Wir tanzen komplexiert

Det er ikke hver dag at man opdager, at ens kollega er helt tosset med tysk/fransk electronica. Exakt Neutral, cha cha cha! Af andre dejlige nyheder kan jeg notere mig, at AaB’s (nu noget falmede) angriber Simon Bræmer er begyndt at frekventere en healer. Nu er det som bekendt ikke mig der er professionel sportsmand, og alt respekt for den unge Simons sjæleliv, men jeg kan nu ikke dy mig for at citere en fellow-AaB fan her ved frokostbordet:

Vor herre bevares, Bræmer! Hold nu din kæft og tag din træning seriøst! Hvis du vil være glad igen kan du sætte Jimi og Rene i kasettebåndoptageren!

Og det er jo så sandt som det er sagt.

Awareness

Hurra! Svaret på mine bønner er endelig kommet! Nogle geniale mennesker hos MIT har opfundet ‘The device that tells you when you are boring or irritating’. JA! Intet mindre. Ganske vist er den opfundet til at afhjælpe autister med deres kontaktbesvær, men mon ikke der er andre (undertegnede, f.eks.) som kunne have brug for denne epokegørende opfindelse? Læs mere hos New Scientist.

Ellers har det været en arbejdsdag, plus jeg var et smut i SATS for at træne (i deres Scala afdeling – ewwwww!). Nu skulle min aften så gerne forløbe med lidt læsning, siden jeg har et læsegruppemøde i morgen at fornøje mig med.

Senere på aftenen skal Cecilie og jeg ind at se Syriana. Det glæder jeg mig selvfølgelig til, ikke mindst fordi det jo skulle være en god film, men også fordi det er et stykke tid siden jeg har været søskendesocial.

Fordi jeg er sådan en sørens flink fyr (og på opfordring fra Louise), så er her ugens (let fremrykkede) musikanbefalinger. Denne uges passion er Shortwave Set, en lækker svensk trio. Jeg ved ikke så meget om dem, men deres sange Is it any wonder? og Slingshot har spillet konstant i mit hovede det sidste døgns tid. Bemærk de ringlende piano-samples. Nam-nam.

Plads på midten

Helle Thorning er nu en amuserende politiker. Selv en så inkompetent borgerlig regering som den nuværende behøver intet frygte, når oppositionslederen frivilligt gør sig selv til genstand for spot og spe. Imidlertid er det ikke Fru Thorning jeg er ude efter i dag, men snarere Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup. Han udtaler til Jyllands Posten:

Alt, hvad Helle gør, er godt og rigtigt. Jeg er enig med hende, uanset hvad hun siger

Okeeeedokeee, Nick. Var du sarkastisk lige der? Eller er der en måde hvorpå man kan blive medlem af din sekt?

Nightblindness

Den gode Stobbe havde vist desværre ret i sin kommentar nedenfor – jeg lyder efterhånden mest af alt som en bitter gammel mugost. Er i almindelighed ikke alt for godt kørende for tiden (sover skidt, manglende koncentration mht. studier og job, inefficient læsning, føler mig lidt fortabt generelt), og det smitter vist af på mine udgydelser her på siden. Er nået frem til, at jeg vist trænger til ferie. Eller i hvert fald at komme væk fra hverdagens trummerum. Så hvis jeg kan få fri fra arbejdet, så tager jeg på forældrebesøg i en uges tid fra på lørdag. Noget siger mig, at jeg også godt kunne trænge til at få socialiseret lidt med dem, især den Gamles helbred taget i betragtning. Så hvis I støder på en stresset udseende personage med et hav af bøger og et livstræt ansigtsudtryk i toget nordpå, så ved I hvem det er. Husk at sige hej. Så bliver jeg så glad.

