Via Dolorosa

Jeg har ikke taget så meget med mig fra de små fem-og-et-halve år på Institut for Statskundskab. Det skulle da lige være en forkærlighed for koncepter. Ikke så meget teorier eller modeller. Den slags er for teoretisk og virkelighedsfjernt for mig. Men jeg kan godt lide meningsskabende redskaber til at forstå, strukturere og  afkompleksificere  verden. Webers koncept om ’idealtyper’ gik eksempelvis rent ind hos mig., det samme gjorde den historiske institutionalisme koncept om ’path dependency’. De medvirker til at skabe en vis orden midt i kaoset og irrationaliteten.

Måske er det også derfor, at selvom jeg pr. definition fnyser hånligt af snart sagt enhver form for litteratur om ledelse og selvhjælpsbøger, så er jeg alligevel søgende efter redskaber, koncepter, måder at sætte lidt skik på mig selv i arbejdslivet. For nøgternt vurderet, så er der et markant basis for forbedringer. Jeg udnytter ikke det flig af talent og potentiale, som jeg i moderat grad besidder. Derfor er jeg for tiden optaget af konceptet ’personlig produktivitet’. For hvordan får jeg den i vejret? Hvordan opfylder jeg mit potentiale? Og hvordan øger jeg mit ’stock’ fremfor mit ’flow’?

Første – og største – problem er, at jeg er doven, nydelsessyg og lystbetonet.

Store dele af min (i øvrigt ganske mangelfulde) arbejdsetik er bundet op på, at med mindre at jeg opfatter en given opgave som ’sjov’ eller ’meningsfuld’, så er jeg nem at distrahere og begynder at overspringshandle massivt. Det samme er tilfældet hvis jeg har for god tid, for lidt at lave eller for lange deadlines.

Ordsproget ’lediggang er roden til alt ondt’ gælder i allerhøjeste grad for undertegnede. Med mindre, at en opgave er sjov, tjener et højere formål eller at der er markante sanktioner forbundet med at jeg slacker på indsatsen – så er der desværre ugler i mosen. Koncentrationen og fokus ryger, særlig i perioder, hvor der ikke er travlt. Jeg er i bund og grund en flanør uden den store disciplin eller rygrad.

Jeg har indtil videre kunne slippe afsted med denne dorske tilgang til livet takket være min mådelige begavelse. Den har betydet, at selv en 70 pct. indsats fra min side ofte har været tilstrækkelig i mine hidtidige ansættelser.  Muligvis ville en 100 pct. indsats imponere og (teoretisk set) lede til avancement, men hvorfor gøre den ekstra indsats, hvis opgaven ikke er særlig sjovt eller meningsfuldt?

Mit arbejdsliv er foregået i bureaukratier foran en skærm, uden større supervision, uden soleklare kvalitetskriterier, beskyttet mod konkurrence fra markedet – og hvor jeg selv har ansvaret for at hanke op i nakken på mig selv. Den slags er i sagens natur farligt. Særlig for en semi-begavet, men lad, charlatan som undertegnede.

Den type arbejdsliv er fyldt med fristelser og distraktioner, især hvis man har opbygget dårlige vaner igennem årene. Hvis man nu – rent hypotetisk, naturligvis! – har oparbejdet en nærmest tvangshandlingsbetinget vane med konstant at tjekke netaviserne (uagtet at det ikke er relevant for ens arbejde). Hvis man nu tjekker besøgsstatistikkerne for ens blog et usundt antal gange om dagen? Hvis nu man er så bange for at være koblet af, at man læser ikke-direkte arbejdsrelevante artikler på amerikanske blogs og aviser? Hvis man nu drukner i den tilgængelige information på nettet? Hvis nu man er lidt for flink til at sende ikke-direkte arbejdsrelevante mails til tidligere kolleger? Ja, så er man ilde stedt, når det handler om at prioritere sin tid, fokusere og få udrettet noget. Der er, med andre ord, brug for at højne den personlige produktivitet i arbejdstiden. Især i perioder, hvor udbuddet af sjove og meningsfyldte arbejdsopgaver måske ikke er overvældende.

Min ambitioner derfor at få strammet mig an. Først og fremmest på arbejdet, men også så jeg anvender min fritid bedre og mere produktivt.

