Udenrigspolitisk plattenslageri

Tag lige et kig på ovenstående graf. Den er fra hæderkronede The Economist, og illustrerer hvor mange mennesker der i 2011 blev idømt dødsstraf og/eller henrettet. Billedet er værd at have på nethinden, når man skal fordøje udenrigsminister Villy Søvndals stålsatte retorik overfor Gambia:

Danmark går nu ind med fuld styrke i sagen om Lykke Fays gambianske mand, der risikerer at blive henrettet i Gambia.

Udenrigsminister Villy Søvndal har sendt en skarp protest over, at Gambia har genoptaget henrettelser af folk på dødsgangen. Desuden har man inddraget den danske ambassade i Mali og Den afrikanske Union i sagen.

– Det er vigtigt, at vi protesterer, fordi det er i modstrid mod alle principper, når Gambia genoptager henrettelserne. Og så er det en skærpende omstændighed, at en dansk statsborger er gift med en af dem, der sidder på dødsgangen, siger Villy Søvndal.

Han tror, at protesterne vil hjælpe, fordi Gambia er et af de afrikanske lande, som EU har et samarbejde med.

Bevares, Gambias præsident Yahya Jammeh lyder skam som en noget esoterisk og afsporet despot og landets nylige genindførelse af dødsstraffen er indiskutabelt helt forskruet. Som modstander af dødsstraf kan jeg isoleret set også kun bifalde Søvndals linje.

Men når man frejdigt ifører sig menneskerettighedsforkæmperne klæder og buldrer løs om ‘principper’, så er det klædeligt med konsistens i sin politik. For hørte man Søvndal tale om ‘principper’, da Kinas præsident (med > 1000 henrettelser i 2011, og det er bare de officielle tal) Hu Jintao kom på besøg? Mon de statssanktionerede mord blev diskuteret under aftalen om eksport og kontrol om maltbyg? Jeg tillader mig at tvivle.

Så det er da fint, at Søvndal giver Gambia med grovfilen i den konkrete sag. Hans synspunkter bliver bare lidt mindre modige og principielle, når de kun gøres gældende overfor små, fattige og geopolitisk ubetydelige afrikanske lande.

At udtalelserne så tilmed kobles på en indenrigspolitisk, gør bare Søvndals udmeldinger endnu mere søgt. Hvorfor er det eksempelvis ‘en skærpende omstændighed’, at en af de dødsdømte er dansk gift? Menes der i en juridisk forstand, eller hvorledes? Eller er det blot et udtryk for, at Søvndal mener at statsudførte likvideringer foretaget i en fjern kinesisk provins, er mere moralsk acceptable, end hvis der er danske ægtefæller involveret?

Nogle burde råde Søvndal til at ophøre med den slags udtalelser. Forstå mig ret. Jeg har stor respekt for Realpolitik og diplomatiets rammer. Naturligvis kan en udenrigsminister fra et perifært og klejnt land i det nordlige Europa ikke sige og gøre hvad som helst. Men at slå sig op som den store menneskerettighedsven på en så billig og moralsk inkonsistent vis? Det er bare udenrigspolitisk plattenslageri.

Ugens interessante læsning

Kronik i Weekendavisen

Weekendavisen har været letsindige nok til at bringe en kronik af undertegnede i denne uge. Den findes ikke online, så i tilfælde af at du ikke har købt papirudgaven endnu (hvilket du burde, for det er en fantastisk publikation), er nedenfor mine betragtninger i deres helhed. God læselyst.

Det privatiserede fremskridt

Tror du på fremskridtet? At det går stadig bedre i verden? Hvis svaret er ’nej’, er du næppe alene. For stort set siden terrorangrebet 11. september 2001, er det som om, at vi i den vestlige verden er ophørt med at tro på samfundsmæssige, politiske og sociale fremskridt. Internationalt breder misantropien sig. For kun fire år siden blev Barack Obama ganske vist valgt på en bølge af håb og optimisme, men i 2012 skuer de politiske strømninger i Vesten længselsfuldt mod fortiden. I Frankrig drømmer Front National sig tilbage til en paradisisk verden før globaliseringen. I USA ønsker Tea Party bevægelsen sig tilbage til guldalderen i 1776. Politikerne italesætter ikke længere sig selv som visionære, men derimod som mere eller mindre teknokratiske forvaltere og ’managers’. Se blot på Romney i USA, Monti i Italien og Cameron i England.

