Årets bedste sange i 2012

2012 nærmer sig sin afslutning, og det er tid til den rituelle gennemgang af årets vigtigste sange i husholdningen. Der er ikke en klart udviklet metodologi bag listen. Sangene behøver ikke være fra 2012, men er mest af alt udtryk for hvilken musik, jeg har lyttet mest til de sidste 12 måneder. Tidligere år har jeg benyttet mig af ’antal afspilninger’ funktionen i iTunes, men den målevariabel er blevet upræcis med Spotifys indtog i mit liv. Uanset hvad og hvilke metodologiske kvaler I end måtte have, så er nedenstående sange de i mine øjne centrale værker fra årets der gik. De bør kanoniseres hurtigst muligt.

 

Miguel ’Adorn’

Årets ubetinget vigtigste og bedste sang. Miguel styrede husholdning med jernhånd, især efter at den unge mand også erobrede Den Bedre Halvdels hjerte. ’Adorn’ er den mest romantiske, sexede, velkomponerede og fængende r’n’b/pop kreation i nyere tid. Den lyder som en opdateret (og bedre) udgave af Marvin Gayes ’Sexual Healing’. De vil også lytte betaget til den om 20 og 30 år.

 

Miguel ’Do You’

’Do You’ er ’Adorns’ endnu mere beskidte lillebror. Tilbage i oktober skrev jeg: ”Hør lige hvordan sangen nærmest går i overdrive efter 01:00. Fra sfæriske synth-rytmer til møgbeskidte trommer. Føl hvordan bassen hamrer igennem ved 01:18. Miguels narko-romantiske tilnærmelser skaffer ham en øjeblikkelig topplacering på listen over aktuelle førsteelskere. Han crooner (og ser ud) som en ung Prince. Det er 2012’s mest imponerende soulkreation”. Sidstnævnte var en overdrivelse, for Miguel overgik sig selv med ‘Adorn’. Men ‘Do You’ er stadig lysår foran snart sagt alle andre sange fra 2012.

 

Dawes ‘Time Spent in Los Angeles’

Jeg lyttede stort set uafbrudt til ‘Time Spent in Los Angeles’ i foråret i Bruxelles. Jeg savnede Den Bedre Halvdel, og ville bare gerne hjem snart. Hvis jeg erstattede ‘Los Angeles’ med ‘Brussels’, kunne jeg sagtens trille rundt i Belgien og forestille mig at sangen handlede om lige netop mig. Årets mest melodiske og sentimentale værk.

 

Sky Ferreira: ‘Everything is Embarrassing’

Den ene af to ‘lyden-af-tidlig-Madonna’ sange på listen (den anden er Solange ‘Losing You’). Tilbage i oktober skrev jeg: “Når jeg lytter til sangen, visualiserer jeg mig på dansegulvet til promfesten i en af John Hughes’ teenagefilm. Faktisk, så tror jeg at Molly Ringwald lige har hevet mig ud at danse. Jeg står nu og stamper akavet med mit pandehår, min socialt hæmmende akne og mine grimme Converse-sko. Men hvad gør det, for vi danser og hun har så bløde læber”. Der er præmier til den af jer, der kan gætte hvad sidste linje er en reference til.

 

Solange ‘Losing You’

En sen tilføjelse her i December. Solange, den stakkels gøj, er muligvis lidt brændemærket af at være Beyoncés lillesøster. Sagen er imidlertid den, at hun er lysår bedre end søsteren. I ’Losing You’ ligner og lyder hun som en ny og smuk gendigtning af Neneh Cherry, særlig hvis sidstnævnte lavede en ny og fremragende blip-bloppende coverversion af Massive Attacks ’Unfinished Sympathy’. Videoen er optaget i Sydafrika og er tilpas skæv til at man kan holde ud at se den i sin helhed. Alle jeg spiller den for siger “Det lyder som tidlig Madonna”. Måske de har ret. Et popmesterværk er det ihvertfald.

 

Flying Burrito Brothers ‘Burrito #2’

I midten af 2012 lånte jeg nogle tidlige country-rock cd’er på biblioteket. Jeg var særlig innteresseret i de værker, som legenden Gram Parsons havde været involveret i, bl.a. The Byrds ‘Sweetheart of the Rodeo’ og Flying Burrito Brothers ‘The Guilded Palace of Sin’. Tilskyndelsen hertil kom egentlig efter at have hørt den svært fængende ‘Christine’s Tune’ af netop Flying Burrito Brothers i et afsnit af ‘True Blood’. Det viste sig imidlertid, at sangen ‘Burrito #2’, sin åndssvage titel til trods, er et musikalsk mesterværk.

