Den urealistiske ønskeliste

Julen er overstået, så i dag var jeg tilbage på arbejdet her mellem jul og nytår. Den Bedre Halvdel har alligevel vagter på hospitalet, så der er ingen tungtvejende grunde til at brænde feriedage af på at luffe alene rundt i Vendsyssel.

På arbejdet var der mennesketomt og stille som i et gravkammer. En af mine fornemste opgaver i dag var at passe telefonen. Den var en gentleman, og ringede derfor rundt regnet nul gange. Snart sagt samtlige afsendte mails modtog ukreativt udformede autosvar af ’jeg-er-på-ferie’ typen. Ingen trange ad hoc opgaver kom dumpende. Med andre ord: En tyst, stille og fredsommelig dag i velfærdssamfundets tjeneste, hvor jeg kunne fokusere på at muge ud i bunkerne.

Årets gavehøst var generelt uhyre tilfredsstillende. Alligevel har jeg formuleret en liste over ting, jeg virkelig gerne vil have fået i julegave – men som er for dyre eller urealistiske at ønske sig af andre.

Et års abonnement på Financial Times

En af de mange ting jeg savner ved livet i Bruxelles, er den daværende arbejdsgivers abonnement på Financial Times. Efter arbejde plejede jeg at hapse eksemplaret med hjem, og nød at læse artiklerne i ro og mag om aftenen. Ja-ja, jeg ved godt, hvor prætentiøst det lyder. ”Jeg savner den internationale avis, fordi jeg er sådan en international playboy, wah wah wah, bla bla bla”. Men det er simpelthen sådan en god avis. Indsigtsfuld, vidende og pragtfuldt skrevet. Hvis man læser den, kan man trygt se bort fra resten af nyhedsstøjen. Men altså. 5000 kr. for et år. Det er grove løjer. Jeg må nok nøjes med min Weekendavis og (måske) at gentegne mit abonnement på The Economist igen.

Kindle Paperwhite

Jeg tror (med streg under tror, for jeg er ikke helt sikker), at jeg er klar til mit livs første eboglæser. Mine præferencer er ved at ændre sig. Spotify, Netflix og HBO Nordic har indiskutabelt ændret mine præferencer og forbrugsmønstre inden musik, film og tv-serier. Når det gælder musik befinder jeg mig i et vadested. Jeg har stadig et behov for at eje de vigtigste albums i fysisk form, men 95 pct. af alt musik har jeg det fint med kun at streame. Når det handler om film og tv-serier, har jeg det derimod fint med at slippe for at have de nye sæsoner stående i fysisk form. Men hvad så med bøger? Ja, jeg ved som nævnt ikke om jeg er klar. Sagen er den, at bøger i fysisk form efter min mening har en værdi i sig selv. Hvis en bog er god, vil jeg stadig gerne have den stående og prale på mine reoler. Omvendt vil en eboglæser som Amazons nye Kindle Paperwhite sikkert få mig til at læse flere bøger. Indtil videre har jeg kunne undgå dette faustianske dilemma, eftersom at Amazon endnu ikke sender deres Kindle til Danmark. Men når det sker….vil jeg for alvor være fristet.

Netflix i amerikansk udgave

Jeg er en af de få, der ikke er decideret utilfreds med udbuddet på den danske udgave af Netflix. For indtil videre har den leveret masser af god underholdning. Hvis man samtidig supplerer med et HBO Nordic abonnement, så er man rent godt dækket ind tv-seriemæssigt, tænker jeg. Når det så er sagt, var det ganske forunderligt at opleve udbuddet på den amerikanske Netflix. Jeg havde min iPad med til Boulder i november, og den loggede automatisk på den amerikanske Netflix. Det var bjergtagende og mageløst. Så forstår man for alvor, hvorfor at streaming stort set har udslettet Blockbuster derovre. Nuvel, jeg er bevidst om at der er en masse licensproblemer, der betyder at vi ikke får samme udbud i den danske udgave. Men altså. Det kunne være læskende.

Træningsrygrad

Som tiden går, mit arbejde forbliver stillestående og jeg tager stadig hastigere skridt i retning ’midaldrende mand’, så er der behov for at jeg får mig oparbejdet en træningsrutine. Læste for nylig, at et af de store nye ord på svensk er ’MEMIL’. Som står for ”medelålders män i lycra”. Hvilket jeg ikke har lyst til at blive. Guderne skal vide, at jeg hellere vil lægges på hjul og stejle end at iføre mig stramt, stramt cykeltøj. Men jeg kunne godt ønske mig, at jeg var lidt mindre dvask, og fik slæbt korpuset i træningscentret to, helst tre gange om ugen. Jeg tror faktisk, at det med fordel kunne blive et nytårsforsæt.

