Normalt er jeg hverken til 1800-tals malere eller søfart, men Ivan Aivazovsky kunne altså en ting eller to når det handler om at male havet. Se lige hvor dramatisk, tumultarisk og smukt det er. Vi er nærmest ovre i magisk realisme eller besjælet natur. Se flere episke billeder af ham her.

W6CJ2j5nuD9f5PyhJdHu 1082131459

Dmitri Trenin: ‘Russia’

Læste for nyligt et interessant interview med den russiske historiker Dmitri Trenin, og fik i den anledning lyst til at læse hans nye bog ‘Russia’.

Trenin er ret unik: Russer, gammel soldat i den røde hær, uddannet i både Rusland og Vesten, udenrigspolitisk ekspert, bosiddende i Moskva og ansat i en vestlig tænketank. Hans perspektiv i ‘Russia’ er insideren, der er i stand til at se nøgternt på sig selv og sine omgivelser udefra – og forholde sig kritisk og pragmatisk til helheden. Dermed er hans analyse også behageligt ikke-hysterisk. Man slipper for det russiske regimes propaganda, men omvendt er man også befriet for alarmistisk russofobi.

Trenin har sine helte og skurke, og selvom han er kritisk overfor Putins styreform (Rusland anno 2019 beskrives som et autoritært regime forklædt som en stat) og hans udenrigspolitik, så giver han samtidig Putin kredit for at have stabiliseret Rusland efter 90’ernes kaotiske tilstande.

Han forudser ret lidenskabsløst, at det er vanskeligt at forestille sig at den nuværende tilstand – hvor den russiske befolkning stiller sig tilfreds med stor social ulighed, korruption og økonomisk stagnation – kan vare ved efter Putin må slippe styret. De spændende bliver så hvad der kommer bagefter. Rusland har altid (uanset om landet blev ledet af en zar, kommunistpartiet eller Putin) haft en autoritær styreform, så det skulle være underligt, hvis det pludselig blev anderledes i årene frem – ikke mindst tilnærmelsen mellem Kina og Rusland taget i betragtning.

‘Russia’ er ikke en lang bog, og den går ikke i detaljen. Men den giver et godt indblik i russisk historie de sidste 200 år, og sætter nutiden og den nærmeste fremtid i perspektiv. Den er i den grad værd at læse, hvis man er blot en smule interesseret i Rusland og geopolitiske forhold.

Årets sange 2019

På mange måder et udmærket, om end ikke ligefrem innovativt år. 2019 var formodentlig det første år, hvor jeg ikke lyttede til et decideret album. Det nærmeste vi kommer det er soundtracket til ‘Octopath Traveler’, som er fortrinligt at lytte til løbet af arbejdsdagen. Jeg har også en fornemmelse af at min musiksmag er blevet tiltagende ‘stille’ og ‘melankolsk’. Der er ikke mange uptempo sange på listen, hvilket måske fint afspejler min sindsstemning i disse år. Der er heller ikke et eneste hiphop nummer, hvilket sikkert siger noget om at jeg er afkoblet fra mainstream.

Mere på hjertet

Nogle gange minder min skriveinspiration mig om musik af 18 Carat Affair; surrealistiske, fragmenterede, opklippede bidder af samples fra obskure 80’er film, en plinky-plonky syntheziser og lummer soul i et tilsyneladende uendeligt lo-fi hakkende loop.

Blot for at sige at jeg egentlig gerne vil skrive mere, oftere og bedre. Men også at jeg her 14 (snart 15!) år inde i blogskriveriet – og vandrende i en tåge af daglig drift, logistik, småbørnslivet og bolig/karriere-bekymringer – mangler de væsentlige indsigter at dele med jer her på en pseudoanonym platform som Sofisten.

Ikke at kvaliteten er meget bedre ovre på min konceptuelt forvirrede offentlige blog. Men det er trods alt nemmere at skabe indhold til den med dens format (med en kortere, statusopdaterings-lignende indlæg) og sølle selvpromoverende formål om at være mit digitale ansigt udadtil.

Sofisten (i dens forskellige iterationer, hvoraf der har været mange) har altid haft et diffust og uklart formål. Få læsere, ikke anonym nok til at agere bekendelseslitteratur, fanget i dens midt-00’er ønske om nok at blive læst (eller endnu bedre: opdaget), men ikke genkendt – og da især ikke af folk, der kender mig i forvejen. Hvordan placerer man lige den slags amorfe størrelser ind i ens skrive- og inspirationsrutine?

