Konfucius strikes back

Dengang jeg gik i gymnasiet var jeg overbevist om at jeg skulle læse historie, det var ihvertfald det fag jeg syntes jeg var mest interessant dengang. Sidenhen fandt jeg jo så ud af, at jeg dels ikke havde den store trang til at blive gymnasielærer, dels at de elementer af historien jeg syntes var rigtig spændende – politiske forhold – ikke helt kunne oppebære, at jeg samtidig blev nødt til at læse støve bøger om forholdene mellem fæstebønder og herremænd. Så det endte med at blive statskundskab, om end jeg i dag ikke er sikker på at jeg har den store lyst til at sidde i den offentlige forvaltning. Og det kunne nu være rart at man vidst præcis hvad man skal efter studiet er forbi (en tandlæge og en sygeplejerske ved ligesom hvad de skal lave, det er lidt mere tricky med mit føle-røre agtige avislæserstudium).

Men ovenstående indledning om historie var nu ikke tænkt som indledningen til endnu en klagesang fra min side. Derimod kan min historisk interesse og fascination af mærkværdige politiske systemer ses som en forklaring på, at jeg i går aftes surfede lidt på rejseberetninger fra det mærkeligste land af dem alle: Nordkorea. En del af det pudsige ved at besøge Seoul sidste år var bevidstheden om at der små 150 km nord for byen ligger verdens sidste tilbageværende stalinistiske diktatur. Landet er notorisk svært at komme til at besøge og det er tilsyneladende ikke ligefrem hvad man kunne kalde for ‘hyggeferie’ at være turist der. Udover de sædvanlige beretninger om den mærkværdige personkult i landet (den afdøde præsident Kim Il Sung er ‘Den store leder’, mens sønnike Kim Jong Il er ‘Den kære leder’), livet i et isoleret diktatur og den massive indoktrinering befolkningen udsættes for, så stødte jeg på følgende sekvens fra 1stopKorea.com‘s beretning om besøget ved Myohyang-san bjerget i den såkaldte Demokratiske Folkerepublik:

“During our wait I also witnessed one of the odder spectacles of the whole trip – a group of Korean-Japanese high school students visiting the shrine on a separate tour. Without getting too long-winded, there are large numbers of Korean-Japanese, descendants of those taken to Japan when Korea was a Japanese colony (1910-1945), who still believe the North Korean regime is the rightful ruler of the peninsula. One of the largest North Korean hard currency sources is donations from these ‘overseas compatriots’ in Japan. Chances are, if you’ve ever played pachinko in Japan (since most pachinko parlors are owned by these Korean-Japanese) a part of what you paid was donated to North Korea.

The students we saw were part of a North Korea affiliated high school in Japan. While we talked and took pictures they took turns breaking into smaller groups to sing songs eulogizing the two Kims, North Korea, Juche, etc. The singing and, apparently very real, fervor were unbelievable. Even Mr. Baek was giving them some odd looks as they continued their emotional, non-stop singing. To grow up in a place as modern and open as Japan yet still subscribe to this ideology and regime . . . wow. The memory of those earnest young faces fervently singing away is one of the strongest of the whole trip.”

Jeg ved ikke helt hvorfor beretningen kom bag på mig. Egentlig vidste jeg jo godt at der er en betydelig koreansk minoritet i Japan, ifølge Wikipedia er der op mod 615.000 koreanere i Japan, de såkaldte ‘Zainichi‘. Uden at skulle komme ind på problemstillingerne omkring hvorfor der er så mange koreanere i Japan (længere affære med det kejserlige Japans adfærd fra 1910) eller forholdene for minoriteter i et så etnisk homogent og konfuciansk tænkende samfund som det japanske, så kan det konstateres at den koreanske diaspora er delt op i de nordkoreansk sindede (ca. 35 pct., organiseret i Chongryon) og de sydkoreansk orientede (de resterende 65 pct., organiseret i Mindan). Ikke overraskende er især Chongryon udsat for en del kritik og kontroverser. Bl.a. driver de det såkaldte ‘Korean Central News Agency from the DPRK’, det foretrukne sted på nettet hvis man leder efter tragikomiske pressemeddelelser (jeg nævner i flæng: “Mass Rallies Held in Cities and Counties to Denounce U.S. Imperialism” og “Kim Il Sung Praised as Greatest Man in S. Korea“). Mere låddent er dog det faktum, hvilket ovenstående rejseberetning også nævner, at Chongryon sidder på en stor del af Pachinko sektoren i Japan. Enhver der har besøgt Japan har med garanti oplevet de endeløse spillehaller, hvor storrygende japanere spiller på yderst højlydte maskiner. Det er ikke småpenge vi taler om. Economist skriver i denne uge:

“Pachinko remains one of Japan’s favourite pastimes, even though pachinko parlours are considered rather seedy, the number of players has fallen by nearly half (from 29m to 18m) in the past decade and the industry operates in a legal grey area. According to the National Police Agency, which oversees the industry, the Japanese collectively spend some ¥30 trillion ($260 billion) a year playing pachinko and its upstart cousin, pachislot—roughly equal to spending on health care. Borrowing money to play pachislot is thought to account for almost half of consumer debt.”

Ud over at medvirke til at holde Nordkorea kørende rent økonomisk, så står Chongryon også for driften af omkring 60 koreanske skoler i Japan. Det kan måske forklare hvorfor der står zainichi gymnasielever og synger sange til Den Store Leders ære. For en almindelig dum vesterlænding som undertegnede kan den slags måske være vanskeligt at forstå, men samtidig er det enormt fascinerende hvordan man i visse dele af Asien tænke meget mere i grupper frem for individer, samt de helt utrolige hierarkier de er i stand til at bygge op.

Jeg kan kun anbefale at man et øjeblik lægger de sædvanlige vestlige briller fra sig og i stedet sætter sig ind i hvilke mekanismer der holder andre samfundsopbygninger kørende. Kun på den måde kan man forstå hvorfor Nordkorea til stadighed tester raketter, hvorfor landene tænker som de gør, hvorfor Yasukuni til stadighed kan fremkalde skærmysler og hvorfor der ikke er clean cut løsninger på konflikterne derovre.

Et tjekkofilt fodbold indlæg

Så er den tjekkiske Gambrinus Liga startet igen, første spillerunde blev sat igang igår, hvor traditionsklubben Sparta Praha atter skuffede ved at spille uafgjort 0-0 mod de noget mere upåagtede SK Kladno. I en dansk kontekst er Kladno nok mest kendt for at være hjembyen for LEGO’s produktion i Tjekkiet, men derudover har byen et notorisk arbejderklasse image – det er en gammel mineby – så de er nok ikke helt kede af at have tildelt aristokraterne fra Sparta et lille dask.

Sparta er den mest succesfulde klub i tjekkisk fodbold, men havde en skidt sæson sidste år. Man endte på femtepladsen, hvilket selvsagt ikke var tilfredsstillende for en klub, der har vundet 8 ud af de sidste ti mesterskaber. Udover at være gået glip af europæisk fodbold i år, så var det mest ydmygende dog, at man endte under ærkerivaler fra Slavia Praha. De to klubber har et sundt og godt hadforhold til hinanden og de såkaldte ‘S’-derbyer går helt tilbage til slutningen af 1890’erne. Jeg havde selv fornøjelsen at opleve et af slagsen i april 2005 på Strahov Stadion, selve kampen endte 1-1 og var mærkeligt ikke-intens, til gengæld markede Spartas Ultras sig med at smide med sæder, tågelægge stadion med fyrværkeri og komme i hyggeslagsmål med politiet. Sparta har de seneste mange år haft håneretten i Prag, men noget kunne tyde på, at alting ikke er helt som det skal være i storklubben. Gårdagens lident overbevisende 0-0 kamp mod et i bedste fald middelmådigt Kladno hold vidner ihvertfald ikke om, at sidste sæsons trængsler er forbi – på trods af at man på transfersiden har forstærket sig med de hjemvendte sønner Tomáš Jun, Jiří Homola samt franskmanden (meget usædvanligt i tjekkisk fodbold!) Ludovic Sylvestre.

