We Are Scientists

Nå, nå, nå! Så blev du afsløret, hva’? Ifølge en britisk undersøgelse bruger mænd i gennemsnit et halvt år af deres liv på tjekke kvinder ud, mens de dydige kvinder til sammenligning kun kaster lumre blikke i ca. én måned. Derudover hævdes det at mænds primære fokus er på bryster, rumpe og ben (i nævnte rækkefølge), mens kvinderne først ser efter øjnene, siden efter bagdelen. Nuvel, der bliver i sandhed bedrevet megen relevant og vigtig forskning rundt omkring i verden, og for os med store, dumme, troskyldige koøjne, så er undersøgelsens resultater sikkert gode nyheder. Eller noget. Hvor blev de seks måneder af mit liv dog af? Og nu vi taler om lødig videnskab, så har fysikprofessor Costas Efthimiou ved University of Central Florida konstrueret et matematisk argument for hvorfor eksistensen af vampyrer er en matematisk umulighed. Jeg er sikkert ikke i stand til at forstå alle mellemregningerne, men pyyyha, nu er jeg da lidt mindre bange end før.

PS. Ja, kan jo ikke løbe fra at jeg er og bliver en nørd, så derfor kan jeg more mig usigeligt meget over følgende artikel om ‘The 50 Worst Video Game Names of All Time’. Hvad siger I f.eks. til velovervejede titler som Frogger: Helmet Chaos, Princess Tomato in Salad Kingdom, Awesome Possum Kicks Dr. Machino’s Butt! eller måske No One Can Stop Mr. Domino? Awww, nu savner jeg Japan IGEN!

Degrees of seperation

Så skal der svælges i søndagens primære overspringshandling inden jeg for alvor kaster mig ud i specialeskrivningens utallige glæder. Min lørdag gik med at sige pænt goddag til forældre+storesøster i Kastrup, da de klokken alt for tidligt om morgenen landede med flyet fra Washington DC. De var trætte, men glade, selvom det vist var et mindre chok at ankomme til et dybfryserkoldt Danmark efter at have ferieret i 25 grader i Florida. Om aftenen var jeg så til tak-for-flyttehjælp komsammen hos Stine med rigelige mængder hygge, fornøjelige samtaler, delikat hapse-mad. Desværre undlod hun at opføre sin eklektiske dans iført folkedragt, hvilket vi var et par stykker der var ganske skuffede over.

Nu vi taler om USA, så er der snart ‘Midterm Elections’ derovre. Berlingske Tidende kører for tiden et tema om emnet, hvilket kan være ganske underholdende læsning en kaffeslubrende søndag formiddag. Bliver spændende at se hvor mange bank Republikanerne får ovenpå deres smålumre skandaler, storkorrupte opførsel og den generelle utilfredshed med Irak krigen og økonomien. Min egen lille lommeanalyse siger dog, at man i Danmark har en tendens til at overse, at det ikke kun er nationale emner som tæller i amerikanske valg. Netop fordi USA er en forbundsstat, så tæller ‘lokale’ delstats emner og problemstillinger ofte mere for vælgerne end de føderale politikker. Så lur mig, om de ikke meget omtalte fantasier om demokratisk flertal i både Senatet og Huset er ønsketænkning.

På det føderale niveau er der dog i disse dage vældige spekulationer omkring præsidentvalget i 2008. Republikanernes mest sandsynlige kandidat i skrivende stund er Arizonas senator John McCain (som selv europæere burde kunne lide), mens der er en del mere spænding omkring hvem Demokraterne stiller op med. Hillary Clinton har vel været den mest omtalte hidtil, men de senere dage har Illinois’ senator Barack Obama skabt spænding om tingene. Han har netop udgivet en ny bog, The Audacity of Hope, og igennem en række interviews ladet vide, at han måske alligevel kan finde på at stille op som præsidentkandidat. En optræden i Oprah (og man må IKKE undervurdere hvad en optræden i det program betyder!) gav indtryk af en usædvanlig ærlig politiker, med et enormt cross-over potentiale. Hillary Clinton er en spreder, mens Obama er en samler. Læg dertil at manden qua sin baggrund (kenyansk mor) har en stor appeal til div. minoriteter, og man kan så småt forstå hvorfor de demokratiske græsrødder er entutiastiske. Det bliver spændende at se om han stiller op, for så er der lagt op til nogle drabelige afstemninger ved primærvalgene. Jeg ved ihvertfald godt hvem af de to jeg holder med.

