My Little Pony

Har jeg fejlet? Alle ponyerne i ‘My Little Pony’ har forskellige karaktertræk. Twilight Sparkle er klog. Fluttershy er loyal og empatisk. Pinkie Pie er vennernes ven. Men min datters favorit er Rainbow Dash, den måske allermest maniske og uflekterede af figurerne. Hendes primære force er at hun kan lave regnbuer, når hun flyver, samt være utrolig næsvis. Hvordan kan jeg indoktrinere min datter over mod en pony med værdier, der er ligeså kernesunde og småborgerlige som mine? Skal man virkelig lade børn vælge selv og være selvstændige individer? Det virker ganske uholdbart!

Hamburger Kunsthalle

Hamburger Kunsthalle: Caspar David Friedrich var selvsagt det store nummer. De har to deciderede mesterværker af ham: ‘Der Wanderer über dem Nebelmeer’ og ‘Das Eismeer’, som det hver evig eneste gang er en fornøjelse at beskue. Jeg er ellers ikke den store dyrker af romantikken, besjælede landskaber og den slags (selvom både Turner og Aivazovsky excellerer i netop det), men Friedrich er – kitschet eller ej – ypperlig og uovertruffen. De havde også fine værker af den ekspressionistiske August Macke, der døde alt for ung i første verdenskrigs skyttegrave1. Gå ind og besøg museet, når I en skønne dag er i Hamburg.

Det fik mig altsammen til at tænke over kunst i almindelighed.

For en måneds tid siden var der megen palaver om Jens Haaning, der har stjålet 534.000 kroner fra kunstmuseet Kunsten i Aalborg.

Haaning skulle genetablere to ældre værker, som bestod af glasrammer indeholdende pengebeløb svarende til en østrigsk og en dansk årsindkomst i henholdsvis 2007 og 2010. For at kunne gøre det lånte Kunsten ham 534.000 kr., som skulle betales tilbage, når udstillingen slutter i januar.

Det skete imidlertid ikke. Da personalet på kunstmuseet pakkede værkerne ud, manglede pengene. Haaning havde beholdt dem og dermed skabt et nyt værk: “Take the Money and Run“. Begrundelsen er noget med, at Haaning vil sætte fokus på underbetalte kunstnere, og at Kunsten derfor er blevet (ufrivillig) mæcen. I den forbindelse skrev Jyllands-Postens kunstredaktør, Tom Jørgensen, at hans “personlige holdning er, at værket ikke har nogen kunstnerisk kvalitet“. Jørgensen kan ikke lide kunst, som ikke er båret oppe af “noget håndværksmæssig kvalitet“, og det kan han ikke se, at der er her. “Man skal jo ikke have noget talent for at være konceptkunstner. Man kan udstille hvad som helst og kalde det konceptkunst,“ som han siger.

Mere progressivt tænkende mennesker vil mene, at det er en forældet tilgang til kunst. Jeg forsøgte at se nogle af afsnittene af DR’s ‘Oprør på Akademiet’, og baseret på det jeg holdt ud, så er nutidens kunstnerspirer mildest talt ikke på Tom Jørgensens bølgelængde.

Men det er jeg! Da vi bevægede os over i Hamburger Kunsthalles ‘contemporary’ afdeling fyldtes jeg af dyb og inderlig fremmedgjorthed. Og ja, det skyldes sikkert min priviligerede status som hvid midaldrende CIS-mand. Men jeg har brug for kunst som noget, der både udtrykker vision OG håndværksmæssig excellence. Det skal også have noget almengyldigt og universelt over sig. Jeg skal føle noget (og her tæller irritation over infantile spillopper altså ikke, Haaning). Jeg tvivler helt grundlæggende på at nutidens konceptkunst vil blive husket om 250 år, endsige besidder en kerne af noget almengyldigt og almenmenneskeligt.

Og Haaning? Jeg ser hvad han laver, hans indtagelse af rollen som narren, der påpeger de magtfuldes strukturer. Jeg har tilmed en vis sympati for hans pointe om underbetaling af kunstnere. Men hans værk, hvis man kan kalde tomme lærreder det (og det er jo ikke engang originalt tænkt, selv en fraud og poseur som mig har engang set værker med blanke lærreder på Centre Pompidou, kunsteneren har jeg lykkeligt glemt), påduttet mening via en kontekst og en titel? Det er for nemt, for billigt, for meget Herning-smart, for infantilt.