To års fri

Jeg er netop blevet 31 år. En tragisk alder, som der ikke er meget pænt at sige om. Har været på arbejdsmarkedet siden marts 2007, og har dermed værte papirnusser i snart seks år. Som tiden går, kommer man jo mere og mere ind på en bestemt karrieresti. Jeg siger ikke, at det er umuligt for undertegnede at blive finansanalytiker i en dubiøs investeringsbank. Det er heller ikke fuldstændig naturstridigt at forestille sig, at jeg en føje dag bliver professor i byzantiske studier eller transitionsprocesser i Central- og Østeuropa. Men det bliver stadig sværere, som tiden går. Især når man som jobfunktion mest af alt har beskæftiget sig med lobbyisme, ledelsesbetjening, politisk servicering og proces. Sandsynligheden taler for, at jeg i mit næste job vil lave noget i samme boldgade. Så hvordan laver man karriereskifte? Skifter branche og jobfunktioner? Bryder med stiafhængigheden. Jeg tror, at løsningen er at tage to år ud af kalenderen. Læse en master, opnå nogle nye kompetencer. Skabe netværk nye steder. Måske endda blive iværksætter? Problemet for at gøre den slags er selvsagt af økonomisk art. Hvordan løser man ikke at have to indkomster i husstanden? I en tid med bryllup og småfolk indenfor en overskuelig årrække? Bidrag modtages gerne.

Årets bedste sange i 2012

2012 nærmer sig sin afslutning, og det er tid til den rituelle gennemgang af årets vigtigste sange i husholdningen. Der er ikke en klart udviklet metodologi bag listen. Sangene behøver ikke være fra 2012, men er mest af alt udtryk for hvilken musik, jeg har lyttet mest til de sidste 12 måneder. Tidligere år har jeg benyttet mig af ’antal afspilninger’ funktionen i iTunes, men den målevariabel er blevet upræcis med Spotifys indtog i mit liv. Uanset hvad og hvilke metodologiske kvaler I end måtte have, så er nedenstående sange de i mine øjne centrale værker fra årets der gik. De bør kanoniseres hurtigst muligt.

 

Miguel ’Adorn’

Årets ubetinget vigtigste og bedste sang. Miguel styrede husholdning med jernhånd, især efter at den unge mand også erobrede Den Bedre Halvdels hjerte. ’Adorn’ er den mest romantiske, sexede, velkomponerede og fængende r’n’b/pop kreation i nyere tid. Den lyder som en opdateret (og bedre) udgave af Marvin Gayes ’Sexual Healing’. De vil også lytte betaget til den om 20 og 30 år.

 

Miguel ’Do You’

’Do You’ er ’Adorns’ endnu mere beskidte lillebror. Tilbage i oktober skrev jeg: ”Hør lige hvordan sangen nærmest går i overdrive efter 01:00. Fra sfæriske synth-rytmer til møgbeskidte trommer. Føl hvordan bassen hamrer igennem ved 01:18. Miguels narko-romantiske tilnærmelser skaffer ham en øjeblikkelig topplacering på listen over aktuelle førsteelskere. Han crooner (og ser ud) som en ung Prince. Det er 2012’s mest imponerende soulkreation”. Sidstnævnte var en overdrivelse, for Miguel overgik sig selv med ‘Adorn’. Men ‘Do You’ er stadig lysår foran snart sagt alle andre sange fra 2012.

 

Dawes ‘Time Spent in Los Angeles’

Jeg lyttede stort set uafbrudt til ‘Time Spent in Los Angeles’ i foråret i Bruxelles. Jeg savnede Den Bedre Halvdel, og ville bare gerne hjem snart. Hvis jeg erstattede ‘Los Angeles’ med ‘Brussels’, kunne jeg sagtens trille rundt i Belgien og forestille mig at sangen handlede om lige netop mig. Årets mest melodiske og sentimentale værk.

 

Sky Ferreira: ‘Everything is Embarrassing’

Den ene af to ‘lyden-af-tidlig-Madonna’ sange på listen (den anden er Solange ‘Losing You’). Tilbage i oktober skrev jeg: “Når jeg lytter til sangen, visualiserer jeg mig på dansegulvet til promfesten i en af John Hughes’ teenagefilm. Faktisk, så tror jeg at Molly Ringwald lige har hevet mig ud at danse. Jeg står nu og stamper akavet med mit pandehår, min socialt hæmmende akne og mine grimme Converse-sko. Men hvad gør det, for vi danser og hun har så bløde læber”. Der er præmier til den af jer, der kan gætte hvad sidste linje er en reference til.

