Ad AaB’s forventede fadæse i sæsonens første kamp, så er det bedste ved at være misantrop, dommedagsprædikant og sortseer at man altid ender med at få ret på et eller andet tidspunkt.

Giv mig mit keyboard tilbage

Jeg troede egentlig at jeg havde fået opbygget et tilpas repressivt og omfattende selvbedrag til, at jeg ikke længere havde et problem med det miserable keyboard på min MacBook Pro. Se bare hvor jeg skriver løs, tast tast tast.

Men … det er ikke sandt.

For jeg nyder ikke at skrive på keyboardet. Det er fladt, føles som at taste på en skærm, larmende og går i stykker. Jeg vil vove den påstand, at de flade taster udgør en mental barriere for at jeg får sat mig ned og griflet. For at lindre den kroniske tilstand af lavfrekvent utilfredshed, købte jeg derfor for nylig et absurd dyrt Topre keyboard til mit desktop setup – og det er simpelthen så himmelstræbende vidunderligt at skrive på i forhold til Mac’ens provokerende flade taster. Og når jeg i arbejdsregi arbejder på en ThinkPad, så bliver jeg også der mindet om hvor meget mere behagelige de er at skrive på. 

Nu læser jeg så at Apple eftersigende vil gå væk fra den forhadte keyboardmodel. Det er en glimrende idé. Apple har i for lang tid ofret brugernes skrivekomfort til fordel for at udleve deres designortodoksi. Det kan være fint nok at være dogmatisk og principiel, især hvis man som Apple indiskutabelt er en markedsleder indenfor design. Men fanatismen har taget overhånd, og jeg skriver ganske enkelt bedre og mere på andre maskiner end min MacBook. Hvilket er en smertefuld erkendelse, ikke mindst fordi jeg gerne vil forblive i Apples økosystem.

For når det nu er evident at tastaturet ikke fungerer og mange af de flade taster ender med at være defekte – Politiken skriver jeremiader om det og jeg lever selv i en eksistentiel angst for at min Y-tast skal sætte sig fast – så er tiden inde til at  gøre noget. Der burde ikke være et trade-off mellem et fremragende keyboard og en fremragende laptop, især ikke til Apples priser.

Nu håber jeg blot at Apple er fundet tilbage på keyboardsporet, når tiden om et par år igen er inde for mig til at købe en ny laptop.

Ellers står den på en ThinkPad igen. 

Ok, første afsnit i sæson 3 trådte måske lidt rigeligt vande. Men det ændrer ikke på at det er fuldstændig mageløst at ‘Stranger Things’ endelig er tilbage. Det bliver en god sommer!

Basket er klart den mest underholdende amerikanske sport, ikke mindst fordi alt er uforudsigeligt. Dels selve spillet, dels alt det udenom. Her til morgen har NBA’s bedste spiller Kawhi Leonard således vendt op og på næsten alt ved med sit trade til LA Clippers. Det er en vild udvikling og forrykker magtbalancen i ligaen igen. Glæder mig allerede til næste sæson 🏀

Designated Survivor

Det kan lyde skørt, men jeg mener af et ærligt hjerte at der gemmer sig en habil tv-serie et eller andet sted inde i ‘Designated Survivor’. Måske det er derfor at den sammen med ‘Blacklist’ er husstandens foretrukne trash-tv.

Så hvorfor ‘Designated Survivor’? Serien har interessante karakterer (eller mere præcist: Den rummer karakterer der med dygtigere manuskriptforfattere potentielt kunne gøres interessante), et appetitligt grundpræmis (der dog begrædeligt nok er blevet pivot’et væk fra adskillige gange henover de tre sæsoner) og der er noget iboende tillokkende ved tanken om et veludført mix af ‘West Wing’ og ‘Scandal’.

Men jeg tror nu alligevel at sæson 3 bliver endestationen for os.

For ’Designated Survivor’ er med tiden blevet mere og mere forvirret – og på det seneste også decideret fjollet. Serien aner ikke om den vil være en konspirationsthriller, et politiske drama, en soap opera eller noget helt syttende. Historien bevæger sig fra det elegant spændende til noget af det mest gumpetungt melodramatiske. Og hvis man slår op i ordbogen under ‘svingende kvalitet’, så er der et billede af Kiefer Sutherland i rollen som præsident Kirkman.

