Disconnect the Dots

Det var det. Næsten ihvertfald. Specialet er i skrivende stund til korrekturlæsning. Vi er stort set færdige med at ordne formalia, så om Gud vil og bukserne holder, så står vi klar i Vester Kopi torsdag morgen. Der er ca. halvanden milliard sider der skal indbindes til fem stk. eksemplarer af det sidste halve års mere eller mindre intensive skriveproces.

Det lille vidunder får den, hmmm, catchy titel ‘Fra monopolkontrol til sikring af konkurrenceevnen – udviklingen i konkurrenceloven 1990 – 2007’. Se-se, den titel ville DU gerne have fundet på, hva’, hva’, hva’? Ak og ve for dig, nu er det desværre for sent.

The beautiful struggle

Nuvel, måske jeg var lidt for kålhøgen igår – ihvertfald har det kattens speciale ikke givet op endnu. I skrivende stund knokler Henriette og undertegnede som små heste for at få en færdig udgave klar. Det meste af dagen er gået med at ordne fodnoter, bilag og den slags vederstyggeligheder. Jeg ved ikke om jeg er i særklasse dygtig til at benægte og fortrænge, ihvertfald glemmer jeg altid hvor trangt og tidskrævende et stykke arbejde det er. Men, men, men – lyset er at skimte forinden af tunnelen, så humøret er bestemt ikke værst. Tværtimod, fristes jeg til at sige. Da jeg forleden talte i telefon med min mor berettede hun, at øgede mængder oxytocin i hjernen mindsker stress. ‘Storslået!‘, tænkte jeg, og udfrittede hende selvsagt hvordan man så får frigivet noget mere af det stads. Der er tilsyneladende praktiske tre måder: 1) Lav og overhold dine tidsplaner (æhm….ja. Den er problematisk), 2) Dyrk motion (haps, den kan jeg – bortset fra de sidste fire-fem dage – godt sige ‘tjek!’ til) og 3) Få masser af knus (tjek! tjek! tjek!). To ud af tre er da ikke så dårligt – og da slet ikke når man får rigeligt af det vigtigste – så ingen klager herfra!

Nå, infame teoriafsnit. Så kan du godt vente dig…….

The worst part is almost over, part to

Elliott Smith er en af den slags kunstnere der kan gøre musikanmeldere og andre goth-agtige typer særdeles våde i trussen.

Hvorfor?

Jo, altså bortset fra at hans musik rent objektivt set er fremragende, så var han maniodepressiv og begik selvmord i 2003. Som bekendt er der intet, der som en lidende kunstners alt for tidlige død kan skabe berømmelse og helgenstatus (bare et par stykker indenfor musikbranchen: Kurt Cobain, Jeff Buckley, Jim Morrisson og – thi-hi, fnis – 2Pac). Selvom Elliott Smith næppe når de samme stormfulde højder som de øvrige i tidlig-død branchen, kan man ikke tage fra ham at han kunne finde ud at skrue en melankolsk sang sammen.Således er dagens overskrift hapset direkte fra en af hans sange. Man kan måske ironisere lidt over hvad den depressive mand så egentlig mente med ‘worst part’, men lad det nu ligge.

Ihvertfald kan jeg med en antydning af håb i stemmen sige omkring mit speciale, at det værste nu er ovre. Weekenden har været lang og er gået med gennemlæsning, rettelser osv. osv. osv. Nu mangler vi kun de sidste finpudsninger inden det kan sendes til korrekturlæsning. Det ser faktisk ud til – med fare for at jeg nu begår hybris af værste skuffe – at jeg afleverer speciale på fredag. Tro det eller lad være.

Myth takes

Havde brug for en lille pause i skrivningen og fordrev tiden med at læse sladder på nettet. Nogle gange medfører den slags, at man får meget mere at vide end man egentlig har lyst til.

F.eks kan B.T fortælle at Kirk Douglas fik nazi-sex. Ach so. Af andre interessante nyheder kan berettes at Tom Cruise er Jesus. Og Kelly Osbourne vil vældig gerne posere nøgen i Playboy, men er blevet afvist af Hugh Hefner med begrundelsen: “I can’t see it happening somehow – we don’t airbrush to that extent.”. Imperier kommer og går. Således må jeg konstatere, at Vanessa Paradis ikke helt udviklede sig i den retning man kunne have håbet. Ligeledes var der engang hvor jeg opfattede Keira Knightley som moderat tiltrækkende – well, not anymore.

