Sad, but endearingly so

Ah, man bliver så urimeligt frisk af en løbetur kl. 7 om morgenen. Østerbros mest dekadente mand, Mads, er hjemvendt fra halvanden måneds ferie, så vi har genopfrisket vores løberutine. Eller dvs. tilsyneladende har en måned med balkanmad og en efterfølgende drukbefængt tur til Irland sat sit præg, ihvertfald er han blevet en skygge af sit tidligere løbevæsen. Men vi skal nok få sat skik på ham, skal vi! Ikke om jeg forstår hvordan vores ærværdige statsminister kan få sig selv slæbt op til 10 km hver morgen. Han må jo være syg, syg, SYG! Efter løbeturen spillede vi en rask gang pool, hvor jeg til ingens overraskelse fik prygl. Ellers så står dagen på læsning og et styrelsesmøde i aften. Vi skal diskutere det kommende ølarrangement den 26. august, så det skal nok gå hen og blive dramatisk….

Mandag aften var foriøvrigt jeg inde at Thank you for smoking, hvilket var en sand fornøjelse. Den rummer en sand fontæne af seje replikker og scener, så hvis man er i humøret til en sund omgang satire, så kan den varmt anbefales. Desuden spiller Rob Lowe – den ubetinget mest talentfulde b-film skuespiller nogensinde – med, og så kan jeg umuligt ikke boble af lykke indvendigt. Stobbe er også vild med filmen, hvilket jeg udmærket godt kan forstå.

Ud og hjem igen

Blogs er i vælten for tiden. Således kunne bl.a. DR meddele, at ‘weblogs er blevet højrefløjens medie’. Udover at dette naturligvis er en grov forsimpling – der er meget stor forskel på libertarianerne hos Punditokraterne og den islamofobe tone på Uriasposten – så køber jeg ikke rigtig argumentationen for hvorfor ‘venstrefløjen’ (hvem er det foriøvrigt?) skulle være længere bagefter: At det primært er de højreorienterede og liberale kræfter, der benytter sig af weblogs, kan skyldes, at venstrefløjen har sværere ved at vænne sig til de nye medier” og “Grunden til, at de mest populære danske weblogs alle er borgerlige og liberale, mener Trine-Maria Kristensen skyldes, at der er flere maskinstormere på venstrefløjen, så de har sværere ved at vænne sig til den nye teknik“. Øh, nå? Og hvorfor skulle det så være tilfældet? Og hvad i alverden er en maskinstormer? Det må være det mest 1970’er agtige udtryk jeg har hørt i årevis.

Det er dog ikke kun den skumle danske højrefløj der er hoppe med på bølgen. Også den evigt charmerende iranske præsident Ahmadinejad har tilsyneladende fået sin egen blog. Måske er den ikke så udbygget endnu, men man kan læse så fascinerende ting som hans livshistorie (drama! drama!) og deltage i en afstemning om hvorvidt meningen med Israels Libanon aktion er at starte en ny verdenskrig. Herligt, herligt! Der hersker dog en vis usikkerhed om hvorvidt bloggen er ægte eller blot en parodi. For en uddybning, besøg altid informative Boing Boing.

PS. I den anden ende af verden har Japans premierminister Koizumi igen besøgt Yasukuni templet. For den uendelig beretning om hvorfor man mildt sagt ikke er begejstre for det i bl.a. Kina og Korea, læs mere her.

Everything you like, I liked five years ago

Jeg fik knust mine illusioner i går. Var til udsøgt middag hos Stine og det endte hverken værre eller bedre end at vi endte med at sumpe til ‘Fire bryllupper og en begravelse‘ (det er jo også kun gang nummer 37 mia. at TV3 sender den). Nuvel, det er stadig en ganske underholdende kjærlighedsfilm, om end jeg bliver mere og mere muggen for hver gang jeg ser den. Den kvindelige hovedperson, spillet af den svært irriterende Andie MacDowell, udnytter nemlig i himmelråbende grad den stakkels Charles, spillet af mit store hår-idol Hugh Grant. Midt i en af de mere dramatiske sekvenser rusker Stine i min arm og nærmest småbrøler: ‘Vil du så snart indse det? Det var fedt at have stort Hugh Grant hår i 1994! Men det er slut, slut, SLUT nu! Bliv så klippet!!!’. Kan det undre, at jeg efter dette omsorgssvigt var i nedtrykt sindstilstand resten af aftenen?

