Alting kan gå itu…..

 

Min gode kollega er Brøndbyfan. Det kan han ikke helt selv gøre for (når man er vokset op i Albertslund, så giver ens fodboldsympatier ligesom sig selv), og derfor har det været en særligt sørgelig affære at følge ham i foråret. For hver weekend, og for hver rædderlig kamp de blå-gule har præsteret, er han blevet mere og mere nedbøjet, krumrygget og trist. For han holder jo virkelig af de vestegnsbøller. Ja, han har endda anlagt sig et obligatorisk bittert drag om munden og himlende hvad-skal-jeg-sige-min-sjæl-gør-ondt-hver-gang-jeg-tænker-på-det blik, hver gang man drister sig til at tale fodbold i frokostpausen.

Sætte mig ind i hans valg af fodboldklub kan jeg selvsagt ikke, men som tilhænger af et notorisk ustabilt og svingende hold, så kan jeg sagtens forstå hans kvaler. Og på trods af at Brøndby er (og forbliver, med mindre FCK udbygger sit fæle hegemoni) den traditionelle arvefjendeklub, så skulle man da være et hjerteløst bæst, hvis man sådan gik og godtede sig over hvordan den arme mand lider i stilhed.  

Og så alligevel. Ovenpå AaB’s smertelige nederlag på 1–2 til slavehandlerne kræmmersjælene FC Midtjylland (og dermed ingen Europa Cup, kun muligheden for en 3. plads i ligaen), så har man brug for trøst. Og hvor kan man finde den? Jo, såmænd: I det faktum at nedrykkerne Silkeborg vandt sæsonens første(!) hjemmebanesejr. Over hvem mon? Korrekt: Ingen ringere end Brøndby. Andres ulykke er som bekendt ikke at foragte, så selvom jeg selv går rundt og græder indeni, så hjælper det alligevel en lille smule at se kollegaen gå og græmme sig. Han har endda undladt at drikke af sin Brøndby kaffekop i dag. Stakkels pjevs.

Nu gælder det så AaB’s sidste kamp på søndag mod holdet-fra-landsdelen-der-burde-laves-om-til-parkeringsplads. Tredjepladsen er på spil, det tyder på udsolgt på Aalborg Stadion, så jeg tror og håber at de nordjyske yndlinge ikke atter knuser mit sammenlimede i tusinde stykker. Hvis fuldmægtigens beretninger fra de sidste odensianske bedrifter holder stik, så burde det være rimeligt at have et knitrende lille håb. Nærværende læsere bedes krydse fingre.