I Danmark er tilstanden den samme. Prøv selv at tænke tilbage. Kan du nævne bare en dansk politiker fra de sidste 10 år, der ikke har været bange for fremtiden?  Der ikke har set dystert på alt lige fra klimaet, naturen, miljøet, demografien, konkurrenceevnen, sammenhængskraften i samfundet, den stagnerende vækst, sædernes forfald, dyrevelfærden, kriminaliteten, folkeskolen til Kinas stigende globale betydning? En dansk politiker, der har turdet udvise blot en flig af fremskridtstro og optimisme? En politiker, der ikke bare vil bevare de tilsyneladende smuldrende stumper af Danmark, men som rent faktisk tror på, at vi som samfund både kan og vil gøre det bedre i fremtiden? En politiker der vil være andet end en forvalter af velfærdsstaten?

Er det så noget nyt? Måske ikke helt. Det har efterhånden været en sport for postmodernister i 40 år at tale om ‘de store fortællingers død’ og ideologiernes forfald. At masser af politikområder mere eller mindre afpolitiseres, outsources til EU-systemet eller bare forsvinder fra den politiske debat (se eksempelvis dansk skattepolitik og den finansielle regulering) har fundet sted længe. At politikere i dag er blevet til forvaltere er heller ikke en ny analyse. Det er derfor, at vi i dag tror på Mogensen og Kristiansen, når de besnakker os med deres forsimplede og behageligt letforståelige historier om hvad politik i fraværet af substans og ideologi ”virkelig” handler om: Taktik, personsager, spin.

Alle politiske kommentatorer talte en overgang om hvad Helle Thorning-Schmidt regeringens store ‘vision’ eller ‘projekt’ mon var. En tolkning kunne være, at regeringen netop ikke har noget fremskridtsprojekt længere. I sin essens blev det store socialdemokratiske fremskridtsprojekt opnået med opbygningen af velfærdsstaten i 1950′erne og 1960′erne. Siden 1980′erne og frem til i dag har det for både venstre og højre side i folketingssalen handlet om at forvalte samfundsmodellen på en økonomisk bæredygtig måde. Med undtagelsen af nogle jævnt trange forsøg under Anders Fogh Rasmussen på at italesætte ‘værdikamp’, så har ingen mainstream politikere for alvor fremlagt forslag til radikale forandringer af samfundet hen imod det, de selv (ud fra deres givne politiske observans) opfatter som ‘fremskridt’.

Ved folketingsvalget i 2011 var de ideologiske diskussioner ganske fraværende. Valget handlede mest om hvorvidt man mente S-SF-R eller V-K-O ville være de mest kompetente forvaltere af økonomien og velfærdsstaten. Der skulle justeres og måske reformeres en smule. Samfundsmodellen som sådan var ingen betydende politikere optaget af at ændre. Indtrykket cementeres af skatteaftalen fra juni måned, der på de fleste områder var en vaskeægte afideologiseret ‘forvalteraftale’ af den type, som politikerne gerne selv vil omtale som ‘ansvarlige’. Der forandres for at bevare, ikke for at skabe ‘fremskridt’.

Hvorfor er alt dette problematisk? Forstå mig ret. Jeg er ikke fortaler for naiv idealisme, lalleglade visioner eller politiske utopier af nogen art. En sund portion realisme og bekymring, er med meget stor sandsynlighed den mest begavede måde at gå til verden på. Men jeg finder det alligevel urovækkende, at vi i den offentlige debat stort set har opgivet troen på samfundsmæssige fremskridt. Især fordi de visioner vi engang havde på samfundets vegne nu tilsyneladende blot er blevet privatiserede.

