Jeg har efterhånden set Malmö FF en del gange, men Djurgården er og bliver min svenske hjerteklub. Pragtfuldt med mesterskabet efter mange års ørkenvandring.

De seks årstider

Stødte på et ikke helt ueffent citat af Kurt Vonnegut, der i en tale i 1978 fremhævede at der i nordlige områder er seks fremfor fire årstider:

One sort of optional thing you might do is to realize that there are six seasons instead of four. The poetry of four seasons is all wrong for this part of the planet, and this may explain why we are so depressed so much of the time. I mean, spring doesn’t feel like spring a lot of the time, and November is all wrong for autumn, and so on.

Here is the truth about the seasons: Spring is May and June. What could be springier than May and June? Summer is July and August. Really hot, right? Autumn is September and October. See the pumpkins? Smell those burning leaves? Next comes the season called Locking. November and December aren’t winter. They’re Locking. Next comes winter, January and February. Boy! Are they ever cold!

What comes next? Not spring. ‘Unlocking’ comes next. What else could cruel March and only slightly less cruel April be? March and April are not spring. They’re Unlocking.

Principielt opfatter jeg det danske klima som bestående af 11 måneders permafrost, der flygtigt afløses af en måneds moderat lunkenhed.

Men jeg kan nu godt lide at Vonnegut har givet mig locking/unlocking typologien til at de beskrive de tre fuldstændig nytteløse og ofte særdeles ubehagelige måneder november, marts og april1. De er mellemmåneder, der ikke rigtig er noget som helst bevendt og bare skal overstås. De er kalenderårets svar på Fyn – et sted man passerer igennem på vej mod bedre steder.  

  1. December regner jeg fortsat som en vintermåned []

Den uendelige historie

Det er 40 år siden Michael Endes ‘Den uendelige historie’ udkom, og jeg læste i den anledning en interessant fortolkning af bogen.

Hidtil har min fortolkningsramme af historien primært handlet om Bastians ensomhed og fantasiens betydning. Men bogen kan (bør?) måske snarere læses som en meditation over Tyskland i årene før, under og efter anden verdenskrig. Muligvis en lidt vel voldsom tolkning af en young adult bog, men den giver mening.

Måske man burde læse bogen engang igen ved lejlighed, om ikke andet så for at vurdere højtlæsningspotentialet.

I’m Thinking of Ending Things

Man skulle næsten tro at kongen af speculative fiction skizofreni Philip K. Dick var genopstået fra de døde. Har i hvert fald fald fortæret nogle fortrinlige nyere værker indenfor det, man lidt fortegnet kunne kalde ‘er-det-jeg-oplever-virkeligt-eller-er-jeg-ved-at-blive-splittergal?!’-litteratur.

Blake Crouch er den aktuelle mester indenfor genren (seriøst: Se at få læst ‘Dark Matter’ og ‘Recursion’), men efter at have færdiglæst Iain Reid ‘I’m Thinking of Ending Things’ ved morgenmadsbordet, så tror jeg at hans position er truet. Reids debut er noget af det mest veleksekverede og fængslende psykologiske horror jeg har læst i lang tid.

Jeg har allerede købt Reids anden roman ‘Foe’, som også har fået ros for sin læskende uhygge. Glæder mig til at komme i gang med den.

Det ærgrer mig en smule at Wizards ikke spiller hjemme, når vi tager til Washington i december. Ikke at jeg nærer nogen større sympati for holdet, men en NBA-kamp er dog noget af det, jeg har tørstet mest efter siden vores seneste USA-tur i 2013. Eneste mulighed for en sportsoplevelse under besøget er at se en NHL-kamp med det lokale ishockeyhold Capitals. Priserne for billetter er dog pænt groteske, så jeg grubler lidt over om det virkelig er værd at betale så meget for at se organiseret-vold-på-skøjter. Sidst jeg så en kamp var det en forholdsvis anæmisk oplevelse 🏒

Prop og Berta

En af de forsvindende få ambitioner for denne blog er at den aldrig må udvikle sig i retningen af en mommyblog. Eller en daddyblog. Eller hvad det nu hedder, når mænd pakker deres kommercielle ambitioner ind i sponserede navlebetragtninger om faderskabets mysterier.

