“Snydt igen”

Jeg har fået mig en ny dødsfjende. En sand nemesis. Stedet hvorfra al min modgang udspringer. Antipatien in persona. Hvis mit liv var en sci-fi film, så gik han i laktøj og trak vejret som en røgdykker med akut astma.

Jeg blev opmærksom på charlatanen i en artikel i søndagens bolig tillæg i Berlingske. Ja, den slags er jeg blevet så grå og trist og selvhadende at jeg læser. Artiklen behandler det faktum at flere vælger at udleje deres ejerbolig, fordi de med det nuværende boligmarked ikke kan få solgt skidtet:

Boligadvokaternes formand, Henrik Høpner, advarer generelt mod at leje sin lejlighed ud, selv om det kan være fristende, hvis den har stået til salg længe.

»Det skal absolut være sidste stop før en tvangsauktion,« mener han.

»Hvis du vælger at leje din bolig ud, er det jo i bund og grund i håbet om, at tiderne bliver bedre. Det vil sige højere priser, lavere rente og flere købere. Men det kan ligeså godt gå den anden vej,« siger Henrik Høpner.

Han peger på en række faktorer, som vil kunne holde én vågen om natten: Huslejenævnet kan sætte huslejen ned med tilbagevirkende kraft, lejer kan misligholde lejligheden, lade være med at betale husleje, fremleje din lejlighed ulovligt eller anvende den til ulovlige formål. Lejlighedens ejer kan også risikere, at hans lejer ikke vil flytte frivilligt.

»Derfor er mit bedste råd: Sæt prisen ned og slip for yderligere tab, for det andet kan give utrolig meget bøvl. Alternativt kan man sætte begge sine boliger til salg, og så blive boende i den, der ikke bliver solgt,« siger Henrik Høpner, der indrømmer, at han ser sort på tingene.

»For det er jo mig, der sidder med alt bøvlet.«

Nuvel, jeg er sikker på at den kære advokat er en fin fyr. Han har sikkert kone og børn der elsker ham. Måske han samler på modeltog, kan lide Chuck Norris og holder meget af en kop te efter en god lang løbetur. Og jeg ved godt at det er syndigt at hade. Men da jeg læste ovenstående citat, blev jeg enig med mig selv om at han er det ondeste menneske i Danmark.

Må hellere vende den anden kind til og vende tilbage til boligtillægget inden jeg bliver kvalt i min egen galde.

Jeg tror ikke jeg vil være socialdemokrat i mit næste liv

Politiken har i dagens udgave en lille artikel omkring hvad det gode liv er. Der bliver gjort megen sindsoprivende spændende forskning indenfor dette emne. F.eks: Hvorfor havner Danmark konsekvent på førstepladsen af lykkelisten i komparative undersøgelser af hvilke lande hvor folk er lykkeligst? Hvorfor er danskerne ikke blevet relativt lykkeligere siden 1960’erne, på trods af at den materielle levestandard er blevet markant højere? Giver lykkeforskning overhovedet nogen mening? En så liden sjæl som undertegnede vil ikke kaste mig ud i at besvare slige komplekse spørgsmål, jeg vil blot viderebringe et par citater fra en række forskere som Politiken interviewede i forbindelse med deres lykkeartikel. Især et af dem fik de buskede øjenbryn til at ryge næsten helt om i nakken:

Peter Sandøe, professor i dyreetik:
»Hver aften kl. 20 går jeg op ad trappen til min søns marsvin. Den skriger som en besat, fordi den glæder sig til den gulerod, jeg har med. Det tolker jeg som forventningens glæde, og for mig er lykke at kunne være der for den. Selv en dårlig dag er relativ nem at gøre god, hvis jeg kan være der for andre«.

Lykke er at være der for andre? Ok, den kan jeg godt gå med til.

Claus Møldrup, lektor ved Danmarks Farmaceutiske Universitet:
»Det gode liv er for mig, når jeg sidder med en rigtig god kop kaffe, som jeg selv har kværnet og brygget på min espressomaskine. Så bliver alting lidt smukkere omkring mig, og børnene leger smukkere. Det er som en smagsforstærker på omgivelserne, og hvis kaffen er rigtig god, så er det virkelig svært at skælde ud på dem«.

Den køber jeg, sailor!