Så ja, han er en nar. Men er han en modig nar? Jeg ville gerne se ham lave sin provokation ved at stjæle 0,534 mio. kr. fra andre end nordjyske tranlamper. Så kunne vi få REELT spændende kunstværker som ‘Satudarah udvider kunstners rektum med en donkraft’ eller ‘Loyal to Familia udforsker amatøramputationer af kunstners lemmer’ at se. DET ville være ægte kunst! Nu får vi i stedet blanke lærreder, telefoninterviews med P1 og en eller anden djøffet løsning i januar 2022, når pengene skal betales tilbage.

  1. Billedet ovenfor, ‘Frau in Einer Grünen Jacke’, er IKKE på Hamburger Kunsthalle, men på Museum Ludwig i Köln. Jeg så det tilbage i 2011 og det hænger som køleskabsmagnet her i Jordhulen. []

musiksmag

Nu har jeg data fra Spotify og peer reviewed artikler til at bakke mine lommefilosofiske, underlødige og halvbagte postulater op: Du, kære læser, kan i virkeligheden bedst lide den musik, du var vild med, da du var 13 (kvinder) eller 14 (mænd) år gammel. Der har ikke været nogen progression. Du er den samme. Tallene afslører dig:

The most important period for men in forming their adult tastes were the ages 13 to 16.

What about women? On average, their favorite songs came out when they were 13. The most important period for women were the ages 11 to 14.

Ja-ja, du kan iklæde dig lånte fjer og lade som at du er au courant, et kronisk nysgerrigt og åbensindet renæssancemenneske. Men det er løgn. Det er dine tidlige teenageår, hvor dit musikalske fundement blev støbt. Din yndlingssang er med statsgaranti fra den periode af dit liv. Hvis den ikke blev udgivet i de år, så var det dér, du blev eksponeret for den.

For mit eget vedkommende? Jeg var 13-14 år i perioden 1994-1996. Hvis jeg kigger på hitlisterne i den periode, så var det smågrum periode. Men der er ingen tvivl om, at Pet Shop Boys albummet ‘Very’ (1993) – og de afledte singleudgivelser – var formende for min musiksmag. Det samme var ‘Alternative’ (1995), en opsamling af B-sider – som rummer en af mine ubetingede yndlingssange.

Jeg vil vædde på at de samme mekanismer gør sig gældende for dig.

Jeg køber ikke hypen, Cifuentes

I kan kalde mig negativ, sortseer, hater og alt det I vil. Og jeg er ikke blind for den besnærende aktuelle tredjeplads eller den veritable lovefest, som kommentatorer og spåkoner begunstiger Martí Cifuentes med for tiden. Men indtil han viser at han er i stand til at få AaB til at vinde regelmæssigt over andet end bundhold, så holder jeg ham ud i strakt arm. Køber ikke så let ind på narrativer og snikkesnakke. Jeg har været igennem for mange års skuffelser og emotionelle implosioner til at jeg falder for det der blændværk én gang til. AaB har stadig ikke et fungerende angrebsspil og AGF kyste dem i går aftes. Det var en jammerdal. Vis mig noget mere og bedre, AaB, så kan vi måske tale om at finde sammen igen.

Beatles

Eftersom det har været Beatles-uge på den ældstes skole (og jeg derfor har været tvangsindlagt til lytte til gruppens musik), så røg mine øjenbryn op i nærmest groteske vinkler, da jeg læste dette citat fra Paul McCartney i New Yorker:

“I’m not sure I should say it, but they’re a blues cover band, that’s sort of what the Stones are,”

‘Shots fired!’, eller hvad man nu end udbryder. Jeg er delvist enig. Om end det er en grov og reduktionistik karakteristik af Stones‘ sangkatalog, så vil jeg medgive McCartney at Beatles var mere originale og tog flere chancer. MEN: omvendt var og er Stones’ rocksange langt, langt bedre og hårdere end det infantile skvalder, som Beatles præsterede. Flertallet af deres ding-dong-dynamolygte popsange er uudholdelige, kan jeg med autoritet sige efter den seneste uge.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg hellere lytte til Stones i deres prime end Beatles. Mindes ikke jeg frivilligt har lyttet til en Beatles sang for dens egen skyld, snarere end som en nostalgisk kitschøvelse. Så et blues cover band? Ah, Paul. Ikke helt.

