Flörta med musikläraren Gustaf!

Jeg er husven i dag. Ok, ikke sådan en ‘husven’ som ham stodderen fra Tøndersagen, men jeg sidder i skrivende stund i min søsters lejlighed. Hun modtager to stole fra Brd. Sørensen i det nordjyske, men er selv på arbejde, så jeg har lovet at være tilstede når fragtmændene dukker op. I mellemtiden slubrer jeg kaffe, kværner nødder, samt arbejder på en perspektivering til specialet. På min kop står der ‘I collect sexy young workings class boys’ og i baggrunden kører svensk P3. Bortset fra den kvindelige værts hesteagtige latter, så er det ganske lifligt for de sarte øren. Efter et par ukoncentrerede specialedage er det rart at skrivningen går ret godt i dag. Med andre ord er jeg ganske godt tilpas. Overskriften stammer fra Svensk P3’s hjemmeside, hvor de åbenbart kører en lille intim datingservice. Er Gustaf noget for jer? Døm selv:

“Veckans singel heter Gustaf och är 27 år. Gustaf läser till musiklärare och spelar både piano och gitarr. När han inte ägnar sig åt musiken gillar han att hänga med kompisarna, spela spel och läsa. Gustaf är också svag för sjuk humor, öl och starkt kaffe. Sugen på flört?”

Han lyder da som en pindemad lige til at hapse. De kaster ham i grams i programmet ‘Christer’ (det er alt for sjældent man støder på det navn!) i dag kl 14.03, og det kan kun blive godt. Lyt selv med.

PS. Jeg har just grebet mig selv i at anvende ordet ‘mega-trends’ i perspektiveringen. Tror ærligt talt ikke min sjæl er til at redde længere.

You’ve Always Known When Best To Say Goodbye

Ach so, så skal de trommespillende individer blandt Danmarks måske mest selvbedrageriske fans (det så åbenlyst urimelige og usandfærdige udsagn ‘Guldet ryger til Aalborg i år!‘ er jævnligt at finde på fanklubbens debatforum) til at lære sambarytmer: AaB købte i dag den brasilianske angriber José Mota af Viborg F.F. Jeg er splittet. Ganske vist er han en målfarlig med henholdsvis 13 og 14 mål de to seneste sæsoner, men så igen: Hvorfor sælger Viborg ham? AaB’s sportschef Lynge Jacobsen er dansk fodbolds ubetinget største kræmmer, gnier og hestehandler, så det er næppe fordi Viborg har fået det helt store økonomisk ud af handlen. Jeg håber ihvertfald at den gode Mota ikke er den dvaske, skadesplagede og svingende humørspiller, som han ellers er berygtet for at være. Det er efterhånden en del år siden at AaB har haft en rigtig giftig angriber i truppen. Prica startede ganske vist fint, men har ikke scoret i efterhånden et par lysår. Caca, Nomvethe og Curth er alle glimrende, men er næppe gode for 15 mål hver på en sæson. Det bliver spændende at se om de kan få angrebsspillet til at køre.

Alt i alt har jeg ikke de store forventninger til forårssæsonen. FCK ser ud til at være umulige at hente igen i år, men hvis AaB kan undgå at gå ned som de plejer – jeg er så dødtræt af forsømte forår! – så skulle en top 3 vel være til at nå. Altså, såfremt opkomlingene fra Midtjylland og Odense ikke er lige så obsternasige som de plejer. Sæt igang, Mota!

Journey from A to B

Langmodige sjæle vil vide, at jeg var og er en stor beundrer af den tidligere japanske premiereminister Junichiro Koizumi. Udover at være japansk politiks måske bedste selviscenesætter, så var han ligeledes kontroversiel (bl.a. pga sine besøg til Yasukuni), reformorienteret, Elvis fan og ikke mindst ejeren af en magnetisk tiltrækkende løvemanke af et hår! Dette udnyttede han selvsagt til fulde, således var hans e-mail nyhedsbrev – i vanlig japansk symbolsk stil – tituleret ‘Lionheart’. Nu er han jo desværre gået af og afløst af den væsentlig mindre karismatiske Shinzo Abe. Som abonnent på Koizumi nyhedsbrevet arver man automatisk Abes, så nu modtager jeg ca. en gang om måneden ‘Hello – this is Shinzo Abe’, hvori han beretter om sin gøren og laden. Det nyeste kom i morges og var indledt med ordene:

“For me, January 9 to 15 was a week of traveling the globe, starting off with visits to European countries and finishing on Cebu Island with my attendance at the East Asia Summit (EAS). I was on the move every day, literally living out of my suitcase. Even with such a hectic schedule, I was able to pay a visit to the Headquarters of the North Atlantic Treaty Organisation (NATO) – the first ever by a Japanese Prime Minister – where I delivered a policy speech and strengthened our bonds of trust with 26 world
leaders”

Så ved man ligesom at man har at gøre med en af de sande få famous international playboys. Var foriøvrigt pænt af ham, at han i al sin rejsen havde tid til lige at kigge forbi til lidt soialt hyggekomsammen i NATO. Abe beretter dog også lidt om det tunge, tunge ansvar der hviler på en premierministers smalle skuldre, ligesom han giver gratis lektioner i diplomatiets flygtige kunst:

“Summit meetings are occasions for serious talks among world leaders, as we each carry on our shoulders the national interests of our respective countries. Not only the other leaders, but the entire world is listening carefully to our every word. Leaders must speak convincingly, choosing words carefully while paying attention to their counterparts’ reactions and expressions. At events such as the EAS where leaders gather together, we also give great consideration to whom we will meet and talk.”

Alt er dog ikke hårdt arbejde og krævende forhandlinger. Nyd den nedenstående ypperlige beskrivelse af hvordan livet i overhalingsbanen også kan være:

“My overseas visits begin with a deep breath of fresh air as the door of the government plane is opened. I then make my way down the steps to a warm welcome from my hosts. In one European country, I was received by a brass band playing the Japanese national anthem. On another occasion, I was welcomed by military police standing in perfect formation. In the Philippines, women dressed in colorful ethnic costumes performed a beautiful dance for me.”

Alt dette og meget mere kan du få ved også at melde dig til Abes nyhedsbrev. Fra den nære Orient kan det ligeledes berettes, at Mona Sahlin efter al sandsynlighed bliver ny formand for Socialdemokraterna i Sverige – og dermed partiets statsministerkandidat. Muligvis kan I huske hende: Hun var den unge og dygtige vicestatsminister, der i 1995 stod til at statsminister – lige indtil det kom frem at hun havde haft en noget lemfældig omgang med statens kreditkort. Politiken tegner et ganske amuserende portræt af hende. Underholdningsværdien er især høj, fordi forfatteren tydeligvis beundrer Sahlin for det faktum at hun er kvinde, folkekær og har hjertet på rette sted. At hun ligeledes er hyklerisk ud over alle grænser (valgsloganet var ‘Det er fedt at betale skat’, hvorefter hun tages i ikke at betale vægtafgift på sin bil), sleazy og fuld af floskler ses der behændigt bort fra. Til dagens pressemøde udtalte hun bl.a.:

Jag har tänkt på mina ekonomiska slarvigheter genom åren. På bilden de gjort av mig. Men jag har också varit säker på, hela tiden, att jag inte varit någon som försökt fiffla eller sno åt mig något. Jag har oändligt mycket mer självinsikt. Den typen av slarv som fanns då har jag efter bästa förmåga försökt att undvika nu”

Det er nu pænt af hende at hun har ‘forsøgt at undgå’ at komme ind i mere smuds. Sådan skal det lyde, Mona! Ikke noget med at love at du er færdig med rod i privatøkonomien. Så kan man nemlig ikke komme efter dig når du igen kommer til at købe Toblerone for 47.000 svenske kroner. Men dygtig, det er hun nu. Nyd denne lille perle af en kvindelig vælger-pleaser:

Jag känner en otrolig stolthet om det blir så att jag blir det här partiets första kvinnliga ordförande. Men också en sorg att det inte är Anna (Lindh) som står här idag

