Driving your girlfriend home

Så blev det igen læsedag på det lille kollegieværelse. Dagens program står på at læse op på nogle tekster til Mål- og resultatstyringsudbuddet, og dernæst begynde på eksamenslæsningen til FN. I aften står den derudover på hockey/floorball, så jeg kan få strammet lidt op på skankerne. Er af uransagelige årsager vanvittig sulten for tiden, enten har jeg fået bændelorm eller også er jeg ubevidst ved at ruste mig til vinteren med en solid omgang isolerende sul.

I går aftes blev brugt på at transkribere vores interview, og hvis I nogensinde får lyst til at krympe tæer, så optag endelig jeres egen stemme med en diktafon – det er en ubarmhjertig afsløring af hvor meget ævl man lukker ud.

Humanism is obsolete

Godt så, jeg tilstår: Fantastiske citater er noget af det der ligger mit hjerte allernærmest. Når de så samtidig kommer fra et af mine helt store intellektuelle idoler, Joseph A. Schumpeter, så er det jo kun endnu bedre:

“Early in life I had three ambitions. I wanted to be the greatest economist in the world, the greatest horseman in Austria, and the best lover in Vienna. Well, I never became the greatest horseman in Austria”

Man skal som bekendt aldrig sætte sit lys under en skæppe! For mere info om Schumpeter, kan man kigge forbi her og her. Anbefales til de mere elitære sjæle blandt læserne.

Sleeping on the roof

Er i fuld gang med at skabe orden i mine papirer, tekster, tidskriftartikler og alt det andet studierelevante pjank der indgår i mit pensum til eksaminerne. Jeg er i besiddelse af et særdeles veludviklet ‘bunke-gen’, som gør at jeg kan opbygge de rene babelstårne af papirer, som jeg så ikke kan hitte ud af hvad indeholder. Omvendt er jeg så ret god til at lave oprydningsrunder fra tid til anden, men det er en evig balancegang mellem mine spreder- og samlertendenser.

Her til morgen var Henriette og jeg et smut forbi SU-styrelsen, for at interviewe dem omkring deres arbejde med resultatkontrakter og målstyring. Det blev en ganske interessant affære, og hvis de øvrige tre interviews bliver ligeså oplysende, så tror jeg at vores opgave bliver helt habil. Også pænt underholdende at tale med en fagnørd, som var helt og aldeles benovet over at nogen udefra interesserer sig for hvad han sidder og pusler med. Lidt ligesom når jeg får lov til at fortælle om ghanesiske fodboldspillere. Så bliver jeg også ganske eksalteret.

Også et stort tillykke med fødselsdagen til Louise herfra 🙂

Early morning

Er stået tidligt op for at få læst og skrevet på opgaven. Nåede ikke det jeg skulle i går, så det her er måske måden. Er egentlig meget hyggeligt at sidde her med sin kop kaffe og Saint Etienne i baggrunden. Er så dejligt stille og fredeligt på kollegiet på det her tidspunkt af døgnet.

Var ude at spise hos Cecilie i går aftes, vi fik pastatærte (altid et hit hos mig!) og så Musvitten, undskyld: Ørnen. Vil dog ikke gøre så meget nar, for afsnittet var egentlig ganske spændende og veldrejet. Er dog lidt en lettelse at næste afsnit først kommer i efteråret 2006. Måske man da kan få skrevet hende det islandske gespenst ud af serien….!

Resten af dagen står på læsning, arbejde, forhåbentlig en tur ud at træne og i aften skal jeg så være faglig igen.

The way we were

Hmmm, får ikke lavet meget i dag. Var til læsegruppemøde tidligere, hvor vi uddelegerede arbejdsopgaver, så burde jo være i fuld gang, men kan ikke lige mønstre energien til det. I forbindelse med mål- og resultatstyringsopgaven skal vi ud og lave interviews med en række personer i Danmarks Statistik, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, SU-Styrelsen, Uni-C og forhåbentlig også Cirius for at høre om deres erfaringer med resultatkontrakter og formulering af effektmål. Lyder det interessant? Nå, ikke? Jamen, så er det nok fordi det ikke er det! Nå, men sagen er, at vi på tirsdag 1) skal aflevere et udkast til opgaven og 2) har det første interview med SU-Styrelsen. Vi skal nok nå det hele, men jeg skal lige have formuleret nogle teser til opgaven og have gjort dem operationaliserbare. Skal bare lige tage mig sammen. Ikke nemt når man er en notorisk doven og dvask kratlusker, der hellere vil læse om Azerbaijan.

