Vi skal have mange flere til at bruge den offentlige transport

Endelig lidt godt nyt oven på traumet med at se på biler! For nu hvor DSB yderst behændigt har aflyst alt togdrift i Nordjylland de kommende tre måneder OG Limfjordsbroen fortsat er skamskudt seks måneder frem, har Nordjyllands Trafikselskab meget venligt sendt tilflyttere til Vendsyssel ovenstående billede af deres alternative offentlige transporttilbud. I øvrigt bemærkes det i en medfølgende e-mail, at det er en kvik, men ikke fuldstændig ufarlig transportform:

Flodheste: 100-150 dødsfald pr. år

Flodheste er meget aggressive dyr, på trods af at de ofte opfattes som store, søde og venlige – men med deres enorme kropsvægt, monstrøse gab og meget aggressive natur, er de ekstremt farlige at omgås for mennesker. Selvom man ikke skulle tro det, kan en flodhest løbe hurtigt (op til 50 km/t), hvilket er hurtigere end mennesket.

Monstrøse gab eller ej. Med den fart kommer jeg snildt frem og tilbage på arbejde i en fart. Tak, NT og DSB. Nu behøver jeg aldrig købe en bil.

Cult of Love

Kære sektmedlemmer,

Her efter mit jobskifte er jeg blevet indrulleret fuldstændig i jeres abstrakte begrebsverden. Jeg er nu således ejer af noget nær samtlige af dødsregalierne: MacBook, iPhone, iPad og iPod. Er blevet godt og grundigt uniformeret. Men er stadig ikke troende.

Bevares, jeg er ikke blind for produkternes lækkerhed. Ej heller er jeg afvisende overfor at de tilmed kan være praktiske. iPhonen har næsten overbevist mig om, at touchscreens ikke er et slet skjult holocaust rettet mod vi folk med store fingre. Men også kun næsten.

Og jeg har altså stadig ikke set lyset. iPad’en er i mine øjne stadig et usolidarisk instrument, der kun kan forbruge andres kreativitet og andres produkter. Min MacBook er rar, men kunne jeg ikke have fået en bedre labtop til pengene? Det tror jeg.

Værst af alt: Forleden forsøgte jeg at ændre min ringetone på iPhonen. Til en MP3. Dawes – ‘Time Spent in Los Angeles‘. Det kunne snildt lade sig gøre på min gamle (og trælse) HTC.

Men på iPhonen? No can do. Man skal købe ringetonerne. Hvad er det for noget kræmmeradfærd, Apple? Jeg melder mig ud af jeres mærkværdige kirke, hvis ikke I holder op med at presse penge af mig.

Hvad må der gøres?

Bruger en del tid på at tænke over bloggen. Igen. Hvordan man kan udvikle den konceptuelt. En evigt tilbagevendende øvelse, der som regel munder ud i at tingene forbliver de samme. Med det resultat, at Sofisten (og dens tidligere afskygninger) lige siden starten i april 2005 har været en art semi-offentlig dagbog, krydret med diverse sure/begejstrede opstød, anmeldelser, fund på nettet og tanker over aktuelle begivenheder. Hvilket grundlæggende mest er interessant, for dem der kender mig i forvejen.

Det er jo ok. Sådan set. Men det betyder ikke mange (nye) læsere. Eller kommentarer (der jo er internetgriflerens narko lige i lysken). Og som almindelig lønslave, hvis største drama i dagligdagen er at opmåle rationen i linje 12 mellem drankere og søvnige folk på vej til arbejde (15-85, cirka), så er det vanskeligt at opfinde nye dramatiske og underfundige hverdagshistorier at belemre nettet med.

Værst af alt: Jeg oplever, at formlen/konceptet i stigende grad ikke længere i samme grad opfylder mine behov for at udleve min (begrænsede) kreativitet, give afløb for skrivetrangen eller genererer tankevirksomhed. Den marginale stigning i livskvalitet, som det at grifle på Sofisten bidrager med, er simpelthen ikke stor nok for tiden.

Så her i himmelfartsdagene har jeg spekuleret nok engang. Skrev sågar ordene ’udviklingsstrategi for bloggen’ på et stykke papir, inden at jeg – med væmmelse! – indså hvor kræmmerskole-agtigt det lød, hvorefter jeg prompte smed det i skraldespanden.

