En solipsistisk årsopgørelse

Got a feeling ’21 is going to be a good year/Especially if you and me see it in together” sang The Who i sangen ‘1921’ fra deres rockopera Tommy (og hvor prætentiøst er det ikke at skrive en rockopera? Det kunne vist kun lade sig gøre i slutningen af 1960’erne!). Og det er jo så sandt som det er sagt. Men nytårsaftensdag er også en glimrende lejlighed til at se tilbage på året der gik. En af mine venner har just berettet at hun skriver et såkaldt ‘syndebrev’: “…Jeg har skevet lidt på en liste over gode ting jeg har nået i løbet af året og glæder mig til at bruge 1. januar på en brainstorm over alle de gode ting jeg gerne vil nå i 2007. De 7 dødssynder bekendes på papir til min veninde, der læses og brændes kl. 12….og så er jeg fri igen…“. Efter min mening et aldeles glimrende koncept. Nu er jeg jo som bekendt ren som den pureste nyfaldne sne, så jeg kan i sagens natur ikke skrive et sådant brev. Til gengæld kan jeg læse lidt tilbage på bloggen og se hvad jeg har foretaget mig og tænkt over det seneste års tid. Og hvad kan man så sige om 2006 i min lille navlebeskuende verden? Jo, det blev året:

….hvor min far blev indlagt pga. hjerteflimmer. Det gik siden godt, så skidt – men nu er han dog på højkant igen og er frisk som en lille reje.

….hvor jeg havde svære søvnproblemer og sidenhen flygtede på rekreation i Aalborg.

….hvor jeg blev fan af Sufjan Stevens. Endda så meget at jeg var til en arty-arty koncert med ham i Vega.

….hvor jeg efter lange og trange kvaler fik afleveret min praktikopgave omkring ‘Den tjekkiske finalitédebat’. Efter at skrivningen af den havde martret mig i det meste af et år, var karakteren 9 et antiklimaks af de større.

….hvor jeg begyndte til japansk – og ret hurtigt stoppede igen.

….hvor jeg blev valgt ind i Kollegiets styrelse, hvilket dog viste sig at være en ganske kedsommelig affære. Masser af arbejde – og ingen frynsegoder. Jeg lærer tilsyneladende aldrig, at frivilligt arbejde aldrig betaler sig.

….hvor der var VM i Tyskland og ingen af mine favoritter vandt.

….hvor jeg investerede i Honza, dvs. et par eksorbiant dyre løbesko. Jeg kan med stolthed i stemmen og helt uden at lyve sige, at de rent faktisk har været ganske meget i brug lige siden. Faktisk fik jeg en fæl, fæl løbevane.

….hvor O RLY uglen blev min bedste ven.

….hvor Josh Rouse skuffede lidt, mens jeg til gengæld opdagede Howie Beck til samme koncert.

….hvor jeg fik nye danseidoler.

….hvor jeg gik igang med specialet omkring udviklingen i den danske konkurrencelovgivning. Fortsættelse følger…

…hvor jeg opdagde at Indienight på Stengade 30 er mit yndlings gå-i-byen sted.

….hvor jeg mistede mine sidste illusioner om Pet Shop Boys.

….hvor min iPod ‘Emerson’ blev min næstbedste ven.

….hvor jeg slog gækken løs i Prag. Og sidenhen i Zürich og Stuttgart.

….Navnet ‘Maria’ begyndte at optræde ganske hyppigt i mine indlæg. Og bloggen tog et vist svenskofilt tvist. Hvorfor mon det er tilfældet?

Og hvad er så konklusionen på det hele? På sin vist har 2006 hele tiden været et mellem-år. 2007 ser derimod ud til at blive ganske transitionspræget. Jeg bliver jo – om Gud vil og bukserne holder – færdig med studiet, skal have job, bolig og alle de der andre voksen ting. Spændende-spændende….

Vi ses i 2007.

