Transformation

Der er Super Bowl finale natten mellem søndag og mandag. Det er efter snart mange år stadig ikke er lykkedes mig at forstå reglerne i amerikansk fodbold, men det er trods alt gået op for mig, at det er Pittsburgh Steelers og Arizona Cardinals der skal lemlæste hinanden. Eftersom at jeg konsekvent støtter samtlige hold fra Pittsburgh uanset hvilken sportsgren der er tale om (Penguins i ishockey, Pirates i baseball, Panthers i college-basket), så turde det være oplagt også at heppe på Steelers i morgendagens kamp.

Hvor Arizona Cardinals stort ikke har nogle fans (måske fordi ‘Cadinals’-franchisen flyttede fra St. Louis til Tempe, Arizona, i 1988), så er Steelers sammen med Dallas Stars tilsyneladende det amerikanske football hold med bredest støtte på tværs af hele landet. Ja, fanklubben kalder endog sig selv noget så beskedent som ‘The Steelers Nation’. Ikke dårligt for en klub fra et af de mere obskure hjørner af Pennsylvania.

Hvorfor er det sådan? Forklaringen er en uskøn blanding af historie, økonomi og identitet. Steelers’ image som arbejderklubben par excellence i amerikansk sport er nemlig ikke tilfældig. Som holdets navn antyder, så er Pittsburghs historie nemlig notorisk koblet sammen med stålproduktion (det er ikke tilfældigt at Steelers’ logo er praktisk taget identisk de amerikanske stålproducenters logo). Derfor er Steelers’ historie samtidig vævet ind i den store fortælling om udviklingen af det post-industrielle samfund. Globaliseringen og konkurrence fra udlandet betød, at Pittsburghs økonomi og stålindustri blev ramt massivt i løbet af 1970’erne. I starten af 1980’erne var byen et økonomisk sort hul med tårnhøj arbejdsløshed. Logisk nok flygtede folk i hobevis fra den synkende skude i det tidligere så driftige amerikanske ‘Rust Belt’. Derfor er der i dag en stor diaspora med rødder i Pittsburgh spredt ud over hele USA – og derfor er der Steelers fans fra Californien til New York.

Som det efterhånden er fremgået et par gange for meget i de seneste dage, så er jeg usundt interesseret i hvordan storbyer forsøger at afindustrialisere sig selv og i stedet redefinere sig selv som service- og videnøkonomiske centre. Således også Pittsburgh der igangsatte en lang og meget smertefuld proces i bestræbelserne på at gå fra stålindustriby til med rette at kunne iklæde sig det noget klichéagtige navn ‘Knowledge City’. Det var ikke just nemt. I år 2000 var mismodet og arbejdsløsheden stadig større i Pittsburgh end i andre Rust Belt byer som Cleveland og Detroit. Men hvor især sidstnævnte i dag qua afhængigheden af bilindustrien står i lort til halsen, så er arbejdsløsheden i Pittsburgh i dag 5,5 pct. og byens to universiteter – University of Pittsburgh og Carnegie Mellon University – er blandt de førende i USA.

Bevares, tingene er stadig svære, men byen udviste rettidig omhu ved at gennemføre sin transformationsproces imens de økonomiske tider var gode. I dag hvor alting er sort og især Detroit ligger og raller, så ser det ud til at Pittsburgh har bygget fundamentet til at overleve. Byen er som antydet ovenfor blevet mindre: 200.000 mennesker er flyttet siden 1980, så der nu kun bor 2,4 mio. mennesker i Greater Pittsburgh området). De tidligere industriarbejderne flyttede til ‘The Sun Belt’ i søgen efter jobs indenfor produktion – og den bevægelse finder stadig sted. Det er altså stadig ikke lykkedes at bremse flugten fra byen.

Om den store transformation er lykkedes debatteres derfor stadig. Hvor byen er storeksportør af kreative og dygtige mennsker (naturligvis var en af byens store sønner, Andy Warhol, søn af en 1. generations immigrant og kulminearbejder!), så er åbenbart endnu ikke lykkedes at omsætte transformationen i en ny renæssance. Men mon ikke de udmærket er klar over udfordringerne i Pittsburgh. Med den vandring man begav sig ud på i 1980’erne, så skulle det være mærkeligt om man ikke også er klar på at tage den næste række af svære beslutninger fremover.

Første skridt kan være at hapse Super Bowl titlen igen. Det lykkedes i 2006, men forhåbentlig kan det symbiotiske forhold imellem Steelers og byen atter demonstrere, hvor langt Pittsburgh er nået i bestræbelserne på at komme tilbage i front.

Update! Og har man set magen: Obama kopierer min tilgang.

Update 2! Naturligvis vandt Pittsburgh!

We Are Beautiful, We Are Doomed!

At rejse med arbejdet er overvurderet. Jeg så ganske vist en lukket mølle på vejen i toget fra Ratingen til Essen, men herudover blev der (på trods af min udtalte fetisch for dekadent forfald) beklageligvis ingen svælgen i de post-industrielle omgivelser i Ruhr-området. Med andre ord: En-dags turen til plante- og gartnerimessen bød på masser af messe – og ikke megen overflødig sjov og ballade. Og så alligevel. På trods af den manglende pirring af min historieinteresse, var det dog både godt og nyttigt at komme en tur ud i den virkelige verden.