En af de mest ironiske ting ved den amerikanske regerings mindre positive syn på homosekuelle er, at vice-præsident Dick Cheneys datter er lesbisk. I skrivende stund er hun til og med gravid – hvilket han dog ikke har lyst til at blive interviewet om. Af andre ironiske finurligheder kan nævnes, at sorte demokrater slet ikke er så store fans af Barrack Obama. Det mest geniale band i mands minde !!! (ja, det hedder de faktisk) giver et kækt interview på Pitchfork. Hvis de ikke bliver et gigantisk hit, vil det være en uretfærdighed på niveau med dinosauernes uddøen. Og til slut kan nævnes, at manden med dansk fodbolds sejeste navn, Erling El-Laban, er skiftet fra HIK til Herlev i Danmarksseriens pulje 2. Herfra ønskes held og lykke.

PS. I skal da ikke snydes for !!!: Heart of Hearts. Bedste sang i 2007. Med garanti. Det anbefales at skrue op og bortjage evt. migræneramte naboer.

“Eating wisely will enhance beauty and health”

Du er sikkert ikke klar over det, men et af de mest betydningsfulde mennesker i dit liv døde for nylig. Momofuku Ando, opfinderen af instant noodles, gik bort den 5. januar, 96 år gammel. Denne hædersmand er noget nær ene ansvarlig for at utallige unge mennesker ikke er bukket under for sult og hungersnød igennem årene. Ville Roskilde Festivalen måske kunne fungere uden hans guddommelige indgriben? Jeg tror det næppe! Jeg sender en varm, varm og kærlig tanke til Japan. Ligeledes vil jeg snarest muligt fortære en cup noodle for at ære hans minde.

The music in my ears and everything…

Nuvel, jeg kan næppe skjule at specialet så småt hænger mig ud af halsen. Meget sigende, så synes jeg at mine opgaver på arbejde (“Vi skal have opdateret vores statistik over CO2 kvotepriserne” og “Vil du ikke lave en oversigt over de nationale allokerings planer for CO2 kvoterne?) var væsentligt mere interessante end at grifle løs ovenpå vejledermødet igår.

Er lige kommet hjem fra en løbetur med Mads. Jeg vil nødigt lyde alt for lummer, men en løbetur i et par tights i -457 grader celcius er altså kræs for kendere. En sælsom oplevelse hvor meget sværere det er at trække vejret ordentligt når det er koldt. Skal nu over at snakke med en nervøs stud.med. Der er über-eksamen i morgen, så der er meget forståeligt lidt nervøsitet i luften. Mine fingre kan rent fysisk ikke krydses mere…

PS. Nå, så du troede nok at det var den globale opvarmning (tak for lort, Al Gore!) der var tegn på dommedag? Well, du kan godt tro om igen. Ifølge Imam Abdul Wahid Pedersen er svaret nemlig et helt andet:

Seksuelle udskejelser og druk er måske et tegn på, at dommedag er nær. Det er i hvert fald den almindelige holdning hos muslimer, fortæller imam Abdul Wahid Pedersen.

“Der findes beretninger fra profeten, der fortæller ret detaljeret om nogle tegn på dommedag, og hvad man kan forvente, der vil ske. Et af tegnene er, at vin og alle former for beruselsesmidler vil blive indtaget i store mængder og illegitime seksuelle forhold vil blive udbredt. Også antallet af jordskælv vil stige, og der vil være en stigning i blodsudgydelser” siger han.

Vi er i sandhed enden nær.

Cast away the clouds

Man ved det er blevet koldt, når ens kontaktlinser føles som små frosne dråber i ens øjne. Den sælsomme oplevelse havde jeg på cykelturen hjem fra specialevejledning. Den gik noget blandet. For at gøre en lang historie kort, så oplevede vi at vores vejleder ikke helt forstod hvorfor vi er geniale (selvom det jo selvsagt burde stå klart for enhver). Det kan måske skyldes at hun kun fik de tre selvstændige analyseafsnit, uden samtidig at få det tværgående afsnit der kobler dem sammen i en større helhed. Ligegyldigt hvad, så sagde hun ikke noget der bringer afleveringsdatoen eller vores grundlæggende argumenter i fare. Men lidt irriterende er det da. Er jo hende der skal være med til at give karakter. Hmmmm.

