Do or Do not. There is no try

Mon der i virkeligheden er nogen, der har reageret positivt på nyheden om at George Lucas sælger Lucasfilm (og rettighederne til ’Star Wars’ franchisen) til Disney? Vækker nyheden om en syvende film i serien glæde og forventning? Er det en gylden chance for at udvikle og præsentere et fascinerende univers for nye generationer? Eller plages man snarere af resignation og tristesse over, at Lucas er skamløs nok til at lade andre gentage hans eget mislykkede forsøg på at slagte gulvkalven? Personligt er jeg splittet.

På den ene side…

  • Der bliver der stort set ikke lavet rumfilm eller intergalaktiske tv-serier længere. ‘Space Opera’-genren ophørte desværre med ellers mesterlige ‘Battlestar Galactica’. Så at der kommer flere ‘Star Wars’-film, er i den kontekst udelukkende positivt. Jo flere, jo bedre.
  • Datterselskabet LucasArts stod bag adskillige af min ungdoms mest skattede artefakter, nemlig perlerækken af legendariske og fremragende adventurespil såsom ‘Monkey Island’. Jeg er med andre ord intuitivt særdeles velvilligt indstillet overfor Lucasfilm.
  • Måske vil købet også medføre kunstigt åndedræt til ‘Indiana Jones’. Det er hårdt tiltrængt ovenpå den monumentale skuffelse som ‘Indiana Jones & The Crystal Skull’ var tilbage i 2008.
  • At få verfet George Lucas ud kan muligvis genskabe kreativiteten i Lucasfilm. At leve på 70’er og 80’er-meritter, er nu noget bedrøveligt i længden. Og Lucas – manden med filmhistoriens mest kiksede fremstillinger af kærlighed – viste med al tydelighed, at han ikke var opgaven voksen med de nyere ‘Star Wars’-film (1999-2005). Det er med andre ord fint, at navlestrengen bliver kappet.

På den anden side…

  • Disney?! Hvis man ikke kunne lide de små, pusse-nussede og angstprovokerende ewoks i ‘Return of the Jedis’ eller filmhistoriens mest belastende eksisistens, så er købet af Lucasfilm noget nær et dommedagsscenarium.
  • Er det strengt taget nødvendigt med flere ‘Star Wars’ film? Illustrerede den kreative implosion i film I, II og III ikke netop, at den sidste kunstneriske værdi i ‘Star Wars’ universet forlængst er blevet ofret på kommercialismens alter?

Jeg hælder mest til sidstnævnte tolkning. Det skyldes med stor sandsynlighed, at jeg er en gammel og sur mand, der slet ikke er i tvivl om at musik, film og tv umuligt kan laves bedre end det blev gjort i min ungdom – og at de sidste 15-20 år kulturelt har været én lang forfaldshistorie.

Det specifikt interessante ved et filmikon, som de originale ‘Star Wars’ film indiskutabelt må betegnes, er imidlertid den stilskabende popkulturelle betydning, som filmene har haft i eftertiden.

Enhver der har sat sig ned og rent faktisk (gen)set filmene vil ganske hurtigt opdage, at de er voldsomt bedagede og i lange stræk faktisk er ganske kedelige. Helheden fungerer ikke optimalt i nogle af filmene, heller ikke de første tre. Filmene lever så at sige ikke i sig selv, men snarere i kraft af deres über-coole enkeltelementer (og den altfortærende nostalgi og længsel efter en tryg kold krigs verden, som kun folk født omkring 1965-1970 kan levere). Alene en karakter som Han Solo berettiger til legendestatus for en film, men så er der alt det andet: Dødstjerne, lyssværdene, ‘the Force’, intergalaktiske imperier samt sidst, men bestemt ikke mindst, Admiral Ackbar. De originale ‘Star Wars’ film har fundet det samme equilibrium, som ‘Fame’, ‘Casper & Mandrilaftalen’ og Nirvana ‘Nevermind’ også befinder sig i. De har alle det til fælles, at de A) besidder høj nostalgifaktor, B) er anerkendte som legendariske og fantastiske, C) er markant sjovere at tale om end rent faktisk at se/lytte til og D) mest af alt lever igennem referencer i andre popkulturelle fænomener. For ‘Star Wars’ vedkommende betyder det eksempelvis tongue-in-cheek referencer fra blandt andet ‘Family Guy’, ‘Lost’ og den der fabelagtige scene i ‘500 Days of Summer’.