Første trin har været at nedlægge min Twitter-profil. Den medførte underholdning på den korte bane, men medfører mere stress og flow på den lange.

Dernæst har jeg nedlagt min konto ved Statcounter, så jeg nu ikke længere manisk holder øje med besøgstallet her på bloggen. Det skal gerne give færre distraktioner, men forhåbentlig også mere fokus på at producere bedre indlæg her.

Endelig har jeg downloadet et nifty lille program, som kan spærre for besøg på hjemmesider. Har tænkt mig at spærre for min adgang til netaviser og blogs i arbejdstiden. Jeg har ikke brug for den løbende viden, tværtimod distrahere den og fjerne koncentrationen fra arbejdet. Hvis jeg ikke kan administrere det selv, må jeg få maskinen til at gøre det for mig.

Slutteligt overvejede jeg at nedlægge min facebook profil. Den bliver mere og mere irrelevant for mig. Ingen skriver længere noget relevant på siden længere, så ikke engang som snageredskab er det meget bevendt. Bestemte mig dog for at beholde den, da jeg trods alt har et stort netværk derinde, som det ville tage for lang tid at holde vedlige på anden vis.

Små trin, muligvis. Men de skal suppleres af en ny e-mail kultur (kan man eksempelvis nøjes med at tjekke sin mail fire gange om dagen? Hvorfor skal den være åben hele tiden?) og siden et (væsentlig vanskeligere) projekt med at anvende fritiden mere produktivt på træning, socialt samvær og boglæsning, fremfor planløs surfning. Det er fjollet samt hæmmer min kreativitet og skabertrang.

Mit nylige jobskifte, rykket fra Bruxelles til Nordjylland og den forandrede livssituation sammen med Doktoren burde kunne være et startskud til en ny start. Jeg har slumret for længe. Efter sommerferien går det i gang.

Commodify Your Dissent

Jeg har ikke rigtig indsamlet inspiration nok til at udforme et lang og formfuldendt indlæg, så I må nøjes med et par mere eller mindre usammenhængende observationer fra de senere dages tid.

  • Sidste afsnit af ‘Mad Men’ sæson fem blev vist i søndags i amerikansk tv. De fleste anmeldere fandt det undervældende, og jeg er enig. Sæsonen har dog som helhed været god, særlig den sidste halvdel. Uden at afsløre for meget (småspoiler) har sæsonen lidt under, at Don Draper har været markant mindre Don Draper’sk i sin adfærd, end i de øvrige sæsoner. Det vil sige mindre forpint sjæl, færre sidespring, færre eksistentielle dramaer, mindre genialitet (småspoiler slut). Men i sin essens er ‘Mad Men’ stadig blandt de to-tre bedste tv-serier i disse år. Roger Sterling er en hædersmand og tv’s mest elskelige charlatan. Sæsonafslutningen åbnede også op for en ny retning i sæson 6, og det kan man så se frem til.
  • Europamesterskaberne i fodbold har været en positiv oplevelse, synes jeg. Med enkelte undtagelser – især Sveriges grumme skæbne mod Ukraine – har kampene været spændende og resultaterne efter mit hoved. Især var jeg glad efter Spanien-Italien kampen, hvor mine elskede italienere hankede sig op og leverede en brav indsats. Det var der brug for efter at den aktuelle matchfixing skandale endnu engang har smadret italiensk fodbolds ry. Hvis man i øvrigt er interesseret i mine betragtninger om EM, vil jeg henvise til min Twitterprofil. Her kammer jeg over i hyldester, svinere og lumre kommentarer.
  • Jeg havde egentlig arbejdet på et langt og trangt indlæg om dansk politiks aktuelle tristesse. Halvvejs igennem udkastet gik det imidlertid op for mig, at der var tale om et ikke særlig originalt, ikke særlig indsigtsfuldt og ikke særlig nødvendigt stykke middelmådighed om ‘politisk kommunikation’ og slige ligefyldigheder. Det var rent flow, overhovedet intet stock. Så det blev krøllet sammen og verfet ud.
  • Jordhule 1.0 er sat til salg og annoncen kommer lige om snart på en boligportal nær dig. Har du penge til overs? Lyst til at bo i et sandt luksusdomicil tidligere beboet af celebrity-in-spe? Vil du hjælpe nærværende celebrity-in-spe til at opnå økonomisk frihed? Lette hans sind for byrder og besværlige lejere? Link følger snarest.
  • Bemærk venligst at Oklahoma City Thunder er i NBA-finalen mod købeholdet fra Miami Heat. Der spilles bedst ud af syv kampe. Send alt tilgængelig god karma til Chesapeake Energy Arena, OKC i aften. De får brug for det.

