Wanderlust

Det er dage som disse at man får lyst til at citere den vigtigste kunstner i musikhistorien, thi jeg er i sandhed en af ‘The Last of the Famous International Playboys’. Eller dvs., jeg kommer i hvert fald lidt ud i verden den kommende uge. Ikke mere papirnusseri til mig, næh nej, jeg skal nemlig en tur til hjertet af imperiet de kommende mandag og tirsdag. Arbejdet synes de vil sende en række medarbejdere afsted på kurset ‘Lobby i EU’ – og hvem er jeg til at sige nej til den slags? Programmet ser spændende ud, så jeg ser bestemt frem til det. Fritiden og adgangen til nettet bliver til gengæld nok en anelse begrænset, hvorfor der nok må imødeses en vis tavshed fra denne kant. Der har hersket en livlig og drabelig debat for nylig i internationale medier omkring Belgiens relevans som land. Jeg lover derfor at vende tilbage med førstehåndsberetninger omkring hvorvidt flanderne og wallonerne er røget fuldstændigt i totterne på hinanden.

Onsdag drager jeg afsted igen. Der findes sikkert de der vil mene at en tur til et møde i min faders fødeby ikke ligefrem skriger langt væk af glamour og drama. Men da jeg jo som bekendt altid sætter pris på at bruge utallige timer i nært samvær med DSB (sic), så skal der ikke lyde nogle klager herfra. Med mindre de vælger at være grotesk forsinkede. Hvilket de jo nok gør. Måske man kan istemme denne lille sang?

Where did your sense of adventure go?

Fordømt, så skete det alligevel. Selvsamme dag hvor jeg har skrevet et alenlangt indlæg om den forfærdende ringe standard som nutidens musik holder sig, så får jeg det mest perlende stykke pop-perfektion smidt lige i nakken. Det er tilsyneladende forbudt at være en vranten gammel mugost i længere tid. Fnys.

Lørdag aften blev spenderet i Sydhavnen, hvor der var intet mindre end italiensk samskudsgilde hos Fuldmægtigen. Det var vældigt. Masser af god mad, rigelige mængder god vin og snik-snak i lange baner. Og det var så her at septembers nyeste musikalske åbenbaring viste sig:

Og ja. Jeg ved da godt at Ghosts – The World is Outside skriger langt væk af P3. Og ja, måske er de blot endnu en i rækken af Keane/Phoenix/The Changes/Tahiti 80 lydende bands. Og ja, de er givetvis blot et one hit wonder. Og nej, musikvideoen er ikke særlig spændende. Men hold da op, det omkvæd kan jo dræbe selv den værste depression.

Skeletterne i skabet rasler løs

I dagens netudgave af Jyllands-Posten kan man læse et interview med Vince Clark fra Erasure, der i disse dage er i København for at give ikke færre end to koncerter på Vega. Ud over at levere et væld af rock’n’roll klichéer (“Vi har begge været igennem misbruget og er nødt til at tage den med ro for at komme igennem turneen. Kokainmisbrug er en dyr vane, og pengene flyder i musikbranchen“), kan en af synth-musikkens sande hædersmænd berette, at Erasure efter 20 år i brancehen – og ikke at forglemme elendige salgstal – nu vil holde pause på ubestemt tid. Taget i betragtning af at et deres seneste album var et grotesk horribelt forsøg ud i countrymusikken, er det sikkert en klog beslutning af d’herrer Vince Clark og Andy Bell.

Men nyheden fik mig til at fundere. For Erasure har på godt og ondt været en af de vigtigste faktorer i min musikhistorie. Så hvad er de første sange jeg kan huske? Hvilke artister og grupper har haft størst betydning?

Skræmmende nok, så stammer mine tidligste musikerindringer fra programmet ‘7.10’ på Nordjyllands Radio i 1980’erne og start 90’erne. Det blev – måske lident overraskende – sendt kl. 7.10 om morgenen, hvorfor det i 10 års tid var i baggrunden når jeg spiste morgenmad. Det var et børneprogram, men de spillede gudsketakoglov de sange der var aktuelle og populære. Fra min tidligste periode kan jeg især huske Kim Wilde – You Came, Ray Parker Jr. – Ghostbusters, Bros – When Will I Be Famous? og en kæk sang til TV2’s megahit ‘Skærmtrolden Hugo’. Generelt tilskriver jeg denne perlerække af mesterværker skylden for at jeg – uanset hvor hårdt jeg forsøger – ikke kan løsrive mig fra 80’erne. Jeg begyndte dog først rigtigt at interessere mig for musik da jeg var 11-12 år, altså ca. 1992-1993. I den periode var jeg især vild med Freddie Mercury – Living on my own, Snap – First, Last Eternity, Orup – Stockholm, Jam & Spoon – Right in the Night, Roxette – Joyride og U96 – Club Bizarre. Den første single jeg købte var – og ja, i dag skammer jeg mig – Mark Oh – Tears Don’t Lie. Døm mig nu ikke for hårdt, thi jeg var ung og uerfaren. Og desuden har jeg ikke den formastelige cd længere. Kristoffer fra min klasse lånte den af mig i 2.g, og siden har jeg heldigvis ikke set mere til den.