Så udfordringen for Disney i 2015 er (ligesom den var det for George Lucas, da han forsøgte at genoplive ‘Star Wars’ franchisen i 1999) at få skabt et nyt, bedre, kreativt og kunstnerisk legitimt samt ikke mindst kommercielt succesfuldt equilibrium for ‘Star Wars’. Film I, II og III levede nok op til det kommercielle kriterium, men faldt igennem på de øvrige.

Som antydet ovenfor er jeg mistroisk over for om Disney kan løfte arven. Den altid fortryllende sci-fi blog io9 har en række gode forslag til, hvad der rent faktisk kunne sørge for at den nye film ikke bliver rædsom. Nogle af dem er jeg enige i, andre er tåbelige. Personligt kunne jeg godt ønske mig et mørkere ‘Star Wars’ univers, der udforskede hele ‘the Force’ delen noget mere. Men antageligvis får jeg en film med nuttede bjørne, akavede kærlighedsscener med rædsom dialog samt en rumskibskamp til at trøste mig med. Læs med her på stedet i 2015. Jeg sidder klar til at fælden dommen over den kommende film allerede nu.

Sig mig din musiksmag, og jeg skal fortælle dig hvad du stemmer

Stødte på et underholdende blogindlæg på The Guardian ’What does your music say about your politics?’. Indlægget er pragtfuldt. Dels ved jeg nu, at Dionne Warwick (som jeg selv finder fremragende) er fast inventar ved lesbiske fundraising begivenheder. Dels ved jeg nu også, at ’Knowledge of mid and late 90’s indie music is beneficial, but not necessary, as full training on this subject will be provided’, hvis man ønsker et job som politisk assistent for det britiske parlamentsmedlem Stella Creasy. Endelig er det i sagens natur lige præcis sådan nogle liflige, uvidenskabelige og poppede spørgsmål som sammenhængen mellem musiksmag og politiske præferencer, som kan optage mig på en forblæst torsdag.

Dette blogindlæg er udfordret af, at jeg hverken har data eller teori at bygge på. Derfor forlader jeg mig på mine trofaste følgesvende: Intuition, fordomme og vom Hörensagen.

Naturligvis udviskes grænserne i takt med tiden, men man taler jo stadig om ’sort’ og ’hvid’ musik. Det kan der selvfølgelig være medvirkende historiske årsager til (hip-hop har indiskutabelt rødder i det afroamerikanske miljø), men det er vel ikke per se nok til, at en given genre opfattes som ’sort’ eller ’hvid’. Hip-hop, r’n’b og soul (alle genre der traditionelt opfattes som ’sorte’) appellerer i dag bredt. Man kan utvivlsomt også opstøve ikke-hvide mennesker, der sætter pris på country. Tværgående genrer som pop er noget nær den fuldstændige racemæssige smeltedigel.

Alligevel er en række genre de facto stadig stærkt demografisk opdelte. Hvorfor ser man eksempelvis kun ganske få sorte musikere i rockbands? Hvorfor er en hvid rapper stadig et noget akavet fænomen? Hvorfor er der stadig så stærke kulturelle konnotationer forbundet med visse genrer?

Og blot for at vende tilbage til sammenhængen mellem politik og musiksmag: Er der visse genrer, der bare er mere venstreorienterede end andre? Eller mere borgerlige? Hvordan spiller det i øvrigt sammen med, at visse genrer nødvendigvis må kobles op på ’modkulturer’ (i.e. punk)? Hvis man lytter til en eksplicitet politisk gruppe som Rage Against The Machine, er man så nødvendigvis kapitalismekritisk og hader ’systemet’ (full disclosure: Jeg ejer deres debutalbum og holder meget af ’Killing in the Name’)? Hvis man kan lide Wagner, er man så i virkeligheden en krypto-nazist? Hvis man egentlig bedst kan lide Rihanna, er man så apolitisk? Så er der de musikere, der åbenlyst bekender sig til et politisk ståsted. Som når Bono vil frelse verden. Som når Springsteen støtter Obamas kampagne. Køber man ind på deres politiske tekster, hvis man kan lide deres musik?