Dagens undren

Dagens undren tilfalder Berlingske Media, der i skrivende stund byder på følgende spændende produkter i deres butik.

Man kan (bør!) i en stille stund undres over det eklektiske emnevalg. Og i øvrigt prissætningen af markedsværdien af artiklerne.

What is happiness? It’s a moment before you need more happiness.

Det smerter mig at skrive disse ord, men ‘Prometheus’ er en gedigen skuffelse. Jeg ved godt, at jeg gik i selvsving over traileren tilbage i marts. Det er den film jeg i særklasse har set mest frem til i nyere tid. Derfor er skuffelsen det værre. For ud over at være fænomenal i sig selv, er traileren desværre ikke repræsentativ for filmen.

Jo, måske for den første time. Det er sci-fi i høj klasse. Suveræn stemningsopbygning. Labert visuelt design. Interessant persongalleri. Dystert univers. Det minder en del om den første ‘Alien’ film. Samme frydefuldt creepy fornemmelse. Michael Fassbender er sublim i rollen som den mildest talt tvetydige robot David.

Men omkring midtvejs imploderer filmen. Det står klart, at historien er papirtynd. Skurkene og deres motivationer uklare. De er ikke engang særlig uhyggelige. Visuelt er alting stadig overvældende flot, men i sidste ende sidder man med fornemmelsen af et spildt potentiale.

Forstå mig ret. ‘Prometheus’ er ikke en katastrofe. Man kan sagtens se den og blive underholdt. Men det er på ‘tre-stjerner-ud-af-seks-mulige‘ måden. Hvilket er et gigantisk antiklimaks efter en trailer, der gav løfter om den bedste action/sci-fi/horror film i mands minde.

Beneath a Steel Sky

Fantask er en fremragende butik, hvis ejere og medarbejdere fortjener parader i gaderne, statuerejsninger og ridderkors i stride strømme. Hvis e-bøger og internettet nogensinde formår at lukke den butik, er det en forbrydelse af nærmest uhørt karakter herhjemme.

Forrige weekend formåede den rare mand bag disken således at ramme plet, da han ud fra mine konfuse og usammenhængende ytringer (“nå, men, æhm, altså, jeg kan godt lide Peter F. Hamilton. Og George R. R. Martin. Og Frank Herbert. Du ved nok, sådan noget med space opera og intergalaktiske slag. Og politik. Og intriger. Og incestuøse tvillingepar, der skubber børn ud af vinduerne!”), anbefalede mig to bøger.

Jeg har ganske vist kun fået læst den ene, Greg Bears ‘Eon’, men du milde Moses, den er fremragende! Efter mange års øvelse har jeg kapituleret og indset, at jeg aldrig bliver en god anmelder. Jeg mangler ordene til at finde ind til kernen i et givent kulturelt artefakt. Orker ikke at beskrive. Derfor vil jeg ikke engang forsøge på at artikulere hvor velskreven bogen er, hvor innovativt plottet folder sig ud og hvor store mængder LSD Greg Bear må have indtaget undervejs i skrivningen. Det er Old School sci-fi, når det er bedst.

Nedenfor er bog nummer to. Jeg har ikke læst i den endnu, så aner ikke om indholdet er godt. Men det er for så vidt også ligegyldigt. For se lige engang på coveret:

Hallå! Det er en delfin. Eller rettere: EN DELFIN MED EN FUTURISTISK HJELM PÅ. Hvordan skal dette vidunderlige stykke kunst kunne undgå at være et mesterværk? Det lader sig ikke gøre. Jeg gentager: DELFINEN HAR EN FUTURISTISK HJELM PÅ. Vender frygteligt tilbage, når jeg har fået læst bogen.

Andre anbefalinger til spændende sci-fi modtages med kyshånd.

