Søges: Steder at solde familieformuen op

Som bekendt er jeg i almindelighed indbegrebet af zen-buddhistisk tålmodighed og balance. Men jeg går alligevel og er rigtig godt og grundigt gnaven over den alenlange leveringstid ved Amazon.

Det er egentlig ikke fordi jeg mistænker firmaet for at være nogle charlataner. De sendte mig en elskværdig mail i mandags om, at nu havde de smidt sidste sæson af Battlestar Galactica (og andre godter) afsted med posten. Så tingene er gået ganske snabt i deres ende.

Herefter applikerede jeg min (indrømmet!) ret begrænsede analyseevne på problemstillingen: ‘Hvornår arriverer pakken monstro i min favn?’. Jeg nåede efter en time eller to frem til, at en pakke sendt fra England om mandagen, alt andet lige burde kunne nå frem indenfor højest tre-fire dage.

Dér tog jeg fejl. Grueligt fejl, faktisk. For jeg er stadig ensom, alene og aldeles pakkeløs.

Estimaterne tyder nu på mandag, ja, hvis ellers at Post Danmark (eller hedder de allerede Post Norden nu?) gider hanke blot en anelse om i den faglige stolthed, og så se at få leveret min pakke.

Som nævnt synes jeg egentlig at Amazon er en flok hædersmænd, men det forekommer lang tid at vente på varer man køber.

Kan nogle af de få tilbageværende læsere bidrage med erfaringer?

Kan de danske/skandinaviske netbutikker i almindelighed konkurrere når vi taler priser (og leveringstid!) på cd’er og dvd’er? Hvis ja, hvem er i så fald bedst? CDON, eller? Og hvad med bøger? Er saxo.com et reelt alternativ til Amazon?

Fagre voksne verden

Just kommet hjem fra Empire Bio.

Vi så ‘Away We Go’, en lille perle af en film. Kan varmt anbefales, især hvis man synes godt om film som ‘Juno’ og ‘Little Miss Sunshine’. Rigelige mængder humor, melankoli og elskelige personager. Det er aldeles vidunderligt.

Soundtracket af Alexi Murdoch er ligeledes storartet. Han minder om Jack Johnson, dog i en mindre lalleglad udgave.

Eneste ulemper ved filmen er, at den A) fremkalder akut uro i æggestokkene hos tøsepigebørn og B) man får en frygtelig rejsefeber af den slags roadmovies. Så er I advaret.

Caritas in Veritate?

Der er noget lidt tragikomisk ved at følge G8-mødet i Italien.

I de senere dage har en måbende verden således åndeløst fulgt hvorledes statslederne fra de rigeste lande (samt Indien og Kinas) har lovet hinanden, at man vist nok, måske, eventuelt, i bedste fald vil forsøge at begrænse den globale opvarmning til kun at være steget med to grader celcius i 2020.

Yderst elskværdigt er samme snakkeklub også blevet enige med sig selv om, at man da bestemt vil tænke lidt over at få genoplivet de strandede WTO-forhandlinger i 2010, ligesom man (vanen tro) genbruger gamle penge til udviklingslandene.

Denne gang sker det eftersigende i form af 20 mia. USD over tre år til udvikling af landbrug og fødevaresikkerhed i fattige lande, selvom ingen rigtig kan finde ud af hvor pengene skal komme fra. Altsammen er både dejligt, læskende og vidunderligt.

Set fra mit lille hjørne, er det især det fornyede fokus på udvikling af landbrug i udviklingslandene, som er interessant og stimulerende. Hvis nogle af de rare 20 mia. USD kan bidrage til at udvikle bæredygtige og produktive landbrug samt brødføde nogle af de 1 mia. sultende mennesker, så vil det være fremragende. At landbrug efter mange års negligering og forsømmelser endelig er tilbage i den udviklingspolitiske mainstream er helt nødvendigt.

Skal man så tro på det? Er vi nået til Det Signede Land, hvor der nu endelig er global konsensus om indsatsen omkring klimaproblematikkerne?

Bevares, det nemmeste her i verden er at være kyniker. Lænestolskritikere som undertegnede har normalt alt, alt for nemt ved at læne os tilbage, være sure og tvære samt i øvrigt kritisere alting. Men netop de svulstige udmeldinger, pompøse erklæringer og politiske truthorn, der lyder fra L’Aquila i disse dage, burde altså mane til lidt skeptisk eftertanke.

For hvad er egentlig grunden til, at man går så sørens meget op i, hvad nu end nogle statsledere bliver enige om til et eller andet arbitrært møde? Bør man ikke snarere spekulere lidt over, hvorvidt de glade givere nu også er i stand til at føre deres løfter ud i virkelighedens verden. Spørgsmålet, som et topmøde i et juridisk uforligtende forum som G8 afføder, er nemlig reelt: Hvor mange af de gode tanker og hensigtserklæringer vil blive omsat til konkret handling?

Måske bunder vores tiltro til, at G8-beslutninger betyder noget i, hvad den amerikanske økonom William Easterly kalder for ‘The Man in Charge Fallacy’.

