Jeg er småoprørt over The Guardians liste over de 30 bedste New Order sange. ‘True Faith’ er da ikke deres bedste sang. Og hvad i alverden laver ‘Thieves Like Us’ på tredjepladsen? Lad os få det på det rene én gang for alle, at den korrekte top 3 er: ‘Blue Monday’, ‘Temptation’ og ‘Age of Consent’. 

Bogåret 2020

Læste et sted i en af de utallige ‘årets bedste bøger’-lister rundt om på nettet, at COVID-19-pandemien har haft en enten-eller effekt på ens læsning. Enten har man fået læst voldsomt meget mere i 2020, eller også er ens læsning kollapset fuldstændig.

Jeg må desværre tilstå, at det er det sidste, der har været tilfældet for mig. I hvert fald den overordnede tendens.

For efter at have sat rekord i 2019 med 63 (mere eller mindre grundigt) læste bøger, så er jeg i 2020 faldet ned på 40. Det behøver måske ikke i sig selv være et problem. Tværtimod kunne det måske være nyttigt, hvis jeg læser færre bøger, men at læsningen så til gengæld er mindre sjusket – og at bøgerne er af en højere litterær kvalitet.

Men … jeg kan se på min GoodReads database, at jeg generelt har været mindre begejstret for det læste i 2020. Samtidig er det min subjektive opfattelse, at det der med den mere grundige læsning, nuvel, de er nok stadig mere ambition end virkelighed.

I 2019 stødte jeg på nogle decidere perler, men 2020 har været mere spagfærdig. Jeg tror ikke, at der var nogen af de læste bøger i år, der for alvor har påvirket mig eller min tænkning.

Årets skønlitterære oplevelse

71E9Du8wYnL

Seanan McGuire – ‘Middlegame’

Tilbage i juli noterede jeg at “‘Middlegame’ er fremragende, begavet og velskrevet speculative fiction med forførende tidsrejser, paralleluniverser, telepatiske tvillinger og horrorværdige mord”. Jeg hverken kan eller vil bede om mere. En værdig vinder.

Årets nonfiction oplevelse

Black wave 3d

Kim Ghattas – ‘Black Wave: Saudi Arabia, Iran, and the Forty-Year Rivalry That Unraveled Culture, Religion, and Collective Memory in the Middle East

Jeg var vild med bogen, da jeg læste den tilbage i februar 2020. Hvis man ønsker at forstå Mellemøsten og regionens dynamikker, så er det en must-read bog.


Den generelle metode

Tilbage i 2014 anvendte jeg for første gang de fire autoritative kategorier i mit årlige bogtilbageblik:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’ (≈ 5-6 stjerner)
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’ (≈ 4-5 stjerner)
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’ (≤3 stjerner)
  • ‘Bøger jeg gik i stå i’ (uden for bedømmelse)

Jeg skal ikke kunne sige om kategorierne er særlig anvendelige for andre, men de giver mening for mig. Delvist. Sådan sa. Se note nedenfor.


‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Emily St. John Mandel – ’The Glass Hotel’
  • Seanan McGuire – ‘Middlegame’
  • Kim Ghattas – ‘Black Wave: Saudi Arabia, Iran, and the Forty-Year Rivalry That Unraveled Culture, Religion, and Collective Memory in the Middle East’
  • Ross Douthat: ‘The Decadent Society: How We Became the Victims of Our Own Success’
  • Helen Pluckrose & James A. Lindsay – ‘Cynical Theories: How Activist Scholarship Made Everything about Race, Gender, and Identity—and Why This Harms Everybody’
  • Sönke Ahrens – ‘How to Take Smart Notes: One Simple Technique to Boost Writing, Learning and Thinking – for Students, Academics and Nonfiction Book Writers’

Kommentar: ‘The Glass Hotel’ var en dejlig melankolsk bog, jeg håber ikke at St. John Mandel skal bruge fem år på sin næste roman. Af de øvrige bøger vil jeg nok mest anbefale Sönke Ahrens, ikke mindst hvis man går en smule op i personlig produktivitet og viden. Ahrens er den ideologiske partner til Roam Research-værktøjet, som jeg implementede i løbet af 2020 og har stor glæde af.


‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Ben Lerner – ’The Topeka School’
  • Michael Rutger – ’The Anomaly’
  • Michael Rutger – ’The Possesion’
  • Max Brooks – ‘World War Z’
  • Bernard Taylor – ’Sweetheart, Sweetheart’
  • Simon Leys – ’The Hall of Uselessness: Collected Essays’
  • Roderick Beaton – ‘Greece: Biography of a Modern Nation’
  • Richard Davies – ‘Extreme Economies: Survival, Failure, Future – Lessons from the World’s Limits’
  • Peter Watson – ‘The Age of Atheists: How We Have Sought to Live Since the Death of God’
  • Ivan Krastev & Stephen Holmes – ‘The Light that Failed: A Reckoning’
  • Eric Kaufmann – ‘Whiteshift: Populism, Immigration and the Future of White Majorities’
  • Raghuram G. Rajan – ‘The Third Pillar: The Revival of Community in a Polarised World’

Kommentar: Et par sjove og helt underlødige gysere på denne del af listen. Jeg kan varmt anbefale alle nonfictionbøgerne, hvis I interesserer jer for underlige emner.


