Misforstået kærlighed

Der er kærlighed i luften ovre i Svens tænketank.

Ruderne dugger til, åndedrættet bliver dybere og Barry White brummer henført. Vi er oppe i en faktor gigantisk på lummerheds-skalaen. Mmmmmmm!

Men hvorfor? Hvordan? Hvad skyldes den pludselige kådhed? Meget mod forventning, er det så absolut ikke udsigten til kortere kjoler og letpåklædte tøsepigebørn, der trykker på Svens knapper. Næh, nej. Det er tværtimod en flok friske fyre med affarvet daskehår. Og tro mig, de tager fat på alle de rigtige steder. Ikke nok med det, den kække flok er endda ejet af, hvad Sven præsenterer som et vaskeægte fyrtårn af en hædersmand. Ja. Der er naturligvis tale om AaB og sportsdirektør Lynge Jacobsen. Så vidt, så godt. Det er altid smukt når mænd elsker.

Når jeg alligevel sidder her og føler mig så underligt utilfredsstillet, så har det to årsager.

For det første kammer Svens indlæg helt over i en champagnebrusende hyldest til arketypen på den nordjyske jantelovsforfægtende knudemand. Når nu de ubestridelige fakta er at ‘Mr.AaB’ er en nærig mand, der nu i flere år har forsømt at hente en fast, skarp kvalitetsangriber, så forekommer det mig upassende at rose ham for at være en nordjysk tranlampe.

For det andet, så finder jeg det ganske urimeligt, at Sven anlægger en så utidig positiv tone. Må vi så straks få en tilbagevenden til arketypen på en AaB-fan: Den misantropiske pessimist, hvis ugentlige højde(lav)punkt er, at komme på stadion for at bande og svovle af knoldesparkerne inde på banen. Hvis AaB meget mod forventning vinder kampen, så kan vi alligevel gå hjem for at bande og svovle over TV3’s åbenlyse negligering af AaB til fordel for kjøbenhavnerklubberne. Se, sådan bør tingene hænge sammen.

Kom hjem i folden, Sven. Måske vil jeg så invitere dig hen at se Deportivo kampen på min GIGANTISKE skærm her i Jordhulen.  Adgangspasset er at du afsværger din Lynge-idolisering. Ellers har vi næppe mere at tale om, min fine ven.

Hvid støj

Jeg skal naturligvis beklage det noget skizofrene grafiske udtryk her på siden i ugerne efter opstarten. Men jeg var – og er – ikke helt tilfreds med det layoutmæssige udtryk i de første par templates jeg har forsøgt mig med. Det første var for grimt, det andet for lyseblåt og ferskt.

Derfor er jeg nu skiftet til denne blomstrende udgave. Sandsynligvis kun kortvarigt, eftersom billedet ovenfor er lidt for sommerligt og lummert til mit bornete og pietistiske livssyn. Pyha. Jeg satser bestemt på at kunne skifte det ud med noget mere sømmeligt fra mine egne billedgemmer.

Jeg håber at finde løsningen på de layoutmæssige kvaler inden længe. Indtil da, hold ud. Alt godt kommer til den der venter.

Update! Nu med grønt græs tema i stedet! Kommentarer modtages med kyshånd (men kun hvis de er rørstrømsk rosende).

Twilight

Det var en novemberkväll i skymningstid…när jag och storebror gick genom Stockholms gator. Första snön föll den helgen och kylan bet i kinderna. Jag hade beslutat mig för en helg i min favoritstad, för att träffa vänner och familj, innan julstressen kom. Just den här kvällen hade vi planer på att äta en bit mat och se en film…en liten italienare på Östermalm blev det och därefter en tur i Park-biografen, en charmig gammal biograf där de bara visar en film i taget. Den kvällens rulle var Twilight, som ingen av oss hört något om tidigare. Men vi var i spontant humør så varför inte!

Just den kvällen var mitt första möte med Sephanie Meyers Twilight-series. Den första delen av historien handler om mötet mellan Bella Swan och Edward Cullen. En 17 årig tjej som försöker att finna sig själv och sin plats i världen, och en 108-årig vampyr som slåss med samma problem och osäkerhet. Det här är en kärlekshistoria med helt andra undertoner än det klassiska amerikanska kärleksdrama, och med en fantastiskt twist av fantasy. Alla ingredienser för att klassas som en succé i min värld. Jag var lite skeptisk de första 15 minuterna av filmen, men sen utvecklades handlingen, kryddades med actionscener och läckra övernaturligheter, och det hela resulterade i en rigtigt skön upplevelse.