Senere i aften tager jeg ud og plager min storesøster. Forhåbentlig serverer hun ikke svampesuppe med oliven, hvilket hun ellers har truet med. Det skal nok blive hyggeligt, vi skal jo se Musvågen, undskyld: ‘Ørnen’. Kan nogen forresten oplyse mig om hvorfor det er, at DR Drama ALTID skal have et eller andet semi-okkult ævl med i deres serier? I Rejseholdet var det La Cour der hørte syner, og tilsyneladende er den halvgrimme hovedperson i Mågen, undskyld: ‘Ørnen’, ikke i stand til at tage en løbetur uden at tale med imaginære eks-kærester og se blafrende vasketøj på Island for sit indre blik. Er det for at tilfredsstille segmentet der går til zoneterapi og læser horoskoperne i Ugebladet Søndag?

Update! Bemærk den fuldstændige mangel på visioner for EU-samarbejdet i Anders Foghs ‘pejlemærker for udviklingen i Danmark indtil 2015’. Rystende.

Update 2! Måske var jeg lidt for hurtig til at skose vores kære statsminister, da jeg lige har set dette. Men alligevel: 2015?! En kende uambitiøst, hvis I spørger mig.

Shout to the top

Der er få politikere jeg beundrer. En af dem er Tomáš Garrigue Masaryk, Tjekkoslovakiets første præsident, liberal, demokrat og en af arkitekterne bag det tjekkoslovakiske samfund, der i mellemkrigstiden faktisk var blandt de mest velstående i verden. Sidenhen kom der som bekendt først nogle nazister i vejen, efterfulgt af alt for mange år under kommunistisk besættelse, men det ændrer ikke på, at Masaryk var en hædersmand, som visse andre tjekkiske politikere godt kunne lære noget af.

I en dansk kontekst er jeg politisk blevet formet af Uffe Ellemann-Jensen. Han står stadig for mig som den ultimative politikere: Skarp, velformuleret, masser af integritet, globalt udsyn, har sine meningers mod og alligevel tilpas pragmatisk til at søge kompromiset. Dybest set er han stadigvæk grunden til at jeg stemmer på Venstre. Den nuværende samling flokdyr af snævertsynede, inkompetente, visionsløse, moralsk anløbne og arrogante venstrepolitikere kan i hvert fald ikke få entusiasmen frem hos mig.

Og hvorfor nu disse politiske bekendelser? Jo, det er selvfølgelig kun fordi det giver mig en kontekst til at bringe et billede, som jeg har søgt længe efter på nettet. Første gang jeg så det, var da vi stod af en bus i Kyoto. Vi var på vej ud for at se Guldpavillionen, og hov! Hvem er det der hænger der? Hvem har denne grå løvemanke? Hvem er dog denne nærmest guddommeligt smukke mand? Kan det være….? Ja! Det ER 小泉純一郎, bedre kendt som Junichiro Koizumi. Jamen, så se ham dog! Kan man lade være med at stemme på denne mand? Nej, vel? (Og så glemmer vi dine besøg ved Yasukuni)….

Guilt is a useless emotion

Efter et par stille dage er jeg tilbage. Er ikke sket det store, var på arbejde torsdag og fredag, hvilket gik fint-fint. Tog i SATS i Scala efter arbejdet i går, og det var en grum oplevelse. Nedslidt og fuld af overpumpede typer. Mon ikke Frederiksberg bliver mit faste sted efterhånden. Vejret var rædsomt, semi-snestorm, så det var jo hyggeligt at man kunne bruge sin aften indendøre sammen med Stine, et par fra gangen, Piratos og et kompetetivt spil TP. Og så fik vi endda lavet en fem-års plan for Stine. Ha, hvem ler så sidst, nå!

Her til formiddag var jeg til fødselsdag med kakao og boller hos Caroline fra kollegiet. Det var ganske spas, også fordi Jannik og jeg kom valsende med nogle endog yderst smagfulde gaver. Vores oppustelige meterhøje julenisse blev utvivlsomt et stort hit! Her fra den billige langside skal der lyde et stort tillykke til den unge dame 🙂

Efter alt den hygge, så skulle resten af dagen skulle gerne stå på læsning og faglighed. I baggrunden lige nu hører jeg New Order: ‘Waiting for the siren’s call’, som jeg købte for et par timer siden sammen med Manic Street Preachers’ ‘Generation Terrorist’. Førstnævnte var mest for at få udfyldt et af de mange huller i min New Order samling – og albummet er da også meget middle-of-the-road kedeligt – mens MSP albummet er en gammel favorit fra dengang jeg lånte stort set hele det Nordjyllands Landsbiblioteks cd-samling med hjem hver uge. Nu ligger den så ovre på anlægget og stråler som en dansende, lille sol. Ih, hvor den slags varmer om hjertet.

