At times like this, I wish I was but a simple peasant

Der kører en ganske underholdende debat i Sverige i dag efter at Svenskt Näringsliv (Det Signede Lands svar på Dansk Industri) har udgivet en uddannelsespolitisk rapport, ‘Konsten att strula till ett liv’, med klassiske arbejdsgiverorganisations synspunkter. I vil muligvis genkende dem fra den danske debat: Studerende skal hurtigere gennem pølsefabrikken, de skal holde op med at læse fjollede fag indenfor humaniora og i stedet læse til ingeniør eller andre fag der ‘ger hög ekonomisk avkastning’.

Det skal i praksis ske ved at give de studerende incitament til at læse naturvidenskabelige fag (= højere SU, hvis du læser Svenskt Näringslivs yndlingsfag) og universiteterne skal have incitament til at mindske optaget på humaniora og øge optaget på ingeniørstudierne (= højere taxameterstøtte til uddannelsesretninger med ‘højt samfundsøkonomisk afkast’, som Svenskt Näringsliv skriver).

Så vidt, så skidt.

Der er for så vidt ikke noget galt med at Svenskt Näringsliv tager debatten. Sverige er plaget af høj ungdomsløshed og kandidaterne forlader i snit først universiteter når de er 29 år gamle. Det er med andre ord ikke illegitimt at komme med forslag til at udstyre unge med jobgivende kompetencer, ej heller at få dem en anelse hurtigere igennem studierne. Faktisk er det vel uhyre rimeligt.

Så hvorfor den heftige debat? Hvorfor koger kulturparnasset, lederskribenterne og undervisningsministeren over?

Der er selvsagt noget prestigetab over det. Det er aldrig rart at få at vide, at man er en ørkesløs drønnert, der ikke leverer samfundsmæssig værdi i en cost-benefit analyse. Reaktionerne er som sådan ganske forventelige. Det hænger også sammen med at Svenskt Näringsliv er nogle tosser med hensyn til kommunikationen. De sætter således en af deres (tørre) økonomer til at prædike i radioen om, at man som ung skal betragte sin uddannelse som en ‘investering’. Og når de skal fortælle hvad humaniora og kunst handler om, så er ‘Harry Potter och hans världar’ det eksempel økonomen hiver frem.

Det er i sig selv uhyre sigende for Svenskt Näringslivs åndelige fattigdom, at Harry Potter står for organisationen som det fremmeste eksempel på humanistisk forskning (og så glemmer vi tilmed et kort øjeblik hvor mange penge og skatteindtægter som J.K. Rowlings fjollede litteratur har skabt…).

Og det er, som uddannelsesminister Nyamko Sabuni skarpt bemærker det, påfaldende at en ellers så liberal organisation nu pludselig mener at politikerne (der ellers på alle andre tidspunkter er dumme og skal holde fingrene væk fra ting, som det frie marked selv kan klare) nu åbenbart bør vælge fremtidens vinderuddannelser.

Personligt køber jeg ikke Svenskt Näringslivs argumentation. Den bygger efter min mening på en usympatisk kræmmerlogik, ringeagt for klassisk dannelse og kultur og en misforståelse af hvad kreativitet handler om.

I mine øjne er humnioraen i dens mangfoldighed med til at berige samfundet med ånd og forståelse for andre ting end hvad der lige står på bundlinjen hos DI og Svenskt Näringslivs medlemmers bundlinjer. Og hvis det endelig er bundlinjen som tæller, så vil jeg faktisk gå så langt som til at mene, at hvis virksomhederne var bedre til at udnytte humanistiske kandidaters evner, så ville det tværtimod kunne medvirke til at skabe større overskud. Det er forsimplet og plat at postulere at humaniora er en underskudsforretning.

Bevares, jeg kommer da heller aldrig til at forstå hvorfor at folk vælger at studere de allermest esoteriske fag på KUA, der nærmest sætter en dyd i at uddanne kandidater der er uansættelige på det gængse arbejdsmarked. Men omvendt anerkender jeg ikke, at jobmuligheder og ‘samfundsøkonomisk afkast’ er de eneste relevante kritier for en uddannelses eller et forskningsområders berettigelse. Nej, det er da mulig at der ikke er mange jobs i forhistorisk akæologi, tibetologi eller lingvistik. Men de rummer viden, ånd og dannelse, som vi ville være et fattigere samfund uden.

