Poul var lige ved at blive sindssyg

En af mine bekendte (du ved hvem du er) ynder at sende mere eller mindre obskure sms’er i ny og næ. Således tikkede beskeden ‘Helle Sjelle har verdens mest stirrende øjne’ forleden ind på mit antikvariske hakkebræt af en mobil. Skæbnen ville, at jeg så benævnte konservative politiker på Christiansborg i går, da Henriette og jeg skulle ind at interviewe Colette Brix. Og jeg skulle hilse at sige, at den unge Sjelle om muligt er det mindste menneske jeg nogensinde har set. Ja, jeg fristes nærmest til at kalde hende en pusling, thi hun er næppe over 150 cm høj. Øjnene skal jeg ikke kunne vurdere, men det var ganske amuserende at se den to meter høje Svend Auken spankulere forbi i nærheden af hende. Endelig var vi minsandten også en tur forbi en af mine gamle besættelser: Søfartsstyrelsen. Når folk i gamle dage spurgte mig hvad jeg skulle lave når jeg blev stor, replicerde jeg (i mangel af et begavet svar) altid demonstrativt ‘papirnusser i Grindsted Kommune eller Søfartsstyrelsen’. Nuvel, man kan blive stor lidt for hurtigt, så selvom det bestemt ikke var for at søge job at vi besøgte dem (vi skulle interviewe deres direktør til specialet), så er der jo en vis risiko for at de maritime embedsmænd ler bedst, når jeg om føje måneder ruller arbejdsløs rundt i en papkasse ved Nørreport.

Ellers så nærmer fødselsdagen, familiebesøg og en tur i Operaen sig med hastige skridt. Selve dagen skal gå med arbejde, hvorefter vi skal ud at spise hos Cecilie. Mine forældre skal møde hendes kæreste, så det skal nok blive svært underholdende. Lørdagen står på div. familieaktiviteter, ‘Maskarade’ og siden hen julefrokost på kollegiet. Hvorvidt jeg er klar til juleklip søndag (eller om jeg er gået helt i hundene af druk) er et åbent spørgsmål, ihvertfald regner jeg med svære tømmermænd resten af weekenden.

PS. Jeg ved godt at det gør mig til en slet person, og på et medmenneskeligt plan har jeg da også ondt af manden, men…Poul Krebs risikerer at miste tre års arbejde, efter at han har fået stjålet computere med musikmateriale fra sit lydstudie på Samsø. Og jeg greb mig selv i at tænke “Så findes der alligevel en barmhjertig Gud!” da jeg læste nyheden. Det allermest triste er at hans folkemordsagtige P4 landeplage ‘Sådan nogen som os’ nok desværre ikke er blevet stjålet og makuleret med tilbagevirkende kraft. Den lidende sanger udlover 10.000 kr til den der kan fremskaffe lydfilerne igen. Vi er et par stykker der gerne vil give tyvene det dobbelte, såfremt de sørger for at Krebs’ udgydelser aldrig ser dagens lys igen.

Absurd, even by Washington standards

Ih, nu er jeg glad igen! Selv her i en de sorteste stunder skinner håbets lys! Undertegnede runder jo snart det skarpe hjørne – dvs. 25 år – om ganske få dage, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har fået mig til at forsumpe i en (for tidlig?) midtvejskrise. Men det er forbi nu. Mine gamle jeremiader om at sjælen ganske vist først dør ved 30, men at forfaldet allerede begynder ved 25, er tydeligvis noget pjank. AC Nielsen har lavet en undersøgelse i 42 lande, og svaret er klart: 75 pct. af respondenterne mener at livet begynder ved 40….! Ja, du læste korrekt! Dvs. at der er intet mindre end 15 år til at jeg rigtigt begynder at leve. Og ikke nok med det: Mine bagstræberiske holdninger om at Botox og slige såkaldte skønsoperationer er vederstyggelige, må også falde! Yay! Farvel tvivl! Farvel forfald! Goddag evig ungdom!