På musikfronten har jeg atter investeret i et par nye plader til samlingen, om end der delvist er tale om gamle kendinge. Første nytilkommer er den tidligere omtalte Pet Shop Boys live-cd Concrete. Den er som live-cd’er er flest: Mest for fans og ganske hyggelig, men den kommer sandsynligvis til at samle støv på alteret (a.k.a. min cd-reol) om et par uger. Er dog visse underholdende momenter undervejs: Rufus Wainwright og Robbie Williams synger med på henholdsvis ‘Casanova in hell’ og ‘Jealousy’. Endelig foretog jeg et spontankøb efter at have lyttet til den i butikken: We Are Scientists’ With Love and Squalor. Kendte godt WES som et ganske hypet band på diverse musikblogs, men blev overrasket hvor godt albummet rent faktisk er. Det har selvsagt præget denne uges mest-spillede-på-iPod liste:

* We Are Scientists – Nobody move, nobody get hurt (måske årets bedste sang!)

* Say Hi To Your Mom – They write books about this sort of thing

* Interpol – Evil

* Ben Folds – Bruised

(Ok, ved nærmere eftertanke, så hører jeg lidt for mange sange af bitre, hvide mænd for tiden. Hvis der er nogle der har forslag til mere livsbekræftende musik jeg bør opdage, så er jeg lutter øren)

Stand up an be counted!

I St James’s Park i London udspillede sig i går et grusomt skue. Mens børnefamilie, motionister og andre uskyldige så til, benyttede en ondsindet pelikan sig af lejligheden til på nederdrægtig og brutal vis at hapse en due i sit gab – og sluge den levende! Dog ikke før efter 20 minutters kamp, hvor den arme due forsøgte at slippe fri fra pelikanes dødsfælde af et næb. Til sidst måtte den bravt kæmpende martyr give fortabt. Et chokeret vidne sagde ifølge BBC: “It was kicking and flapping the whole way down“. Jeg ved det er et stærkt billede, men det er nødvendigt for at åbne jeres øjne for den fare som pelikaner udgør.

Ovenstående hidtil usete massakre bør få konsekvenser. Det står nu med al tydelighed klart, at pelikaner ikke er venligsindede, samt at de konstituerer en trussel mod menneskeheden på niveau med terror, byldepest og Joan Ørting. Det må undre at FN’s Sikkerhedsråd endnu ikke har sat udåden på sin dagsorden. Nogle må imidlertid sige fra overfor den stigende pelikantrussel. Vi kan ikke leve med at man end ikke kan bevæge sig uden for en dør, uden at være akut truet af bidske pelikaner.

Vi har derfor taget initiativ til en ny forening: ‘Anti-Pelikan Fronten’, der vil arbejde på at forbyde pelikaner. Vores første og primære mål er at få fjernet pelikanen Pelle fra Rasmus Klump bøgerne. Denne revisionistiske børnebogsserie tegner et løgnagtigt propagandabillede af pelikaner som rare, venlige og kække dyr, der altid liiiiiiige har hvad man har brug for i deres endog yderst rummelige næb. Dette forvrængede billede er generationer af danske børn blevet indoktrinerede af – og nu må det ganske enkelt høre op!

Støt vores kamp! Forbyd pelikanerne! Skriv under på vores underskriftshjemmeside.

The way things used to be

De siger man kun skal grifle såfremt man har noget at fortælle. I så fald er jeg i fuld gang med at bryde reglerne, for ud over at have forkælet mig selv med et par køkkenvagter, et specialeseminar, en heftig diskussion med Henriette om forholdet mellem teori og metode, samt en enkelt løbetur, så har jeg intet begavet foretaget mig. Det skal dog ikke afholde mig fra som sædvanligt at brokke mig , thi den dag hvor jeg kan få lov at skrive politiske analyser og notater, uden hver gang at skulle nedfælde alenlange beretninger omkring mit videnskabsteoretiske udgangspunkt og uden at lave tunge og yderst kedsommelige teoriafsnit, bliver jeg en lykkelig lille reje. Det værste ved at skrive et samfundsvidenskabeligt (nogle vil sige semi-humanistisk) speciale, er den her tåbelige ‘nu-leger-vi-at-vi-er-forskere’ tradition, man åbenbart synes er relevant at plage de studerende med på instituttet. Det handler tilsyneladende ikke så meget om hvorvidt man finder ud af noget interessant, næh nej, det er meget mere relevant hvorvidt man nu har ‘operationaliseret teorien’ (sic). Det er da klart at folk havner i en sagnomspundne ‘specialesump’, når man fra studiets side insisterer på at gøre tingene så verdensfjerne som muligt. Vranten? Mig? Ja, meget!

