Jag tänker aldrig på dig…bara ikväll

Det er en slet skjult hemmelighed at undertegnede er ramt af den farlige – men bestemt ikke ubehagelige – sygdom ‘svenskofili’. Jeg er med andre ord notorisk tiltrukket af de fleste svenske ting. Således også af svensk musik, der efter min ringe mening er dansk musik så overlegen, at man næsten burde give samtlige danske musikere (ok, måske ikke Tiger Baby og Nordstrøm, til dels moi Caprice og Mew) en enkeltbillet hinsidans – så kan de måske lære at skrive ordentlige sange.

Det kommer nok derfor næppe bag på nogen, at jeg i anledningen af min kollegas fravær hørte Sveriges P3 via netradio. Kanalen spiller rigelige mængder liflig musik, ja, faktisk er de adskillige hestehoveder foran deres danske pendant i den retning. I dag stiftede jeg således bekendtskab med en så udsøgt kunstner som Säkert! Hendes sang Vi kommer att dö samtidigt er urimelige catchy og jeg har allerede fået endnu en yndlingssvensker. Tilmed har hun sin egen tilpas kække blog, så kan man næppe bede om mere. Men vent! Der er MERE! De spillede også dronningen over plinky-plonky italo-disco: Sally Shapiro. For lige at give mig dødsstødet, så satte de den underskjønne(?) Veronica Maggio til at synge Havana Mamma for mig. Og da jeg så skulle sendes ud på den sidste rejse, så var der electro-blip-blop fra Familjen.

Ja, det var i sandhed en musikalsk mindeværdig dag! Det var lige før at research opgaven om at finde data omkring madserviceordninger for ældre blev underholdende…!

Wincing the night away

 

Orv, jeg er blevet gammel. Eller også har de seneste seks måneders mere eller mindre stringente alkohol-cølibat sendt mig tilbage til mine glorværdige kold-før-tolv dage. Til tider skulle man tro at historien er cyklisk. I sommeren 2001, lige før jeg flyttede til København for at læse, holdt jeg farvel-fest. Det gik hverken værre eller bedre end at jeg gik kold. Historien om hvordan jeg “lige skulle ud at lufte hunden” (honestly, det skulle jeg!) er blevet en sand klassiker i venneflokken. Måske især fordi hunden vendte tilbage med snoren om halsen, mens jeg lå og knuselskede en brækspand i min seng. Så kærlig er jeg nemlig.

Lørdag holdt jeg så en lille komsammen for en del af de samme venner. Ligeledes kom Sven fra arbejdet og Marias veninde Maja-Lisa. Var ikke en kandidatfest på nogen måde, men blot lidt social hygge for at fejre at jeg nu er en fri mand. Det skal siges at det var en usædvanlig hyggelig aften, men den blev for mit vedkommende måske en kende skæmmet af at jeg – surprise! – gik noget så grusomt kold. Jeg har altid moret mig kosteligt over folk der havde black outs når de drikker, men nu griner jeg ikke så højlydt mere. Der er nemlig adskillige timer fra lørdag aften som jeg INGEN erindring har om. Heldigvis lavede jeg vist ikke så forfærdeligt mange pinligheder (så mængden af pinlige historier Sven kan fortælle om den nyslåede konsulent er trods alt begrænset!), men hvis jeg ikke havde haft Maria til at passe og pleje mig, så var jeg vist en noget sølle eksistens lørdag nat. Jeg skal ikke kunne sige om det bliver et fast ritual at jeg skal drikke mig aldeles i hegnet hver gang jeg står på tærsklen til at skulle begynde på et nyt stadie i livet, men noget kunne tyde på det.