Det er smukt. At name-droppe Anna Lindh i Sverige, svarer til når George W. Bush forsikrer om at han er en god kristen. Det er politisk spin når det er allerbedst: En kvindelig socialdemokratisk statsminister kandidat som ærer den svenske neo-messias. Jeg må tage hatten af, det er virkelig stærkt gået. Hvis ikke det var fordi Fredrik Reinfeldt er en så sørens sympatisk og dygtig Statsminister, så er det lige før jeg ville sige at han var en sikker taber ved næste valg. Det bliver spændende. Hvem ved, måske Mona Sahlin en dag også for æren af eksotisk dans når hun kommer på statsbesøg?

Acceptable in the 80s

Ah, Radio 100FM! Hvad skulle vi gøre uden jer? Først berigede I æteren med den infame ‘100 % Julemusik’ kampagne det meste af oktober, november og december – for tænk nu hvis man ikke fik hørt Last Christmas igen, igen og atter igen. Og nu er skal der skisme nye kvæg i folden, så I kører en ny – thi-hi, fnis – sjov og sikkert dyr kampagne.

På en herlig regntung cykeltur op af Strandboulevarden så jeg jeres ‘0% Avantgarde Jazz’ plakat. Den er underholdende. Nej, måske ikke ‘underholdende’ i betydningen ‘intelligent form for humor’, snarere underholdende i retningen af ‘YES! Vi har lige fået brandet os selv som radiokanalen for den laveste fællesnævner’.

Her er det vist tiden til en lille disclaimer: Jeg kan ikke lide jazz. Det tætteste forhold jeg til musikgenren er min viden fra Casper & Mandrilaften om, at de tibetanske munke spiller happy jazz sammen med Papa Boo når de har fri (og ja, det ER et ubestrideligt faktum). Men alligevel Radio 100FM: Hvorfor skal jeg høre hvad I IKKE er? Hvorfor må jeg ikke istedet høre hvad I er? 100% middelmådighed? 100% ufarlig musik? 100% plat humor? 100% fantasiløshed? 100% solcenter-radiokanal? 100% Bryan Adams? Nedenfor er 100FM’s playliste den seneste time:

2007-01-17 20:15:15 Rachel Stevens – Sweet Dreams My L.a. Ex
2007-01-17 20:10:47 Robbie Williams – Advertising Space
2007-01-17 20:06:25 One Two – Midt I En Drøm
2007-01-17 20:02:42 James Morrison – You Give Me Something
2007-01-17 19:58:41 Richard Marx – Right Here Waiting
2007-01-17 19:55:42 The Loft – Forever
2007-01-17 19:52:02 Tina Turner – When The Heartache Is Over
2007-01-17 19:47:55 Scissor Sisters – I Don’t Feel Like Dancin’
2007-01-17 19:44:12 Dodo And The Dodo’s – Pigen Med Det Røde Hår
2007-01-17 19:40:27 Gavin Degraw – I Don’t Want To Be
2007-01-17 19:37:22 Bruce Springsteen – Streets Of Philadelphia
2007-01-17 19:33:31 Madonna – Jump
2007-01-17 19:29:26 Joe Cocker – You Can Leave Your Hat On
2007-01-17 19:24:25 Daniel Powter – Bad Day
2007-01-17 19:20:57 Westlife – World Of Our Own

Sådan 100FM! Det er stærkt gået! Det må være noget nær det mest ligegyldige opkog af anonym musik fra Bilkas Musikafdeling. Ok, det var kanske en hård dom, Scissor Sisters trækker trods alt helhedsindtrykket lidt op. Der kippes med hatten herfra.

O RLY? – klummen

Visse læsere af denne blog vil vide, at ‘O RLY?’ (oh really?!) pryder døren ind til min jordhule. Der hænger den for at indikere min noget skeptiske og sarkastiske tilgang til verden i almindelighed. Med disse indledende ord vil jeg byde velkommen til et nyt fast indslag, nemlig min O RLY?-klumme. Den er dedikeret til nyheder og påstande så tåbelige eller selvmodsigende, at man efter min ringe mening ganske enkelt bliver nødt til at udbryde et højlydt O RLY?! Med andre ord er det mit eget bud på en ‘sur-gammel-mand’ kommentar.