Foundation

Mit første helt subjektive – grænsende til pjankede – take på ‘Foundation’ efter at have set de fire første afsnit:

  • Der er for meget imperium, for lidt Foundation. Og det siger jeg som en mand, der bliver erotisk opstemt af intergalaktiske imperier. Jeg ved godt hvorfor de rent visuelt og dramaturgisk ikke kunne stå for at lave endnu en pastiche på det dekadente romerske imperium i terminalt forfald. Men det er kammet over. Imperiet var aldrig i centrum i Asimovs bøger, og klonerne af Cleon I må være en ny opfindelse
  • Når det så er sagt: serien er det rene science fiction porno rent visuelt. Trantor er den lækreste kejserlige planet, jeg nogensinde har set. Det er virkelig lækkert
  • Terminus minder mig til gengæld lidt vel meget om meget om alle de isplaneter, vi efterhånden har set mange steder. Visuelt ligner det noget genbrug fra Cylonernes fangelejr fra New Caprica i sæson 3 af ‘Battlestar Galactica’. Det er lidt traurigt
  • Jeg kan godt lide, at de har gentænkt de ellers meget stereotype karakterer fra Asmovs bøger. Den oprindelige ‘Foundation’ er fra 1950’erne, og skrevet af en lidt underlig videnskabsmænd. Synes nyfortolkningerne af Gaal Dornick og Salvor Hardin giver mening og tilføjer meget
  • Jeg er er spændt på, hvordan de fortællemæssigt vil indarbejde Asimovs episke tidslinjer. Foundation-bøgerne var jo egentlig sammenskrevne noveller, hvor der var hundreder år mellem historierne. Den slags er det vanskeligt at arbejde med i en tv-serie. Det skal blive interessant, hvordan de løser det
  • Jeg er usikker på, hvor meget mening serien giver for ikke-fans. Er den for underlig? Er universet for indforstået? Forstår man som ikke-kender, hvor stor en betydning Hari Seldon? Her forsvinder han tilsyneladende efter to afsnit, behandlet som en lidt excentrisk skikkelse, ikke som opfinderen af psykohistorien
  • Samlet set: jeg er begejstret. Det er en skøn serie, som jeg vil æde med hud og hår

Jeg er så nem. Nu havde jeg lige fået parkeret både Kings of Convenience og Feist i en hengemt og lidt vel gennemtæsket flyttekasse, påklistret mærkaten ‘easy listening fra 00’erne’. Men ‘Catholic Country’ er jo fuldstændig uimodståelig. Bevares, nok mest på den der ufarlige kan-spilles-i-baggrunden-til-middagsselskab-måde, men det har jo også en funktion.

Det var ikke en nem opgave at overse Rolling Stones opdatering af deres absurde ‘The 500 Greatest Songs of All Time’-liste på sociale medier i sidste uge. Jeg kunne selvsagt heller ikke dy mig for at gå en smule på opdagelse i det hybristiske projekt. Fik ikke dissekeret samtlige 500 sange, men lavede blot en række uvidenskabelige og metodemæssigt problematiske nedslag.

Det var stærkt desorienterende. Mest af alt savner jeg mening og en relevant målestok. Altså, kan jeg intellektuelt, emotionelt, moralsk og etisk håndtere, at Aretha Franklin – ‘Respect’ skulle være den bedste sang nogensinde? Ja, måske? Det er en vidunderlig evergreen. Men den bedste sang relativt til hvad? Den samlede internationale sangskat? Nr. 2 på listen Public Enemy – ‘Fight the Power’ (der har stor musikhistorisk indenfor sin genre, men er det den næstbedste sang nogensinde? Mon dog)? Nr. 9, en Missy Elliott sang? Virkelig?

Lang historie kort finder jeg det dog primært forbryderisk at første Marvin Gaye-sang ikke dukker op før på sjettepladsen. Hvis man anvendte et dejligt klassisk John Rawlsk ‘veil of ignorance’-scenarium, og lod den forudsætningsløse lytter bedømme, så ville ‘What’s Going On’ ligge øverst. Hver gang.