Måske man burde oprette en ny, offentlig blog, hvor jeg kan italesætte mig selv som samfundsdebattør (sic). Jeg har jo altid gerne ville være Nordjyllands svar på Anne Sophia Hermansen, Groft Sagt redaktionen, Erling Brokkendorf eller en af de regressive kommentatorer i Jyllands-Posten.

Uanset hvad, tænker jeg stadig over hvordan jeg kan forøge fornøjelsen, kreativiteten og skriveglæden online. Fortsættelse følger.

Valgquiz

I anledningen af det kommende amerikanske præsidentvalg, er her et kort der er som skabt til at lave nørdede quizzer ud fra. Lad os holde os til tiden efter 1. verdenskrig. Og lad nu være med at snyde med Google, ok?

1. Hvem var præsidenten, der mildest talt ryddede bordet ved valgene i 1932 og 1936? Og hvilket begreb/reformtiltag er han mest kendt for?

2. Hvem kom til i 1960?

3. Hvilken jurist fra Duke University knuste sin modstander i 1972?

4. Hvilken (tabende) præsidentkandidat svarede i 1988 ‘nej’ til følgende spørgsmål: “Governor, if your wife were raped and murdered, would you favor an irrevocable death penalty for the killer?”

5. Bliver det blåt eller rødt næste gang?

Retrograde

Jeg tænker en del over ‘retro’ for tiden.

Første gang var forleden, da jeg lyttede til Postal Service’s mesterlige ‘Clark Gable på vej til arbejdet. Gruppen udgav kun et album tilbage i 2003, og var et sideprojekt for Death Cab For Cutie forsangeren Ben Gibbard og electronica-geniet Jimmy Tamborello fra Dntel. Postal Service’s koncept var dengang at lave et album, der byggede fuldstændig på midt 80’er plinky-plonky electropop. Altså, i sin essens et retro-album. Og mens jeg sad der i bussen på vej mod Aalborg Øst, spekulerede jeg over hvordan det koncept egentlig resonerer med i dag. Jeg mener, tænk lige over det. Et snart ti år gammelt retro-album. Hvad er det så i dag? Et retro²-album? Hvordan skal man forholde sig til det som et popkulturelt artefakt?

Anden gang var i går eftermiddag, da jeg var en kort tur inde i byen efter arbejdet. Jeg skulle først og fremmest nå at købe en velkommen-til-verden gave til Stobbes halvanden måned gamle søn (det blev Astrid Lindgrens ‘Brødrene Løvehjerte’. Det er aldrig for tidligt at begynde at læse, og da slet ikke bøger om selvmord), eftersom at jeg skulle på et (i øvrigt fortryllende hyggeligt) besøg hos den lille familie senere på aftenen. Men jeg slog også vejen forbi altid afpillede og provinsielle Fona på Nytorv. Normalt forsværger jeg den slags, men jeg har fået en iPhone gennem arbejdet, og havde brug for at købe et cover til den. Det endte med at blive i form af et kassettebånd.

Nu sidder jeg så her i min midlertidige Jordhule (skal vi kalde det ‘Jordhule 2.5’?), mens jeg kigger på min faux-kassettebånd-iklædte telefon. Og indser at jeg blev ramt af retro, da jeg stod i den skidne butik. Min eftersigende så smarte telefon er nu tilpas ironiseret til at jeg kan holde den ud. Og jeg spekulerer over hvorfor at det er sådan. Og hvilken funktion ‘retro’-konceptet udfylder i min perma-ironiske verden.

Hvorfor har vi retro i popkulturen? Jeg ville ønske, at jeg havde nogle kløgtige teorier at forklare det med. Bevares, jeg ved godt, at retro er en fast bestanddel i musik- og filmhistorien. Popkultur har det jo med at være selvrefererende og cyklisk. Noget (mere eller mindre) nyt vokser frem via fusioner af tidligere bølger.

Weezers fornøjelige video til ‘Buddy Holly fra 1994 var eksempelvis en pastiche over tv-serien ‘Happy Days’, der igen var en pastiche over 50’er-60’ernes USA (retro³?!). ‘Grease’ er en film fra 1978, der foregår i et karikeret 50’er high-school miljø. ‘Mad Men’ er ét langt 60’er jerk off. Indenfor musikken kan man argumentere for, at vi de sidste 20 år har pølset rundt i mere eller mindre renoverede udgaver af tidligere bølger. Hele den franske house-bølge i slut-1990’erne/start 2000-tallet (Daft Punk et al), var i sin essens en amalgam af tidlig 80’er house, soul fra 70’erne og hip-hop krydret med et sjat lummerhed Serge Gainsbourg-style. Og ifølge et program på 24syv jeg hørte efter med et halvt øre forleden, er rocken død. Igen. De største navne i disse år er i sin essens retro, argumenterede den midaldrende musikanmelder. Arcade Fire, Black Keys. Well, vi har hørt det før. Sagde han. Hmmm.

