Uundværlig?

Det er ikke så tit at en ultrablød føle-røre samfundsvidenskaber som jeg finder inspiration i Business sektionen i The Economist, men i denne uge har de en interessant artikel omkring Kinas betydning som eksportmarked.

Jeg skal ikke gøre mig klog på metodologien eller hvordan man er nået frem til tallene, men de illustrerer tilsyneladende hvor stor en andel af landene og regionernes bruttonationalprodukt, der udspringer af eksport til Kina.

Kina er i sagens natur selv et stort eksportland, der leverer et hav af billige produkter til glæde og gavn for forbrugere rundt omkring i verden. Derfor er ovenstående ikke et udtryk for Kinas samlede betydning i verdensøkonomien. Men for den storpolitisk interesserede, kan man alligevel udlede lidt geopolitik af billedet. For hvilke lande er mest økonomisk afhængige af Kina? Hvad betyder den afhængighed i givet fald for bevægelserne indenfor international politik? Og hvordan vil handelsstrømmene udvikle sig fremadrettet? Nørdede spørgsmål, ja, men de kommer til at få betydning for os alle indenfor en ikke alt for lang tidshorisont.

Med Nobelprisen til den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo in mente, så må man vel blot notere sig, at qua deres store økonomiske interesser i Kina, så vil de store afrikanske lande, oliesheikerne og Kinas kolleger i BRIK-landene næppe løfte en finger for at forbedre den ikke helt fremragende menneskerettighedssituation i Kina. Ej heller vil de presse Nordkorea  eller Iran mere end højest nødvendigt. Folk med visioner om udbredelsen af det liberale demokrati i hele verden vil nok heller ikke få meget at juble over i årene frem. Det kan man jo så begræde hvis man vil.

Givet er det dog, at Kina kun vil fylde endnu mere i fremtiden. Alene ud fra det faktum, at når den kinesisk stat engang holder op med at holde Yuan-kursen kunstigt lav (og derved giver de kinesiske forbruger mulighed for at bruge nogle penge), så vil ovenstående billede endda ændre sig markant i retning af yderligere økonomisk samhandel. Hvis økonomien smitter tilsvarende af på kulturen, så går der næppe mange år før der underviser i et af de store kinesiske sprog som første fremmedsprog i folkeskolen. Vi lever i sandhed i interessante tider.

Se dig ud

Dansk Folkepartis nyklassiske forslag om at blokere sendesignalet i Danmark for to arabiske tv-kanaler er pragtfuldt. Partiet er selvsagt udmærket klar over, at øvelsen er fuldstændig uladsiggørlig og gak-gak i al sin fuldbyrdede paternalisme.

Den slags bagateller er dog aldeles ligegyldige for DF. Partiets mål med forslaget – at markere sig som værdikrigerne par excellence – er jo allerede nået. Jeg savner dog en vis konsekvens i det der blokeringshalløj. De to gange jeg har været midlertidigt udstationeret i henholdsvis Prag og Bruxelles, så sad mine mere bofaste overordnede nemlig hjemme i privaten, og så på DR og TV2.

Den slags er jo dybt skadeligt for deres integration i de tjekkiske og belgiske samfund. Kunne DF derfor ikke i tilgift forlange, at udlandsdanskere skal forbydes at se tv fra hjemlandets vemodige stepper? Det forekommer kun ret og rimeligt.

Jeg vil i den forbindelse gerne tilføje, at jeg under mine seks måneder i Prag som en god ny-tjekke udelukkende så tjekkisk tv. Men det skyldtes vel primært at jeg kun havde to kanaler.

Nå, ja, og så vejrpigerne naturligvis. De var altid så uhyre friske.