Nu vi taler om Maria, så kan jeg nu officielt meddele at jeg har fået en kæreste. Indoktrineret af min altid beredte kollega AG har jeg lært, at man ikke er kærester før der er gået tre måneder; Indtil da ‘ser man bare hinanden’ og er ‘unge venner’. I går passerede vi så den magiske grænse, så nu er formalia i orden. Det fejrede vi med en tur på La Tombola A ’Smorfia i Toldbodgade. Det var rigtig lækkert. Har altid haft en svaghed for det italienske køkken, så der blev gaflet i store mængder. Selve stedet er også vældig hyggeligt og med vaskeægte italienske tjenere, så hermed anbefalet.

Denne uge står på arbejde de første par dage, hvorefter jeg torsdag aften drager nordpå til Östersund. Ja, jeg skal nemlig på svigerfamiliebesøg hinsidans. Skal ikke nægte jeg er nervøs (det ville I også være hvis I skulle stå på langrend for første gang i 20 år!), men samtidig glæder jeg mig. Man må vel antage at en sød datter er resultatet af søde forældre, så det skal nok blive fornøjeligt.

It’s so bright

 

Så gik de minsandten alligevel i fælden – pr. 1. marts 2007 kan jeg ihvertfald kalde mig konsulent i Landbrugsraadet. Overordnet kommer jeg til at beskæftige mig med at varetage fødevareerhvervets interesser indenfor forskningspolitikken. Det virker spændende, mine nye kolleger virker søde og det er et glimrende sted at starte. Jeg er ihvertfald en meget tilfreds ung mand i dag.

Aftenen skal fordrives med fest på kollegiet. Jeg skulle mene at et afleveret speciale og et velgaflet job berettiger mig til at drikke mig pænt i hegnet her til aften. Woo-hoo!

I might just give the old dark side a try

 

Mjoh, samtalen gik ok i dag. Ikke fremragende eller fantastisk, men jeg faldt ikke fuldstændigt igennem. Nu må vi så se om det er nok. Desværre kan jeg jo ikke vide hvor god jeg var i forhold til de øvrige kandidater. Såfremt det ikke går igennem, så er jeg dog ikke helt nede i kulkælderen. Just i dag så jeg i det ellers forfærdende kedsommelige DJØF-blad, at Udenrigsministeriet søger AC-fuldmægtige. Er fuldt ud klar over at det er frygteligt klichéfyldt, men ja: jeg vil stadig gerne arbejde der og ja: jeg satser stadig på at blive ambassadør. Man kan måske sige at jeg med vilje ikke forventer for meget af dagens samtale af frygt for at blive skuffet. Jeg kan så trøste mig selv med at det er et national karaktertræk – det er eftersigende derfor at danskere er det lykkeligste folkefærd i verden. At blive ved jorden tjener os som bekendt bedst. Eller noget.

På den musikalske front har jeg været en flottenhejmer og en sjælden gang haft muldvarpen oppe af lommen. Har investeret i en række gode, trygge og ikke mindst lytteværdige albums. Først i rækken er Beck: Sea Change. Normalt er jeg ikke hr. Hansens største fan, men Sea Change er fremragende. Nok hans mest stille og melankolske album, som tilmed har et artwork som er pink og nysseligt. Coveret til Cat Power: The Greatest er ligeledes pink, ligesom man vel også kan tale om en vis lighed i musikken. Hørte hende første gang for alvor i filmen ‘V for Vendetta’, hvori sangen I Found a Reason bliver spillet. Har siden lyttet en del til hende via diverse musikblogs. Hun kan varmt anbefales til alle Aimee Mann fans. For at varme min gamle hippiesjæl lidt op, hapsede jeg også Carole King – Tapestry. Den er et mesterværk, så kan I sige hvad I vil. Rufus Wainwright: Want One er måske ikke i samme klasse, men jeg er ikke typen der siger nej til teatralsk pop. Endelig fik jeg efter et par års tilløb købt Portishead – DummyTrip-hop er jo på sørgelig vis gået af mode, men derfor er det stadig et fremragende album. Ja, selv den genfødte neo-rocker i Sydhavnen kan lide det.