 

Solange ‘Losing You’

En sen tilføjelse her i December. Solange, den stakkels gøj, er muligvis lidt brændemærket af at være Beyoncés lillesøster. Sagen er imidlertid den, at hun er lysår bedre end søsteren. I ’Losing You’ ligner og lyder hun som en ny og smuk gendigtning af Neneh Cherry, særlig hvis sidstnævnte lavede en ny og fremragende blip-bloppende coverversion af Massive Attacks ’Unfinished Sympathy’. Videoen er optaget i Sydafrika og er tilpas skæv til at man kan holde ud at se den i sin helhed. Alle jeg spiller den for siger “Det lyder som tidlig Madonna”. Måske de har ret. Et popmesterværk er det ihvertfald.

 

Flying Burrito Brothers ‘Burrito #2’

I midten af 2012 lånte jeg nogle tidlige country-rock cd’er på biblioteket. Jeg var særlig innteresseret i de værker, som legenden Gram Parsons havde været involveret i, bl.a. The Byrds ‘Sweetheart of the Rodeo’ og Flying Burrito Brothers ‘The Guilded Palace of Sin’. Tilskyndelsen hertil kom egentlig efter at have hørt den svært fængende ‘Christine’s Tune’ af netop Flying Burrito Brothers i et afsnit af ‘True Blood’. Det viste sig imidlertid, at sangen ‘Burrito #2’, sin åndssvage titel til trods, er et musikalsk mesterværk.

 

Kendrick Lamar ‘A.D.H.D.’

‘A.D.H.D.’ er egentlig fra 2011, og Kendrick Lamar udgav senere hvad musikpressen kaldte 2012’s bedste hiphop album. Jeg var og er imidlertid ikke færdig med det dystopiske mesterværk, ‘A.D.H.D.’ er. Her på musikbloggenes svar på elefantkirkegården skrev jeg: ‘Er det monstro det mest begavede og forbitrede hæp-hop siden Blackalicious? Mon teksten er det hidtil mest deprimerende gravskrift for en tabt generation? Er Kendrick Larmar mon den nye Mos Def?’. Og ja, det tror jeg faktisk han er.

 

Frank Ocean ‘Novacane’

Igen en sang fra 2011, og igen en kunstner der i 2012 udgav et über-hypet album (det fremragende ’Channel Orange’). Som med Kendrick Lamar er vi i en dyster, no-future verden, hvor stofferne anvendes til at dulme smerten med følelsesløshed. At det så pakkes ind i en smuk symfonisk ramme, ja, det gør kun det samlede indtryk stærkere. For de mere kærlighedssyge og romantisk indstillede kan Oceans ’Thinkin’ About You’ anbefales.

 

Pet Shop Boys ’Leaving’

’Leaving’ er bedste sang fra det udmærkede nye PSB-album. Måske burde den ikke have en plads her på listen. Men der er trods alt tale om den (rent musikhistorisk) vigtigste gruppe i mit liv, og plinky-plonky lydtapetet var nok til at jeg brummede som en veltilpas abekat i færd med at blive kløet på ryggen.

 

Ulige Numre ’København’

Igen en af disse skamløst sentimentale sange, der giver meget mening, hvis man er udstationeret i udlandet (eller eksileret i Nordjylland). Ulige Numre pirrer min teen angst, som ingen har gjort det siden Håkan Hellströms to første album. Videoen er i øvrigt en af de bedste i nyere dansk musikhistorie.

 

Honorable mentions:

Ufærdigt mesterværk

Jeg bruger mit Spotify en del for tiden (eller: I hvert fald de få timer af døgnet, hvor Den Bedre Halvdel ikke bruger min konto til at streame julemusik). Det er en fin måde at lytte til den musik, som jeg tidligere fandt som Mp3’er på musikblogs, lytte til gamle albums eller streame sange som jeg er for nærig til at købe i fysisk form.

En af de nyere sange, der har fyldt mest i de senere måneder er Solange ’Losing You’. Den stakkels gøj er muligvis lidt brændemærket af at være Beyoncés lillesøster. Sagen er imidlertid den, at hun er lysår bedre end søsteren. I ’Losing You’ ligner og lyder hun som en ny og smuk gendigtning af Neneh Cherry, særlig hvis sidstnævnte lavede en ny og fremragende blip-bloppende coverversion af Massive Attacks ’Unfinished Sympathy’. Videoen er optaget i Sydafrika og er tilpas skæv til at man kan holde ud at se den i sin helhed. Den samlede pakke ryger ubesværet ind på min top 5 over årets bedste sange.