Bortset fra det, så er vi så småt trådt ind i den sidste fase. Fra nu og til fredag laves de sidste revisioner, lørdag-søndag er der gennemskrivning, hvorefter der skal læses korrektur. Det har vi fået den selvproklamerede ‘ordens nazist’ Kia fra kollegiet til. Jeg har svært ved at finde ord til at dække for min taknemmelighed i den anledning. 175 siders knudret statskundskabs jammer – just nu kan jeg ikke forestille mig noget værre at få smidt i nakken. Det skulle da lige være et juridisk speciale. Gys og gru!

Spekulerer lidt over hvordan det bliver ikke længere at ‘gå i skole’. Jeg prøvede det selvfølgelig i året mellem gymnasiet og studiet, men ellers har der altid været opgaver der skulle laves, tekster der skulle læses, eksamener der skulle overstås osv. Altid et eller andet studiemæssigt at være bekymret for derude i horisonten. Tanken om ikke altid at skulle have læsning hængende truende i baggrunden er meget befriende. Så får man selvfølgelig andre kvaler, men befrielsen fra den kronisk dårlige samvittighed……ahhhh!

Nu kan du få mig så lätt

Så er der mindre end to uger til afleveringen af det famøse speciale. Efterhånden bliver det sværere og sværere at benægte at den der ‘virkelige verden’ truer lige om hjørnet. Inden længe bliver jeg så voksen, så voksen: Tjener penge, får mavesår, hårtab, børn, hus og have i forstæderne, min sjæl dør + jeg begynder at synes det meste nye musik er dårligere end dengang jeg var ung yngre (næh, hov, vent! Det synes jeg jo allerede!). Efter mentalt at have skudt det om bag i hovedet – fortrængninger er jo trods alt min specialitet – så er diverse jobovervejelser nu vendt tilbage. Den gode Nordsborg skubbede lidt til min generelle utilpashed ved ikke at have fremtiden på plads endnu, så ud over et specialemøde og færdigpudsning af specialeperspektiveringen, så er dagen gået med at oprette CV’er på diverse jobportaler. Den slags er slet ikke nemt, især hvis man ikke er så trænet ud i selvpromoveringens ædle kunst. Hvad jeg mener er: Det er sådan set enkelt nok at lave semi-ironiske og kække beskrivelser af sig selv, men når man skal til at fremhæve kompetencer, erfaringer osv. osv. osv., så er det straks en del værre. For hvad kan man egentlig som nyuddannet generalist? Jeg har det i skrivende stund lidt ligesom dengang før jeg fik mit første studierelevante job.  Dengang skulle jeg overbevise om at man skulle ansætte en grøn stud.scient.pol, hvis joberfaringer bød på så eksotiske indslag som ‘rengøringsassistent’, ‘smørrebrødsjomfru’ og ‘Netto medarbejder’. Det lykkedes som bekendt – hvad visse personer i min familie stadig synes er et fantastisk morsomt og ironisk faktum – at blive studentermedhjælp i Kirkeministeriet. Det kan man sige more sig længe over, men egentlig var det fint nok. At have det på CV’et fik mig til Ambassaden i Prag, så man skal bestemt ikke kimse af sit første job – ligesom Stines ansættelse i selvsamme gejstelige ministerium ledte hende til Videnskabsministeriet. Det er da også med de forløb i baghovedet at jeg søger jobs i den kommende tid. Når man først har foden indenfor, så er det som regel nemmere at søge videre. Kryds jeres små pølsehorns-fingre for mig!

I created disco

Jeg gik i al min grænseløse naivitet og troede at brasilianere rent musikalsk kun kan finde ud af at spille samba og bossanova. Heldigvis tog jeg grusomt fejl. Cansei de Ser Sexy har de seneste måneder hærget nettets musiksider. Det er der rigeligt med saglige grunde til: De spiller catchy elektronisk indie, synger med en kær og nuttet accent, har været supportgruppe for Ladytron, er i almindelighed fotogene og tilmed berygtede for deres lumre sceneshow. Sangtitler inkluderer ‘I wanna be your J.Lo’, ‘Music is my hot, hot sex’ og ‘Let’s make love and listen to Death From Above’, og videoen til den sidste kan ses her. Stærkt anbefalelsesværdigt!

PS. Nu vi har fat i de selvsikre unge damer, så hold øje med Uffie. Hun er mildt sagt irriterende og ikke særlig begavet at høre på i interviews, men sangene ‘Hot chick’ og ‘In charge’ er slet ikke dårlige. Jeg tipper hende til at blive stor – og hun giver koncert i Vega den 7. februar.