We Can Remember It For You Wholesale

En fast læser (og notorisk sci-fi hader) sendte mig i dag traileren til nyindspilning af en af de absolutte klassikere i genren: ‘Total Recall’. Se den her.

Umiddelbart ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal reagere.

Som udgangspunkt er det godt, tror jeg, at filmen genfortælles på en ny måde. Instruktøren af originalen, Paul Verhoeven, er jo en hypervoldens mester, der i film som ‘Robocop’ og ‘Starship Troopers’ anvender ofte ganske grotesk vold til at understrege satire og underliggende budskaber (i.e. det stærke anti-krig budskab i ‘Starship Troopers’). Det samme er tilfældet med ‘Total Recall’, der ender ud med en imponerende body count. De ikke helt overbevisende special effects og tilstedeværelsen af Arnold Schwarzenegger i hovedrollen trækker vel også fra i det samlede indtryk.

Så måske historien i filmen vil komme bedre frem med et mere slick ydre, mindre tongue-in-cheek actionscener og en anden skuespiller. For sagen er den, at oplægget bag filmen er uhyre stærkt. Jeg elsker Philip K. Dick (og gjorde det også før at det blev hipt!) og jeg elsker hans novelle bag den oprindelige film. Faktisk så meget, at jeg købte den i sci-fi butikken i Gamla Stan helt tilbage i 1998. Historien holder stadig i dag, med dens udforskning af identitet og hvad der er virkeligt.

Så hvorfor skepsisen overfor nyindspilningen?

Først og fremmest er jeg et konservativt og regressivt bæst. Derfor irriteres jeg over, at man i nyindspilningen tilsyneladende har fravalgt at handlingen foregår på Mars. Det geniale og futuristiske ved originalen var jo betop den generelle dystopiske stemning, hvor Verhoeven- i bedste Blade Runner (en anden film baseret et romanforelæg af herligt skizofrene Philip K. Dick) stil – protrætterede en futuristisk, dekadent, udslukt, udpint og falleret Jord. Det gav mening, at hovedpersonen Douglas Quaid drømte om at være hemmelig agent på Mars, alene fordi Jorden var et så rædsomt og kedeligt sted at bo. Så hvorfor lade historien udspinde sig på Jorden? Det er da alt, alt for kedeligt.

Og ærligt talt. Colin Farrell er altså ikke et kvalitativt trin op fra Arnold Schwarzenegger. Tværtimod, nærmest. Der er noget fælt hip-i-2003 agtigt over Farrell. Han er en skuespiller fra en anden og dårligere tid, hvor man kunne blive ‘stjerne’ af at medvirke i lortefilm som ‘Alexander’. At han castes i hovedrollen er, ja, bekymrende.

Men nuvel. Nok med mit brok. Traileren er elementært spændende, og jeg skal nok ende med at se filmen. Det er dog med markant lavere forventninger, end jeg har til ‘Prometheus’.

Thunder Up

Ikke at jeg kan forstå det, vel, men der findes tilsyneladende mennesker, for hvem James Hardens majestætiske skæg ikke er grund nok til at støtte Oklahoma City Thunder i årets NBA playoff.

Til disse få vildfarne, arrogante eksistenser for hvem tilstedeværelsen af knuselskelige basketgenier som Serge Ibaka, Russell Westbrook og über-maestroen Kevin Durant heller ikke er argument nok, sætter The Flaming Lips lige dødsstødet ind her.

Ja, I hører korrekt. Det ER forsanger Wayne Coyne, der har nyfortolket Flaming Lips klassikeren ’Race for the Prize’ i en hyldest til hjembyens fremgangsrige lokale hold. ’Thunder Up’, som den hedder, har allerede haft en positiv virkning. Thunder slog således de evigt belastende Los Angeles Lakers i første playoff runde – og er i skrivende stund på 2-2 i kampe mod favoritterne fra San Antonio. Alt er stadig åbent.

Med masser af unge, talentfulde og sympatiske spillere, er der faktisk kun ét problem ved Oklahoma City Thunder. Deres franchise bygger på de nedlagte Seattle SuperSonics, som blev lukket i 2008. Men selv med dette minus indregnet, er OKC så overlegent NBA’s oplagte elske-hold i disse år.