 

Kendrick Lamar ‘A.D.H.D.’

‘A.D.H.D.’ er egentlig fra 2011, og Kendrick Lamar udgav senere hvad musikpressen kaldte 2012’s bedste hiphop album. Jeg var og er imidlertid ikke færdig med det dystopiske mesterværk, ‘A.D.H.D.’ er. Her på musikbloggenes svar på elefantkirkegården skrev jeg: ‘Er det monstro det mest begavede og forbitrede hæp-hop siden Blackalicious? Mon teksten er det hidtil mest deprimerende gravskrift for en tabt generation? Er Kendrick Larmar mon den nye Mos Def?’. Og ja, det tror jeg faktisk han er.

 

Frank Ocean ‘Novacane’

Igen en sang fra 2011, og igen en kunstner der i 2012 udgav et über-hypet album (det fremragende ’Channel Orange’). Som med Kendrick Lamar er vi i en dyster, no-future verden, hvor stofferne anvendes til at dulme smerten med følelsesløshed. At det så pakkes ind i en smuk symfonisk ramme, ja, det gør kun det samlede indtryk stærkere. For de mere kærlighedssyge og romantisk indstillede kan Oceans ’Thinkin’ About You’ anbefales.

 

Pet Shop Boys ’Leaving’

’Leaving’ er bedste sang fra det udmærkede nye PSB-album. Måske burde den ikke have en plads her på listen. Men der er trods alt tale om den (rent musikhistorisk) vigtigste gruppe i mit liv, og plinky-plonky lydtapetet var nok til at jeg brummede som en veltilpas abekat i færd med at blive kløet på ryggen.

 

Ulige Numre ’København’

Igen en af disse skamløst sentimentale sange, der giver meget mening, hvis man er udstationeret i udlandet (eller eksileret i Nordjylland). Ulige Numre pirrer min teen angst, som ingen har gjort det siden Håkan Hellströms to første album. Videoen er i øvrigt en af de bedste i nyere dansk musikhistorie.

 

Honorable mentions:

Ufærdigt mesterværk

Jeg bruger mit Spotify en del for tiden (eller: I hvert fald de få timer af døgnet, hvor Den Bedre Halvdel ikke bruger min konto til at streame julemusik). Det er en fin måde at lytte til den musik, som jeg tidligere fandt som Mp3’er på musikblogs, lytte til gamle albums eller streame sange som jeg er for nærig til at købe i fysisk form.

En af de nyere sange, der har fyldt mest i de senere måneder er Solange ’Losing You’. Den stakkels gøj er muligvis lidt brændemærket af at være Beyoncés lillesøster. Sagen er imidlertid den, at hun er lysår bedre end søsteren. I ’Losing You’ ligner og lyder hun som en ny og smuk gendigtning af Neneh Cherry, særlig hvis sidstnævnte lavede en ny og fremragende blip-bloppende coverversion af Massive Attacks ’Unfinished Sympathy’. Videoen er optaget i Sydafrika og er tilpas skæv til at man kan holde ud at se den i sin helhed. Den samlede pakke ryger ubesværet ind på min top 5 over årets bedste sange.

Aktuel eskapisme

Et triumvirat hersker uindskrænket indenfor fantasygenren. Tre mænd (to er døde, en er selve definitionen af den gnavne gamle mand) dominerer hylderne i ’sci-fi & fantasy’ sektionerne i alverdens boghandlere og lufthavne.

J.R.R. Tolkien er hvad man i amerikanske krimiserier ville kalde for genrens OG. Det meste indenfor genren er enten skrevet efter ham eller op imod ham. Efter en behagelig pause fra hysteriet afstedkommet af ’Ringenes Herre’ filmene (2001-2003), skal vi med filmatiseringen af ’The Hobbit’ nu igen martres af hans hobitter, orker, New Zealandske landskaber og keltiske mytologi. Det bliver ulideligt, men kasseapparatet skal nok klimpre lystigt alligevel.

