Homebound

Ferier varer desvärre ikke evigt, så i morgen vender vi snuden tilbage til kedsommelige og grå Köbenhavn.

Forinden skal vi dog et smut forbi Milano. Vi flyver fra Malpensa lufthavnen kl. 19.55, så vi benytter lejligheden til at lave en endagsudflugt for at titte lidt på byen. Ud over et rudimentärt kendskab til byens operahus og et intenst had til begge byens to afskyelige fodboldklubber, så vil jeg ikke påstå at jeg ved ret meget om stedet. Det skal blive interessant hvad det kan byde på.

I dag sejlede vi til Locarno for at kaste os over endnu et bjerg (det fjerde på turen!). Denne gang var det Monte Cardada, og det blev en udmarvende affäre. Först op forbi nonneklosteret Madonna del Sasso, og siden af stejle stiger igennem skovene. Mt. Rigi i forrige uge var hård, men trapperne til sidst i mellem St. Bernardo og Alpe Cardada var nu heller ikke helt uefne. Men nuvel, ingen klager herfra, min private lägestuderende siger at bjerge giver faste baller og lår, så det er jo bare med at komme afsted.

Resten af ugen byder på afslapning derhjemme. Eller det vil sige, der skal lige ryddes op först og så er der jo löbeture der skal passes og så videre, og så videre, og så videre…..

Jeg kunne nu godt bruge en uge mere hernede.

Sommerens filosofiske indläg

Det er muligt at det kommer som en nyhed for dig, men når Politikens chefredaktör Töger Seidenfaden en själden gang tager fri fra tjansen med at väre oppositionens sande leder, så tager han til Verona, hvor han bijobber som tjener på ‘La Cantine De L’Arena’.

Ok, måske var det ikke helt präcis Töger Seidenfaden som serverde mozzarellaen for os. For på trods af en meget slående fysisk lighed med Töger, så reagerede tjeneren meget skuffende slet ikke da jeg slyngede provokationer som “24-årsreglen!” og “tilknytningskravet!” i fjäset af ham. Ikke engang et lille ildspydende-drage anfald kunne det blive til.

Men nuvel, en Töger Seidenfaden dobbeltgänger betjente i hvert fald Maria og undertegnede på charmerende vis, da vi var på en endags smuttur med tog til Italien. Verona er en dejlig by. Det vrimler med bygninger fra middelalderen, ligesom den romerske arv gör sig stärkt gäldende. Byens vartegn, Arenaen, er vel det mest kendte monument, men herudover er det ikke til at beväge sig rundt i centrum, uden at bygninger fra alskens perioder og stilarter – gotikken, romantikken, klassicismen og et strejf af godt, gammeldags monumentalt fascistisk byggeri – titter frem i hver eneste gyde. Byen har själ, og det lader sig ikke skjule, at Verona har en glorvärdig fortid, ligesom de mange turister ikke er til at komme uden om. De er overalt. Med god grund ganske vist, men når man har hygget sig i det stille og rolige Schweiz hidtil på ferien, så kan så mange turister (i et antal der kan konkurrere med Prag i påsken!) godt väre overväldende. Nu havde vi kun fem timer i Verona denne gang, men mon ikke vi kigger forbi igen ved en senere lejlighed? Der er masser at undersöge, og måske fodboldtröje butikken ikke har lukket näste gang vi er på besög?

Ellers var turen til Italien en god understregning af kulturelle forskelle. Ticino, altså det italienske Schweiz, er meget anderledes end det tysktalende Schweiz. Stemningen er väsentlig mere sydlandsk end nord for Skt. Gotthard, men samfundet fungerer stadig med den karaktistiske schweiziske punktlighed og orden. Gaderne er päne og rene, folk opförer sig nästen for ordentligt, i togene springer folk op i flokkevis for at göre plads for de gamle damer og alle pusler i de ledige stunder med at holde huse og haver päne og nysselige. Så når man körer fra glansbilledebyerne Lugano og Chiasso i Schweiz igennem en kort tunnel til Como i Norditalien, så bemärker man lynhurtigt forskellene. Pludselig ser husene härgede ud, der er markant mere snavset på gaderne, folk pifter på gaden efter pigerne (men ikke efter mig, suk), banegårdene kunne tränge til en kärlig hånd og byplanlägningen af isär industrikvartererne savner hensyntagende til den omkringliggende natur. Omvendt er folk markant mere velklädte i Italien end i Schweiz, ligesom livet leves mere ude på restauranter og caféer. Jeg skal ikke göre mig til dommer over hvad der er ‘bedst’, men blot konstatere, at det er fascinerende at se den slags kulturelle forskelle i livsstil, kultur og prioriteringer i fuld flor.