Så at anspore folk økonomisk til at læse såkaldt ‘fornuftige’ studier indenfor teknik og naturvidenskab, mens at humanioraen aktivt nedprioriteres i universitetsbevillingerne, forekommer mig at være en særdeles kortsigtet og kræmmersjæls-agtig strategi.

Så mit fromme ønske er vel egentlig bare, at Svenskt Näringsliv vil holde op med at leve fra hånden og til munden. Det ville være det bedste for Sverige.

Lokal ignorance

Jeg skal på forhånd undskylde den frit rablende stil i dette indlæg, men for tiden funderer jeg ganske meget over det at bo i et andet land – og hvordan man skal gribe den situation an.

Som udstationeret lever man lidt i en boble. Eller, tillad mig at præcisere: Med ‘man’ menes ‘jeg’. Det skyldes selvsagt mine ganske begrænsede evner ud i fransk og flamsk. Det går mig lidt på. For jeg er en stærk tilhænger af, at man af et ærligt hjerte forsøger at integrere sig i det land man nu engang er flyttet til. Og jeg ønsker helt oprigtigt, at jeg forstod noget mere af hvad der står i Le Soir, så jeg også kunne forstå Belgien og belgiske forhold noget bedre. Det er pinligt, at jeg har så lidt styr på hvad der sker her i landet.

Men udfordringen er, at jeg ikke har brug for fransk i dagligdagen. På kontoret tales der dansk og engelsk. Det samme er tilfældet ved alle de møder og konferencer jeg deltager i. Min sociale omgangskreds hernede er stadig først og fremmest danskere, så heller ikke i fritiden er fransk strengt nødvendigt. Naturligvis kunne det være rart at blive bedre til small-talk med EU-bureaukraterne på fransk. Men så mange af dem kender jeg heller ikke endnu. Så som det er i dag, er indkøbsturene det eneste tidspunkt, hvor jeg udsættes for fransk. Min kontakt med de arme belgiere er med andre stærkt begrænset.

Burde jeg så fluks drøne til et franskkursus? Jeg er lidt i tvivl.

Hvis man anlægger et langsigtet perspektiv bør svaret naturligvis være ‘ja’. Det er useriøst at bosætte sig i et fremmed land uden at lære sproget. Men som udgangspunkt har jeg ingen planer om at have en livstidskarriere i Bruxelles. Jeg har en kontrakt på to år og den vil jeg selvfølgelig opfylde. Men min fremtid visualiserer jeg mig enten derhjemme (og med derhjemme menes ‘Skandinavien’ i bred forstand) eller måske i et engelsktalende land. Ikke i Belgien og ikke i et fransktalende land.

Så spørgsmålet er egentlig om jeg ikke hellere burde koncentrere mig om at blive knivskarp til engelsk i skrift og tale i stedet? Jeg har alt andet lige kun et begrænset antal måneder at gøre indsatsen i. Ud fra en marginalnytte betragtning forekommer det at være det mest rationelle valg.

Bon Temps og omegn

Den nye sæson af True Blood blev vist på amerikansk tv i søndags og blev fortæret i Bruxelles mandag aften. Det tør svagt antydes, at det var noget som gjorde Den Bedre Halvdel i godt humør. Ja, hun blev nærmest decideret kåd. Guderne må vide hvorfor. Det er ikke utænkeligt, at hendes Gemal gik og skumlede en smule, mens han lavede aftensmad under tv-serie seancen. Hmpf.

Men nuvel.

Jeg kommer nok aldrig sådan oprigtigt til at forstå hendes fascinationen af vampyrer. Jeg elsker at hun er næsten ligeså nørdet som undertegnede, men dér kan jeg alligevel ikke være med. Bevares, jeg kan da godt se hvorfor at vampyrer er velegnede som kulturfænomen. Særlig i den romanticerede og domesticerede udgave af vampyrer, der har plaget verden lige siden Twilight-bøgerne. Det er jo guf for enhver teenager (og åbenbart også en ung dame i midt-tyverne….). Men alligevel. Jeg undres.

True Blood er ikke så slem til at udvande vampyrfænomenet, for den serie har sandt for dyden nogle endog særdeles old-school og krasbørstige vampyrer. Og i øvrigt en sand underskov af andre overnaturlige væsener. Tilsyneladende er samtlige individer i Bon Temps en eller anden form for varulv, fairy, vampyr et al.

