The way to put things

Så nærmer en sort dag sig atter, thi lørdag er det min fødselsdag. Endda den 26. af slagsen. Mine trofaste kugleramme fortæller mig, at jeg dermed efterhånden er nået faretruende og øretæveindbydende på de 30 år. Det er bestemt ikke et faktum jeg diverterer med i større selskaber, faktisk det stik modsatte. Sjælen dør jo om bekendt når man runder det hjørne. Og det er da meget muligt at man kan ældes med ynde og at elegant forfald og dekadence er yderst classy og har sit publikum et eller andet sted derude – jeg tror bare ikke på det. Panikken og aldershadet satte allerede ind for adskillige år siden, så kan nærværende læsere sikkert levende sætte sig ind i de angstanfald og natlige svedeture jeg går igennem for tiden. Med andre ord så jeg helst at den 1. december blev forbigået i den dybeste tavshed og indebrændt selvpineri.

Men nuvel. Sidste år spenderede jeg dagen i familiens og Carl Nielsens varme skød, og i år bliver ikke meget andeledes. Således arriverer familien i forskelligt tempi i løbet af torsdag og fredag, hvorefter den står på fødselsdag à la den pukkelryggede resten af weekenden. Det bliver samtidig startskudet på en ganske nordjysk uges tid. Torsdag drager jeg nordpå til hvad der potentielt kan blive en uhyre interessant affære på Aalborg Stadion. Maria og jeg er dernæst i nordens perle resten af weekenden, hvor der burde være storslåede muligheder for også at få sagt velkommen til verden til min storebroders nye arving – min endnu navnløse nevø. Ellers skal tiden som sædvanlig gå med arbejde og de beklageligt sporadiske forsøg på at få dyrket lidt motion.

Det helt store samtaleemne på arbejdet er, at vi fik ny adm. direktør i mandags. I modsætning til beretningen omkring min semi-religiøse oplevelse med TV-2, så er jeg ganske sikker på, at ens meninger omkring en ny chef er en af den slags ting man nok bør forbigå i tavshed på en privat blog. Men lad mig blot sige, at hans evner til at redefinere organisationens rolle og interessevaretagelse i fremtiden, imødeses med stor spænding.

Og når vi nu er i det faglige hjørne, så kan det more mig ganske kosteligt, at når der endelig dukker en blog med udgangspunkt i statskundskab/political science, så døber man den ‘The Monkey Cage’. Af eller anden grund, så synes jeg at det er en ganske passende fællesbetegnelse for mit gamle studie!

Caring is creepy

Når jeg bliver alt for muggen, forbitret og indebrændt over den aktuelle valgkamps elendighed, så finder jeg trøst i, at jeg ikke er alene med mine klagerier.

Faktisk så er den uendelige række af overbudspolitik på velfærdsområdet og ja-tak-jeg-bruger-gerne-dine-skattekroner-til-at-forkæle-lige-netop-min-vælgergruppe-med tendens som demonstreres over hele det politiske spektrum, slet ikke er noget særegent dansk. Og hvis man er blot en anelse træt af den evindelige argumentation om at hvis-bare-vi-hælder-penge-i-lige-netop-dette-her-så-kan-vi-løse-alle-problemerne (indsæt selv her: Sygehuse, ældreplejen, folkeskolen, børnepasning + alle andre områder hvor der indgår fluffy mål og højtravende følelser), så kan man jo glædes – eller fortvivles – over at den vrangforestilling trives over alt i verden. Den anvendes i utroligt mange situationer af politikere og andre interessenter for at skaffe penge til lige netop det område hvor de selv får mest ud af det (indsæt selv her: Bevar regnskoven, bekæmp den globale opvarmning, løs udviklingsproblematikker i de fattige lande etc. etc. etc.). Kynisk, men effektivt.

Der er ligefrem en særlig titel for dette selvbedrag. Inspireret af dette underholdende blogindlæg, så vil jeg for fremtiden kalde det for ‘Care Bear Stare Syndromet’. Hvad går det så ud på? Jo, såmænd:

For those of you who didn’t grow up (or have small children) in the 80s, the reference at the close of the previous post is to the cartoon Care Bears. The ‘Care Bear Stare’ was a sort of deus ex machina the magical furballs could employ when faced with some insuperable obstacle: They’d line up together and emit a glowing manifestation of their boundless caring, which seemed capable of solving just about any problem.

Løse ethvert problem? Hvis bare vi allesammen er uendeligt hensynsfulde, er gavmilde og passer på hinanden, så skal vi nok løse det hele i fællesskab? Ja, minsandten! Og det er ikke kun på verdensfrelser siden at syndromet er udbredt:

In politics, Matt Yglesias has identified the neocon’s version of the Care Bear Stare, which he’s dubbed the Green Lantern Theory of Geopolitics. It holds that the American military can produce just about any effect imaginable if only the Will of the American People is strong enough. When any foreign intervention fails, this is proof that our will was insufficient, presumably due to the malign influence of fifth columnists in the media.

Venstrefløjen spiller dog lystigt med på den falske melodi:

The left, of course, has its own version, which can be seen in claims that we know perfectly well how to solve problem X, if only we cared enough or had the political will to address it. A common variant holds that some vital function can’t be left to the market, since only government can guarantee the right result, presumably by putting the word “guarantee” somewhere in the relevant legislation.

Husk på ‘Care Bear Stare Syndromet’ næste gang du hører Socialdemokraterne tale omkring velfærdsrettigheder og om at vi kan løse de ældres kvaler, hvis vi dog blot ville bruge viljen og pengene på det. Glem ikke heller Care Bears når sexy Villy igen og igen vil hælde flere (ufinansierede) midler i den offentlige sektor. Så skal det hele nok blive godt igen. Det de siger er omtrent ligeså realistisk, som når Care Bears i al deres hengivenhed kan løse alle problemer, bare ved at være omsorgsfulde nok. Nydelig retorik og det tiltaler vores håb og drømme, men det passer ganske enkelt ikke. Virkeligheden er desværre ikke ret meget som pastelfarvede tegnefilm. Og det tragiske er, at de borgerlige partier svigter deres rolle som ansvarlige partier og går med Care Bear Stare Syndromets præmisser og diskurs.

Det ultimative Care Bear Stare Syndrom var uden tvivl Live8 og Make Poverty History kampagnen i 2005. Udrydde fattigdom via en koncert, gummiarmbånd og presse politikere til gældsafvikling? Jamen, selvfølgelig. Uden tvivl. Og det føltes godt, ikke sandt? Lidt ligesom at betale aflad. Hør lidt musik, drik nogle bajere og slip for den dårlige samvittighed overfor folk i Sub-Sahara. Ingen grund til at ændre egen adfærd eller skabe mere frihandel. Bare ærgeligt for de fattige mennesker, at verden siden 2005 begyndte at kede sig ved tanken om at udrydde fattigdom, og derfor syntes at deres Care Bear Stare kræfter skulle bruges på den næste italesatte krise: Klimaforandringer. Så kan udviklingslandene sejle deres egen sø, imens Al Gore modtager Nobelpriser og EU-landene skriver fine skåltaler omkring at begrænse udslippet af drivgasser. Hvis bare vi arbejder sammen i fællesskab, ofre tiden og pengene, uden smålig skelen til egne interesser, så skal vi nok løse det hele. Moderne pietisme? Nej-nej. Bare Care Bear Stare når det er allergrimmest.