Midt i en brydningstid

Jeg holder mig som regel fra at skrive omkring mit arbejde. Dels fordi jeg selv synes det er ualmindeligt kedeligt at høre omkring andre menneskers arbejde, dels fordi ens arbejdsgiver ikke nødvendigvis er intenst begejstret over den slags. De store linjer kan og vil jeg dog godt kommentere – især hvis de vedrører mig mere end bare perifært.

Det sidste trekvarte års tid har det været skiftetider på min arbejdsplads. Vi er en interesseorganisation, der groft sagt lever af og for at varetage vores medlemmers politiske, erhvervsmæssige og økonomiske interesser bedst muligt. De medlemmer vil i sagens natur have noget for deres kontigentpenge. I forbindelse med, at vi fik en ny adm. direktør, blev blev der derfor sidste sommer indledt en strategiproces. Denne strategi skulle afklare hvorvidt vores interessevaretagelse var ‘value for money’ og samtidig pege på, hvor der skal prioriteres og hvorvidt der er rationaliseringspotentiale m.v.

Altsammen meget almindeligt, godt og sundt for en organisation som vores. Den slags øvelser medfører naturligvis en del uvished og usikkerhed blandt medarbejderne, men ikke mere end at det giver folk incitament til at arbejde mere og præstere bedre.

Siden ændrede billedet sig dog en anelse. Først begyndte finans- og likviditetkrisen for alvor at ramme vores medlemsvirksomheder. Det er jo slemt nok i sig selv, men imens at jeg tumlede rundt på ski i Sverige, kom så den anden begivenhed. Den adm.direktør var fratrådt og en fusion med de øvrige organisationer indenfor erhvervet vil finde sted inden sommer, med det klare formål at prioritere, rationalisere og effektivisere arbejdet.

Dér er vi så nu, med en rasende finankrise og en fusionsproces i fuld gang. Ja, altså bortset fra, at der i dag kom endnu et usikkerhedsmoment ind i billedet. Nummer et i vores politiske ledelse meddelte her til eftermiddag, at han trækker sig tilbage i starten af juni. Vi skal nu have ny politisk ledelse, ny administrativ ledelse og ny struktur på samme tid. Det er ikke godt at vide hvad det hele ender med.

Det er spændende og lidt skræmmende at være med i øvelsen. Bevares, den helt grundlæggende usikkerhed i organisation kunne jeg måske godt have undværet, men omvendt betyder forandringer også nye muligheder.

Det bliver i hvert fald et par arbejdsmæssigt særdeles interessante måneder fremover for undertegnede.

Life is a battle of inches – et indblik i roningens forunderlige verden

Jeg har observeret hvorledes nærværende blog langsomt har udviklet sig til en chefredaktørs hjørnekontor, hvorfra virkeligheden i behørig afstand observeres og begrædes.

Derfor er det mig, Niels-Jakob, en udsøgt fornøjelse at byde ind med noget langt mere folkeligt end historiske tilbageblik , revselse af politikere og højkulturel AaB-hyldest. Mit emne er naturligvis roning.

Danmark har igennem de seneste 10-15 år været vidne til en række sportsgrenes opblomstring efter nationale sejre. Hvem husker ikke hvorledes enhver villavej, med respekt for sig selv, fik et cykelhold efter Riis’ toursejr? Desuden glemmer man heller ikke nemt det massive folkekrav om flere skøjtehaller i kølvandet på curlingkvinderne dominans ved vinter OL.

Mærkelig er det dog at Guldfirerens triumftog, endda ved flere OL i træk, ikke har fået danskerne til at kaste sig over de lokale roklubber. Dette på trods af at roning må ligge dybt i vores kulturarv. Danmarks største udenrigspolitiske sejrer er trods alt ikke er vundet i NATOs korridorer, men derimod gennem brutale ro togter mod England.

Paradoksalt nok har engelske universiteter derimod taget roningen til sig, og da jeg for tiden studerer på et sådant har jeg haft fornøjelse af at stifte bekendtskab med sporten. Og herfra må det meldes at roning er en udsøgt fornøjelse. Det er ikke kun benhårdt, men giver også god styrketræning og kondition. Derudover er det at ro i en 8-mands båd en fremragende teambuidlings øvelse. Hvis blot en mand ikke er koncentrerer sig, og får åren i vandet på rette tidspunkt, så destabiliserer det hele båden. Derfor er det ikke nok at placere 8 rugbyspillere i en båd – de skal også kunne arbejde sammen. Og her kommer den smukke del af roning: en båd med 8 mand som langt fra kan tage 120 kg i bænkpres, kan sagtens eliminere en båd med 8 kraftkarle. Derfor giver sporten håb til os der ikke har brugt hele vores ungdom på styrketræning.

