We Are Scientists

Nå, nå, nå! Så blev du afsløret, hva’? Ifølge en britisk undersøgelse bruger mænd i gennemsnit et halvt år af deres liv på tjekke kvinder ud, mens de dydige kvinder til sammenligning kun kaster lumre blikke i ca. én måned. Derudover hævdes det at mænds primære fokus er på bryster, rumpe og ben (i nævnte rækkefølge), mens kvinderne først ser efter øjnene, siden efter bagdelen. Nuvel, der bliver i sandhed bedrevet megen relevant og vigtig forskning rundt omkring i verden, og for os med store, dumme, troskyldige koøjne, så er undersøgelsens resultater sikkert gode nyheder. Eller noget. Hvor blev de seks måneder af mit liv dog af? Og nu vi taler om lødig videnskab, så har fysikprofessor Costas Efthimiou ved University of Central Florida konstrueret et matematisk argument for hvorfor eksistensen af vampyrer er en matematisk umulighed. Jeg er sikkert ikke i stand til at forstå alle mellemregningerne, men pyyyha, nu er jeg da lidt mindre bange end før.

PS. Ja, kan jo ikke løbe fra at jeg er og bliver en nørd, så derfor kan jeg more mig usigeligt meget over følgende artikel om ‘The 50 Worst Video Game Names of All Time’. Hvad siger I f.eks. til velovervejede titler som Frogger: Helmet Chaos, Princess Tomato in Salad Kingdom, Awesome Possum Kicks Dr. Machino’s Butt! eller måske No One Can Stop Mr. Domino? Awww, nu savner jeg Japan IGEN!

Wake up, Ma and Pa are gone!

Fredag og arbejdsdag, jeg sidder stadig og pusler med mit notat om markedet for vedvarende energi i USA. Har været en ganske social uge, tirsdag aften kiggede Stine minsandten forbi. Vi hentede mad fra Cofoco, guflede nøddemix og fik diskuteret verdens sande tilstand. Senere på aftenen spillede jeg TP sammen med min faste makker Christopher, vi skulle jo øve os til den kommende og, hmmm, meget prestigefyldte kollegieturnering. Selvsagt vandt vi, om end der var krise da jeg pure nægtede at acceptere, at salmonella er opkaldt efter en mand der hed Salmon til efternavn. Onsdag var jeg så et smut forbi Cecilie, skulle jo lige søskendesocialisere inden hun og mine forældre flyver til USA. Faktisk burde de i skrivende stund sidde i et fly på vej over Atlanten.

Og så er der jo som nævnt Kulturnat i aften. Her i magtens korridorer åbner vi os også udadtil: “Det er ikke helt ligegyldigt, om man fodrer kvæget med majs eller græs – for mælken kommer til at smage forskelligt, som man vil kunne konstatere i Landbrugets Hus på Kulturnatten. Der er gratis adgang for alle i lokalerne på Axelborg. Og der uddeles smagsprøver på dansk avlede fødevarer til alle, der i forvejen har husket at hente madbilletter” (fra AOK’s præsentation). Desværre er nævnte madbilletter for længst udsolgt, men hvis nærværende læsere nærer en ubændig trang til at se mig iført forklæde og serviceminded attitude, så er chancen der i aften indtil kl. 01.

PS. For de musikalsk interesserede, så har moi Caprice just uploadet nogle sange fra deres kommende album The Art of Kissing Properly på deres MySpace side. Det lyder lovende og jeg er yderst fristet til at tage til koncert med dem 2. december på Vega.

PPS. Der sker folkemord i Darfur. Nordkorea er ved at få atomvåben. Kvinder bliver dagligt omskåret i Afrika. Burma (eller ‘Myanmar’, som militærjuntaen vist foretrækker at kalde det) er stadig et diktatur. Mellemøsten er som sædvanlig et sandt kaos. I Rusland bliver systemkritikere myrdet. Det er en hård verden vi lever i. Men ved I hvad? Det er ligegyldigt, for Morten Homann forlader politik!

My history of dead ends

Hovedet er tungt, tømmermændene hærger, øjnene er jævnt blodsprængte og kaffen slubres hurtigere end du kan nå at daske René Dif med en velhængt porre, men hey: Jeg er på specialepladsen og jeg skal være faglig de næste mange timer. Nemlig. Nærværende læsere bedes lægge ansigterne i behørigt imponerede folder.

