Ohøj Nordjylland!

I nat sejlede et finsk containerskib ind i jernbanebroen over Limfjorden. Så ikke nok med at altid urare og uservicemindede DSB kun kører med gamle lortetog nordenfjords. Nej, nu skal man som togrejsende til Vendsyssel lige indregne en ekstra halv times  forsinkelse (eller mere) det næste halve år. Det er jo så prægtigt som det kan blive.

Som en af mine kollegaer bemærkede her til morgen: “Jeg håber ikke, at det er symbolsk for din tilbagevenden til hjemstavnen”. Hvorvidt han dermed mener, at jeg er det menneskelige ækvivalent et tung-røvet containerskib, er vanskeligt at vurdere. Men jeg satser da bestemt ikke på at kollidere med større infrastrukturelle elementer i det Nordjyske.

Tidsrøvere

Der har været tavst hen over weekenden. Det er der flere årsager til.

Først og fremmest har det været aldeles prægtigt vejr i Bruxelles. Jeg har således ikke kunne undslå mig en løbe tur i Bois de la Cambre, ligesom at jeg sågar har fået slæbt det bagtunge korpus to gange i det lokale træningscenter. Samvittigheden funkler og glitrer med andre ord på den mest selvtilfredse, selvgode og pietistiske måde man overhovedet kan forestille sig.

Derudover har det været en stærk tv-serie weekend. Med nye afsnit af ‘Fringe’, ‘Supernatural’ og ‘Awake’ har jeg været endog særdeles godt underholdt. Ja, inkluder desuden sæson otte af ‘Stargate SG1’, og det faktum, at jeg i aften skal nyde søndagens afsnit af ‘Once Upon a Time’ og sæsonstarten på ‘Mad Men’, ja, så brummer jeg ualmindelig veltilfredst.

Den største tidsrøver har dog så ubetinget været min tur i FNAC lørdag. Her var jeg så letsindig at investere i ikke færre end to rollespil til min Playstation 3. Hidtil har jeg stort set kun anvendt den til at afspille dvd’er og BluRay.

Men da jeg opdagede, at ‘Final Fantasy XIII-2’ netop er udkommet, så kunne jeg ikke nære mig. Forgængeren var en skuffelse, da det var alt for lineært og med flere filmsekvenser end egentlig spilletid. Jeg spilled det et par timer og lagde det siden fra mig igen. ‘XIII-2’ er ikke helt på højde med mine favoritter i serien (dvs. VII, VIII, X, XII og det bedste af dem alle: VI), men det er stadig ganske overvældende god underholdning. Havde helt glemt, hvor meget jeg elskede (og elsker) at spille videospil.

Faktisk var det så god underholdning, at jeg ikke rigtig har fået spillet mit andet indkøb: ‘Elder Scrolls V: Skyrim’.

Nuvel, det spil har fået afsindigt gode anmeldelser, og det skulle være en tidsrøver uden lige. Jeg satte det på en halv times tid, og det er en flot oplevelse. Grafikken er mageløs, især for én hvis topmål i tilværelsen er Super Nintendo. Men måske er jeg ved at blive gammel, for blev ganske søsyg af at spille det. Og kunne ikke finde rundt. Kameraet hoppede og dansede. Gav op i frustration, da jeg blev dræbt af en emsig drage, som ikke ville lade mig søge ly i en borg. Meget belastende, faktisk. Men jeg skal nok give det en chance mere.

Efter at jeg har kværnet ‘Final Fantasy’, altså. Og der er tid nok – jeg er stadig på langdistance med Den Bedre Halvdel nogle måneder endnu! Ak og ve.

Dagens pensum

‘Från yrkesmilitär till fängelserektor’ (Lærarnas Nyheter)

En aldeles fremragende profil af Den Bedre Halvdels morbror, der er rektor for gymnasieuddannelsen inden for den svenske Kriminalforsorg. Berto er et af de mest interessante og komplekse mennesker jeg kender. Vi er ikke altid enige, men han er i stand til at sige tingene ret skarpt – og han har hjertet på rette sted:

Men det är framför allt känslan av att göra något viktigt som får honom att vilja stanna kvar.