“James Brown, Jerry Ford and now Saddam – why do the great entertainers always dies in 3’s”

30. december 2006 blev så dagen hvor Saddam blev hængt. Hans sidste gerning var tilsyneladende at råbe: “Gud er stor, denne nation vil sejre og Palæstina er arabisk”. Personligt ville jeg nok have valgt en lidt mindre bombastisk og teatralsk afskedssalut, men ok, hver sin smag. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det hele. Rent principielt er jeg imod dødsstraf og retssagen imod ham var vist til tider lidt ulden i kanterne. Et mord er et mord, uanset om det er sanktioneret af en domstol. På et rent følelsesmæssigt plan kan jeg sagtens leve mig ind i, at ofrene for hans forbrydelser har haft et behov for hævn, men ville nok have foretrukket at han blev straffet med fængsel på livstid. På det punkt er jeg tilsyneladende på linie med Danmarks officielle holdning. Men nu er han så død. Hvad det vil betyde for bestræbelserne på at ende borgerkrigen i Irak ved jeg ikke. Måske det i virkeligheden er lige meget hvorvidt Saddam blev hængt eller ej: Så længe de rare iranere, syrere osv. har en interesse i et ustabilt Irak, så bliver der næppe fred. Tankevækkende at Mellemøsten tilsyneladende er sådan et kaos – og ser ud til at være det i fremtiden også. I 2002 udgav UNDP første gang sin ‘Arab Human Development Report’, der ganske nøgternt så på hvorfor det er, at Mellemøsten sakker bagud i forhold til snart sagt alle andre områder i verden. Hvis man skærer alle de sædvanlige undskyldninger fra (det onde Israel, det onde Vesten osv, osv, osv), så mangler man generelt set frihed og menneskerettigheder, uddannelse + det er en rigtig dum idé at udelukke og diskriminere halvdelen af befolkningen (dvs. kvinder) på arbejdsmarkedet. Tingene har ikke forbedret sig siden dengang, så den nyeste udgave af rapporten er ligeledes deprimerende læsning. Der er kort sagt tale om en region med masser af unge mennesker uden udsigt til demokrati, uddannelser, jobs. Til gengæld har de masser af stok-konservative religiøse mennesker. Så nej, der bliver næppe fred i Mellemøsten, så længe de semi-diktatoriske arabiske regimer har en interesse i at lede opmærksomheden væk fra egne fejl. Det er jo nemmere at starte proxy-krige i Libanon, tale om ‘korstog’, ‘Irak’ og ‘Israel-Palæstina konflikten skal løses først’, i stedet for at gøre noget ved ens egne gennemkorrupte, repressive og ufrie samfund. Eller hvad, Syrien?

So come pick me up – I’ve landed…

Så nåede jeg atter hjem i jordhulen. Turen østpå var ganske udramatisk, jeg fik end ikke mulighed for at lave så meget som en eneste scene i sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Siden jeg kom hjem har jeg slappet af, pakket ud og opdateret mig selv med nyheder og andre mærkværdigheder på nettet. Orkede ikke at være specialeflittig, men har til gengæld slubret ginseng te i rigelige mængder. Vi købte det i Busan på sidste års tur til Korea, og mine forældre får aldrig taget sig sammen til at drikke det alligevel, så jeg hapsede en pakke med hjem. Det skulle jo være så sundt, så sundt. På det ‘Ginseng-center’ (der af uransagelige årsager var en obligatorisk del af turen til grænsen mellem Syd- og Nordkorea) vi besøgte i Seoul, påstod de i ramme alvor, at ginseng er godt mod alt lige fra cancer til ondt i ryggen. Så det tror jeg så på. Det var trods alt den koreanske ginseng som gjorde at Mitterand næsten holdt skansen i kampen mod canceren. Det sagde damen i butikken selv. Ja, nemlig, ja.

