Pinsler

Luffede over i motionscenteret i eftermiddags sammen med Den Bedre Halvdel. Et sandt overflødighedshorn af nye sanser og indtryk! For de af jer der mangler spænding i livet, kan jeg således kun anbefale fluks at titte forbi fitness.dk på Nygårdsvej.

Her er jo alt hvad hjertet kan begære af stereotyper. Pumpertyperne! Solarieskinkerne! Pensionisterne der trisser mismodigt rundt! Hipstere, der uagtet deres unikhed og jeg-er-sgu-min-egen-fiksering stadig lider under det patriarkalske samfunds krav til ungdom og skønhed! Og alle er de mere tjekket klædt på (og går mere op i at være tjekkede) end samtlige af belgierne i mit lokale center i Bruxelles. Det er stærkt påfaldende. Og lidt lidt trættende.

Efter dette mini-sociologiske eksperiment, savner jeg næsten de tungere centraleuropæiske tendenser. For de er noget mere rare og afslappede derhjemme i den lokale svedhule i Chaussée de Charleroi. Der får man kram som kvinde og håndtegn som mand. Det sker mildest talt ikke på uptight Østerbro. Vi kan stadig lære noget i Danmark.

Observationer fra hjemlandet

  • Når man lander i Kastrup, så mødes man som noget af det første af plakat fra Dyrenes Beskyttelse med teksten: “Når showet er slut, bliver aben lænket”. Jeg formoder, at det handler om optrædende dyr i eksotiske lande. Men det kunne også være en fin beskrivelse af mit liv, tænker jeg.
  • København ligner ellers sig selv. Det er stadig vanskeligt at skelne mellem hipstere og hjemløse. Og kaffen er stadig absurd dyr.
  • De sælger B.93-hjemmebanetrøjer til kun 220 kr. i sportsmaster på Østerbrogade. Det er et fund for pengene. Køb den nu. Den er smuk og hæver øjeblikkeligt din autencitet med faktor 50. Jeg kan nu med udbredt tilfredshed propagandere for AaB, B93, Halmstad, AC Bellinzona, Jämtland Basket og Bollstanäs i Bruxelles.
  • Den Bedre Halvdels nye iPhone er overraskende fiks. Men jeg falder stadig ikke for Apple-imperiets belejring af min livsverden. Min Nokia med trykknaptastatur er mere end rigeligt for mig, tak.
  • Det gør mig træt at AaB tabte sidste træningskamp mod Djurgården. Dels er det drænende hver gang at klubben taber. Dels havde jeg virkelig håbet på, drømt om og ønsket at min hadetræner-nummer-to, Magnus Pehrsson, var blevet ydmyget. Det er en sølle trøst at hadetræner-nummer-ét, Ståle Solbakken, igen tabte med Köln i går. Sålænge at de ikke fyrer ham, er han en cancer i min eksistens.

Tinnitus i hjärtat

Når jeg engang ligger rallende på mit dødsleje og ser tilbage på begyndelsen af 2012, så tror jeg, at det vil stå lidt hen i en tåge, hvad jeg egentlig gik og foretog mig. ‘Boede og arbejdede i Bruxelles’ vil nok være overskriften. Men hvad jeg konkret foretog mig? Meh. Den er straks værre.

Man kan vel sige, at januar gik med fortvivlet vente på at Den Bedre Halvdel skulle rejse hjem til studierne i København. Februar er ligeså bedrøveligt gået med at vente på at se hende igen.

I mellemtiden har jeg fyldt tomrummet og dagene ud med at gå på arbejde, se en masse afsnit af ‘Stargate SG1’, ‘Person of Interest’ og ‘Grimm’, læse bøger, luffe i motionscentret med uhyre vekslende frekvens, gruble over fremtiden – og håndtere hvad der nu end ellers måtte have været af ad hoc begivenheder. Det er alt sammen ganske grødagtigt. Lidt af en zombietilværelse, faktisk. Ikke ubehageligt, tak, jeg har skam det fint. Men meningsfyldt og inspirerende har det ikke just været.