– Det kan låta präktigt, men att få ge Kenta och Stoffe en utbildning – det gör mig glad. Som lärare kan man jobba på Lundsberg, eller så kan man jobba inom Kriminalvården. Jag älskar ju det här jobbet. Det är guld att hjälpa dem som är längst ner på samhällsskalan.

Känns det pretentiöst att säga så?

– Ja, det gör det! Det är ju därför jag viskar det!

Men ändå är det precis det som det handlar om.

– Vi ser tidningsrubrikerna och alla kan vi skriva under på att det de gjorde var förkastligt, så beter man sig inte. Men låt vatten rinna under broarna … och fram träder en människa. Tjejerna på Färingsöanstalten har begått brott men de har också haft en taskig uppväxt och har ofta pojkvänner som inte är av denna världen. Fram träder en människa!

 

‘The Villain’ (The Atlantic)

I min verden er den amerikanske centralbankdirektør, Ben Barnanke, lidt af en helt. The Atlantics lange, men sindssvagt interessante, portrætartikel understreger blot det indtryk. Ikke alle er enige med mig:

Bernanke is bothered by attacks that seem to be little more than smears; conversely, he is buoyed when strangers stop him in airports to offer an encouraging word. Rising to his own defense, he told me, “I would argue that everything we have done has been in the interest of the American public and, broadly, of the global economy. A lot of people get that.” (Privately, Bernanke and Timothy Geithner, the treasury secretary, have shared mutual wonder that the financial rescue, which they consider a success, has been so widely panned. Geithner told me that recently, when he informed Bernanke that yet another officeholder had asked for each of their resignations, Bernanke wryly quipped, “Well, that’s a step up from being accused of treason.”)

‘Money Pol: Does Mitt Romney Really Love You?’ (The New Yorker)

Egentlig en småperfid boganmeldelse af en portrætbog om Romney, der udarter sig til en standard se-hvor-fanatisk-og-afsporet-det-republikanske-parti-er-blevet. Men artiklen rummer en fin-fin indledning:

Once, when winters were cold and the world seemed large, creatures roamed the earth who were permissive on social issues and at ease with big government, yet remained ever faithful to the gods of business and finance. Their principles were abstract but broad-minded: tolerance, free trade, and a belief in something called the American Way. Their personal tastes were conventional. They were surprisingly allergic to indecorum, and disinclined to question the status quo. But they were not small-town or provincial; they were Wall Streeters, not Main Streeters. Their vista was international. They were private-sector types who answered the call to public service. They were liberal Republicans. Nelson Rockefeller was such a creature. So were Prescott Bush, William Scranton, Charles Percy, John Lindsay, Mark Hatfield, Elliot Richardson, and George Romney.

Then, one year, a powerful meteor struck the planet, and, virtually overnight, the entire species was wiped out. The meteor’s name was Ronald Reagan.

Gæt selv hvilken type republikaner Mitt Romney var før at han fik den fjollede idé, at stille op som præsidentkandidat.

Sinologi

Jeg har tænkt over noget de senere dage. Jeg tror, at vi går op i de forkerte ting, når vi diskuterer udenrigspolitiske forhold.

Får læst en masse Financial Times for tiden. Tager avisen med hjem efter arbejde, fordi der alligevel ikke er nogle af mine kolleger, der får den læst. De har kørt en masse artikler om partikongressen i Kina og eksklusionen af ham et-eller-andet Bo fra politbureauet.

Det fik mig til at tænke. Vi ofrer så meget opmærksomhed på det amerikanske præsidentvalg. Der sidder mennesker i Vordingborg og spekulerer over, hvad mon det vil betyde for de stakkels homoseksuelle, hvis Rick Santorum bliver præsident. Og der sidder personer i Baden Baden og nærstuderer Obamas taler ved AIPAC-konferencen i forrige uge. Alt imens er de fleste mennesker ret ligeglade med antageligvis ligeså homoseksuelle mennesker i Kina, og det er de færreste, som går sådan rigtig meget op i kinesernes Mellemøst-politik.

På en måde kan jeg godt forstå det monomane fokus på USA.