Jeg kan dog med nogen tilfredshed konstatere, at jeg ikke længere er venneløs på MySpace. Jeg er blevet uopfordret ansøgt om venskab af en japaner (som antager at samtlige danskere er helt besatte af Mew), det danske elektropop band Nordstrøm (ingen anelse om hvordan de støvede mig op, men de laver ok musik, hør sangen Berlin her), en mærkværdig koreaner (som jeg slet ikke aner hvad hun vil mig) og endelig har jeg selvfølgelig selv søgt om at blive venner med moi Caprice (det manglede da bare).

Bortset fra det, så er de sidste dage gået med arbejde/læsning (de to ting flyder ret meget sammen rent emnemæssigt for tiden), timer, at spille hockey (= de mest be-vablede fødder sydøst for Atlas bjergene) og lytte til musik.

Bitter morning

Herligt, herligt! En gammel favorit her på siden, Yulia Tymoshenko, ser ud til at blive ny premierminister i Ukraine (for mere om den efterhånden noget desillusionererende situation i ukrainsk politik se her og her).
Eller rettere: Faktisk er det slet ikke spor herligt, tværtimod er det ikke ligefrem en udvikling der vidner om, at den Orange Revolution lever og har det godt. Det er dybt, dybt tragisk, at grundlæggende europæiske lande som Ukraine og Hviderusland stadig er fanget i dysfunktionelle samfundsstrukturer, en korrupt politisk kultur, armod og russisk sikkerhedspolitik. Russere kan ikke lide demokratiske forandringer i de lande de betragter som deres interessesfære, så tilsyneladende udgør videresalg af billig russisk olie op mod en tredjedel af det hviderussiske BNP og Putin er altid en stand-up guy ligegyldigt hvad Lukaschenka (seriøst, læst den biografi om ham. Den er urimeligt morsom) finder på af repressive tiltag. Hurra-hurra for planøkonomiens mange velsignelser! Det eneste positive der er at sige er, at Tjekkiet igen er en flok hædersmænd.

Andre triste nyheder: Jaroslava Moserová døde i weekenden. Hun er ret ukendt udenfor Tjekkiet, men spillede – sammen med Václav Havel – en stor rolle for demokratiet i landet.

Take it easy (love nothing)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det blev – som forventet, fristes man næsten til at sige – dagen, hvor jeg ikke fik lavet særlig meget fornuftigt. Jo, altså, udover at høre musik, læse avis, spille lidt Playstation, være social med folk på køkkenet plus spise sammen med den hårde kerne af gårsdagens indflyttermiddag – dvs. Peter, Marie og Johanna. Det var hyggeligt og fornøjeligt, inter-gang kontakter har aldrig skadet. Har dog lidt dårlig samvittighed over, at der er gået endnu en weekend hvor jeg ikke var faglig. Og der vanker en større opgave på arbejdet i morgen, som jeg ikke fik set ordentligt på fredag. Utroligt at jeg ikke snart lærer at hanke mig op i den nakke.

Og så oprandt dagen, hvor mit største litterære idol Douglas Coupland interviewede mit største musikalske idol Morrissey. Titanernes møde kan læses i artiklen fra The Observer. Klasselæsning! Nu vi taler om musik, så informerede Thomas mig just om, at Pet Shop Boys skal spille til Zulu Rocks i juni. Behøver jeg nævne, at jeg just har danset en vild, vild triumfdans og flænset min t-shirt i stumper og stykker af bare glæde? Ok, måske gjorde jeg ikke det sidste, men tilfreds – dét er jeg. Mon ikke man kan lokke ‘ze usual suspects’ med? Det tror jeg nok at man kan!

Den kommende uge minder til forveksling om de forrige: Arbejde, studier, træning osv. Har endnu ikke de store vilde planer for weekenden, men det kommer forhåbentlig.

Update! Nu også med billede af Morrissey – fotograferet af Wolfgang Tillmans.

If this is communication….