Tager ind på Axelborg for at printe og skrive imorgen. Hvis jeg er heldig, støder jeg på min kollega Anne Grete, der er så snedig at bruge juleferien på at rydde op i sit arkiv derinde. Ligeledes venter et specialemøde og en tur i motionscenter om eftermiddagen. Og hvis jeg kender bibliotekerne ret, så vil de også snart smide en ordentligt krabat af en bøde i nakken af mig, såfremt jeg ikke får afleveret de materialer der har hobet sig op her i gemmerne.

PS. John Edwards har just annonceret sit kandidatur til præsidentposten i 2008. Måske han i den anledning skulle overveje at modificere sit julekort næste år. Ihvertfald vil et som det fra 2006 næppe falde i det mere konservative segments smag. Vraaaaauw!

PPS. Er du også til gode og rørende sangtekster? Synes du også at Celine Dion bare er en knuselskelig sangerinde? Hvis ja, så vil denne guldklump af et omkvæd måske falde i din smag: “Someone left the cake out in the rain/I don’t think I could take it, `cause it took so long to bake it/And I’ll never have that recipe again, oh no!”. Ja, dette ER faktisk teksten til ‘MacArthur Park’ af Donna Summer. Er du til lignende vederstyggeligheder, så se top 20 listen over musikhistoriens værste tekster (ja, David Hasselhoff er også med…!!!).

….alt, inkl. pigen

For et par dage siden hulkede jeg dybt og ulykkeligt over at Everything But The Girl ikke har udsendt noget nyt siden 1999 (hvilket foriøvrigt ikke er fuldt ud korrekt, de har trods alt udgivet det sært utilfredsstillende opsamlingsalbum Like the Deserts Miss the Rain og det glimrende remix albummet Adapt or Die), men efter lidt higen og søgen på nettet, så er humøret steget betragteligt.

EBTG er jo egentlig ægteparret Ben Watt og Tracey Thorn. Indtil midten af 1990’erne levede de en noget hengemt tilværelse, til trods for at de siden starten af firserne havde udgivet en lang række i øvrigt ganske glimerende popalbums. Imidlertid bliver sangen ‘Missing’ taget under kjærlig behandling af house-dj’en Todd Terry i 1994, hvilket resulterer i et giganthit – såvidt jeg husker er den en af de mest solgte singler i halvfemserne. ‘Missing’ blev derfor EBTG’s skæbne på godt og ondt. De har ikke siden kunne opnå blot tilnærmelsesvis ligeså stor succes og de fleste kender dem stort set kun for den ene sang. Det er synd og skam, for deres to sidste albums, Walking Wounded og Temperamental, er noget nær det mest fremragende man kan forkæle sine kræsne ører med. De eksperimenterer begge med at blande electronica og pop, hvilket bl.a. resulterer i musikhistoriens bedste sang ‘Before Today’ (og nej, det kan ikke diskuteres). Den manglende succes og en graviditet eller to lagde dog siden EBTG ned. Tracey Thorn gik mere eller mindre i hi, mens Ben Watt indledte en tilsyneladende ganske succesfuld karriere som DJ (bl.a. istod han bag London klubberne Lazy Dog og Buzzin’ Fly).

Imens kunne stakkels jeg så gå og være trist over, at mine ellers så trofaste leverandører af melankolsk electronica/pop forspildte deres talent med at passe børn og pjanke rundt som hygge dj i house klubber. Men ikke mere! Som jeg skrev i maj, samarbejdede Tracey Thorn dengang med gruppen Tiefschwartz om sangen ‘Damage’, og nu er hendes soloalbum så lige på trapperne. Nu har hun så oprettet sin egen MySpace side, hvor man kan lytte til par af sangene fra det kommende album, bl.a. ‘It’s all true’ (hun beskriver den selv som: “A new song, co-written with Sasse and Darshan Jesrani, which is pure early 80’s New York dance pop“) og ‘Goodbye Joe’ (en akustisk sag, der uden problemer kunne have været på hendes første soloalbum fra starten af firserne). Umiddelbart har jeg meget svært ved at sidde stille til førstnævnte, og kan næsten ikke vente med at høre mere. Og på det nørdede plan, så kan jeg ikke lade være med at klukke af latter når hun under sine inspirationskilder skriver: “Ceremony by New Order“, “The Smiths 1983-85” og “Massive Attacks demos on cassette 1993“. Med lige netop den slags namedropping, så er man altså garanteret gudestatus i min verden! Jeg glæder mig ihvertfald, og skriver Out of the Woods (som det nye album meget passende bliver tituleret) på min efterhånden lange liste af albums jeg mangler at få købt….