Den samme?

Læste en interessant klumme af Cass Sunstein om forskellen mellem en skribent som privat person vs. skribenten som ’konstrueret person’. Sunstein skriver:

There are real-world authors, and there are implied authors. Real-world authors are actual human beings, with their own distinctive characteristics, on display as they move through the world. Implied authors are the imaginary people whom authors create as they put words on a page. Implied authors have their own personalities — their own sensibilities, characters, emotions, perspectives and concerns. Implied authors may or may not be like their real-world counterparts. A novelist may be cruel and vicious to his family and friends, but in his novels, his implied author may be kind and gentle. A poet who is a loving wife and mother may produce poetry whose implied author is venomous and full of rage.

All poets and fiction writers have implied authors, and to get clear on the concept, we have to name a few names. When he is writing horror novels, Stephen King’s implied author can be overheated, sweaty, gasping, manic, adolescent and often irresistible; when he steps outside of that genre, he tends to be contemplative, playful, gentle and elegiac. Robert B. Parker, author of the Spenser mystery series, has a terrific implied author. Keenly aware that a man’s gotta do what a man’s gotta do, he is also full of wit and fun, and compassionate to boot.

Nuvel, muligvis er det her ikke dyb, dyb indsigt. Men til tider kan det være oplysende, hvis relativt enkle indsigter fremstilles på en ny måde. Distinktionen mellem ’real-world author’ og ’implied author’ er nyttig, synes jeg, ikke kun indenfor skønlitteratur.

Ovennævnte eksempler gælder også for andre skabende kunstretninger, mest åbenlyst skuespil. De dygtigste skuespillere er jo i stand til at få beskueren til at tro, at han eller hun ER den rolle, som vedkommende spiller. I min verden er skuespilleren Kyle Chandler eksempelvis Coach Taylor fra ’Friday Night Lights’. Det gælder uanset at Kyle Chandlers ’real-world actor’ ikke er fra Texas, ikke nødvendigvis er en hædersmand og ikke er gift med Mrs. Coach. Jeg er simpelthen ude af stand til at adskille hans implied og real-world personligheder.

Cass Sunstein er imidlertid ikke debatlysten juraprofessor for ingenting, så i klummen kommer han også ind på non-fiction skribenter og debattører i almindelighed:

At his best, Washington Post columnist George Will is sharp, witty and appealingly above the fray, but his implied author can be pretentious, and he sometimes wears his erudition on his sleeve. New York Times columnist Paul Krugman is a Nobel winner and a national treasure, and he knows what he is talking about, but at his worst, his implied author is arrogant and self-absorbed. Charles Krauthammer of the Post may be a great guy, but his implied author is struggling with a serious anger- management problem. Whether or not you agree with him, the New York Times’s David Brooks has a wonderful implied author — humble, open, appealingly tentative.

Sunsteins lidt banale pointe er, at den offentlige diskurs ville blive bedre, hvis skribenter forsøger at erindre forskellen mellem real-world og implied authors. De færreste af os ville, trods alt, stille os op og svine folk til på samme måde ansigt til ansigt, sådan som det til tider foregår på skrift – særlig på internettet.

Personligt synes jeg også, at distinktionen er relevant i en analyse af politikere. Man må eksempelvis formode, at der er en markant forskel på Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke i deres roller som real-world og implied politikere. Det vil jeg da næsten håbe for dem, da de ellers begge lyder som til at være et par svært stereotype og uelskelige privatpersoner. Der ligger endvidere en interessant diskussion af mediernes ansvar for, at skellet mellem de to roller udviskes igennem det ubønhørlige fokus på politikere og andre kendtes privatliv. Det må dog blive en anden gang.

Slutteligt er skellet relevant, hvis man som undertegnede gør sig som skribent på nettet. For man skal i sagens natur tænke over hvem ens implied author er. Hvis man eksempelvis ikke er videre interesseret i sci-fi, plinky-plonky elektronisk musik og i øvrigt ikke sætter pris på ironi, så vil billedet efter et besøg på fuglsbjerg.nu måske være en anelse….blandet. For slet ikke at tale om de politiske indlæg, hvor jeg – set i retrospekt – som regel altid lyder vredere og mere sarkastisk, end jeg egentlig er. Det er en erhvervsskade, tror jeg. Bliver altid mere spydig og perfid i politiske debatter på skrift.

Mon jeg er helt alene heri? Er de nærværende læsere anderledes den samme på skrift som i virkelighedens verden?

