The Worst Part Is Almost Over

Ah, Litteraturlister! Findes der noget mere lummert, sleazy og sexet? Hvad skulle dog kunne være mere tillokkende og fristende? Jeg vil endog vove den påstand, at den litteraturliste jeg i skrivende stund kæler for, er lige den tand mere slutty end alle de andre. Hvornår har DU måske haft konkurrenceret bøger og policy proces teorier på samme liste? Nej, vel? Man skal stå meget tidligt op for at kunne være med her! Vraaaaauuuuwww!

Hermed også sagt, at jeg er ved at lave lidt af det formalia arbejde der jo skal laves i et speciale. Litteraturlister er en af de opgaver man tror kan laves på en halv times tid, hvorefter man opdager at man pludselig har bakset med den i adskillige timer – uden at være blevet færdig. Mein Gott, hvor har man læst meget tekst op til sådan et speciale. Og til hvad nytte? Ja, jeg spørger bare.

Selvom man teoretisk set kunne sætte en abe til at lave formaliaarbejde, så er det nu en god lejlighed til at få det lidt ud af verden. Henriette har stadig ikke sendt sin del af vores analyse, så jeg har ikke kunne lave noget rigtigt substans arbejde i dag. Det må så komme imorgen. Hvis nogle af de nærværende læsere kender en god korrekturlæser, så hører jeg gerne fra vedkommende. I slutningen af januar er der ihvertfald omkring 175 siders studentikose rablerier (nåh, nej, jeg mener selvfølgelige: akademisk forskning…!), der skriger efter at blive læst igennem for stave- og kommafejl. Hilfe, bitte!

Udenfor specialets vidunderlige verden, så var der i aften hamburgerryg på kollegiemenuen. I en stille protest mod død-gris tyranniet, hapsede Maria og jeg sushi hjem fra Letz Sushi. Det er altså rigtig godt! Og slet ikke så dyrt som man kunne frygte. Kan kun anbefale det. Men pas på Wasabi nødderne. De er helt grotesk vanedannende. Og ligeledes har den stegte tofu ‘Inari’ sin helt egen behandlingskur på Betty Ford klinikken. Nu er I advarede. Iøvrigt må jeg dementere den udbredte fordom om at svensk/schweizere ikke kan spise med pinde. Det kan de. Med stil og ynde endda….!

Journey from A to B

Selvom man er doven af natur, kan man jo sagtens føle sig lidt ophængt. Så efter at de seneste dages specialearbejde ikke helt har hidbragt det ønskelige resultat (er stadig ikke tilfreds med vores analyse), så trængte jeg til den klassiske ‘lørdag-formiddag-på-Østerbro’ tur. Med andre ord ruflede Maria og jeg en tur på Ndr. Frihavnsgade for at købe lidt ind, samt en tur omkring Casablanca Records på Østerbrogade. Som sædvanlig var frekvensen af barnevogne, samt tilhørende ressourcestærke og overskudsagtige mennesker tårnhøj, men sådan en klar vinterdag er Østerbro nu alligevel svær at slå.

Selvom nettet vel i dag er et bedre sted at købe musik både pris- og udvalgsmæssigt, så sætter jeg stadig pris på at støtte de lokale butikker. Folkene i Casablanca er ligeledes ganske rare og ikke nærige med deres musikviden, så alt i alt har jeg det udpræget fint med at have investeret i Guillemots: ‘Through the windowpane’. Har vist nævnt Guillemots et par gange efterhånden, de er gamle bekendte fra de forskelle musik-blogs jeg frekventerer. Deres album kører i baggrunden i skrivende stund, og det er ganske nysselig musik. De kan ihvertfald finde ud af at skrue melodiøs indiepop sammen. Jeg har tilsyneladende også formået at udøve min dårlige indflydelse på Maria, ihvertfald købte hun sin første cd i årevis. Tilmed var det en anden yndlingskunstners nye album – Moneybrother: ‘Pengabrorsan’. Han er tilsyneladende gået over til at synge på svensk – hvordan det spænder af, må jeg lige vende tilbage omkring.