I perioden nassede jeg dog mest af alt på min storebrors cd-samling. Og de tre ubetinget mest populære i hans samling var Pet Shop Boys, Erasure og Army of Lovers. Kvikke læsere vil allerede nu have sammenfattet hvad de tre har tilfælles. 1) De laver elektronisk popmusik, 2) De har ikke rigtig lavet noget godt siden 1993 og 3) Alle tre er galloperende homoseksuelle. Pet Shop Boys og tildels Erasure er forblevet institutioner i min verden, mens de sidstnævnte er pakket mere eller mindre væk i kassen af pinligheder. Ud over den urørlige Obsession, så overbeviser en søgning på YouTube mig ikke længere om Army of Lovers’ genialitet. Til gengæld var de fabelagtige til at lave smagfulde pladecovers, hvilket ovenstående billede turde vidne om. Siden hen er min musiksmag desværre blevet frygteligt mindre humoseksuel, selvom jeg ikke skal nægte, at man skal argumetere MEGET godt og MEGET længe, hvis man skal overbevise mig om at synth-pop ikke er musikkens ubetingede mestergenre.

Spørgsmålet er så: Var jeg mere eller mindre slem i min musiksmag som ung, end 2007’s ækle emo/goth/hippedihop ungdom? Er det virkelig mere ok og legitimt at have danset til Culture Beat – Mr. Vain og Ace of Base end min aktuelle hadesang nr. 1 The Way I Are af Timbaland? Eller er jeg bare blevet en vrissen gammel støder, der ikke kan acceptere at nutidens unge har en anden smag end jeg?

Måske jeg bør tage afsæt i følgende lille sentens fra JP’s Erasure interview: “Mens pladekøberne har svigtet Erasure gennem de seneste 15 år, bliver bandets koncerter stadig udsolgte. Den tendens har gang på gang sendt duoen ud på nye opslidende verdensturneer“. 15 år?!? Hmm, måske det alligevel er mig der er blevet gammel og afdanket….

Lost in the plot

….og så sidder man der foran computeren på arbejdet igen. Fortabt. Afhængig. Restløs. Kun med én tanke snurrende rundt i hovedet: Må-se-mere-Lost. Nu. Ellers bliver jeg aldrig lykkelig igen. Der er ingen mirakelkur. Er man først startet, er der tale om en glidebane, der først ender når der ikke bliver produceret flere afsnit.

Jeg troede ellers at den kolde tyrker ville virke. Har holdt mig Lost-fri siden midten af juli og troede at jeg var kommet over på den anden side. Drømmene og de natlige svedeture var efterhånden ophørt. Måske jeg igen kunne begynde på et normalt liv, hvor jeg ikke hele tiden var nødt til spukulere over tallene 4, 8, 15, 16, 23 og 42? Hvor jeg ikke var nødt til at forholde mig til flystyrt, isbjørne i junglen og flashback fra fortiden?

Men Sven ville det anderledes. Først lånte han mig sæson 1, som jeg kværnede i et hug. Siden hen begyndte tegnene at vise sig. Metafysikken var overalt. De utallige reklamer for serien i Stockholm City. Den gigantiske feature artikel om sæson 3 i Sydsvenskan på vej hjem fra Kastrup lufthavn? Hvor længe kunne min vilje stå imod skæbnen? Jeg begyndte at ryste på hænderne og dagdrømmerierne vendte tilbage. Og så slog Sven til igen. Med ubønhørlig præcision købte han sæson 2 på dvd og foreslog en Lost aften. Jeg var fortabt.

Så i går var han forbi til middag og Lost. Fire afsnit lige i lysken. Jeg var solgt til stanglakrids. Ingen viljestyrke. Jeg er nu aldeles i Lost’s hænder. Må have mere, mere, MERE! Hvad er Dharma Initiative? Hvorfor byggede de den bunker? Hvad sker der hvis ikke man trykker på knappen inden 108 minutter? Hvor kommer Desmond fra? Hvornår kan jeg begynde at koncentrere mig om arbejdet igen? Så mange spørgsmål, så få tilgængelige svar!

Du är det vackraste jag har sett ju

Er du til pop? Bare lidt? Hvad så med obskure og skrmalede samples af fejende strygere? Hæmningsløst fængende melodier? Plinky-plonky detaljer? 60’er soul? Lystig crooning? Tekster om den store kærlighed og avocado snitteri?Eller måske blot genial musik i almindelighed? Jamen, så tør de salte tårer af din kind, thi din redningsmand er her.