Vi får det meste af popkulturen derfra. Landet er stadig hegemonen i den globale økonomi og sikkerhedspolitik. Og amerikansk politik er mere iscenesat, mere skuespilsagtigt. Eller: Det er i hvert fald nemmere for journalister, at vinkle deres rapportager på den måde. I ved nok: Gode, kloge Obama vs. de gale, kristne højrefløjsfundamentalister. God vs. ond. Det er lige efter det store manuskript for episke politiske dramaer med klart definerede helte og ligeså klart definerede skurke. Enhver der har et West Wing er allerede lune i trussen. Amerikansk politik er bare sjovere og nemmere at have en mening om.

Men Kina? Der sidder 9 mænd i politbureauet. De ligner alle hinanden. Ingen kan huske deres navne. I FT’s analyse af flokken havde de delt dem op i ’liberals’, ’conservatives’ og ’unknowns’. Pudsigt nok var begge de to gamle mænd i ’unknowns’-kategorien henholdsvis den kommende premierminister og den kommende præsident!

Vi har med andre ord at gøre med et politisk system, hermetisk afsondret fra resten af verden, hvor ikke engang nogle af bedste analytikere og journalister reelt aner hvem fanden de kommende beslutningstagere er. Vi aner ikke hvad de mener, de er umulige at skelne fra hinanden, ingen kender deres evner eller kompetencer. Vi aner ikke hvordan det spiller sammen med den øvrige styring af de mange milliarder kinesere regionalt og lokalt. Største drama i sidste uge var som nævnt eksklusionen af ham Bo, lederen af en region, som jeg ikke kan huske navnet på, men der bor vist nok 55 mio. mennesker. Ignorancen fra min side er total (og jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene om det). Alt imens går folk op i om Newt Gingrich har kaldt Obama for en socialist. ’Wauw’, må man bare sige.

I gamle dage sad der såkaldte kremnologer og beskæftigede sig med det sindrige magtspil i den øverste sovjetiske ledelse. Og forhåbentlig er der i dag beijingologer, der er ligeså optaget af at forstå hvad i alverden der foregår, dér bag de lukkede døre. For det er formentlig uhyrlig vigtigt for verdensøkonomien, klimaet, menneskerettighederne og sikkerhedspolitikken, hvem der sidder i Kinas ledelse.

Men det er noget nær umuligt at finde ud af eller at forstå. Så ingen i danske medier går rigtig op i hvilken af de ens-udseende kinesere med uhuskelige navne, som kommer til at bestemme. Så hellere skrive endnu en artikel om Ron Paul (dette absolut irrelevante politiske fænomen) eller Santorums seneste homohadende tale i en bonderøvs-stat i Midtvesten.

Anyway, jeg tror ikke, at jeg selv har evnerne eller energien til at sætte mig ind i, hvad der foregår i Kina for tiden. Men jeg tror, at det er vigtigt at blive bedre til det. Og jeg tror, at vi retter fokus mod forkerte eller irrelevante ting. Vi kommer næppe til at forstå verden bedre, hvis vi fortsætter med kun at beskæftige os med let kommunikerbare ting og personhistorier om Mitt Romneys mormonbaggrund. Det er jo i sidste ende fuldstændig irrelevant. Underholdende, måske, men irrelevant.

