One more drifter in the snow

Ah, det er nu læskende at høre om person-fnidderen hos De Radikale; nu vil Khader frem i hierarkiet og køre parløb med Jelved. Til det har næstformand (og vel nok Khaders største modstander og rival i partiet) Margrethe Vestager følgende krystalklare reaktion: ‘Jeg har overhovedet ikke nogen kommentar af nogen art – heller ikke at jeg ikke har nogen kommentar’. Mmm, ok. Måske er jeg den eneste der stadig ikke helt forstået partiets koncept om ‘den anden vej’ – der som bekendt handler om politik, og ikke om personer – men hvorfor er det så at det eneste der reelt kommer ud af De Radikale i disse tider er, ja, personopgør? Khader har aldrig rigtigt imponeret mig. Bevares, han færdes hjemmevant indenfor integrationspolitik og hans Demokratiske Muslimer initiativ er prisværdigt, men hvornår har I sidst hørt ham sige noget bevendt om andet end det? Sat lidt på spidsen: Kan han andet end integration? Eller er det nok til at blive partileder? Thomas Larsen opsummerer ganske godt problemstillingen for de arme irrelevante Radikale. Det bliver spændende at se hvordan tingene udvikler sig om føje år når Jelved takker af.

Var du forresten en af de grædekoner der hulkede over at det var for varmt i juli? Jamen, så tænk over det her, sømand: Det er i dag den 1. november. Det er snestorm og det er mørkt. Og der er intet til hinder for, at situationen ikke skulle være fuldstændig samme den 1. april næste år. Der er med andre ord minimum fem-seks måneders de facto vinter forude. Var det dét du savnede under hedebølgen i juli? Ja, jeg spørger bare af ren nysgerrighed, da jeg efter et par liflige cykelture i stormen frem og tilbage mellem Østerbro, Instituttet og arbejdet, slet ikke synes at 30 grader og solskin ville være at foragte lige nu. Nu hvor det sner og blæser en halv pelikan, så kan jeg med rette spontant udbryde (helt uden misundelse…!): Godt at det ikke er mig der skal stå på Rådhuspladsen til MTV Europe Music Awards imorgen. Brrrrrrr!