Den anden (og nulevende) fantasyhersker er George R.R. Martin. Han er anti-Tolkien. Hvor Tolkiens bøger er fulde af episke helte, høvisk tale, ædle handlinger og klart definerede grænser mellem godt og ondt, så er Martins bøger blodige, dystre, fulde af incest, meningsløs vold, imperfekte helte og forfald. Hans opus magnum er ’A Song of Ice and Fire’ serien, der har opnået fænomenal popularitet. Dels i kraft af egne kvaliteter, dels i kraft af HBO’s fantastiske tv-serie (opkaldt efter den første bog ’A Game of Thrones’). Fantasygenrens klassiske motor (det godes kamp mod – og i sidste ende uundgåelige sejr over – det onde) kortsluttes i Martins bøger. Han bliver ofte beskyldt for at være voldsfetichist og afvigende, men bag den grumme tone gemmer sig et pacifistiske budskab. Volden har altid konsekvenser og er sjældent en løsning. Heller ikke når den udøves af ’de gode’. Seriens eneste ædle og rethandlende person, Eddard Stark, bliver således halshugget uceremonielt trekvart inde i første bind på foranledning af den aldeles uelskelige tronraner Joffrey. Generelt har Martin ingen kvaler med at slå sine hovedpersoner ihjel. Det er forfriskende og vældig post-moderne sådan at lege med læsernes følelser, men også farligt.

Faren opstår især fordi Martins skrivetempo er legendarisk langsomt. Der gik således fem år mellem bog tre, ’A Storm of Swords’ og bog fire ’A Feast for Crows’ – og siden igen seks år inden den femte bog, ’A Dance with Dragons’ udkom sidste sommer. I sig selv er det ikke problematisk at forfattere tager sig den tid, de har brug. Faktisk er det bedre, end at de udgiver et eller andet uigennemarbejdet sprøjt. Men Martin tog en problematisk beslutning efter den fuldstændig fremragende over-the-top episke afslutning i ’A Storm of Swords’. Fremfor at følge op på alle de vildtvoksne plottråde og hans cliffhanger slutning, valgte han kun at fokusere på halvdelen af personerne i den efterfølgende ’A Feast for Crows’. Det var en fejl. Nu skrev jeg godt nok før, at der ikke er helte i Martins bøger, men det passer ikke helt. Nogle af de fejlbehæftede personer er mere elskelige end andre. Og 90 pct. af alle læserne har enten Jon Snow, Arya Stark eller Tyrion Lannister som yndlingspersoner. Det kan ikke være anderledes. Så at skrive en bog på 900 sider, hvor man fuldstændig ignorerer de karakteres skæbne – vel at mærke efter at have lade ens læsere vente i fem år – var grove løjer. Ikke at det generede Martin betydeligt. Han tog som nævnt seks år mere om næste bog, så i alt måtte fans af Tyrion vente 11 år efter ’A Storm of Snow’ på at høre nyt om deres yndling. Det kræver selvtillid eller enganske ualmindelig tilstand af kold-i-røven at behandle sine læsere på den måde. Nu venter vi så alle på sjette bind, ’The Winds of Winter’ der udkommer engang i udefinerbar fremtid. Martin er nok ligeglad med læsernes utålmodighed. Han sælger blot flere og flere bøger i takt med at tv-seriens popularitet, og har næppe travlt med at blive færdig med sit guldæg.

En del læsere er nervøse for, at Martin skal få samme skæbne som den sidste af de tre fantasykonger. Robert Jordan døde i 2007 uden at have færdiggjort genrens måske allermest episke og ambitiøse værk, fjorten binds serien ’A Wheel of Time’. De sidste tre bind er blevet skrevet færdig af et andet hotshot indenfor genren, Brandon Sanderson, og det sidste, ’A Memory of Light’ udkommer her i januar 2013. Jordans fanskare er enorm, og bogen bør blive en stensikker nummer 1 på New York Times’ bestsellerliste. Jordan er imidlertid også lidt af en vandedeler. Enten elsker man ham ubetinget, eller også kan man ikke holde ham ud. Selv hælder jeg nok mod den sidste lejr. Lidt karikeret kan man kalde Jordan for Tolkiens arving. Han har adopteret alle Tolkiens værdier (den ekstensive verdensbygning, den højstemte tone, den klare godt-ondt opdeling), og har tilmed mimeret hans skrivestil. Hvor Martin er en udpræget plotmand, så er den neo-Tolkienske Jordan ligesom læremesteren meget mere optaget af landskabsbeskrivelser, ædel tale og udpenslinger af hvordan en kvindes kjole ser ud. Det betyder, at Jordans bøger ofte er meget lange, uden at der nødvendigvis sker ret meget.