Men i Twilight og Vampire Diaries universerne er vampyrerne blevet reducerede til en karikatur. Som regel i form af at den nye høje, mørke og mystiske fyr (som er omdrejningspunkt for den sky, men selvsagt smukke, kvindelige hovedpersons begær) har nogle spændende overnaturlige evner og en beklagelig tendens til at drikke dyreblod. I længden bliver det lidt tamt, tænker jeg. Men ok, jeg er igang med at læse en uhørt episk fantasy serie, så jeg har næppe noget at lade nogen høre.

Kan ikke helt blive enig med mig selv om hvorvidt jeg også bør få set True Blood serien. Jeg har ikke det fornødne overskud til at kaste mig over samtlige 11 bøger i serien. Sideløbende med tv-serien fik Den Bedre Halvdel kværnet den nyeste af bøgerne bag serien. Den var god og åbenbart karakteristisk lummer, men dens slutning var vist nok noget af et antiklimaks. For lidt blod og sex, formoder jeg.

Men tv-serien burde jeg vel kunne se. Er den værd at investere tid i?

Noter fra dagligdagen

Jeg har ikke glemt jer. Men får bare ikke rigtig sat mig ned og udøset mit hjerte til the internets for tiden. Men af mere eller mindre væsentlige begivenheder kan nævnes:

  • Besøg af Den Bedre Halvdel indtil på onsdag.
  • Fået verdens bedste fritter hos Frit Flagey. Jeg bliver kuglerund inden værnepligten her i Belgien er udstået.
  • Restaurantbesøg med et medlem af Europa-Parlamentet. Uagtet deres anonymnitet er de faktisk nogle hædersmænd/-kvinder.
  • 95 pct. afklaring af boligsituationen (nu venter der blot et inferno af flytteforberedelser, plus min første dialog med det kafkaske system af bureaukrati og skrankepaveri de kalder Ixelles kommune).
  • Fik fædiggjort Robert Kaplan: ‘Monsoon’ og ‘Dancing in the Glory of Monsters’ af Jason Stearns.
  • Har ligeledes fået set sæson to af verdens bedste tv-serie færdig.
  • Var til fornøjelig fest fredag, med dertilhørende druk, dans og en udsøgt musikquiz, som jeg var ansvarlig for i selskab med en kollega.

Ugens sange

Beck – ‘Debra’

Jeg var aldrig cool nok til at holde af Beck dengang at jeg var ung. Eller yngre. Eller hvad man nu end kalder ens tidlige 20’ere. Eller, jo, lidt måske. Ejer trods alt hans ‘Sea Change’ album. Synes tilmed endda at det er godt. Men dengang at han var hip og skæv i ‘Odelay’ tiden, well, der kunne jeg ikke rigtig være med. Indtil fornylig, altså. For der opdagede jeg hans eminente Prince-imitation ‘Debra’ fra ‘Midnite Vultures’ albummet. Kæft, hvor er det sublimt. Han er jo så uforskammet lummer, at det næsten kammer over i det slibrige. Vi taler noget nær R. Kelly højder. Det er forrykt godt.

Soundgarden – ‘Fell on Black Days’

Grunge er en røvballe musikgenre, men ‘Fell on Black Days’ er alligevel et mesterværk. Tonsertung og ikke til at gemme sig for. Perfekt gå-til-arbejde-i-regnvejr-musik.

The Cure – ‘Open’

En gammel og sørgerligt glemt sag fra 1992. Efter min mening det bedste Cure nummer overhovedet. Ja, også bedre end ‘Boys Don’t Cry‘. Robert Smith var vist ikke i særskilt lyst humør dengang han skrev den.

Ray Lamontagne – ‘Let It Be Me’

Musikhistoriens største jeg-er-følsom-smid-så-de-trusser sang? Jeg tror det. Lamontagne må have flere groupies end Keith Richards og Justin Bieber tilsammen.

DJ Krush – ‘Four Elements’

Hvor er det sørgeligt, at ingen gider lave trip-hop længere! Musikbranchen tvinger mig altså til at pølse rundt i de samme gamle sange, men nuvel, så længe det er DJ Krushs sjælfulde udgave af ‘Dub Be Good to Me’, så bør jeg næppe jamre alt for højt.

Band of Horses – ‘Detlef Schrempf’

Fik jeg skrevet, at Ray Lamontagne har flest groupies i verden? Det passer ikke. Det må være Band of Horses. Ellers er der da ingen retfærdighed til. Og ‘Detlef Schrempf‘ er 2010-2011 største emo-sang i min verden.