Kaffe og kvaler

Ja, beklager den omkring sig gribende narcissisme og utallige billeder af undertegnede på nærværende side. Men jeg er jo vældigt fascineret af det webcam, der så kunstfærdigt er indbygget i min ærværdige faders nye pc. Og så illustrerer billedet glimrende hvad der sker i skrivende stund: Jeg bæller ubegribelige mængder kaffe, imens jeg arbejder med afsnit 6.1: ‘Analyse af den institutionelle udvikling i dansk konkurrencelovgivning’. Er kommet lidt sent igang i dag. Oven på en større samtale med forældrene om fremtiden (“Men, altså, når du så har afleveret i starten af februar. Hvad så? Hvad skal du egentlig lave?”….jo, nu skal I bare høre….), blev jeg jo nærmest nødt til endnu en manisk søgen på diverse jobportaler. Ikke fordi jeg blev meget klogere, men min sjælefred er åbenbart lidt ikke-eksisterende for tiden…

Ellers vender jeg snuden østpå imorgen eftermiddag. Ikke fordi det vil ændre radikalt hvad jeg skal fordrive min tid med (åh, du kære gamle speciale….du bliver i sandhed ikke nem at undvære!), men kunne vist efterhånden godt trænge vist til en tur i det nærmest mytiske motionscenter – man skal i sandhed ikke spøge med julemad.

Hvad der gemte sig i dybet…

2. juledag og der ryddes lidt op i de kasser jeg har stående i forældrenes kælder. Især de gamle og småmugne Visa-kort kvitteringer blev anledningen til en uventet rejse tilbage i fortiden. Et skønsomt uddrag fra 1997 til 2001:

30 november 1997, kl. 16.19: Under en tur til New York i forbindelse med forældrenes 25 års bryllupsdag, køber Kåre cd’er med Björk og Pet Shop Boys for $36.77 i Virgin Megastore, Times Square.

18. februar 1997, kl. 15.38: Bedstefar og Kåre er i Cairns, Queensland, Australien. De køber en dykkertur ud til Great Barrier Reef med båden ‘Supercat’. Inkluderet var Reef Tax for 5 AU$, samt øl for 6 AU$. (fantastisk dyk!)

5. juni 1998, kl. 17.10: Under et besøg i Göteborg, køber Kåre cd’er for SEK373 i den legendariske musikforretning ‘Skivhugget’, Masthuggstorget 2.

27. november 1999, kl. 11.02: Kåre er på sko-shoppingtur til Hamburg, men finder også tid til at købe bl.a. Everything But The Girl: Worldwide, Air: All I need og Ben Watt: North Marine Drive i World Of Music, Jungfernstieg 16.

29. oktober 1999, k. 13.46: På studietur til Berlin med tysk højniveau. Bor på vandrehjem og har en fantastisk tur. Køber en Lazio 1999/2000 Europa Cup trøje i Kaufhof på Alexanderplatz for 130 DM.

10. juli 2000, kl. 17.02: På pilgrimsfærd til Santiago de Compestela i Spanien. Undervejs er vi i Bordeaux, hvor jeg investerer i flere Alliance Etnik plader. Er tilsyneladende ret meget til fransk hip-hop og house i den periode. Ihvertfald er det hvad jeg køber i FNAC på hovedstrøget.