PS. Jeg vil nødig svælge for meget i spot og spe – og det er selvfølgelig nemt at sparke på dem der allerede ligger ned, men…AaB vandt 2-1 over Brøndby, og ja, det er ganske behageligt med håneretten overfor begge arvefjende hold.

Nothing’s going to change your mind

Våde bukser er godt. Suppleret af gennemblødte sko, er det endnu bedre. Kronen på værket er at kaffemaskinen på arbejdet er i udu. Er der noget at sige til at jeg føler mig bortdømt, samspilsramt og forfulgt? Efteråret er stærkt overvurderet efter min mening. Kan vi aflyse det til næste år?

Har just drøftet efteruddannelse med min chef, og det lader til, at jeg har solgt min sjæl til djævelen. Ihvertfald overvejer jeg kraftigt at lade arbejdsgiveren betale for kurset i ‘Konkurrence- og Markedsføringsret’Jura i foråret. Der er nok en enkelt eller to der vil mene, at jeg altid har haft en vis svaghed for jura (ok, rettelse: et notorisk blødt punkt for nogle af stud.jur’erne), men at jeg måske skal følge fag derinde, kommer nu lidt bag på mig selv. Imidlertid synes jeg jo at konkurrencepolitik er et spændende, men samtidig et ganske teknisk, område. Hvis jeg gerne vil arbejde med det i fremtiden, så er det nok en god idé at have mere end blot overfladisk scient.pol viden.

Den kommende uge er nogenlunde stille. Ud over et par køkkenvagter og gruppemøder, så er der de sædvanlige sysler med speciale og arbejde på programmet. Fredag aften er der Indienight på Stengade 30, men har endnu ikke fundet nogle naive sjæle at slæbe med. Ligegyldigt hvad, så skal jeg til Stines tak-fordi-du-gad-hjælpe-med-at-slæbe-mine-Karnov-bøger-komsammen på lørdag. Hun har lovet at optræde i sit nyanskaffede folkedanserkostume, så det kan kun blive godt. Derudover skal vi høre Peter Andre og hans ægteviv Jordans skønne nye duet ‘A whole wide world’ hele natten. Det er vel overflødigt at sige at jeg glæder mig usigeligt?

Praktisk taget alt hvad du kan lide

Ah, hvad er mere passende end at starte denne grå søndag med en lille quiz for de mere kompetetive elementer blandt læserne? Nuvel, hvor mange mennesker møder man på en løbe/vraltetur rundt om Københavns søer en oktober søndag morgen mellem 8 og 9? Nogle kvalificerede bud? Vil ikke holde jer hen i urimelig spænding om svaret, så jeg kan oplyse, at udover horderne af bidsk-udseende løstgående hunde (allerhelst af gadekryds typen), syv-otte andre selvpineriske motionister, samt de obligatoriske drukmåse der ligger og skutter sig på bænkene (samt griner højlydt af mine maleriske løbetights), så møder man absolut INGEN.

Jeg kan ikke – selv ikke hvis man trykker mig hårdt på maven – finde på nogle rationelle grunde til at jeg var ude at lufte skankerne rundt om søerne i dag, men kunne ikke sove længere, og så kan man vel sådan set ligeså godt få en lækker råkold og klam start på dagen. I skrivende stund sidder jeg så frisk og frejdig i min søsters lejlighed (der skal jo vandes blomster mens hun er i USA), hvor jeg tilmed har slæbt en masse faglige tekster med. Håbet er at få læst og skrevet mere end i går, der blev et studie ud i hvordan man spilder sin dag med at lave absolut ingenting. I baggrunden pipper P3, mens kaffemaskinen sprutter, så rammerne er ihvertfald til at jeg kan være flittig, end en dopet Carl Lewis kunne løbe.

Og hvad sker der så ellers ude i den store verden i dag? Jo, mig bekendt så triller mine forældre og søster i skrivende stund rundt omkring New Orleans for tiden (at dømme ud fra sms’erne fra min mor, så har de det aldeles glimrende). Rent fodboldmæssigt byder dagen vist på et par halvstore kampe: Det spanske arvefjendeopgør Real Madrid-Barcelona og De Klassieker fra Holland mellem Feyenoord og Ajax Amsterdam. Ingen af kampene har min store bevågenhed, selvom jeg antager at visse andre er ganske optagede af især den spanske kamp.