Men derfor vil jeg dog alligevel filosofere en del over ‘Prop og Berta’.

Bent Solhofs klassiske børnefortællinger er fra min egen tidlige barndom i begyndelsen af 80’erne, hvor kasettebåndene med historierne blev lånt uhyre flittigt på det nu hedengangne bibliotek i Hasseris bymidte.

Jeg var (og er) ‘Prop og Berta’ fan. Solhofs blide røst er stadig et nostalgisk og helende helle for min martrede sjæl. Derfor er jeg naturligvis i gang med systematisk at indoktrinere arvingerne med historierne om den lille tykke mand Prop, der bor alene i skovbrynet sammen den talende jerseyko Berta.

Spørgsmålet er imidlertid om det er sundt for deres sjæle.

For ‘Prop og Berta’ ville antageligvis aldrig blive lavet i dag. På trods af Bent Solhofs åbenlyse forståelse for hvad der virker i en god børnefortælling, så er hans univers, persongalleri og hele mikrokosmoset i ‘Prop og Berta’ simpelthen for politisk ukorrekt. Og hvis man dekonstruerer personerne og universet i ‘Prop og Berta’ med 2019-intersektionelle briller, bliver Solhofs fortælling en nådesløs uhyggelig og dystopisk thriller om ‘toxic masculinity’1.

Bent solhof og prop berta
Det samlede persongalleri i børnedystopien ‘Prop og Berta’. Bemærk politimester Frederiksens påfaldende røde næse. Bemærk hvorledes ‘Heksen’ udskammes for ikke at passe ind i majoritetssamfundets normer.

Anskuet fra den ellers etablerede skurks side, så handler ‘Prop og Berta’ nemlig ikke om den hyggelige Prop, der sammen med den sært kone-agtige ko Berta (assisteret af de hjælpsomme skovvæsener Tyttebøvserne) løser mysterier, forbrydelser og hjælper deres medmennesker. Det handler ikke om en hadefuld heks, der drevet af gemen ondskab gør alt hvad hun kan for at plage dyrelivet, landsbyboerne eller den lokale (grotesk inkompetente) politistyrke.

Nej, alternativt fortolket handler ‘Prop og Berta’ om en stakkels stigmatiseret kvinde (konsekvent omtalt af det intolerante lokalsamfund som ‘Heksen’), der egentlig bare gerne vil bo i fred i sit hus i skoven, dyrke sine interesser og lave en enkelt gryderet eller to. Hun bliver desværre konstant chikaneret af en enlig mandsperson uden fast beskæftigelse, der bor alene i et ikke-vedligeholdt hus med en jerseyko, som han måske/måske ikke har et sensuelt forhold til (de sover i hvert fald i samme seng). Mange af historierne i ‘Prop og Berta’ involverer således manden og hans kos gentagne indbrud i kvindens private hjem, flere eksempler på trusler og afspresning af hende, hærværk af hendes ejendom og sidst, men bestemt ikke mindst: Adskillige (vellykkede) forsøg på at få kvinden til at fraflytte sit hjem. Det er virkelig ubehageligt, ikke mindst fordi den lokal politistyrke ubetinget er på mandens side, hvorved hun absolut ingen retssikkerhed har og ikke får nogen beskyttelse mod overgrebene.

Det er selvsagt helt uansvarligt at jeg som ikke-fagperson begiver mig ud i at stille psykiatriske diagnoser. Men givet at A) manden helt irrationelt mener sig forfulgt af kvinden, B) manden mener at kunne tale med en ko og C) manden hører stemmer i form af de usynlige skovvæsener Tyttebøvserne, så er det nærliggende at Prop er paranoid-skizofren – evt. kombineret med en dyssocial personlighedsstruktur. Prop hallucinerer tidligt og sent, og bortset fra hans intime følelser for koen Berta og et manipulerende “venskab” med den påvirkelige og intelligensmæssigt jævne politimester Frederiksen, så hører vi intet om Props evt. sunde sociale relationer med andre mennesker. Det står heller ikke klart hvordan de sociale myndigheder monitorerer hvad der foregår hjemme i huset i skovbrynet.