Spøg til side, det var en hyggelig aften og afslutningen på en såkaldt læsedag, hvor jeg dog mest af alt fik drukket kaffe og hyggesnakket med folk rundt omkring. I dag har heller ikke været videre efficient, men satser da på at få nået lidt inden jeg skal ud at drikke mig i hegnet til kandidatfesten hos Mikkel.

PS. Jeg er stødt på en ny spændende musikblog: Yellow Stereo. De specialiserer tilsyneladende i indiepop og electronica, så hvis nærværende læsere føler trang til at udvide deres musikrepertoire, så er det et glimrende sted at starte.

Black star

Afrika kan nu være et lidt deprimerende sted. Således vil jeg gerne henlede opmærksomheden på (endnu) en af de glemte konflikter på kontinentet. I det nordlige Uganda har der i efterhånden mange år hærget en grum, grum borgerkrig, hvor den såkaldte ‘Lord’s Resistance Army’ (ja, det hedder de faktisk) har kæmpet mod regeringen og den noget autokratiske præisent Yoweri Museveni. Konflikten er uforståelig ond. Måske er Uganda ikke just et mønsterdemokrati, men LRA – der eftersigende skulle lade sig lede af Bibelens ti bud – benytter sig af alt lige fra børnesoldater til mord og lemlæstelser. De gode nyheder er, at LRA har indvilliget i fredsforhandlinger (selvom deres motiver er noget uklare) og det er netop en beretning fra disse som motiverede mig til at skrive dagens lille indlæg. Det er ikke rar læsning og man kan nærmest sige sig selv, at når det af alle lande er Sudan (var der nogen der nævnte Darfur?) der er de ansvarlige fredsforhandlere, så ved man ligesom at der er tale om en usædvanlig beskidt affære. Alt skal dog ikke være tristhed i dag. Herren på billedet er Francis Obikwelu, nykåret europamester i 100 m løb ved EM i Göteborg. Normalt går jeg ikke særskilt meget op i atletik, men lige netop 100 m løb er jo kongen over alle sportsgrene – det må selv sportshaderen fra Amager erkende. Obikwelu er desuden lidt af en helt. Han blev nummer to ved OL i Athen i 2004 og er historien om den übertalentfulde stræber fra Nigeria, der som 16 årig tog til Portugal for at – bogstaveligt talt – løbe sin chance. Hatten af for ham og tillykke.

The lies you tell yourself to get by

Det er tankevækkende, at jeg efter fem års studier stadig ikke er i stand til at have en effektiv læsedag – selv når jeg med sirlig håndskrift har nedfældet i kalenderen at jeg skal have en sådan. Kan dog ikke nægte at mine overspringshandlinger var mere end fornøjelige end de plejer, tog ind at spise frokost i byen sammen med Nina. Strøget minder efterhånden til en forveksling om et gedemarked i det sydlige Indien, så mange tuskhandlere og gøglere underholder de måbende flokke af japanske og italienske turister. Ellers kan jeg sådan set godt forstå hvis turister synes godt om København sådan en sommerdag, egentlig er der jo ganske hyggeligt hvis man forvilder sig i ned af nogle af sidegaderne.

Til de øvrige 80’er indievrag derude, så beretter Gaffa på deres hjemmeside at Johnny Marr – guitaristen og den ene af drivkræfterne i mit all-time yndlings band The Smiths – nu er blevet medlem af Modest Mouse. Umiddelbart en nyhed der udløser ganske tilfredse brummelyde fra denne kant, især fordi jeg rigtig godt kunne lide deres forrige album Good news for people who love bad news. Og så slipper vi forhåbentlig for flere blege albums med trange Oasis kloner fra hans side.

Nuvel, teksterne læser jo ikke sig selv – og Grønnegård Christensen bliver så ked af det når jeg svigter ham – så må hellere kaste et blik mere i hans alenlange skrivelser…

I am not myself these days

Har I nogensinde fået det der afskyelige ‘beskriv dig selv med tre ord’ spørgsmål? Nuvel, jeg har tænkt over hvad jeg ville svare og er kommet frem til, at det der lige netop mig unik, speciel og enestående er følgende ord: ‘Efter‘, ‘druktur‘ og ‘rengøringsvanvid‘. For den er sikker som amen i kirken: Send mig ud at ryste rumpe i byen, og dagen efter er jeg med statsgaranti at finde i færd med at skure gulve. Hermed også sagt at dele af min søndag er gået med at rydde ud i jordhulen og vaske tøj, så samvittigheden nu er en kende bedre. Baggrunden for min huslige indsats var en tur på Rust i går sammen med Kia, hendes veninde Søs og Frederik. Det var ganske spas, især da Kia stødte på ekskæresten Jonas. Sjældent har jeg set nogen se så hadefuld ud i ansigtet på SÅ kort tid. Vi fik danset og drukket, så alt i alt var det som det skulle være.