Er ellers gået igang med at genlæse Douglas Coupland’s Miss Wyoming i mine skrivepauser. Den er fra 2000 og stadig ok, slet ikke dårlig, men dog langt fra højderne i Microserfs (den direkte inspirationskilde til denne blog) og Generation X. Tidligere når jeg ved sociale komsammener skulle nævne min yndlings skønlitterære forfatter, nævnte jeg konsekvent Coupland. Ligeledes var jeg nok det Nordjyske Landsbibliotek flittigste låner af hans øvrige romaner og novellesamlinger Shampoo Planet, Life after God og Polaroids from the Dead. Selvom jeg stadig forsøger at læse alt hvad han udgiver, så er han blevet stadig mindre relevant for mig. På trods af at være opkaldt efter en The Smiths sang (hvilket jo burde borge for kvalitet!), så var Girlfriend in a Coma egentlig ikke særlig god. Hans nyeste roman, jPod, var en skuffelse, ligesom hverken Hey, Nostradamus! eller Eleanor Rigby var helt oppe at ringe. Man kan argumentere for at Coupland skriver for generationerne før mig. Generation X var ‘twentysomethings’ i begyndelsen af 1990’erne, og Coupland artikulerede dengang de træk som kendetegnede denne generation der kom efter baby-boomerne: Identitetskvaler, mistro til ‘grand-narrativer’, smånihilisme, postmoderne meningsløshed og en overdreven brug af ironi. Men Coupland er i dag ved at være en aldrende herre. Han er ikke længere chick og hans forkærlighed for popkunst (han forsøger at skabe en lident succesfuld karriere som installationskunstner!) virker lidt gammeldags efterhånden. Dialogerne i hans bøger er karikerede og omtrent ligeså troværdige som dem i Gilmore Girls. Personerne er lidt for snappy, lidt for ironiske, kender lidt for mange små-obskure popkulturfænomener og er lidt for gode til de kække kommentarer. Nu omgås jeg måske ikke de rigtige mennesker, men erfaringsmæssigt er det altså forholdsvis sjældent, at folk kan holde über-intellektuelle ironiske ping-pong sekvenser kørende i længere tid. Det kan de dog i Couplands bøger – og i længden går det ud over handlingsforløbene, som aldrig har været hans stærke side. Vil sandsynligvis stadig namedroppe Coupland, men har på fornemmelsen at jeg snart trænger til ny skønlitterær inspiration. Er min ambition at læse mere skønlitteratur når jeg engang bliver færdig med studiet – så hvis der er nogle gode forslag til forfattere jeg burde opdage, så er jeg lutter øren.

Slutspurt

Nuvel, så blev det 2007 – og det minder jo om 2006 til en forveksling. Er i skrivende stund igang med de indledende overspringshandlinger på en lang specialedag, der skal grifles på aktøranalysen til den store guldmedalje. Bortset fra den sædvanlige speciale elendighed, så har det nu været en god start på året alligevel. Fik besøg af Daniela mandag, hun var i Danmark på en mindre nytårsturne. Er altid en sand fornøjelse at høre nyt fra Prag – især de seneste slibrige historier fra ambassaden. Ikke fordi der er særligt mange, men det får selvfølgelig tankerne til at flyve. Er jo allerede to år siden at jeg tumlede rundt og forberedte mig på at skulle af sted. Kan stadig huske hvordan jeg stod i regnvejr på Karlovo náměstí den 31. januar 2005, og gloede fortabt efter Morten – min forgænger på praktikantposten – der skulle følge mig hen til min lejlighed. Opfatter det halve år i Tjekkiet som det bedste i min studietid, så måske det kan forklare min udlængsel og min usunde beundring for Udenrigsministeriet. Anyway, så havde Daniela det godt og virkede glad, så det var et fint-fint besøg. Hun virkede endda udpræget interesseret i det sidste afsnit af Krøniken – der naturligvis endte på passende kjærlig vis. Der blev kysset og forsonet og talt ud om tingene i lange baner, og mon ikke rundt regnet 5 mio. danskere havde hænderne i vejret da vores hovedpersoner Ida og Palle fik hinanden til slut? Nuvel, man ER vel en sucker for den slags, så imødeser med sindsro anklagen om ‘småborgerlighed’ fra de mere kyniske personager i min omgangskreds. Mandag aften kom Maria også hjem fra Sverige, hvilket jeg mildt sagt ikke klager meget over. Faktisk tværtimod. Og det forlyder endda, at det er lykkedes at skaffe langrendstøvler i str. 50 til mig. Det lader derfor til at bordet fanger og at jeg i løbet af februar skal på landrendtur nordpå. Glæder mig!

Ellers stod igår på arbejde og specialemøde. Nu hvor deadlinen nærmer sig, så er der begyndt at komme lidt stress på. Kan ihvertfald mærke at Henriette er ved at blive urolig. Vi fik de lidt irriterende nyheder, at vores vejleder først har tid til et møde den 22. januar. Såfremt hun synes at det vi har skrevet er noget hø, så er en uge til aflevering ikke lang tid at skulle skrive et speciale om på. Men lad os nu se. Jeg har en ret god fornemmelse omkring det vi allerede har lavet – synes egentlig at det er helt udmærket. Ihvertfald grifler vi videre i samme stil.