Pyh. Gammel, grå, træt og tømmermandsplaget – og det blev ikke engang særlig sent. Men fri vin er åbenbart for meget til at jeg kan administrere det. Suk. Godt jeg ikke har andre planer end at ralle i dag. Var indflytterfest på NOKO i går. Jeg har set en del frem til den, men alt i alt fusede det hele lidt ud. Ikke ret mange mennesker efter middagen. Ret skuffende. Var selv i seng ved tre tiden, nej vent, hvis vi regner den ondskabsfulde sommertid med, så var den fire. Men det ændrer ikke på at det var en flad omgang. Brokke-brokke-brokke.

Siden sidst har jeg haft en hjemme arbejdsdag (spørg mig ikke hvor meget jeg nåede), været inde at se ‘V for Vendetta’ og fornøjet mig med køkkenrengøring. Det var en lidt speciel film, meget politisk, måske en kende fortænkt, men ganske underholdende. Den bygger på en tegneserie (se mere her) og foregår i et dystopisk England i 2020, men har en række aktuelle kommentarer til statens indgreb i borgernes grundlæggende frihedsrettigheder i en verden med terror, usikkerhed mv. Fint nok, men den maler med den brede pensel, og stiller ikke spørgsmål ved hovedpersonens tirader om at ‘idéer nogle gange er mere værd end livet’. Nå ja, ok, nu forstår jeg så bedre hvordan selvmordsbombere tænker….!

På det mere jordnære plan, så glemte jeg vist de ugentlige lørdagsmusik anbefalinger. Sagen er den, at jeg ikke har fundet så meget nyt guf på nettet i denne uge. Har til gengæld fået hørt radio, så kan sende et par rosende ord til følgende sange: The Delays: Valentine, Cat Power: I found a reason, Bloc Party: Tulips (Kan hentes her) og endelig det nye Josh Rouse album Subtitulo i almindelighed.

Lidt tanker en fredag aften

Jeg er faktisk ikke ufølsom. Kun lidt. Måske 93 pct. ufølsom, 6 pct. indifferent og så kan den sidste procent nok splittes op i et eller andet der kunne antyde emotionelt indhold. Når det så er sagt, så bliver jeg nogle gange sådan lidt rørstrømsk. Det skete bl.a. da denne tekst af Henrik Winther – en af mine favorit journalister – blev bragt i Weekendavisen i november måned. Tag lidt tid til at læse den.

SØNDAG formiddag går jeg ud ad hoveddøren, ned ad trapperne og krydser vejen for at komme over på solsiden – i hvert fald her i den kølige tid, om sommeren bliver jeg ofte i skyggen. Så går jeg op ad vejen, forbi busstoppestedet, forbi det ombyggede Pippi-hus med Jaguaren og to 4-hjulstrækkere i carporten og svinger ned ved Tennis-Flemmings vej. Krydser vejen ved platanerne og over for de to søstres hus åbner jeg den grimme jernlåge og går ind på kirkegården.Så er man alene. Sammen med rigtig mange døde. Det lyder uhyggeligt, det er det ikke, tværtimod. Jeg følger altid den samme rute op mod kirken, selvom jeg af og til falder i staver og kommer til at gå ligeud, hvor jeg plejer at skære ind til venstre. Så pludselig står man og spekulerer over, hvor man er, og hvordan man er kommet der. Og kikker på nogle gravsten, som man normalt ikke passerer. »Far« står der på en gravsten, suppleret med en indgravering af et barnligt tegnet hjerte. Der står Far på temmelig mange gravsten, det er lidt underligt – sødt, men også lidt for lidt. Jeg ville nødig bare begraves som Far – man har dog været mere. Lidt i hvert fald. Og man synes vel også, at man er sig selv, man er sit navn, sit liv, og skønt »far« er en stor og væsentlig del, måske den vigtigste del, så dog ikke den eneste. Men her ligger mange fædre, der kun er Far. Færre mødre, der kun er Mor.

Jeg går videre på min tur, det er forskelligt, hvor lang tid jeg har til at stå og læse og forestille mig historien bag – når klokkerne ringer, er det hurtigt videre. Her om efteråret går jeg og sparker i de gule blade, i en grav hviler en død malermester, oven på ham hviler en levende, hvid kat, der kikker grønt på mig. Miav, siger vi, og jeg går videre. Passerer skibskaptajnen og et par grevers familiegravsteder, hvor regnen snart har udvisket navne og årstal.

