Opråb fra Ferrero Roche land

Livet kan af og til være en ubærlig byrde. De mennesker I skal have allermest ondt af, er nok de udstationerede diplomater på ambassader og repræsentationer rundt omkring i verden. De lider. Tro mig, det er ikke nemt at gå til alle de møder og briefings og receptioner. Ens mave kan løbe helt løbsk af alt den mad. Og tænk blot på alle de indberetninger om dette og hint, som trofast sendes hjem til Asiatisk Plads – uagtet at de sandsynligvis ikke bliver læst af nogen. Nej, livet som diplomat er i sandhed ikke let.

Selvom det næppe er nogen trøst for jer, så er det ikke kun danske diplomater der skal grueligt meget igennem. Det svenske Riksdag & Departement beretter:

Sverige har drygt 100 ambassader och konsulat världen över med svensk personal. Ett 60-tal är så kallade hardship-placeringar, platser som är extra besvärliga att leva på, vilket ger ekonomiska tillägg och andra förmåner för de utsända och deras familjer.

De tuffaste orterna i världen att jobba i är Kabul, Bagdad och Jerusalem.

Varje år skickar UD ut en enkät till ambassaderna för att samla in uppgifter om levnadsvillkoren på stationeringsorterna. Uppgifterna ligger till grund för den årliga revideringen av tilläggen. I officiella sammanhang brukar diplomater ge en så positiv bild som möjligt av det land de verkar i, men här är det snarare tvärtom. Syftet med att lyfta fram det negativa är främst att få så förmånliga villkor som möjligt.

Javel ja. De stakkels svenske diplomater kan altså opnå ekstra tillæg, såfremt de udstationeres et ubehageligt sted. Og hvad må man så gå igennem som svensk udstationeret? Hold nu fast, for det er grufulde menneskelige lidelser der er tale om.

Den svenska beskickningen i Belgrad i Serbien anser att arbetsmiljön vid möten utanför ambassaden är ett problem då det röks för mycket. Från Pristina i Kosovo rapporteras att soptunnorna saknar lock och att katter, hundar och råttor har fri tillgång till innehållet. Mycket hundbajs på de georgiska gatorna utgör ett problem i Tbilisi. I Islamabad upplever man en ökad allergirisk eftersom det finns många mullbärsträd på orten. Saudiska giftormar har synts till nära UD-personalens bostäder i Riyad ”vilket medför obehag”. Och de utsända i Ougadogou, Burkina Faso, bor nära en soptipp som genererar många flugor i trädgårdarna.

Maten är också ett problem. I Khartoum, Sudan, anser diplomaterna att det överhuvudtaget inte att går att äta frukt och grönsaker på grund av risken för att bli magsjuk. Det finns inte många restauranger i Ougadogou som kan rekommenderas på grund av risken för maginfektioner. Dålig hygien har också de bosniska restaurangerna i Sarajevo. I Honduras huvudstad Tegucigalpa lider man av att det är ett dåligt utbud på matvaror: ”Det är samma ost etc. Och frukostflingorna är oerhört sockrade”.

…….ja, men græmmes ikke sandt? Arme stakler. For meget sukker i maden og hunde & katte i skraldespanden. Der må et ekstra tillæg til. Tænke sig at man vil byde civiliserede mennesker den slags forhold. Men det er ikke kun maden som plager de arme diplomater.

För många utsända är fritiden också ett bekymmer. Kulturutbudet i Abuja är i princip obefintligt, skriver svenska ambassaden i Nigeria. I sambans hemland Brasilien klagar man på att konserter sällan ges och nästan aldrig av god kvalitet. Det är psykiskt påfrestande att ”ständigt vistas i en nedsliten och torftig miljö” rapporterar konsulatet i Kaliningrad. I Algeriet ondgör sig UD-tjänstemännen över att det endast finns en golfbana i dåligt skick från 1940-talet, som aldrig vattnas.