Vi tog flyet til Düsseldorf onsdag aften, overnattede på et hotel i den topsexede forstad Ratingen, hvorefter turen tidligt torsdag morgen gik videre til messecentret i Essen. Her vandrede kollegerne og jeg rundt i et så oprørt hav af maskiner, blomster, frugt og grønt, at man efter nogle timer var aldeles rundtosset. Formålet med turen var primært meet’n’greet med de danske planteproducenter, og sandelig: Sjældent har jeg haft så trætte lapper efter at have givet hånd igen og igen og igen.

Den slags begivenheder giver også mulighed for at se, hvordan virksomhederne brander Danmark ud ad til. Det kan da godt være at Økonomi- og Erhvervsministeriet tror at vi er kendte for dansk design og viden, men når først de fynske gartnere ruller sig ud med deres børnekorsinficerede H.C. Andersen show, så kan man vist godt pakke den illusion sammen igen. Ud over at være direkte løgnagtig i sit indhold, så scorede deres hyldestsang til Odense (“OOOOO-DEN-SEEEEEEE, cityyyyyy of faaaaairy-taaaaaaales“) tårnhøjt på både kitsch og tåkrumme skalaen.

Tilsyneladende virkede showet (I skulle se hvordan tyskerne gik amok!), men herudover havde markedsføring af Danmark som land meget få formildende omstændigheder. Hvis man spørger udlændinge, så lever vi tilsyneladende stadig i en sært tilbagestående glansbillede. Ikke så mærkeligt, hvis det er det vi fortæller dem. Tankevækkende.

Samlet set er jeg hjemvendt en hel del klogere. Jeg ved nu stort set ALT om Kalanchoe-planten, ligesom jeg kan advare om at Düsseldorf lufthavn er gudsjammerligt kedelig.

Men industrimøllens forfald var flot.

En söt historia

Så kom dagen då jag gick från noko-alumne til ex-noko alumne… Igår fick jag synat mitt rum, och tacksamt nog godkännt mina badrumsflisor. Jag har säkert gnuggat och polerat i tio timmar!

Ikväll är kvällen då jag ska komma förbi och baka den klassiska “utflyttarkakan” som är en viktig tradition på kollegiet. Och vad är bättre än en extra kladdig chokladkaka! Jag har faktiskt fått önskemål om en specifik kaka som jag bakade hösten 2006, då jag flyttade in… men eftersom att jag aldrig bakar efter recept och därför inte har en aning om vad det var jag kokade ihop den söndagskvällen för snart 2 1/2 år sedan, så får jag improvisera.

Det blir en kväll med choklad, rödvin och något så feminint som filmen Mamma-Mia! Det kan inte bli annat än en mysig kväll, men jag har dock fått reklamera lite extra för den manliga halvdelen av 4-syds alumner…

Det med kvinnor och choklad (specielt tillsammans med ett rejält glas gott rödvin) är något helt specielt. Vi vet nog inte själva riktigt varför, men det finns nästan ingenting bättre här i livet!

Choklad har genom hela sin historia varit kännt som ett afrodisiakum. Och i nyare tid har forskning pekat på att intag av choklad kan påverka den del af hjärnan som kallas hypothalamus. Där ska vissa delar av innehållet i choklad eventuellt kunna påverka nivåerna av serotonin, et signalämne med en effekt som vi uppfattar som njutning. Chokladintaget ska också eventuellt kunna påverka en grupp av ämnen som kallas acylethanolaminer, vilka in sin tur aktiverar cannabinoida receptorer. Dessa receptorer stimulerar i sin tur frisättningen av endocannabinoider som ger en effekt av eufori.

Nice.

IKEA-mania

Allt snack om “børn, bryllup og parcelhus” kan till och med ge en IKEA-älskande ung dam hjärtklappning… Så varmt välkommen tillbaka din sura lök! (ett fantastiskt danskt uttryck som jag, OM jag en dag återvänder till andra sidan sundet, helt klart vill sprida hjärtligt omkring mig)

På tal om min gränslösa kärlek för tidlös design, i stil med billy-bokhyllan, besökte jag Kamprad-imperiet idag. Klockan var straks före halv 11 när jag steg av buss 150S och mödosamt genomförde den långa “kringel-krångliga” vandringen mot ingången. Innanför dörrarna möttes jag av en svag doft av nystekta köttbullar och gräddsås…ahhh precis som hemma! Tyvärr möttes jag också av ett myller av människor! Inte ens klockan tidigt, när folk borde vara på jobbet, kan man få fred och ro i tingel-tangelhörnan och ljusavdelingen. Konklusion: ingen finanskris för miljardföretaget, Sveriges stolthet.

Dagens projekt var något så upphetsande som: en tavelram (till min favoritbild av Gustav Klimt, Der Kuss), förvaring till badrum + garderob  och en stekpanna. Som alltid fann jag det jag skulle + en massa annat som jag, så sent som igår inte visste att jag behövde. Jag får alltid AHA-upplevelser på IKEA.

Skämt och sido… till och med jag kan se butikens negativa sidor. Jag kommer dock alltid att vara imponerad av den succé IKEA är. Året 1976 formulerade Ingvar Kamprad, grundaren av IKEA, följande 9 teser för att sammanfatta sin vision för företaget:

  1. Sortimentet – vår identitet
  2. Ikeaandan. En stark och levande verklighet
  3. Vinst ger oss resurser
  4. Att med små medel nå goda resultat
  5. Enkelheten är en dygd
  6. Linje annorlunda
  7. Kraftsamling – viktig för vår framgång
  8. Att ta ansvar – en förmån
  9. Det mesta är ännu ogjort. Underbara framtid!

Vad ska jag säga, det är inget annat än genialt. Hehe heja Billy!