Men hvis ikke Sparta løber med det hele igen, hvem skal man så holde øje med? Mest oplagt er jo nok sidste sæsons nummer 1 og 2: Slovan Liberec og FK Mladá Boleslav. Klubberne vil nok være ukendte for de fleste danskere, men det vil være en stor fejl at undervurdere dem. Det kan det norske mesterhold Vålerenga nok skrive under på, efter at klubben fra Skoda byen Mladá Boleslav baskede dem 3-1 i Champions League kvalifikation i onsdags. Slovan har – noget overraskende – formået at holde fast på deres hold efter mesterskabet. Normalt plejer udenlandske klubber – eller Sparta – at hapse de gode spillere som de mindre ressourcestærke provinsklubber måtte have, men det er altså ikke sket denne gang. Det bliver spændende at se om Slovan kan holde stilen fra sidste sæson, eller om den evt. deltagelse i Champions League (hvilket bestemt ikke er givet på forhånd, da klubben skal møde Spartak Moskva i kvalifikationsrunden) vil køre dem trætte. Mladá Boleslav skal, hvis de går videre mod Vålerenga, møde Galatasaray. Næppe en decideret walk over, så alt i alt bliver det interessant at følge de tjekkiske holds færd.

Endelig er der outsiderne til titlen. Slavia Praha står svækkede efter at klubben har mistet nøglespillere som Karel Piták og Miroslav Holeňák. Indtil videre har man ikke fundet kvalificerede afløsere, så måske man håber at produkterne fra klubbens vidt berømmede ungdomsakademi kan slå til. De unge Michal Švec, Dušan Švento og den erfarende Stanislav Vlček har ihvertfald en del ansvar på deres skuldrer. Af de traditionelt stærke provins hold skal nævnes Baník Ostrava og FK Teplice, der bestemt også har en chance.

Meget afhænger dog af om Tjekkiets svar på FC København, dvs. Sparta, finder sig selv igen. Klubben er den suverænt rigeste af ligaens klubber og såfremt man genfinder harmonien, så er de min umiddelbare favorit til titlen. Ellers har jeg et godt øje til Slovan, så lur mig om det ikke bliver en dyst mellem Sparta og Slovan.

Man skal ellers en tur ned i anden division for at finde mine tjekkiske hjerteklubber. Bohemians Praha har haft nogle svære år med finansielle problemer, men er stærkt på vej tilbage. Klubben fra Praha bydelen Vršovice har kultstatus og er lige til at knuselske med deres kænguru i klublogoet. Også nedrykkerklubben Vysočina Jihlava har en særlig plads hos mig, så jeg satser stærkt på at de begge rykker op i år! Jeg vender selvsagt tilbage med regelmæssige opdateringer af den, hmmm, fascinerende udvikling i tjekkisk fodbold 😉

But it’s better if you do!

Jeg tilhører den sjældne gren af homo sapiens, der ganske enkelt ikke vil lære at sove ordentlig ud efter en bytur! Ligegyldigt hvor meget jeg har rystet rumpe, arbejdet på min skrumpelever og/eller været en lille abekat, så kan jeg ganske enkelt ikke sove længere end til kl. 9. Det er yderst frustrende, for jeg vralter rundt hele den næste dag uden at kunne foretage mig noget som helst fornuftigt. Eller jo, jeg læste Weekendavisen, var på biblioteket og på indkøb, men det er stort set også hvad jeg har svunget mig op til i dag. Baggrunden var en tur til Indienight på Stengade 30 fredag nat sammen med Stine og Ditte. Det var sjov og ballade, selvom det ikke blev så sent. Aftenens højdepunkt var Blondie: Atomic. Den er og bliver spitzenklasse!

Ovre i det nordjyske er Stobbe ensom, trist og alene. Endda i en sådan grad at han er begyndt at lytte til 2006’s version af Crazy Frog, nemlig den afskyelige og menneskerettighedskrænkende Botten Anna (begge er så vederstyggelige, at jeg nægter at linke til dem). Som den paternalist jeg jo i bund og grund er, så burde man naturligvis overveje at udstyre det fortabte lam med noget ordentlig musik, som han kan føre ham tilbage på dydens smalle sti. Nærværende læsere kan derfor regne med, at der en af de følgende dage dukker en musik posting op, så ryst endelig i bukserne. Til gengæld er der ikke meget ensomhed og tristhed hos en anden nordjyde. Et MSN-intermezzo tidligere på dagen afslørede, at den unge Kristian er på date-vognen! Af diskretionshensyn vil jeg ikke skrive mere, men blot opfordre til at der kommer en udførlig og dybdeborende rapport om hans forkærlighed for Wagamama – ahem! 😉