Men fortvivl ej, jeg går ingen vegne. Sofisten er min sande skrivekærlighed, og jeg har vanskeligt ved at visualisere mig en tilværelse uden den.

30 år senere

Jeg ville gerne kunne sige at jeg har gjort mig nogle store og dybsindige tanker her i anledningen af 30 året for Murens fald. Men det ville være løgn. Min tænkning er sløret af at det i en række af landene – Polen, Ungarn og mit elskede Tjekkiet – ikke ligefrem går fremragende med demokratiet, friheden og frisindet.

I Polen bliver magten stadig mere forankret hos et reaktionært parti. I Ungarn er Orban selve definitionen af en totalitær populist. Og Tjekkiets ledere – Babis og Zeman – er en uskøn blanding af populisme, korruption og leflen for Rusland og Kina.

De klassiske liberale idéer og idealer har trange kår. Ikke blot i de gamle Warszawa-pagt lande, men på globalt plan og herhjemme. Illegitime aktører har perverteret det kapitalistiske system, så det primært gavner den 1%. Trump har erstattet amerikansk internationalt lederskab med kleptokratisk transaktionspolitik, hvor alt er til salg. I Danmark er selv erklærede liberale partier klar til at ofre individuelle frihedsrettigheder og retsstatsprincipperne. Den socialdemokratiske regering har ingen problemer med at fratage børn deres statsborgerskab på grund forældres handlinger. Alt imens holder Danmark mund mens kineserne internerer millioner af mennesker i opdragelseslejre og lige om lidt slår hårdt ned på Hongkong. “Interessebaseret udenrigspolitik”, tror jeg de kalder det, når vi holder os for øjne, ører og mund – og diskuterer den store bagedyst alt imens torturen fortsætter i Syriens fængsler. Det er altsammen yderst nedslående, og det slider på min iboende idealisme.

Så selvom jeg stadig kan blive rørstrømsk ved tanken om Václav Havel og hans frihedstanker, så er det gråtonede politiske tider – på både kort og langt sigt. Det ER selvfølgelig en bedre verden end dengang for 30 år siden. Men den paradisiske tilstand er det nu langt fra blevet. Og lige nu har jeg vanskeligt ved at se, hvordan vi kommer på rette vej igen.

Misbehaving

Jeg fik aldrig læst Richard H. Thaler og Cass R. Sunsteins ‘Nudge’ dengang hypen var på sit højeste. Siden blev det hele lidt vel offentlig sektor-agtigt, da Djøf-spæklaget i alt fra ministerier til kommuner og sygehuse så en mulighed for nye projektlederstillinger og konsulenthonorarer i at nudge borgerne.

Det var dermed med en vis forhåndsskepsis at jeg gik ombord i Thalers ‘Misbehaving: The Making of Behavioral Economics’.

Her halvvejs i bogen er jeg udmærket underholdt. Selvom mange af indsigterne er velkendt stof fra dengang jeg læste ‘Animal Spirits’ og ‘Thinking fast and slow’, så er Thaler en fortrinlig populærvidenskabelig formidler. Hvis man er blot en smule interesseret i krydsfeltet mellem psykologi og økonomi, så bør Thalers bog være øverst på læselisten.

Et enkelt usagligt ‘men’ skal der dog også være plads til.

Det bliver nemlig lidt trættende i længden, når en mand der har modtaget Nobelprisen i økonomi, rådgivet statsledere, spillet sig selv i Hollywoodfilm og været formand for American Economist Association konstant forsøger at give den i rollen som outsideren, der kæmper for at få anerkendelse af mainstream økonomisk teori. Det bør man stoppe med når man er en af de helt store superstjerner indenfor sit fag.

Men stoffet i bogen? Det er interessant nok. Anbefalet læsning.

Hobbypolitik

Måske problemstillingen er mindre akut i et foreningsland som Danmark, men jeg har alligevel tænkt en del over Eitan Hershs argument om det skadelige i ‘political hobbyism’. For selvom det kan føles som en ørkenvandring at sidde i endnu et møde i den lokale partiforening, så har Hersh ret. Valg vindes ikke af facebookkrigerne, og magt flyttes ikke af semi-passiv fordøjelse af den politiske nyhedsstrøm. Man er nødt til at møde op og være med.