Ovenpå weekendens besættelse af en privat ejendom på Dortheavej 63, kan det næppe overraske at de utilpassede unge mennesker fra det såkaldte ‘kulturcenter’ på Jagtvej 69, er de værdige hovedpersoner i klummens premiere. Som argumentation for deres ulovlige tyveri af andre menneskers ejendom benyttede de idealistiske talsmænd Mads og Anna følgende herlige svada:

Regeringen og kommunen gør meget for at normalisere og rette ind på alt. Vi er i god ret til at kræve frifum. Vi vil have et sted, hvor det er gratis at være. Et sted, hvor indvandrere ikke holdes ude, hvor bøsser ikke smides ud, og hvor man ikke bliver proppet med ecstacy eller bliver taget i røven, hvis man er kvinde

Smukt, ikke sandt? Så pluralistisk, så åbent, så tolerant. O RLY? Ja, altså, bortset fra at man sandsynligvis ville få tæsk hvis man dukker op i jakkesæt og har en anden mening, end hvad nu de mest højtråbende af aktivisterne til beboermøder har påduttet de andre (og i øvrigt synes jeg det er alt for sjældent at jeg automatisk bliver proppet med ecstacy når jeg er i byen). Selv hvis man går ind på deres arguments præmis om at ‘Ungerens’ brugere repræsenterer frisindet og alsidigheden, så føler jeg mig dybt krænket som borger i det her samfund. De er jo brand usolidariske. Ud over at Ungdomshuset ikke har skyggen af jura på deres side, så mangler jeg en forklaring på, hvorfor jeg som almindelig skatteborger, der forsøger at passe min uddannelse, mit arbejde osv. skal betale for, at en flok – for nu at benytte min specialemakkers ord – ‘forkælede og uartige børn’ skal have lov skabe sig. Hvorfor skal min kommunalskat dog gå til at betale for et gratis hus til en flok voldelige individer? Det bedste var nærmest da førnævnte Anna ligeledes udtalte:

Vi har nogle krav til politikerne. Vi vil beholde Jagtvej 69. Vi vil have Dortheavej 63 og Brandstationen på Jagtvej 155D. Og vi vil have el, vand og varme, lød det fra Anna på 21 år til de mange journalister, fotografer og kamerafolk, der var mødt op

Med andre ord: Først stjæler vi med fuldt overlæg noget der ikke er vores, dernæst kræver vi at få belønning fordi vi er kriminelle? Nu ved jeg godt at de unge himmelstormere næppe havde regnet med at få deres krav opfyldt, men: O RLY? Generelt må man ligeledes konkludere, at de unge mennesker er kognitivt udfordrede (statskundskab slang for: mindrebegavede), siden de ganske enkelt ikke kan forstå, at deres problemstilling er juridisk – og IKKE politisk, som de ellers konsekvent fastholder. Det er næsten synd for dem, fordi det gør bare at de aldrig kommer i nærheden af en holdbar løsning.

Endelig kan jeg ikke forstå deres helt overordnede krav om et ‘frirum’? Det er der vel ingen der har nægtet dem – det er bare ikke samfundets opgave at betale for det. Hvorfor ikke købe et selv? Måske på Lolland eller Falster, dér må de berømte 15 mio. kr. i Fonden til bevarelse af Jagtvej 69 vel nærmest kunne købe et helt lystslot, hvor de kreative unge mennesker kan boltre sig? Men ok, det er vel for langt væk fra forældrene i Charlottenlund og Rungsted?