Den vestlige middelklasse tror nu kun på fremskridt i eget liv frem for i samfundet generelt. De læser selvhjælpsbøger, lærer at lave mad, går på personlighedsudviklende kurser, holder op med at ryge, går på diæt, er helikopterforældre og udbygger hjemmet. I starten af 1900-tallet kæmpede arbejderbevægelsen for bedre forhold, flere kollektive rettigheder og mere fritid. I det liberale og individualiserede samfund bærer du selv ansvaret for livet – og det privatiserede fremskridt er på mange måder i et modsætningsforhold til indholdet af den gamle, socialdemokratiske fremskridtstro. For det privatiserede fremskridt handler ikke om fritid, frihed eller frigørelse, tværtimod. Fester er ikke for sjov, det er muligheder for at netværke. Caféer er et sted, hvor du sidder og arbejder på din computer. Sport er ikke meningsfuldt i sig selv, det er et middel at (for)blive fysisk attraktiv. I takt med at troen på samfundsmæssige fremskridt døde, er der tilsyneladende sket en selvdisciplinering, kontrollering og perfektioneringen af ‘det gode liv’. Hvis man læser damebladene, Bo Bedre eller avisernes livsstilssektioner, så fordrer ‘det gode liv’ at du kontrollerer din krop, kontrollerer dit hjem, kontrollerer dit tidsforbrug, kontrollerer din karriere, kontrollerer hvilke fødevarer du køber, kontrollerer din vægt, kontrollerer dit image, kontrollerer dine børns skolegang, kontrollerer din selvtillid, kontrollerer dit samtalekøkken, kontrollerer dit sexliv. Hvis man ikke har selvkontrol, er man de facto en taber. Det privatiserede fremskridt er så intimt forbundet med selvkontrol, at hvis du ikke udviser disciplin, så er du reelt selv skyld i dine manglende fremskridt. Derfor ser man ned på de overvægtige, ned på rygerne, ned på de arbejdsløse, ned på de faggrupper der jamrer over manglende kontrol over egen arbejdssituation, ned på kolleger, der ikke i det mindste lader som at de dyrker sport. Det er ikke længere staten eller religionen, som er repressiv eller kontrollerende – dét er os selv.

Er det en problematik? Ja, egentlig. For det er som bekendt menneskeligt at fejle. Nogle gange byder livet en forhold, hvor selvkontrollen er vanskelig at bevare. At lade ens selvværd og oplevede fremskridt basere på et ubarmhjertigt fænomen som selvkontrol, er reelt det samme som at skabe horder af mennesker, der oplever sig selv som tabere. Er det helt rimeligt overfor en generation af unge mennesker, som er så uheldige at komme ud på arbejdsmarkedet i vor tids største og mest langvarige økonomiske lavkonjunktur?

Endelig: Hvordan spiller den grundlæggende usunde privatiserede fremskridtstro sammen med den deroute, som den samfundsmæssige fremskridtstro oplever? Hvad betyder den manglende fremskridtstro for civilsamfundet? Har vi opgivet idealerne om en vellykket integration i Danmark? Har vi opgivet tankerne om en stadig bedre folkeskole? Er det omsonst at forestille sig et Danmark, hvor halvdelen af befolkningen ikke lever af offentlige overførsler på en eller anden måde? Holder Søvndal mund overfor Hu Jintao om Tibet, fordi såkaldt ‘realisme’ og handelsaftaler vejer tungere end troen på demokratiske fremskridt? Har miseren i Irak medført, at vi helt har mistet troen på et mere fredeligt Mellemøsten? Langt, langt størstedelen af Europa-Kommissionens politikforslag er som regel af den defensive, angste og forvaltende art. Men er det af den grund helt vanvittigt at visualisere sig et Europa, der ikke udelukkende er bange for fremtiden?

Folkene bag andels- og højskolebevægelserne i Danmark i slutningen af 1800-tallet tænkte ikke på den måde. De ønskede ikke bare at forvalte og være realistiske. Det gjorde arbejderbevægelsen og Socialdemokraterne heller ikke. De strømninger baserede sig på fremskridtstroen – og de forandrede på hver sin måde Danmark til det bedre. De oprindelige skabere af Kul- og Stålunionen (det senere EF og EU) kom muligvis fra en grum Anden Verdenskrig verden, men skabelsen af et stadig tættere Europa var netop baseret på en fremskridtstro. Indenfor forretningsverdenen, så er det forvaltere som Microsoft og Nokia, der taber – ikke de fremskridtstroende folk i Google og Apple.