Men nu er tristessen aflyst i hvert fald ti dage frem. For flyver til København og hjem til Jordhule 1.0 og Den Bedre Halvdel om et par timer. Er der indtil næste fredag, hvor turen går til Aalborg og min mors fødselsdag. Jeg har vanskeligt ved at artikulere, hvor meget jeg glæder mig til det hele.

Imødese (næsten!) glade og solbeskinnede blogindlæg den kommende tid.

Morgenmelankoli direkte i lysken

Jeg læste her til morgen en anmeldelse af Snow Patrol koncerten i København. Snow Patrol er et af den slags bands, som jeg ved eksisterer, ikke hader intenst og som af og til bliver spillet i radioen. Lidt for meget Coldplay-esque til at jeg brød mig om dem. Jeg kunne ganske vist rigtig godt lide deres ‘Hands Open’ i 2007, et fysisk pragteksemplar af en sang der namedroppede både Sufjan Stevens og Talking Heads (“It’s hard to argue when/you won’t stop making sense”). Men derudover? Meh! Ikke de store emotionelle udslag på mit care-o-meter.

Anmeldelsen gjorde mig dog lidt mere nysgerrig. De lyder som et prægtigt liveband, der tilmed svælger uironisk i melankoli. Lige noget for en grundbitter mand, som undertegnede. Har nu under min morgenmad lyttet til ‘Chasing Cars‘ (for storladen og Chris-Martin-ulækker for min kvalmerefleks), ‘This Isn’t Everything You Are‘ (vidunderlig titel, ENORM sang), Open Your Eyes (videoen er een lang køretur igennem Paris anno 1976) ‘Lifening‘ (akut cuteness overdose!).

Altsammen er musik, der skal nydes i korrekt afmålte doser og på de korrekte tidspunkter. Men så kan jeg også godt forstå, at Snow Patrol er effektive. De er uovertrufne i deres niché.

So you want to build a death star?

Endelig, fristes man til at sige, noget økonomi man kan bruge til noget. Når nu the Dismal Science ikke kunne forebygge, endsige udbedre, den økonomiske krise, så kan dens tørvetriller-udøver vel i det mindste udregne hvad det vil koste at bygge dødsstjernen fra ‘A New Hope’. Søg ej mere:

We began by looking at how big the Death Star is. The first one is reported to be 140km in diameter and it sure looks like it’s made of steel. But how much steel? We decided to model the Death Star as having a similar density in steel as a modern warship. After all, they’re both essentially floating weapons platforms so that seems reasonable.

Scaling up to the Death Star, this is about 1.08×1015 tonnes of steel. 1 with fifteen zeros.

Which seems like a colossal mass but we’ve calculated that from the iron in the earth, you could make just over 2 billion Death Stars. You see the Earth’s crust may have a limited amount of iron, but the core is mostly our favourite metal and is both very big and very dense, and it’s from here that most of our death-star iron would come.

But, before you go off to start building your apocalyptic weapon, do bear in mind two things. Firstly, the two billion death stars is mostly from the Earth’s core which we would all really rather you didn’t remove. And secondly, at today’s rate of steel production (1.3 billion tonnes annually), it would take 833,315 years to produce enough steel to begin work. So once someone notices what you’re up to, you have to fend them off for 800 millennia before you have a chance to fight back.

Oh, and the cost of the steel alone? At 2012 prices, about $852,000,000,000,000,000. Or roughly 13,000 times the world’s GDP.

Nuvel, det er er da et greb i lommen. Omvendt, så kan sådan en dødsstjerne jo en ting eller to. Og hvis man er et intergalaktisk imperium, burde det vel være en smal sag at få dette lille hobbyprojekt op at køre væsentlig hurtigere. Skulle man jo mene.

Og nu må I have mig undskyldt. Jeg er på vej til Tosche Station efter for at hente de der power converters.

Vinterlys

Er det ikke fint? Det er Eugène Janssons ‘Gryning över Riddarfjärden’ fra 1899. Museet Waldemarsudde har netop åbnet en jubilæumsudstilling om Jansson i anledningen af hans 150 års fødselsdag.

Jeg læste en anmeldelse af udstillingen, og blev ganske betaget af ovenstående vinterbillede fra Stockholm. Jeg ved ikke helt hvad det er, måske det er lyset. Synes at Jansson rammer helt plet her. Man sidder jo her i det beigefarvede Belgien og savner fjordene nordpå.