Everything But The Girl – ‘Five Fathoms’

Jeg ved godt, at Tracy Thorn har udgivet mere end godkendte  soloværker siden seneste EBTG-album fra 1999. Men derfor kan jeg jo godt savne hendes værker sammen med Ben Watt. Hendes nuværende producere pakker hende ind i for meget electronica, mens han bare gjorde hende bedre. ‘Five Fathoms’ var første single fra ‘Temperamental’ albummet, og den er stadig blændende god her 12 år efter.

Fused – ‘Saving Mary’

Er det stadig ufikst at kunne lide electropop? Svenske Fused havde mig bekendt ikke andre hits end denne lille perle fra 2001, men det skal ikke komme dem til last. Der er næppe lavet bedre meget bedre houseinspireret pop siden denne sang.

 

The Knife – ‘Pass This On’

Jeg forstod aldrig The Knife dengang de var über-hippe for fem-seks år siden, men videoen til ‘Pass This On’ var og er blandt de mest uhyggelige nogensinde. Sangerinden er fæl at se på. Den legemeliggjorte fremmedgørelse. Sangen er dog fremragende, det er ikke tit at man oplever olietønder i populærmusik.

 

Det Vackra Livet – ‘Viljan’

Det bedste New Order-esque band i nyere tid. I deres engelske udgave kalder gruppen sig ‘The Mary Onettes’, men deres svenske nebengeschäft er mindst ligeså godt. Fængende omkvæd. Er det en saxofon man aner? Jeg håber det virkelig ikke. Så er jeg nødt til at hade dem. Saxofoner er et ondskabsfuldt instrument.

 

Familjen – ‘Det Var Jag’

Fik aldrig købt Familjens andet album, og det sidder jeg så her i langt-væk-Belgien og fortryder nu. ‘Det Var Jag’ rummer alle de kvaliteter der kendetegnede neoklassiske underskønheder som ‘Det snurrar i min skalle’ og ‘Feber’. Hvis man vil have den fulde über-prollede udgave af Familjen, bør man lytte til Adam Tensta remixet af ‘Huvudet i sanden’. Det er en fremragende tour de force i snart sagt samtlige boligblokkede forstæder nord for Stockholm.

Den perfekte Tour de tv-serier

Jeg indrømmer gerne, at mine præferencer inden for snart sagt alle områder til tider er både usammenhængende og arbitrære. Således klappede jeg begejstret i de buttede hænder, da Dallas Mavericks forleden vandt NBA-turneringen. Selvsagt fordi jeg afskyr deres finalemodstandere, Miami Heat, men også fordi Mavericks er fra Texas. Og når man har set ‘Friday Night Lights’, står det tindrende klart for een, at Texas er et beundringsværdigt sted.

Fjollet kausalitet, muligvis, men sådan hænger det altså sammen. For en måned siden – før FNL – havde jeg nok været mindre lykkelig over Dirk Nowitzkis excesser og mærkværdigheder. Nu luffer jeg rundt og brummer ‘Texas Forver!’ i tide og utide, mens Den Bedre Halvdel konsekvent tituleres ‘babe’. Noget som hun, overraskende nok, ikke virker til at have særskilt meget imod.

Min passion for tv-serier sætter med andre ord solide fingeraftryk på mine kulturelle præferencer. Den Bedre Halvdel og jeg taler således ofte om, at vi i fremtiden skal lave en ‘Tour De tv-serier’ rundt i USA. Vi skal besøge de lokationer, som optræder i vores yndlingsserier. Det skal helst foregå i en ’67 Chevy Impala. Og hvor er det så henne?

Roswell, New Mexico

Nej, ikke så meget på grund af hele konspirationsteorien om den nedstyrtede UFO. Kun indirekte i hvert fald. Serien ‘Roswell’ kørte i tre sæsoner fra 1999-2002, og jeg var pinligt vild med den dengang. I serien følger man Max, Isabel og Michael, der er aliens (ja!) og går på den lokale high school. Jeg skal ikke kede de få nærværende læsere med en længere gennemgang af seriens ikke særlig dybe handling, men blot notere mig, at der selvsagt indgår kærlighedsforviklinger, onde regeringsfolk og ditto onde modstander-aliens i handlingen. Det er altsammen meget forvirrende. Af bemærkelsesværdige træk ved serien bør nævnes, at den katapulterede sangerinden Dido ind i rampelyset (sangen ‘Here With Me’ er seriens musikalske tema), at jeg var inderligt forelsket i Shiri Appleby samt at hovedpersonen Max blev spillet af den helt ualmindeligt irriterende Jason Behr. I et tilfælde af højere guddommelige retfærdighed, så har han heldigvis ikke haft en karriere af betydningen siden ‘Roswell’. Serien var desværre også Katherine Heigls gennembrud. Nogle af hende vil kende hende som Izzie fra ‘Grey’s Anatomy’. Også Claire fra ‘Lost’ blev set første gang i ‘Roswell’. Set i det lys må nok sige at serien’ er ansvarlig for en del graverende popkulturelle forbrydelser. Hvis man på trods heraf har sindelag for tilgivelse, så kan samtlige afsnit af serien ses inde på YouTube.