Brian Jacobsen, ph.d. studerende i religionshistorie:
»Det gode liv er de muligheder, staten giver os. Staten er virkelig undervurderet, for den danner og former vores liv. Mange mener stater er undertrykkende, og det er der også mange, der er. Men når den er god, så understøtter den vores muligheder. Den danske stat har givet mig min uddannelse og mit ønskejob, hvor jeg laver det, der gør mig lykkelig«.

Ok, der er tusinde ting der er så himmelråbende forkert med dette udsagn, at det gør mig helt stum. Tak, oh store stat, åh tak! Tak fordi du tog ansvaret for mit eget liv fra mine svage skuldrer! Tak fordi du lod mig glemme at det der virkelig tæller er at have nogen at elske og blive elsket af! Hvor lagde jeg nu min medlemsblanket til Danmarks mest socialistiske religiøse parti?!

Jeg tror jeg vil være socialdemokrat i mit næste liv

Kære Kåre og Henriette,

Tillykke med afslutningen af specialet og den flotte bedømmelse. Jeg husker interviewet som en fin oplevelse, fordi I var så godt inde i stoffet og så præcise med spørgsmål og kommentarer, selv når jeg bevægede mig langt uden for den del af emnet, I havde planlagt.

Jeg glæder mig til at se specialet lidt nærmere, og vil måske give en kommentar eller to. Men det kommer an på, hvor meget andet, der bliver at gøre her i disse tider med kvalitetsreform og ledelsesreform.

God arbejdslyst i livet til jer begge.

Med venlig hilsen

Pia Gjellerup

Advice For Young Mothers To Be

Som den jantelovs-befængte nordjyske tranlampe jeg i bund og grund er, så nærer jeg en notorisk mistro mod alt hvad der ligger nord for Østerbro. Man skulle jo tro, at den slags irrationelle antipatier ville blive opløst i kraft af, at jeg bor på kollegie sammen med hvad der virker som størstedelen af de seneste årgange fra Gl. Hellerup og Øregaard. Den kraftige fraternisering med det bedre borgerskab har da bestemt også haft sin virkning. Jeg er ikke stolt af det, men ja, jeg tilstår, det ér sket at jeg i svage og sårbare stunder er blevet ramt af en vis tiltrækning af Nordsjælland.

Således skete det også torsdag, hvor jeg var en tur i Holte for at besøge en del af Ghisler-klanen, Marias familie på sin mors side. Og hvad kan jeg sige? Der er lækkert i Holte en varm april aften! Folk hilser på gaderne! Hestene sagde ‘pruh’! Bakkerne bugter sig så lystigt! Tilmed var det en hyggelig aften, og så er det jo svært at opretholde det misantropiske syn på Nordsjælland og de mennesker der bor der.

Så er det så meget mere deprimerende at vide at man som ludfattig scient.pol næppe nogensinde får råd til at købe noget i området. Men hey – bølgen vender sikkert snart. Inden du kan nå at sige ‘Lolland-Falster er eksportmålet for københavnske bistandsklienter’, så bliver det med statsgaranti cool at bo i ‘Den Rådne Banan’ inden længe. Holte og co. er bare så passé! Holeby og Højreby, here I come!

PS. Den Store Satan spiller sit 22. Rom derby på søndag. Lad os satse på at det går på samme måde som i det 21. af slagsen.

The bitter end

Yay! Så fik jeg minsandten mit eget kontor. Og eget navneskilt på væggen ved siden af døren. Jo-jo. Der skal ikke meget til at gøre en papirnussende bureaukrat helt varm af lykke indeni. Nu kan jeg sidde helt uforstyrret bag den lukkede dør og fede den. Og I har slet ikke hørt det allerbedste endnu. For hvis nogen formaster sig til at banke på og forstyrre min lediggang, så kan jeg endelig få lov at mønstre alt min retfærdige harme, rode lidt i stakkene af papirer, stirre olmt på det utyske der vil i kontakt med mig og endelig, endelig, ENDELIG udleve mit fulde bitter-og-vred-gammel-mand potentiale. For jeg har jo så travlt, så hvad ligner det at komme her og forstyrre selveste Konsulenten med petitesser som hastesager til bestyrelsen etc. Det bliver storslået. Ja, jeg har faktisk mulighed for at transformere mig om til det jeg altid har stræbt efter: Afdelingens sorte hul, elefanternes sidste hvileplads, hvor alle de kedelige opgaver ender. Åh, fagre nye verden!

