Kunsten ikke at få ret

Jeg er ikke en speciel god debattør live. Forfalder til at tale for hurtigt, komme lidt for nemt med spydigheder. Min argumentation fremstår (er?) slet ikke så logisk konsistent eller sammenhængende, som jeg gerne ville have det. Det er derfor jeg holder mig til den skriftlige form, hvor jeg kan kompensere for svaghederne og tænke mig lidt mere om.

Men uanset om det foregår mundtligt eller skriftligt, kan man altid forbedre sin debatetik. Personligt irriteres jeg eksempelvis meget over, at politiske debatter stort set aldrig handler om at forholde sig til indholdet i modstanderens argumentation. Måske det bare er et grundvilkår i politik, altså at man hverken kan eller skal indgå i en reel dialog med det modsatrettede synspunkt. Der findes således et hav af måder og små tricks til at afspore en debat på, måske morsomst formuleret i Schopenhauers klassiske satire ’Eristische Dialektik: Die Kunst, Recht zu Behalten’. Kynikere og sofister har alle dage været gode til den slags.

Hvis man imidlertid lider af utidig idealisme, og har et sværmerisk ønske om at nå frem til en fælles forståelse, en løsning eller en Habermars’k (gys!) herredømmefri kommunikation, så må man gå til det at debattere på en anden måde. Jeg blev derfor lidt inspireret, da jeg læste et indlæg på den altid interessante blog Snarkmarket:

Alan Jacobs points to a book review where the (atheist) philosopher Thomas Nagel discusses a book by the (theist) philosopher Alvin Plantinga and along the way demonstrates the highest level of intellectual engagement—of good faith. As Alan puts it:

“Having confessed that he “cannot imagine believing what [Plantinga] believes,” Nagel nevertheless must acknowledge that Plantinga is doing excellent philosophical work and that his arguments cannot be easily dismissed. Moreover, Nagel clearly relishes simply being exposed to ways of thinking so alien to his own — he obviously finds it refreshing.”

Det er altså en god pointe! Hvornår har du eksempelvist set – eller sågar deltaget – i en politisk diskussion, hvor man som udgangspunkt antog at modstanderen var i god tro? Skribenten fortsætter med en spændende model:

I’d read a whole magazine of this: people truly grappling with the very best representative of some philosophy, some belief, utterly opposite their own. Or even orthogonal to their own. At any weird angle to their own, really.

It makes me think of the Long Now debate format:

Take two debaters, Alice and Bob. Alice goes first, presenting her argument. Then Bob stands up, and before he can present his counter-argument, he has to summarize Alice’s argument to her satisfaction. So it’s basically an exercise in empathy and good faith. If Alice agrees that he’s got it right, then Bob proceeds with his argument—and when he’s done, Alice has to recapitulate it to his satisfaction.

Det ville da være forfriskende, tænker jeg. Debatter hvori man i stedet for at opstille ’stråmænd’ af modstanderens argumenter (altså fordrejede og forfalskede versioner af argumentet), blev tvunget til at opstille ’stålmænd’, dvs. at man blev tvunget til at anvende god tro og forholde sig til en så stærk og ægte form af modstanderargumentet, som muligt.

Prøv lige at forestil jer, hvor meget bedre en verden det ville være!

Ærefuld afrunding

Der er næppe noget så fortryllende som positive overraskelser. Hos The Guardian kan man i øjeblikket streame det nye Pet Shop Boys album, og det er – yderst uventet! – ganske fremragende.

Efter at have skuffet med snart sagt alle udgivelser siden ’Release’ fra 2002, så er det nye album ’Elysium’ (baseret på min første gennemlytning) langtidsholdbar synth-pop. Bevares, vi er ikke oppe i de svimlende højder som mesterværket ’Behaviour’ (1990), men der er i hvert fald fire til fem sange, der fortjener en fremtrædende plads i deres sangkatalog. Vi er det melankolske hjørne af Pet Shop Boys land. Her er ingen episke ’Go West’ kreationer, men til gengæld masser af electropop, analoge keyboards og sfæriske strygere. Det er fremragende arbejdsmusik, notaterne skriver nærmest sig selv. Tilmed optræder der noget nær sci-fi sangtitler. En titel som ’Memory of the Future’ er jo nærmest helt Philip K. Dick’sk.

Med andre ord er det vanskeligt at bevare pessimismen. Hvis Neil Tennant og Chris Lowe vælger at lade sig pensionere her 26 år efter det første album, så forlader de musikbranchen med æren i behold. Det ville gøre mig glad, faktisk.