Af ny musik skal jeg snarest muligt have købt The Shins – Wincing the Night Away. Alle sangene jeg har hørt fra albummet har været fantastiske. Man bør vel også investere i det nye Air album. Og så kommer – endelig, endelig, ENDELIG! – det nye Tracey Thorn album. Det er første album i lange tider der kan få mit lille sorte hjerte til at hoppe af fryd og spænding. Meget passende hedder det Out of the Woods, udkommer 5. marts og jeg kommer til at elske det. Det kan jeg sige med statsgaranti.

* The Shins – Red Rabbits

* The Shins – Sea Legs

* Air – Mer du Japon

* Tracey Thorn – It’s All True

* Tracey Thorn – Grand Canyon

Ghost World

 

 

Så meldte hverdagen sig igen. Weekenden var afslappet og rar, men nu er jagten på bolig og job så gået ind. Har just spenderet en del tid på at lede efter lejeboliger. Det er mildt sagt noget af en jungle. For det første er det som hidtidig bolig-ignorant ikke helt ligetil at gennemskue hvad en rimelig husleje ligger på. For det andet kender jeg ikke min indkomst de kommende måneder, så dér er endnu en ubekendt variabel. Satser dog på at jeg kan gafle et eller andet igennem Lægernes Pensionskasse. Umiddelbart leder jeg ikke efter et sted at bo hvor jeg skal bo de næste 100 år – vil jo gerne ud at tage en master i udlandet næste år – men omvendt har jeg heller ikke lyst til at ruinere migselv i et eller andet absurd dyrt fremleje arrangement.

Udover bolig har jeg også nærstuderet diverse jobannoncer. Skal ganske vist til jobsamtale på torsdag, men vil ikke satse alt på at jeg får det – selvom det kunne være en glimrende start. Derfor holder jeg et vågent øje med hvad der dukker op af spændende annoncer. Indtil jeg kender resultatet af samtalen om et par dage vil jeg dog ikke søge noget.

Ja, det er i sandhed spændende tider, men forhåbentlig er der lidt mere klarhed over tingene i løbet af den næste uge. Det vil ihvertfald hjælpe en del hvis jeg får det jobmæssige på plads. Vender tilbage så snart der viser sig noget nyt….

Slutet har just börjat

 

Med fare for at lyde en anelse kæphøj: Det var så det studie! Vi fik afleveret det digre værk i dag kl. 11 på Instituttet, så indenfor de nærmeste måneder skulle jeg gerne få et sindsoprivende ‘du er nu cand.scient.pol’ brev smidt ind af brevsprækken. Måske lidt af et antiklimaks at det mest af alt er en administrativ formalitet. På film er der jo altid store afslutningsceremonier, hattene bliver kastet op i luften og violinerne spiller i baggrunden. Not so på statskundskab!

Men ingen klager herfra! Forældrene er kørt herover fra Aalborg for at fejre den yngste søn på behørig vis. Så sammen med dem, Cecilie og Maria var jeg ude at spise frokost på Restaurant Paustian. Maden var fremragende og tilmed serveret med stor æstetisk sans. Det er ikke så tit at jeg er på fine restauranter, så man skal nyde når det sker. Alt i alt har det været en rigtig god dag, som formentlig slutter med aldeles skamløst druk: Skal hen til Henriette og kandidatfeste. Jeg har valgt at vente med at holde min egen til når vi har fået karakteren, mens hun syntes det var nu et bedre tidspunkt nu. Regner så med at kombinere festivitasen med en nu-flytter-jeg-hjemmefra/bliver-voksen-og-følsom engang i april.

Alle folk spørger mig om det ikke er mærkeligt at være færdig – og selvfølgelig nikker jeg pænt og siger ‘jo-jo’. Men egentlig ved jeg ikke om det er en passende beskrivelse. Har ikke tænkt dybere over det de seneste par dage. I skrivende stund er jeg bare glad for at have afleveret specialet. Så må tankerne og drømmene om fremtiden vente lidt…måske til på mandag?