… ah, well, hvis man fjerner de mest teatralske ord, så er essensen af det ovenstående egentlig bare, at hende jeg skal agere barselsvikar for, rent faktisk gik på barsel i dag. Forhåbentlig betyder det flere og mere interessante opgaver end hvad der har været tilfældet i de første to måneder. Så jeg er fortrøstningsfuld. Og synes det er rart ikke længere at skulle dele kontor med en tavs, tavs kollega.

I dag var også dagen med anti-klimakset over dem alle: Jeg blev kandidat med posten og fik eksamensbeviset tilsendt. Eller rettere, så fik jeg tilsendt to sider printet fra KU’s regneark, hvorpå mine eksamensresultater står. Derudover var der en følgeseddel fra en ikke nærmere identificeret kontorassistent. Tillykke med kandidaten, skipper! Fem og et halvt års studier, tak for det, nu hæver vi taxameterpengene og du får lige et print fra vores register. Yes-yes.

Nuvel, det var ikke fordi jeg regnede med at skulle have den helt store ceremoni med hvinende strygere og doktorhat og en gratulerende rektor. Men jeg havde måske regnet med et ‘eksamensbevis’. I ved nok: Sådan et i lidt mere stift papir end ellers, måske endda – hvis det går vildt til – med Københavns Universitets logo på. Og så lige en ‘cand.scient.pol i april 2007’ overskrift til at runde tingene af. Ærligt talt, hvor fedtet har man lov til at være? Fra min tid i det mest dynamiske ministerium af dem alle, erindrer jeg at disse hersens teologer vedsendte kunstfærdigt dekorerede eksamensbeviser med deres ansøgninger. Får jeg ikke noget lignende? Nuvel, jeg ved godt at sammenlignet med at folk dør af sult i Darfur så er mine pseudo-problemer dybt grinagtige, men lad mig nu lige beskue min navle lidt.

That’s it. Det Samfundsvidenskabelige Fakultet får en sur, sur mand (med eget kontor) i telefonen imorgen.

Silent sigh

En eller anden dag kværker jeg vedkommende der fandt på ordet innovation. Jeg giver i almindelighed ikke meget for diskursteori og andet humbug, men på et eller andet plan kan det godt fascinere mig hvordan bestemte begreber bliver buzz-words som alle taler om (i.e: ‘coaching’, ‘globalisering’, ‘outsourcing’ – find selv på flere). Allerværst bliver det når ovenævnte buzz-words pludselig formerer sig så definitionen udvides og forvirringen er total. Hvad er det nu lige der helt konkret foregår i ‘brugerdreven innovation’? Ja, jeg ved det heller ikke, men jeg kan notere mig at det er noget Regeringen synes de vil smide en sørens masse penge efter. Innovation burde jo ikke være så svært. Hvis forskning er det samme som at forvandle penge til viden, så er innovation at forvandle viden til penge. Måske lidt for firkantet og unuanceret beskrevet, men kompleksitet er en grim ting, sådan betragter en person med sædeles begrænsede kognitive egenskaber – dvs. undertegnede – ihvertfald verden. At diverse konsulenter/debattører/management abekatte så insisterer på at opfinde en masse begreber, er jo sådan set ikke min fejl.

Hermed er så også lagt op til et syrligt indlæg omkring de seneste dage på arbejdet. Selv hvis jeg havde et uendeligt antal hænder, så ville jeg næppe kunne tælle på mine pølsefingre hvor mange gange jeg har hørt flosklerne om ‘kreativitet’, ‘ideudvikling’ og ‘innovation’ de sidste par dag. Man kan jo nærmest få den tanke at det er nemmere at tale om at få idéerne, i stedet for rent faktisk at tænke de tanker der leder til idéer og nye løsninger. Men nuvel. Vi afholdt afdelingsdag hos IDA (som man må sige har nogle nysselige mødelokaler), hvor der blev diskuteret arbejdsopgaver mv. Egentlig var det godt nok, men da innovations snakken gik igang sidst på eftermiddagen, så var det at mine tanker begyndte at bevæge sig en smule væk. Intet slår dog formiddagens kursus i ‘Innovation og nytænkning’, afholdt af en 50 årig mand i baggy bukser, for stram modeskjorte og sølvfarvede skatersko. Det havde jeg ærligt talt svært ved at tage seriøst. Kald mig blot et surt konservativt løg, men hvorfor er det at proceskonsulenter altid er så fælt overfriske og joviale? Jeg har ikke gået alt for mange i skole for at blive tituleret ‘gutter og gutinder’ af en selvsmagende personage i sygekassebriller. Vorherre bevares!

