Kunsten ikke at få ret

Jeg er ikke en speciel god debattør live. Forfalder til at tale for hurtigt, komme lidt for nemt med spydigheder. Min argumentation fremstår (er?) slet ikke så logisk konsistent eller sammenhængende, som jeg gerne ville have det. Det er derfor jeg holder mig til den skriftlige form, hvor jeg kan kompensere for svaghederne og tænke mig lidt mere om.

Men uanset om det foregår mundtligt eller skriftligt, kan man altid forbedre sin debatetik. Personligt irriteres jeg eksempelvis meget over, at politiske debatter stort set aldrig handler om at forholde sig til indholdet i modstanderens argumentation. Måske det bare er et grundvilkår i politik, altså at man hverken kan eller skal indgå i en reel dialog med det modsatrettede synspunkt. Der findes således et hav af måder og små tricks til at afspore en debat på, måske morsomst formuleret i Schopenhauers klassiske satire ’Eristische Dialektik: Die Kunst, Recht zu Behalten’. Kynikere og sofister har alle dage været gode til den slags.

Hvis man imidlertid lider af utidig idealisme, og har et sværmerisk ønske om at nå frem til en fælles forståelse, en løsning eller en Habermars’k (gys!) herredømmefri kommunikation, så må man gå til det at debattere på en anden måde. Jeg blev derfor lidt inspireret, da jeg læste et indlæg på den altid interessante blog Snarkmarket:

Alan Jacobs points to a book review where the (atheist) philosopher Thomas Nagel discusses a book by the (theist) philosopher Alvin Plantinga and along the way demonstrates the highest level of intellectual engagement—of good faith. As Alan puts it:

“Having confessed that he “cannot imagine believing what [Plantinga] believes,” Nagel nevertheless must acknowledge that Plantinga is doing excellent philosophical work and that his arguments cannot be easily dismissed. Moreover, Nagel clearly relishes simply being exposed to ways of thinking so alien to his own — he obviously finds it refreshing.”

Det er altså en god pointe! Hvornår har du eksempelvist set – eller sågar deltaget – i en politisk diskussion, hvor man som udgangspunkt antog at modstanderen var i god tro? Skribenten fortsætter med en spændende model:

I’d read a whole magazine of this: people truly grappling with the very best representative of some philosophy, some belief, utterly opposite their own. Or even orthogonal to their own. At any weird angle to their own, really.

It makes me think of the Long Now debate format:

Take two debaters, Alice and Bob. Alice goes first, presenting her argument. Then Bob stands up, and before he can present his counter-argument, he has to summarize Alice’s argument to her satisfaction. So it’s basically an exercise in empathy and good faith. If Alice agrees that he’s got it right, then Bob proceeds with his argument—and when he’s done, Alice has to recapitulate it to his satisfaction.

Det ville da være forfriskende, tænker jeg. Debatter hvori man i stedet for at opstille ’stråmænd’ af modstanderens argumenter (altså fordrejede og forfalskede versioner af argumentet), blev tvunget til at opstille ’stålmænd’, dvs. at man blev tvunget til at anvende god tro og forholde sig til en så stærk og ægte form af modstanderargumentet, som muligt.

Prøv lige at forestil jer, hvor meget bedre en verden det ville være!

Den første musikvideo der betød noget

Ovre på The Awl fortæller musikkritikeren Sasha Frere-Jones om, hvilken musikvideo der først betød noget for ham. Det er – fornøjeligt nok – en af mine yndlings hiphop sange fra 1980’erne: The World’s Supreme Team: ’Hey D.J.’.

Jeg blev ganske inspireret af indlægget.

Dels fordi jeg kom til at spekulere over musikvideoens popkulturelle funktion her i 2012. Er det stadig samme betydningsfulde medie, som i min pure ungdom i 90’erne? Har de stadig samme kreative attraktion for dygtige instruktører? Laves der stadig æstetisk gennemførte og interessante musikvideoer?

Dels fordi det giver lejlighed til en af mine absolutte yndlingsdiscipliner: Navnlepilleri. For hvilken musikvideo betød først noget for mig? Efter lidt betænkningstid er svaret entydigt. Pet Shop Boys – ’Can You Forgive Her?’.

Sangen blev udgivet som single den 31. maj 1993, og var første skæring på albummet ‘Very’. Netop ’Very’ er lidt af en vandedeler blandt Pet Shop Boys fans. På den ene side var det album, der genstartede gruppens kommercielle succes med singler som ’Go West’.

