Popscene

Lytter til Pulp på Spotify. Deres sangtitler er næsten på niveau med The Smiths og Morrissey. Jeg nævner i flæng:

  • ‘Cocaine Socialism’
  • ‘They Suffocate at Night’
  • ‘Mis-shapes’
  • ‘Common People’
  • ‘Help the Aged’
  • ‘Do You Remember the First Time?’
  • ‘Lipgloss’

Musikalsk er de mere ustabile. Virkelige højdepunkter (25 pct), noget jævnt godt (50 pct), men også noget ubegribeligt bras (25 pct). Som Blur, faktisk. De to grupper bærer på et skæbnesfællesskab. Tror at de skal være drivkraften i navnet på min nye episke teori. ‘Blur/Pulp-ratioen’. Kvaliteten af alle musikeres (solister og grupper) materiale vil henover en lang karriere tilnærme sig Blur/Pulp-ratioen, dvs en. 25-50-25 fordeling. Jeg imødeser spændt om nogle af de nærværende læsere kan modbevise denne naturlov.

Fast break

Forleden læste jeg under en af de uendelige busture til og fra arbejde en fremragende artikel om basketholdet Oklahoma City Thunder og deres superstjerne Kevin Durant. Den er anbefalelsesværdig, selv hvis man ikke er stærkt optaget af basket. Og Thunder er et sympatisk hold.

Jeg har været interesseret i basket lige siden jeg fik en af Charlotte Hornets smukke kemisk affald-farvede t-shirts under en sommerferie i Italien i de tidligere 1990’ere. Der var således en del år, hvor jeg hver morgen klikkede ind på text-tv’et (ja, det var før internettet, kids!) på den nu hedengangne tyske sportskanal DSF for at blive opdateret på nattens resultater i basket (NBA) og ishockey (NHL). DR og TV2 leverede ikke den service, men det gjorde de altid prisværdige tyskere. Mit humør den dag kunne således gå fra svimlende dybder til euforiske højder, alt efter hvordan kampene med Hornets og Pittsburgh Penguins havde udartet sig.

Men tiden går jo, og jeg fik andre og mere pekuniære interesser. Jeg selv kom kun på Aalborg Katedralskoles pænt ringe B-hold på i gymnasieturneringen (vi vandt dog over Hasseris Gymnasiums om muligt endnu mere elendige dittohold), Charlotte Hornets gik nedenom og hjem (franchisen flyttede til New Orleans), min yndlingspiller Muggsy Bugues (den mindste spiller i NBA nogensinde) gik på pension, og AaB og Lazio begyndte at vinde mesterskaber (hvorfor mit fokus blev flyttet til andre sportsgrene).

Det står dog forhåbentlig nu klart for de hårdtprøvede læsere, at basket er en gammel kjærlighed for skribenten. Derfor var det en stor, ja, nærmest ENORM oplevelse, da vi forrige fredag var til mit livs første NBA-kamp. Det foregik i Pepsi Center i Denver, og opgøret stod mellem Denver Nuggets og Utah Jazz.

Egentlig havde jeg ikke det store forhold til Nuggets før vi skulle af sted til Colorado, men man skulle da være en skidt fugl, hvis man ikke elsker sin første, rigtige NBA-kæreste.

Og vi fik mere at glædes over. Denver vandt med 104-84 efter en stærkt underholdende kamp. Meget kan man sige om amerikanerne, men de formår altså at gøre deres sport til noget sjovt. Beklager det ikke specielt fremragende billede, men det var altså hvad jeg og min iPhone kunne bedrive det til. Jazz har straffekast. Vi buede naturligvis.

Jeg er også ret optaget af den elitisme, som amerikanerne dyrker deres sportsgrene med. Deres gennemført professionelle afvikling af basket og football på high school og universitetseniveau er dybt imponerende. Collegesporten og identificeringen med ens alma mater er enorm. I Boulder gik stort set alle rundt i trøjer fra University of Colorado’s hold (Buffaloes, eller mere alment: Buffs).

Hvis man tænker over det, så er alle spillerne på ovennævnte billede konsekvent være blandt de to-tre bedste på samtlige deres hold igennem hele livet. Der er kun 30 professionelle hold i USA, så man skal virkelig være creme de la creme for at slå igennem. Det er dybt imponerende.

Samlet set var det en kæmpe oplevelse at se en NBA-kamp. Stemningen var fremragende uden skyggen af europæisk hooliganisme (et fravær, jeg også bemærkede da vi var inde at se New York Yankees sidste maj). Og niveauet var i sagens natur lysår højere end da vi var inde og se Jämtland Basket sidste jul. Hvis I kommer i nærheden af en NBA-kamp i fremtiden, kan jeg kun anbefale at investere i en billet. For vores eget vedkommende bliver næste amerikanske sportsoplevelse antageligvis en college football kamp i Texas. Det skulle være noget af det største.

PS: Har I nogensinde funderet over hvorfor mormonerne i Utah skulle være specielt jazzede? Det skyldes – ved jeg nu -, at den oprindelige franchise hed ’New Orleans Jazz’, men at ejerne flyttede holdet til Salt Lake City tilbage i 1979. På samme måde, som at ikke specielt søagtige ’Los Angeles Lakers’ oprindeligt stammer fra markant mere vådlandsprægede Minneapolis.  Og nu ved I så også, hvorfor at New Orleans kunne stjæle Hornets franchisen fra Charlotte.