Slow down

En af de (relativt få) ting jeg har lært i min nye fagre, voksne og følsomme tilværelse som færdiguddannet er, at man skal sætte pris på weekenden. Som studerende kan dagene godt flyde ud i eet. Teoretisk set kan man jo bare lade være med at komme til sin undervisning eller undlade at læse sit pensum – i sidste ende er det kun en selv det går ud over. Men når man er en lønslave som undertegnede, så kan man desværre ikke gå i hundene ubemærket. Det bliver, utroligt nok, bemærket såfremt man ikke viser sit kønne ansigt på arbejdspladsen. At jeg nu ikke længere kan dvaske mine hverdags formiddage væk betyder derfor at jeg ikke rigtig kan at nægte at de frie dagtimer i weekenden pludselig er steget kraftigt i værdi!

Så når man benytter sin søndag middag på tøjvask og rengøring må man naturligvis spørge sig selv hvorvidt man har investeret sin fritid rigtigt. I dette tilfælde er svaret ‘ja’, men ellers kunne jeg godt bruge en weekend hvor der ikke er nogle ting jeg skal og absolut ingen aftaler har i kalenderen. Ikke at jeg klager. Det var skægt at se Statskundskabs Revyen fredag og gallafesten på kollegiet var selvsagt også den rene svir. Men jeg kunne godt snart bruge en god, asocial weekend hvor jeg kan sidde og nørde, undersøge boligannoncer, surfe på universiteter jeg gerne vil have en master fra, samt finde absurde links på nettet.

Foreløbigt står ugen dog på familiehygge med min mor mandag og spisning hos Marias familie i Virum torsdag. Men weekenden er fri. Kanske man burde stryge sit FF 12 blidt med hårene….?

PS. Ok, så du synes også at international økonomi, verdenshandelen og den globale arbejdsfordeling er kedeligt? Fair nok, du er langtfra alene med det standpunkt. Men klik alligevel ind på verdenskortet over de lande der producerer varer til den amerikanske (og verdens største) supermarkedskæde Walmart. Det er ganske tankevækkende og fortæller en helt del om hvorfor ansatte i produktionsvirksomheder i Danmark skal være bange, MEGET bange for deres arbejdspladsers eksistens indenfor en relativ kort årrække. Ligeledes kan man udlede nogle meget lidt optimistiske konklusioner omkring Afrika og de fattige u-landes betydning for verdensøkonomien. Ikke at have nogen betydning er næppe det bedste udgangspunkt for udviklingen i de fattige lande på langt sigt.

PPS. ‘Oversensitive New Age Guy – my new boyfriend cries all the time. How can I get him to grow a pair?‘. Ja, korrekt: Der er endnu en solid omgang Dear Prudence hos Slate.

PPPS. Så er det endegyldigt bevist! Nickelback er og bliver de største hestehandlere , kræmmersjæle og fusentaster i nyere musikhistorie! Tryk her og oplev “to” af deres hits blive spillet samtidigt. Jeg sætter “to” i gåseøjne, fordi det er samme rytme, samme riffs, samme ligegyldige vred-hvid-mand stemme, ja, faktisk er det stort set den samme sang. I skulle skamme jer, Nickelback! I rest my case!

Comfortably Numb

Torsdag aften dannede rammen for Scissor Sisters koncerten i KB Hallen. Jeg var afsted sammen med fuldmægtigen fra Sydhavnen, og det var en fornøjelig omgang. Det er næppe nogen større hemmelighed at Scissor Sisters er det homoseksuelle festband nummer 1. Således myldrede det da også med kønne drenge iført trendy tøj i kække farver, samt (i lidt mindre grad) med piger der kiggede en anelse mere kærligt og sultent på hinanden end ellers. Der var – med andre ord – lagt op til en særdeles fugtig koncert.

I almindelighed fik vi da også hvad vi kom efter. Bortset fra Ekstra Hadet, så er de fleste af anmelderne da også ganske begejstrede (Gaffa, JP, Berlingske). Personligt må jeg sige at Scissor Sisters er et fremragende liveband, som i ganske høj grad kan sætte gang i et publikum. Bortset fra to-tre stille sange i midten af sættet (dem skal de altså holde sig fra!), så var der stort set ingen døde perioder. At jeg så kun rigtigt kan lide fire af deres sange er en anden sag. Fuldmægtigen var ihvertfald ganske meget oppe at køre. Fire store stjerner herfra.