Resan hem till Köpenhamn på söndagskvällen komplicerades av snöoväder, och mitt flyg försenades med flera timmar på grund av att landlingsbanan var alldeles för isig för att användas. Vad gör man så efter att ha surplat i sig sina 2 kaffe latte och muffiner därtil…man besöker pocketshop såklart. Och vad stod där på “nyheter-hyllan”, om inte fortsättningen på Twilight, New Moon. Jag behövde inte tänka mig om två gånger, plånboken fick vingar och vipps! Boken var min, och kvällen räddad.

Jag var helt hooked!  New Moon var utläst på en vecka. Därefter letade jag som en dåre efter tredje boken, Eclipse, och fann den till slut i politikens boghandel (fantastiskt ställe). Och när jag ändå hade möjligheten, köpte jag resten av serien med detsamma, Twilight-boken och Breaking Dawn. En viss ung herre från “de nordjyske heder” kan intyga att jag levde i min egen lilla fantasivärld hela november. Böckerna blir bara bättre och bättre, och den sista är fenomenal.

Vad är det som gör mig helt tokig med Twilight-serien? Det är svårt att sätta fingret på det, men en artikel jag läste för inte så länge sen, satte igång en massa tankar. Författaren till artikeln skriver att Twilight blåste liv i känslor från hennes egen tid som tonårstjej. Den tid när hon, liksom jag själv, kunde bli helt uppslukat av romaner av alla dess slags! Jag kommer mycket väl ihåg sena kvällar då jag, trots att min far bett mig om att släcka lampan 20 gånger, låg och lyssnade efter ljudet av fotsteg i hallen, för att föräkra mig om att alla hade hoppat i säng  innan jag igen tände sänglampan och sträckläste framåt småtimmarna.

En kvinnas drömmar och fantasier kommer alltid att vara hennes egna. När vi växer upp, vilket ofta är en brutal och snabb övergång, så är det lätt att glömma. Kärleken mellan Bella och Edward som skildras i Twilight-serien, är lika mycket oskyldig och tafatt som den är totalt uppslukande och frigörande. Den rymmer alla de känslor en tonårstjej kämpar med inombords, och alla de förväntingar hon har till framtiden, till den dag DEN tjejen är HON.

Pingu på nya äventyr

9e dagen som världens lyckligaste sambo och 6 dagen på mitt nya liv som forskningsstudent…

Februari 2009 kommer att vara en månad jag minns som en milstolpe. En tid då jag lämnade den trygga kollegietillvaron och panums beskyddande väggar (ibland närmast klaustrofobiska), för att ta ett stort steg ut i den vida världen och testa vad mina pingvinvingar egentligen går för!

Som tidigare nämnt, trivs jag som pingvinen i igloon här i jordhulen. Missförstå mig inte, tiden på NOKO kommer alltid att minnas med en varm känsla i bröstet, men det kändes rätt och naturligt att komma vidare.

Helgen efter flytten startade jag så på mitt nya jobb, som forskningsstudent på Dansk BørneAstma Center, Gentofte Hospital. Centret specialiserar sig på astma, allergi och atopiskt eksem – områden som jag personligt tycker är väldigt spännade. Här ska jag under ett år som prægraduat forskningsstuderande, genomföra att projekt kring barnastma. Första veckan har varit både händelserik och inspirerande, jag har helt enkelt en skön känsla i magen varje morgon när jag vaknar. Att vara omkring människor, som verkligen bränner för vad dom gör, kan inte annat än smitta av sig.

Så hittills har februari varit en av de bästa månaderna på väldigt länge.