Konklusionen er en varm anbefaling om at prøve rosportens glæder. Du vil ikke blive skuffet. Ovenstående video blev sendt til mit mandskab af vores træner dagen før vores race i december. Så er scenen ligesom sat :).

UPDATE: Ovenstående blev skrevet fredagen før at årets boatrace på Themsen blev domineret af Oxford, som var den tungeste båd nogensinde i racets historie. I fredags håbede jeg således fortsat at yndefulde Cambridge kunne knuse rugbyspillerne fra Oxford. Cambridge satte deres push ind lige før Surrey Bend, men formåede ikke at vriste sig fri af Oxfords klør. Da kraftkarlene kort derefter satte deres modangreb ind (med imponerende 40 strokes per minute) var der ikke mere at skyde med for Cambridges vedkommende. Desværre.

Men til gengæld kan jeg glæde mig over at GF og Cambridge nu deler slogan: Til næste år!

Mitt utopia

En viss herre är aningen missnöjd med min sparsamma aktivitet inne på hemsidan… men häng inte läpp, här kommer ett eldigt, kvinnligt inlägg 😉

Häromdagen fick jag senaste numret av tidningen Atlantic i handen, med uppfodringen att läsa en artikel om amning. Nu är det ju ingen hemlighet att jag tar aktivt avstånd från 99 % av allt som idag kallas feminism (men som egentligen handlar om svartsjuka kvinnors hämnd på den manliga halvdelen av människorasen) eftersom jag anser att idéerna i de flesta tillfällen helt saknar konstruktiv karaktär. Vad som irriterar mig mest med “dagens feminister” är att de mer än någon annan bidrar till att nedvärdera moderskapet. Just därför viste husbonden att artikeln ville få mig till att fnysa eld som en annan drake!!!!

Som ung kvinnlig medicinstuderande är jag självklart tacksam för de möjligheter jag fått, som inte alltid funnits för samhällets kvinnor. Vad jag är mest tacksam för är mitt FRIA VAL att söka om en universitetsplats och mitt FRIA VAL att hänge mig till ett liv som yrkeskvinna. Kampen för kvinnors rättigheter har givit oss alla möjligheten till detta, men sorgligt nog är “dagens feminister” i fullt fläng med att ta det fria valet ifrån oss igen. Nu är det plötsligt inte lika “fint” att vara mor längre… inget kan mäta sig med en roll som yrkeskvinna. De kvinnor som idag väljer att hänge sig till mödrarollen “vet inte sitt eget bästa längre” och är helt klart ” nedtryckta i ett samhälle som styrs av det onda hankönet”… suck!

När ska kvinnorna förstå att frihet och lika rättigheter = fritt tänkande och friheten att välja sin egen väg, sitt eget levesätt, sin egen roll i samhället. Om en kvinna vill sikta på rollen som president eller statsminister skal det vara hennes rätt, men är det hennes önskan att vara mor på fulltid med allt vad det innebär, borde det också vara hennes rätt och respekteras.

För att återkomma till artikeln i Atlantic, så handlade det om amning. En typisk “modern kvinna” uttrycker sin ilska över pressen från samhället på nybakta mödrar att amma sina barn.  Jag sympatiserade med henne igenom första halvdelen av artikeln, eftersom jag av princip är för varje kvinnan eget val. Men men men… för skribenten är det inte nog med kvinnans rätt att själv få välja om hon vill amma eller inte. Amning förvandlas plötsligt till boven som gör kvinnan till slav i sitt eget hem! Var kom den ifrån??? Hon fortsätter med att argumentera för att Nestlés modermjölksersättning är att lika bra val som naturlig bröstmjölk och att det inte finns vetenskapligt bevis för att den tidiga fysiska kontakt mellan mor och barn, som fås vis amning, inte har en bevisat positiv effekt på barnets välbefinnande… igen suck!

Måste en kamp som startar med kvinnans rätt att välja själv sluta med smutskastning? Visst, vetenskapliga bevis för amningens positive effekter är begränsade, men jag har hittills inte stött på en enda artikel som bevisar motsatsen. Är det inte nog med det faktum att kvinnan är skapad med två bröst, med funktionen att producera en mjölk som innehåller alla de näringsämnen ett spädbarn kräver under de första par månader av sitt liv, för att i varje fall överväga alternativet? Jag är övertygad om att vi med dagens vetenskap kan skapa hyggliga alternativ, men amning behöver väl inte avskrivas helt?