Bortset fra det, så er i dag officielt erklæret specialedag, men indtil videre er den mest gået med fusionskontrol opgaven, samt almindelig lediggang og dovenskab. Mandag var interviewdag, hvor vi var forbi Økonomi- og Erhvervsministeriet, Dansk Industri og Juridisk Institut ved KU for at tale med forskellige kloge mennesker. Om aftenen spillede jeg hockey, men tabte atter bitterligt de kampe mine hold spillede. Jeg har dog forklaringen – jeg vejer ganske enkelt for lidt! Ihvertfald fik den svenske NHL-stjerne Anton Strålman forleden besked på at tage fire kg på – han er jo kun et lille pus på 86 kg. Må derfor hellere se at få lidt mere sul på kroppen.

Casino Royale var udmærket. Jeg bliver aldrig den store James Bond fan, da jeg har det lidt på samme måde med serien som jeg har det med Star Wars: De indeholder mange coole idéer og elementer, men hvis jeg skal se filmene i deres helhed, så kommer jeg til at kede mig. Den nye er en mere ‘back to basics’ Bond film end de seneste i rækken. Og ærlig talt er det rart at se en ny Bond end den efterhånden noget aldrende og laskede Pierce Brosnan. Daniel Craig giver rollen kant: Han er mere rå, brutal og en mere farlig Bond end Brosnan var. Selve historien i filmen synes jeg halter lidt. Den skulle forestille at være Bonds første opgave som agent og rummer derfor ikke historien om en superskurk der vil erobre verden på den mest slyngeagtige måde. De onde i Casino Royale er ‘kun’ forretningsfolk der finansierer terrorister, afrikanske oprørsbevægelser osv. Slemt nok i sig selv, men Le Chiffre (udmærket spillet af Mads Mikkelsen) er meget kort sagt ikke meget andet end en mellemhandler, der tilfældigvis har sin egen pokerturnering i Montenegro. Det kan jo være godt nok – han er da heller ikke udpræget sympatisk – men det er jo ikke ligefrem en Dr. No (hallo! Mandens metalhænder kunne knuse sten! Uwaaaa!) eller en SPECTRE skurk. Med andre ord er Casino Royale udmærket underholdning hvis man har en svaghed for den britiske martini-slubrer, men det er ikke en film der vil gå ind i verdenshistorien. Meget sigende er den da også for anden uge i træk blevet fortrængt fra den amerikanske biograf førsteplads af en animeret film om pingviner!

Long way round

Energy Camp er vel overstået (men jeg er af uransagelige årsager STADIG på forsiden af konferencens hjemmeside), og efter en god nats søvn er jeg nu igen frisk og frejdig. Det var ellers en intens omgang. Jeg fungerede som fact-finder for USA gruppen, dvs. jeg skulle fodre dem med de data, statistikker og fakta de havde brug for. Det endelige projekt som gruppen nåede frem til, omhandler at fjerne energispild i amerikanske boliger. Det sker – meget kort fortalt – ved, at man med New York State som case, opbygger en decentral energiproduktion, som har fjernvarme og kraftvarme som hjørnestene. Begge former er ikke videre udbredte i USA, bl.a. fordi megen af opvarmningen derovre foregår via afbrænding af olie og gas. Samtidig er boliger elendigt isolerede, så alt i alt er øget energieffektivitet i huse et område med stort potentiale. Selve arbejdet blev hurtigt meget teknisk og da der var en vis uenighed i gruppen, så blev det lidt af et hestearbejde. Det var dog sjovt at prøve, dels fordi man bliver udfordret, dels fordi det altid er ganske spændende at arbejde sammen med folk der er skarpe indenfor deres felt.