Wochenende

Just nu sidder jeg under min dyne i Jordhulen – i behørig afstand fra cd-reolerne – imens Pingvinen slubrer BBC’s 1995 udgave af ‘Pride and Prejudice’ i sig. Hvorvidt jeg skal være bekymret over hendes stirren på Mr. Darcy (og de lejlighedsvise små suk hun udstøder i den forbindelse), ved jeg ikke. Man kan vel blot konstatere, at romantik og den engelske land-adel tilsyneladende er i stand til at holde tøsepigebørn i et jerngreb på tværs af tid og rum. Selv har jeg det som at drukne i et kar af kogende sirup. Lidelserne er ubeskrivelige!

Weekenden blev dog indledt med en lidt anden kulturel genre. Efter arbejde valsede Pingvinen og jeg ind i Dagmar, hvor vi så ‘Klassen’. Filmen er fransk, har vistnok vundet Guldpalmerne samt er blevet enstemmigt skamrost af filmanmelderne. Nu er “frankofil” formodentlig det eneste adjektiv jeg vil vægre mig mod at blive påklistret. Men ret skal være ret: ‘Klassen’ er en ualmindelig fin film. Vi følger den yngre og åh-så-idealistiske lærer på en skole i et af Paris’ mere socialt belastede arrondissementer. Det kunne umiddelbart lyde som optakten til en vaskeægte lang-gaber, men historien og dynamikken imellem skuespillerne er ganske fortræffelige. Hvis man har lyst til at komme blot en anelse i tænkehumør, så bør man unde sig selv at se filmen. Den kan varmt anbefales.

Lørdag eftermiddag blev jeg så indhentet af fortiden. Katrin, svensk medicinstuderende fra min gamle kollegiegang på Hvidovre Hospitals Kollegium, tittede forbi på besøg fra Göteborg. Det blev til et par hyggelige timer, hvor der naturligvis blev svælget i gamle minder fra dengang for fem-seks år siden. Der blev dog også set fremad. Vi fik således en stående invitation til at besøge hende i byen på Sveriges bagside. Jeg har tænkt mig at tage hende på ordet til sommer, når der igen er Way Out West i Göteborg.

Lørdag aften blev kulturen noget mere verdslig. Der var festivitas på det gamle kollegium, så der blev drukket tæt, snikke-snakket og danset (hvis ellers mine utidige gnubberier kan puttes ind under den kategori). Dagen i dag er for størstedelens vedkommende gået med at pleje hovedet og søvnunderskuddet, ligesom fitness.dk har fået et sjældent besøg.

Så jo, der har i sandhed været kultur på mange måder de seneste dage. For at slutte weekenden af på behørig vis, vil jeg i de kommende timer gøre det af med ugens Economist samt begynde på min nyindkøbte sci-fi bog. Så burde jeg være klar til endnu en uge i hamsterhjulet.

Alternativ hygge i Nordjylland

Nuvel, denne historie fra hjemstavnen er muligvis ikke direkte sjov, men den er sjov. Tilmed er den god at blive klog af. I hvert fald for undertegnede.

Banket med cd-reol

En mand og en kvinde i tyverne opsøgte fredag aften ved 23-tiden en 27-årig mand i hans lejlighed i Ærøgade i Aalborgs østby.

Parret gennembankede herefter deres offer med slag fra en cd-reol i jern og med knytnæverne. Øj. Med de fire cd-reoler der står her i Jordhulen, så skal jeg da vist undlade at provokere Pingvinen alt for meget indenfor hjemmets fire vægge i fremtiden.

Om KUA og andre kalamiteter

Nuvel, jeg er fuldt ud bevidst om at man kan drive en spøg for vidt. Der er næppe nogle af de få nærværende læsere, der gider høre mig tvære mere rundt end højest nødvendigt i mine spage forsøg på at blive dannet, belæst og vis.

Men det er alligevel ganske enkelt bydende nødvendigt at berette om dagen, hvor jeg godt og grundigt fik taget min stud.mag mødom. Men hvorledes? Hvor skal man begynde? Hvordan skabe orden i det inferno af sanser og indtryk som tre timers undervisning på KUA beriger én med? Hvordan oplever en førstegangs KUA-besøgende egentlig dette kulturchok?