9. juli 1999, kl 11.31: Køber et par løbesko i Adidas outlet-store i Herzogenaurach, Bayern. Er på fire ugers sprogskole og kysser med pige nr. to i mit liv. Sweet.

12. august 2001, kl.16.30: Er i London med min søster, bor hos hendes irske veninde Amber på et meget lille kollegieværelse. Skal starte på statskundskab tre uger efter og verden er ung, jeg er sikker på at jeg nok skal erobre den. 11. september er ikke fundet sted endnu og mulighederne synes endeløse. Sender længselsfulde sms’er hjem til en ung dame jeg har mødt i Jomfra Ane Gade ganske få uger før. Køber bl.a. Morrissey, Saint Etienne og Everything But The Girl i HMV, Oxford Circus.

23. oktober 2000, kl. 14.06: Er i Stockholm for at besøge min søster, der er i praktik ved Karolinska. Har i den forbindelse taget et regionaltog til Uppsala for at besøge Charlotte, en svensk Pet Shop Boys fan, jeg havde e-mailet med via deres officielle fanklub. Hun viser mig rundt, det er regnvejr og det hele virker meget gråt. Vi huserer i Uppsala Skivbörs, Svartbäcksgatan 16A og er i biografen for at se ‘High Fidelity’. Charlotte er sød, men vi mistede siden kontakten. I dag ved jeg ikke hvad hun laver. En hurtig google søgning på ‘Charlotte Sjögren’ viser, at der er én af samme navn der læser på universitetet i Uppsala, men jeg ved ikke om det er hende.

1. februar 2000, kl. 16.56: Er i København til Pet Shop Boys koncert. Stadig en af de bedste i mit liv. Det er i Valby Hallen, lyden er af helvede til, men det er ligemeget. Jeg giver hånd til Neil Tennant. Køber You Only Tell Me You Love Me When You’re Drunk i en Axelmusic i Scala.

2o. februar 2000, kl. 12.54: Er på min hidtil seneste skitur. Køber en liftkort-holder til intet mindre en 5 schweizer frank i ‘Titlis Kiosk’, Engelberg.

27. september 1999, kl. 16.50: Investerer i Everything But The Girl: Temperamental i den nu forlængst lukkede M&M Shop, Aalborg. Til dato er albummet det seneste som EBTG har udgivet og jeg er snart træt af at vente på nyt.

25. oktober 2000, kl. 13.27: Hæver 200 kr i en hæveautomat. Af den fremgår at jeg den 29. september samme år fik indbetalt 3055 kr i løn fra Hotel Hvide Hus, Aalborg. Er opvasker dér, indtil jeg skal aftjene min værnepligt i Thisted. Jeg er genert, kejtet og vejer 10 kg mere end nu. Det ændrede sig heldigvis, så jeg nu kun er genert og kejtet. Phew!

Hvad kan man så udlede af denne mildt sagt ikke-kronologiske gennemgang? Jo, for det første har jeg brugt formuer på cd’er. For det andet så må man sige, at jeg fik rejst en del i de år. Det har været mere stille i studietiden (hvis man ser bort fra det halve år i Prag og Japan/Korea turen), hvilket måske kan forklare lidt af min meget omtalte udlængsel…..jeg savner ganske enkelt at rejse og se verden. For det tredje, så er det skægt at iagtage hvor meget man egentlig har ændret sig siden dengang. De fem år sidenhen er gået hurtigt, men jeg er da vist heldigvis vist ikke nær så nørdet og indadvendt som dengang. Håber jeg.

Wax on, wax off. Wax on, wax off

Så er julen vist officielt ved at være forbi (de har ikke spillet Last Christmas i P4 Nordjylland her til morgen – yay!) og dermed er mine undskyldninger for ikke at være specialeflittig ligeledes ved at være udtømte. Har dog lige ét hyggeprojekt tilbage: Den årlige traditionelle julefrokost hos Stines forældre. Rygterne vil vide at der stadig er hummerhalesalat på programmet, og kendere vil vide, at det er den slags man IKKE siger nej til.

