There’s always someone cooler than you

Så blev det lørdag og jeg er cyklet ind til specialepladsen for at være flittig. Har aftalt et større gruppemøde med Henriette ovenpå vores vejledning, så lidt læsning er ganske nødvendigt. I længden kan jeg vist heller ikke forsvare at rive hver eneste weekend ud af kalenderen til druk og andet smuds. Til sidstnævnte kategori kan vel ellers regnes min søsters let forsinkede (kun 10 mdr.) indflytterfest i går aftes. Det var hyggeligt, fik snakket en del med hendes gamle gymnasiekammerat Steen og Jane, en anden ældre personage fra de gyldne stunder på Nordjysk Handelskollegium. Fik også hilst på Rie der viste os rundt i Kyōto, hun er i Danmark det kommende års tid for at færdiggøre sin Ph.D omkring modalverberne i det danske sprog (sic!). Det kan til stadighed forundre mig at der sidder mennesker i udlandet og studerer et så suspekt og obskurt sprog som dansk. Hatten af for det.

Ellers så står weekenden på mere festivitas, Jens – endnu en Aalborg bekendt – holder fødselsdagsfest. Der skulle gerne komme the usual suspects (+ et par stykker mere), så det ser jeg da bestemt frem til. Søndagen byder på lege-flyttemand for Tina og det efterfølgende gruppemøde, så alt i alt burde jeg få nok at se til.

You are the generation that bought more shoes and you get what you deserve

Der er rift om mig! Mig, mig, mig! Ja, eller det er ihvertfald det de allesammen siger: Arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, Ugebrevet Mandag Morgen har just udgivet et temanummer, ‘Talentkampen 2006’, om emnet og Statsministeren vil sende akademikere ud med aviser – og hvor stiller det så en (forhåbentlig) snarligt færdig stud.scient.pol?

Tidligere ville jeg gerne til udlandet og tage en master. Har altid haft en drøm om at læse Europæiske Studier ved LSE, prøve at opnå en MA ved Fletcher School eller at studere ved John F. Kennedy School of Government. Jeg har stadig masser af udlængsel, men omvendt er det gået op for mig, at jeg egentlig ikke synes det er så sørens interessant at være studerende. Hvis jeg skal ud, så skal det derfor enten være gennem udstationering eller også skal jeg først få erfaring gennem et arbejde i et par år. Så derfor er jeg gået i tænkeboksen. Er egentlig ganske glad for at være hvor jeg er, men omvendt kunne jeg godt tænke mig at arbejde med lidt andre sektorer end jordbrug og fødevarer. Var derfor en tur på den såkaldt SICEF messe i Øksnehallerne. Messen er nok mere rettet mod studerende fra CBS, ihvertfald var de repræsenterede virksomheder vist mere interesserede i cand.merc’er end i scient.pol’er. Men ok, jeg er – i lighed med Berlingske Nyhedsmagasin – efterhånden nået til den erkendelse, at hvis jeg havde ville tjene mange penge i det private, så var Statskundskab nok et dårligt studievalg. Var alligevel ganske spændende at snuse rundt derude, meget kan man sige om Finansministeriet, men de var nu ganske gode til at sælge sig selv.

Indenfor den lidt mere begrænsede tidshorisont er der imidlertid stadig et speciale der skal tænkes på. Vi var til det første møde med vores vejleder Lotte Jensen i dag, og det var en glimrende oplevelse. Mødet varede to timer og vi fik masser af god og konstruktiv kritik. Der er bestemt masser at arbejde med stadigvæk, men det er nu meget rart at høre at man er på rette vej.

Bortset fra det er de seneste dage gået med det sædvanlige: Arbejde og speciale. Har desuden fornøjet mig med at lave regnskab over SU og hvor meget jeg må tjene ved siden af. Det var mildest talt en trang oplevelse, da jeg vist er nødt til at melde SU fra i november, samt skære ned på arbejdstimerne. Hvordan det skal hænge sammen rent økonomisk ved jeg endnu ikke. Men hvis I er heldige kan jeg findes i færd med at optræde med falsetsang og lystig dans for penge på Strøget.