Hvordan vil fremtiden mon behandle popkulturen efter 2000? Hvordan vil man klæde sig ud til retrofester, der skal illustrere 2012? Hvilken musik vil man spille? Vil man huske os for dubstep og den rædderlige dance/hip-hop der hærger i dag? Hvor højt vil man grine af sange, såsom Common ‘Drivin’ Me Wild (“He had a fetish for shoes that’s athletic/Pathetic on his MySpace page half naked“), der allerede her få år senere lyder umanerligt kiksede i deres forældede referencer til sociale medier? Hvilke film vil man opfatte som mesterværkerne fra perioden? Hvad vil man grine af og sige “hø hø, hvor ER det bare 10’erne agtigt!“.

Læste for nylig en artikel i New Yorker, som introducerede ‘The 40-year Nostalgia Rule’. Men andre vil argumentere for, at det kun kræver 12-15 år, før end at retro kan sætte ind.

Så hvornår får vi en full frontal 1997-bølge? Jeg gruer allerede.

Dagens ord

Endelig fandt jeg noget fornuftigt at anvende min noget bedagede Twitter-profil til: At følge dagens fremmedord ved Gyldendals Ordbøger.

Dagens fremmedord er ‘logomani’, som betyder ‘sygelig taletrang; vrøvlevornhed’.

Imødese at fornærmelser i stil med ‘din logomane varmtluftsboheme!’ vil indgå i mit vokabularium i den kommende tid.

Live Long and Prosper

På trods af min uironiske og betingelsesløse kærlig til sci-fi, har jeg aldrig rigtig taget ‘Star Trek’ universet til mig. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. For betingelserne for en usund og sørgelig afgudsdyrkelse af serierne og filmene er jo sådan set til stede.

Jeg siger således aldrig nej til en solid omgang space opera – og jeg har tilmed visse positive minder om ‘Star Trek: Next Generation’ fra dengang at serien blev vist på TV2 i slutningen af 1980’erne. Således vækker synet af Jean Luc Picard samme varme følelser hos mig, som billeder af Dumbledore vækker hos den gennemsnitlige ‘Harry Potter’-elsker. Så jo, jeg burde have lyst til at give mig i kast med diverse ‘Star Trek’ serier og film.

Og så alligevel ikke.

For ‘Star Trek’ er bare på en eller anden måde for kitsch til mine sarte smagsløg. Måske det er den der religiøse dyrkelse, som franchisen nyder i visse dele af nørdverdenen. Den efterlader mig ganske frigid. Grundlæggende orker jeg simpelthen ikke at se på sci-fi fra 1960’erne og 1970’erne (en fobi der også går ud min evne til at se den originale ‘Battlestar Galactica’ fra 1978). Så nej, ‘Star Trek’ og jeg bliver nok aldrig kærester.

Det er derfor, at jeg er så ubegribeligt overrasket over ‘Star Trek’ filmen fra 2009, som vises på TV2 Zulu alt imens disse ord grifles.

Den er jo god! Ja, du læste korrekt. De første 15 minutter er eminent fængende. Intergalaktiske rumkampe foregår i et inferno af overbevisende. Stjerner imploderer til sorte huller og – swuuuuusj! – protonmissilerne drøner afsted. De heroiske gerninger står i kø. Filmen er kitschet, men på den gode måde som kilder alle de rigtige steder. For første gang i mit middeltrange liv tager jeg nærmest Spock karakteren seriøst. Jeg glemmer faktisk næsten at han spilles af den ustyrligt irriterende Sylar fra min frafaldne ven ‘Heroes’. Og historien rummer mit all-time yndlingskoncept: Alternative virkeligheder og tidsrejser. Altså, hvad kan man mere bede om her i livet?

Jo, man må sige at J.J. Abrams ramte ganske rigtigt med sin film i 2009. Men andet kunne man vel heller ikke forvente sig af skaberen af ‘Lost’ og ‘Fringe’. ‘Star Trek’ medvirker kun til at cementere hans plads i det pantheon jeg har opbygget til mine afguder.