Da jeg kom hjem opdagede jeg at forhjulet på cyklen var punkteret, så jeg var selvsagt i perlehumør da jeg drog ud på den alenlange tur med det offentlige for at besøge Stine. Den stod på god mad, dansetræning (sic!) og australske komedieserier, så var en god aften. Lørdagen står på lidt blandet. Dels har jeg en opgave omkring kriterierne for fusionskontrol jeg skal have lavet for arbejdet, dels burde jeg snart se at få gjort lidt rent i jordhulen. Og så er der jo selvfølgelig det allestedsnærværende speciale. Lige nu ligger det i et hjørne af skrivebordet og kigger glubsk på mig…..Inden det får has på mig skal jeg ind at se Casino Royale med Aalborg-folket og Maria, så det skal nok blive spændende. Skal spise på Spicylicious forinden, så er lagt i oven til en hyggelig aften.

….og de taler stadig om innovation

Så er der lidt live-blogging her fra Energy Camp på Hotel Hvide Hus i Køge. Jeg agerer såkaldt ‘fact-finder’ for gruppen der skal tænke over energiteknologier der kan eksporteres til USA, og det er en liflig omgang. Ihvertfald fornøjer jeg mig tit og ofte på Department of Energy’s statistik hjemmeside og andre slige steder der kan bidrage med info om boliger og befolkningen i Staten New York. Det hele slutter imorgen eftermiddag, hvor miljø- og energiministrene kigger forbi for at høre deltagernes oplæg. Har været en lang dag, og den slutter nok ikke foreløbigt…er vist akut kaffetid nu.

Just when I thought nothing could shock me anymore…

Dengang jeg var lille elskede jeg tegneserien ‘Radiserne’ over alt på jorden. Jeg tror aldrig helt jeg forstod den underspillede humor, men alligevel har jeg brugt mange timer på at læse i min fars med tiden noget slidte Radiserne-bøger. Han købte dem vist engang i 1960’erne, og hvis man læser dem i dag, indser man hvor meget tingene forandrer sig – og så alligevel ikke. I min verden er det ihvertfald stadig sjovt når Nuser, Søren Brun og de andre tumler rundt i deres version af amerikansk forstadsidyl og underfundigheder. Selvom hun var sikkert ikke klar over det, var det derfor også lidt af en hædersbevisning for den unge skribent, når hans mor kaldte ham for ‘Snoopy’ (Nusers amerikanske navn), dengang han i starten af 1990’erne drønede ned af skibakkerne i Sunne. Siden hen er Doonesbury blevet min yndlingstegneserie, men jeg kan nu alligvel ikke stå for Radiserne når jeg støder på dem i aviserne.

Men hvorfor nu denne tur ned af mindernes boulevard? Jo, såmænd, fordi stemmerne i mit hovede mindede mig om et udødeligt citat fra Radiserne. Baggrunden er følgende: Den underkuede dreng Thomas elsker sin sutteklud over alt på jorden, og bruger den som et skjold mod alskens ondskab og utryghed. I et forsøg på at gøre ham mere tough, vælger den noget hårdhændede storesøster Trine (der også sælger psykologbistand for 25 øre fra sin bod på villavejen!) at lave en drage ud af suttekluden. Det går hverken værre eller bedre, end at dragen flyver væk – og den arme Thomas kigger disillusioneret på den bortløbne drage/sutteklud, hvorefter han helt knust og skælvende siger til Søren Brun: ‘Den har altid gerne ville rejse’.

De gyldne ord, ‘Den har altid gerne ville rejse’, passer glimrende til undertegnede. Ikke fordi jeg er en sutteklud (jo, ok, måske!), men snarere fordi jeg lider af det forfærdelige fænomen udlængsel. Jeg brugte det meste af igår på at sidde at kigge på jobannoncer og finde inspiration til hvad jeg gerne vil lave i fremtiden. Det var samtidig en kærkommen lejlighed til at få revideret min noget studentikose skabelon til jobansøgninger. Processen er imidlertid lidt problematisk. Især fordi jeg kommer til at spekulere over om jeg har valgt det rigtige studium. De jobs man læser om i Economist og slige steder lyder alle spændende og internationale. Imidlertid søger de mere efter økonomer, MBA’er og folk fra CBS – og ikke efter generalister med en uddannelse rettet mod offentlig administration. Misforstå mig ikke: Jeg synes politik er spændende, men et studie indenfor statskundskab får ikke Goldman Sachs eller McKinsey til at flokkes om dig. So what to do, når man nu altid gerne har ville rejse og arbejde i udlandet? Jeg er stadig i overvejelsesfasen!