Om hvepse og pelikaner

For ikke så forfærdelig længe siden berettede jeg om min gamle kærlighed for basketholdet Charlotte Hornets, der siden flyttede til Louisiana og blev til New Orleans Hornets. Men ak, intet er længere helligt og alt godt kommer til en ende. ‘Hornets’-franchisen står over for en navneforandring:

The New Orleans Hornets are expected to change their nickname to the Pelicans as early as the 2013-14 season, numerous sources told Yahoo! Sports. The Hornets planned to change their nickname since Tom Benson, owner of the New Orleans Saints, purchased the team on April 14. Benson also owns the rights to the nickname Pelicans.

The Hornets also considered the nicknames Krewe (groups of costumed paraders in the annual Mardi Gras carnival in New Orleans) and Brass.

Louisiana is the Pelican State. The brown pelican is the state bird and appears on the state flag and seal, and official state painting. Moreover, the Pelicans played minor league baseball in New Orleans in all but nine seasons from 1887-1959 and in 1977.

Gayle Benson, Benson’s wife, told Fox Sports New Orleans recently her preference for new team colors was navy blue, red and gold. The Hornets came to New Orleans in 2002 from Charlotte. New Orleans has also had an NBA team called the Jazz, which moved to Salt Lake City in 1979.

Nuvel, jeg kan sådan set godt købe de lokalhistoriske og kulturelle argumenter for navneskiftet. Man kan så selvsagt diskutere hvor godt et navn ‘New Orleans Pelicans’ er. Jeg må indrømme, at det gør mig lidt lun i trussen. Det fungerer hos mig. Særlig efter at have læst det episke forsvar i artiklen “Fuck You, Pelicans Are Awesome: A Defense Of The NBA’s Best New Team Name”. Det viser sig nemlig, at pelikanen er et ganske frygtindgydende dyr:

So it looks like the New Orleans Hornets are going to change their name to become the Pelicans. You look around, and there are a bunch of smartasses making fun of this new name. Oh, a pelican, that’s intimidating, they sneer. Well, here’s what’s up. These people don’t know anything about good team names, and they sure as shit don’t know anything about pelicans.

You’re probably picturing a big, clumsy poof of a bird stumbling around in the shallows, picking at weeds. Wrong. The pelican is fearsome. Take a raven, for example: it’s omnivorous. It eats bugs, and seeds, and fruit, and carrion. Compared to the well-rounded citizen that is the raven, the pelican is the serial killer of birds. Not only is it a carnivore—it is a hypercarnivore. (That’s a scientific term; look it up.) The pelican eats meat, and only meat. The pelican doesn’t eat anything that didn’t used to be alive. What’s more—unlike an eagle or a falcon—the pelican almost never scavenges someone else’s kill. It craves warm flesh, so it gets the job done itself.

The pelican will eat as much as four pounds of fish per day, nearly half its body weight. Its bloodlust is insatiable. It wants to kill you and everyone you’ve ever cared about. Don’t believe me? Here’s a pelican eating baby ducklings. And because that’s not cruel enough, it makes their mother watch.

And here’s a pelican eating a pigeon whole, in front of traumatized children.

ADVARSEL! DET ER TO STÆRKE OG POTENTIELT EMOTIONELT FORKRØBLENDE FILM! Jøsses, det er en grusom og drabelig fugl! Jeg får svedige håndflader og kuldegysninger alene ved tanken om ovenstående film. Og hvis det ikke er nok, så er pelikaner tilmed selvopofrende og holdspillere:

But the pelican isn’t just a mindless see-it-and-eat-it hunter, oh no. They work together. A bunch of pelicans will practice “cooperative fishing,” herding fish into a central area so they can take turns dive-bombing the prey. Hear that, rest of the NBA? Pelicans work as a team.

They’re so noble, they’re pretty much deities. During times of famine, it was said, the mother pelican would draw her own blood to feed her young, and the early church quickly adopted the pelican as a symbol for the Christ. Do you see anyone worshipping a seahawk? You do not.

We’ve already established that a pelican’s offense is unmatched. But they’re selfless defenders as well. Here’s a New York Times story from 1910, about a “marauding weasel” that found its way into the pigeon coop at the Central Park Zoo. Did the zoo’s pelicans, Hidalgo Pete, Signor Gomez, and Sanchez Hoolihoo, run away? Did they stare helplessly as the weasel trespassed on their property and helped itself to a meal? They did not. They chased the weasel away from the pigeons, and cornering it against a mesh fence, beat it to death. “Even after the animal was dead the two pelicans…kept jabbing their bills at it.”

Hidalgo Pete suffered a broken wing in the melee, but that’s just what pelicans do. They give up their own bodies to protect their court. There’s no way New Orleans will lose a home game.