Ganske amuserende er det dog at følge, hvordan visse i debatten forsøger at italesætte en flok kriminelle som en art frihedskæmpere, der fører en legitim kamp mod det oppressive, konforme, fremmegørende og ensrettende samfund. Den slags romantiske diskurser er ganske smukke, og at glorificere og forherlige det der reelt er tale om (afstumperede individer der er villige til at bruge vold mod uskyldige) er et gammelt retorisk trick. Eksempelerne er mange: Lige fra Savage Rose’s hyldester til Enver Hoxhas personkult i Albanien til at kalde selvmordbombere for ‘frihedskæmpere’, er det samme mekanisme: Romantificeringen af vold. Og det er måske det der egentlig driver mit egentlige problem med Ungdomshuset – hvis man dekonstruerer den sociale konstruktion de baserer deres identitet på, så kommer man i sidste ende frem til een ting: Vold. Mange er sikkert uenige med mig, heriblandt ‘ungdomsforsker’ (hvad det så end er for noget) Kevin Mogensen fra RUC. Hos DR kan man læse at:

“De unge har brug for at bestemme, hvilke typer af aktiviteter, der skal ske, og på den måde opøve sine demokratiske kompetencer”. Kevin Mogensen mener godt, at man kan se det som en sund reaktion, når unge mennesker besætter huse. “Det er en måde at få rum til at udtrykke nogle sociale og kulturelle aktiviteter, som der ellers ikke er så meget plads til i samfundet. Mange unge kan nemt komme ind i en idrætsforening eller en af de ungdomspolitiske organisationer, men det er straks sværere at få lov til at udtrykke noget, som ikke er bundet op på offentlige tilskud og faste regler”.

Uden på nogen måde at ville forklejne Kevin Mogensens sikkert ganske velmenende synspunkter, så har jeg svært ved at se hvilke ‘demokratiske kompetencer’ man opnår ved at krænke andre menneskers ejendomsret og dermed netop benytte udemokratiske midler. Ligeledes bygger hans argument på en falsk problemstilling. Der er – som nævnt – ingen der anfægter Ungdomhusets brugere ret til at leve eller udtrykke sig lige som de har lyst. Problemet opstår, når de forventer at andre mennesker skal betale for det. Det er jo dét der er stridens egentlige kerne. Mit sidste – og største O RLY? – bliver dog fremkaldt af Kevin Mogensens afsluttende ord:

Kevin Mogensen ser et stort kreativt potentiale i de såkaldt utilpassede unge, og derfor må samfundet indrettes, så de kan få lov at udfolde sig

Jeg er en varm fortaler for begrebet ‘kreativ destruktion’, men…..ærlig talt, Kevin. Du mener altså at det er samfundes indretning – og ikke de voldsforherligende individer – der skal ændre sig? Hvad skal man sige til den slags, andet end: O RLY?

Don’t like the direction you have come to

Man kan sige meget om Josh Rouse, men dvask er han ikke. Efter at have udsendt de små mirakler ‘1972’ og ‘Nashville’, flyttede han efter en tilsyneladende grim skilsmisse til en lille landsby udenfor Valencia. Her fandt han åbenbart lykken, for sidste år kom ‘Subtítulo’, med diverse sange om spanske landsbyer og smukke katolske kvinder med bløde hænder.

Tilsyneladende er han helt beruset af den stormfulde kjærlighed, thi han har just udgivet en ep under pseudonymet ‘She’s Spanish, I’m American’ (der om muligt tager prisen for årets hidtil mest mest kiksede bandnavn). Og ja, ganske rigtigt, det ER den føromtalte spanske ægteviv Paz Suay han nu optræder med. Skøn, det er hun da, og Gaffa er positive, men jeg er ikke helt lun i trussen. Han skuffede en del til koncerten i Vega i maj – det var og er svært at tilgive hans mildt sagt sløsede fremførelse af yndlingssangen Winter in the Hamptons – og han virker mig en kende overproduktiv i disse år. Men, men, men – tvivlen til trods, så lur mig om det ikke igen vil lykkes Monsieur Rouse at lokke mig til at investere i endnu en af sine kreative udgydelser. Jeg er så nem. Tu etwas.