Odessa, Texas

Man skulle ikke lige tro det, men faktisk udspringer der hele to serier af Odessa. Den fiktive by Dillon i ‘FNL’ bygger således på Odessa, ligesom at væsentlige dele første sæson af ‘Heroes’ foregår i Odessa. Ja, I husker nok ‘Heroes’? Ikke? Nej? Ok, her er et par stikord: F.a.b.e.l.a.g.t.i.g første sæson. Superhelte, og sådan. Enormt potentiale for at blive historiens bedste adventure/sci-fi serie. Siden gigantisk deroute i kvalitet, for siden blot at udånde efter tre sæsoners uafbrugt styrt ned i afgrunden. Muligvis historiens mest vanrøgtede tv-serie franchise. Men den begyndte altså godt. Og heltinden Claire (hende med: ‘Save the Cheerleader! Save the World!’) vokser op i byen, bl.a. sammen med sin far, den enigmatiske (altså indtil at manuskriptforfatterne får ødelagt figuren fuldstændigt) Noah Bennet.

Baltimore, Maryland

Man ikke sige ‘The Wire’ uden at sige Baltimore. Serien kredser om byen, som vi på fascinerende vis får skildret i alt dens grimhed. Personligt kunne jeg godt tænke mig en tur ned omkring havnen, hvor det er muligt at jeg kan få prygl af grækerne. Subsidiært kan vi smutte forbi City Hall, hvor Clay Davis måske vil sige halløj. Eller sheeeeeeeeeeeeeeit.

Kearny eller Lodi, New Jersey

Det er ikke ganske nemt at vælge hvor man skal fokusere i New Jersey. Særligt ikke som ‘The Sopranos’ entutiast. Således kan man jo vælge Kearny, hvor den fiktive (og legendariske) pork store Satriale’s skulle ligge. Man kan også vælge Lodi, hvor stripklubben Bada Bing! hører hjemme. Decisions, decisions.

Lawrence, Kansas

Lawrence er byen hvor Sam og Dean Winchester voksede op i ‘Supernatural’. Det er også i Lawrence, at deres mor bliver myrdet af en ondsindet ilddæmon. Bare sådan til almen skræk og advarsel.

Er der andre tv-serie steder man bør besøge? Sunnydale fra ‘Buffy’ lader sig jo desværre ikke rigtig gøre (dels er byen fiktiv, dels blev den ødelagt af en hellmouth), men hvor ellers? Er der nogle lokationer fra ‘Lost’ eller lignende mesterværker, som kan meritere et besøg?

Jammer, klage og tungt sløvsind

Er uventet hårdt ramt af mathed oven på endnu en fredagsøl-udvikler-sig-til-decideret-druk seance. Vågnede af uransagelige årsager allerede kl. 7, hvilket er en anelse fjollet, når man er kommer kommet sent i seng. Ingen planer resten af weekenden, ud over at få slæbt kadaveret ud på en løbetur og/eller i motionscenteret.

Det går ellers mindre godt for tiden.

Arbejdet er vel sådan nogenlunde og mine kolleger rare. Men jeg mangler naturligvis Den Bedre Halvdel, ligesom at der er bøvl med boligsituationen.

Havde egentlig fundet en underskøn lejlighed, som Den Bedre Halvdel også var pjanket med, da vi besøgte den i sidste weekend. Problemet er bare, at udlejere i Belgien i almindelighed insisterer på tre års lejekontrakter, hvor man ud over tre måneders opsigelse også skal kompensere udlejeren økonomisk, hvis man er så næsvis at opsige lejligheden inden de tre år er gået.

Hvis jeg opsiger lejligheden i det første år, har udlejer krav på tre måneders husleje som kompensation. En opsigelse i år to garanterer ham to måneders kompensation, og en opsigelse i år tre medfører én måneds kompensation.

Med den model kan jeg teoretisk set stå i den situation, at hvis jeg nu bliver nødt til at tage hjem allerede til næste forår, så skal jeg inden for tre måneder rask ud betale hvad der svarer til seks måneders husleje. Det er de facto det samme som stavnsbåndet, og vil være en hel uacceptabel privatøkonomisk risiko at løbe.