Derudover er det jo blevet efterår, bladene falder og det regnede let på ovennævnte løbetur her til morgen. Givetvis smitter det altsammen af på denne uges musikalske indslag på iPod’en.

* Damien Rice – Volcano
* Elliott Smith – Needle in the Hay
* Bebel Gilberto & Arto Lindsay – Obrigado
* Ben Folds – Protection
* The Diggs – It’s just like you say
* DJ Krush: Shinjiro (Harsh mix)
* Howie Beck – Sometimes (Acoustic Session)

Please, please, please let me get what I want

Nogle gange er jeg ikke alt for kvik. Opdagede f.eks. først i dag, at min yndlings sangerinde Aimee Mann (ok, måske hun deler førstepladsen med Tracey Thorn fra Everything But The Girl) udgiver et nyt album, One More Drifter in the Snow, på tirsdag. Desværre er det tilsyneladende et såkaldt ‘julealbum’, hvilket som regel ikke lover godt. Netop julemusik og udsigten til igen i år at skulle høre Absolute Christmas for gang nummer 10 milliard til samtlige julefrokoster, er med til at fremme visse suicidale tendenser hos undertegnede. Anyway så plejer Mann at have kant og tæft nok til ikke at blive alt for retro-kitschet, så måske min bekymring er unødvendig. Normalt er det mig der er musikimperialisten over dem alle – jeg ved som bekendt intet bedre end at tvinge andre til at elske det musik jeg tvangsfodrer dem med – men i Manns tilfælde gik det faktisk den anden vej rundt. Det var Stine der oprindeligt introducerde mig til filmen Magnolia og dens dertilhørende soundtrack, skrevet og fremført af Mann. Filmen er i dag nok min all-time favorit, og sangen Wise Up den jeg helst lytter til på en regnvejrssøndag. Mann er i alt sin enkelthed uofficiel verdensmester i at skrive melankolske sange, og mon ikke også hendes nye album bliver en succes i min lille verden? Af andre musikalske nyheder man kan glæde sig til er det nye album, Born in the UK, fra Badly Drawn Boy. Han er en af de bedste britiske sangskrivere, samt normalt garant for skæv popmusik. Desværre er det ikke lykkedes mig at finde nye mp3’er fra hverken Mann eller BDB, så I må nøjes med nogle lidt ældre sange og så tage mit ord for at det er to kunstnere der fortjener at blive udforsket nærmere.

It’s just like you said

Blog-bølgen er tilsyneladende for alvor ved at indtage det lille kollegium. Ud over Louise, Frej og Rasmus, fik jeg i går linket til den tidligere alumne Klaus’ blog ‘Negerland‘, omhandlende hans praktikophold ved den Danske Ambassade i Ghana. Det er ganske amuserende læsning, især hvis man som undertegnede altid har haft et vist blødt punkt for det vestafrikanske land. Og hvis man ikke kan få Afrika nok, så grifler en anden beboer på orlov, Lars, også på sin blog fra et ophold ved University of Stellenbosch i Sydafrika. Med andre ord er der tilsyneladende en vis tendens til at man starter med at skrive under et udlandsophold. Det samme var jo tilfældet med undertegnede i Prag, men jeg er så tragisk nok fortsat med at udgyde mine trivialiteter. Nuvel, man skal jo pleje sin ekshibitionisme, men efterhånden har min blog vel udviklet sig til dagbog/forum for spydige kommentarer/lange rablerier om tjekkisk fodbold/links til mere eller mindre sær musik, og det var egentlig ikke meningen! Ikke fordi der var en plan fra starten af, men overvejer at skrive lidt mere stringent omkring enkelte emner og derved gøre indholdet mindre se-hvad-jeg-har-lavet-idag agtig. Omvendt så er jeg vist ikke bitter nok til at kommentere de aktuelle politiske udviklinger og der er mange ting jeg ikke har nogen som helst mening om (savnede I kommentarer omkring balladen vedr. de kommunale budgetter? Det er nok fordi jeg grundlæggende er ligeglad!). Så alt taler for at jeg kører videre på nuværende ad hoc basis, om I så kan lide det eller ej.

Ellers brugte jeg det meste af eftermiddagen og aftenen i går hos Stine. Vi bedrev lidt ‘burde-skrive-speciale-men-det-ER-sjovere-at-hygge-og-se-trashy-tv’, og jeg blev vældigt forkælet med lækker mad, samt de liflige toner af Peter Andre. Så kan man vist næppe bede om mere. Da jeg kom hjem var der kage i køkkenet, så alt i alt blev dagen måske ikke helt så faglig som oprindeligt planlagt. Imidlertid kan jeg på de blanke sider i min kalender konstatere, at jeg i denne weekend ikke har nogen legitim undskyldning for ikke at få skrevet en masse. Men lad os nu se….planer har det jo med at køre af sporet.

