Strandhusene

Landscape Gloucestershire Stanley Spencer

Den nærmer sig efterhånden, vores flytning til udkanten. Jeg har ganske vist ikke skrevet så grufuldt meget om det, men udover en kollapsende verdensorden, så betød 2020 også et jobskifte for mig ud i en kommunal administration på Sjælland. I takt med at verden lukkede ned og boligmarkedet i Roskilde fortsat var hysterisk, så tog vi tingene op til revision. Hvorfor var det egentlig så inderligt vigtigt at bo i nærheden af Hovedstadsområdet? Benyttede vi os overhovedet af de tilbud og karrieremuligheder, som nærheden til storbyen giver – og var det samlet set vigtigt nok til at vi skulle gældsætte os i al evighed? Betyder et ryk længere væk, at man ikke kan se sine venner? Og givet at jeg de facto efter lang tids frugtesløs jobjagt allerede havde opgivet at få en intens karriere, var så det meningsfuldt at betale eksorbitante summer for at bo i et livsfornægtende istandsættelseshungende parcelhus i Roskildes periferi (hvilket var hvad budgettet rakte til)? Hvad var det helt præcis for en model for tilværelsen, vi ønskede i fremtiden for os selv og de to arvinger? 

I sidste ende så vi ud. Kiggede på hvad boligmarkedet kunne tilbyde. Hvordan det kunne kombineres med vores respektive karrierer og håb for børnenes opvækst. Fandt et fantastisk hus i Strandhusene i Odsherred til samme pris, som vi kunne få et rottebefængt, utæt og motorvejsnært udhus for i Roskildes dystopiske udkant.

Vi overtog huset i juli, og har været heroppe de fleste weekender. Om små tre uger flytter vi så endelig alle vores ting. Det bliver et andet liv, med helt nye dynamikker. Med mindre forhold, færre ‘muligheder’ (hey, den nærmeste metropol er … Holbæk), mere logistik og en ikke så lidt skræmmende tilværelse som hus- og haveejer. Socialt skal vi begynde forfra og komme ind i nye fællesskaber. De to arvinger skal rives op med rode fra børnehave og skolen, hvilket er den reelt største bekymring. Jeg skal lære at køre bil igen; det er vanskeligt at forlade sig på offentlig transport i udkanten, skulle jeg hilse at sige. Nye tider, kort sagt.

Er det den rigtig beslutning? Jeg ved det ikke. Lå det i kortene at jeg skulle ende mine dage i de yderste afkroge af Sjælland. Måske ikke. Men det er en ny start, med nye muligheder. Og selvom jeg naturligvis altid er perma-skeptisk og melankolsk sortseer, så kan jeg godt visualisere en god fremtid herude. Jeg tror, at livsmodellen kan fungere. Vi krydser fingre.

Hundested

Lørdag var vi i København, men bestemte os på vejen tilbage mod Odsherred for at tage ruten via Hundested-Rørvig fremfor motorvejen tværs over Sjælland. Et mærkeligt anæmisk område, deroppe nordvest for Hillerød. En gråmeleret november eftermiddag blev jeg ikke direkte bjergtaget af dets charme, men det kan også skyldes at jeg var stresset over udsigten til at misse færgen grundet en helt unødvendig bilkø.

Nuvel, vi missede selvfølgelig den planlagte færge, så havde muligheden for at luffe rundt i et juleoppyntet (men lukket) Hundested med den gave, som to sultne og trætte børn er. Midt i den eksistentielle rædsel så jeg nedenstående dør, som jeg følte mig kaldet til at fotografere. Der er mange stærke budskaber, som en notorisk planlægningsfascist som jeg kunne lære noget af.

Det siger sikkert mest om min manglende musikalske nysgerrighed i disse år, men jeg kan stadig ikke se at der har været en bedre og mere talentfuld dansk musiker end Emil Kruse. Han holder et nærmest absurd højt niveau i alt hvad laver. Det nye album, ‘December’, er fremragende fra den ende til anden. Lige nu har jeg ‘Bare sig’ på repeat. Perfekt til aftengåturen.