Jeg kan jo indlede med at berette en anelse om indholdet i ‘Historisk videnskabsteori’. Et fag som jeg får fornøjelsen af at boltre mig med 14 tirdage i forårssemesteret. Det vækker minder om mit 1. semester på statskundskab. Eller rettere: Kurset tvinger den gamle (og fortrængte) videnskabsteori frem fra det absolut bagerste af hjernebarken. Tilsyneladende er humaniora mindst ligeså gode som samfundsvidenskaberne, nej, faktisk BEDRE til at overteoretisere alting og jonglere med begreberne. Jeg imødeser et forår med massiv beskydning fra diskursteoretikere, post-strukturalister, marxister og andet godtfolk. Dog skal siges, at holdet virker både motiverede og diskussionslystne. Bevares, der er en overvægt af pensionister og folkeskolelærere, men siden hvornår har det holdt nogen tilbage fra kække (og umorsomme) bemærkninger? Ikke mig i hvert fald.

Men så kommer vi til det. Det sorte hjerte. Dér, hvor alting ramler sammen i en decideret implosion af Weltschmerz, teenangst, melankoli og verdensfjern abstraktion. Ja. Jeg taler naturligvis om de fysiske forhold på Gamle KUA – og ikke mindst om det klientel, der færdes der.

For hvis du synes at din uddannelsesinstitution er grim og forsømt, så har du tydeligvis ikke sagt halløj til KUA. Hvor CSS er et overdådigt palads af pastelfarvede søjler i nyroverede lokaler, så er KUA din fattige goth-kusine fra Fakse Ladeplads: Sortsindet, grimme piercinger, lavt tyngdepunkt og en ucharmerende leflen for urban-chick.

Problemet er ikke så meget at KUA er nedslidt (det er det), men snarere at det var en arkitektonisk forbrydelse imod menneskeheden fra starten. Nogle bør gøre noget for at ende dette misfosters lidelser, det er en urimelighed at lade det leve meget længere. De omgivelser har de studerende trods alt ikke fortjent. Heller ikke selvom det åbenbart er et adgangskrav til KUA, at man skal være emo. der må stå ‘Kun adgang for livstrætte’ i studieordningen for snart sagt alle humaniora studieretninger. I hvert fald går samtlige tøsepigebørn derude rundt i sort og har karakteristiske bitre drag om munden. Derfor var det endog særdeles heldigt, at jeg læste artiklen i dagens Politiken omkring emo-kulturens dyrkelse af sorg og mismod. Ellers var jeg da ved et frygteligt uheld kommet til at holde armene trøstende omkring et par stykker af de arme pigebørn. Mea Culpa!

Når det så er sagt, så var det en fornøjelse at være tilbage i den akademiske verden igen. Jeg er vældig spændt på det kommende semesters udfordringer, og jeg kan mærke, at jeg får god energi ud af kurset. Nå, ja, og så stødte jeg bogstaveligt talt ind i Karsten Fledelius på gangen. Den oplevelse var næsten alle penge værd. Hans skæg var helt blødt og sanseligt.

Lifligt.

On this glorious occasion of the splendid defeat

På dagen hvor jeg kaster mig ud i den brusende stud.mag tilværelse, føler jeg mig kaldet til at hidbringe nedenstående vidunderlige citat af historikeren Samuel Eliot Morison:

America was discovered accidentally by a great seaman who was looking for something else; when discovered it was not wanted; and most of the exploration for the next fifty years was done in the hope of getting through or around it. America was named after a man who discovered no part of the New World. History is like that, very chancy.

Det er meget dækkende for min motivation til at tage de første spæde trin som historiestuderende. Jeg kan aktuelt ikke komme på noget mere spændende og varieret felt at grave sig ned i.

The Liver is evil. It must be punished.

Jeg er blevet inviteret til at skrive et gæsteindlæg på nærværende blog. Jeg er meget beæret, men jeg skal da love for at det er noget der sætter hjernebarken på overarbejde. Hvad skal sådan et indlæg handle om? Indlægget får naturligvis en anden karakter end indlæg på min egen blog, da jeg ikke kan svælge i mine egne navlepillerier og forvente samme dybe indlevelse i min gøren og laden.

Et oplagt emne der altid kan spindes en mindre roman over er vores allesammens ynglingsvirksomhed IKEA. Men ak, jeg må erfare at dette emne allerede er behandlet på bloggen.