Suk.

Fængende læsning

Det vil næppe styrke mit flossede renomme i de litterære kredse, men hvis jeg skuer tilbage, så er de tre skønlitterære bøger, som jeg har været mest intenst opslugt af: Michael Crichton ’Jurassic Park’ (skrevet i 1990, læst i 1994), Peter F. Hamilton ’The Reality Dysfunction’ (skrevet i 1996, læst i 2008) og Justin Cronin ’The Passage’ (skrevet i 2010, i gang med at læse netop NU). Andre bøger har bestemt også haft formende betydning for undertegnede, men i kategorien ’Læser-og-glemmer-tid-og-sted’ kategorien, står de tre alligevel stærkest i erindringen.

Måske det er en anelse præmaturt at hylde ’The Passage’, for jeg er ikke engang halvvejs inde i bogen endnu. Købte den mandag morgen i Amsterdam lufthavn, da jeg manglede læsestof til den sidste del af rejsen. Undervejs i USA havde jeg (foranlediget af den behageligt forvirrende sci-fi agtige filmtrailer) læst David Mitchells ’Cloud Atlas’, hvilket dog viste sig at være noget af en lidt nedslående ’tre stjerner ud af seks’ omgang. Havde derfor brug for noget anderledes sublim underholdning den sidste halvanden time hjemad.

Det må man sige at jeg fik i ’The Passage’. Hvilket er overraskende. For jeg har set bogen mange gange siden 2010. I diverse boghandlere og lufthavne. Undladt at købe den. Måske fordi jeg ikke var klar over, hvad det er for en bog. Måske jeg misforstod dens cover?

På mystisk vis har jeg hver gang bildt mig selv ind, at bogen var en slags Stig Larssonsk krimibog om pædofili og menneskesindets dystre sider. Kan man ikke forledes til at tro det af forsiden? Nej? Ikke det? Uanset hvad, så læser jeg ikke den slags bøger. Ligeså meget jeg elsker sci-fi og fantasy, ligeså meget fnyser jeg hånligt af krimier. Så jeg skulle således ud i de jetlagshærgede ekstremer og en prisnedsættelse til 10 Euro, før end at jeg overgav mig. Det er jeg glad for nu. For sagen er den, at ’The Passage’ er en dystopisk, post-apokalyptisk horror-fantasy bog. Og tro mig, det er fremragende. Jeg har ikke været så godt underholdt og fanget, siden sidst jeg læste dystopiske, post-apokalyptiske horror-fantasy bøger som……’Jurassic Park’ og ’The Reality Dysfunction’.

Måske jeg nu har identificeret min yndlings litteraturgenre? Jeg har læst tonsvis af high fantasy og klassisk sci-fi, men selv ikke episke intergalaktiske krige kan fænge mig ligeså meget som en god gammeldags massakre i det rurale Oklahoma udført af virulente og blodtørstige vampyrer. De første 300 sider i ’The Passage’ er simpelthen det bedste, jeg har læst i lange tider. Har aldrig brudt mig særskilt meget om horrorgenren, men jeg formoder, at ’The Passage’ er ligesom at læse Stephen King, når han er i topform (Cronins bog sammenlignes ofte med Kings ’The Stand’, som åbenbart skulle være en klassiker i verden-går-under genren). Og det bedste af det hele? Det er selvsagt, at efterfølgeren til ’The Passage’ udkom her i begyndelsen af november måned. Coveret ser denne gang tilpas dystert og dragende ud.

 Jeg kommer helt sikkert til at læse den også.

Wanderlust

Nuvel, mine få, men faste, standhaftige og højtelskede læsere – den næste uge må I finde jeres enfoldigheder og lommefilosofi andetsteds. Mandag morgen drager Den Bedre Halvdel og jeg til USA – nærmere bestemt Boulder, Colorado -, hvor min svigerfar de kommende måneder fordriver tiden som gæsteprofessor ved University of Colorado.

Ja, sådan ser der ud. Vejret skulle blive fortryllende – 16 til 19 grader og solrigt – så jeg ser også frem til måske at få mulighed for at trave lidt i de omkringliggende bjerge og siden nyde en kop kaffe på en skinhellig biodynamisk cafe. Ifølge min noget lurvede udgave af Lonely Planet, så er Boulder en hippie by, der går under navnet ’The People’s Republic of Boulder’. Det kan således udvikle sig til en noget, hmmm, skizofren affære at bo på campus, såfremt at Mitt Romney skulle vinde præsidentvalget på tirsdag. Apropos det, så lagde Obama vejen forbi Boulder i torsdags.

Den Bedre Halvdel er ikke helt tilfreds med at vi netop missede det. Selv er jeg afklaret med mit tab. Men spændende bliver valget i hvert fald.

Det bliver en oplevelse af de helt store at opleve en NBA-kamp for første gang! Denver Nuggets har tabt sæsonens to første kampe, men de burde tage solid revanche mod Utah Jazz. Hvis det er ligeså godt som første gang jeg så basket live, bør det blive et af årets højdepunkter. Når vi ikke er involveret i politik eller basket, så skal der ses på brudekjoler (ikke mig, forstås) og den nye Kindle Paperwhite.

Hvis nogle af de nærværende læsere har været i Colorado, modtager jeg gerne gode rejsetips og info om ting, man bør se.