At skrive

Jeg er i en underlig dialog med mig selv om det her med at skrive.

Er havnet i den bagvendte situation, at mens mit eksterne output på blogs og i offentlige fora størkner til, så skriver jeg mere end nogensinde før internt til mig selv. Roam Research har medført en renæssance i mit dagbogs- og noteskriveri, som i den grad er blomstret op. Jeg tænker og tænker, skriver og skriver. Min navle blive også i dén grad beskuet i en direkte skræmmende detaljeringsgrad. Ingen tanke, følelse eller “indsigt” er for lille til at blive griflet ned i mit byzantinske notesystem.

Men det betyder samtidig, at meget af den mentalhygiejniske funktion som mit blogskriveri – eller snarere selve processen med at få mine forvirrede narcissistiske tanker ned på skrift – har haft igennem 15 år, er blevet internaliseret. Jeg har helt enkelt færre ting på hjertet udadtil, når jeg allerede har grædt ud indadtil. Og når jeg i forvejen mest skriver her for og til mig selv, hvor efterlader det så Sofisten.dk i mit skriveunivers?

Bloggens indhold af mestendels quasi-anonymiseret karakter, har grundlæggende længe været konceptuelt meningsløs. Ikke selvudleverende nok til at være bekendelseslitteratur, ikke strategisk nok til at bruges kommercielt eller til personlig branding. Vi er i et diffust ingenmandsland.

Omvendt elsker jeg – om ikke andet, så af nostalgiske årsager – at jeg har mit eget besynderlige og lurvede hjørne på nettet, hvor jeg kan skrive om det, jeg har lyst til – uden at være indhegnet af andres krav og forventninger. Selvfølgelig vil jeg gerne sælge en bestemt persona til de af jer, der er sunket dybt nok til at læse med på regelmæssig basis. I ved nok, jeg er ham den quirky og semi-intellektuelle personage, med hang til nørdet popkultur og iført en perma-ironisk distance til verden. Det ville være løgn at påstå at jeg ikke forsøgte at binde jer den historie på ærmet.

Men jeg forsøger dog at tone det ned. Et af mine mange issues med sociale medier1 er netop det performative aspekt. At folk spiller roller og optræder på en imaginær scene2. Den konstante iscenesættelse, kuratering af tilværelsen, denne underlige transformation af én selv fra deltager til tilskuer i ens liv. Hvor jeg forventes rollen som ‘succesfuld og lykkelig mand i år 2020’, eller roller, der er endnu klammere – ikke mindst inde på de sociale mediers allermest frastødende bordel: LinkedIn.

Sofisten er stadig tænkt som mit frirum, hvor mine tanker (i teorien) kan blive læst af andre, og måske (kun måske) kan gøre en positiv forskel på et eller andet. Det er i den ånd, jeg vil fortsætte med at skrive. Og så må jeg jo blot syntetisere de klogeste dele af alt det bras, jeg smider ind i Roam.

  1. Udover at de er overvågningskapitalistiske foretagner, der lever af at sælge mine data OG at de ødelægger min evne til at fokusere og være nærværende []
  2. Ja, jeg ved det godt, Erving Goffman kigger ned fra himlen og frydes []

Ny cheftræner

Jeg kunne egentlig godt lide det jeg hørte om AaB’s vikarierende cheftræner Peter Feher i ‘Ripodsten’. Han er genuint sjov, og AaB har en pudsigt positiv tradition med at indarbejde sjællændere i klubben. Personer som Feher kan utvivlsomt tilføre det nordjyske miljø noget godt og nødvendigt udefra. Han er en fortrinlig assistenttræner, men heller ikke mere end det. Jeg håber at klubben stiler højere. Truppen er den bedste i mange år, og nu skal potentialet snart forløses. Er Feher manden, der kan det? Hans historik i Helsingør og HIK tyder ikke på det.

Jeg har naturligvis svært ved at sætte navn på, hvem jeg gerne vil have som ny træner i stedet for. Det er trods alt nemmere at rive ned end at bygge op.