In twenty years, the only music that will offend parents will be show tunes

Min glorværdige medrejsende Frederik har lagt billeder ud på nettet fra vores tur til Prag tidligere på måneden, de kan skimmes her. Der er også anden ypperlig underholdning på siden, bl.a. denne lille video fra en restaurant, hvor der blev spillet Barbie Girl mens vi fortærede vores respektive retter. Jeg tager intet ansvar for de dansemoves der bliver udført, men lad mig blot advare alligevel: Kids, don’t try this at home!

Ellers blev det dagen hvor jeg tabte håret ved frisøren (ja, jubel I blot dernede på den billige langside!), er mildt sagt ikke helt tilfreds, ligner en mellemting mellem et bæltedyr og et pindsvin der er blevet kørt over. Min aften er hidtil gået med at rydde ud i mit tøjskab, nu mangler jeg så kun at finde en tøj genbrugscontainer. Såfremt nogle af nærværende læsere ved hvor sådan een befinder sig på Østerbro, så tager jeg hjertens gerne imod jeres velmente råd. I skrivende stund forsøger jeg at lokke mig selv til at tage op at træne – det mislykkedes selvfølgelig i går – men man er vel ikke en dovenkrop for ingenting.

PS. Ih, det bliver bedre og bedre med pseudo-sportsbegivenheden de kalder Tour De France. Jeg skal ikke nægte at jeg godter mig, faktisk er en evt. afsløring af Bjarne Riis’ dopingmisbrug det eneste cykelrelaterede der ville kunne få mig til at grine bredere end tilfældet er nu. Slipper vi nu for steroide vrag på cykel næste år, TV2?

Say I am you

Argh, hvad skal man gøre, hvis ens kollega insisterer på at titulere en Homann Zwei, blot fordi man engang i vanvare er kommet til at investere i en Mads Nørgaard trøje?

Hvorfor tuder jeg nu over det? Jo, mest fordi SF’s Morten Homann kandiderer kraftigt til titlen som Danmarks mest irriterende politiker. Udover at være evigt følsom, god ved dyr og belærende på den der irriterende jeg-blev-vækket-politisk-i-gymnasiet-og-var-altid-klar-på-en-debat-i-samfundsfagstimerne agtige måde, så er han stort set altid at finde i medierne iført casual stribede trøjer – jvf. billedet. Den slags er irriterende, da jeg selv har en vis svaghed for trøjer af det tilsnit. Så når Jonas – selv iført lyserød polo – kalder mig Homann Zwei, så berører han et ømt, ømt punkt. Eneste trøst i dag har været at læse hvordan Peter Kurrild-Klitgaard basker Homann Eins rundt i manegen ovre hos Punditokraterne.

Generelt er der få politikere der kan få mig op af stolen – kynisme og let overbærenhed med politikere er tilsyneladende en konsekvens af mit studie – og Homann giver da også kun milde udslag på mit care-o-meter. Uden at være ekspert i hverken globaliseringen, international handel eller WTO, så synes jeg dog at det er ganske interessant at dykke lidt ned i Doha-rundens tilsyneladende sammenbrud. Hvorfor er det interessant og eller vigtigt? Bl.a. fordi globale frihandelsaftaler vil gøre alle – såvel rige som fattige lande – mere velstående. For de forvirrede der gerne vil have en oversigt hvem der er hvem og hvad de er mugne over i forhandlingerne, tag et kig her. Det er ganske underholdende.

Ellers ville jeg gerne have en dyb og indsigtsfuld mening omkring hvad der foregår i Mellemøsten i øjeblikket, men i erkendelsen af at konflikterne er så komplekse, indlejrede i hinanden og at det hele er så uigennemsigtigt, så synes jeg det er vanskeligt. Lederen om konflikten i sidste uges Economist opsummerer vist min holdning vældig godt. I almindelighed synes jeg dog de danske mediers noget ensidige fokus på evakueringen af danske statsborgere – bl.a. vores allesammens Ahmad Akkari – og vinklingen af Israel som den store skurk er urimelig.
De glemmer vist at Hezbollah mildt sagt heller ikke er nogle rare fyre. Når det så er sagt, så er det naturligvis ikke rart at høre om de lidelser og tab som civilbefolkningen i Libanon udsættes for. Som sagt – det er en kompliceret konflikt, hvor ingen af parterne er entydigt gode eller onde!