Retrospective

Jeg var splittet i går. Brøndby – som jeg jo ellers hader af et ondt hjerte – spillede mod Локомотив Москва i UEFA-cuppen. What to do, what to do? Sidste efterår var jeg i Москва med min daværende kæreste. Hendes forældre er russere, så vi var ovre at besøge hendes far som stadig bor derovre. Det var noget af en tur og den dag i dag kan jeg stadig ikke helt beslutte mig for hvorvidt jeg hader Rusland eller ej. Det er det eneste sted jeg har været, hvor samfundet bygger på mistillid overfor folk man ikke kender. Hendes familie som vi boede hos var overstrømmende venlige og gjorde alt for at vi skulle have det godt. Men hvis man møder folk på gaden, i butikker, politiet eller andre offentlige sammenhænge, så bliver man som fremmed mødt med en uvilje og uvenlighed uden lige. Måske hænger mit dårlige indtryk sammen med den oplevelse vi havde med en flok korrupte aber i polititøj klokken alt for tidligt om morgenen i Шереметьево lufthavnen (‘nej, I får ikke jeres pas tilbage før I betaler os bestikkelse forklædt som en eller anden fiktiv afgift vi lige har fundet på helt arbitrært’). Eller måske var det bare dråben der fik bægeret til at flyde over. I hvert fald besluttede jeg mig dengang for, at det var sidste gang at jeg skulle til Rusland, før landet er blevet et mere sympatisk bekendtskab.

Hvor vil jeg hen med det? Jo, allerførst vil jeg gerne sende mine mest sympatiserende tanker til de stakkels Brøndby spillere. Det var givetvis ikke nemt at få visum fra bureaukraterne på den russiske ambassade, og Москва er altså pænt kold i november, skulle jeg lige hilse at sige. Dernæst kom jeg til at tænke på Kirrill i går, min nu tidligere svigerfar, der elsker Локомотив over alt på jorden. Som det lave menenske jeg er kunne jeg ikke lade være med at godte mig dengang Brøndby kom foran 2-0. Sidenhen tabte de så 4-2, men lidt skægt var det nu alligevel.

Da jeg mødte på arbejdet for en time siden, lå der forresten en gigantisk grydeske på mit bord. På siden sidder der små messingplader, hvorpå navnet på de afdelinger der har afholdt julefrokosten står. Det er nu studentermedhjælpens opgave at finde en gravør. Kan næsten ikke vente med at cykle gennem byen med min halvanden meter lange grydeske på ryggen….!

World in my eyes

Så fik jeg griflet færdig på udkastet til teoriafsnittet i Mål- og Resultatstyringsopgaven. Vi skal aflevere et udkast til opgaven her den 29.11, så Henriette og jeg er i fuld sving med at få styr på det. Som sådan er der ikke travlt, men der skal stadigvæk jongleres med studiejobbet, det sociale liv og dens slags. Arbejder mandag, torsdag og fredag, så i går og i dag er mine læsedage. Så nu hvor jeg har guflet min frokost og drukket dagens 27. kop kaffe, så må jeg hellere se at få set på vores synopsis til FN-udbuddet.

Nu fik jeg vist skrevet igår, at det nye studiejobbet er alletiders. Det synes jeg stadig, om end jeg fik et let syrligt drag om munden da jeg læste følgende mail fra min kollega Anne Grete. Det er mit kontors opgave at arrangere julefrokosten i år:

Hej

Jeg skal bede dig udføre en utrolig faglig interessant opgave torsdag. På dit bord ligger en ske med nogle messingplader med afdelinger indgraveret. Som du ser, mangler der for 2004 og 2005. Du skal derfor cykle ud til en gravør og få lavet 2 messingskilte. Teksten til messingskiltene ligger blandt papirerne på dit bord. Jeg har fundet 2 gravører, hvis adresser også ligger på dit bord. Der er frit valg – umiddelbart ligger den på Frederiksberg vist tættest på Axelborg. Det skal være færdigt torsdag d. 1. december! Kærlig hilsen din julefrokostplageånd”

A-hva?

The beautiful struggle

En af de irriterende ting ved at have fundet et ok spændende studiejob er, at det bliver sværere og sværere at opretholde illusionen om, at der stadig er lang tid til at det virkelige liv begynder.

I min egen selvopfattelse har det hidtil været sådan, at jeg syntes der stadig er en evighed til at jeg er færdig med at læse, at det først er om føje år at jeg skal ud på arbejdsmarkedet osv. At jeg også først liiiiige skal have taget en master i udlandet før at livet sådan for alvor går i gang. Jeg har hidtil overbevist mig selv om, at da jeg kun er 23 (ok, snart 24), så er jeg slet ikke voksen endnu – og har derfor ret, ja, nærmest pligt til ikke at skynde mig alt for meget med at blive færdig, få et job, slå mig ned, få børn, blive midalderende og ende mine dage på et plejehjem. Har ligesom manglet den der motivation og det store narrativ der kunne give mig en rigtig god begrundelse for ikke at forblive umoden og studentikos. Som min yndlingsforfatter Douglas Coupland så rigtigt siger, så er der så frygtelig mange år at være gammel i, og ikke ret mange til at være ung.