Hvis jeg var til smileys, så havde jeg indsat en utrolig ked-af-de smiley her. Tænk at man skal lade sig nøjes med én golfbane – og så vander de charlataner den ikke engang!!! Jeg foreslår EKSTRA penge til de hårdtarbejdende diplomater i Algier! Det allerværste for de arme diplomater er dog at være nødt til at omgåes de uciviliserede barbarer i de lande hvor man er udstationeret.

I enkäten får diplomaterna också svara på frågor om hur kontakterna med lokalbefolkningen ser ut. Flera ambassader skriver att kulturskillnader medför att kontakterna är ytterst sporadiska. Från den svenska ambassaden i New Delhi, Indien skriver man kort och gott att ”indiernas personliga hygien är eftersatt”.

Indsæt ultra-mega-deprimeret smiley her. Ikke nok med at man forventes at bo udenfor folkhemmet, man skal omgåes med snavsede og ildelugtende bæster! Jeg synes det er for meget og kræver at svenske – og for den sags skyld og så danske – diplomater STRAKS får en markant lønforhøjelse. De har verdens mest utaknemmelige job og det bør de belønnes for!

You’re not done with me yet

For et stykke tid siden gjorde jeg mig ganske lystig over Belgien – især landets miserable klima og dysfunktionelle politiske system. Nuvel, de gode belgiere har stadig ikke skrabet sig sammen til at danne en funktionsdygtig regering, og nu begynder det at gøre ondt. Faktisk er den politiske krise  – ak og ve! – begyndt at gå ud over højkulturelle bastioner som Miss België 2008 konkurrencen! BBC beretter åndeløst fra det højspændte drama af en finale forleden aften i Antwerpen:

French-speaking Miss Belgium winner Alizee Poulicek, 20, was booed by parts of a 3,400-strong Antwerp audience when she revealed she could not speak Dutch. When the show’s presenter quizzed her on her hopes for the future, she said: “I didn’t understand, can you repeat?”

Ms Poulicek says she has been taking language lessons and has promised to improve her standard of Dutch. In halting Dutch, Ms Poulicek told the Flemish network, VRT: “I have to try to learn more.” She then went on in French: “I spoke almost no Dutch when I started this adventure.”

That has not impressed the Flemish-language press.

Av. Man ved ligesom den er gal når, man ikke kan tale det ene af sit lands to officielle sprog – især når nu konflikten mellem flamlændere og wallonere i høj grad er en sproglig konflikt. Men, men men. Der ER naturligvis en forklaring på den arme Alizee’s fortrædeligheder. BBC fortsætter forstående:

Television viewers did not seem to mind but, after the show, Ms Poulicek was asked a series of questions about her lack of Dutch at a news conference. The daughter of a Czech father and a Belgian mother, she has spent half her life in the Czech Republic. The organiser of the contest, Darlene Davos, said it could have been far worse.

“It is the least painful thing,” she said. “I would consider it different if they had said: ‘Miss Belgium is an ugly girl’.”

Og det kan fr. Davos jo have ret i. Uagtet at jeg efter mit ophold i Prag finder det endda YDERST mærkværdigt, at det rent faktisk er lykkedes en tjekkisk mand at gafle en belgier, så må jeg naturligvis anerkende at det kan være svært at blive tri-lingual på ti år. Og når det nu er en tjekke der er tale om, så er vejen til mit hjerte kort. Naturligvis bør de smålige flamlændere tilgive den arme pige – det har jeg allerede gjort. Og for at demonstrere mit storsind, så bringer jeg også et billede af den unge Alizée. Det skal jo ikke hedde sig at jeg dømmer på overfladiske forhold.