Ellers gik juleaften stille og roligt. Vi fik den obligatoriske and, danset rundt om træet (der ganske enkelt kun kan være det største vest for Uralbjergene!), sunget urimeligt mange salmer, spist konfekt og udvekslet gaver. Selv er jeg mere end tilfreds med udbyttet. Dels skal jeg til Scissor Sisters koncert i april, dels kan min nye barbermaskine forhåbentligt redde mig fra den skæg-abe fælde jeg ellers har været milimeter fra at falde i! Derudover sikrer en ny trøje mig at jeg med tryghed kan gå en kold vinter i møde, ligesom jeg er sikret spirituel udvikling gennem det eksemplar af Koranen jeg fik af forældrenes hund.

Første juledag kom familie fra Århus wie immer til julefrokost. De arriverede lidt sent, så kom til at se lidt tv inden da. Det medførte en tur ned af mindernes boulevard, thi de viste Karate Kid på DR. Det er en smule skræmmende, at man kan huske handlingen og replikkerne fra en film man ikke har set i sådan cirka 15 år. Læg dertil, at den film jo har haft en massiv kulturel virkning på enhver rask dreng. Hvor mange kan ikke imitere ‘tranen’ som den unge Daniel-san vinder karateturneringen med i slutningen af filmen? Med andre ord: Klassefilm ud over alle grænser. Desværre nåede jeg ikke at de den hele før familien kom, men jeg har lavet en mental note til mig selv om, at jeg skal huske at se den igen ved lejlighed! Julefrokosten gik fint, men det er nu meget rart at der ikke står familiekomsammen på resten af julen. Og selvom jeg bestemt synes min niece er en lille guldklump, så fylder to årige børn meget og skal hele tiden underholdes. Der er ikke så mange muligheder for at slappe af når hun er her, så det er nu meget rart med en dag hvor jeg ikke lige behøver at være kronisk ‘Farbror Kåre’…

It doesn’t often snow at Christmas

Mens de mere hellige elementer i familien er taget til julegudstjeneste i ‘kirken-man-mest-kommer-i-juleaften-for-at-blive-set’, så drog jeg ud på en løbetur. Løb ud forbi rugbybanen, kolonihaverne, væddeløbsbanen, vandrehjemmet, friluftsbadet og igennem den altid maleriske Aalborg Vestby, med dens bodegaer og kebabsteder. På Kastetvej kunne jeg konstatere, at vietnamesere åbenbart ikke holder jul. Ihvertfald var grill’en åben og den arme pige bag disken stod og stirrede ud i luften, uden at have noget at lave. Jeg kan forstå at der skal være et vist antal læger, sygeplejersker, brandfolk etc. på arbejde i tilfælde af ulykker juleaften, men hvor mange ringer efter vietnamesisk mad i dag? Og jeg ved godt at der sidder mange ensomme mennesker rundt omkring uden nogen at fejre jul med (og tro mig: TV-programmet i aften gør det ikke nemmere, se selv efter!), men alligevel….der kan ikke være den store efterspørgsel. Stakkels pige.

Men nu kan jeg høre at familien er ved at være tilbage fra årets dosis prædiken, så må hellere ønske glædelig og komme igang med at være familiesocial. Jeg har jo en niece der skal begaves med Peter Pedal idag! God aften til jer alle.