Nu er Verona ganske vist en ganske velstående by, men selv den har ualmindeligt grimme og nedslidte forstäder – et fänomen der (at dömme ud fra togturen igår) vist også gör sig gäldende for Milano. I den forbindelse kunne jeg godt tänke mig at besöge Mezzogiorno, det komparativt set meget fattigere Syditalien. Sidst jeg var der, var i 1995 sammen med foräldrene. Dengang gjorde det stort indtryk på mit späde drengesind, at folk gik imellem bilerne og tiggede ved lyskrydsene i Bari. Om det er anderledes i dag skal jeg ikke kunne sige, men togturen fik mig til at tänke på en debat, der härgede England i sidste uge. Da udgav tänketanken Policy Exchange en rapport, der konkluderede:

Cities in northern England such as Liverpool, Sunderland and Bradford are “beyond revival” and residents should move south, a think tank has argued. Policy Exchange said current regeneration policies were “failing” the people they were supposed to help. A mass migration to London, Cambridge and Oxford would stop them becoming “trapped” in poorer areas, it said

Debatten rasede isär fordi Policy Exchange efter sigende er den konservative oppositionsleder David Camerons yndlingstänketank. Han fik derfor travlt med at kalde rapportens konklusioner for “insane” (de skal jo gerne stemme konservativt i Nordengland til näste valg!), hvilket dog ikke hindrede debatten i at fortsätte i hans bagland.

Nu har vi ganske vist ikke store, gamle og socialt belastede post-industrielle byer såsom Liverpool, Sunderland og Newcastle i Danmark, men debatten er velsagtens interessant nok. For er det sådan, at der er byer, områder eller regioner som det ganske enkelt ikke er muligt at redde fra social deroute? Giver det mening at vi i Danmark har ‘regionale udviklingsplaner’ og ‘regional erhvervspolitik’, der med penge fra statskassen skal holde liv i Vestjylland? Eller hvad med mit elskede Nordjylland? Weekendavisen körte sidste år en artikelserie om ‘Den rådne banan’, som däkker randområdet fra Nord-, Vest og Sönderjylland hen over over det fynske ö-hav og Lolland-Falster. Her flytter de unge väk, det samme gör virksomhederne og väksten. Tilbage bliver de gamle og de ressourcesvage, som derefter kan leve af det kommunale bloktilskud fra Hovedstadsområdet og ‘Den Fede Pölse’ (dvs. Danmarks andet väkstområde langs de 128 km langs motorvej E45 fra Randers til Horsens). Eller hvad med situationen i Sverige, hvor den sydlige del af landet nu i mange år har sagt okidoki til at holde Nordbotten körende med overförselsindkomster? Er det en holdbar situation?  I Italien er det Verona og resten af byerne på Po-sletten som er de förende, og som sender pengene ned til Mezzogiorno, som seperatist partiet Lega Nord kalder for ‘Nordafrika’ (efter deres mening: Alt hvad der ligger syd for Rom). Giver det mening at lave den slags gigantiske omfordelinger af velstand?

Kan det så svare sig – menneskeligt, ökonomisk, socialt, kulturelt – at holde kunstigt live i sorte huller som Kiruna, Tönder og Bari? Policy Exchange siger nej i England, men det er borgmestrene i Nordengland selvsagt uenige i. De peger på den gode udvikling der trods alt har väret, ligesom de mener at ‘randområderne’ kan tilbyde noget andet end de höje boligudgifter, det trafikale kaos og den slidte infrastruktur i London. F.eks. naturoplevelser, en mindre stressende tilvärelse – ja, måske endda höjere livskvalitet.

Når jeg skal göre min far vrissen, så fortäller jeg ham, at man burde lave Nord- og Vestjylland om til naturreservater, hvor man tillod at lade de tyske turister bo i särligt indhegnede områder, hvor den vilde lokalbefolkning derefter kunne underholde de undrende masser med lokal folkedans og pittoresk madlavning. Derefter kunne vi indföre elgen til Danmark, og lade der gro skov hen over alle de indre missionske fiskerlejer vestpå. Ved at sende de gamle og plejekrävende äldre alene ud i skovene, kunne vi samtidig genskabe det vidunderlige koncept jeg läste om i Tarzan bögerne som dreng: ‘Elefanternes Sidste Hvilested’, dvs. det sted hvor alle de gamle, vrede elefanter går hen for at dö med värdighed. Mon ikke de äldre ville sätte mere pris på det end at sygne bort under årevis med den jammerlige behandling de får på plejehjemmene? Så kunne vi passende bruge de nye ubrugte midler til forskning, uddannelse og skattelettelser til mig. Det ville altsammen gavne naturen, samfundsökonomien og allokere arbejdskraften derhen hvor der er brug for den: I väkstområderne. Således er alle fremtidens udfordringer til velfärdsstaten löst, endda helt uden at häve skatterne på min bolig. Sweet!