Men arbejdet har vist for mig, at jeg egentlig ikke synes det er så sørens interessant at være studerende. Mit studie keder mig. Ligegyldigt hvor meget jeg prøver, så bliver jeg bare aldrig akademisk interesseret og i bund og grund er min uddannelse vist bare et redskab jeg skal bruge til at komme videre. I dag har været undervisningsdag og jeg har kedet mig bravt i dem begge de fag jeg har. Især til mål- og resultatstyring indså jeg, at der nok næppe er noget der interesserer mig mindre end styringsredskaber, omkostningsbaserede regnskaber og nye ledelsesformer indenfor det offentlige.

Grunden til at jeg begyndte på statskundskab var ganske vist, at jeg gerne ville være verdenshersker. Og så at jeg syntes historie var et spændende fag i gymnasiet. Imidlertid er det lidt svært at blive andet end gymnasielærer som historiker, så det var jo nok ikke lige det jeg skulle læse.

Sidenhen har jeg mange gange tænkt over – især lige før sommerferien og fristen for at søge ind på uddannelserne – hvad det nu egentlig var jeg syntes jeg godt ved mit studie. Og jeg leder stadig efter svaret. Under opholdet på ambassaden fandt jeg ud af, at udenrigspolitik, EU-integration og den slags var interessant. Og i nu har jeg så opdaget, at erhvervspolitik, konkurrence forhold og den slags også er spændende. Så måske er det selve arbejdet med politik og forskellige policyområder jeg synes godt om. Jeg bliver i hvert fald aldrig særlig interesseret i økonomi (altså udover på sådan et samfundsmæssigt plan) eller offentlig administration. På den måde tror jeg at det er rigtig godt for mig, at jeg er kommet til at arbejde i en interesseorganisation, der groft sagt udelukkende handler om politisk interessevaretagelse indenfor et givent område.

Hvor vil jeg hen med alt dette? Er det egentlig sådan, at man kun kan artikulere sig selv som værende ung mens man er studerende? Eller er det muligt stadig at opretholde forestillingen om at man ikke er død indvendig, så snart man får et fast job og den slags? At jeg ikke mister interessen for musik, ghanesiske samfundsforhold og fodboldtrøjer så snart jeg bliver sparket ud af kollegieværelset? Det er en reel problemstilling: Min forgænger i studiejobbet bliver fastansat så snart han afleverer sit speciale. Hvad nu hvis jeg får samme tilbud? Skal jeg så sige ja? Bruger jeg bare mit ønske om at læse på London School of Economics som en undskyldning for ikke at se i øjnene, at jeg ikke for altid kan løbe fra, at også jeg på et tidspunkt er nødt til at tage mig sammen og komme ind på det spor som alle mennesker jo skal ind i på et tidspunkt?

Under turen til Japan fik jeg udlængsel. Dengang vi sejlede til Busan fra Fukoaka sad jeg og kiggede ind mod byen og ønskede brændende, at jeg kunne komme tilbage og opleve det een gang til. Bo der. Gøre et eller andet. Som sådan er Fukoaka ikke noget specielt, men lige i det øjeblik repræsenterede det alt det som jeg på en eller anden måde gerne vil have: Oplevelser. Ungdom. Frihed.

Min mor vil nok sige, at det er frygtelig tidligt at føle sig gammel som snart 24 årig. Sandt nok. Men verden står jo ikke stille, og jeg kan se på mine opgivelser, at de også bevæger sig. At der rent faktisk er folk i min omgangskreds der er ved at være færdige med studierne, bor sammen med kærester, måske går med overvejelser om at få børn. Og imens sidder jeg på mine 15 kvadratmeter og spekulerer over hvorfor at jeg er så angst for at blive voksen. Måske man skulle tage navneforandring til Peter Pan – er i hvert fald sådan et kompleks jeg tilsyneladende går rundt med…! Måske man skulle tage en pause på et tidspunkt. Tage ud at rejse. Se Fukoaka igen. Men det ville ikke hjælpe noget. Og der er jo ingen der gider ansætte en brilleaber der tager ud at føjte og rejse lige efter han er blevet færdig.

Skal nok vende tilbage med endnu jeriminade af tilsvarende længde så snart jeg finder svaret på ovenstående kvabbabelser.