Når nu vi har fået etableret, at pelikanen er en dræber og en bad-ass på niveau med de allerværste, er det på tide at få aflivet misforståelsen om at navnet ikke er stærkt nok. Skribenten ovenfor har følgende fornuftige pointe:

Most of the criticism of the New Orleans Pelicans name is that it’s not fearsome enough. We’ve established how bullshit that is, but you get the sense these bellyachers would have been happy with a more traditional predatory animal. Well, that’s how pro sports team got into the mess they’re in today.

The truly classic names aren’t aggressive—Yankees, Packers, Browns, Maple Leafs—and yet they’d never get past the first public Facebook vote today. Not edgy enough. For the last couple decades, franchises have just been picking whatever deadly local animal springs to mind. And so we’ve ended up with “cool-sounding” names like the Timberwolves, Grizzlies, Diamondbacks, and Devil Rays, which sound like they ought to be Arena Football teams. Barring that, the default has been the predatory cat, and just in the last 20 years, we have the Jaguars, Bobcats, two different Panthers, and the oh-so-imaginative Predators, whose logo is a saber-toothed tiger.

The Pelicans are here to assure you that your mascot can have a killer instinct and local significance without appealing to a fourth-grader’s sensibilities.

Jeg er helt enig. At døbe sit lokale hold efter et eller andet fjollet kattedyr, er på niveau med de to nordjyske ishockeyhold Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks. Hold nu op! Vi bor ikke i Caribien, vel? Der er med megen stor sandsynlighed aldrig nogen aalborgensere, der har været ude på de syv have og kapre spanske guldtransporter fra kolonierne i Sydamerika. Og hvad har en eller anden lasket fugl i øvrigt med ishockey at gøre? Ja, jeg spørger bare.

Samlet set lyder New Orleans Pelicans slet ikke tosset. Jeg tror sådan set heller ikke, at mine favoritter fra Pittsburgh Penguins ville have fået godkendt det navn, hvis de overlod det til pøbelvældet på Facebook at bestemme. Ej heller højtelskede hold som Baltimore Orioles, der er opkaldt efter en farverig lille fugl. Sidst, men ikke mindst, så åbner det op for at der igen kan blive et Charlotte Hornets:

Some fans of the Charlotte Bobcats are hoping to get their old Hornets nickname back. The Hornets began playing in Charlotte in 1988. Bobcats owner Michael Jordan told The Charlotte Observer he would consider changing it back to Hornets if the name was available.

Hvad kan man ønske sig mere her i livet?

Aktuel eskapisme

Et triumvirat hersker uindskrænket indenfor fantasygenren. Tre mænd (to er døde, en er selve definitionen af den gnavne gamle mand) dominerer hylderne i ’sci-fi & fantasy’ sektionerne i alverdens boghandlere og lufthavne.

J.R.R. Tolkien er hvad man i amerikanske krimiserier ville kalde for genrens OG. Det meste indenfor genren er enten skrevet efter ham eller op imod ham. Efter en behagelig pause fra hysteriet afstedkommet af ’Ringenes Herre’ filmene (2001-2003), skal vi med filmatiseringen af ’The Hobbit’ nu igen martres af hans hobitter, orker, New Zealandske landskaber og keltiske mytologi. Det bliver ulideligt, men kasseapparatet skal nok klimpre lystigt alligevel.

Den anden (og nulevende) fantasyhersker er George R.R. Martin. Han er anti-Tolkien. Hvor Tolkiens bøger er fulde af episke helte, høvisk tale, ædle handlinger og klart definerede grænser mellem godt og ondt, så er Martins bøger blodige, dystre, fulde af incest, meningsløs vold, imperfekte helte og forfald. Hans opus magnum er ’A Song of Ice and Fire’ serien, der har opnået fænomenal popularitet. Dels i kraft af egne kvaliteter, dels i kraft af HBO’s fantastiske tv-serie (opkaldt efter den første bog ’A Game of Thrones’). Fantasygenrens klassiske motor (det godes kamp mod – og i sidste ende uundgåelige sejr over – det onde) kortsluttes i Martins bøger. Han bliver ofte beskyldt for at være voldsfetichist og afvigende, men bag den grumme tone gemmer sig et pacifistiske budskab. Volden har altid konsekvenser og er sjældent en løsning. Heller ikke når den udøves af ’de gode’. Seriens eneste ædle og rethandlende person, Eddard Stark, bliver således halshugget uceremonielt trekvart inde i første bind på foranledning af den aldeles uelskelige tronraner Joffrey. Generelt har Martin ingen kvaler med at slå sine hovedpersoner ihjel. Det er forfriskende og vældig post-moderne sådan at lege med læsernes følelser, men også farligt.