Mina egna åsikter lyser säkert igenom… om jag en dag blir mor väljer jag helt klart amningen framför Nestlé, och jag hoppas att jag den dagen slipper att höra på någon som predikar för mig att jag inte vet mitt eget bästa. Att en kvinna känner sig “som slav i sitt eget hem” har inget att göra med amning. Dagens samhälle håller inte kvinnor som slavar.  Jag är övertygad om att var man/kvinna skapar sin egen lycka, vad den nu än definieras som. Friheten för individen är rätten att välja själv, och (mitt) utopia är en plats där vi alla respekterar varandras rätt till just det.

Sørgeligt

Der er så utrolig mange måder, hvorpå jeg ligner Jesus.

Ja, det ville blot trætte nærværende læsere, hvis jeg begyndte på at opremse alle vores fælles karaktertræk, dyder og evner. Men hvis man hårdt presset skulle fremhæve blot den ene ting han og jeg har mest tilfælles, må det nok siges at være vores evne til at elske betingelsesløst. Bevares, der er ganske vist tale om et forholdsvist begrænset antal personer, ting og fænomener jeg overøser med min kærlighed (resten af verden er jeg enten ganske ignorant eller hadefuld overfor).  Men når man først er inde i varmen, så er det særdeles sjældent, at man slipper ud af mine kløer igen.

En af de ‘heldige’ få er Tjekkiet. I lighed med Sverige og svenskerne, så kan Tjekkiet og tjekkerne ganske enkelt ikke gøre noget galt. De er mine øjenstene, og jeg støtter dem i snart sagt alle livets forhold. Ishockey, fodbold, politik, finere madlavning, standarddans, kvinder, kultur. ALT gør tjekkerne (og svenskerne) bedre og smukkere end alle andre. Og nej, det synspunkt er ikke til rationel diskussion eller nuancering.

Derfor gør det ondt, ONDT, i min lille sorte sjæl, når tjekkerne får dårlig presse. Og man må nok sige, at Tjekkiet i denne uge har fået mere tæv end de fleste.

Det begyndte alt sammen, da den tjekkiske regering faldt efter en mistillidsafstemning i parlamentet. I sig selv ret uinteressant for alle andre end en Tjekkiet-connoisseur som undertegnede – hvis blot det ikke var for den mindre detalje, at Tjekkiet besidder EU-formandsskabet i dette halvår.

Tilmed fandt det tjekkiske kollaps sted i samme uge som at regeringen i et andet centraleuropæisk land, Ungarn, brød sammen. Kombineres disse begrædelige begivenheder med, at den globale økonomiske krise er ekstra grum ved de tidligere Østblok-lande (samt at især Frankrigs præsident Sarkozy kæmper hårdt at svine regionen til), så dukker det traditionelle vesteuropæiske billede af en flok korrupte, fattige og inkompetente bananrepublikker hurtigt frem på nethinden.

Endnu værre for tjekkerne blev det imidlertid, da den nu ganske betydningsløse premierminister Mirek Topolánek (inspireret af AC/DC’s sang ‘Highway to Hell’) fandt det bydende nødvendigt at kalde Obamas nye amerikanske redningspakke for “a way to hell that will undermine the stability of the global financial market”. Det kan der muligvis være noget om, men det gav ikke indtrykket af, at tjekkerne helt har begreb om de faktiske forhold i international politik lige nu.

Det værste er, at det faktisk går forholdsvist godt i Tjekkiet. Landets økonomi hænger fornuftigt sammen, og er ikke blevet ramt ligeså hårdt som eksempelvis Ungarn eller Letland. På trods af besværlige parlamentariske forhold, er der blevet gennemført en ganske fornuftig reformproces i de seneste år. Det var ikke økonomien som fældede regeringen i Tjekkiet, men snarere indenrigspolitisk skvalder og uenighed om den borgerlige regerings støtte til Lissabon-traktaten, som afstedkom resultatet af mistillidsafstemningen.

Og der er vi så nu. Med et tjekkisk forretningsministerium og et impotent EU-formandsskab indtil der kan indkaldes til nyvalg omkring sommerferien. Det tjekkiske image har fået ordentlige tæsk, Sarkozy sidder og gnækker og den fine tjekkiske økonomi bliver destabiliseret. Væk er billedet af Tjekket som det velfungerende og fremadstormende land i Centraleuropa. Tilbage er billedet af inkompetence og manglende styr på tingene.

Jeg håber at det fremgår, at jeg er pænt ligeglad med hvad den seneste uges kaos betyder for EU og ratifikationen af Lissabontraktaten. Til gengæld bekymrer jeg mig i høj grad for, hvad det betyder for mine elskede tjekker. For en tjekkofil har den sidste uge ganske enkelt være katastrofal og til at tude over. Jeg elsker stadig landet betingelsesløst, men det gør simpelthen så ondt at se et af sine børn komme til skade på den måde.