Jeg forhandlede derfor løs med udlejeren, der dog på ingen måde ville give afkald på sin ret til kompensation. Og så faldt den lejlighed jo lissom til jorden.

Så pt. er jeg stadig boligløs pr. 1. august, ligesom jeg konceptuelt leder efter en måde at undgå, at jeg bliver fanget i en ubehagelig lejlighedssituation Bruxelles. Er i dialog med arbejdsgiveren om en vej udenom, og så må vi se hvordan det ender.

Men jeg skal ikke nægte, at uvisheden om boligen medfører en del frustrationer og bekymringer.  Håber på bedring snart.

Troværdige sanktioner er altid bedst

Jeg er ikke så skarp ud i det russiske, vel, men hvis ellers Ritzaus kilder er gode nok, så må dette være den mest episke fyringsseddel i nyere fodboldhistorie:

I januar ansatte den tjetjenske klub Terek Grozny den hollandske legende Ruud Gullit i håbet om at komme højere op i den bedste russiske række end de midterplaceringer, men indtil da havde været vant til. Men forholdet er ikke gået som planlagt, og Gullit er nu på vej ud. Klubben kræver således sejr i dagens kamp mod Amkar, fastslår Tjetjenien og klubbens leder.

– Ramzan Kadyrov har opsat et mål om tre point. Hvis ikke det sker, vil Gullit blive fyret som cheftræner, skriver klubben på sin hjemmeside.

– Gullit skal vide, at han ikke er hentet hertil for at gå på bar eller diskotek, men for at arbejde i en fodboldklub og skabe resultater. Det er helt korrekt, at her ikke er stoffer eller et vildt natteliv som i Holland og resten af Europa, men i stedet alle muligheder for at føre en sund livstil, skriver klubben blandt andet som en bemærkning til hollænderens beklagelser over mulighederne for at hygge sig i Tjetjenien

Ja, mon ikke ham narkomanen og festaben Gullit skal passe på.

Han er i øvrigt indehaver af et mildest talt blakket ry, når det handler om menneskerettigheder og mord på diverse kritikere. Så noget siger mig, at vor unge ven Gullit snart skal til at vinde nogle fodboldkampe. Ellers kan han nok imødese en kontant og – for Tjetjenien – ukarakteristisk usund behandling.

Update! Nuvel, Gullit slap tilsyneladende med livet i behold. Men fyret blev han nu alligevel.

Flandern rundt

Den Bedre Halvdel og jeg tog til Leuven i dag. Belgien viser sig fra sin pæne side denne weekend. Vejret er ikke perlende, men passer glimrende til ekspeditioner ud i landet. Vi talte om Belgiens tvedeling og den kuriøsitet, at landet lige om lidt har været uden regering i et år – og at belgierne tilsyneladende ikke savner politikerne alt for meget. Alt imens drønede landets velnærede provins forbi udenfor togvinduerne, og jeg kom til at tænke på omslaget til Saint Etienne vidunderlige single ‘How We Used To Live’ fra 2000.

Bevares, jeg ved da godt at det er sommer nu. Men bortset fra det, så ser Belgien altså sådan her ud udenfor storbyerne.

Sangen er foriøvrigt fortryllende. I bør lytte til den her. Den er et opus i tre dele, hvoraf den tredje (med start ca. 07:00) er det mest sejtrækkende og funky pop I kommer til at forkæle jer selv med i de kommende syv-otte istider.

Grotesk inefficient ressourceallokering

Er ikke helt død. Men har været optaget af en del rejseri til Danmark. Afdelingsseminar og den slags tidskrævende aktiviteter. I fritiden var det alt andet lige nemmere, at bruge tiden sammen med Den Bedre Halvdel i stedet for at grifle blog. Og jeg blev i al min enfoldighed slået af, at da jeg lagde mit indlæg om Halmstads BK ind på hjemmesiden bold.dk, så har det her en uge senere blevet læst 3071 gange, har fået 62 ‘likes’ stemmer og 21 kommentarer.

Her på siden skal jeg være heldig, hvis den slags krabørstige indlæg bliver læst, endsige kommenteret på. Så hvorfor egentlig henligge min skribentvirksomhed her, når jeg istedet kan målrette mine mavesure ord til dertilrettede fora – og opnå øjeblikkelig magt, ære og nærmest cæsariske hyldester?

Ja, jeg spørger bare.