og havde især i 2007 og 2008 stor betydning i den amerikanske debat op til præsidentvalget. Jeg læste ham lidt dengang. Bevares, han er vaks, men hvis man rent faktisk læser hans blog, så bestod (og består) den mest af alt af kommentarer til andres meninger. Når han skriver ’we’ ovenfor, så skal det forstås ganske bogstaveligt. Han har ansat studentermedhjælpere til at lave research og og journalister til at skrive sine indlæg. Vi er altså et meget langt stykke fra den klassiske (og uddøende, mere herom senere) blogger.

Men kan han så – specifikt – rent faktisk få det at løbe rundt bag en paywall med den vare han sælger (dvs. sine – eller rettere sine medarbejdernes – meninger og analyser)? Det er vanskeligt at sige. Sullivan er en af måske fem bloggere i verden som læsernes muligvis gider betale for. Måske min skepsis skyldes at jer tilbagestående, egnspræget og sløv. Men jeg tvivler på Sullivans nye tiltag – og det sker af generelle årsager.

Nu er Danmark i sagens natur et alt for lille sprogområde, men prøv at se bort fra det. Rent teoretisk, kære læsere, hvem i den danske debat er I så reellt villige til at betale for at høre deres mening? Hvem vil I betale 150 kr./år for at høre på? Jeg vil næsten vædde på, at jeres svar er ’ingen’. Og hvorfor skulle engelsksprogede læsere så gide? Selvfølgelig er hans marked meget større qua at han skriver på engelsk, og måske vil de store tals lov medføre, at han kan slippe afsted med det. Og så alligevel ikke. Som jeg ser det, så vil der i fremtiden ske en endnu større segmentering. De hurtige, uanalyserende og telegramagtige nyheder vil også i fremtiden være gratis på nettet. Discountnyhederne, om man så må sige. Til gengæld vil man skulle betale for rapportager, analyser, indsigt, dybde og lange artikler. Den værdifulde og omkostningstunge journalistik. Det er i hvert fald det segment, som de fleste danske dagblade forsøger at erobre. Hvor er der i det felt plads til en meningssælger som Sullivan? Han er crowded ud af discountmarkedet, men kan ikke levere samme analysekraft som de bedste aviser (Financial Times, The Guardian, WSJ). Han leverer ikke rapportager eller lignende, og han vil også i fremtiden være afhængig af at hans læsere leverer kommentarer og (gratis) input til hans blog. Rent generelt tror jeg simpelthen ikke på hans forretningsmodel, og jeg har vanskeligt ved at se at han skulle være interessant og læsværdig nok til at slå markedskræfterne på den måde.

I sidste ende er min holdning nok også farvet af at jeg er misundelig, forsmået og lidt gnaven over udviklingen. Som nævnt før er den klassiske personlige blogger en uddøende race. Meget få holder en blog, som den I befinder jer på, i live. Det er meget instruktivt, at der i de netop overståede nytårstaler af dronningen og statsministeren blev talt om Facebook (PAS PÅ!) og twitter, men ikke de formater, hvor man rent faktisk kan skrive længere tekster. Det kan jeg personligt godt begræde. De store danske blogs er i dag krea- eller modeblogs, hvis det da ikke er professionelle propagandaplatforme på dagbladenes hjemmesider. I den forbindelse kan man til skam og skændsel jo nævne dette jobopslag fra slutningen af december 2012:

Kommunikations- eller analytiske studentermedhjælpere søges til kulturdebattør

Vil du være med at opbygge en stærk politisk profil og hjælpe med at sætte præg på kulturdagsordenen? Studentermedhjælpere søges til lønnet arbejde for offentlig kulturdebattør med blog hos et af de store danske dagblade.

Om jobbet
Du vil komme til at arbejde med en kulturdebattør, hvis politiske profil ønskes styrket. Igennem debattørens blog på et af de store danske dagblade skal emneområderne kultur, ret og etik i højere grad sættes på dagsordnen. Det skal vi bruge din hjælp til.

Du vil indgå i et tæt samarbejde med en stærk offentlig profil og få mulighed for at sætte dit præg på den offentlige debat. Vi søger flere, der kan formidle debattørens synspunkter og analyser videre til offentligheden og de politiske beslutningstagere.

Dine primære arbejdsområder består i:

Researche samt udarbejde samfundsfaglige analyser og identificere f.eks. akutelle økonomiske og juridiske udfordringer.
Skrive udkast samt virke som sparringspartner ift. debatindlæg og artikler til de nationale medier, herunder specifikt de store danske dagblade.
Bistå med at styrke den generelle politiske kommunikation.

Den ideelle profil
Du har en personlig interesse for samfund og politik samt et bredt, teoretisk funderet kendskab til områderne kultur, ret og etik. Du er selvstændig, nytænkende og kan handle hurtigt og effektivt, når du ser en spændende, anderledes vinkel på et bloggens fokusområder. Derfor er dine personlige kvalifikationer præget af stærke analytiske evner, talent for politisk kommunikation og er vant til at formidle vanskeligt stof til udenforstående.

Løn og vilkår
Vi kan til gengæld tilbyde en løn på 175 kr./timen og meget fleksible muligheder for at kombinere med andet studiejob. Du kan forvente at arbejde 4-5 timer/ugen. Vi har tilholdssted i København, men der er mulighed for at arbejde hjemmefra.

Du er godt i gang med en relevant samfundsvidenskabelig eller kommunikationsorienteret uddannelse på enten KU, AU, AAU, SDU eller RUC Stillingerne kan søges af studerende på statskundskab, økonomi, sociologi, filosofi, historie, retorik, dansk, journalistik eller lign.

Jeg skal selvfølgelig ikke dømme, og vi er jo alle travle mennekser med alt for lidt tid. Jeg er heller ikke så naiv, at jeg tror alle mennesker selv skriver deres læserbreve eller kronikker. Bevarers, jeg har igennem mit arbejdsliv selv ageret skribent for en del af den slags i andres navn. Men ovenstående er alligevel forholdsvist groft. Hvis man ikke har en mening eller indsigt, så kan man jo betale andre for at researche sig frem til en. I kan jo have det in mente, når I læser om kultur, ret og etik på et af de større dagblades hjemmesider.

Samlet set er der vel blot at konstatere, at mediebilledet forandrer sig og hvis man vil leve af at skrive på nettet, må man innovere sin forretningsmodel. Det er det, som Andrew Sullivan forsøger på, og det skal blive interessant at se om det vil lykkes. Indtil da, vil jeg grifle ufortrødent og gratis videre.