Everyone’s starting over

Er det meget unormalt at være en ung midaldrende mand på 25 år med udpræget PMS? Ihvertfald blev jeg ramt af et nærmest primalt anfald af lede, stress og ond-i-sulet da jeg inspicerede jordhulen her til morgen. Sådan en specialeskrivningsproces kan i sandhed tage magten over et domicil på 15 m2. Diverse juralærebøger (Evan Sølvkjær, jeg ELSKER dig!), utallige papirbunker med indhold af variende kvalitet, semi-fyldte kaffekopper og de sørgelige rester af en pose Cashew-nødder, havde allieret sig med hinanden og truede med at smide mig ud af mit eget hjem. I min berettigede harme og vrede tog jeg mig selv i nakken, og gav de infame bæster en lærestreg – og nu er her mere rent og klinisk end i en platikkirurgi klinik i Costa Rica. Ja, hvis jeg blot ikke havde et fyldt vasketøjsstativ stående og blomstre, så kunne Svanesøen opføres her uden større problemer.

Ak og ve, jeg er åbenbart typen der trives bedst når tingene ikke flyder alt for meget. Ikke fordi jeg ikke er et rodehoved – det tager jeg gerne på min kappe – og jeg anerkender ligeledes gerne at rod og kaos ligefrem kan være sundt. For nylig blev bogen ‘A Perfect Mess: The Hidden Benefits of Disorder – How Crammed Closets, Cluttered Offices, and On-the-Fly Planning Make the World a Better Place’ udgivet. Heri argumenterer forfatterne ifølge Economist for, at:

Untidiness, hoarding, procrastination and improvisation are not bad habits, but often more sensible than meticulous planning, storage and purging of possessions. That is because the tidiness lobby counts the benefits of neatness, but not its costs. A rough storage system (important papers close to the keyboard, the rest distributed in loosely related piles on every flat surface) takes very little time to manage. Filing every bit of paper in a precise category, with colour-coded index tabs and a neat system of cross-referencing, will certainly take longer. And by the end, it may not save any time.”

Ud over at jeg er helt pjattet med begrebet ‘the tidiness lobby’, så var det berigende for en disorganiseret person som undertegnede at opdage at:

Disorder creates much more room for coincidence and serendipity. Alexander Fleming discovered penicillin because he was notoriously untidy, and didn’t clean a petri dish, thus allowing fungal spores to get to work on bacteria.”

Det er jo både beroligende, læskende og trøstende, men jeg bliver desværre stresset når tingene hober sig op omkring mig. På et tidspunkt når rodet åbenbart en kritisk masse, hvorefter jeg er nødt til at få mit lille menstruelle rengøringstrip. Og så skal man jo ikke undervurdere oprydningens overspringshandlingsværdi. Den er tårnhøj, skulle jeg hilse at sige.

Join our club

Jeg bliver så klog, så klog af Economist. Så da jeg i en ledig stund i dag læste en artikel i denne uges udgave omkring en igangværende konflikt i den indiske delstat Assam, hvor den iøvrigt ganske blodtørstige bevægelse ‘United Liberation Front of Assam’ bliver karakteriseret som ‘Monty Pythonesque, så måtte jeg ganske enkelt udvide min viden omkring det nordøstlige Indien. Nuvel, man skal ikke lave grin med en terrorgruppe der såvidt vides har små 10.000 menneskeliv på samvittigheden, men alligevel. Da jeg læste kriterierne for at blive medlem af deres sociale klub, på deres ganske farvestrålende hjemmeside, så dukkede følgende op:

Clause 1:- must be a permanent resident Assam. However, the volunteers from any other countries will be recognised conditionally.
Clause-2:- must has the firm determination to wage armed struggle until the successful conclusion of national liberation struggle.
Clause-3:- Must have the mental ability. Membership may be provided to the physically handicapped regarding their integrity.
Clause-4:- Must have maintained secrecy.
Clause-5:- must submit totally to the constitution of the party for the interest of the emancipation of Assam.
Clause-6:- must have the age above 18 years old. May be change with respect to time.
Clause-7: – Must be disqualified any person, addicted to porno book-magazine,cinema and ordinary songs.
Clause-8: – Mustn’t take any intoxicating material.
Clause-9: – Must be disqualified for membership; anybody involved in the anti-social activities.
Clause-10:- Must disqualified for membership, anybody with Indian sentiment or spies of enemy side etc. however, if anybody submit himself totally to the constitution of the party or his severs all relations with other organisation, may be qualified for the membership through observation.
Clause-11:- every member of the party must be ready for any task and he/she must be whole-time worker.
Clause-12: – Must comply the responsibility of any appointment at any place heartily and without protest after receiving the membership.
Clause-13:-Irrespective of male or female, anybody will be illegible to be the member of the party.

