I answered your question. Now, ask me a better one.

Ah, er der noget mere læskende end at blive behageligt overrasket? Tjekkiets præsident Václav Klaus gæster i disse dage Danmark, og jeg stødte på ham i selskab med sin politiske rådgiver Jiří Brodský (et tidligere interviewoffer fra min praktikopgave), samt min gamle ambassadør fra Prag. Desværre så notabiliteterne mig ikke, da jeg stod i en større flok bøvede gymnasieelever (“Hey, Tenna, hvor ligger det der Tjekkiet egentlig henne?“) mens jeg ventede på at komme ind på Christiansborg. Den gode Klaus gav siden en forelæsning på KU i dag omkring sin kæphest: EU’s fremtidige indretning. Havde egentlig meldt mig til; dels er jeg jo tjekkofil, dels er jeg tragisk nok begyndt at nærme mig hans synspunkter omkring den europæiske integrationsproces. For et par år siden var jeg rar og idealistisk føderalist (hey, jeg var medlem af Europæisk Ungdom og Europabevægelsen!), men er siden mere blevet en indebrændt og forbitret kyniker, der ikke længere synes EU bidrager med så frygteligt meget andet end et velfungerende indre marked. Klaus plejer ikke at lægge skjul på sin såkaldte ‘eurorealisme’, og han er derfor lidt af et særsyn. Det er ret sjældent at statsoverhoveder i Europa offentligt lufter deres mere eller mindre kontroversielle holdninger til EU, så derfor er Klaus et ganske underholdende indslag i debatten.

Imidlertid nåede jeg aldrig til forelæsningen, da dagens egentlig beskæftigelse – dataindsamling til specialet – kom i vejen. Var da også derfor jeg skulle på Christiansborg i første omgang, vi skulle snakke med tidligere erhvervsminister Pia Gjellerup og senere Venstres erhvervsordfører Jacob Jensen. Hvis man kun har oplevet Gjellerup på tv, så er det nemt at undervurdere hende. Hun er ikke just tv-egnet, men når man oplever hende i en interviewsituation er hun meget, meget skarp, vidende og en tør, tør humor. Jeg må, med andre ord, tager hatten af for hende. Måske er jeg nemt at imponere, men jeg bliver altid overrasket når jeg oplever politikere i levende live. Man mistænker dem altid for at være lidt indskrænkede og kun tænke på genvalg, og sådan kan de da også være, men stort alle jeg har interviewet har været meget intelligente, reflekterede og med gennemtænkte holdninger. Måske er jeg ikke enig med dem rent politisk, men jeg har stor respekt for folk der er dedikerede til det de laver og ved noget om det. Derfor var jeg også ganske imponeret af Jacob Jensen, som jeg sagtens tiltror en ministerkarriere engang – han er virkelig dygtig. Vores interviews gik godt og vi fik masser af relevante oplysninger med hjem, så alt i alt var vi ganske tilfredse. Mindre tilfredse var vi efter vores besøg hos HTS-I, hvor informanten var alt andet end forberedt. Han var advokat og praktiker, der egentlig ikke havde nogen mening eller holdning til politik eller udformningen af konkurrencelovgivningen. Det er jo fair nok, men det ville nu have været rart hvis man havde fortalt os det, dengang de henviste os til ham, efter at Katia Østergaard havde meldt afbud.

Imorgen står på en tur til Århus, hvor vi skal lave et interview med en af vores ‘nøgle-informanter’: Økonomiprofessor Svend Hylleberg. Han er tidligere formand for Konkurrencerådet og en af de mest fremtrædende debattører i den konkurrencepolitiske debat de sidste 15 år. Det bliver forhåbentlig et rigtigt spændende interview, så selvom turen frem og tilbage er lidt lang, så er det sikkert det hele værd.