PS. Til slut endnu en lille musikanbefaling. The Changes har erobret mine højtalere de senere dage med deres urimeligt gode sange. Tag et lyt nedenfor og læs mere om gruppen her.

The Changes – Modern Love

The Changes – Sisters

The Changes – In the Dark

The Changes – House of Style

You don’t say what, but inside I know…

I takt med at jeg snart nærmer mig det skarpe hjørne den 1. december, må jeg indse, at jeg er ved at være gammel, slidt og affældig. Spillede hockey igår – hvilket var absurd hårdt – og havde også en løbeaftale med Mads kl. 7 i morges, så nu sidder jeg her på specialepladsen og har meget ondt af mig selv og min ømme dvaske krop.

Er ellers ved at smådrukne i materiale. Henriette har været så venlig at kopiere en masse tekster fra sidste semesters udbud om ‘Idé-begrebet i nyinstitutionel teori’, og problemet er, at alle teksterne virker så sørens relevante, at jeg nok næppe kan undslå mig for at læse dem. Derudover var jeg et smut forbi Instituttets bibliotek for at finde nogle andre bøger, så der er rigeligt at tage sig til i de kommende dage.

PS. Savner du en kæreste? Hungrer du efter kjærlighed? Er det for trist at se ‘De unge mødre’ helt alene? Gnaver ensomheden ubønhørligt i din sarte sjæl? Det kan jeg godt forstå, fordi så længe du er single, så er du nemlig intet mindre end dødsdømt på det danske ejerboligmarked. BRFkredit har til stor overaskelse opdaget noget helt, helt nyt: At det er nemmere og billigere at låne penge hvis man er et par; ja, faktisk benyttes det charmerende udtryk ‘stordriftsfordele’ omkring det at være to til at købe en bolig. De såkaldte ‘nyheder’ bliver bedre og bedre…

Someone still loves you, Boris Jeltsin

Suk, når musikgrupper går i opløsning anvender de nogle gange den tyndslidte floskel om ‘kreative uoverenstemmelser’ som begrundelse. Nuvel, efter at have været på en klassisk besøg-fra-Jylland-strøgtur sammen med min mor og søster kan jeg konstatere, at kreative uoverenstemmelser tydeligvis også gør sig gældende når det gælder tøj-shopping. Vi kunne ihvertfald langt fra blive enige om hvilken trøje man skal købe som fremadstormende ung mand. Det gik hverken værre eller bedre end at vi endte med at bide af hinanden, så det var i sandhed en vellykket lørdag formiddag.

Bortset fra det, så har jeg de seneste dage investeret i ikke færre end to nye cd’er. Den første er det nye Lambchop album Damaged (Gaffa anmeldelse her) og den næste er en gammel yndling: The Embassy: Tacking. Lambchop er en af de grupper som musikjournalister elsker at elske, og som flere af mine yndlingskunstnere plejer at namedroppe i tide og utide. Så da jeg så deres nye album i går spontankøbte jeg det. Ved ikke rigtig hvad jeg synes. Det er ret stille og jeg har svært ved at putte det i en rar og fast bås rent genremæssigt. Måske den skal have nogle flere gennemlytninger. Ihvetfald er det god læsemusik. The Embassy, derimod, har jeg elsket lige siden jeg hørte deres fabelagtige It pays to belong for efterhånden et halvt år siden. De er som Pet Shop Boys med svensk accent, minder i stil om Nordstrøm – og derfor er det vist overflødigt at nævne at jeg forguder dem.