PS. Fordømt! Så skete det igen! Jeg kan åbenbart ikke undslippe! I sidste uge kunne man i Time Magazine finde deres såkaldte ‘All-Time 100 albums’ liste over de mest indflydelsesrige albums i musikhistorien. Gennem tiderne er der blevet gjort talrige forsøg på at identificere de mest betydningsfulde udgivelser. I 1999 udfærdigede Guardian f.eks. en liste over ‘alternative’ albums (og ligeledes en liste over de-albums-der-er-på-alle-andres-top-100-lister). Det er en slet skjult hemmelighed, at jeg adskillige gange (alt for mange, faktisk) har forsøgt at lave min egen udgave af den liste. Imidlertid ender jeg altid efter et par timer med alt for mange kandidater, skrivekrampe, utallige siders ulæselige noter og alt for mange cd’er spredt udover det meste af jordhulens gulv. Denne gang skal det være anderledes. Jeg vil derfor med noget nær statsgaranti love, at der snart dukker den uundværlige, autoritative og dagsordenssættende Top 100 albumliste op her på bloggen! Og ja, den bliver uden goth, techno, heavy, country og andre vederstyggeligheder.

Efterfest

Hvordan har du det med kl. 7.13 om morgenen? Normalt er omkring det tidspunkt at jeg (med skiftende held) forsøger at overtale mig selv og mit urimeligt dovne legeme til at krybe ud af den lumre dyne, men i dag var det der at jeg ruflede ind under selvsamme dyne for at sove et par timer. Vi arrangerede gallafest lørdag nat, og lad mig blot løfte spændingen med det samme: Ja, det ER amuserende, læskende, morsomt, sjovt, personlighedsudviklende, eksalterende, storslået, lækkert og knuselskeligt at rydde op efter en abefest med 150 gæster. Især meget sent om natten/meget tidligt om morgenen. Prøv det før din nabo!

Bortset fra oprydningen, så var det nu ganske fornøjeligt. Dagen gik med køkkenvagt, oppyntning til festen og besøg af Stine, der også skulle med til festen. Selve festen var spas, fik danset som en gal, gal dingo og konsumeret betydelige mængder alkohol. Resultatet kan næppe overraske: Min søndag er i sjælden grad forløbet med at dvaske og være uproduktiv. Forhåbentlig er jeg mere klar i hovedet til i morgen, de seneste ugers interview rundfart har medført at der sikkert ligger en større arbejdspukkel og venter på mig på arbejdet.

Slutteligt en lille filmanmeldelse, var jo inde at se Little Miss Sunshine med Maria fredag aften. Forinden var vi på Kaffeplantagen på Skt. Hans Torv, en hyggelig lille café der varmt kan anbefales. Dels var deres varme chokolade ikke sådan at spøge med, dels er den røgfri! Normalt er jeg ganske liberal i mine holdninger og mener at folk kan gøre hvad de vil med deres livsstil, mad- og motionsvaner. Men lige netop rygning synes jeg ikke udelukkende er et personligt valg: Rygere overfører sundhedsmæssig omkostninger til mig gennem deres handlinger. Jeg er derfor varm tilhænger af et røgforbud på diskoteker, restauranter, cafeer og værtshuse – tilsyneladende i lighed med de fleste andre danskere. Anyway, pointen med denne lille ekskurs var bare at sige, at Kaffeplantagen er et godt sted. Også fordi det ligger tæt på Empire hvor vi altså så Little Miss Sunshine. Filmen følger en mere eller mindre dysfunktionel familie (teenagesønnen har aflagt et tavshedsløfte pga. Friedrich Nietzsche!), der tager på en længere tur i et faldefærdigt folkevognsrugbrød, da den ni årige datter skal deltage i en skønhedskonkurrence for børn. Det er en underholdende og rørende lille film, som er værd at se alene for dens humor. Dialogerne er tilmed ganske begavede, så ros herfra.