Men Musikimperialisten lever ikke helt op til sin titel og har sjældent fokus på live-scenen. Her ser jeg et tomrum jeg passende kan fylde. Tilgiv mig min Nordjyske vinkel. Jeg har netop i dag gennemgået det kommende halve års koncertprogram på min stam-koncert-scene: Studenterhuset i Aalborg. Jeg foretrækker langt denne scene fremfor hvad Aalborg ellers har at byde på da jeg sætter pris på den ikke så finpudsede/etablerede musikscene.

På Studenterhusets program ser jeg specielt frem til svenske Detektivbyrån. Hvis jeg skal give dette indlæg et Københavnsk spin kan jeg afsløre at de dagen efter koncerten i Aalborg spiller på Vega (13. februar). Som en ekstra bonus har jeg netop opdaget at Slagsmålsklubben giver koncert i Århus i marts. Det er også en koncert jeg bliver nødt til at komme til. Som om broderfolket ikke allerede har sat sig hårdt nok på de kommende par måneders musikindtag så byder Studenterhuset også på Bob Hund der vist også fortjener et besøg.

Af danske navne glæder jeg mig til Choir of Young Believers… igen igen. The William Blakes har jeg ikke set live før og det skal da også nok blive en oplevelse, og det samme gælder Diefenbach. Min kammerat taler også i vidtløftige toner om Sune Wagner så jeg vil nok også mene at han skal aflægges et besøg.

Men mon holder Studenterhuset mig vel fodret med en kontinuert strøm af lækre koncerter. Men intet slår højdepunktet – Spot Festival i Århus. Det var ubetinget den største musikmæssige åbenbaring for mig sidste år. Det er en fantastisk måde at gå til festival på og det er super-fedt at opleve så meget ny musik. Billetten er købt og jeg venter i åndeløs spænding. Må det blive lige så godt som sidste år!

Jeg vil takke af for nu og endnu engang kippe med hatte over muligheden for at skrive et gæsteindlæg. Som en smagfuld afslutning på et musikindlæg er her et udvalg af Mummi introvideoer på udvalgte nordiske og øvrige internationale sprog: Dansk, Svensk, Norsk, Tysk og Japansk.

Den Lede Rødbede

Kristian Stobbe

Moving the Island: Fjerde sæson af Lost

Hej læsere af overspringshandlingen.dk! Jeg er Marie, en glad litteraturvidenskabstuderende og blogger, som kender Kåre og Pingvinen fra Nordisk Kollegium, hvor vi alle tre engang boede, og det er mig, som blev annonceret som gæsteskribent tidligere på aftenen. Tak til Kåre for de smukke ord om mine evner som tv-serie-anmelder!

Nu håber jeg bare ikke, at jeg skuffer Kåre. Sandt at sige, så forstår jeg ikke helt, hvorfor han har sat mig til at anmelde fjerde sæson af Lost. Kåre er selv langt bedre end mig til det med at holde styr på den tv-serie. Sven, Kåre, Maria og jeg havde engang en diskussionstråd om serien på facebook, og hvor Kåre kom med interessante og skarpe betragtninger og spørgsmål om Dharma-initiativet og Ben og så videre, så bidrog jeg kun til tråden med observationer såsom at Ana-Lucias gamle politi-makker blev spillet af ham, der spillede Brenda Walshs prom-date i 90210, og at babyen, der spiller Aaron, var nuttet.

Nå, men jeg elsker Lost, og Kåre har haft tillid nok til mig til at sætte mig til at skrive denne anmeldelse, så jeg har læst op på Lostpedia.com og vil gøre mit allerbedste med dette indlæg.

Med fare for at komme til at ævle, føler jeg, at jeg er nødt til kort at ridse op, hvorfor jeg er blevet så svært glad for Lost, så here goes:

Da jeg først begyndte på 1. sæson, troede jeg, at der var tale om en regulær Robinsonade, og jeg var faktisk ikke helt tændt af over for den udsigt: Hovedpersonerne var alle sammen umiddelbart tiltalende, Jack, Kate og Sawyer med deres gode udseende og deres seksuelle spænding, John Locke med sit filosofnavn og sit vise, mystiske ansigt, gravide, unge Claire og hendes nisse-agtige St. Josef, Charlie. Hvis jeg i Lost skulle følge de her smukke mennesker i deres forsøg på at skabe sig en tilværelse på en tropisk ø, med en følelsesmæssig konflikt her og der (og noget saftigt Jack/Kate/Sawyer-jalousi-action), så ville jeg ikke have noget imod det. Men så blev det jo hurtigt klart, at Lost havde meget mere at byde sine seere på end en hybrid mellem Survivor og en prime-time soap. Sort røg, dommedagsagtige lyde, uforklarlige healinger og alt muligt begyndte at dukke op, og det bedste var, at alle de her freaky ting ikke bare lod til at ske for hovedpersonerne. Hovedpersonernes komplicerede forhistorier blev fortalt til os med en hyppigere brug af flashbacks end jeg kan huske at have set i nogen anden tv-serie, og disse forhistorier gav en klar fornemmelse af, at hovedpersonerne i det mindste i nogen grad var katalysatorer for de mærkelige ting, der skete på øen. Det afsnit, der virkelig fik mig hooked på Lost var “White Rabbit”, hvor Jack blev ført længere og længere ind i øens jungle og i sine egne daddy issues’ labyrint, da han fulgte efter sin døde far, som viste sig for ham på øen.

Var det en hallucination? Er øen magisk? Spørgsmålene var mange allerede i 1. sæson, og det bedste ved serien er, at den har formået at gøre plottet mere og mere komplekst og forvirrende siden da, samtidig med at det hele har været så elegant skruet sammen, at man aldrig som seer er blevet frustreret. Kulminationen på denne elegante balance kom for mig i 3. sæsons cliffhanger, som var et regulært mind-fuck, og et virkelig godt ét af slagsen i øvrigt. Her smeltede form og indhold sammen på sublim vis, da dét, man troede var et af de efterhånden velkendte flashbacks viste sig at være et flash-forward, mens dét, som man gennem tre sæsoner havde troet var nøglen til hovedpersonernes lykke; at komme væk fra øen, viste sig at være et mareridtsagtigt scenarie, som fik Jack til at tillægge sig et Full Beard of Fug og råbe desperat til Kate at “We have to go back!”

Lose the beard, Charlie Salinger

Og nu var det så blevet tid til 4. sæson, og jeg synes ikke, den skuffede. Jeg havde hørt en lille aalborgensisk fugl synge om, at det var seriens svageste sæson næstefter første sæson, men det er jeg ikke enig i. Nok har sæsonen lidt under at være noget amputeret på grund af den store, amerikanske manuskript-forfatter-strejke, men de få afsnit, det trods alt er blevet til, er i det store hele tilfredsstillende, synes jeg.

Men selvfølgelig har jeg nogle pet peeves.

For eksempel starter sæsonen langsomt ud med tre ikke særligt spændende afsnit. Det var da smaddersørgeligt, da Charlie døde i sidste afsnit af forrige sæson, men det har jeg haft tid nok til at bearbejde i mellemtiden. Det sagde i øvrigt lidt om, hvor dårlige, seriens skabere har været til at udvikle Claire/Charlie-forholdet, at det var Hurleys sorg over sin buddy Charlies død, der var langt den mest gribende.

Så blev vi præsenteret for fire nye personer; den rødblonde antropolog Charlotte, tudefjæs-fysikeren Daniel Farraday, den bidske spøgelsesjæger Miles og hawaii-skjorte-piloten Frank. Charlotte og Miles er dødirriterende, og jeg vil gerne have dem fjernet, tak. Jeg er godt klar over, at det er meningen, at jeg skal blive irriteret på dem, og jeg siger bestemt ikke, at alle personerne skal være elskelige. Men problemet er, at vi med Ben og Sawyer og den hedengangne Ana-Lucia på øen allerede er rigeligt forsynet med øretæveindbydende og misantropiske personer. Find nu på noget nyt, altså. Miles’ spøgelsesjagt-business virkede som en formildende omstændighed omkring ham til at begynde med, for jeg synes, at spøgelses-temaet har ligget latent igennem hele Lost uden rigtig at blive udfoldet. Men desværre fik vi ikke meget at se til Miles’ evner som medium i løbet af denne sæson. Men man kan håbe på, at det kommer i femte sæson, forhåbentlig sammen med en forklaring på Hurleys evne til at se døde mennesker. Jeg må også indrømme, at det bliver spændende at se, hvordan det gik til, at Charlotte blev født på øen, hvor gravide ellers dør på stribe.