Idag er også dagen hvor Kejserinde Dagmar indleder sin genbegravelse i Skt. Petersborg (Udenrigsministeriet har minsandten lavet en temahjemmeside omkring affæren). I den anledning har jeg selvsagt valgt at ‘Rusland’ skal være mit tema til aftenens gangcrawl. Bevæbnet med den amuserende statistik om at russiske mænd i gennemsnit bliver hele 52,8 år gamle (tallet skyldes primært drukrelaterede sygdomme, vold og slige herligheder), serverer jeg vodka, syltede agurker (uundværligt til russiske drukgilder) og russisk slik – altsammen købt i den svært tilrøgede russiske butik lige vest for Rådhuspladsen. Og så skal der ellers skåles for at Dagmar kommer hjem til gode, gamle og trygge Россия. Hvis man vil have en lidt skæv vinkel på landet, så kan det anbefales at bladre Vice Magazines ‘Russian Issue’ igennem. Det er yderst underholdende og ganske foruroligende. Synes du at det er pudsigt hvordan rige russere altid er enormt vulgære i deres smag? Det er der måske en forklaring på:

“False modesty and affected self-loathing are not good strategies to win over people of any strata in Russia. You don’t want to be the type who says “shucks,” even in coded irony. In the West, false modesty, proving that you can laugh at yourself, and self-loathing are all just strategies intended to show how strong, cool, and self-aware you are. It’s one of those coded social lies that come naturally to us, but which are exposed for what they are in a culture as direct and fearless as Russia’s. Only a loser would tell people that he’s a loser. If you hate yourself, then why the fuck should anyone else waste their time on you?”

Så husk at pakke selvironien væk næste gang du fraterniserer med en russer….!

PS. Ifølge Claus Hjorth Frederiksen (nu officielt min hade-politiker hos Venstre), så deler Venstre og Dansk Folkeparti en ‘række central værdier’. Det bliver mere og mere klart at der er brug for et alternativ, for jeg hører tydeligvis snart ikke hjemme hos Danmarks såkaldte ‘liberale parti’ længere.

PPS. Som de fleste nok har bemærket, så holdt Venezuelas præsident Hugo Chavez noget af en brandtale ved FN’s Generalforsamling i denne uge (talen i fuld længde kan læses her). Det er en lækker omgang. Bemærk f.eks. hvordan Noam Chomsky fremhæves som manden der har gennemskuet hvordan tingene virkelig hænger sammen. Og måske allerbedst er hans kritik af at George W. Bush går som John Wayne. Ubetaleligt! Og så siger de at international politik er kedeligt!

Replace the war

Så nåede jeg tilbage fra barndomshjemmet og sidder nu på arbejdet, hvor jeg (indtil videre forgæves) leder efter dagsordenen til det kommende EU Rådsmøde omkring Transport, Telekommunikation og Energi. Som nævnt fik jeg ar på sjælen da min iPod for nylig gik i sig selv, men intet er så skidt at det ikke er godt for noget; så blev jeg jo tvunget til at opdage ny musik.

En ganske finurlig gruppe jeg har lyttet en del til er The Blow. Vil ikke skrive en længere roman om hvem de er (bl.a. fordi jeg ikke har orket at finde ud af det!), men blot poste et par links til et par af deres sange. Det er ganske skæv indiepop, hvilket som bekendt er nok til at gøre en flottenhejmer som mig helt kulret. Som det sig hører og bør, så har gruppens medlemmer også deres egne blogs, forsangerens hedder ‘The Touch Me Feeling’ (ypperligt navn!) og er tilpas arty-farty til at hun sandsynligvis får den lavet af studerende fra den lokale designskole i Portland, Oregon.

The Blow – Parantheses

The Blow – Pile of Gold

The Blow – Hey Boy

The Blow – Come on Petunia

Af andet musikalsk guf kan nævnes min passion for Casettes Won’t Listen (MySpace side her). Han er en tilsyneladende meget aktiv musiker og remixer, som har en lyd der kan få mig til at spinde som en veltilfreds pungrotte. Nedenfor er et par af hans remix.

Asobi Seksu – Strawberries (Casettes Won’t Listen Remix)

The Diggs – Everyone is starting over (Casettes Won’t Listen Remix)

Morcheeba – Everyone Loves a Loser (Casettes Won’t Listen Remix)

Dr. Octagon – Aliens (Casette’s Won’t Listen Remix)

Og en enkelt af hans egne sange:

Casettes Won’t Listen – Cutting Balloons

Slutteligt et par sange fra endnu en gruppe med et pragtfuldt navn: Say Hi To Your Mom. De spiller ret catchy indie pop/rock, som er godt at cykle på arbejde til. Eller fra arbejde for den sags skyld. Det siger sig selv, at jeg er aldeles pjattet med visse af titlerne på deres sange.