PS. Investerede også i et par Cat Power albums i går. De er en sand fornøjelse og hun kan generelt anbefales til alle der har en svaghed for Feist. Sidstnævntes koncert i København nåede desværre at blive udsolgt (og aflyst!) før jeg fik lagt min klamme hånd på et par billetter.

The revolution will not be televised

Jeg har et splittet forhold til Syd- og Mellemamerika. Jeg smykker mig gerne med at være interesseret i internationale forhold, men de latinske lande har altså en enorm og intens kedsomhedsværdi i min verden. Nogle synes de er enormt spændende. Jeg erindrer stadig en lang og trang aften i Prag, hvor ambassadens daværende konsul, insisterede på at berette i timevis om sine mange jævnt kedsommelige oplevelser som backpacker i Peru, Ecuador og Bolivia. Det var ikke nemt, men jeg formåede da at forhindre mit ansigt i at afsløre den ligegyldighed og ignorance som jeg egentlig følte.

Måske man skal have haft spansk i gymnasiet, samt være i besiddelse af en vis romantificeret forestillinger om at redde verden. Der er ihvertfald et par stykker i min bekendtskabskreds der tog til Guatemala for at passe børnehjemsbørn. Og endnu flere tog med garanti forbi verdensdelen på deres obligatoriske jordomrejse efter gymnasiet. Og IH!, hvor var det dog fascinerende og IH!, hvor har man været tvangsindlagt til at se mange billeder fra deres rejser og IH!, hvor lever de bare mere ægte og intenst og varmt end vi gør i vores kolde, materialistiske, fremmedgjorte germanske samfund. Suk.

Så hvad skal jeg gøre? I min verden er Syd- og Mellemamerika lig med korruption, fattigdom, enorme afstande mellem rige- og fattige, borgerkrige, venstre populister, narkobaroner, eksport af vederstyggeligheder som Ricky Martin og andet godtfolk. Nå, ja, der er selvfølgelig lige fodbolden de er gode til, men ellers ved jeg ikke lige hvad det er jeg kan bruge kontinentet til i min hverdag.

Og så alligevel. Man kan jo blive klogere. Stødte på følgende beretning fra Colombia i Economist. Tilsyneladende kan landet – i modsætning til hvad mine fordomme tilsiger – byde på meget andet end kokain, borgerkrig og Faustino Asprilla. Jeg finder det interessant at der er sådan en positiv udvikling igang og at Chile heller ikke er alt for langt nede i sumpen. Og en interessant, tragisk og relevant historie kan man heller ikke tage fra kontinentet i almindelighed. På samme måde ser det ud til at et af BRIC-landene, Brasilien, har potentialet til noget væsentligt større. Hvem ved, måske man endda burde gå så langt som til at læse arbejdsgiverens analyse af bossanova-landet?

PS. Nu vi taler om lande der rent mentalt ligger langt væk: Fodbold-EM i 2012 skal foregå i Polen og Ukraine. Personligt ser jeg især meget frem til at høre fodboldkommentatorerne udtale navnet på en af de ukrainske værtsbyer: Dnipropetrovsk. Det skal nok blive sjov og ballade, og som småforelsket i Central- og Østeuropa (og ja, her er der så til gengæld ingen der forstår mig!), så kan man jo kun være glad for at det ikke blev Italien der snød sig til at få mesterskabet.

Your achingly beautiful pop moment of the day.

Jeg er forelsket. Altså, det er næppe noget nyt, eftersom jeg jo har været lykkeligt fortabt i den unge Maria i over seks måneder. Men det lille hjerte har også banket platonisk for den aldeles underskønne St. Vincent lige siden hun optrådte som opvarmning ved Sufjan Stevens koncerten i november 2006. Hun er, heldigvis, svær at putte i bås. Hendes sange er vældigt melodiøse, men samtidig også skæve og kantede. Marry Me er efter min ringe mening det mest åbenlyse hit i mands minde, men også den nye sang, Now. Now,  der for tiden florerer på diverse musikblogs, er fantastisk. Jeg kan kun anbefale at lytte nærmere til de tre nedenstående urimeligt geniale stykker popmusik. Hendes album udkommer 10. juli.

* St. Vincent – Marry Me

* St. Vincent – Now. Now

* St. Vincent – Paris is Burning