The way to put things

Så nærmer en sort dag sig atter, thi lørdag er det min fødselsdag. Endda den 26. af slagsen. Mine trofaste kugleramme fortæller mig, at jeg dermed efterhånden er nået faretruende og øretæveindbydende på de 30 år. Det er bestemt ikke et faktum jeg diverterer med i større selskaber, faktisk det stik modsatte. Sjælen dør jo om bekendt når man runder det hjørne. Og det er da meget muligt at man kan ældes med ynde og at elegant forfald og dekadence er yderst classy og har sit publikum et eller andet sted derude – jeg tror bare ikke på det. Panikken og aldershadet satte allerede ind for adskillige år siden, så kan nærværende læsere sikkert levende sætte sig ind i de angstanfald og natlige svedeture jeg går igennem for tiden. Med andre ord så jeg helst at den 1. december blev forbigået i den dybeste tavshed og indebrændt selvpineri.

Men nuvel. Sidste år spenderede jeg dagen i familiens og Carl Nielsens varme skød, og i år bliver ikke meget andeledes. Således arriverer familien i forskelligt tempi i løbet af torsdag og fredag, hvorefter den står på fødselsdag à la den pukkelryggede resten af weekenden. Det bliver samtidig startskudet på en ganske nordjysk uges tid. Torsdag drager jeg nordpå til hvad der potentielt kan blive en uhyre interessant affære på Aalborg Stadion. Maria og jeg er dernæst i nordens perle resten af weekenden, hvor der burde være storslåede muligheder for også at få sagt velkommen til verden til min storebroders nye arving – min endnu navnløse nevø. Ellers skal tiden som sædvanlig gå med arbejde og de beklageligt sporadiske forsøg på at få dyrket lidt motion.

Det helt store samtaleemne på arbejdet er, at vi fik ny adm. direktør i mandags. I modsætning til beretningen omkring min semi-religiøse oplevelse med TV-2, så er jeg ganske sikker på, at ens meninger omkring en ny chef er en af den slags ting man nok bør forbigå i tavshed på en privat blog. Men lad mig blot sige, at hans evner til at redefinere organisationens rolle og interessevaretagelse i fremtiden, imødeses med stor spænding.

Og når vi nu er i det faglige hjørne, så kan det more mig ganske kosteligt, at når der endelig dukker en blog med udgangspunkt i statskundskab/political science, så døber man den ‘The Monkey Cage’. Af eller anden grund, så synes jeg at det er en ganske passende fællesbetegnelse for mit gamle studie!