Ellers går det nu meget godt med specialet. Vi var til andet og afsluttende heldagsseminar igår (Yay! Nu har vi helt formelt fået lov til at aflevere vores udgydelser!), hvor vores vejleder Lotte Jensen deltog. Det var en meget, meget positiv oplevelse: Vores metode og teori afsnit, som vi har været meget urolige omkring, fik masser af ros og den kritik der kom, var ganske konstruktiv. Det giver helt sikkert et motivationsboost at vide at de snirklede tanker vi har rumlet rundt med de sidste mange måneder slet ikke er så vanvittige endda. Nu kan vi hellige os dataindsamlingen og analysen med visheden om, at ‘rammen’ ligesom ligger fast og er holdbar. Man skal slet ikke kimse af klarhed, skulle jeg hilse at sige!

PS. Til de utroligt mange af jer der stadig bider negle af spænding over den tjekkiske indenrigspolitiske situation ovenpå det uafgjorte valg i juni: Nej, de har stadig ikke fået en levedygtig regering.

On a related note, I think my pot dealer’s been ripping me off

Yay, så kom lovforslaget om ændring af konkurrenceloven søreme. Vi fik det til høring for en lille time siden og det ser spændende ud – er ihvertfald basis for en sund uenighed politikerne imellem. Dagens interviewprogram er forholdsvist afdæmpet og jeg skal ikke engang bevæge det dvaske korpus særlig langt. Den arme stakkel vi skal udfritte er nemlig min chef. Senere på dagen skal jeg fornøje mig med at transkribere vores interviews fra igår, samt forberede mig på endnu et gruopvækkende specialeseminar onsdag.

De ringede for lidt siden fra Københavns Cykler, hvor jeg var nede at aflevere mit lig af et hakkebræt igår. Jeg har altid været elendig til matematik, men visse regnestykker er meget letforståelige og gør ondt langt, langt indeni: Nyt dæk og slange (tak for det, du rare menneske der ville skære mit bagdæk op fredag nat på Axeltorv!) + halvårligt tjek + reperation af bremseklodser = 660 kr lige i lysken! Hvor blev den himmelske retfærdighed af?

Please, no more talk today

Så startede den store dataindsamlingsrunde til specialet, vi var ude at foretage de første interviews i formiddags. De arme ofre for vores spørgelyst var Christian Schultz (økonomiprofessor ved KU og næstformand i Konkurrencerådet) og Grit Munk fra Forbrugerrådet. Det gik egentlig ganske glimrende, fik masser af gode input, så ser da fortrøstningsfuldt frem til de kommende ugers ganske mange interviews.

Ellers så rykker det i vores specialecase – Konkurrencelovgivningen – for tiden. Et såkaldt ‘hurtigtarbejdende’ (nå ja, 8 mdr. er da ikke længe?!) sagkyndigt udvalg barslede for et par dage siden med deres ‘Rapport fra udvalget om styrkelse af konkurrencelovgivningen’. Rapporten er en diger sag på 225 sider, og behandler en del af de mere kontroversielle ting i det kommende lovforslag: Indførelse af et straflempelseprogram, administrative bøder, ændring af Konkurrencerådets sammensætning, flere beføjelser til konkurrencemyndighederne ved ransagninger mv. Hvis du synes det lyder kedeligt, teknisk, tørt og trist, så har du ganske ret, men desværre er det sådan erhvervspolitik fungerer. Og hvis man dykker ned i begreberne, så er der et væld af politiske, økonomiske og retssikkerhedsmæssige problemstillinger, som ikke bare er abstrakte, men rent faktisk har stor praktisk betydning for virksomhederne, forbrugerne og Danmarks konkurrenceevne i almindelighed. Regeringen fremsætter deres lovforslag inden for de nærmeste par dage, så Henriette og undertegnede er ganske meget fremme i skoene i skrivende stund.