Jeg håber og beder til, at de gæve tjekker finder tilbage på rette vej snarest muligt. Alt andet vil ikke være til at bære.

Hearts get broken every day

Nuvel. Det var det. AaB blev sendt ud af UEFA-cuppen af Manchester City. Den ordinære kamp blev vundet 2-0, efter en fokuseret indsats. City var i knæ. Verdens rigeste klub fik prygl af en flok nordjyske opkomlinge, hvis samlede lønbudget næppe er 1/10 af hvad Citys stjerneangriber Robinho kan sætte ind på kontoen. Stillingen over de to kampe var altså helt lige, 2-2, så der måtte forlængelse og straffesparkskonkurrence til.

Men lige meget hjalp det. Da det kom til straffesparkene, var Shay Given desværre en klassemålmand. Han tog både Shelton og Augustinussens forsøg. Sidstnævnte var i opløsning, da han missede. Imens var Zaza tre gange i træk milimeter fra at redde Citys spark. Det var tæt på, men samtidig så langt fra. Nu er der stor set kun den danske pokalturnering tilbage at spille for i denne sæson. Den europæiske drøm over de seneste to sæsoner er forbi, og kommer næppe igen lige foreløbigt.

Personligt er jeg afklaret. Straffesparkskonkurrencer kan man ikke gardere sig imod. Det er fodboldens svar på at spille lotto. Det er så tilfældigt. Naturligvis er det ærgerligt at ryge ud så tæt på, men jeg synes ikke der er noget at skamme sig over. AaB har leveret dansk fodbolds største præstation siden Brøndby i start- og midthalvfemserne, hvilket vel selv Fjeldaben i FCK må erkende.

Mest af alt er jeg ked af det på Augustinussens vegne. Ud over at være et pragteksemplar af en anfører, så han altså en vaskeægte hædersmand. Det er ganske himmelsk uretfærdigt, at det blev ham der brændte et straffespark. Det var heller ikke rigtig rart at se Anders Due blive interviewet lige efter kampen. Han lignede en mand af glas, der var få sekunder fra at splintre fuldstændigt. Man forstår smerten.

På mandag venter slavehandlerne FC Midtjylland. En sejr over dem vil kunne få humøret på ret kurs igen. Op på hesten igen!

Who, if not he?

Eftersom at ejeren af denne blog stadig slikker sårene efter sidste års tunge nederlag som orakel i den amerikanske præsidentvalgkamp og direkte nægter at træde op på hesten igen, er det mig – Sven – en stor fornøjelse at bidrage med lidt tiltrængt politisk analyse. Og hvilket emne er mere saftigt end et potentielt statsministerskifte?

Sagaen om udpegelsen af NATOs næste generalsekretær har ikke overraskende fået uendelig meget pressedækning i Danmark. Derfor kan det undre, hvorfor ingen rigtig har interesseret sig for den helt oplagte modkandidat: Solomon Passy. Denne nuværende formand for Bulgariens Udenrigspolitiske Nævn har den perfekte baggrund: Som udenrigsminister stod han for Bulgariens optagelse i NATO i 2004. Dda det bulgarske flag blev hejst for første gang i NATO-sammenhæng, var øjeblikket så stort for denne sande hædersmand, at han måtte fælde en tåre,

I det tilfælde, at der skulle sidde en enkelt skeptisk læser derude, der ikke allerede er faldet på knæ for denne NATO’s messias, må jeg gå videre til virkeligt uovervindelige argumenter. For det første er han en rigtig mand, der har et sort bælte i aikido og kan flyve en F16-jager. Her kan vores egen ”jeg er ikke kandidat” statsminister jo slet ikke være med. For det andet har Passy gjort et stort stykke arbejde med at lave en officiel hjemmeside for sit kandidatur. Det er en sand guldgrube af informationer, den bulgarske regerings kandidat her offentliggør (og jeg citerer ORDRET fra forsiden):

  • He is the first person who in 1990 announced to the Grand National Assembly that Bulgaria will enter NATO.
  • He created the Atlantic Club, and made the NATO membership a national cause
  • He signed the historic agreements with NATO and the EU
  • He gave a ride to the NATO chief in his historic Trabanat AL 8407
  • He drinks freshly squeezed hot peppers, speaks English to the penguins in Antarctica and can calculate in his mind the squared area of a circle.
  • He would have to have a serious alibi if he chose not to run.