Faren opstår især fordi Martins skrivetempo er legendarisk langsomt. Der gik således fem år mellem bog tre, ’A Storm of Swords’ og bog fire ’A Feast for Crows’ – og siden igen seks år inden den femte bog, ’A Dance with Dragons’ udkom sidste sommer. I sig selv er det ikke problematisk at forfattere tager sig den tid, de har brug. Faktisk er det bedre, end at de udgiver et eller andet uigennemarbejdet sprøjt. Men Martin tog en problematisk beslutning efter den fuldstændig fremragende over-the-top episke afslutning i ’A Storm of Swords’. Fremfor at følge op på alle de vildtvoksne plottråde og hans cliffhanger slutning, valgte han kun at fokusere på halvdelen af personerne i den efterfølgende ’A Feast for Crows’. Det var en fejl. Nu skrev jeg godt nok før, at der ikke er helte i Martins bøger, men det passer ikke helt. Nogle af de fejlbehæftede personer er mere elskelige end andre. Og 90 pct. af alle læserne har enten Jon Snow, Arya Stark eller Tyrion Lannister som yndlingspersoner. Det kan ikke være anderledes. Så at skrive en bog på 900 sider, hvor man fuldstændig ignorerer de karakteres skæbne – vel at mærke efter at have lade ens læsere vente i fem år – var grove løjer. Ikke at det generede Martin betydeligt. Han tog som nævnt seks år mere om næste bog, så i alt måtte fans af Tyrion vente 11 år efter ’A Storm of Snow’ på at høre nyt om deres yndling. Det kræver selvtillid eller enganske ualmindelig tilstand af kold-i-røven at behandle sine læsere på den måde. Nu venter vi så alle på sjette bind, ’The Winds of Winter’ der udkommer engang i udefinerbar fremtid. Martin er nok ligeglad med læsernes utålmodighed. Han sælger blot flere og flere bøger i takt med at tv-seriens popularitet, og har næppe travlt med at blive færdig med sit guldæg.

En del læsere er nervøse for, at Martin skal få samme skæbne som den sidste af de tre fantasykonger. Robert Jordan døde i 2007 uden at have færdiggjort genrens måske allermest episke og ambitiøse værk, fjorten binds serien ’A Wheel of Time’. De sidste tre bind er blevet skrevet færdig af et andet hotshot indenfor genren, Brandon Sanderson, og det sidste, ’A Memory of Light’ udkommer her i januar 2013. Jordans fanskare er enorm, og bogen bør blive en stensikker nummer 1 på New York Times’ bestsellerliste. Jordan er imidlertid også lidt af en vandedeler. Enten elsker man ham ubetinget, eller også kan man ikke holde ham ud. Selv hælder jeg nok mod den sidste lejr. Lidt karikeret kan man kalde Jordan for Tolkiens arving. Han har adopteret alle Tolkiens værdier (den ekstensive verdensbygning, den højstemte tone, den klare godt-ondt opdeling), og har tilmed mimeret hans skrivestil. Hvor Martin er en udpræget plotmand, så er den neo-Tolkienske Jordan ligesom læremesteren meget mere optaget af landskabsbeskrivelser, ædel tale og udpenslinger af hvordan en kvindes kjole ser ud. Det betyder, at Jordans bøger ofte er meget lange, uden at der nødvendigvis sker ret meget.

Det er på mange måder synd, at Jordan på den måde så ukritisk har adopteret det Tolkienske syn på hvordan fantasy bør skrives. For bag det uendelige spæklag af overflødige beskrivelser og ord, ord, ord, gemmer der sig et ret interessant plot, der i en mindre ekstensiv forfatters hænder kunne være blevet endog særdeles glimrende. Jordan er ikke videre original, men hans styrke består i at han er ferm til at videreudvikle de koncepter, han stjæler fra andre. Den første bog i serien, ’The Eye of the World’, tyvstjæler plot og rammer fra Tolkien og Star Wars. Frank Herberts sci-fi mesterværk ’Dune’ har åbenlyst også inspireret. Den kvindelige ridderorden Aes Sedai er en slet skjult kopi af Bene Gesserit kulten. Aiel folkefærdet bygger skamløst på ’Fremen’ ørkenfolket. Og tanken om den mandlige frelser er ligeledes kalkeret fra ’Dune’ universets tanker om ’Kwisatz Haderach’. Så er der de mindre detaljer, såsom at Seanchan folket er stærkt inspireret af ’Kelewan’ universet i Raymond E. Feists ’Magician’ fra 1982.