Learn to sleep through misery

Sidder på arbejdet, men kan ikke rigtig koncentrere mig – er i et ualmindeligt bistert, muggent og olmt humør. Satser dog stærkt på at blive en glad lille solstråle senere, thi Folkedanseren har inviteret på middag i aften. Inden da står den på overvejelser omkring globaliseringens betydning for den danske fødevaresektor, min chef skal holde et oplæg om emnet på ICAO‘s seminar i Manchester i november. Egentlig et ganske interessant emne, det er nemlig ikke en ubetinget entydig affære. Skal endelig også et smut i SATS og være vranten sammen med ro-maskinen.

I den meget omtalte ‘blogosfære’, så beretter min medkollegianer Frej om sin forkærlighed for Det Eletriske Barometer. Jeg må jo nok tilstå at det er par år siden at jeg lyttede til programmet – det er ligesom ikke det samme efter at Tine Bryld holdt op med at give gode råd til de forvirrede teenagere. Et kort blik på denne uges liste viser dog, at den danske indie-ungdom lever og har det godt, så måske man burde lytte lidt oftere end tilfældet er. Må foriøvrigt give Frej ret i at We are From Barcelona videoen er urimeligt morsom. Apropos musik, så har Pitchfork et interview med Pete Townshend (sangskriver, guitarist og sanger i 60’erne og start 70’ernes største band, The Who). Han er stadig forfriskende megaloman og namedropper endda The Streets (sic).

Update! Jeg har fået en rettelse! Louise gør opmærksom på, at Tine Bryld skam stadig giver gode råd! Herfra skal der lyde en tak – og en pinlig rødmen.

PS. BT kører den personlige (og ganske underholdende) sviner-linie i dag: Den konservative politiker Henriette Kjær skylder 13 mio. væk – og har udgifter på 44.000 kr til sine lån hver måned. På samme vis når niveauet i dansk politik nye svimlende højder i artiklen omkring Statsministerens kones håndtaske. Inspireret af Sverige er jagten på sleaze tilsyneladende gået ind…

PPS. Det er i sandhed en sort, sort dag: Nik og Jay flytter fra hinanden.

You’ve got me acting like some 50’s housewife

Havde en pudsig samtale med Rie da hun var på besøg mandag aften. I øjeblikket skriver hun jo sin PhD på RUC og bor på et værelse hos en familie i Roskilde, så jeg forsøgte at lokke hende væk fra provinsbyen og ind til København. Hvortil hun kigger lidt skævt på mig og siger: “Jeg boede i Osaka. I det samlede Osaka-Kobe-Kyoto (‘Keihansin’) område bor der 19 mio. mennesker. Når jeg handlede ind, så gjorde jeg det som regel i Kobe, fordi butikkerne er bedre end i Osaka. Hvis jeg ville have storby, så var jeg blevet hjemme“. Hun sagde det ikke for at være spydig, men blot som en konstatering. Og sådan kan man så lære, at ikke alle har drengen-fra-Nordjyllands maniske behov for at bo i Københavns indre by 🙂

Var hyggeligt at have hende på besøg. Næste gang jeg spiser med pinde, så vil jeg ikke skamme mig hvis det ser lidt kluntet ud, for jeg skulle hilse at sige, at det heller ikke er nemt for japanere at spise med kniv og gaffel! Tilsyneladende er det især kniven, som er det store problem – den er et meget eksotisk redskab – og Rie oplever at få ondt i hånden af at bruge den. Vi fik også snakket en masse om Pizzicato Five, Everything But The Girl, ‘Kure Kure Takora’, samt hvornår og hvordan man kan bruge ordet ‘haps!’. Også interessant at opleve hvordan Danmark opleves af en person fra en fuldstændigt anderledes kulturkreds.

Ellers har det været et par stille dage med arbejde mandag, speciale i går og i dag burde jeg så læse et par timer inden jeg drøner til et kursus i Power Point med arbejdet. Tror jeg er ved at udvikle en mindre blog-skriveblokering, da det efter at have læst nogle af de senere indlæg er gået op for mig, at jeg stort set intet interessant har at berette! Måske man skulle få sig en hobby. Gå til tibetansk kurvefletning. Ja, det må være en løsning.