Sjælesørgeri

Jeg elsker Dusty Springfield. Ok, elsker er måske et stærkt ord, men hun er ihvertfald min yndlings soulsangerinde. Hvis man laver en kvik lille analyse af min musiksamling, så er der ellers mest mandlige sangere repræsenteret. Det er vel stort set kun Sarah Cracknell fra Saint Etienne og Tracey Thorn fra Everything But The Girl som sniger sig konsekvent ind i de ellers testeterondominerede gemakker. For mit vedkommende startede bekendtskabet (selvfølgelig) gennem det arbejde hun lavede med Pet Shop Boys i midten af 80’erne, men de fleste kender vel bedst Dusty for sangen Son of a preacher man fra Dusty in Memphis albummet. Det er oprindeligt fra 1969 og er aldeles fantastisk, sidder netop og lytter til det nu. Især sangene som Just a little lovin’ og I don’t want to hear it anymore er enestående gode. Kald mig bare en sur gammel mand, men det er en sand tragedie at alt det crap r’n’b der ligger på hitlisterne i dag går under betegnelsen ‘soul’. Jo, måske kan Beyoncé, Christina Aguilera, Pussycat Dolls (etc., etc., etc.) synge og danse sexet, men hvad blev der af sjælen? Tilsyneladende er kriteriet for at blive succesfuld kvindelig hip-hop/r’n’b kunstner, at man accepterer at nedværdige sig selv til et misogynt og pornoficeret stadie. Misforstå mig ikke: Jeg synes det er helt i orden at sælge sig selv på at være sexet, men….gør det musikken bedre eller mere relevant at man er mere eller mindre nøgen i sine videoer? Eller rent hypotetisk: Ville Aretha Franklin nogensinde få en karriere idag? Nej, vel, hvem ville gide se på en frodig afro-amerikansk kvinde? På et eller andet tidpunkt må man håbe at der kommer en revision af det usunde kvindeideal der hersker i hip-hop/r’n’b kulturen. Og ja, jeg ved godt det er fiktion og ha-ha-ha morsomt for alle de såkaldte hæp-hoppere i Danmark (der jo alle kommer fra middelklassen, og derfor VIRKELIG ved hvordan det er at være undertrykt sort i USA….!), men hvad skal man sige når 50 Cent – som jeg afskyr så meget, at jeg ikke engang vil linke til ham – udgyder sit ævl omkring hvor stor en P.I.M.P han er? Ærlig talt…..

Anyway, det var egentlig ikke meningen at jeg skulle lyde så negativ og tilbageskuende. Tværtimod. For udgangspunktet var jo, at Dusty in Memphis er et storslået soulalbum, som jeg kun kan anbefale på det varmeste….det er soul som det burde være…jeg tror faktisk på Dusty når hun synger om sit knuste hjerte. Se om du kan klare dén, Beyoncé.

PS. Ja, well, det ER jo snart jul, så I skal da ikke skånes for en af de bedste julesange i nyere tid: Tiger Baby – This Christmas.

Förhoppningar och regnbågar

Jeg er typen der har det med at bekymre mig over en masse ting. Det ligger vist til familien, at vi trives bedst med at have et lille hygge-bekymringsprojekt for at få lidt spænding i hverdagen. Men det kan samtidig føre til, at man har tre-fire pænt store sideløbende (og gensidigt forstærkende) bekymringsprojekter kørende.

For mit eget vedkommende er specialet selvsagt den primære bekymring. Ikke fordi jeg er bange for at det kommer til at trække ud eller at jeg ikke bliver cand.scient.pol., men det fylder da en del rent bevidsthedsmæssigt. Det er f.eks. svært at slappe rigtigt af i en såkaldt juleferie, når man ved, at ’Udviklingen i konkurrencelovgivningen 1990-2007’ ligger og truer i baggrunden. Samtidig skal det jo gerne være et godt projekt, ja, faktisk skal det gerne ende med at blive et Spitzenklasse speciale. Så alt taler for, at perioden fra nu og indtil den planlagte aflevering den 2. februar bliver noget præget af specialekvaler.