Nye på øen: antropologen og fysikeren

Frank virker til gengæld forfriskende rar, mens Daniel Farraday mest blev brugt til at hjælpe Desmond, da denne faldt ud af tiden i en noget forvrøvlet storyline med noget tidsrejse og noget soulmate-med-Penny-halløj. Jeg har ikke noget imod tidsrejseriet, men skildringen Desmond/Penny-forholdet virker fjollet på mig. Forfatterne har ladet meget stå og falde med Desmond og Pennys STORE, UDØDELIGE KÆRLIGHED OMG!!!1!! PENNY & DESMOND 4EVAH!!!1!!!, og Pennys store kærlighed har f.eks. fået hende til at igangsætte den kæmpe aktion for at finde Desmond og øen. Men hver gang vi ser flashbacks til Desmond og Pennys forhold, ser det ærligt talt ikke ud til at køre særlig godt, og helt galt gik det da i denne sæson. Hvis min ekskæreste, som havde dumpet mig, pludselig begyndte at forfølge mig og stå uden for min dør og bede mig om at ringe til ham på en bestemt dato i fremtiden for at redde ham og whatnot, så ville jeg ærligt talt have for travlt med at ringe til politiet til at høre efter, hvad han bad mig om.

Det er derfor svært at se Penny som andet end et plot devise, der skal introducere os til Charles Widmore. Fred være med det, og den gode Widmore rejser godt nok nogle interessante spørgsmål: Hvem er han? Hvad vil han med øen? Eneste problem er, at han altså ikke har nogen særlig interessant skurke-karisma. Hver gang jeg ser Alan Dale, tænker jeg, at der har vi jo Seth Cohens morfar fra The O.C., og så er det hele ligesom ødelagt. Hans kliché-agtige tough-guy personality er altså en tand for forudsigelig til min smag.

Især da, når man sammenligner ham med Matthew Abbadon, som er en spændende, og dejligt creepy tilføjelse til persongalleriet. Lad os håbe, vi ser mere til ham. Og så er der naturligvis Ben, som stadig er den mest suveræne tv-skurk, jeg nogensinde har set. Hans rolle er blevet noget mere tvetydighed i denne sæson i kraft af Charles Widmore – er Ben i virkeligheden the good guy? Men det ændrer ikke på, at Michael Emersons skildring af ham er gennem-modbydelig og creepy og sej som ind i helvede. Han er intimiderende med sit skravlede fuglebryst-udseende og i grimme shorts på en måde, som bredskuldrede Alan Dale aldrig kan blive det, om han så får nok så mange direktør-jakkesæt på.

Man kan dog stadig undre sig lidt over, at Bens omgivelser ikke bare stikker fingrene i ørene og synger “Lalalala, I can’t HEAR you!” hver gang han begynder at tale. De burde efterhånden have fundet ud af, at Ben er en mester i manipulation.

Og så er jeg heller ikke rigtig glad for at finde ud af, at Ben er stalker-agtigt forelsket i Juliet. Det får Ben til at fremstå ærgerligt ynkelig, og jeg synes i øvrigt heller ikke, at Bens besidderiske adfærd over for Juliet hænger særlig godt sammen med, at Ben i tredje sæson mere end antydede, at han havde valgt Juliet til at tage sit af Jack, fordi hun lignede Jacks ekskone og dermed kunne fungere som fristerinde.

Jack og Juliet har i øvrigt dårlig kemi, har jeg hele tiden syntes. Men det har forfatterne måske også. I hvert fald fik vi et erklæret gnist-løst kys mellem de to i denne sæson: Juliet sagde åbent, at hun godt var klar over, at Jack var forelsket i en anden, og Jack protesterede ikke.

For selvfølgelig er Jack forelsket i Kate, og jeg vil ikke tøve med at kalde trekantsforholdet mellem Jack, Kate og Sawyer for det mest succesfulde tv-trekantsforhold, jeg nogen sinde har set. Jack er alt, hvad en kvinde kan ønske sig af pålidelighed og heltemod, men rebellen Sawyer er fuldkommen uimodståelig med sin blanding af fanden-i-voldsk toughness og små glimt af sårbarhed, og det giver virkelig god mening, at valget er svært for Kate, som på sin side er en sjældent sympatisk skildret bad-girl.