Hørt på nettet

  • Hvilken Sopranos fan havde set det komme? Men det er ganske vist: New Jersey er USA’s mindst korrupte delstat. Nogen bør gå undersøgelsens metodeafsnit grundigt igennem, tænker jeg …
  • Prinsgemalen har indviet Hotel Mermaid i Bangkok. Der er en ganske fortryllende video fra begivenheden, hvor Henrik virkelig kommer til sin ret. ALT ved ham er perfekt. Arrogancen, swaggeren, imperalismen, accenten. Man sidder og ærgrer sig over at vietnameserne var så smålige at de ikke lod Prinsgemalens far beholde sit koloniherreslot i Indokina. De er gået glip af en verdensmand. Men stol ikke på mine ord. Lyt i stedet til dansk-thai.dk egen beskrivelse af begivenheden: ”Prinsgemalen indviede hotellet med kasket og en frisk latter. Og så var der fest med mange af prinsgemalens sejlervenner, der bor i Asien”. Har I nu råd til ikke at se filmen? Jeg tillader mig at tvivle!
  • Forleden læste jeg hvad jeg baseret på overskriften (“Død hval lugter i Nordjylland”) troede var en avisartikel om mig selv. Fremfor et smigrende portræt af undertegnede drejede det sig desværre blot om et hvalkadaver, der var drevet ind på stranden nord for Løkken. Nu er plottet imidlertid blevet noget mere speget, thi spøgefuglene på Zoologisk Museum leger kispus med os om hvor det ildelugtende bæst er blevet flyttet hen. Overhvalflytteren fortæller pirrende: “Den er stadig i Nordjylland. Et sted hvor der er plads til at vi kan arbejde med så stort et dyr og med flere maskiner“. NORDJYSKE kan dog berolige med, at hvalens placering vil blive offentliggjort i dag mandag. Sofisten følger sagen indgående i de lokale medier.

Dagens pensum

Vil forsøge at lave en ny feature her på bloggen; en kommenteret oversigt over artikler, essays, op-eds og anmeldelser, som jeg har nydt at læse i den senere tid.

Jed Perl: ‘The Irredeemably Boring Egotism of Cindy Sherman’ (The New Republic)
Ætsende ond anmeldelse af den nyåbnede retrospektive Cindy Sherman udstilling på MoMA i New York. Et lille eksempel:

“So what has happened? I think it’s pretty simple. What pop culture giveth pop culture also taketh away. Having insinuated herself into the museums by dressing herself in a shopping mall’s worth of middlebrow iconography—she’s the whore, the housewife, the waif, the clown, the porn star, the prom queen, the wallflower, the romance-novel princess—Cindy Sherman has become a victim of the very clichés she embraced. Pop culture fast-forwards as usual, and Sherman is left on the trash heap with the rest of yesterday’s sensations.”

Av, av, av. Men det glæder mig at andre har det på samme måde med Sherman, der gjorde et mildest talt undervældende indtryk på mig ved særudstillingen om hende på Louisiana for et par år tilbage.

 

Takeru Kobayashis wikipedia-side
Hvis du kun skal læse én sær og tindrende smuk ting i dag, så lad det blive denne wacky, indebrændte, dramatiske og bizarre wiki-side om en af stjernerne inden for ‘competitive eating’:

Kobayashi is also known for his trademark body wiggle, referred to by some as the “Kobayashi Shake”, to force food down his esophagus and settle more compactly in his stomach. He eats the hot dogs by splitting the frankfurter in half, dipping the buns in water, Sprite, or 7-Up and then stuffing both parts in his mouth. He calls this the Solomon Method.

Fordyb jer også i striden om hans kontroversielle eksklusion fra verdens mest prestigefyldte spise-event: Nathan’s Fourth of July Hot Dog Eating Competition på Cony Island. Er der tale om et justitsmord?

 

“Only a Madman Would Sign Him Now” (Who Ate All the Pies?)
For efterhånden fortvivlende mange år siden løb der en ung, stærk og absurd målfarlig brasilianer rundt i Italiensk fodbold. Han tæppebombede blandt andet mine romerske yndlinge i Lazio sønder og sammen i sine kampe for Parma og Inter. Men i dag er han, Adriano, et af fodboldverdenens største tragedier. Et spild af talent, som åd, drak, horede og sniffede sin karriere væk i et langt orgie af depression, narcissisme og almindelig uprofessionalisme. Blot for nu at få kniven fra de sidste, der troede på ham:

The 30-year old had been staying in a private health club at Corinthian’s expense to help him shed weight (he apparently last clocked in at a burly 15st 10lbs), but has now severed all ties with the club, despite his contract running up until the summer.

Neto, once of Corinthians and now a preeminent commentator in Brazil, summed up Adriano’s stint at his former club in withering terms:

“Myself, many other analysts and the entire Corinthians support had a real desire to see him do well, but the reality is that this guy is not professional.