Albummet solgte intet mindre end fem mio. eksemplarer. Der er ingen tvivl om, at de positive hitlisteplaceringer reddede gruppens eksistens ovenpå nogle kreativt og kommercielt lunkne år (en periode man kan læse mere om i den jævnt deprimerende bog om gruppens USA-tour i 1991: ’Pet Shop Boys Versus America’).

På den anden side gennemgik Pet Shop Boys med ’Very’ et radikalt og omdiskuteret fornyelsesprojekt. Fra at have været den tænkende mands synth-pop (momentært afbrudt af episke schlagers som ’Always On My Mind’) med masser af ironi og stoiske miner, forvandlede Neil Tennant og Chris Lowe sig til et hedonistisk udklædningsshow med sære hatte og pompøse kulisser. Samtlige af musikvideoerne til singlerne fra ’Very’ var computeranimerede. Vores to protagonister luffer i alle videoerne rundt i mere eller mindre absurde landskaber iført spraglet tøj.  Det var mystisk, det var bemærkelsesværdigt. Og det var et image, der skulle forfølge dem resten af deres karriere.

Jeg var 11 år gammel, da jeg så ’Can You Forgive You’-videoen første gang. Min storebror havde i sommeren 1993 købt singlen i pladebutikken Bengans i Göteborg, og jeg hørte den en del. Eller rettere, jeg lyttede til den konstant. Jeg var netop blevet introduceret til musik tidligere det år. Mine yndlingsplader var først og fremmest to opsamlingsplader: Pet Shop Boys – ’Discography’ og Erasure – ’Hits!’. For at komplementere mine præferencer for homoseksuel synth-pop, lyttede jeg også meget til Kim Wilde’s ’You Came’-single, min søsters Bros single ’When Will I Be Famous’ og de to fremragende første albums med Army of Lovers. Dybt inde – når jeg skal skrælle alle de prætentiøse lag væk – er det stadig min yndlingsmusikgenre.

Videoen til ’Can You Forgive Her?’ betager mig stadig i dag. Den er så grundlæggende mærkelig, at jeg ikke kan undlade at holde af den. Den vækker dog også ambivalente følelser. Det gibber stadig frydefuldt i mig, når deres to hatte fletter sammen (se nu bare videoen, så ved I hvad jeg mener!), men omvendt minder videoen mig også om, hvornår nogenlunde ædruelige musikelskere holdt op med at tage Pet Shop Boys seriøst (hint: Det skete med omklædningsshowet).

Computergrafikken ser selvsagt dybt forældet ud i dag. Men vi taler 1993, næsten tyve år siden. Dengang var videoen banebrydende for en bebrillet, splejset og intenst kikset præpubertær dreng, hvis største julegaveønske det år var computerspillene ’Monkey Island 2’ og ’Legend of Kyrandia’.

Så hvem prøver jeg at narre? Jeg elsker den stadig betingelsesløst.

Hvilken musikvideo var den første, der betød noget for jer?

Ærefuld afrunding

Der er næppe noget så fortryllende som positive overraskelser. Hos The Guardian kan man i øjeblikket streame det nye Pet Shop Boys album, og det er – yderst uventet! – ganske fremragende.

Efter at have skuffet med snart sagt alle udgivelser siden ’Release’ fra 2002, så er det nye album ’Elysium’ (baseret på min første gennemlytning) langtidsholdbar synth-pop. Bevares, vi er ikke oppe i de svimlende højder som mesterværket ’Behaviour’ (1990), men der er i hvert fald fire til fem sange, der fortjener en fremtrædende plads i deres sangkatalog. Vi er det melankolske hjørne af Pet Shop Boys land. Her er ingen episke ’Go West’ kreationer, men til gengæld masser af electropop, analoge keyboards og sfæriske strygere. Det er fremragende arbejdsmusik, notaterne skriver nærmest sig selv. Tilmed optræder der noget nær sci-fi sangtitler. En titel som ’Memory of the Future’ er jo nærmest helt Philip K. Dick’sk.

Med andre ord er det vanskeligt at bevare pessimismen. Hvis Neil Tennant og Chris Lowe vælger at lade sig pensionere her 26 år efter det første album, så forlader de musikbranchen med æren i behold. Det ville gøre mig glad, faktisk.