The Soft Bulletin

The Flaming Lips’ ’The Soft Bulletin’ er et af de albums, der kræver man er i et særligt humør – for alt ved sangene er STORT og EPISK og MONUMENTALT. Men hvis man så ER i den rette stemning, så er det til gengæld noget nær det perfekte COVID-19-musikalbum.

Det har jeg opdaget det seneste døgn, hvor jeg stødte på en liveudgave. Koncerten er optaget i Denver, og bandet hælder lige ekstra 38% fløde oveni den i forvejen TUNGE ret i form af et symfoniorkester. Og mærk jer mine ord: det er LÆKKERT.

Nå, men ’The Soft Bulletin’ fra 1999 (og den næsten ligeså vidunderlige opfølger ’Yoshimi Battles the Pink Robots’ fra 2002) er begge fra den periode i Flaming Lips’ karriere, hvor de genopfandt sig selv i form af faux-science fiction konceptalbums.

Sangene udgør en delvist sammenhængende historie, og de kan snildt tolkes i en let forskruet pandemiretning. Bedste eksempel er ’Race for the Prize’, hvor to videnskabsmænd er i frenetisk, altfortærende og monoman jagt på KUREN:

Two scientists were racing for the good of all mankind
Both of them side by side so determined
Locked in heated battle for the cure that is their prize
But it’s so dangerous but they’re determined

Theirs is to win if it kills them
They’re just humans with wives and children

Men der er også andre mesterværker: ‘Waiting for a Superman’ (HOLD UD), ‘Suddenly Everything has Changed’ (DU SAD OG KEDEDE DIG, SÅ KOM DØDSANGSTEN), ‘The Gash’ (KÆMP VIDERE), ‘Feeling Yourself Disintegrate’ (DEN MENNESKELIGE TILSTAND) og ‘A Spoonful Weighs a Ton’ (KUREN ER FUNDET, HVAD NU?!).

Som sagt kræver albummet (og vel egentlig Flamings Lips i almindelighed) at man er i humør til det. Men hvis man er, så er det vanskeligt ikke at blive revet med her midt i pandemien.

Harry Potter

Min kone har dårlig samvittighed over at arbejde for meget. Hun lod sig derfor besnakke af sønnen til at købe en Lego-udgave af Hogwarts. Han byggede løs til tonerne af soundtracket, alt imens han kraftigt fantaserer om at han er Harry Potter.

Vi har ikke læst bøgerne endnu, men han er blevet pænt besat af filmene og selve ‘Harry Potter’-universet. Hans lidt lidt ældre kusine i Sundsvall er gigantisk fan, og det har smittet ham. Det giver visse udfordringer.

Dels at filmene varer knap 2,5 timer hver. Selv for en mand, der gerne parkerer sine børn foran en film for at pleje mig selv, så er det lang tid.

Dels er historien måske lidt vel uhyggelig og barsk for en 6-årig. Tror i hvert fald ikke han skal se de senere film endnu, dem husker jeg som relativt mørke og dystre. Selv den anden film behandler meget eksplicit racisme, et fænomen, der ikke giver mening for ham.

Måske næste trin er højtlæsning af bøgerne. Vi må se. Der er jo en del sider at gå i gang med.

Camilla Townsend – ‘Fifth Sun’

Jeg havde egentlig store forventninger til Camilla Townsend ‘Fifth Sun: A New History of the Aztecs’, men bogen fungerer ikke for mig. Hvilket irriterer mig betragteligt. Den har jo fået gode anmeldelser, og jeg vil egentlig gerne vide mere om de centralamerikanske civilisationer før (og konsekvenserne af) europæernes ankomst.

Problemet er at Townsend er alt for interesseret i Nahuatl-sproget, de skriftlige kilder og aztekernes poesi til min smag. Hun har en forkærlighed for at ville fortælle den store historie gennem at skildre enkeltpersoners liv.

Hvilket utvivlsomt giver mening for andre typer læsere, men jeg er nok en mere gammeldags kinda guy når det handler om historie. Jeg kan bedst lide politisk historie og en bred introduktion til en civilisations samfund, økonomi og religion. Social- og kulturhistorie er ok, men det er ikke de aspekter, jeg allermest ønsker at forstå – og ‘Fifth Sun’ bliver dermed heller ikke den grundige introduktion til aztekerne, som jeg havde ønsket mig.

Nu giver jeg den lige 50 sider mere. Måske en del af problemet er, at jeg læser ‘Fifth Sun’ og andre faglitterære bøger forkert. Jeg læser i en alder af 38 år således stadig murstenstykke, digre og akademiske værker, som om de var skønlitterære værker. Vi begynder på side 1, og pløjer os så mere eller mindre entusiastisk igennem teksten til den bitre ende. Den læsemodel fungerer for de virkelig velskrevne værker, men går i itu i hænderne på en mindre spændende skrivende forfatter – eller hvis emnet ikke optager mig intenst.

Må til at revidere min læseteknik, tror jeg.

Med fare for at lyde helt radikal: er det ikke bemærkelsesværdigt hvor tavse alle de nationalkonservative og højreorienterede er for tiden? Alle disse kulturkrigere, der går så sygeligt meget op i ‘danskhed’, og som i ikke-krisetider primært udmønter det i form af symbolpolitik, konspirationsteorier og kritik af minoriteter? Er det ikke pudsigt hvor ligegyldige de og deres identitets-bullshit er, når lokummet virkelig brænder? Hvor få svar de har i situationen? Hvor lidt de har at byde på, når det handler om at stå sammen og bygge op? Og det vel at mærke i en tid, hvor vi virkelig finder ud af, hvad vores værdier og kultur egentligt går ud på? Så har de intet reelt at byde ind med. Det er meget afslørende. 