There’s no such thing as a free lunch

Skal til interview med Morten Kallestrup fra Erhvervs- og Byggestyrelsen (nej, jeg havde heller ikke hørt om dem før jeg begyndte på specialet) om en times tid, og Peter Møllgaard kl. 13, så jeg burde egentlig være igang med forberedelserne. Og jeg burde sikkert også forfatte en lang smøre omkring hvordan samtalerne med Peter Vesterdorf og Finn Lauritzen (tidligere direktør i Konkurrencestyrelsen) gik i går, men nej: Jeg vil hellere viderebringe et par sange der får mig til at sidde og rokke i stolen. De milde musikgaver skal ses i lyset af mit aldeles storslåede humør. Skal i biografen med Maria og se ‘Little Miss Sunshine’ (trailer her) i aften, hvilket jeg selvsagt glæder mig meget til. Morgendagen står på afviklingen af den højt besungne gallafest, så hvis min skrumplever og jeg bliver lidt tavse indtil da, så ved I hvorfor.

* Tahiti 80 – Big Day
* Teddybears STHLM (feat. Annie) – Yours to keep
* Sufjan Stevens – That was the worst Christmas ever!
* Voxtrot – The start of something

PS. Milton Friedman, legendarisk libertariansk økonom, døde i går 94 år gammel. Friedman var en de intellektuelle hoveddrivkræfter bag monetarismen og fri-markeds strømingen indenfor økonomien (den såkaldte ‘Chicago School’). Hans betydning indenfor såvel økonomisk teori, praksis og politik kan ikke undervurderes. Læs mere hos Punditokraterne og New York Times.

That’s no way to tell a lie

Nuvel, den uendelig historie om vores dataindsamling fortsætter. Siden sidst har vi endnu engang været lidt omkring: To gange i Konkurrencestyrelsen for at snakke med deres underdirektør (men dog über-jurist) Kim Sparlund og sekretariatschef Ole Skotner og en enkelt gang på CBS for at tale med juraprofessor Jens Fejø. For at der ikke skal gå helt jura i tingene, så havde vi også en samtale med en af dansk statskundskabs og i særdeleshed forvaltningsforsknings ‘grand old men’: Jørgen Grønnegård Christensen. Generelt går alle snakkerierne helt fint, selvom de ikke alle siger lige det vi (og vores teorier) gerne ville høre. Det er ganske fornøjeligt at krydse klinger med juristerne, men det kræver lidt forberedelse. Som jurist tænker man en del anderledes end en scient.pol, og alle de tekniske termer er ganske vanskelige at jonglere med. Alene samspillet mellem dansk og europæisk lovgivning kunne man jo skrive alenlange afhandlinger om. Men vi prøver på bedste beskub, og så må vi jo se om ender hænger sammen.

Igår aftes var jeg et smut ude forbi Cecilie. Dels skulle jeg jo skamløst forkæles med pastatærte og C.S.I, dels skulle jeg hente mit jakkesæt til gallafesten på lørdag. Efter dagens interview tog jeg en tur i SATS i Frederiksberg Svømmehal. Her stødte jeg på Martin, gammel gymnasiekammerat og broder til den dovne blogger, og det kom der megen morskab ud af. Hans studier ved antropologi går vist glimrende, han er faldet godt til i Københan og de hyppige citationer fra Jørgen Leths ‘De uperfekte menneske’ i hans dagligsprog viser en sand libertiners tilgang til tilværelsen. Det var alt i alt ganske fornøjeligt. Resten af dagen bør forløbe med læsning, kun afbrudt af lidt fodboldkiggeri. Det er jo i aften at mit elskede Tjekkiet skal give Danmark læstelige klø i en venskabskamp i Prag. Det ser ud til at blive reserveholdenes kamp, men mon ikke de rare tjekker ordner Morten Olsens rakkerpakhold af afdankede eks-Brøndby spillere?