Ellers er Stine lige taget afsted, vi var en tur på picnic i Fælledparken. Selvom jeg bor ret tæt på den er det egentlig foruroligende få gange jeg har været der. Der er et leben uden lige, med alt lige fra cricketspillere til cubanske rytmer. Vejret er jo stadig helt fantastisk, så det var en god tur. Og jeg har fået udvidet madhorisonten også, jeg kan hermed bekræfte at kylling stegt i parmasan og hasselnød er yderst delikat!

PS. En af de allermest irriterende ting ved at være fra Aalborg er, at alle tror man elsker Niarn. Forstå det så: DET GØR JEG IKKE! Og jeg er træt, træt, TRÆT af altid at skulle nikke høfligt hver gang en eller anden åh-så-kæk personage udbryder ‘Nååååååårh, ja, dobbelt-A. Så er du sikkert helt vild med Niarn, hva’?’. Nej, jeg er ej! Manden er gammel Sonofon telefonpige! Og allerede dengang var han dum at høre på. Befri mig fra den afdankede og ligegyldige tåbe! Det her er første og eneste gang ever at jeg er tilbøjelig til at give Hanne-Vibeke Holst et anerkendende nik.

No way to stop curiosity

Ja, ok, jeg ved godt at det ikke er særlig maskulint, cool eller befordrende for mine bestræbelser på at blive verdenshersker at have en Peter Pedal plakat på bloggen, men hvad kan jeg sige? Et eller sted dybt inde bag mit følelseskolde panser af sarkastiske kommentarer og kynisme, så er der en glad lille dreng der synes Peter Pedal er urimeligt sej. Og hvis jeg selv havde børn, så ville jeg benytte førstkommende lejlighed til at tage ind at se filmen.

Vi havde et par af bøgerne derhjemme dengang jeg var lille, bl.a. den hvor Peter Pedal kommer på hospitalet, fordi han har slugt en brik i et puslespil. Faktisk vil jeg vove at påstå, at det er igennem Peter Pedal at jeg har lært, at læger altid er rare, de andre indlagte børn altid er søde, at sygeplejersker altid er nogle man skal være glade for og at der altid bliver arrangeret et cirkus for de syge børn. Hermed antydet, at Peter Pedal egenhændigt er ansvarlig for at jeg stadig tror på det gode i menneskeheden 😉

Det skader selvfølgelig heller ikke, at jeg har fået filmens titelsang Upside Down på hjernen. Det er lavet af Jack Johnson, en sing-and-songwriter der umiddelbart lyder vældig harmonisk. Har ikke kunne finde en offentlig tilgængelig version af den endnu, men skal nok vende tilbage.

Dance White Boy, Dance!

Ifølge Børsen, så sidder jeg i skrivende stund og skriger efter flere østarbejdere. Jeg ved ikke om det er de efterhånden lettere irritable kolleger der har ringet og informeret om mit råberi, men nu er det ihvertfald kommet ud til omverdenen. Ellers er det nu ikke fordi jeg ligefrem drukner i arbejde for tiden. Afdelingen er noget ferieramt, Folketinget ligger stadig dødt – ja altså bortset fra at min yndling Lotte Bundsgaard er tilbage fra en tur ude i det politiske ødeland – og troværdige kilder inde i folkeskolelærernes hadested nr. 1 har betroet mig, at der heller ikke just vælter med spændende lovgivning derinde for tiden. Så hvad kan jeg ellers berette her fra, øh, jetset livet i overhalingsbanen?

Jo, jeg skal minsandten til kandidatfest i aften. Det er hos specialemakkerens kæreste, som just i dag indleverer sit speciale med henblik på at opnå den sagnomspundne cand.scient.pol titel. Vi startede samtidig på studiet hin efteråret 2001, så det er da lidt bittersødt at konstatere, at nogle kan komme igennem det på normeret tid, mens visse andre fumler rundt og er forsinkede. Egentlig er jeg ikke topfræsj i aften, har sovet lidt dårligt de sidste par nætter, men bliver nu meget hyggeligt at hilse på de gamle holdkammerater igen. Er for sjældent at jeg ser dem, men det er nu nok mest min egen fejl – er ikke så god til at holde kontakten ved lige.