“Adventure. . . excitement . . . A Jedi craves not these things.”

Nå, men jeg sad inde på altid vidunderlige io9 og fik inspiration til nye sci-fi bøger. Og så støder jeg på den aldeles perlende og liflige artikel “10 Pieces of Advice from Science Fiction and Fantasy Movies That Can Transform Your Life”. Da jeg er en søgende og rodløs sjæl i konstant behov for gode råd og vejledning, slugte jeg den selvsagt råt.

Udover overskriftens neo-buddhistiske klassiker fra Yoda i ‘The Empire Strikes Back’ (som legitimerer din kedsommelige eksistens. Du er jo ikke kedelig, du er blot i jedi-træning), så må jeg giver io9 ret i, at citatet fra Conan The Barbarian (1982) om meningen med livet rammer aldeles plet. Adspurgt om hvad der bedst i livet, svarer Conan:

“To crush your enemies, see them driven before you, and to hear the lamentations of their women.”

Og lige dér må man sige, at Conan (mesterligt spillet af Arnold, hør blot hans smittende latter) har fat i den lange ende. Som io9-skribenten bemærker, så er alt det der snik-snak med at ‘vende den anden kind til’ jo noget, som tabere har opfundet. Næh, nej, fjender er til for at blive knust og udslettet. Så grundigt som muligt. Dét giver lykke og tilfredshed. Så find dig fluks en fjende at udslette. Ellers bliver du næppe nogensinde rigtig glad.

Så stopper du, Ulla.

Det hele skal ikke handle om tåbelige politikere, vel? Og jeg er altså slet ikke så gnaven in persona, som når jeg sidder her og svovler. Men altså, ser I, jeg har så pokkers vanskeligt ved at bevare fatningen, når en politiker (der ifølge sit CV aldrig har færdiggjort en uddannelse, endsige haft et job udenfor politik) svinger pisken over unge på kontanthjælp.

Forstå mig ret. Jeg tror sådan set, at der kan være meget ræson og fornuft i en reform af kontanthjælpsreglerne – især hvis man kombinerer det med uddannelsesmuligheder.

Men at blive belært af Ulla Tørnæs om at unge skal tage sig sammen? Det er sindssvagt provokerende og hyklerisk. Vi taler næsten om dengang, hvor jeg-er-35 år-og-barnløs Carina Christensen causerede over hvorfor at folk ikke bare får sig nogle flere børn. Eller da datteren af en af Danmarks rigeste mænd, Charlotte Dyremose, argumenterede for skattelettelser, alt imens hun striglede sin hest på en rideskole i Nordsjælland. Det var akut kvalmefremkaldende.

Der kan være tale om vældig fornuftige forslag. Og jeg er ikke fanatisk om hvordan man som folkevalgt indretter sin tilværelse. Hvis man er til hårde stoffer og letlevende damer, så fred være med det. Men der er simpelthen nødt til at være bare en smule konsistens mellem en given politik og den politiker, der fremfører synspunktet.

Så lad være med at prædike om stofmisbrugets dårligdomme i Folketingets Sundhedsudvalg, hvis du var ude at clubbe på ketamin i weekenden. Og lad være med at agere såkaldt ‘ansvarlig politiker’ og advokere for at nu-må-de-unge-også-tage-sig-sammen, når din egen karriere i bedste fald er sporadisk.

Irrelevansens tunge byrde

Det må ikke være rart at være politisk parti, som efter mange års indflydelser nu pludselig står med hatten i hånden, og folk egentlig er sådan ret ligeglad med ens holdninger. Andet kan reaktionen ikke rigtig være, når man iagttager Dansk Folkepartis seneste stunt:

Kristendemokraterne er langt fra tilfredse med, at DR i børne-tv viser mænd og dukker i dameundertøj. Partiet har indgivet en klage til DR, da Kristendemokraterne mener, at kanalen påtvinger børnene voksne problemstillinger, som de ikke kan forholde sig til.

Og det skal de have lov til at mene, siger Dansk Folkeparti, der dog ikke kan se det problematiske i selve videoen. Tilgengæld mener DF, at DR’s måde at forholde sig til kritikken er dybt problematisk.