PS. Nå, så du tror at alt mit ævl om konkurrencelovgivningen er verdensfjernt og ligegyldigt? Så se her – det er skam ganske konkret!

Oh, Elvis Costello, you’ll always be cool to me!

Jeg kommer aldrig til at holde af Fyn. Jeg ved godt at det gør mig til et slet menneske, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre ved det. I min bevidsthed er Fyn et sted man kører igennem til/fra forældrebesøg. Bevares, der er da nogle nysselige bakker og de har nuttede måder at tale på (pigen i DSB kiosken sagde ‘farveller’ til mig!), men ellers så har jeg svært ved at støve andre gode grunde til at kommer der noget oftere. Det hjælper nok heller ikke på sagen, at især Odense været usædvanlig kedelig de få gange jeg har vovet at sætte mine ben dér. Tag nu f.eks. i dag. Det måske mest grå regnvejr i mands minde, en usædvanlig kedelig togtur, et usædvanligt kedeligt H.C. Andersen hus (men hey – nu har jeg set det!), en usædvanlig fyldt og vådt-tøj-lugtende bus på vejen ud til SDU, hvor jeg skulle interviewe endnu en økonomiprofessor. I tråd med resten af dagen gik det ikke særlig godt. Hun var ganske optaget af konkrete konkurrenceproblematikker (i.e: “Hvordan vurderer man helt konkret hvornår et firma har opnået en dominerende position på markedet? Er det et problem? Har vi overhovedet afgrænset det relevante marked?”), men ganske uinteresseret i konkurrencelovgivningen som sådan. Og det er jo fair nok, men så kunne vi ikke rigtig bruge hende i et speciale om udviklingen i nævnte lovgivning! Men så kan man jo lære at udvælge sine interview personer noget bedre. I en sidebemærkning må jeg forresten sige, at jeg nu efter at have besøgt de fleste af Danmarks universiteter frejdigt kan påstå, at SDU’s beton i Odense slår de andre med adskillige længder i grufuldt udseende. 70’er arkitekturen har ikke levet forgæves.

Den ætsende og mugne jeg-kan-ikke-lide-Fyn tone er dog bestemt ikke kendetegnende for mit humør i disse dage; jeg vil nærmest betegne mig selv som en glad lille reje. Således må jeg nødvendigvis også knytte rosende ord til Sufjan Stevens koncerten i går. Gaffas anmeldelse er en anelse overgearet og tydeligvis skrevet af en fan, men beskriver ganske godt aftenens forløb. Det var en god koncert, som dog gik lidt død ind mod midten. Han spillede ikke så mange af mine yndlingssange, hvilket man vel næppe heller kan kræve. Jeg er mest til hans mere afdæmpede folksange, og synes de helt store kompositioner med blæsere og storladen stemning er mindre interessante. Men, men, men – det er små klager over en ellers super koncert.

Aftenen står på gallafestmøde – lørdagen nærmer sig jo med hastige skridt – og lanciers træning. Sidstnænte imødeses med angst og bæven. Jeg har ikke danset det siden gymnasiet og med mine sædvanlige danseevner in mente, så kan det næsten kun bliver en grum omgang. Har dog overladt min skæbne i hænderne på Caroline fra kollegiet. Hun har lovet at gøre mig til ‘a dancing gentleman’. Nuvel. Mirakler er jo set før.