Forfatterne har nok hele tiden især leflet for Losts kvindelige publikum med dette trekantsforhold, og det gjorde de i særdeles i denne sæson med afsnittet “Eggtown”. Hold da op, hvor gik der Kanal 4 i det afsnit, som Kåre nok ville udtrykke det. Det hele handlede om babyer og tanker om graviditet, og så fik vi lov at se Sawyer kysse Kate dybt og inderligt og sige, at han ville “tage sig af hende”, og Jack friede til Kate. Ren følelsesporno for kvinder.

Move over, Claire: Aaron og hans nye mor poserer julenatsagtigt

Ikke at jeg klager; jeg indrømmer blankt at jeg labbede det hele i mig. Og så afslørede “Eggtown”, at Kate agerer mor for lille Aaron i fremtiden. Svaret på, hvorfor hun gør det, blev vel nok lukket effektivt i denne sæson; The Oceanic Six er nødt til at lyve om, hvad der var sket på øen for at beskytte de efterladte. Men til gengæld blev der i et senere afsnit rejst et spændende spørgsmål om Claire: Hvorfor i alverden efterlod hun uden videre Aaron og gik med sin far ind i junglen? Det var tiltrængt, for Claires person har været meget forsømt, siden hun fik Aaron, synes jeg. I betragtning af, at Claire faktisk sad på Oceanic Flight 815, fordi hun ville bortadoptere sit ufødte barn, synes jeg at forfatterne har ladet Claire konvertere utroværdigt nemt til The Cult of True Womanhood. Hun har ikke bestilt andet end at være skrøbelig og moderlig de sidste par sæsoner. Og det til trods for, at vi har set hende have bad-ass potentiale. Hvad blev der f.eks. af hendes vrede goth-tendenser, fra da hun arbejdede som piercer? Det håber jeg, vi får mere at se til fremover.

Sun har til gengæld hele tiden været en noget mere hårdtslående og facetteret moderfigur, og det bliver spændende at se, hvad det er for noget med hende og Charles Widmore i fremtiden. Er Sun blevet ond? spørges der i Lost-kredse rundt omkring på nettet, og jeg vil mene, at det spørgsmål står dejligt åbent. Der kan ske hvad som helst med Sun efter den rædsel, hun gennemlevede i slutningen af denne sæson. Hold op, hvor var det frygteligt, da Jin sprang i luften for øjnene af hende. Jeg stortudede prompte, da jeg sad og så det. Så spurgte Kæresten, hvad det var, der var så sørgeligt, og jeg snøftede, at det var fordi den rare koreanske mand var død. Kæresten har kun set halvdelen af første sæson, og han så vantro på mig og sagde, at den koreanske mand da var en modbydelig satan. Og det havde han jo helt ret i. Forfatterne har været umanerligt gode til at få de trofaste seere til at elske Jin, og helt ærligt, det har han ikke rigtig fortjent. Man står ikke og vasker blod af armene efter at have gennemtævet en mand det ene øjeblik og så forvandler sig til en blød, kærlig mand det næste. Det er ikke rigtig overbevisende skrevet. Men det ændrer selvfølgelig ikke på, at det var frygtelig synd, da Jin døde, og eksplosionen markerede højdepunktet i fjerde sæsons afsluttende cliffhanger, sammen med øen, der forsvandt (hvorhen? Hvordan??), Jacks far, der viste sig spøgelsesagtigt for Michael på skibet og Sawyer, der blev mindre og mindre og ramte vandet, da han opofrende kastede sig ud fra helikopteren og svømmede tilbage til øen. Vi er ikke oppe på tredje sæsons himmelske cliffhangers niveau, men jeg er intrigued og vil på en top fire placere sæsonen på en andenplads (tredje sæson indtager førstepladsen og første sæson er nummer sjok).

Og jeg glæder mig til femte sæson. Det må vel være det vigtigste succeskriterie for fjerde sæson.

/marie

Foto: ABC Television Network