Udover at indere, asociale og deltidsarbejdere ikke er velkomne, så må I helt selv gætte hvilke af kriterierne som jeg ville blive sorteret fra ved – øjeblikkeligt.

Declare a new state

Investerede forleden dag i et par cd’er til at forsøde min hverdag. Det drejer sig bl.a. om Badly Drawn Boy ‘Born in the UK’. Den blev ganske vist sablet ned hos de indestængt-bitre anmeldere hos Pitchfork (“Even the so-so ‘Have You Fed the Fish?’ seems like a masterpiece in comparison to the downtrodden piano banalities that slosh all over this latest nadir. To realize his LCD vision, the cloth-hatted troubadour taps into the easy-listening ivory drones of Billy Joel, Burt Bacharch, and Elton John at their appeasing worst. Furthermore, every speck of the songwriter’s Hobbit-like wackiness and humor is flushed out in favor of meaningless nuggets of Dr. Phil babble that would even have Zach Braff’s eyes rolling“. Ouch, baby, VERY ouch!), men jeg kan nu ikke nægte, at jeg synes det er et aldeles glimrende album. Et par af sangene kan høres på hans MySpace side. Og ligegyldigt hvad de siger, så er det altså et væsentligt bedre album end hans forrige – og mildt sagt rædsomme – ‘One plus One is One’ fra 2004.

Derudover fik jeg gjort min Håkan Hellström samling nogenlunde komplet (selvom min far nok vil hævde at det teknisk set var ham der købte ‘Det är så jag säger det’, men nu er den jo annekteret i min pladesamling, såeh…) ved at hapse ‘Ett kolikbarns Bekännelser’. Jeg må indrømme at jeg er lidt lunken. Bortset fra den motown-inspirerede (sic) Gårdakvarnar Och Skit så er de fleste af sangene lidt stillestående. Tror måske jeg bedst kan lide Håkan Bråkan (som jeg fra svensk side er blevet belært om at jeg bør kalde ham) når han er skamløst hedonistisk og energisk – men samtidig klædeligt melankolsk. Ligesom på Pumpehuset i 2003. Suk. Hvor blev min ungdom af?

PS. Jes Høgh er blevet ramt af en blodprop i hjernen. Det er i sandhed dårligt nyt. Som et af AaBs gamle koryfæer har han altid haft en særlig plads i mit lille sorte hjerte. Herfra ønskes han god bedring.

Stilstand

Nuvel, kan kun beklage de lident ophidsende griflerier herfra. Sidder det meste af tiden og arbejder mere eller mindre intensivt med specialet, så er ikke ligefrem fordi jeg oplever de allermest sindsoprivende ting. Ser man bort fra et par løbeture, så har jeg næppe været mere end sådan cirka 1 km fra domicilet de sidste mange dage. Jeg lider dog ingen nød: Modtog forleden dag en ‘nødhjælpspakke’ fra min mor. I skrivende stund slubrer jeg derfor udsøgt the, kværner rosiner og bliver i almindelighed ganske velnæret af al den gode mad. I aften skal jeg i tilgift på besøg hos min søster, så der er ingen fare fare for at forsvinder i specialedepression lige foreløbigt.

Bortset fra det, så overvejer jeg stærkt at give bloggen en overhaling af de større, når jeg engang får afleveret udgydelserne om konkurrenceloven. Synes efterhånden designet er ved at være lidt slidt og at blogger er et noget trægt software system. Så bliv ikke overraskede hvis siden her ser en del anderledes ud lige pludselig.