Nogle gange møder jeg andre mennesker, vi hilser på hinanden, det ville vi ikke have gjort, hvis vi havde mødtes ude på fortovet. Men herinde hos de døde hilser man – jeg møder også hundeluftere, første gang stirrede jeg vredt på parret (hund + mand), men har siden opdaget, at det af en eller anden grund er tilladt at lufte hund her. Mindes engang, jeg så en hund sidde og besørge på en grav på Holmens Kirkegård, et syret syn. I denne tid pyntes mange grave med gran af kirkegårdens folk, jeg ved ikke, hvad reglerne er, om man betaler ekstra for det, om det er luksuspakken eller en bestemt julepakke, man skal købe, men pænt og velduftende er det. På min rute drejer jeg op mod kirken ved den meget store gravsten, bautastenagtig, hvorpå Jylland (men ikke Sjælland og Fyn) er indhugget (medmindre Sjælland og Fyn er indhugget på bagsiden, det skal jeg da have undersøgt). Det er et gravsted for en (jysk?) geograf, og på stenen står der skrevet:»Fædrelands-Kundskab fremmer Fædrelands-Kærlighed«. Det kan vist diskuteres. Men set fra en geografs synspunkt var det et udmærket motto.

Nu er det, at stien stille begynder at gå opad – terrænet hæver sig, for jo tættere man kommer kirken, jo flere ligger der begravet nedenunder. Derfor er den nyeste del af kirkegården synligt lavere end den del, der blev anlagt allerede i 1100-årene. Og det er på stykket op mod den ældste del, at jeg hver gang besøger to – nyere – gravsteder, der ligger inde langs grusede sidestier. Jeg har fundet dem ved tilfældigheder, mens jeg vandrede rundt og kikkede på sten og på navne og årstal, jeg kender ikke de døde, jeg kender ikke engang deres slægtninge, men hver søndag besøger jeg de to gravsteder. »Du er stadig min mor,« står der på stenen, og jeg kan huske første gang, jeg læste det, jeg stivnede, det var forfærdeligt, det var alt for stærkt, alt for trist, alt for smukt, Du er stadig min mor. Og så er der elefanten. Barnet/faren har stillet en elefant i sten op på graven, en fin elefant med to hvide stødtænder. Det vil sige: den ene stødtand er brækket af. Man ser det for sig, ikke sandt: en eller anden kommer forbi, ser elefanten og tænker: »Jeg må hellere sparke den stødtand af, det vil sikkert glæde familien.« Pang, så ryger tanden. En enkelt gang jeg var her, havde man forsøgt at udbedre elefanten med en papirstødtand, men nu er den væk igen. Så når barnet og faren og resten af familien står her og mindes den mor, der stadig er barnets mor, konfronteres de samtidig med den ejendommelige ondskab, nogle mennesker ikke kan eller vil styre. Det, synes jeg, er synd – oveni, at barnet har mistet sin mor.