Helhedsindtrykket er, at Jordan er god til at syntetisere andres koncepter, men ikke til selv at lave noget banebrydende genialt. Det er en kulturel model, der godt kan fungere. Langt de fleste popgrupper og -musikere benytter sig af den. Og jeg ville godt kunne leve med det, hvis ikke Jordan var så stor en slave af Tolkien. Jeg har nu kæmpet mig igennem de to første bind af ’Wheel of Time’ serien. Det var en prøvelse. Vi taler små 1900 sider, hvoraf der er bevægelse i plottet på måske 300 af dem. Efter moden overvejelse, stopper jeg derfor nu. Min sjæl kan ikke holde til at læse flere sider om hvordan de underskønne gobeliner ser ud i salene i paladset i Caemlyn. Suk.

Spørgsmålet er nu kun, hvor jeg skal gå videre herfra. Pt. er der ikke så mange ’klassikere’ indenfor fantasygenren, som jeg mangler at få set på. Jeg overvejer at substituere tilbage til science-fiction, som jeg har forsømt igennem det sidste års tid. Flere boganmeldelser følger nok.

Let stagnerende sci-fi serier

Efter vi har fået Netflix, er vi i færd med at få afsluttet ’Dollhouse’. Vi ser den forholdsvis kort tid efter at have fortæret syvende sæson af ’Supernatural’ og fjerde sæson af ’Fringe’. Det giver mening at sammenligne de tre serier, der alle befinder sig i den brede bås af overnaturlige tv-serier. Det er klart, at ’Dollhouse’ som serie lider under, at den fik den klassiske Josh Whedon skæbne med alt for tidlig afslutning. Den store historie bliver aldrig rigtig foldet ud i de to sæsoner, men serien rummer uhyre stærke karakterer, kreative enkeltstående afsnit og et grundlæggende genialt koncept. Se den, hvis du har Netflix (men først når du har set ‘Firefly’, Whedons endnu bedre sci-fi serie, der også er på Netflix).

Heroverfor pludrer både ’Supernatural’ og ’Fringe’ rundt i deres senmoderne kvaler. ’Fringe’ burde nok retteligt være stoppet efter tredje sæson, der blev afsluttet på sublim vis. Fjerde sæsons story arch fungerer ikke rigtig og monster-of-the-week afsnittene er spagfærdige. Det er nærmest kun John Noble i rollen som Walter Bishop, der stadig bærer serien videre. De afsnit jeg har streamet af sæson 5, har ikke været overbevisende hidtil. Jeg er en anelse nervøs, må jeg indrømme.

’Supernatural’ er i mindre faldefærdig tilstand. Bevares, Leviathans-historien i sæson syv er ikke fremragende, men serien er stadig tv-genrens mest trofaste leverandør af den følelse af nonstop eventyr, spænding og humor, som en film som ’Indiana Jones: Raiders of the Lost Ark’ er bedste eksempel på. Der skal dog strammes op i sæson otte, ellers slingrer toget simpelthen for meget. Hvis en sæson rummer mere end fem svage afsnit, så begynder der at sprede sig en ubehagelig dunst af aflysningstruet.

Generelt er jeg lidt loren ved den aktuelle standard af eventyr/fantasy/sci-fi tv-serier. Udover netop ’Fringe’ og ’Supernatural’, er der reelt kun ’Revolution’, der leverer narko til ’Lost’-segmentet. Måske jeg har overset nogen? I så fald hører jeg gerne fra mere oplyste læsere.

Det taler vi ikke mere om

En begivenhedsrig weekend nærmer sig sin afslutning. Jeg havde fornøjelsen af en tur til København (stadig savnet på daglig basis) torsdag til lørdag. Dels var der et møde i min arbejdsgivers interesseorganisation, dels skulle Jordhule 1.0 overdrages til sin nye ejer og vores sidste ejendele flyttes fra lejligheden. Det blev til 23 flyttekasser med bøger (næsten, der sneg sig også moderate mængder køkkengrej med), så bestræbelserne på at bygge Nordjyllands udgave af biblioteket i Alexandria pågår ufortrødent. Det var i sagens natur en anelse vemodigt at sige farvel til det sted, vi har boet siden 2007. Krydret med en vis lettelse over at slippe for en vægtig økonomisk post i budgettet – og en jævn tilfredshed over at være komme afsted med en kun moderat vansirende økonomisk lussing. Nå, ja, og så fyldte jeg år lørdag. Det vil jeg nøjes med at lade Aimee Mann og Everything But The Girl om at bearbejde terapeutisk.