Som den omvandrende kliché jeg tydeligvis er, så er jeg begyndt at lytte til true crime podcasts i mine herostratiske bestræbelser på at lade som at COVID-19-situationen ikke eksisterer. Efter at have fedtet rundt i den ikke helt tilstrækkeligt spændende ‘Up and Vanished’, er jeg nu kommet til absolut sidste stop inden horrorgenren: ‘Casefile’. Her får man i den grad mord og lemlæstelser for alle pengene. Aktuelt lytter jeg til et afsnit om ‘the backpacker murders’, der i den grad ikke er for sarte sjæle. Klart anbefalet hvis du er til den slags.

Raghuram Rajan – The Third Pillar

Er så småt gået igang med Raghuram Rajan ’The Third Pillar: How Markets and the State Leave the Community Behind’. Jeg er kun på side 142, men det er en tankevækkende bog – ikke mindst her under den aktuelle COVID-19-situation.

Rajans grundlæggende argument er indkapslet i bogen undertitel. Et samfund står i hans analyse på tre ben: ‘staten’, ‘økonomien/markedet’ og ‘civilsamfundet’. Rajan mener at vi siden i hvert fald midten af det 20. århundrede har set hvordan staten og markedet i stigende grader er vundet frem – på bekostning af det tredje ben i form af civilsamfundet og sammenhængskraften. 

I Danmark ses det ved, at vi i vid udstrækning har outsourcet mange funktioner til markedet og staten, som tidligere blev løst af familien og i lokalsamfundet.

Vi har med tiden udformet en stor samfundskontrakt med hinanden om, at vi allesammen skal på arbejdsmarkedet og betale en forrygende høj skat. Til gengæld staten leverer enorme mængder skatteyderfinansierede serviceydelser, akkumuleret i det vi kalder for ‘velfærdssamfundet’.

Staten passer, uddanner og opdrager vores børn, ligesom den er ansvarlig for at give vores ældre pleje og omsorg. Det er også staten der sørger for, at den almindelige dansker ikke behøver at forholde sig til de fattige, dumme, svage, tossede eller hjemløse. Slidsomme omsorgsfunktioner, der før i tiden traditionelt blev betragtet som ‘kvindeopgaver’ er nu statsliggjort, men bliver paradoksalt nok alligevel løst af kvinder (se: pædagoger, SOSU-assistenter) til alt for lave lønninger. 

Denne store upersonlige aftale om professionel velfærd gør det muligt for os at arbejde fuld tid. Til gengæld bliver flertallet befriet allesammen for det, der engang var det personlige ansvar for vores børn, ældre, svage og nærmiljøet. Samtidig køber vi i dag på markedet de ydelser, der før i tiden i højere grad blev løst i lokalsamfundet og i familien – f.eks. håndværksydelser. Alle disse logikker betyder samtidig, at de mindre samfund i ‘Udkantsdanmark’ bliver tømt for jobs, muligheder og sammenhold. Funktioner centraliseres og de unge flytter væk. Mulighederne er i de store byer, hvor staten og markedet er stærkest.

Rajans mere normative pointe er, at vi på det helt store metasamfundsniveau er nødt til at styrke civilsamfundet. Erosionen af de lokale fællesskaber og et overdrevent fokus på markedet er en af drivkrafterne bag økonomisk ulighed. En yderligere statsliggørelse af de mellemmenneskelige relationer er heller ikke vejen frem.

Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvad jeg tænker om Rajans analyse. Jeg kan følge den noget af vejen, og jeg har også en sværmerisk sympati for stærke lokale relationer og decentralisering.

Men … står det nu virkelig så slemt til?

Danmark er stadig i vid udstrækning et foreningsland. Ok, måske de fleste ikke gider engagere sig i bestyrelserne, men landets sportshaller er stadig fyldt med frivillige. Mange er frivillige på plejehjem. Vi ser også hvordan mange mennesker engagerer sig i bevægelser, f.eks. indenfor bæredygtighed eller ligestilling. Det vidner jo ikke umiddelbart om civilsamfundets nært forestående død.  

Men så er der jo COVID-19-situationen, hvor vi i den grad må sige at staten har slået til – og aflyst markedet og civilsamfundet. Det bliver en udfordring og en læringsperiode. Både i de kommende uger, hvor mange ældre i kommunernes hjemmepleje vil kunne opleve, at de får brug for deres familie til at hjælpe dem med madlavning, rengøring og nærvær. Dén fordring for at hjælpe vores ældre familiemedlemmer har de færreste oplevet de sidste 60 år. Her skal civilsamfundet stå sin prøve, ligesom det gør lige nu rundt om de mange små hjem, hvor man pludselig kommer hinanden meget ved.

Men det bliver også interessant bagefter, når samfundet åbner op igen.

Hvor vi som civilsamfund skal havde genskabt de sociale relationer ovenpå en nedlukning, hvor staten fylder alt, alt for meget. Hvor vores politikere rent faktisk har besluttet sig for, at staten bør kunne gå ind i private hjem, hvis de vurderer at der er for mange mennesker samlet. Hvor man i ramme alvor indførte en stik-din-nabo-ordning (før den blev trukket tilbage), og vil give lade den samme myndighed, der i 2016 sendte ukrypterede sundhedsoplysninger om 5 mio. danskere til Kina, ret til at monitorere mobilbrugernes lokationer. 

Det bliver kort sagt interessant at se om og hvordan vores regering – der også før COVID-19-krisen udviste en bekymrende stor tiltro til statens evne til at vide bedst – vil rulle de voldsomme tiltag tilbage, og hvordan nedlukningen af samfundet påvirker den måde vi omgås. Jeg – og Rajan – bør nok være bekymrede.