Jeg går videre til en anden sti, herinde gemmer sig et lille gravsted, hvor der altid er tændt levende lys. Jeg har været her rigtig mange gange, og kun en enkelt aften, jeg tilfældigvis kom forbi, var lysene gået ud. Det er fyrfadslys, sat ind i små lygtehuse, der står bøjet hen over graven, som er fyldt op med blomster – visne og nye, buketter og potteplanter, breve, hjerter, små tøjkaniner, en lille bænk, man kan sidde på. Og så selvfølgelig en masse små engle, der hænger og vifter i buske. Her ligger en pige, der kun blev 20 år, begravet, og på stenen står der:»Himlens smukkeste engel.«Det gør ondt hver gang, men jeg kan ikke gå forbi. Engang så jeg moderen sidde på knæ og pusle om gravstedet, og jeg gik en anden vej. Hun må tage herop hver dag for at tænde lysene, det er ikke kun søndag formiddag, hun tænder lys for Himlens smukkeste engel, det er hver dag. Hvilket savn. Hvilket forfærdeligt tab at miste sit 20-årige barn. Jeg har lyst til at fortælle hende, at jeg er ked af det på hendes vegne, men det giver ingen mening, hvad skulle hun bruge det til. Jeg har også lyst til at spørge, hvorfor datteren døde, hvordan hun var, jeg vil gerne kende hendes historie. Men jeg har ingen ret til at blande mig.I stedet går jeg herhen hver søndag formiddag, passerer grossererne, majorerne, de registrerede revisorer, skoleinspektøren, der deler gravsted med viceskoleinspektøren, professorerne og alle de anonyme fædre, for så at gå hen og stå ved elefanten og Du er stadig min mor og bagefter se på de levende lys, der brænder hos Himlens smukkeste engel. Det er blevet et ritual, jeg ikke kan komme ud af.

Men så ringer klokkerne, og som John Donne skrev, skal vi ikke spørge, hvem de ringer for, de ringer for dig og for mig, og jeg må videre, op til kirken, deroppe, hvor fortidens store familier, gårdejerne, ligger begravet tæt ved kirkedøren. Og jeg går forbi den sorte gravsten, som jeg altid prøver at lade være med at se på, for på den står der »Mester din Vilje ske« og det udtryk har jeg det lidt svært med, især ordet Mester.Og så er der selvfølgelig de grave, hvor der er stukket et lille grønt skilt ned i jorden. »Hjemfalden«, står der – og det er vi jo alle før eller senere.”

Jeg ved ikke hvorfor, men den rørte mig altså.

Final four

Jeg har altid været lidt pjattet med basketball. Ganske vist var jeg kun lige middelmådig nok til at skrabe mig ind med det yderste af neglene på Aalborg Katedralskoles b-hold dengang i de glade slut-90’ere (men hey, vi vandt over Hasseris i finalen!), og måske hedder hedengangne Charlotte Hornets – jeg var fan af deres legndariske spiller Muggsy Bogues, i øvrigt den mindste spiller i ligaens historie – i dag noget helt andet (og væsentlig mere kikset), men derfor kan jeg jo stadig godt synes at det er en spændende sport. NBA interesserer mig ikke så meget længere – i gamle dage kunne jeg dog bruge laaaaaang tid på at se de nyeste basketresultater på Eurosports tekst-tv og NBA Jam var mit yndlings Super Nintendo spil i store perioder – snarere synes jeg at collegebasket er det mest interessante.

Tilsyneladende er der en del amerikanere der er enige med mig. NCAA holder en årlig turnering her i marts (det såkaldte March Madness), hvilket er guf for enhver basketfan. Duke University er de evigt tilbagevendende storfavoritter og er holdet man elsker at hade (Update: De blev slået ud af Louisiana State! Se en ‘You’re the man now, dog’ reaktion her). Der er også de hold som amerikanerne elsker at holde med, den evige underdog, dvs. de små, ikke så rige, men ædle/glade amatører som kæmper mod de store, onde og aristokratiske universiteter (læs: Duke). I år er det hold som Bradley, George Mason og Wichita State (for et opgør med underdog illusionen, læs denne interessante artikel på Slate).

March madness medfører åbenbart en voldsom debat blandt sportsinteresserede om hvem der vi vinder turneringen og hvem man identificerer sig med (se f.eks. denne lille humoristiske gennemgang af holdene), og det brændende spørgsmål der optager jer nu er selvfølgelig: Hvem holder brilleaben med? Og hvem skal jeg satse familieformuen på? Til det første spørgsmål burde svaret give sig selv: Jeg holder naturligvis med Pitts. Da de desværre valgte at lade sig slå ud af førnævnte Bradley, så må vi jo kigge på de tilbageværende hold, hvor jeg tror på Memphis. Opdateringer følger!