Say Hi To Your Mom – Sad, but endearingly so

Say Hi To Your Mom – Not as goth as they say we are

Say Hi To Your Mom – Angels and Darlas

Og dermed takker musikimperialisten af for denne gang….!

Pieces of the people we love

Ak ja, hvor nemt ville det ikke være at synge Depeche Mode nu (You stumble in my footsteps….lalalalalalala…try walking in my shoes)? Sidste dag her i hjemstavnsbyen inden jeg vender næsen hjemad i aften. Har været nogle ganske fagligt givende dage, hvor jeg har fået læst og skrevet en del – og i øjeblikket summer mit hoved konsekvent af alt for mange teoretiske overvejelser (ER Advocacy Coalition Framework kompatibelt med den historiske institutionalisme? Så svar dog!). I aften flyver jeg så til København sammen med min mor, der skal til en astmakonference på Rigshospitalet. Hun bliver indtil søndag, så den står atter på familiekomsammen, kun afbrudt lørdag aften af gangcrawl på kollegiet. Vi må se om jeg kommer ud af den affære med en ikke-alkoholskadet lever. Søndag ligger jeg givetvis brak og skal ellers et smut ud at sige ‘hej-hej-hej’ til Sine.

Lige om snart skal jeg en tur ind til byen for at kigge. Min gamle musikpusher i Stereo Studio skal selvfølgelig have et visit, og ellers er jeg på jagt efter en trøje nu hvor vinteren inden længe lægger sin kolde og klamme hånd over os…

Hjemme ved verdens ende

En kort lille hilsen fra Nordens Venedig (øh, ja, eller noget. Det stod i en turistbrochure jeg læste engang), hvor der ikke er så meget nyt. Bruger mestedelen af min tid på at granske bøgerne, snakke med mine forældres hund (den er så god til at varme ens fodende), hjælpe min far med at blande cement (sic) og ellers være familiesocial – jvf. billedet fra et par dage siden. Søndag var jeg endvidere på Aalborg Stadion for at se den ulyksagelige kamp mellem AaB og OB. Her vandt de forbistrede fynboer 1-0 efter en miserabel AaB indsats, så det kan jeg stadig gå at skumle over. På positiv siden vandt de borgerlige som bekendt valget i Sverige, hvilket vakte udelt tilfredshed hos undertegnede – især fordi den kommende statsminister har en umiskendelig lighed med Alfons Åbergs far.

Med andre ord har jeg det godt og returnerer frisk og afslappet hjem til København torsdag aften. Denne gang bliver det gudsketakoglov med fly. På vejen herover i toget kunne jeg kun få plads i familievognen, og jeg røber vist ingen hemmeligheder ved at afsløre, at jeg var ganske få milimeter fra at gennetæve dampbarnet Victoria (eller som hendes mor hele tiden – virkningsløst – sagde: ‘Hold så OP, VicTOria!”) der sad overfor mig hele vejen til Århus. Hvor trist at det ikke er alle der har søde familiemedlemmer som Ingrid at læse pixi-bøger med.

Vejen går og går

En sidste hilsen fra mig inden jeg tager nordpå. Ved noget nær den meste hjerteknusende begivenhed i årevis, valgte iTunes ved geninstalleringen at slette hele indholdet på min iPod igår. Tre måneders samling af sær indie og electronica, puslet og nusset om – væk, væk, VÆK! Så i skrivende stund er jeg i fuld gang med at finde lidt ny musik til at kunne underholde mig på togturen. Forude venter et par forhåbentlig faglige og hyggelige dage. Bis dann!