Andre ting spiller dog også ind. I skrivende stund ved jeg stadig ikke hvad jeg skal lave når jeg om ikke så forfærdelig lang tid er færdig. Har fortiet det en smule her på bloggen, men har været til to jobsamtaler. Den ene var i Konkurrencestyrelsen (ja, ok, den havde I aldrig set komme, hva’?) og den anden i Erhvervs- og Byggestyrelsen. Begge samtaler gik fint og var god træning, men resulterede ikke i nogen ansættelse. For KS’ vedkommende, så stod det ret hurtigt klart, at stillingen var beregnet til en jurist eller en økonom. Det politiske – som jeg ved noget om – indgik ikke rigtigt i det man skulle lave i stillingen. EBST stillingen var i deres erhvervspolitik afdeling, og det lød alt sammen rigtigt spændende. Begrundelsen for at sortere mig fra var, at jeg var for sent færdig i forhold til hvornår de skulle bruge de nyansætte. Fair nok, selvom det selvfølgelig ville have været ønskværdigt, hvis jeg havde været en så enestående dygtig ansøger at de sagtens kunne have ventet på mig. Alt i alt er jeg dog egentlig godt tilfreds. Har sendt to ansøgninger og været til samtaler på dem begge, så jeg er oppe på hesten igen. Jeg er stadig lidt i overvejelsesfasen over hvem der skal plages med mine ansøgninger næste gang. Der er jo den der gamle Udenrigsministerium drøm, men sådan rent strategisk, så er der måske andre steder der er mere relevante at søge først. Og som sådan trækker en stilling i det offentlige heller ikke så meget igen. Kommer dog også lidt an på hvilke stillinger der opslås i løbet af januar. Har tidligere haft fin succes med uopfordrede ansøgninger, men kan ikke helt vurdere hvor virkningsfulde de er, når man som nyuddannet søger job.

Hvad plager mig ellers? Der er selvfølgelig min boligsituation efter at specialet er afleveret, men den bekymring har jeg sat midlertidigt på standby. Kan ikke helt overskue at skrive speciale, søge job og søge bolig på samme tid. Kombineret med en specialemakker som er svært optaget af hvornår vi skal holde kandidatfest, så er der rigeligt at tænke på lige nu, synes jeg. Det skal dog ikke udvikle sig til den rene jammerdal, for det er jo samtidig utroligt spændende. Transitionsperioder som denne er selvfølgelig meget usikre, men det er også skægt at der sker noget – der skal nok komme perioder med alt for meget stilstand og hver-dag-ligner-hinanden senere hen i livet. Måske jeg mangler lidt perspektiv. Dels er jeg vist lidt blind for det faktum, at jeg kun er 25 år, og at mit første job derfor ikke nødvendigvis er bestemmende for hvad jeg skal lave resten af livet. Derudover er jeg lidt usikker på min egen ’markedsværdi’ når det gælder diverse jobs. Måske jeg undervurderer hvilke stillinger jeg som statskundskaber kan søge – og undervurderer derved min chance for at få et anderledes og spændende job. Endelig er jeg vist lidt farvet af udlængsel. London School of Economics trækker stadig…exciting times indeed.

Måske jeg burde holde op med at bekymre mig så meget? Have lidt mere tillid til at jeg nok skal finde på et eller andet interessant at lave, samt huske på, at jeg egentlig er at betragte som en usædvanligt heldig ung mand. Verden venter jo lige derude og jeg bestemmer sådan set selv hvordan jeg vil forvalte fremtiden. Det er da et noget andet og mere interessant perspektiv end når man rumler rundt midt i sit studie, med 37 eksamener i vente. Desuden skal man næppe klage over at kunne være hjemme i familiens trygge favn til jul, have en hund der ligger og snorker trygt (og højlydt) på sengen lige ved siden af, have en caféaftale med gode venner lidt senere i da. Og selvom Östersund da er langt væk, så kan man jo sagtens tænke meget på én der fejrer jul der. Og når nu tanken om vedkommende får ens hjerte til at banke hurtigere af glæde…..så er det vel ikke så mærkeligt at alle de ovenstående bekymringer pludselig virker meget mere overkommelige?

Glædelig jul.