Så hvad er op og ned? Hvad tænker I? Er der en sammenhæng mellem musiksmag og politik?

Lånte fjer

Jeg har bestræbt mig flittigt på ikke at gå alt for meget op i det amerikanske præsidentvalg i år. Det er nemmere nu, end det var i 2008. Hvis man har haft fornøjelsen af at læse John Heilemann & Mark Halperins fremragende bog ’Game Change’, ved man at valgkampene (både primærvalgene og selve præsidentvalget) dengang næppe bliver overgået i dramaturgi, melodrama, fejende violiner, markante personligheder og højstemt symbolik.

Det var bedre underholdning end selv de mest kalkulerende tårerpersere fra Hollywood. Alene primærvalgenes opgør mellem Obama og Clinton kunne have båret en sæson af ’The West Wing’ i sig selv. Selve præsidentvalget var ekstra spændende for undertegnede, da jeg havde en gammel forkærlighed for John McCain i hans ikonoklastiske ’maverick’-dage. Hans nødvendige højredrejning i valgkampen dæmpede beundringen en smule, men alligevel: Jeg havde en favorit, og det var ikke ham, som stort set alle andre var forelskede i. Den slags trods-situationer sætter jeg stor pris på.

Men 2012-valget? Jeg kan godt se, at medierne går i overdrive og overrapporterer voldsomt fra USA. Alligevel er jeg næppe den eneste, der har et noget mere distanceret forhold til begivenheden i år. Obama har om ikke skuffet, så i hvert fald haft for vanskelige forhold i sin første embedsperiode til at kunne leve op til de mange (muligvis uberettigede) tro, håb og drømme, som mange tolkede ind i hans valgsejr. Modkandidaten Romney er ganske ualmindeligt kedelig. I sin essens er han vist en nogenlunde moderat forvaltertype, der (ligesom McCain) har været nødt til at slå værdipolitisk højre om for at kompensere for sin (i manges øjne sære) religion og overklassefremtoning. Ud over at være søvndyssende har Romney tilmed formået at køre en jævnt inkompetent kampagne. Obama har derfor – til trods for sin ikke overbevisende første periode – ikke behøvet anstrenge sig voldsomt for at fremstå som det rationelle og fornuftige valg. Samlet set: Et opgør mellem en skuffelse og en kedsommelighed, ja, det har altså været vanskeligt at hidse sig sådan rigtig op over.

Lige indtil nu. For efter sin overraskende stærke præstation ved den første tv-debat mellem de to kandidater i sidste uge, har Romney haft travlt med at italesætte sig selv som det store comeback kid. Det er sådan set helt i orden, hvis ikke det var fordi han havde krænket min religion samt stjålet og vanhelliget mit livsfilosofiske slogan: Clear Eyes, Full Heart, Can’t Lose!

Jeg har ikke hang til metafysik. Faktisk har jeg kun sekulære guder. Og den største af disse er Coach Taylor fra tv-serien ’Fridag Night Lights’. Han er den mand, man kun i sine drømme kan stræbe efter at blive. Ærlig, har integritet, hjertet på rette sted. Når hans football hold fra den fiktive lorteby Dillon, Texas gik på banen råbte han: “Clear eyes, full hearts,” hvortil hans hårdtkæmpende spillere ville brøle:  “Can’t lose!” hvorefter de ville gennemføre et helt usandsynligt comeback imod alle odds.  Hvis man misbruger Coach Taylor, misbruger man mig. Og når Romney vil gøre Coach Taylor til sin, så vækkes min indre fundamentalist.

Et så godt slogan som ”Clear Eyes, Full Heart, Can’t Lose!” er selvfølgelig brugt før, herunder af vores allesammens Obama under en football kamp på Soldier Field i Chicago. I det mindste anvendte han det rigtigt. Eftersom at Romney er Romney (dvs. en tabula rasa, der adopterer holdninger og slogans som vinden blæser), kan han ikke finde ud af citere korrekt. Således lyder på debatmøder:  “Full eyes, clear hearts, can’t lose”. Nej, jeg laver ikke sjov.