Min nærmest umenneskelige viljestyrke (ok, man skal jo smøre tykt på!) demonstreres på baggrund af indflytterfest på kollegiet. Det var sjov og ballade, masser af rødvin og en glimrende lejlighed til diverse udskejelser og ekskapader. Fredag var jeg til en variation også ude at fulde mig: Da var jeg som nævnt til socialt arrangement med de øvrige studenter fra arbejdet. Det gik rigtig godt, det gør det sjovere at være på arbejde når man rent faktisk har talt med alle de ansigter man i dagligdagen ellers bare hilser på. Vi endte med at sidde og bælle øl et frygteligt (eller, som svenskerne ville sige: fruktansvärd) sted. Jeg tror faktisk jeg vil lade AOK.dk’s kommentar stå for sig selv. Den er meget rammende for mit eget indtryk af stedet:

“Alle der har set The Big Lebowski ved, at til en rigtig bowlingbane hører en bar. Og således også til Axelborg Bowling. Her hedder den Piccadilly og er, som navnet antyder, indrettet som en engelsk pub. Her findes også en natklub ved navn Piccadilly. Om John Goodman eller John Turturro dukker op og giver et nummer, er uvist, til gengæld er chancen for at rende ind i en giftefærdig ungmø ganske høj, for kvinder nu om dage synes, at noget af det sjoveste er at lade deres allerede afsatte veninder bowle og synge karaoke.

Efter de fysiske og musikalske aktiviteter kan man proppe sig med spareribs med pommes fritter eller bagte kartofler.”

Den kommende uge står som sædvanlig på specialeskrivning og arbejde. Mit fædrende ophav fylder år mandag og i weekenden tager han, min mor og søster så et par uger til USA, hvor de skal køre rundt i nogle af de sydøstlige stater. Tirsdag falder de gyldne lokker atter på frisørskolen (kryds venligst fingre for resultatet, tak), onsdag skal jeg ud at spise hos Cecilie og fredag er der så kulturnatten i København. Arbejdsgiveren holder åbent hus, så der er noget nær frivillig tvang for studentermedhjælperne til at melde sig som billig arbejdskraft. Fra kl. 17 til 01 skal jeg lege tourguide. Kig forbi, jeg skal nok love at smile høfligt. Søndag får jeg besøg fra Japan, hvor Rie kommer forbi for at se kollegiet. I skrivende stund kalder specialets metodeafsnit dog mest af alt, spændingskurven er ved at nå sit klimaks…..

PS. Så skal der vist tjenes penge på os arme fans igen: Pet Shop Boys udsender et livealbum den 23. oktober. Tracklisten ser forholdsvist interessant ud. Og på en sær og afvigende måde glæder jeg mig til at høre Robbie medvirke på ‘Jealousy‘.

Broken social scene

Weee, så kom der en whopper-opgave på arbejdet. I slutningen af november skal jeg agere såkaldt ‘factfinder’ til Energy Camp’06. Formuleret med tilpas floskelagtige vendinger, så er Energy Camp en såkaldt ’30 timers intens innovationslejr’, hvor man smider 60 eksperter indenfor energipolitik sammen i et forholdsvist lille rum og så beder dem komme med bud på løsninger til de fremtidige udfordringer på energiområdet (begrænsede fossile brændstoffer, hvad rolle skal vedvarende energi spille, er biobrændstoffer fremtiden osv. osv. osv.).

I år er fokus rettet mod mulighederne for eksport af miljø- og energiteknologier. Derfor skal der op til selve camp’en laves analyser af forholdene for vedvarende energiteknologier på forskellige markeder – og da vores hidtidige factfinder har meldt fra, så har jeg fået smidt opgaven med at analysere USA i nakken. Og det skal være færdigt til på fredag. Sandsynligvis er jeg aldeles doomed, men nu må vi se – jeg agter ihvertfald at arbejde som en dopet dingo for at nå det.