Jeg har nu adskillige gange namedroppet det svenske unikum Jens Lekman. Da jeg ikke er typen der lader petitesser som ‘pli’, ‘underholdningsværdi’ eller ‘synes andre menneskers emnet er interessant?’ stå i vejen for at skvalre løs om mine besættelser, så vil jeg atter benytte lejligheden til at propagandere skamløst for den unge mands nye album ‘Night Falls Over Kortedala’. Jeg fik endeligt lagt de begærlige fingre på mesterværket under Stockholms turen, og har hørt det på repeat nogenlunde konstant lige siden. Det er helt og aldeles fantastisk. I skrivende stund ved jeg ikke helt hvem jeg skal sammenligne ham med. Hans musik er som soundtracket til den roadmovie du aldrig kom afsted på, før du blev gammel, grå og fik forpligtelser. Det er solskin direkte ind i de mest drømmeriske og melankolske gemmer i sjælen, som du til daglig forsøger at gemme væk bag dit grundlæggende ligegyldige arbejde og hverdagssysler. Det er den musik du skal høre når du stikker af med ham/hende du elsker! Afsted – det kan kun gå for langsomt!

* Jens Lekman – Maple Leaves

* Jens Lekman – Your Arms Around me

* Jens Lekman – You are the Light

* Jens Lekman – I Don’t Know if She’s Worth 900 kr.

Hvorfor jeg holdt op med at være føderal

Psssst, her er et lille tip: Næste gang en eller anden forsøger at bilde dig ind at EU er helt vildt vigtigt, og at du pinedød SKAL stemme til EU-Parlamentsvalget – så ignorer dem. Fuldstændig og aldeles. Tro dem ej. For de lyver for dig. Tillad mig at demonstrere.

Min højtelskede husbibel The Economist har en ypperlig blog de kalder ‘Certain Ideas of Europe’. I denne uge lader de et finsk medlem af Europa-Parlamentet, Alex Stubb, grifle løs omkring tilværelsen som MEP’er. Og lad mig blot spolere glæden for jer: Selvom den unge finne forsøger sig med selvironi og kække bemærkninger, så er det ikke særskilt interessant læsning. Det er fordi EU-Parlamentet er det mest uinteressante og ligegyldig penge-lige-ud-af-vinduet pseudodemokrati man kan opstøve. Jeg vil tillade mig at bringe et par citater fra hans beskrivelser af sin sindsoprivende 4. september:

7.00. The producer of the radio programme calls me to check that I am awake, at least physically. I brief her on the latest developments on the distribution of seats in the European Parliament. She promises to call me back at 7.15. I brush my enormous teeth.
(Men dog! Fordelingen af sæder? Spændende!)

8.30. Off to our traditional press breakfast. We talk about the distribution of seats in the European Parliament and next year’s EU budget.
(Men dog! Endnu mere fordeling af sæder? Spændende!)

10.30. Time to save the Baltic Sea. Some 50 MEPs get together to listen to a Nord Stream representative. He tells us about the gas pipeline which is to be laid down in the Baltic Sea. It was agreed by Vladimir Putin and Gerhard Schröder a couple of years ago. The representative is convincing, but the MEPs are not overhealmingly convinced about the environmental impact of the project.
(Hurra, Putin og Schröder vinder igen. Godt at vi kan blive endnu mere afhængige af russerne!)

11.15. The phone keeps ringing. Journalists are interested in the division of seats in the EP. So am I.
(……….fordeling af sæder? Herligt!)

11.30. The bell rings. Time to go and vote. The plenary boasts two new lightboards. They are funky. They even show you a graphic on who votes for (green) and against (red). We vote on the single market, inland transport of dangerous goods, and better regulation, among other things. The world is a better place after the votes, at least that’s what I tell myself.
(iiiih! Nye lystavler? Spændende!)

11.55. The votes are over in record time. We often sit and press buttons and lift hands for the better part of two hours. The President of Portugal is scheduled to give a speech. I skive off to meet a couple of journalists. We talk about how to sell the EU to the general public. No easy feat. We turn on the cameras. I talk. And I talk a bit more.
(Hvordan kan det være svært at sælge EU når man beskæftiger sig med så livsvigtige sager som fordelingen af sæder i EU-Parlamentet?)

14.45. Time to prepare the Committee on Budgetary Control. I am wearing a black shiny suit, a black shirt and a lime green tie. A Spanish colleague thinks that I look like a pimp. I take it as a compliment…
(Nogle gange er ord overflødige….)

15.45. The institutional nerds of our centre-right political group gets together to talk about the seats in the EP and the negotiations on the constitution-turned-reform treaty. The room is full of former ministers. I feel humbled.
(Nææææh! Sædefordeling? Lifligt!)

16.30. The BBC’s Today programme gives me a ring. They ask me to participate in a live radio chat tomorrow morning. I am flattered. Must call mother- and father-in-law in Solihull. They might want to tune in. I stress the word “might”.
(Ak, end ikke hans svigerforældrene synes hans job i parlamentet er spændende!)

22.00. Back in the hotel. Nothing like ending your day with a good book and bad TV.
(Så sandt, så sandt!)

Magen til navlebeskuende snik-snakke klub skal man lede længe efter. Det er da godt at de årligt kan bruge 1,26 mia. kr. på at flytte parlamentsmøderne frem og tilbage mellem Strasbourg og Bruxelles. Money well spent, må man sige. Lad os SÅ få set på den sædefordeling.