Romney påstår at han er Coach Taylors sande arving, da forfatteren bag bogen ‘Friday Night Lights’ har anbefalet ham. At hverken Coach Taylor eller det forkromede slogan indgår i bogen er en ubekvem siutuation, mener  ikke det, der gør Romneys tyveri og forkerte citation til en decideret forbrydelse. Nej, det skyldes, at for os der elsker ’Friday Night Lights’ betingelsesløst, er Coach Taylor vores pave, vores profet, vores moralske klippegrund, vores lys i mørket. Han gav halvlegstaler, der var prædiker om smerte, menneskelivets grundvilkår og om hvordan samarbejde vinder over grådighed og selvglæde. Coach Taylor prædikede med andre ord om håb og forandring. I det første afsnit beder holdet til Gud i halvlegen (vi er vel i Texas), og det sker med en bøn, der ville give Billy Graham mindreværdskomplekser:

 “Give all of us gathered here tonight the strength to remember that life is so very fragile. We are all vulnerable, and we will all, at some point in our lives… fall. We will all fall. We must carry this in our hearts… that what we have is special. That it can be taken from us, and when it is taken from us, we will be tested. We will be tested to our very souls. We will now all be tested. It is these times, it is this pain, that allows us to look inside ourselves.”

I et senere afsnit rådgiver han den Vince Howard – den problemfyldte, men ekstremt talentfulde quaterback – om at blive en bedre person. Vince har problemet med sin kriminelle far, der nu er flyttet ind hos moderen og lever på nas og udnyttelse af moderens følelser:

 “Coach, my dad just got out of prison. He’s staying with me in my house… and I can’t stand him. My mom, she asked me to forgive him. To be ‘better’. And you’re asking me to be ‘better’. I don’t know how to be ‘better’ because he never taught me how!” said Vince.

“Listen to me. I said you need to strive to better than everyone else. I didn’t say you needed to be better than everyone else. But you gotta try. That’s what character is. It’s in the try,” said Coach Taylor.

‘Character’ er også hvad du gør, når ingen kigger. Man må spørge sig selv om Coach Taylor mon ville være enig i følgende udsagn:

“Forty-seven percent of Americans pay no income tax. So our message of low taxes doesn’t connect. So he’ll be out there talking about tax cuts for the rich. I mean, that is what they sell every four years. And so my job is not to worry about those people. I’ll never convince them they should take personal responsibility and care for their lives.”

‘Friday Night Lights’ er i sin essens god og smuk og ægte. Det giver derfor mening for Romney at forsøge at række ud til de 47 pct. ved at citere (eller i dette tilfælde: Fejlcitere) ”Clear Eyes, Full Heart, Can’t Lose!”. Hvem ved, måske det hjælpe ham til rent faktisk at skabe et ægte emotionelt bånd til et vaskeægte menneske.

Men Coach Taylor snerrede ikke foragtende af de svage. Og da rige ’boosters’ tvang ham ud af West Dillon, så løftede han de ressourcesvage og fattige unge på East Dillon til et state championship ved at få dem til at tage ansvar for sig selv og deres liv. Coach Taylor var en ’moulder of men’. Vi kendte ham. Han var vores ven.

Og du, Mitt Romney? Du er ingen Coach Taylor. Tag det tilbage. Nu.

Fanget i midten

Tilbage i juni 2011 skrev jeg et skammeligt overset (fnys!) indlæg på min gamle blog om hvorfor at Halmstads BK var Skandinaviens vigtigste fodboldklub på det tidspunkt. Hvorfor nu det? Jo, som jeg griflede det:

Som udgangspunkt er der ikke noget specielt ved HBK. Baseret i en mindre provinsby, stærkt rodnet i regionen Halland. Spillende i liga, der internationalt set bliver svagere og svagere, både økonomisk og sportsligt. En blød mellemvare i svensk fodbold, hvis skæbne det er at levere spillere til de mere velhavende klubber. Der er med andre ord ingen grund til rigtig at interessere sig for, hvad der foregår i denne obskure fodboldklub ved Nissans udløb.