 

Nej – det er skræmmende nok ikke en joke. F.eks. får han følgende skudsmål med på vejen fra USA’s Bulgarien-ambassadør: “… the nomination of such a master-hand statesman and famous international politician is a perfect expression of the fact that your country is a complete and extremely active member of the Alliance”.

Fogh har jo ikke en ærlig chance overfor denne supermand.

Din egen dag er kort

Genialt citat fra et interview med forfatteren Philip Pullman:

“We are living in a little bubble of time. It might not last much longer, but it is a bubble of time that is still warmed by background radiation from the Enlightenment. We are very fortunate to live in a time and place where you don’t get dismembered for having the wrong political convictions, and we should be thoroughly grateful for it every day of our lives.”

I alt vores konformitet og selvtilfredshed (boblen er en fantastisk metafor!), glemmer vi tit hvilken exceptionel periode i verdenshistorien vi lever i. I en lille periode på 500 år – hvilket er ingenting i det store perspektiv – har dele af verden for en tid forsøgt at glemme barbariet og den hobbeske naturtilstand. Men hvis man tager frihederne for givet, så har man det med at glemme alternativet dér bag civilisationens fernis.

Det er kun et øjeblik siden, at de gassede jøder i Auswitz, hakkede hinanden ihjel med mancheter i Rwanda og bedrev folkemord i Cambodia. I skrivende fortsætter uretfærdighederne i Sudan og Congo. For de depressivt anlagte, er der rigeligt at tage fat på.

Samtidig er den største og mest prioriterede artikel på DR Nyheders hjemmeside lige nu: ‘Kommuner skærer i børneinstitutioners åbningstid’.

Ja, boblen lever tilsyneladende i bedste velgående.

Namaste

Selvsamme dag som svensk TV4 begynder at sende Lost sæson 5, er jeg stødt på den eneste materielle ting her i verden, som jeg rigtig gerne vil eje.

Jeg anerkender på forhånd, at folk der ikke er Lost-junkier næppe vil kunne forstå hvorfor dette produkt er genialt og et must-have. Men det er jeg oprigtigt talt pænt ligeglad med. For se lige her. På eBay kan man netop nu købe vaskeægte Dharma Initiative arbejdstøj. Man kan endda få syet sit eget navn og valgfrit Dharma logo:

At se folk i et Dharma Initiative jumpsuit ville være næsten ligeså tilfredsstillende, som når man ser en lækker pige læse Economist i s-toget. Så ved man, at hun er genial. At der er håb for menneskeheden. Og at hun er et godt menneske. Samme effekt ville jeg og mit Dharma Initiative jumpsuit have på de rigtige personer.

Jeg vil så gerne spankulere rundt i sættet. Modtage de beundrende blikke fra de sande få, der forstår, hvorfor mit tøj og jeg er så geniale. Nøj, hvor kunne det være smukt.

Mit visakort brænder i lommen!

The wonderful world of discovery

Tänk att jag skulle bli så fascinerad av forskarvärlden… De som kännt mig länge vet att jag gång på gång sagt “Jag,  forskning, aldrig i livet!” Men efter att ha startat på mitt nya jobb som forkningsstuderande vid Dansk BørneAstma Center har min syn på saker och ting ändrat sig radikalt, det är en fantastisk miljö, både inspirerande och drivande! Att få möjligheten att fördjupa sig innanför områden man brinner för, och samtidigt bidra till att hjälpa andra människor, det är fantastiskt! Ska jag vara helt ärlig har det nog kommit lite smygande under längre tid…jag var inte mer än 4-5 år gammal då jag för första gången mötte en av mitt livs stora förebilder – Dr Snuggles (en STOR personlighet och vetenskapsman).

Jag hoppas verkligen att min yang (filosofin har alltid faschinerat mig) vet hur tacksam jag är för att han gav mig en spark i baken, så att jag vågade skicka iväg min ansökning där i november. Utan den sparken hade jag nu suttit i ett mörkt hörn av panum biblioteket stället, men en termos ljummet kaffe….

Istället sitter jag idag med ett brett leende på läpparna. Har precis mottagit besked om att jag fått mitt abstract accepterat av komittén för ISCOMS (International Student Congress of Medical Sciences), till muntlig presentation vid Kongressen i Groningen,  Juni 2009. Spännande!

Dagens quiz

En lille gåde: Hvorfor er det sjovt – altså på humaniora-nørde-måden, og ikke kun lummert – at der står ‘Foucault er bøsse – men hans diller lever’?

Hermed en lille konkurrence, og nej, det tæller ikke hvis man tager Google i brug. Jeg giver en kop kaffe til vinderen.