Hinsidans

Det er ualmindeligt sjældent at jeg er rigtig på forkant med noget som helst. Så når det endelig sker, så skal der skisme også prales og skrydes i vilden sky! Nu hvor alle – inkl. P3 og musikdisciplen og din mor – tilsyneladende har opdaget hvor geniale Familjen er, så er jeg nødt til at henlede opmærksomheden på, at undertegnede allerede i juli bekendtgjorde at Det snurrar i min skalle ville blive et monstrøst hit. Ja, nemlig ja. Når det gælder svensk elektronisk musik, så er jeg ikke sådan at løbe om hjørner med! Uagtet at Politiken sablede Familjens koncert forrige torsdag ned, så ændrer det ikke på at jeg er fristet til at købe billetter til Kents koncert i februar næste år – alene fordi Familjen er med som opvarmningsband. Opfyldt af ungdommeligt overmod vil jeg derfor kigge lidt i spåkuglen, og komme med et bud på hvem de kommende svenske totalt mega opperen pop-starzz kunne være:

Pencey Prep: Disse to utvivlsomt flotte fyre laver electronica, som ville kunne få New Order til at hulke ubehersket af misundelse. Personligt er jeg decideret forelsket i den vidunderlige Heart Me Up, som fortjener bredere eksponering end blot på denne usle lille blog. Besøg deres MySpace og bedøm selv.

Karin Ström: Det vil være en himmelsk uretfærdighed, hvis ikke hun også bliver stor i Danmark. Hun skriver på personlig vis på sin yderst fornøjelige blog, men er herudover leveringsdygtig i ferme melodier og knitrende beats. Jeg er særligt pjattet med Betydelsen af rum, men hendes øvrige sange holder ligeledes høj, høj klasse.

Tough Alliance: Det vil være løgn at kalde dem ukendte, men de må snart bryde igennem på denne side af sundet også. Koka Kola Veins er og bliver en genial sang.

PS. Stobbe, mht. din undren over den svenske svælgen i ABBA. Jeg tror personligt det hænger sammen med at det i Sverige ikke er illegitimt at kunne lide pop. ABBA er indbegrebet af den svenske Melodifestivalen tradition, som slet ikke er ligeså set ned på som Melodi Grand Prix er i Danmark. Måske med god grund. For hvor de danske sange befinder sig på et ualmindeligt lavt niveau, så er det faktisk nogle Sveriges fineste popmusikere som skriver sangene til det svenske. Se bare denne, som er leveret af førsteelskeren Orup. Det er overlegen pop! Og bemærk foriøvrigt den kreative brug af mikrofon stativet….!

Retrospekt

 

Året 2007 nærmer sig efterhånden sin slutning, og i den anledning plejer en del magasiner, blogs m.v. at gå i selvsving med at lave lister over dette og hint. En af de mere interessante af slagsen er af Gideon Rachman, såkaldt “Chief Foreign Affairs Columnist” (ja, intet mindre!) i Financial Times. Udover at være i besiddelse af en über-cool jobtitel, så har han udformet en liste over noget så beskedent som de fem vigtigste begivenheder i verden i 2007.  Hans bud for i år er:

1) The surge 2) Sarkozy elected 3) Blair steps down 4) Flotation of PetroChina – becomes largest company in world by market cap, selected largely for symbolic reasons 5) Sub-prime crisis

But that’s a tentative list, and I’m open to persuasion. Here are some other events I’m thinking about including – Musharraf’s mini-coup; Hamas’s seizure of Gaza; something Russian – either Putin’s Munich speech, or possibly today’s announcement that Medvedev is his chosen successor; the monks’ revolt in Burma; Gore gets an Oscar and a Nobel prize; the revival of the EU constitution; the NIE report on Iran; the resignation of Shinzo Abe; the defeat of John Howard; Turkey’s constitutional crisis and the re-election of the AKP; the last episode of the Sopranos.

Ahr, det virkeligt irriterende ved den slags lister er jo, at de tvinger een til selv at filosofere over året der gik. Det falder mig en anelse svært at foretage Rachmans ranking af de globale begivenheder, men det er min ambition at gentage sidste års stormende succes: En kæk solipsistisk årsopgørelse. Hvem ved, måske man endda kan lokke Stobbe og den pludseligt blogaktive Fuldmægtige til det samme?