‘Designated Survivor’ har været op og ned konstant i de første to sæsoner. Vi er blevet beriget af løse plotender, karakterer der pludselig fundamentalt ændrer adfærd på kort tid og et billede af den politiske proces, hvor en YouTube video er alt hvad der skal til for at få politik gennemført. Altsammen noget jeg har kunne leve med, når formålet er at koble af efter en lang arbejdsdag og trælse unger. Jeg tager trods alt ikke skade af at krumme tæer af og til.

Men i de 10 afsnit af tredje sæson blev tæernes krummeevne overbelastet mindst tre gange oftere end jeg brummede tilfredst. Den ratio kan jeg ikke leve med i længden, så jeg stempler ud nu. ‘Stranger Things’ venter på mig.

Tears For Fears

Tears For Fears spillede på Roskilde festivalen i går, hvilket ansporede mig til at lytte lidt mere til dem under dagens arbejde. ‘Advice for the Young at Heart’ var et af mine popmusikalske fund i 2018, men hele gruppens A-kæde af hits er voldsom: ‘Everybody Wants to Rule the World’, ‘Shout’, ‘Sowing the Seed of Love’, ‘Mad World’ og ‘Head Over Heels’. Altsammen henover en 5-6 årig periode. Det er imponerende.

Domino Dancing

Lyttede til Pet Shop Boys ‘Introspective’, og fandt under lytningen en eddikesur anmeldelse i Rolling Stone af albummet. Undervejs skriver anmelderen:

‘Domino Dancing’ features a salsa-flavored piano break amid the synthesized heel clicks of Latin hip-hop. Nevertheless, the Pet Shop Boys can’t help sounding instantly identifiable – and essentially British above all else. Take ‘Domino Dancing’: despite all those Latin samples, Chris Lowe’s languid synth lines and Neil Tennant’s wan, somewhat nasal vocals combine in a hook that uncannily recalls Al Stewart’s “Year of the Cat.” Nobody in his right mind would do that on purpose.

Jeg elsker ‘Domino Dancing’ betingelsesløst og tog derfor spydighederne ganske ilde op. Nu hvor jeg så rent faktisk har lyttet til ‘Year of the Cat’ (som jeg i parentes bemærket aldrig havde hørt om før), så må jeg indrømme, at der er noget om snakken. Men i modsætning til Rolling Stone, så synes jeg her efter et par gennemlytninger egentlig det er en fortrinlig sang, og har derfor vanskeligt ved at se inspirationen som et problem.

Og ‘Introspective’? Det er stadig et mesterværk.

Farcen fortsætter

Nu vi er så godt igang med fodboldsnakken, skal vi så ikke tage en rask lille status på Danmarks mest farceagtige klub: FC Roskilde? Hvordan går det egentlig for min lokale klub her en måneds tid inden sæsonstarten? Alt er såmænd godt:

  • Der er ingen nye spillere, ingen ny træner og den nyudnævnte assistenttræner sagde op efter 8 dage. Det samme har holdets fysioterapeut og læge gjort
  • De 12-14 tilbageværende spillere kan ikke træne konsekvent sammen, da dem på deltid kun skal møde om formiddagen, mens kontraktspillerne på fuld tid træner igen om eftermiddagen
  • Det er uklart om spillerne kommer til at gå de 60% ned i løn og acceptere et deltids-setup, sådan som klubejeren kræver. Indtil videre nægter de og Spillerforeningen bakker selvsagt op
  • Klubbens drift er dermed truet, ligesom licensen til at spille i 1. division hænger i en tynd tråd – den er nemlig baseret på at spillertruppen går på deltid. Så en administrativ nedrykning er sket ikke et umuligt scenarium
  • Stadionprojektet er udsat på ubestemt tid, så må klubben overhovedet spille uden varme i banen på det gamle lort i Rådmandshaven?
  • Politiet undersøger stadig matchfixingsagen, og meget få aner hvordan den lander
  • Der er fortsat et sagsanlæg fra den tidligere træner om hvorvidt han selv sagde op eller blev fyret

Det er kort sagt et værre cirkus. Jeg er som udgangspunkt glad for at der er professionel fodbold i den by hvor jeg bor, men lige nu er inkompetencen og kaoset for meget af det gode.