Bortset fra det, så skal jeg ud at vifte med ørene i aften. Der er socialt arrangement for alle studentermedhjælperne på arbejdet, så vi skal bl.a. ud at spise på Spicylicious. Efterfølgende er der lagt op til en bytur, så der er potentiale for en aldeles underholdende aften.

One day we will all be free

I dag er det Václav Havels 70 års fødselsdag, hvilket blev fejret på behørig vis i Prag. Havel er nok noget nær det tætteste jeg kommer på et politisk idol: Dissident, medunderskriver af Charta 77, anti-autoritær, liberal, idealist og drømmer. Havel er mere elsket i udlandet end hjemme (også tjekkerne kan jo godt blive træt af folk der pirker til ens dårlige samvittighed), men man kan ikke tage fra ham, at han i sin tid som systemkritiker under kommunismen og senere som præsident, altid har været en forkæmper for menneskerettigheder og det måske allervigtigste for ham: Frihed.

Tjekkerne bliver tit beskrevet som et indadvendt folkefærd. Det er nu ikke helt korrekt, men givet er det, at oplevelserne af svigtet i München i 1938, den brutale fremfærd fra Warszawapagtlandenes side ved ‘Foråret i Prag’ i 1968 og ikke mindst de mange år under et totalitært styre, har gjort, at den tjekkernes fortælling om sig selv ikke er optimistisk og frembrusende, men derimod indadskuende og præget af kronisk mindreværd (læs f.eks. nogle af Milan Kunderas værker, de fanger det godt). Uden på nogen måde at ville kalde Havels betydning for eksempelvis Tjekkiets medlemsskaber af EU og NATO mindre vigtige, så er hans største fortjeneste imidlertid, at han gav tjekkerne drømmene tilbage. Drømmen om frihed, drømmen om respekten for individet og drømmen om tolerance.

Når Havel blev symbolet på systemskifterne i Central- og Østeuropa, fremfor f.eks. den mere robuste polske værftsarbejder og præsident Lech Wałęsa, så var det udover behovet for at have helte, utvivlsomt hans drømme og evne til at nyfortolke den tjekkiske identitet. Man kan være uenig med ham politisk og Havel var og er langt fra perfekt – i Tjekkiet har man f.eks. stadig svært ved at tilgive ham at han giftede sig igen mindre end et år efter at hans kone, den blandt tjekkerne højt elskede, Olga Havlová døde. Men man kan ikke tage fra ham at han er den mest betydningsfulde nulevende tjekke – og derfor skal der lyde et varmt tillykke herfra.

Excellent news, Colonel!

I dag er der Folketingets åbning, hvilket altid medfører en del spænding. Dels fordi den gode Statsminister holder sin rituelle og meget imødesete tale (kan læses her), dels fordi sløret løftes for hvad der er på regeringens lovprogram det kommende år. Og hvad har de betænksomme politikere så fundet på denne gang? Jo, såmænd, udover ret så interessante forslag om ændringer af konkurrenceloven (en lille biting for mit speciale…!!!) og indførelse af muligheden for gruppesøgsmål, så er der også sager som rygeforbud på offentlige arbejdspladser, institutioner og i det offentlige rum, samt følgende lille lækkerbidsken fra Justitsministeriet (‘Ændring af færdselsloven for Grønland’):

“Den gældende færdselslov for Grønland svarer i vidt omfang til den færdselslovgivning, der var gældende i Danmark indtil 1991. Lovforslaget har til formål at gennemføre en række af de ændringer, der er foretaget i den danske færdselslovgivning siden 1991. Det drejer sig bl.a. om nedsættelse af promillegrænsen, forbud mod at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen, ændring af alderskravet for førere af snescootere, indførelse af nye regler for anvendelse af sikkerhedssele og styrthjelm, krav om anvendelse af kørelys samt nye regler om bøde og konfiskation”

Nå, vil det nu sige at de arme inuitter ikke længere må drøne berusede rundt på snescooteren, mens de taler i mobiltelefon? Det er den slags jeg kalder diskrimination og udtryk for den hvide mands neo-koloniserings tankegang!

Læs selv alle regeringens forslag på Statsministeriets hjemmeside.