Den slags udsagn resulterer som regel i en längere tirade fra den fädrene side omkring hvor afskyelig hovedstaden er, hvor fäl den trafikale situation er, hvor trist en tilvärelse det må väre at slave for en sultelön, alene for at betale af på en alt for dyr lejlighed i et overvurderet område af Köbenhavn.

Og muligvis har han ret! Jeg skal ikke göre mig til dommer i diskussionen, da det näppe er mit lod her i livet at bestemme hvor livskvaliteten er höjest, eller hvorvidt en cost-benefit analyse af udkantsområderne giver mening eller ej.

Men det var den slags jeg sad og grublede over igår imens Norditalien drönede forbi uden for togvinduet. Jeg er ikke sikker på at Köbenhavn er stedet for mig resten af livet. Igennem vinduet til höjre for mig ser Lago Maggiore särdeles appetittelig ud, selv i regnvejr. Der er med andre ord mange andre steder der er värd at leve end lige indenfor et begränset antal postnumre i Köbenhavnsområdet. Hvis man en dag forbedrede sit tyske og tog en eller anden form for mastergrad i udlandet, så kunne Schweiz väre läkkert. Maria ville velsagtens kunne få job hernede som läge, så hvem ved?

Nu må jeg hellere se at få taget den svömmetur.

Spitzenklasse

Minigolf er en sport der kräver umenneskelig psyke, en fysik af stål og en uböjelig vilje til at tolerere ekstreme mängder af smerte, stress og pres.

Mange kommer sig aldrig helt over deres förste spil minigolf. Tidligere ironman deltagere og elitesoldater er således set bryde grädende sammen efter et 18 hullers minigolf. Det er skrappe sager. Fremtiden tegner dog lys for minigolf, også selvom sporten på skammeligvis endnu ikke er blevet anerkendt som OL-sportsgren (et faktum som Dansk Minigolf Union begräder bitterligt). Danmark sender således i år et stärkt hold til det prestigefyldte EM i Tampere, Finland den 20.-23. august, og har tilmed fundet sponsorer til affären:

Herrelandsholdet har i dag modtaget de sponsorerede spilledragter til dette års EM. Bag sponsorratet står Outforce, Sanovo Egg Group og Hummel som har sponseret Hoodies, Polo-shirts samt træningsbukser af mærket Hummel til hele holdet og alle holdledere.

Det er glädeligt at der endnu findes sande hädersmänd tilbage i gamle Dannevang. Og landholdet önskes held og lykke i Finland, på trods af manglen på deres holdleder (der ikke kunne få fri fra arbejde til at forsvare landets äre. Fnys).

Endnu mere glädeligt er det dog at kunne bekendtgöre, at undertegnede er blevet officiel Magadino Mester 2008 i Minigolf. I finalen mod Maria fejede jeg al modstand af banen, og kunne triumferende slubre min läskende Rivella i mig – alt imens manden i kiosken nikkede anerkendende, pigen bag disken i baren kastede lange blikke efter elitesportsmanden og gymnastik-OL på fjernsynet i baggrunden blev gjort grundigt til skamme af min enestående og overlegne prästation.

Lykönskningskort kan sendes til Jordhulen.

Ud af skabet

Man burde velsagtens skamme sig.

Men jeg laver altså ikke noget fornuftigt i disse dage. Ingen dybe tanker over verdens sande tilstand (selvom jeg som Eurasia-nörd vel burde väre aldeles oprevet over de seneste ugers konflikt i Georgien) og ingen större fysiske aktiviteter a la nye bjerg-erobringer.

Det skyldes dels at både Maria og undertegnede er blevet en anelse små-sengeliggende af forkölelse, dels at vejret er skiftet ganske kraftigt om. Vi er gået fra bagende temperaturer og grillende sol til nu at befinde os i start 20’erne og have skiftevis kraftig regn, så overskyet og endelig periodevis sol. Området er også smukt i den slags vejr (jeg kan til stadighed fascineres af at se på hvordan skyerne opförer sig i bjergene!), men den slags omskifteligheder lägger nu alligevel ikke rigtig op til de store udendörsaktiviteter. Hvis vi ser bort fra en solbadedag i Lavertezzo i den smukke Valle de Verzasca og gårdagens besög i Locarno og Ascona, så er de sidste tre-fire dage derfor primärt blevet brugt til indendörs sysler a la bogläsning, familiehygge og en svömmetur eller to i Lago Maggiore.