Men AaB må for for alt i verden ikke hyre min ærkeengel Erik Hamrén. Netop fordi jeg elsker ham så ubetinget, så kan jeg ikke leve med at mit billede af ham bliver besmudset af en eventuelt mislykket retur til klubben. Mit hjerte vil briste af det. Jeg har brug for at Smukke Erik forbliver perfekt. Han må og skal for evigt være et lykkebringende minde, der bringer varmt sollys og blide kys ind i selv mine mest grå stunder. Tabet af ham vil være ubærligt, ikke mindst efter jeg allerede mistet har Allan Kuhn i mit personlige Pantheon. Det er svært at bevare ens status som afgud, når man bliver fyret fra Hobro. 

Det samme må ikke ske for Hamrén. Det må ikke ske for min skrøbelige psyke. Så jeg håber den volatile sportsdirektør Inge André Olsen finder en anden ambitiøs træner, som ingen ellers havde tænkt på. Det vil være bedst for alle parter.

Stødte på en informativ artikel om de nominerede til årets Booker Prize. Det er i sandhed en … opmuntrende affære:

In Shuggie Bain the Scottish-born author Douglas Stuart describes the lives of a young boy and his alcoholic mother as they struggle to survive poverty and deprivation in 1980s Glasgow. Stuart has said that the novel was inspired by the life of his own mother, to whom the book is dedicated.

Avni Doshi’s Burnt Sugar, set in present-day India, contrasts the memories of Tara and Antara — mother and daughter, resentful of one another — as Tara’s mind is ravaged by dementia.

Meanwhile, in The New Wilderness by American writer Diane Cook, the strained relationship between young mother Bea and her five-year-old daughter Agnes plays out in a dystopia shaped by climate collapse.

Hvor forfriskende og livsbekræftende! Bøger om familietraumer og problematiske forhold til mødre er jo lige det man har lyst til at boltre sig med under en eskalerende global pandemi.

Nyt oplysningstidsprojekt

Jeg tænker en del over dette lille citat fra det i øvrigt stærkt fascinerende interview med Barack Obama:

“If we do not have the capacity to distinguish what’s true from what’s false, then by definition the marketplace of ideas doesn’t work. And by definition our democracy doesn’t work. We are entering into an epistemological crisis.”

Obama udtrykker noget af det, der bekymrer mig mest med den balkanisering/niche-fisering, som jeg helt uvidenskabeligt oplever foregår af det offentlige rum i disse år.

Udover det helt åbenlyse problem med “fake news” og disinformation via sociale medier, så er det som om at de ting, vi har til fælles på tværs af vores forskelligheder, bliver færre og færre. Hvilket måske ikke er så mærkeligt; hvis man tager hele den identitetspolitiske bølge for gode varer, så findes der jo ikke noget at være fælles om. Individet er irrelevant, der findes kun gruppeidentiteter og diskurser – og det hidtidige det-vi-er-fælles-om var udtryk for den ekskluderende majoritets undertrykkelse af minoritetsgruppernes perspektiver.

Balkaniseringen gør sig også gældende indenfor populærkulturen, hvor mainstream ikke længere rigtig findes. Det giver ikke længere at tale om årets bog, årets sommerhit, årets film, årets tv-serie, årets kunstudstilling. Det kommer jo helt an på, hvilken popkulturel niche man opholder sig i. Hvem er de forfattere, billedkunstnere, musikere, filmskabere, skuespillere, som alle – ikke kun dem som du og din generation kender, men også din bedstemor og dumme onkel – kender, og har en eller anden form for mening om? Den type spørgsmål gav mening op til engang i 90’erne, men er i dag er de meningsløse at stille. Vi har jo ikke længere en fælles kulturel sfære.

Vi står med andre ord på tærsklen til en både epistemologisk og ontologisk krise.