Everything is average nowadays

Sidste efterår havde jeg den blandede fornøjelse at følge et udbud omkring FN. Ikke fordi det var dårligt – tværtimod. Udbuddet var spændende og lærerigt, men hvis man havde en lille neo-realist i maven, så fik man rigeligt med skyts til at bekræfte sin skepsis overfor internationale organisationer.

I perioden op til (og efter) den amerikanske invasion af Irak, lød det ofte som et kritikpunkt i både den danske og internationale debat, at koalitionen ikke havde mandat fra Sikkerhedsrådet til anvendelse af magt. Ud fra denne optik var invasionen dermed et brud på folkeretten og invasionen ‘ulovlig’. Nu er jeg heldigvis ikke jurist, men jeg har dog forstået så meget, at folkeret har væsentligt mere med politik end med jura at gøre. Og at fremstille resolutioner fra FN’s sikkerhedsråd som hellige, legitimerende og kilde til hvad der er rigtigt, er enten et udtryk for naivitet eller vildledning. Tag f.eks. et kig på hvem de permanente medlemmer af Rådet er. Sammensætningen er i bund og grund er udtryk for de nedfrosne magtkonstellationer efter anden verdenskrig: USA, UK, Frankrig, Rusland og Kina. Disse fem har vetoret og i praksis spiller de ti roterende medlemmer – heriblandt Danmark – ikke den store rolle. Er det fair? Hvor er Indien henne? Hele Afrika? Måske et lille latinamerikansk bidrag? Og fortæl mig lige igen hvordan Rusland (der mishandler sin egen befolkning. Tjetjenien, anyone?), Kina (som bekendt en af de fremmeste foretalere for menneskerettigheder!) og Frankrig (falleret gammel kolonimagt) kan være kilden til hvordan det internationale system skal køres? Grundet egeninteresser kan man ikke engang tage de åbenlyst rigtige beslutninger. Sanktioner mod Sudan for at beskytte civilbefolkningen i Darfur mod folkemord? Næh nej, Kina skal ikke nyde noget af at have sin olieleverance truet. Udover Sikkerhedsrådet, så læg dertil snakkeklubben par excellence, Generalforsamlingen, en bureakratisk, tung, korrupt (Hvem sagde ‘Olie for mad’ skandalen?) og inefficient administration samt en lang række mislykkedes reformbestræbelser. Ikke engang det som FN rent faktisk er rigtig gode til, fredsbevarende og humanitære missioner, går det godt med: Ingen rige lande har lyst til at sende deres soldater ud, så derfor er det uerfarende tropper fra Burkina Faso og Nepal der opretholder ordenen i f.eks. Congo.

Så jo, det går rigtig godt for FN i disse år, hvor identitets- og legitimitets kriserne hober sig op. Problemstillingerne er ikke nye og der er gjort forsøg på at løse dem. Generalsekretær Kofi Annan forsøgte op til sidste års topmøde at få vedtaget tankerne fra sit oplæg ‘In Larger Freedom’ og tankerne fra den såkaldte ‘Højpanel-rapport’. Begge faldt ganske brat til jorden og i år er der ikke de store reformer på vej. Derimod spekuleres der kraftigt i hvem der skal afløse Annan når hans periode udløber med udgangen af 2006. BBC har en ganske interessant gennemgang af kandidaterne på deres hjemmeside.

Og dermed er vi fremme til det egentlige spørgsmål i dagens lettere fabulerende og mavesure indlæg: Hvem bliver FN’s næste generalsekretær? Nu er det jo ikke nemt at spå, men jeg håber på at det bliver enten Vaira Vīķe-Freiberga eller Ban Ki-Moon. Sidstnævnte skulle være den aktuelle favorit.

Update! Det tyder mere og mere på Ban Ki-Moon.

PS. Nå, pyha, Anders Fogh er åbenbart ikke helt enig med Claus Hjort omkring Venstres og DF’s såkaldte værdifællesskab. Vil det sige at jeg ikke engang kan kalde mig selv for velfærds-fascist alligevel? Livet er fyldt med skuffelser.

PPS. Og så til det mere useriøse: Skæbnen ville at det blev en tjekke, Taťána Kuchařová, der vandt Miss World 2006. Jeg vil dog mene at det kan diskuteres hvor kjøn hun er. Bedøm selv her.