»For Ramasjang er det vigtigt ikke at være fordømmende eller ensidigt holdningspræget, men derimod hylde værdier som mangfoldighed og tolerance,« sagde kanalredaktør Kirstine Vinderskov mandag overfor jp.dk

Og det svar afslører ifølge Dansk Folkeparti, at kanalredaktøren misforstår meningen med DR.

»Hendes holdninger afslører, at hun bruger børnekanalen til at propagandere for nogle holdninger. Og Kristendemokraterne skal have lov til at være forargede. De betaler også licens,« siger Alex Ahrendtsen, kulturordfører for Dansk Folkeparti, til jp.dk

»Hun siger, at der er en klar hensigt med at lave de videoer at hylde værdier som mangfoldighed og tolerance. Og jeg ved ikke om det er DR’s mål overfor børnene at være en smagsdommer. DR er flere gange blevet beskyldt for at køre propaganda, og man skal varsom overfor børnene,« siger Alex Ahrendtsen

Nuvel, jeg har ikke de stærke meninger om hvorvidt at mænd i dameundertøj er godt for børn eller ej. Generelt mener jeg jo (som den palæo-konservative, reaktionære og bitre gamle mand jeg er), at alle aktiviteter for børn, der ikke indebærer A) at klatre i træer som alle raske drenge gør,  B) at tie når de voksne taler og C) arbejde i marken, pr. definition er skadelige for børns moralske habitus og arbejdsetik. Så hvis de får en rask omgang cross-dressing, så skader det nok ikke mere end hvad den dekadente og nydelsessyge samfundsudvikling allerede HAR afstedkommet.

Jeg er ligeledes bevidst om, at det er så foruroligende nemt at gøre nar med DF’s yderste mandater. For de er denondelyneme ikke særlig skarpe.

For et par uger siden var det således tågehornet Martin Henriksen, der fik det yderste rimelige og velbegrundende svar ‘Nej’ på sit åndende  spørgsmål til Socialministeren om hvorvidt hun ville “kræve en undskyldning fra Dansk Folkehjælp i forlængelse af arrangementet på Lalandia, hvor der juleaften blev danset mavedans, på trods af at der både var etnisk danske gæster såvel som gæster af anden etnisk oprindelse”.

Men alligevel. Kunne Alex Ahrendtsen i det mindste ikke forsøge ikke at gøre det så nemt, at pille hans jammerlige udtalelser fra hinanden. Rent argumentatorisk og intellektuelt er han jo en omvandrende falliterklæring. Lad os tage hans udsagn og dets præmisser et for et:

1) Jeg er grundlæggende ligeglad med om der optræder mænd i dameundertøj på børne-tv.

2) Jeg synes at det er fint nok hvis de der kristne tosser vil sende en klage over det til DR.

3) Hov, jeg er faktisk ikke ligeglad med det der undertøj alligevel, fordi DR siger i deres svar til aborthaderne, at de gerne vil hylde mangfoldighed og tolerance.

4) Det er PROPAGANDA, er det! Og det skal man passe på med. Det er jo BØRN vi har med at gøre. Og I er jo som bekendt en flok røde lejesvende, DR, jeg har luret jer.

Men Alex Ahrendtsen, hvad mener du egentlig? Er cross-dressende dukker et problem eller ej? Hvorfor er de først et problem, hvis de cross-dresser af hensyn til tolerance og mangfoldighed? Og hvorfor er det din exceptionelt smalle og paranoide tolkning af begreberne ‘tolerance’ og ‘mangfoldighed’, som er gældende? Jeg ved godt at DF’ere har en tendens til at tolke de begreber på en ganske særpræget måde, men alligevel. Hvori består dit issue?

Hvis du er ikke har et problem med mænd i dameundertøj (og dermed netop er tolerant og værdsætter at mennesker kan have lyst til mange forskellige ting), hvordan kan du så opfatte de to begreber negativt? Skal man forstå det således, at du foretrækker at mennesker i deres almene interaktionen med hinanden helst foretrækker konform ensartethed og i øvrigt aktivt er intolerante overfor andres forskelligheder?

Hvad mener du egentlig? Hvorfor hænger dine argumenter, præmisser og handlinger ikke sammen? Kan vi ikke få et svar?