Det bliver et af de helt store samfundsprojekter i de kommende år at genskabe, nyfortolke eller i hvert fald reformulere det, vi på tværs af køn, etnicitet, religion, seksualitet, politik etc. er fælles om og regner som sandt, ægte og godt.  Tilliden til det almenmenneskelige fællesskab skal tilbage. Det kræver mere end vamle og hule statsministertaler om ‘sammenhold’ og fællessang på DR. Hvordan det skal ske ved jeg ikke, da jeg vanen tro er bedre til at stille diagnosen end at formulere kuren. Men noget er vi nødt til at gøre.

Svært at artikulere indsigtsfulde og sammenhængende tanker på en dag, hvor vi på flere måder befinder os i limbo.

De tæller stadig i USA, og det gør de muligvis også i logistikenheden i Fødevarestyrelsen. Det er trods alt ikke en helt lille opgave at aflive 17 mio. mink i mobile gaskamre. Men det er åbenbart et minkholocaust der skal til for at forhindre at Hjørring bliver til Wuhan 2.0. Det er på alle måder en katastrofe. Både for minkavlerne, nationaløkonomien og potentielt også for udviklingen af en vaccine.

De tæller sikkert også i SSI for at se, hvorvidt de landsdækkende restriktionerne, der blev indført for nylig, har en effekt. De tæller sikkert også dage i regeringen, nu hvor halvdelen af dem er gået i selvisolation. Så vi venter og tæller allesammen.

I det større billede, så var minkpressemødet i dag måske dér, hvor vi i Danmark for alvor gik ind i en ny og langt mere uhyggelig fase af COVID-19. En critical juncture, som jeg lærte om engang på statskundskab for alt for længe siden. Perspektivet er i hvert fald skræmmende.

Update 16/11-2020: Siden dette indlæg blev skrevet har hele minksagen udviklet sig til noget af en skandale, inkl. nedlukning af 7 nordjyske kommuner, et grundlovsbrud fra regeringens side og kraftig kritik af det videnskabelige grundlag for de drastiske indgreb. Jeg har ikke for alvor magtet at skrive en klog tekst, der løfter tingene op på et højere niveau. Vi lever i den grad i interessante tider.

Gentagelser

Livet er cirkulært; historien kører ring. Alt er mimetisk gentagelser, intet er nyt. Var det ikke nogenlunde det, der var hovedkonklusionen i første sæson af ‘True Detective’ og i ‘Battlestar Galactica’?

Der er sikkert noget om det. Hvorfor sidder jeg f.eks. her i november 2020 og spiller ‘Magic The Gathering’-kort med min søn, når jeg nu ikke har skænket spillet en tanke siden de var en kortvarig besættelse for mig og de andre uberørt-af-menneskehånd-nørder tilbage i 1995-1996? Occam Razor-forklaringen er at de spiller kortene i SFO’en. Og da den arme dreng deler min ukritiske begejstring for kitsch, eskapisme og tung ‘Dungeons & Dragons’-æstetik, så er ‘Magic’ altså megasejt. Men er der en dybere og mere eksistentiel sammenhæng? Måske at vi mennesker er dømt til at gentagelser, hvis ikke med os selv, så overfor de stakkels forsvarsløse børn? Tænk, hvad min brave søn ikke kunne blive til, hvis blot han ikke arver sin fars aparte interesser, neuroser og uafbalanceret skeptiske livssyn?

Men nuvel, mine rablende tanker om den cirkulære og repetitive tilværelse startede nu ikke med orker og magiske formularer, men med noget så ophøjet som tømning af vores i øvrigt ganske utiltalende og tilgroede kælderrum.

Og endelig lykkedes det mig – efter kun to forbitrede års ærgrelse – at finde kassen med min oldnordiske MiniDisc-afspiller og den betragtelige samling af kasetter, som jeg opbyggede i årene 1997-2003. Der er ikke den obskure electronica-cd fra hovedbiblioteket i Aalborg, der ikke i den periode blev kopieret over til mine disks, kan jeg godt love.