Superconnected

Bortset fra manglende interessante forfilm, så var biograftur nr. to på ligeså mange dage, endnu en god oplevelse. Babel er ikke ligefrem en munter film. Man følger en række forskellige handlingsforløb, der på trods af at de involverer separate historier om en ensom døvstum pige i Japan, et amerikansk ægtepar udsat for en tragedie – fremkaldt af en drengestreg – i Marokko og et bryllup i Tijuana der går frygteligt galt, alligevel er koblede med hinanden. Efter filmen brydes hovedet med at finde en tolkningsramme der kan binde budskaberne sammen, men det lader sig ikke umiddelbart gøre. I forhold til beslægtede film som Magnolia og Crash, hvor det var temaerne om henholdsvis tilgivelse (af sig selv og andre) og racisme der var gennemgående, så stritter Babel i mange flere retninger.

Historien om den illegale mexikanske indvandrer, der kommer så grueligt galt afsted da hun tager til sin datters bryllup i hjemlandet, er vel en kommentar til den amerikanske immigrationspolitik. Udviklingen i Marokko, hvor to drenges leg med et gevær er ved at fremkalde en storpolitiske krise, er sikkert motiveret af tiden efter 11. september. Det amerikanske ægtepar der tilgiver og genfinder hinanden midt i krisen, samt den japanske piges ensomhed og sorg efter moderens selvmord, er imidlertid ikke politiske historier, men snarere almenmenneskelige beretninger. Med andre ord er Babel – måske netop derfor dens titel – en film der ikke let sættes i bås, men snarere opererer med mange sprog, forvirring og budskaber. God er den ihvertfald, selvom den nok ikke skal ses lige inden en festlig tur i byen.

Der gute Mensch

En lille spontan reaktion på ‘Das Leben der Anderen’: Det er en aldeles fantastisk film. Hvis man er blot lidt historisk interesseret og måske har glemt hvorfor DDR var et sygt, sygt samfund, så se den. Interessant om filmen måske skal tolkes som et nybrud i det tyske syn på ‘die Wende’. De senere år har der jo været den såkaldte ‘Ostalgie’ bølge, hvor tiden i det gamle Østtyskland blev set gennem lidt nostalgiske briller – jf. f.eks. det store hit ‘Good Bye Lenin!’. Derudover er filmen et portæt af det gode i mennesket, et tema – der på trods af filmens tragiske slutning – står stærkt når man forlader biografen.

Biografture rummer også det herlige fænomen ‘forfilm’, og i går var der et par sande lækkerbiskerne. Mest dragende var nok ‘Marie Antoinette’ af Sofia Coppola (ja, hende med ‘Virgin Suicides’ og ‘Lost in Translation’). Og hvorfor nu det? Umiddelbart skulle man ikke tro at film om det dekadente liv ved det franske hof film er tillokkende, men, men, men: Coppola bruger atter fantastisk musik i sine film (de spiller New Order Ceremony i traileren!!!) og det er en chance for at se Kirsten Dunst komme i guillotinen – kan man så bede om mere? Anmelderne har været delte, men jeg er ihvertfald lidt nysgerrig.

They say you can be anything you want, but they don’t mean It

Og så var igår jo dagen for det højtbesungne MTV Europe Music Awards show her i København. Hvad skal man så synes om det? Nu var jeg ikke inde på Rådhuspladsen eller blandt de særligt udvalgte i Bella Centret, men bedømt foran tv’et, så var det altså en lidt flad omgang. Det kan muligvis hænge sammen med at jeg er blevet en gammel og bitter mand. De fleste af de optrædende kunstnere har jeg intet forhold til og synes ikke særlig godt om. Jeg mener: Hvem er Cassie der optrådte på usædvanlig kedsommelig vis sammen med den pinagtige Puff Daddy, undskyld: P. Diddy? Jeg har aldrig hørt om hende før igår, og jeg tvivler på at hun kommer til at sætte varige spor i musikhistorien. Og den såkaldte Rihanna, hvis primære force er et opdullet ansigt, lange ben og et hit baseret på et rip-off af Soft Cell’s Tainted Love, er hun virkelig årets bedste kvindelige kunstner? Kald mig bare en morgensur gimpe, men hvis dét er den aktuelle tilstand i populærmusikken, så står det skidt til. Ekstra Bladet kalder ovenstående kunstnere for ‘inferiøre’. Jeg kan kun tilslutte mig den vurdering.

