Retrospekt

 

Året 2007 nærmer sig efterhånden sin slutning, og i den anledning plejer en del magasiner, blogs m.v. at gå i selvsving med at lave lister over dette og hint. En af de mere interessante af slagsen er af Gideon Rachman, såkaldt “Chief Foreign Affairs Columnist” (ja, intet mindre!) i Financial Times. Udover at være i besiddelse af en über-cool jobtitel, så har han udformet en liste over noget så beskedent som de fem vigtigste begivenheder i verden i 2007.  Hans bud for i år er:

1) The surge 2) Sarkozy elected 3) Blair steps down 4) Flotation of PetroChina – becomes largest company in world by market cap, selected largely for symbolic reasons 5) Sub-prime crisis

But that’s a tentative list, and I’m open to persuasion. Here are some other events I’m thinking about including – Musharraf’s mini-coup; Hamas’s seizure of Gaza; something Russian – either Putin’s Munich speech, or possibly today’s announcement that Medvedev is his chosen successor; the monks’ revolt in Burma; Gore gets an Oscar and a Nobel prize; the revival of the EU constitution; the NIE report on Iran; the resignation of Shinzo Abe; the defeat of John Howard; Turkey’s constitutional crisis and the re-election of the AKP; the last episode of the Sopranos.

Ahr, det virkeligt irriterende ved den slags lister er jo, at de tvinger een til selv at filosofere over året der gik. Det falder mig en anelse svært at foretage Rachmans ranking af de globale begivenheder, men det er min ambition at gentage sidste års stormende succes: En kæk solipsistisk årsopgørelse. Hvem ved, måske man endda kan lokke Stobbe og den pludseligt blogaktive Fuldmægtige til det samme?

PS. Jeg er uenig i nummer tre på listen. Hvorfor skulle Blairs afgang være så central? Den var jo ventet og han havde været en lame duck længe. Desuden ser det jo ud til at Gordon Browns udenrigspolitik ikke adskiller sig meget fra sin forgænger. Og hvor er Afrika henne på listen? Mon ikke de humanitære situationer i Darfur og landet-hvor-en-borgerkrig-for-ganske-få-år-siden-kostede-små-3 mio.-mennesker-livet også fortjener at blive nævnt i en bisætning eller to?

Lost in You

For et par uger siden var jeg til komsammen hos store dele af svigerfamilien. Det blev en særdeles fornøjelig aften i Lyngby, hvor jeg – naturligvis – fik charmeret mig ind i alles hjerter. Man er vel en sand gentleman, og så er den slags jo en smal sag. A-hem.

Eneste lille kurriosum var da jeg under opvasken – som jeg naturligvis tog aktiv del i – blev spurgt: ‘Hvad laver du så i din fritid?’. Mein Gott! Den var værre. Hvad svar skal man give i den situation? Jeg var fuldstændigt blank. Da jeg stadig trællede rundt som stud.scient.pol, kunne jeg jo altid undskylde mine kedsommelige interesse for at læse nyheder fra Tjekkiet, de manglende fysiske aktiviteter og mit pinlige fravær i det københavnske kulturliv med, at jeg jo skulle læse. Men det kan jeg ikke rigtig nu.

Den følgende tid grublede og spekulerede jeg. Min sjæl martredes og jeg gik igennem op til flere skærsilde for at finde et svar. Hvorfor kunne jeg ikke berette om alle de ferniseringer jeg har været til, alle de motionsløb jeg har mestret og alle de højkulturelle bøger jeg har fået fortæret? Hvorfor bruger jeg mest af alt tid på at læse obskure hjemmesider om irrelevante emner? Jo, først og fremmest er jeg ganske doven og lad. Det kan jeg næppe snige mig uden om. Kombineret med et narkomant behov for at være opdateret om verdens aktuelle tilstand betyder det, at diverse sære nyhedshjemmesider og blogs bliver flittigt besøgt.

Noget helt andet er, at jeg jo grundlæggende har fyldt min fritid ud med to vidunderlige skabninger det seneste halve års tid. Den ene er svensk og er endog særdeles sympatisk og knuselskelig. Den anden er amerikansk og en manipulatorisk satan. Om end jeg kunne skrive utallige rosenrøde indlæg om den førstnævnte person, så vil jeg denne gang fokusere på den anden. Jeg taler naturligvis om Ben Linus – den ondeste skurk i en tv-serie nogensinde. Begrænsninger i tid og rum (jeg skal afsted til Kastrup Lufthavn lige om lidt) betyder at jeg ikke kan yde ham fuld retfærdighed denne gang. Men lad mig blot sige det således: Lost og i særdeleshed Ben optager utrolig meget af min bevidsthed. Således fyldte det mit hjerte med megen fryd, at jeg efter en Lost-test på Facebook kunne smykke min profil med de vidunderlige ord: ‘You are Ben Linus’. Så kan man vist heller ikke bede om mere her i livet.

Men nu kommer sæson fire jo først i USA i februar 2008. Og det er lang tid for en narkoman at vente halve år på det næste fix. Derfor var det med et primal skrig af lykke at jeg opdagede, at der er blevet frigivet de såkaldte ‘Lost: Missing Pieces’, små filmklip på to-tre minutter hver, hvori baggrundshistorien udvides. Det er naturligvis blot en teaser for at holde interessen fanget ind til sæson fire kommer. Men du fredsens, hvor er det atter vanedannende. Nu troede jeg lige at jeg skulle til at have indhold i min fritid, men nej – det skal Lost og i særdeleshed Ben nok få sat en stopper for. Det siger vel nærmest sig selv, at det hidtil bedste af Missing Pieces er det hvori Ben optræder. Han spiller skak med Jack, og er præcis ligeså underspillet ond, manipulatorisk og skarp som han plejer.

Jeg ved godt at det ikke er sundt – og da slet ikke for indholdet af min fritid. Men jeg glæder mig altså vanvittigt meget til februar.