Det er på mange måder synd, at Jordan på den måde så ukritisk har adopteret det Tolkienske syn på hvordan fantasy bør skrives. For bag det uendelige spæklag af overflødige beskrivelser og ord, ord, ord, gemmer der sig et ret interessant plot, der i en mindre ekstensiv forfatters hænder kunne være blevet endog særdeles glimrende. Jordan er ikke videre original, men hans styrke består i at han er ferm til at videreudvikle de koncepter, han stjæler fra andre. Den første bog i serien, ’The Eye of the World’, tyvstjæler plot og rammer fra Tolkien og Star Wars. Frank Herberts sci-fi mesterværk ’Dune’ har åbenlyst også inspireret. Den kvindelige ridderorden Aes Sedai er en slet skjult kopi af Bene Gesserit kulten. Aiel folkefærdet bygger skamløst på ’Fremen’ ørkenfolket. Og tanken om den mandlige frelser er ligeledes kalkeret fra ’Dune’ universets tanker om ’Kwisatz Haderach’. Så er der de mindre detaljer, såsom at Seanchan folket er stærkt inspireret af ’Kelewan’ universet i Raymond E. Feists ’Magician’ fra 1982.

Helhedsindtrykket er, at Jordan er god til at syntetisere andres koncepter, men ikke til selv at lave noget banebrydende genialt. Det er en kulturel model, der godt kan fungere. Langt de fleste popgrupper og -musikere benytter sig af den. Og jeg ville godt kunne leve med det, hvis ikke Jordan var så stor en slave af Tolkien. Jeg har nu kæmpet mig igennem de to første bind af ’Wheel of Time’ serien. Det var en prøvelse. Vi taler små 1900 sider, hvoraf der er bevægelse i plottet på måske 300 af dem. Efter moden overvejelse, stopper jeg derfor nu. Min sjæl kan ikke holde til at læse flere sider om hvordan de underskønne gobeliner ser ud i salene i paladset i Caemlyn. Suk.

Spørgsmålet er nu kun, hvor jeg skal gå videre herfra. Pt. er der ikke så mange ’klassikere’ indenfor fantasygenren, som jeg mangler at få set på. Jeg overvejer at substituere tilbage til science-fiction, som jeg har forsømt igennem det sidste års tid. Flere boganmeldelser følger nok.

Let stagnerende sci-fi serier

Efter vi har fået Netflix, er vi i færd med at få afsluttet ’Dollhouse’. Vi ser den forholdsvis kort tid efter at have fortæret syvende sæson af ’Supernatural’ og fjerde sæson af ’Fringe’. Det giver mening at sammenligne de tre serier, der alle befinder sig i den brede bås af overnaturlige tv-serier. Det er klart, at ’Dollhouse’ som serie lider under, at den fik den klassiske Josh Whedon skæbne med alt for tidlig afslutning. Den store historie bliver aldrig rigtig foldet ud i de to sæsoner, men serien rummer uhyre stærke karakterer, kreative enkeltstående afsnit og et grundlæggende genialt koncept. Se den, hvis du har Netflix (men først når du har set ‘Firefly’, Whedons endnu bedre sci-fi serie, der også er på Netflix).

Heroverfor pludrer både ’Supernatural’ og ’Fringe’ rundt i deres senmoderne kvaler. ’Fringe’ burde nok retteligt være stoppet efter tredje sæson, der blev afsluttet på sublim vis. Fjerde sæsons story arch fungerer ikke rigtig og monster-of-the-week afsnittene er spagfærdige. Det er nærmest kun John Noble i rollen som Walter Bishop, der stadig bærer serien videre. De afsnit jeg har streamet af sæson 5, har ikke været overbevisende hidtil. Jeg er en anelse nervøs, må jeg indrømme.

’Supernatural’ er i mindre faldefærdig tilstand. Bevares, Leviathans-historien i sæson syv er ikke fremragende, men serien er stadig tv-genrens mest trofaste leverandør af den følelse af nonstop eventyr, spænding og humor, som en film som ’Indiana Jones: Raiders of the Lost Ark’ er bedste eksempel på. Der skal dog strammes op i sæson otte, ellers slingrer toget simpelthen for meget. Hvis en sæson rummer mere end fem svage afsnit, så begynder der at sprede sig en ubehagelig dunst af aflysningstruet.

Generelt er jeg lidt loren ved den aktuelle standard af eventyr/fantasy/sci-fi tv-serier. Udover netop ’Fringe’ og ’Supernatural’, er der reelt kun ’Revolution’, der leverer narko til ’Lost’-segmentet. Måske jeg har overset nogen? I så fald hører jeg gerne fra mere oplyste læsere.