Og så alligevel. For HBK anno 2011 er muligvis historien om, hvordan man som mindre, ikke-velstående skandinavisk fodboldklub fra provinsen måske /måske ikke kommer ud af middelmådighedens mørke.

Det der gør HBK særlig interessant er, at klubben, i modsætning til de fleste andre fodboldklubber, har en indbygget svaghed for radikal innovation. En meget uskandinavisk vilje til at satse fuldstændigt nyt. Oftest i form af et træner og paradigmeskifte, hvor en ny udenlandsk kost kommer ind og rusker op i den sydsvenske hyggestemning.

Jeg vil ikke gentage for meget fra mit alenlange blogindlæg. Pointen dengang var, at Halmstads BK som nogle af de første i skandinavisk fodbold forsøgte sig med en gennemgribende ny model for sit førstehold (et dristigt nyt spilkoncept, en dynamisk ny spansk træner, et samarbejde med Real Madrid). Klubben forsøgte at omdefinere sin tilsyneladende ubehjælpeligt middelmådige skæbne som blød og forglemmelig mellemvare.

Forsøget betagede mig. Men hvordan gik det så? Rædsomt. Ganske enkelt rædsomt. Den radikale innovation fejlede totalt.

Efter en mareridtsagtig sæsonstart blev den flamboyante unge træner fyret og de underpræsterende spanske lejesvende deporteret. Lige lidt hjalp det. Halmstads BK rykkede ned i Superettan, hvorfra klubben nu udkæmper en højdramatisk dyst med Brommapojkarna om oprykning til det gode selskab i Allsvenskan. Med traditionelle svenske værdier som knoldesparkeri og skinnebens-knusende fight.

Jeg kom til at tænke på eksperimentet i Halmstads BK igen i dag, da jeg læste Grantlands artikel om Everton FC. Klubben ligger i skrivende stund nummer to i Premier League, men at det næppe varer ved, ja, det er de fleste enige om. Hvorfor egentlig ikke? Jo, bevares, de har nogle gode spillere (herunder den fortryllende og evigt besnærende Marouane Fellaini), men det ændrer ikke på at Everton lider under ’The medium-sized soccer club’-forbandelsen:

Under David Moyes, Everton has finished, in order, in seventh, 17th, fourth, 11th, sixth, fifth, fifth, eighth, seventh, and seventh place. Their average league position is a little better than eighth place.

See what I mean? Sex does not leap out of these factlets. Especially compared to the endlessly unfolding agony-opera of Everton’s crosstown rival, Liverpool, the Toffees’ year-in, year-out reliability can seem depressingly anodyne: “Eighth place in the Premier League” may actually be the least thrilling phrase in organized sports.

Som hårdtprøvet AaB-fan kan jeg bevidne, at det er en uhyre korrekt betragtning. Der er yderst begrænset sexappeal i at ende som nummer seks i Superligaen. Efter klubber som Horsens. Pyha. Det er den slags oplevelser, der giver en et oplevelse skæbnefællesskab med Everton:

Moyes is grumblingly disliked by a minority of Everton supporters who would rather see the club swerve more recklessly, and maybe joyfully, toward glory. The other-side-of-the-fence comparison here is Portsmouth, a fellow mid-shelf English team that won the FA Cup in 2008 behind, as it turned out, a completely insupportable financial model that saw the club implode the following season. Money isn’t everything in soccer, but it’s a guarantee of life; Portsmouth fans can look back on the thrill of winning the cup, but their team now plays in the third division and nearly ceased to exist in the interim.

One of the weirdest things about the current dynamics of money in soccer is the way it forces all but the top clubs into compromises with their own priorities. Everton isn’t always fun to watch, and they never win anything, but you know they’re always going to be there, grinding out points in the Premier League, contending for a Europa League place. Portsmouth enjoyed its flare of triumph and then, as a fan experience, basically went dark. What counts as winning in this system? If you’re a supporter, what would you rather see? The romantic choice is obviously to take the win and the collapse — but again, we’re not talking about a title followed by a few down seasons here, we’re talking about a title followed by utter cave-in, minor-league status, a total transformation. How do you even parse that?