Selve showet som sådan var vel ok. Justin var måske lidt selvsmagende, men dog trods alt tilpas selvironisk til at det ikke tog overhånd. The Killers frøs med anstand under When You Were Young, men nåede da heldigvis lige ud til hovedshowet til at få en pris (hvorfor så et band, der udgav deres hovedværk i 2004 og har udsendt een single i 2006, skal kåres til årets gruppe ved jeg ikke, men hvad….)! Generelt kan jeg vist tilslutte mig de fleste af synspunkterne i Jyllands-Postens anmeldelse af arrangementet, og i øvrigt med sorg i stemmen konstatere, at jeg heller ikke igår fik scoret en kendt. Hvor er Klaus Riskjær når man skal bruge ham?

Weekenden står på ikke færre end to biograf ture. I aften skal jeg med Johanna ind at se ‘Das Leben der Anderen’, mens den lørdag står på fælles ekspedition med de to kollegiegange 4. nord og 4. syd for at se ‘Babel’. Jeg har kun læst gode anmeldelser af begge to, så selvom ingen af dem skulle være perlende optimistiske film, så ser jeg bestemt frem til begge. Ellers står den hovedsageligt på specialelæsning, vi begynder vores store interviewrunde i den kommende uge. Skal ud at tale med en lang række politikere, universitetsfolk, ansatte i interesseorganisation mv. som kunne tænkes at bidrage med viden omkring udviklingen i konkurrencelovgivningen. Man skal helst ikke virke alt for blank når man interviewer folk, så derfor er skal jeg bruge en god del af weekenden på at forberede mig. Stærke kræfter forsøger at lokke mig med til Hubertusjagt søndag, men jeg ved ikke rigtig….selvfølgelig er der en vis fornøjelse i at se folk falde af heste, men mit hjerte bløder jo for de stakkels ræve. Eller noget.

One more drifter in the snow

Ah, det er nu læskende at høre om person-fnidderen hos De Radikale; nu vil Khader frem i hierarkiet og køre parløb med Jelved. Til det har næstformand (og vel nok Khaders største modstander og rival i partiet) Margrethe Vestager følgende krystalklare reaktion: ‘Jeg har overhovedet ikke nogen kommentar af nogen art – heller ikke at jeg ikke har nogen kommentar’. Mmm, ok. Måske er jeg den eneste der stadig ikke helt forstået partiets koncept om ‘den anden vej’ – der som bekendt handler om politik, og ikke om personer – men hvorfor er det så at det eneste der reelt kommer ud af De Radikale i disse tider er, ja, personopgør? Khader har aldrig rigtigt imponeret mig. Bevares, han færdes hjemmevant indenfor integrationspolitik og hans Demokratiske Muslimer initiativ er prisværdigt, men hvornår har I sidst hørt ham sige noget bevendt om andet end det? Sat lidt på spidsen: Kan han andet end integration? Eller er det nok til at blive partileder? Thomas Larsen opsummerer ganske godt problemstillingen for de arme irrelevante Radikale. Det bliver spændende at se hvordan tingene udvikler sig om føje år når Jelved takker af.

Var du forresten en af de grædekoner der hulkede over at det var for varmt i juli? Jamen, så tænk over det her, sømand: Det er i dag den 1. november. Det er snestorm og det er mørkt. Og der er intet til hinder for, at situationen ikke skulle være fuldstændig samme den 1. april næste år. Der er med andre ord minimum fem-seks måneders de facto vinter forude. Var det dét du savnede under hedebølgen i juli? Ja, jeg spørger bare af ren nysgerrighed, da jeg efter et par liflige cykelture i stormen frem og tilbage mellem Østerbro, Instituttet og arbejdet, slet ikke synes at 30 grader og solskin ville være at foragte lige nu. Nu hvor det sner og blæser en halv pelikan, så kan jeg med rette spontant udbryde (helt uden misundelse…!): Godt at det ikke er mig der skal stå på Rådhuspladsen til MTV Europe Music Awards imorgen. Brrrrrrr!