Nine million bicycles in Beijing

Min agtværdige kollega Anne Grete slubrer. Højlydt. Især når hun drikker grøn te. Og gerne med en efterfølgende bemærkning om at jeg drikker alt for meget kaffe – et synspunkt jeg i og for sig ikke er uenig i – når jeg sidder på arbejdet. Vi kom derefter til at diskutere det evigt aktuelle emne om, hvorfor man gennemsnitligt lever så meget længere i visse asiatiske lande end man gør herhjemme. Hvis man spørger koreanerne, så skyldes det helt klart ginseng-rodens ualmindeligt helende kraft, ja, ginseng er faktisk godt mod praktisk talt samtlige dårligdomme man kan opstøve. Så er der jo kineserne, japanerne og deres meget elskede førnævnte grønne te. Suppleret med en sund kost, anderledes rygevaner osv. medfører det åbenbart, at japanske mænd og kvinder, ifølge WHO, kan forvente at blive henholdsvis 79 og 86 år gamle, mens de tilsvarende tal for danskere er 75 og 80 år.

Hvilket naturligvis leder hen til mit egentlig mål med dagens indlæg: Japanske mad og i særdeleshed Okonomiyaki. Okonomiyaki ( = ‘som du selv vil have det’) kan vel bedst beskrives som en slags pandekage, hvori man kan iblande alt muligt. Vi fik dem på en restaurant på Miyajima sidste år (to gange, faktisk!), og de er stadigvæk mit bedste madminde fra Japan. Tilsyneladende er det en lokal ret fra Hiroshima området, og jeg kom til at tænke på dem efter maddiskussionen her til formiddag. For de smagte urimeligt godt og tanken gjorde mig ganske forfærdeligt sulten, hvilket den mere verdslige personalerestaurants buffet ikke helt har kunne gøre noget ved – måske fordi sulten er iblandet en længsel mod at komme afsted igen.

I øjeblikket sidder jeg på arbejdet og forsøger at sætte mig ind i en sag om misbrug af dominerende stilling fra 2002, hvor der sker domfældelse i Østre Landsret i næste uge. Det er meget jurapræget, men det hører sig vel også til engang imellem. Plenum igår aftes var præcis så langt og kedsommeligt som den slags møder nu er, men det er nu meget rart at være fri for diverse forpligtelser. I aften står den på middag med den afgående Styrelse på kollegiet og så drager jeg vestpå lørdag. Dermed også sagt, at de kommende dages opdateringer kan gå hen og blive en smule sporadiske, men fortvivl ej – jeg vender frygteligt tilbage før end I ved det.

PS. Nu vi er i Asien, så havde BBC i går en ganske pudsig artikel omkring navneproblemer i Kina. F.eks. er der 3.937 personer alene i Shanghai der hedder ‘Chen Jie’, hvilket skaber ganske store problemer i telefonbøgerne, for postvæsenet og administrationen i almindelighed. På samme måde er der 900.000(sic!) beboere i byen der har ‘Zhang’ til efternavn og over 1.5 mio. i Beijing der hedder ‘Wang’.

Uncomfortably numb

Endnu en specialedag på kontoret, jeg er ved at besvime af kedsomhed over at læse metodebøger, det er omtrent ligeså spændende som at give sig selv rituelle små-lussinger. Ah! Så er det straks lidt sjovere at finde diverse tidsskriftartikler. Tag nu f.eks. denne herlige sag fra Samfundsøkonomen. Sexet, ikke sandt? Læskende er også artiklen ‘Hvad kan vi bruge Marx til i dag’ af Hans Aage fra RUC. Tankevækkende at vi stadig har den slags gravballemænd vandrende rundt i det danske universitetssystem.

Nu vi taler om mosefund, så er der Plenum på det traditionsrige kollegium i aften. Det sidste halve år har jeg siddet i den såkaldte Styrelse (måske ville det være mere dækkende med navnet ‘Udvalget-for-folk-der-er-dumme-nok-til-at-lave-det-arbejde-alle-de-andre-freeridere-ikke-gider’) på så magtfulde poster som Kommunikationsmester og – siden 1. juli – Kabysmester. Imidlertid synes jeg ikke rigtigt at engagementet er til en periode mere, så stiller ikke op til genvalg. Det fritager mig dog ikke fra min yndlingsdisciplin: Aflægning af beretning. Det kan kun blive morsomt. Eller noget.