All things go

Min kollega er gravid. Ved godt at det helt sikkert er en noget nær verdensomstyrtende oplysning for nærværende læsere, men ja, det er altså sandt. Hun meddelte det i en e-mail i denne uge (overskrift: ‘Baby on board’), hvorefter hun greb chancen for at kunne presse min kontorchef til at give kage til afdelingen. Midt i den maniske kagespisning kom vi naturligvis til at diskutere hvad det lille vidunder skal hedde. Hun var selv ret begejstret for ‘Caroline’, men kan jo f.eks. også finde inspiration i inkassofirmaet Lindorffs opgørelse over hvad de dårligste betalere hedder til fornavn. Ifølge dem er personer der hedder Brian, Heidi, Michael og Pia ganske stærkt statistisk overrepæsenterede i dårlige-betalere kategorien. Michael Lerche Nielsen, lektor ved KU’s Afdeling for Navneforskning (ja, sådan en findes der faktisk) og ‘ekspert i danske runeindskrifter’ benytter lejligheden til at komme i medierne med følgende svada: “Det er ikke rart at hedde Brian. Det er overraskende med Heidi, men måske passer hun meget godt til en Brian. Det er begge navne fra de lavere sociale klasser, hvor man ikke har så meget fantasi, når man døber sine børn og har en tendens til at overforbruge navne. De har ringere indkomster, ser mere Vild med Dans og har åbenbart svært ved at betale regninger”. Udover at man selvfølgelig kan diskutere hvor sympatisk vores runeeksperts udsagn er, så kommer han dog med en interessant lille spydighed til slut: “Om nogle år vil skyldnere måske hedde Victor, Emil og Emma, som folk i lavere sociale lag i dag kalder sine børn”. Så hvad skal man råde sin kollega til? Selv flettede jeg blot næbbet og koncentrerede mig om min muffin (især da en anden kollega foreslog ‘Valdemar’). Men en Brian bliver det nok næppe, hvis jeg kender kollegaen ret.

Turen til Århus gik ellers godt. Henriette er en drabelig chauffør og 7 timer i en bil ER lang tid (især når der er kø ved Vejle!), men vores interview gik over alt forventning. Hylleberg snakkede som et lille vandfald, så det var turen værd. Når man sådan går rundt ovre i universitetsparken i Århus kan man godt blive lidt misundelig på det ‘campus miljø’ de har derovre. Der er noget hyggeligt ved at det er samlet, fremfor at det hele er spredt rundt ligesom her i København. Da jeg kom hjem arbejdede Mads og jeg på bordplanen til gallafesten (det er lidt af et puslespil at få til at gå op!), og hoppede så i seng – så med andre ord en vældig dramatisk fredag aften. Weekenden bliver også stille. Lørdagen er indtil videre gået med en løbetur med Maria (det er så afslappende at løbe i regn og storm), og siden skal jeg gøre lidt rent i jordhulen, vaske tøj og forberede mig på interviews i næste uge. Søndag aften er der den længe ventede Sufjan Stevens koncert i Vega, hvilket jeg har set meget frem til. Opvarmningen er den for mig ukendte St. Vincent, men sangene på hendes MySpace side lyder lovende. YouTube har en masse videoklip af Sufjan live, bl.a. dette hvor han spiller min favoritsang Casimir Pulaski Day. Det bliver en stor, stor søndag aften!

Sufjan er jo igang med sit projekt med at lave et album om hver af de 50 amerikanske stater (indtil nu har han nået Illinois og Michigan…), og inspireret heraf burde jeg vel snart komme med nogle bevingede ord omkring det just overståede amerikanske mid-term valg. Men, men, men….jeg kan næppe skrive noget som andre ikke har sagt før, så vil blot notere mig, at jeg synes det er fint at det amerikanske system nu er normalt igen (hele checks and balances systemet bygger på, at det samme parti ikke kontrollerer både Det Hvide Hus og Kongressen. Med andre ord var Republikanernes dominans hverken normal eller sund, så det er kun godt at demokraterne er tilbage). Og så er Rumsfeldt jo endelig ude. Så kan man næppe bede om mere.

PS. Efter en lille MSN samtale med Daniela i Tjekkiet kan jeg konstatere, at danske navne med relativt lav social status som regel er dem med engelsk baggrund (Ronny, Brian, Kenneth, Johnny etc.), så gælder det samme på tjekkisk! F.eks. er et navn som Klavdia pænt nede på prestigelisten. Interessant! Måske man skulle blive navneforsker.