Easterly tager udgangspunkt i, at Pave Benedict dagen før G8-mødet fremlagde det, der må betegnes som et vaskeægte politisk udspil: “Caritas in Veritate”. Herom skriver Wall Street Journal:

“In a letter titled “Caritas in Veritate,” or “Charity in Truth,” Pope Benedict said the United Nations and other international bodies need to “acquire real teeth” to properly monitor markets, stem the current crisis and prevent future ones. “There is urgent need of a true world political authority,” the pope wrote in the 44-page encyclical.

….

In “Caritas in Veritate,” Pope Benedict offered a sweeping indictment of the troubles that fueled the global economic crisis, ranging from outsourced labor, to lax market regulation, to managers and financiers driven by profit and “darkened reason.”

“Today’s international economic scene, marked by grave deviations and failures, requires a profoundly new way of understanding business enterprise,” he wrote”

Hvis man ser bort fra det fascinerende i, at en religiøs institution på denne måde bedriver hård politik, så påpeger Easterly det interessante i, at Pavens argument hviler på en meget menneskelig antagelse om, at der da virkelig må være nogle der bestemmer et eller andet sted – der ganske enkelt være en ‘Man in Charge’.

For en international NGO, hvilket Vatikanet er at betegne som i denne sag, er opgaven derfor at give denne ‘Man in Charge’ de rette anbefalinger og policy forslag, så han kan fikse verdensøkonomien. Simpelt, men genialt! Eftersom at Paven som bekendt er Guds repræsentant på Jorden (og dermed vist må siges at være ‘the Man in Charge’ indenfor sit felt), så kan man måske tilgive ham for at have dette grundpræmis.

Men som Easterly påpeger – hvilket jeg er ganske enig med ham i – så kan man godt tvivle på hvorvidt der findes en ‘Man in Charge’ her i verden. Han skriver:

“…There is no Man in Charge of the global economy, There never has been, and there never will be. There is no Man in Charge of any national economy either. This is not about the debate about the role of government vs. markets, this is simply a statement of fact. There are government leaders, to be sure, but they are only one among many different power centers in the political system, society, and in the economy, all with sharply conflicting interests and tools to effect change, and so any individual leader has very limited power to change things. This is true of both authoritarian and democratic systems. You may want one of those leaders to act on a particular problem, which is fine, but you should not think that leader is the Man in Charge.”

Problemet med alle de ovenstående gode idéer, løfter og tiltag er, at tiltroen til at de kan gennemføres i virkelighedens verden ret entydigt bygger på den ret tvivlsomme ‘Man in Charge” antagelse. At tro på G8-statsledernes evne til at føre løfter ud i livet, afhænger altså af hvorvidt vi betragter dem som ‘8 x Man in Charge’. Det er en besnærende tanke, for som Easterly syrligt bemærker:

“Why do we all fall for the Man in Charge fallacy? We like to anthropomorphize a complex system of multiple power centers, bottom-up social norms, and spontaneous markets, innovators, and entrepreneurs, because it is scary to think of such a complex system with no Man in Charge. Pope Benedict XVI understandably thinks it’s possible to have a Man in Charge of the global economy since official church dogma says he himself is the Man in Charge of the church (although perhaps this is just as much a leap of faith).”

Som sagt: Det er nemt at være kyniker og kritiker, men væsentlig sværere at være optimist og konstruktiv.

Problemet er, at Easterly’s argumenter giver mening på mange planer. Selv morer jeg mig især fyrsteligt over, hvorledes Barack Obama konsekvent opfattes som ‘Man in Charge’ indenfor snart sagt alle politikområder og -problemstillinger (og det uanset om han så er det eller ej). På et mere abstrakt og flyvsk plan bør man vel også spørge sig selv, hvorvidt den top-down tilgang, som G8 er udtryk for, reelt har medvirket til en bedre verden. Har de store konferencer, strategier, planer, politiske møder og gyldne løfter gjort særlig meget for fred, bæredygtighed og velstand i verden?

Det er i bedste fald tvivlsomt. Easterly advokerer i almindelighed for hjælp til selvhjælp og bottom-up løsninger a la Muhammad Yanus’ mikrolån. Men hvad med hvad med indenfor andre politikområder? Kan man løse de kollektive handlingsproblemer på klimafronten uden store top-down løsninger? Næppe.

Samlet står tilbage, at G8-mødets aftaler og initiativer – med mindre at landbrugsinitiativet reelt får tilført penge – nok mest af alt skal ses som symbolpolitik og skabelse af god stemning inden næste G8-møde i Pittsburgh – og siden klimamødet i København.

Det kan jo være meget godt. Men det kunne nu være rarere med mindre snak – og mere reel handling.

I Have Seen Your Future and It Doesn’t Work

Der arbejdes atter med bloggens design. Bliv derfor ikke overrasket, hvis udseendet skifter i løbet af de kommende par dage.

Hav tålmod. En dag falder jeg nok til ro.

Update! Så er et nyt (og forhåbentlig langtidsholdbart) design på plads. Der er endnu et par ting og sager som ikke fungerer helt sømløst, herunder kommentarfunktionen, men jeg pusler løs med at få det på plads.

Jeg vedkender mig nu åbent rollen som blogverdenens svar på Bo Bedre. Når det gælder udseendet på bloggen, da er jeg både pralende, opmærksomhedskrævende, til fals for ussel mammon, glitter, perler og spejle – samt snobber hæmningsløst for småborgerligt design.