Afspilleren virkede dog kun delvist; låget driller og efter med succes at have afspillet tre disks, lukkede den i som en østers. Jeg forsøgte at skifte dens knap 25 år gamle genopladelige batteri (spørgsmålet er om jeg nu endegyldigt er steril efter at have håndteret det), men uden den store effekt. Vil dog stadig gerne udforske den musik, der er i min samling. Det var en periode af mit liv, hvor jeg lyttede til musik på andre måder, og jeg har glemt en del af det. Alene de tre disks jeg fik lyttet til var ganske inspirerende. Sange jeg bogstaveligt talt ikke havde skænket en tanke i årtier, og som ikke kan findes på streamingtjenesterne.

Nu kommer vi så til det reelt cirkulære: jeg skrev et blogindlæg med præcis samme indhold som dette i 2007.

Bevares, min søn var ikke en storspiller dengang, men ellers holder det stik. Som i dag var jeg også dengang ulideligt selvsmagende, nostalgisk og koketterede med, hvordan den nye teknologi (iPod! 4 GB! iTunes!) havde gjort MiniDiscs og de fysiske formater irrelevante. Jeg lavede også dengang arkæologiske ekspeditioner i den musiksmag, jeg allerede dengang havde nostalgisk længsel efter. Jeg kaldte sågar indlægget for “Last Century Modern” efter Towa Teis 1999-album af samme navn, fordi jeg – dengang som nu – ikke kan stå for en pseudo-intellektuel/wink-wink ironisk engelsksproget titel til mine indlæg1.

Så hvornår kan vi forvente næste blogindlæg, hvor jeg graver i min musikalske navle? Jeg ville nok sætte uret på omkring 2025, hvis jeg var jer.

Nå, men de tre disks, jeg nåede at lytte til før der spildte NiMH ud over det hele? De var fabelagtige. Masser af sange jeg elskede engang, men havde glemt. Jeg nævner i flæng Daúde – ‘Não Identificado’, Sneaker Pimps – ‘Six Underground’, Les Baxter – ‘Tropicando’, A Tribe Called Quest – ‘Find A Way’, Jungle Brothers – ‘True Blue’ og Stars – ‘The Vanishing’. Den mest funklende stjerne var dog et synthpop-mesterværk, som jeg har vanskeligt ved at tilgive mig selv at have glemt. Jeg mener: Human League – ‘Tell Me When’ er urørlig. Der kan ikke laves en bedre popsang. Det lader sig ganske enkelt ikke gøre. Det skulle da lige være Sophie Ellis-Bextor – ‘Take Me Home’, Saint Etienne – ‘The Way I Fell For You’ eller måske Human Leagues egen ‘Don’t You Want Me’. Men eller sikke. ‘Tell Me When’ er vidunderlig, og jeg skammer mig over ikke at tænkt på den så længe.

Men hvem ved. Måske jeg tilgiver mig selv, når jeg om et par år skriver dette indlæg igen.

  1. Næste afkørsel: Dua Lipa – ‘Future Nostalgia’, endnu en fantastisk albumtitel/indlægsoverskrift []

Transition

Allerførst: det er forfærdeligt for Jacob Friis og hans familie at datteren har leukæmi. Jeg forstår fuldt ud hans behov for at fokusere på det vigtige, det vil sige hende og øvrige familie. Jeg håber og ønsker alt det bedste for dem.

Dernæst: Uanset hvor meget sympati jeg føler for Jacob Friis på det menneskelige plan, så har AaB ikke leveret godt nok i hans to år som cheftræner. Klubben råder over en trup og et budget, der tilsiger at man skal spille med i toppen af Superligaen. Han har ikke kunne forløse potentialet, og i de situationer, hvor det virkelig gælder – f.eks. i årets pokalfinale – så er hans hold sjældent mentalt tilstede eller sat op til opgaven. Det falder tilbage på ham. Så rent fodboldmæssigt begræder jeg ikke, at han nu trækker sig.

Slutteligt: stop så. nej. hold op. lad være. Ståle Solbakken skal end ikke på rygtebasis nævnes i samme sætning som AaB. Det vil flå min sjæl i stumper og stykker. Efterlade mig som en imploderet stjerne i fasen lige før den bliver til et sort hul. Ladnuværeladnuværeladnuværeadnuvære.