Lørdagen burde ideelt set stå på læsning og hårdt terperi af policy proces teorier. Imidlertid skal jeg kigge på lidt rengøring og skal senere om aftenen har jeg en byturs aftale med Kia og nogle af de andre rødder fra kollegiet. Sandsynligheden taler derfor for, at jeg ender med at ligge brak som en strandet hval det meste af søndagen. Og i næste uge? Tjah, sommerferien er forbi, så burde vel sidde med næsen i bøgerne det meste af tiden, krydret med lidt arbejde og endnu en kandidatfest…

PS. Gæt hvem der ligner en bankelev i dag, nydelig som jeg er, iført min lyseblå skjorte. Woo-hoo!

One day, it will please us to remember even this

Som tidligere nævnt, udgav koncertaktuelle Sufjan Stevens albummet The Avalanche i juli. I dag fik jeg så endelig snøvlet mig sammen til at investere i denne samling ‘Outtakes and extras from the Illinois album’ (ville egentlig have købt den i Stuttgart, men lømlerne i Saturn tog ikke imod Visa…..verden ER af lave!). Sufjan er ikke for alle og enhver. Sangene kan være snørklede, hans stemme vil skræmme en del væk og endelig er hans brug af noget alternative instrumenter – bl.a. banjo(!) – ikke just hverdagskost. I mine forskruede ører er han imidlertid noget nær den mest melodiøse mand der kan støves op i disse år, og jeg har nydt hans tidligere albums Michigan, Illinois og Seven Swans i fulde drag. Det samme kan jeg sige om The Avalanche, selvom den nok mest er for fans. Det er rigtig, rigtig godt, også selvom det i bund og grund er en samling b-sider og kasserede numre. Dog ingen roser uden tårne. Den autoritative hjemmeside for alternativ musik, Pitchfork, skriver i deres anmeldelse, at man med denne udgivelse har nået ‘mætningspunktet for Sufjan Stevens’ lyd’. Et kritikpunkt jeg kun kan tilslutte mig. Ser dog allerede frem til hans næste cd, bliver spændende at høre hvilken retning han bevæger sig i.

* Sufjan Stevens – Pittsfield

* Sufjan Stevens – Holland

It’s hard to argue when you won’t stop making sense

Jeg kom i vanlig letsindighed til at love et musikindlæg forleden dag. Nedenfor følger derfor en række af de sange jeg lytter en del til for tiden. De er som sædvanligt kun fremme i en begrænset periode og for en god ordens skyld skal jeg huske at minde om, at hvis I kan lide nogle af sangene – så drøn ned i jeres lokale pladeforretning og invester i de relevante kunstnere. Okidoki?

Yeah Yeah Yeahs – Phenomena
(Katka har talt om denne sang i månedsvis, men jeg hørte den først rigtigt forleden. Den er måske lidt larmende og skramlende, men har en helt fantastisk energi – og så er den urimeligt god at cykle til)

Streets (w. The Futureheads) – Fit but you know it
(Min yndlingssang for tiden, originalen var god, men nu er den blevet helt fantastisk. Burde være fast obligatorisk pensum til Indienight. “See, I reckon you’re about an eight or an nine/maybe even nine and a half in four beers time….yeah, yeah, like I said: You ARE really fit, but MY GOSH, don’t you just know it?!”)

Sufjan Stevens – Opie’s funeral song
(Månedens melankolske sang)

Snow Patrol – Hands Open
(Ganske catchy indie. Hands Open er bedre kendt som ‘Sufjan Stevens namedropping sangen’, bemærk ca. 01:40 inde i sangen)

Soulwax – E talking
(Jeg er ikke engang sikker på at jeg kan lide denne. Alligevel hører jeg den en del)

Lily Allen – Smile
(Ja! Jeg ved godt at det er ækel, klam og fæl popmusik/hvid-middelklasse-pige-opdager-poppede-reggae-rytmer, men det pianobeat i baggrunden er altså helt fabelagtigt!)

James Figurine – Pretend that it’s a race and I am on you side
(Electronica, som er godt at lytte til før man skal i seng)