PPS. Dagens essentielle link: ‘Lav din egen langbue’. Bemærk i øvrigt den spændende og relevante afstemning på siden.

PPPS. Ifølge The Sun skal Pet Shop Boys producere det kommende Robbie Williams album ‘1974’. Tabloidskrivelsens sandhedsværdi i almindelighed, så skal den nyhed nok tages med et gran salt.

Honestly, I love you *cough*

Godt hjemkommet fra ferie kan jeg konstatere:

– At man i tyske lufthavne laver opkald på tre sprog: Tysk, engelsk og tyrkisk.
– At Lazio på trods af mine tidligere jeriminader alligevel ikke rykker ned i serie B (det er jo ikke Italien for ingenting!).
– At AaB for første gang i noget nær et par istider har vundet sæsonens to første kampe.
– At selvom det måske er varmt i disse dage, så virker det afkølende at erindre på at der er vinter ni måneder om året i Danmark.
– At mine bønner er blevet hørt, thi David Hasselhoff skal lave en musical.
– At de drikker sig ihjel i Hviderusland.

Ellers er alt gået fint og planmæssigt, eneste forsinkelse på turen hjem kom – surprise! – da jeg skulle med toget hjem fra Kastrup. Det skyldtes intet mindre end spøgelsestog (sic!). Siden da har jeg været i Netto, ordnet gangrengøringen og sidder just nu og nedstirrer bunken af tøj der skal vaskes (note til mig selv: Nej, det virker ikke at skule ondt, tøjet skal stadig vaskes). Efter en uges dovenskab trænger jeg efterhånden til at få rørt min mås, så har en lidt diffus ambition om at komme i SATS og træne. Lad os nu se om det bliver til noget…

Resten af ugen står på arbejde og forhåbentlig en bytur på fredag – der er Indienight på Stengade 30. Sidenhen vanker det store onde speciale, regner med at studiesommerferien er færdig fra på mandag. Ak og ve.

Das haben wir uns verdiehnt!

Som Stobbe ganske rigtigt anfoerer, saa er indre by stadig udenbys i disse dage. Hans beretning om den drabelige Nik & Jay debat paa Heste-nettet.dk, fik dog et smil frem her paa den afsindigt varme og cosy internetcafé i Stuttgart (ved min ene siden sidder en etiopier og ringer hjem til Addis Abeba, ved den anden en amerikaner der konstant og hoejlydt ytrer mindre politiske korrekte skaeldsord).

I skrivende stund er jeg paa shoppingtur. Stuttgart er en tysk by lige efter mit forskruede hoved: Rar, fuld af gode butikker, rigeligt af gamle bygninger og med de obligatoriske Schiller og Goethe statuer stroeget rundt omkring med naensom haand. Som antydet er det varmt i dag og har vaeret det under hele ferien. Min tid er primaert gaaet med at dvaske, slappe af og kvaerne skoenlitteratur. Har laest den nyeste af Leif Davidsen (som saedvanligt foregaar den i Rusland, men det redder ikke bogen: Maaske elementaert spaendende, men forkrampet – og jeg krummer taeer naar han skildrer, hmmm, intime scener….det er forskraekkeligt ringe skrevet!) og Nick Hornby (Ok, men han kan stadig ikke finde ud af at skrive slutninger). Som det maaske anes, saa har jeg det godt og er i glimrende humoer, saa laeg blot trygt graedekludene vaek 😉

Naah, jo – I kan forresten godt indstille jer paa en ny tidsregning. 22. juli 2006, kl. 19.26 er at regne for aar 0. Da erhvervede jeg mig mit livs foerste jakkesaet! Bed for min usle sjael! 😀