Jeg oplever det som at vi i Europa og Danmark har gravet os for langt ned i et sort hul – og pt. skygger jordbunkerne rundt om hullet for, at vi kommer videre. Der er brug for fremskridtstro på en begavet måde. Måske vi skulle tage noget af den patalogiske selvdisciplinering og anvende den i en mere konstruktiv retning? Engagere os i samfundsdebatten frem for i slankekuren? Hvem ved, måske endda genskabe troen på samfundsmæssige fremskridt? Så lad os glemme selvkontrollen en smule – og gå i gang med at forandre verden til det stadig bedre.

BLACK START

Små 700 mio. indere var mandag og tirsdag uden strøm. Noget med mangel på kul og en udebleven monsoon. Det var over halvdelen af befolkningen, der blev ramt. For hvem hæveautomaterne ikke fungerede, trafiklysene var blanke, togene strandede, hipster-indere kunne ikke blive tatoveret eller få sig en latté. Man må da håbe, at sygehusene i det mindste havde nødgeneratorer. Tænk, hvis det havde foregået i Danmark. Det ville have været en shitstorm uden lige. I Indien var der antageligvis en ret stor procentdel af de 700 mio. potentielt ramte, der ikke havde adgang til el i forvejen, hvorfor det strømfri samfund nok medførte begrænset skadet. Men i Danmark? Landet der kan bruge en hel sommer på at diskutere hvorvidt omskæring af drenge skal forbydes?  Vi ville være i knæ i løbet af ingen tid. Og hvordan skulle vi få opdateret vores facebook og twitter. Eller sofisten.dk? Phew!

Nu kom jeg ud af en tangent. For egentlig har jeg andet på hjertet. En god omgang navlepilleri, for eksempel. For let relateret til strømsvigtet i Indien, læste jeg i bussen her til morgen om begrebet ’Black Start’. Det inspirerede mig. Hvorfor nu det? Tillad mig at citere fra begrebets wiki-side:

“The process of restoring a power station to operation without relying on the external electric power transmission network.”

Lad os for eksempel sige, at du har et vandkraftværk. Der er brug for faldende vand til drive turbinerne. Men hvordan åbner du sluserne uden en allerede eksisterende strømkilde? Det kan denondelyneme ikke være nemt (selvom wiki-artiklen anviser løsninger). Der skal en nødgenerator og en del kløgt til.

Men egentlig var det mere de popkulturelle og/eller filosofiske elementer, som betager mig mest ved begrebet. Prøv lige at sige ordene højt. Eller i hvert fald inde i hovedet. Jo, gør det nu:

BLACK START!

Jeg mener, det er jo helt åbenlyst navnet på en roman. En af de store, der forsøger at integrere alting – hvert eneste system, hver eneste følelse. Bogen fejler nok heri, men alene forsøget, skaber en anden følelse – af densitet, kompleksitet, hybris – foruden hvilke den megalomane vision om integrationen ikke ville være fuldendt. Denne følelse, denne hungren efter at skabe mening, ville være en BLACK START.

Og måske – jf. min jeremiade om venner for nylig – er flytningen tilbage til Nordjylland også en BLACK START.

En eller anden skønne dag, bliver jeg sikkert også mit eget lille veldrevne vandkraftværk, som brummer lystigt i en glitrende by af venner, sociale relationer, leg, kultur, jobglæde og virkelyst. Men det kræver, at vandkraftværket udsættes for en BLACK START.

Så i efteråret vil jeg gøre det, der skal gøres: Få fyret op for dieselgeneratorerne, så vi kan få åbnet de sluser og jumpstartet vandkraftværket. Få passet arbejdet, få indrettet lejligheden, passet træningen, se familien endnu mere, opsøge nye mennesker og fora, holde kontakterne med de gamle ved lige. Alt sammen er ting, som tager tid og som (desværre) til tider ligger mig fjernt. Flere af dem ville jeg ikke få gjort så ofte, hvis jeg allerede havde vandkraftværket oppe at køre. Men så forsøger jeg at huske, at vi er i en proces og at mine forudsætninger er fundamentalt anderledes, end de var efter ti år i København. En dag skal der nok ligge et smukt kunstmuseum eller et koncerthus i nærheden af vandkraftværket.

Men det skal black startes først. Så det må jeg se at få gjort.