PS. Jeg er uenig i nummer tre på listen. Hvorfor skulle Blairs afgang være så central? Den var jo ventet og han havde været en lame duck længe. Desuden ser det jo ud til at Gordon Browns udenrigspolitik ikke adskiller sig meget fra sin forgænger. Og hvor er Afrika henne på listen? Mon ikke de humanitære situationer i Darfur og landet-hvor-en-borgerkrig-for-ganske-få-år-siden-kostede-små-3 mio.-mennesker-livet også fortjener at blive nævnt i en bisætning eller to?

Lost in You

For et par uger siden var jeg til komsammen hos store dele af svigerfamilien. Det blev en særdeles fornøjelig aften i Lyngby, hvor jeg – naturligvis – fik charmeret mig ind i alles hjerter. Man er vel en sand gentleman, og så er den slags jo en smal sag. A-hem.

Eneste lille kurriosum var da jeg under opvasken – som jeg naturligvis tog aktiv del i – blev spurgt: ‘Hvad laver du så i din fritid?’. Mein Gott! Den var værre. Hvad svar skal man give i den situation? Jeg var fuldstændigt blank. Da jeg stadig trællede rundt som stud.scient.pol, kunne jeg jo altid undskylde mine kedsommelige interesse for at læse nyheder fra Tjekkiet, de manglende fysiske aktiviteter og mit pinlige fravær i det københavnske kulturliv med, at jeg jo skulle læse. Men det kan jeg ikke rigtig nu.

Den følgende tid grublede og spekulerede jeg. Min sjæl martredes og jeg gik igennem op til flere skærsilde for at finde et svar. Hvorfor kunne jeg ikke berette om alle de ferniseringer jeg har været til, alle de motionsløb jeg har mestret og alle de højkulturelle bøger jeg har fået fortæret? Hvorfor bruger jeg mest af alt tid på at læse obskure hjemmesider om irrelevante emner? Jo, først og fremmest er jeg ganske doven og lad. Det kan jeg næppe snige mig uden om. Kombineret med et narkomant behov for at være opdateret om verdens aktuelle tilstand betyder det, at diverse sære nyhedshjemmesider og blogs bliver flittigt besøgt.

Noget helt andet er, at jeg jo grundlæggende har fyldt min fritid ud med to vidunderlige skabninger det seneste halve års tid. Den ene er svensk og er endog særdeles sympatisk og knuselskelig. Den anden er amerikansk og en manipulatorisk satan. Om end jeg kunne skrive utallige rosenrøde indlæg om den førstnævnte person, så vil jeg denne gang fokusere på den anden. Jeg taler naturligvis om Ben Linus – den ondeste skurk i en tv-serie nogensinde. Begrænsninger i tid og rum (jeg skal afsted til Kastrup Lufthavn lige om lidt) betyder at jeg ikke kan yde ham fuld retfærdighed denne gang. Men lad mig blot sige det således: Lost og i særdeleshed Ben optager utrolig meget af min bevidsthed. Således fyldte det mit hjerte med megen fryd, at jeg efter en Lost-test på Facebook kunne smykke min profil med de vidunderlige ord: ‘You are Ben Linus’. Så kan man vist heller ikke bede om mere her i livet.

Men nu kommer sæson fire jo først i USA i februar 2008. Og det er lang tid for en narkoman at vente halve år på det næste fix. Derfor var det med et primal skrig af lykke at jeg opdagede, at der er blevet frigivet de såkaldte ‘Lost: Missing Pieces’, små filmklip på to-tre minutter hver, hvori baggrundshistorien udvides. Det er naturligvis blot en teaser for at holde interessen fanget ind til sæson fire kommer. Men du fredsens, hvor er det atter vanedannende. Nu troede jeg lige at jeg skulle til at have indhold i min fritid, men nej – det skal Lost og i særdeleshed Ben nok få sat en stopper for. Det siger vel nærmest sig selv, at det hidtil bedste af Missing Pieces er det hvori Ben optræder. Han spiller skak med Jack, og er præcis ligeså underspillet ond, manipulatorisk og skarp som han plejer.

Jeg ved godt at det ikke er sundt – og da slet ikke for indholdet af min fritid. Men jeg glæder mig altså vanvittigt meget til februar.