Wir sehen uns wieder

Så vil jeg nok engang byde jer farvel, i morgen kl. alt-for-tidligt flyver jeg til Zürich for at mødes med mine forældre. Efter en ihærdig søgning efter kuk-ure og Grasshoppers‘ mytologiske (ihvertfald i min verden) stadion Hardturm kører vi nordpå mod Stuttgart og i særdeleshed tøjmekkaet Metzingen. Stedet er kendt for et stort antal outlet butikker og for at være hjemby for mit notoriske svage punkt Hugo Boss. Selv min yderst modebevidste kollega Anne Grete har været i byen adskillige gange, så det burde jo borge for en vis kvalitet (…eller noget). Alt i alt er der basis for en yderst bekvem og hyggelig tur, så hvis I ikke hører fra mig før onsdag i næste uge, så er det fordi jeg blive forkælet og nyder min ferie.

Hav det godt så længe!

Aye!

Just hjemkommet fra en tur i biografen med Jens, Kristian og Thomas. Vi så Pirates of the Caribbean: Dead man’s chest og det var yderst underholdende. Det er ganske enkelt den bedste sjov-og-ballade røverhistorie film jeg har set i lange tider – og den kan varmt anbefales. Det er ikke dyb, dyb kunst, men den trækker på alt hvad der hedder piratklichéer, hvilket virker hvis man har en lille fribytter i maven. Bagefter tog vi på Wagamama (jeg er stadig ikke overbevist om at det er SÅ godt som alle siger) og bortset fra de meget lidt diskrete hentydninger fra herskaberne om at jeg skal se at blive klippet (de har måske en pointe….), så var det en ganske hyggelig omgang.

Nu kunne det måske lyde som om at jeg har haft en aktiv dag? Men næh nej! Det mest dramatiske jeg har svunget mig op til er at vaske tøj og læse lidt i den ene af to Nick Hornby romaner jeg lånte på biblioteket i går. Indtil videre er ‘How to be good ikke overbevisende, måske mest pga. mine soleklare empatiske utilstrækkeligheder, jeg kan ikke helt engagere mig i hovedpersonen: En nogle-og-fyrre årig kvinde med ægteskabelige problemer. Vil dog læse frygtløst videre, hvem ved, måske man ligefrem kan blive klogere?

PS. Vil overlade de sidste vise ord til Jack Sparrow.

Spending warm summer days indoors

Jeg keder mig frygteligt. Er egentlig ikke fordi jeg mangler såkaldte fornuftige ting at tage mig til (der er et motionscenter der ikke er blevet passet i alt for mange dage, jeg kunne vel teknisk set også tage et kig på de hastigt voksende bunker af tekster til specialet og og og….), men når man nu brugte sin lørdag nat på at drikke for mange og for stærke hjemmeblandede cocktails, så er det alt andet lige begrænset hvor meget begavet man kan tage sig sammen til på en kogende varm søndag i juli. I stedet solbadede jeg alt i mens jeg kværnede Politiken og Economist i Classenshave, svedte som en lille flodhest i varmen, var på ekspedition med Christiane og Mikkel til Langelinie og Tuborg Havnen, så en ganske underholdende b-film, ‘Old School‘ hed den vist, lavede aftensmad, dvaskede lidt mere….og nu sidder jeg så her, med endnu en relativt uproduktiv dag i baggagen.

Udenfor går verden så videre: Stine er just i dag blevet moster til en velskabt dreng (stort tillykke herfra, men tal for Guds skyld din søster fra de navne…!!!), Israel og Hizbollah er i gang med at flå Libanon fra hinanden, mit største idol René Dif har vædret en båd og Rusland er på vej mod at blive lukket ind i WTO ved G8 mødet i Санкт-Петербург.

I den nære fremtid skal jeg sidde og kukkelure på arbejdet, forhåbentlig være lidt mere fysisk aktiv end tilfældet var i denne uge og torsdag morgen hopper jeg så på SAS SK601 til Zürich. Der mødes jeg med mine forældre og køre med dem nordpå i en lille uges tid, hvorefter jeg flyver hjem igen fra Stuttgart. Hvad gjorde menneskeheden egentlig før frequent-flyer programmer blev opfundet?

Så måske burde jeg ikke føle at jeg keder mig sådan. Men når nu det jeg egentlig allerhelst vil lave er at kysse rette vedkommende i en bil, hvad skal jeg så gøre?