Nuvel, der VAR stunder i den forbryderiske næsten-nedrykning-til-1.division sæson 2010/2011, hvor jeg flirtede med tanken om at det da kunne have været fortryllende med en katarsisk renselsesproces for AaB. En rask lille nedrykning, få alle dårligdommene ud af kroppen, finde tilbage til værdierne og bla bla bla. Sturm und Drang romantikeren i mig elskede den tanke. Og gør det egentlig stadig. For hvad er det for et AaB, som jeg har at varmes ved her en regnvåd oktoberaften i en vindblæst egn af landet? Noget i stil med…..Everton, måske?

You get a lot of odd debates in Everton forums and comments sections. One fan praises Moyes’s ability to build inexpensive spare-parts teams; another sneers that, sure, that makes total sense, because “shouting to each other over the empty seats about net spends on defenders is what it’s all about.” If Moyes is so great, the detractors grouse, why is he stuck at Goodison Park? Why hasn’t some bigger club lured him away? Other fans say they’re grateful to Moyes for giving them a team that can occasionally — as they did against Manchester United in the 2009 FA Cup semifinals — beat a big club when it counts.

For de særligt interessede kan jeg anbefale at besøge AaB’s debatforum, hvor ovenstående debatter stadig dukker op. Bevares, klubbens økonomiske rabundus og den skræmmende nærdøds-sæson for halvandet år siden har dulmet romantikken massivt. Men den ligger der alligevel. Under overfladen. Trangen til alt-eller-intet. Til at lave et Halmstads BK’sk innovationsprojekt, og tage det afgørende livtag med middelmådigheden. Grantlands skribent mener imidlertid, at den slags himmelstormende tanker bør droppes helt og aldeles. I stedet bør man erkende, hvor vanskeligt et arbejde AaB’s Kent Nielsen og Evertons David Moyes (begge protestantisk arbejdsetiske typer) egentlig har:

But that’s the medium-size club effect. Arsenal has massive resources, a huge scouting network, some of the best youth facilities in the world, and the ability to offer new players regular access to Champions League soccer. They’re the Command Core in the underground bunker, collating data and planning maximum-impact nuclear strikes. Arsenal can’t know that any player they sign is going to be a sure thing, value-wise, but they can count on having first choice of just about anyone they think is undervalued — and their total outlay is almost twice Everton’s. The Toffees, by contrast, are playing a very high-risk segment of the transfer market: players they hope will hit it big, but aren’t yet wanted by more powerful clubs. Players, it’s worth noting, who will be more likely to leave if they find success at Goodison. It’s a fine tightrope to walk, and the fact that it looks boring doesn’t mean that it’s not incredibly hard to do.

Så er det læren af Halmstads BK? Af Evertons stilfærdige success? Af AaB’s forsøg på konsolidering og satsning på unge spillere i disse år? Bør de mellemstore provinsklubber affinde sig med tilværelsen som, ja, middelmådige?

Tanken huer mig bestemt ikke, men jeg har ikke en løsningsmodel for mine yndlinge i AaB. Altså, ud over at de kunne starte med at blive bedre til investeringer og økonomistyring. Udsigten til for evigt at slå mig til tåls med, at se min klub slås om femtepladsen i Superligaen med irrelevante non-entities som Horsens og Silkeborg, gør mig ganske enkelt trist helt ind i det lille sorte hjerte. Alt imens at usympatiske neo-krejlere som Parken Sport & Entertainment udbygger sit økonomiske hegemoni herhjemme?

Er der virkelig ingen vej uden om sportsøkonomiens ubarmhjertige logik? Hvad kan en lille eller mellemstor fodboldklub stille op fremadrettet? Gode bud modtages gerne.