Således fik jeg forleden färdiggjort förste bind i Peter Hamiltons ‘Night’s Dawn’ science-fiction bogserie. Sci-fi er min hemmelige last, som jeg efter adskillige års tabu, fremmedgörelse og det-snakker-vi-ikke-om-offentligt nu har tänkt mig at udleve i fuld flor. Jeg har altid elsket Frank Herberts ‘Dune’ böger og haft en varm passion for Philip K. Dick, ligesom jeg som nördet teenager havde stor gläde af Isaac Asimovs ‘Foundation’ böger. De senere år har jeg dog på ulykkelig vis forsögt at undertrykke min sci-fi lidenskab, under vrangforestillingen om, at rumskibe, tidsrejser, episke fortällinger og kolonisering af fremmede planeter ikke var sobre emner at beskäftige sig med for en veluddannet og seriös ung mand. Imidlertid lånte jeg forleden Walter Jon Williams ‘Dread Empire’s Fall’ serie på biblioteket, og det var som at smide en tändstik ned i knasende tört hö. Passionen blev atter vakt til live, og når först de intergalaktiske rumkampe brager og de spekulative fremtidsvisioner folder sig ud, så er jeg helt og aldeles til salg.

Assisteret af det trofaste internet og en nästen ligeså nördet kollega, fandt jeg ud af, at Hamiltons ‘Night’s Dawn’ serie skulle väre noget när det ypperste som sci-fi genren har budt på de sidste 10-15 år. Det viste sig dog at väre en underdrivelse, for det er sandt for dyden mange år siden, at en bog har bläst benene så godt og grundigt väk under mig som ‘The Reality Dysfunction’, den förste del i serien, har gjort det. Den er helt eminent god. For det förste har Hamilton en ualmindelig god fantasi og det univers han har opbygget er helt igennem fascinerende. For det andet er han god til at skrive, et kendetegn som det desvärre ikke er alle sci-fi forfattere som besidder. Herudover er historien drönuhyggelig og der er fart på hele tiden. Det er som om at universerne fra Dune, Foundation og Blade Runner har fået et elskovsbarn sammen med den förste Alien film, og samlet set har man den mest fabelagtige bog i mands minde. Og det bedste af det hele er, at jeg kun har läst den förste af tre böger. Der er med andre ord stadig 2000+ sider som jeg kan svälge i. Jeg kan nästen ikke vente med at komme hjem og plyndre Fantask når jeg kommer hjem!

Det nästbedste ved at komme ud af sci-fi skabet er, at jeg nu med god samvittighed kan bekende mig til underlödige tv-serier såsom Lost (indiskutabelt den mest sci-fi’ede tv-serie overhovedet) og – måske – Heroes (som jeg stadig mangler rigtig at blive fascineret af. Måske Sven kan hjälpe?). Jeg har aldrig rigtig fået set tv-serier som Star Trek eller Battlestar Galactica, men jeg har på fornemmelsen, at det er noget jeg burde göre mig mere i.

Det er med andre ord fagre nye verden. For at komme lidt ned på jorden igen, er jeg efterfölgende begyndt at läse Lawrence Wrights ‘The Looming Tower’ om Al-Qaedas udvikling fra 1940’erne indtil 11. september 2001. Normalt orker jeg ikke at läse nogle af de uendelig mange konspiratoriske NU-afslörer-jeg-sandheden-bag-9/11-og-krigen-mod-terror-og-Irak (gät hvad, det var Bush der gjorde det hele. Mwahahahahahaha!!!) böger, men da jeg havde läst positive anmeldelser i såvel Weekendavisen, Economist og Atlantic Monthly + at bogen har vundet Pullitzer prisen i 2007, så tänkte jeg at det var på tide at få udvidet horisonten lidt. Og den er virkelig spändende. Jeg er kun nået til side 89, men vi har allerede väret rundt om bl.a. islamismens bedstefar Sayyid Qutb og baggrunden for Ayman Al-Zawahiri og Osama Bin Laden. Det er dyster, men spändende og berigende läsning. Og heldigvis er Wright en alt for dygtig forfatter til at slynge postulater og dommedagsteorier rundt omkring sig. Bogen kan indtil videre varmt anbefales.

Rygterne vil vide, at der just nu er et ophold i regnen og at vi derfor skal en tur ud at vandre igen. Må hellere se at få snörret skoene og komme afsted.