OK Prop og Berta
Hvad er den præcise relation mellem Prop og Berta? Ingen ved det.

Der tegner sig samlet set et ubehageligt og chauvinistisk mønster, som ikke burde indgå i en pædagogisk opbyggelig børnehistorie. Samlet set kan der derfor ikke være tvivl om at ‘Prop og Berta’ bør fjernes fra alle offentlige biblioteker. Og den konklusion kan man endda drage før man analyserer det åbenlyst racistiske i at alle småskurkene i ‘Prop og Berta’ – loppecirkusdirektøren, Bukserysterbanden, den hævngerrige elefantpasser, tivolidirektøren der får en dresseret abe til at blive indbrudstyv – alle tilfældigvis er skåret efter en fordomsfuld arketype af romaer.

Man kan selvfølgelig også vælge at betragte ‘Prop og Berta’ som det de er, nemlig eventyr for mindre børn om venskab og sjove mysterier. Eller er det for kedeligt? Uanset hvad, så lader jeg arvingerne lytte til historierne. Bent Solhof fylde mit hjem med gode historier og betydelige mængder mental balsam. Og hvem har ikke lyst til at brøle “TYT-TE-BØVSER! TYT-TE-BØVSER!” for hjælp til de vanskelige sager i dagligdagen?

Jeg har i hvert fald.

  1. Denne analyse er klart inspireret af dette tweet, som vender hele Star Wars på hovedet []

The Delines

Jeg er ret begejstret for The Delines og deres nye materiale. For et par år siden ramte deres sang ’Calling In’ mig jævnt perfekt med sin melankolske efterårsstemning, men deres nye (og mærkbart mere livsglade) sange er besynderligt nok endnu bedre.

Har absolut ingen forventninger om at dette blogindlæg vil omvende jer til frådende Delines-proselytter. Men jeg tror af et ærligt hjerte, at I efter at have lyttet til ’A Room on the Tenth Floor’, ’The Imperial’ eller ’Let’s Be Us Again’ også vil være en smule forelsket.

Gaarde

Jeg har brugt et ganske betydeligt antal timer på at læse og lytte til diverse nekrologer over Allan Gaardes traurige virke som sportsdirektør i AaB. Der er så mange følsomme typer der gerne vil perspektivere og nuancere hans virke. Minde om hans dedikation, hans svære arbejdsbetingelser og hans ihærdige indsats med strategien ‘Nordkraft’.

I mine øjne er det noget besynderligt lirumlarum. Som emotionelt investeret AaB-tilhænger kan jeg med fasthed i stemmen sige at Allan Gaarde skulle have været fyret for længe siden. Hvis jeg slår op under ordbogen under henholdsvis ‘middelmådighed’ og ‘livsglædedræber’, så finder man et billede af Allan Gaarde.

Selvom man naturligvis ikke ved hvem der kommer ind i stedet for – eller hvad den bebudede omstrukturering af det sportslige set-up reelt betyder – så er det en Guds lykke at han nu endelig er sat fra bestilling. Det var en rigtig og nødvendig fyring. Det eneste jeg begræder er at den kommer to-tre år for sent.

Fundamentalt set er dette mine anker mod Gaarde:

  • Han er miserabel til at ansætte trænere. Lars Søndergaard var forfærdelig. Wieghorst en forbrydelse. Jacob Friis krammer og krammer sine drenge mens han lukker feel-good klichéer ud konstant, men hverken spil eller pointsnit er blevet meget bedre af den grund. Nuvel-nuvel, økonomien skulle genoprettes, truppen skæres til og alt det der. Men det ændrer ikke på, at ingen af de tre trænere ansat af Gaarde har fået AaB til blot at minde en smule om 2014-dagene. Tværtimod har de hver især suget livsglæden og meningen ud af det at holde af AaB.
  • Gaarde er endda ligeså miserabel til at hente spillere – og dem han henter med succes er som regel indavlede typer, der helst ikke vil for langt væk fra Jomfru Ane Gade. Alle roser ham for købet af Lucas Andersen, men han er og bliver en sui generis unicorn. En hjemmefødding der var villig til nærmest at spille gratis for at komme til Nordens Paris. Seriøst, I kunne have sat mine slaske sneakers til at stå for den forhandling, og han ville stadig komme hjem til den bankelevløn han fik da han tog afsted. De eneste reelt gode ikke-gamle AaB spillere han har hentet er Rinne og måske (vi må se tiden an) Fossum og Patrick Olsen. Til gengæld er listen af flops nærmest ubærlig lang, og min skrøbelige sindstilstandforbyder mig at remse dem op. Det imponerer mig ikke når Gaarde transfervindue efter transfervindue har lavet sit ‘hente falmede folk fra 2014-holdet hjem’-stunt. Senest er Thelander hentet hjem, så nu mangler vi kun at få Thomsen og Dalsgaard hjem, så er den hellige gral velforvaret. Når man nu er for nærig i AaB til at ansætte en talentspejder, så må man som minimum forvente at sportsdirektøren har et netværk. Det har været helt tydeligt at det har været udenfor Gaardes kompetencesfære.
  • Talentkvaliteten er stagneret i hans tid. Med undtagelse af Mähle har AaB ikke udviklet en rigtig kvalitetsspiller i årene under Gaarde. Jo-jo, de har fået indsluset en masse middelmådige egenproducerede spillere på førsteholdet, Nordens Bilbao og alt det der, men ingen af dem kommer til at erobre verden. Abildgaard, Magnus Christensen, Kasper Pedersen, Ross, Børsting, Blåbjerg, Thellufsen, Abou Ali. Alle er de en kedelig del af den samme store anonyme grød, flere er sendt på leje i diverse sekundaklubber i Østtyskland og Vendsyssel. Angriberen Kaufmann kan måske blive noget stort, hvis de da ikke pisser ham væk på samme måde som Jannik Pohl. Men samlet ser har Gaarde-æraen været kendetegnet ingen udvikling, ingen fremgang, ingen klar retning. Bare grød. Middelmådig, halvkold grød.
  • Manden kan ikke sælge spillere om hans livs så afhang af det. Udover de to ud-af-ingenting salg af Bassogog (tak African Cup of Nations, tak kinesisk statskapitalisme!) og Mähle, så har Gaarde tabt det meste andet på gulvet. Hele det floppede Flores-eksperiment, denne sommers manglende salg af Okore og hans kiksede forsøg på at presse prisen op på Abildgaard er illustrativt for inkompetencen. Mon ikke det har vejet tungt for bestyrelsen i deres samlede vurdering?
  • Værst af alt: Han lod min elskede Jannik Pohl ødelægge sig selv som soloangriber. I et Wieghorst system uden seriøst offensive opbakning. Det er en veritabel skandale.

Samlet set står vi med et AaB, der i den grad er uforløst, middelmådigt, blodfattigt, livsglædeforladt og uden relevans. Med mindre man selv er fra Nordens Paris, så er der ingen grund til at et raskt ung menneske i dag skulle vokse op og identificere sig selv som AaB’er. Hvad skal jeg sige til min søn og datter, jeg mangler argumenter den dag de (Gud forbyde det!) ønsker sig en trøje fra Parken Sport & Entertainment.

Så her er mine ydmyge ønsker til en ny sportschef:

  • En ikke-AaB’er. Der skal tages et opgør med den indavlede rekrutteringsstrategi. Hvis nogen kan fortælle mig hvad Thomas Bælum egentlig laver som direktør i AaB, så er jeg åben for input. Hamrén kom ind og gav AaB-organisationen et ordentligt lods i røven. Det er der brug for igen – der er alt, alt for for meget indavl i den klub.
  • Én fodboldfaglig kapacitet der kan afhjælpe tabet af Poul Erik Andreasen.
  • Et stort netværk – så vi kan få hentet andet end afdankede spillere fra 2014. Og måske tilmed en, der kan sælge spillere til rigtige penge.
  • Et mandat til at opruste på scoutingdelen. Det kan ikke passe at AaB i 2019 ikke har en talentspejder der kan supplere sportsdirektøren.
  • En person der ikke lyder som en indelukket prut fra kommunikationsfaget på CBS. Giv mig en sportschef der vil noget og kan kommunikere i andet end floskler.

Er det så meget at forlange? Det synes jeg faktisk ikke.