Hang On To Yourself

I går lyttede jeg til sangen ’Hang On to Yourself’  fra David Bowies mesterlige album Ziggy Stardust. Teksten fik mig til at spekulere over om partiledelsen i SF mon har lyttet for lidt til glam rock:

Well she’s a tongue twisting storm, she will come to the show tonight/
Praying to the light machine/
She wants my honey, not my money, she’s a funky-thigh collector/
Layin’ on electric dreams

So come on, come on, we’ve really got a good thing going/
Well come on, well come on, if you think we’re gonna make it/
You better hang on to yourself

For det er jo rigtigt. Selv når det går godt og de frådende masser vil have ens krop, så er det vigtigt ikke at glemme sig selv og sin grundessens. Hvis vi tager Bowies skarpsindige analyse seriøst (og i øvrigt antager at baglandets opbakning til Annette Vilhelmsen ikke blot er et medieskabt falsum), kan man sagtens udlægge Astrid Krags aktuelle genvordigheder som et udtryk for, at partiledelsen i SF de sidste 5 år har ledt den førte politik for langt væk fra kernen og identiteten i partiet. At Thor Möger & co. i bestræbelserne på at opnå regeringsmagten, glemte sig selv.

Set ud fra en politisk strategisk og taktisk synsvinkel, var partiledelsens kursskifte efter 2005 antageligvis det rigtige at gøre. SF skulle gøres appetitligt for større vælgergrupper. Der var brug for at fremstå ’regeringsdueligt’ og ansvarligt. Det gik jo også godt i de fede år fra 2008-2010, hvor Villy Søvndal var dansk politiks svar på David Bowie (måske lige minus de androgyne attituder).

Man kan imidlertid argumentere for, at selvom patienten overlevede, så mislykkedes operationen. Ved valget i 2011 kom SF ganske vist i regering, men der var reelt tale om et nederlag til partiet, der gik syv mandater tilbage. Når de pokkers irriterende og arrogante Radikale samtidig gik frem (og forrykkede balancen internt i regeringen og skabte et de facto flertal for såkaldt ’blå økonomisk politik’), så var kimen lagt til den aktuelle tristesse i SF. Ak og ve, pludselig er omstændighederne til stede for at en forholdsvis ukendt MF’er fra Kerteminde kan true den ellers velplanlagte kroning af  ledelsens formandskandidat.

På sin vis føler jeg for SF’erne. Jeg er selv medlem af et parti, hvis ledelse for ikke særskilt mange år siden bevægede sig endog særdeles langt væk fra sin kerne i bestræbelserne på at være spiseligt for midtervælgeren. Det er mildest talt frustrerende for mange medlemmer. Særlig i partier – som mit og SF – hvor en ellers sund og levende debatkultur tilsidesættes og professionaliseres af hensyn til magten. Rent emotionelt forstår jeg derfor godt de SF-medlemmer, der godt kunne tænke sig at få en ’rigtig’ SF’er som formand, frem for en maskinepolitiker som Astrid Krag.

Omvendt må kynikeren i mig også fremføre: A) Når nu de internationale økonomiske konjunkturer er som de er, B) Når nu de parlamentariske forhold er som de er, C) Når nu man har indvilliget i et regeringssamarbejde, der grundlæggende handler om at udvise samfundsøkonomisk ansvar, hvad er det så helt præcist at Vilhelmsens tilhængere ønsker? Et mere rent og purt og ægte SF? Et slags Enhedslisten-light? Hvor ædle hensigter og idealisme fylder mere indflydelse og magt? Forestiller de sig, at Socialdemokraterne og Radikale pludselig skulle indvillige i at dreje politikken i en fundamental anden retning? Forestiller de sig, at det generelle vælgerkorps vil belønne SF for en tilbagevenden til Holger K. Nielsen tiden?

Som borgerlig kan jeg selvfølgelig sidde her i min muddergrøft, og håbe på at Vilhelmsen vinder, at regeringen imploderer og at S-SF-R pølser rundt i handlingslammelse. Men vil det resultat være det bedste for Danmark? For den reformpolitik, som vi som land pinedød er nødt til at få gennemført i årene frem? Næppe.

Det bedste resultat, som SF – og vi andre – kan håbe på er i sidste ende at Astrid Krag bliver ny formand. At den grundlæggende linje i politikken ligger fast, men at de som parti bliver mere fast i kødet i spørgsmål, som er af fundamental betydning for medlemmerne. Hun (og Thor Möger bag hende) er nødt til at blive bedre til at tage SF-medlemmerne og partiets identitet seriøst.

Magten kan være fin nok. Men det er ikke sjovt, når den ikke kan bruges til at udleve ens drømme. Tro mig. Det lærte jeg af ti års spildt borgerlig regering i 2000-tallet.