“He never made even the slightest effort to work hard and secure his future. Only a madman would sign him now.”

110 kg. tung fodboldspiller? Og det er ikke muskler? Måske tid til at stoppe karrieren, unge ven? VM i 2014 lader til at være et stykke væk for dig.

 

“The cracks between Awake’s “police procedural” and “character study” are starting to show” (IO9)
Sci-fi popkulturbloggen io9.com leverer nettets uden sammenligning bedste anmeldelser af aktuelle tv-serier, således også af den nye (og at dømme efter seriens to første afsnit fremragende) ‘Awake’:

There’s a fertility doctor who’s murdered in a way that looks like a heart attack. And… you know how we were joking recently that any time you see a fertility doctor on television, it’s always the case that he’s impregnating women secretly with his own sperm? (This theme will never be done better than it was on Bakersfield P.D.) Anyway, the moment you hear that Dr. McKenzie is a fertility doc, it’s a foregone conclusion that he’s having hundreds of secret babies. Because it’s a Law of Television.

Interessant tese! Der var også en fertilitetslæge i ‘X-Files’, som eksperimenterede med Scullys graviditet. Det skete muligvis ikke med hans egne produkter, men ond – dét var han. Findes der mon i grunden ikke-onde fertilitetslæger? Med min ekspansive tv-serie viden, vil jeg tillade mig at tvivle.

Have Love, Will Travel

Blot et kort ad notam om jeres yndlings-Sofist. Jeg har netop i dag opsagt min stilling her i Bruxelles. Pr. 1. maj foretager jeg et karriereskifte og tiltræder en ny stilling i Nordjylland. Her bliver jeg (relativt) kort tid efter gjort selskab af Den Bedre Halvdel, som skal aftjene sin værnepligt/turnus/kliniske basisuddannelse ved et af sygehusene i enten Aalborg eller Hjørring.

Der bliver tale om et livssituationsskifte af de større. Læs evt. mere om baggrunden her. Jeg glæder mig ustyrligt meget til at komme i gang med et nyt og spændende kapitel i livet. Det vil I utvivlsomt høre mere om.

Det där nya som skulle vara så bra

Jeg kluklo ustyrligt en anelse, da jeg stødte på følgende dybsindige liste fra 1937. Det er bedragerens 10 bud, begået af den legendariske con man Victor Lustig. Selv Sawyer fra ‘Lost’ ville kunne lære noget:

  1. Be a patient listener (it is this, not fast talking, that gets a con-man his coups).
  2. Never look bored.
  3. Wait for the other person to reveal any political opinions, then agree with them.
  4. Let the other person reveal religious views, then have the same ones.
  5. Hint at sex talk, but don’t follow it up unless the other fellow shows a strong interest.
  6. Never discuss illness, unless some special concern is shown.
  7. Never pry into a person’s personal circumstances (they’ll tell you all eventually).
  8. Never boast. Just let your importance be quietly obvious.
  9. Never be untidy.
  10. Never get drunk.

Det er en herlig liste, som er anvendelig i alskens sociale situationer, både arbejdsmæssigt og privat. Jeg skal eksempelvis deltage i op til flere bryllupper i år, og det er oplagt at anvende Lustigs råd til at håndtere kedsommelige borddamer og -herrer. Jeg hører selvsagt gerne, hvis nærværende læsere har gode erfaringer med Lustigs metode.

All We Ever Wanted Was Everything

Jeg forsømmer bloggen for tiden. Undskyld. Men just tilbagevendt i Bruxelles (med alt for megen tom fritid til følge), burde negligeringen nu ophøre.

I øvrigt havde jeg en fortrinlig uge i Danmark, der både bød på arbejde, domsmandsgerning, besøg hos forældrene i Nordjylland samt – naturligvis – masser af kvalitetstid sammen med Den Bedre Halvdel. Det var alt sammen aldeles prægtigt, og jeg var ikke helt tilfreds med at skulle afsted sydpå igen.

Tilbage i Belgien er vejret (med min ankomst i går) gået fra 14 graders varme til hård igennem-marv-og-ben blæst og tøsne. Det kan næppe være helt tilfældigt.