‘Skuffende. Meget skuffende’

  • John Scalzi – ’The Last Emperox’
  • Joanna Lillis – ‘Dark Shadows: Inside the Secret World of Kazakhstan’
  • David Wellington – The Last Astronaut’
  • Frank Dikötter – ‘How to Be a Dictator: The Cult of Personality in the Twentieth Century’
  • T. Kingfisher – ’The Twisted Ones’
  • Peter Pomerantzev – ‘This Is Not Propaganda: Adventures in the War Against Reality’
  • Camilla Townsend – ‘Fifth Sun: A New History of the Aztecs’
  • Peter Zeihan – ‘Disunited Nations: Succeeding in a World Where No One Gets Along’
  • A.G. Riddle – ‘Winter World’
  • Richard E. Neustadt & Ernest R. May – ‘Thinking in Time: The Uses of History for Decision-Makers’
  • Roger Scruton – ‘How to Be a Conservative’
  • Branko Milanović – ‘Global Inequality: A New Approach for the Age of Globalization’
  • Rune Lykkeberg – ‘Vesten mod vesten’

Kommentar: Sidste år skrev jeg en fodnote til mig selv om, at kategorien ikke fungerer for mig længere. Den er ganske enkelt for bred, når den omfatter alle bøger med tre stjerner og nedefter. Når jeg kigger på listen ovenfor, så er der ikke mange 1 og 2 stjernede bøger. Der er ingen virkelige stinkere på listen. Men der er til gengæld et væld af middelmådige skuffelser. Den slags, der begynder med en brilliant idé og argument, eller måske med et fedt science fiction-koncept, for så siden at bløde ligeså stille ud omkring side 150. Så de ender på de tre stjerner, som en anerkendelse for at have en original idé, men hvor helhedsindtrykket endte med at være et lidt træt ‘meh!’. Jeg kan ikke for alvor anbefale nogen af bøgerne, hvis I har andet at lave i jeres liv.


Bøger jeg gik i stå i

  • William Dalrymple – ‘The Anarchy: The East India Company, Corporate Violence, and the Pillage of an Empire’
  • Jill Lepore – ‘These Truths’
  • Stefan Zweig – ‘Die Welt von Gestern: Erinnerungen eines Europäers’
  • Michael McDowell – ’The Amulet’

Kommentar: De to første er gode, anmelderroste og ikke mindst lange bøger. Jeg fortærede dele af dem, men kunne ikke rumme dem i deres helheder. Der er tale om 4+ bøger, men de blev ganske enkelt for ekspansive til at jeg kom igennem dem. Zweig er en veritabel klassiker og havde fantastiske første 100 sider, men jeg kunne ikke holde ved, da først apokalypsen for alvor sætter ind. Han bliver endnu en af de forfattere, som jeg trives med at læse om, snarere end at læse selv. McDowell var en forrygende gyser, men jeg stoppede med at læse, da der kom et spædbarn ind i en tørretumbler. Selv jeg har mine grænser.

2020/2021

Jeg gider ikke rigtig lave et ‘sikke-et-lorteår-lad-os-håbe-2021-bliver-bedre’-indlæg eller et af de der ‘hvilke-ting-siger-pandemien-mon-om-os-som-mennesker-og-samfund’-essays, der inficerer sociale medier lige nu.

Roerup sejeroebugten odsherredskunstmuseum 1024

Dels orker jeg ikke at reflektere dybere over året der gik. Dels har jeg næppe haft nogen oplevelser eller indsigter under COVID-19, som ikke er blevet oplevet bedre eller tænkt dybere af andre mennesker end mig.

Jeg vil derfor primært pege på et par af de personlige ting og begivenheder, der trods alt føltes som sejre i 2020:

  • Den ældste begyndte i skole, en transition vi havde været ganske bekymrede for. Det gik heldigvis over alt forventning 
  • Jeg fik nyt arbejde, som jeg er grundlæggende er glad for og ser lovende perspektiver i
  • Vi købte hus og flyttede til Odsherred. Det skaber fundamentet for en anden tilværelse

Der står en syndflod af ting på minuslisten (verden i almindelighed, mine forældres helbred, min hastigt ekspanderende bug, mit svingende generelle humør og forsvindende overskud, stagnation eller tilbagegang i de fleste større projekter), men det er jeg næppe ene om. Tror de fleste har haft et genuint lorteår. 

I skrivende stund har jeg derfor ingen andre mål og ambitioner for 2021 end at blive integreret socialt her i udkanten, arbejde på ikke at være kronisk gnaven og måske endda rejse en tur til udlandet. Måske ikke videre visionært, men det er desværre på det plateau at jeg befinder mig på. Håber at I har mere vidtløftige planer end jeg.

Martí Cifuentes

Nuvel, rygterne gennem den seneste måned talte sandt, og AaB har nu hyret spanske Martí Cifuentes som ny cheftræner. Han kommer fra Sandefjord i den norske liga, der vel bedst kan betegnes som den lokale myseost-udgave af Hobro IK eller Viborg FF. Han får fine skudsmål fra Norge: ung, dygtig mand, flot fyr, lovende og alt det der. Endda fra Catalonien og vild med Johan Cruyffs FC Barcelona. Så om lidt står den på totalfodbold i Nordjylland.

Img 2956

Men jeg er naturligvis afventende skeptisk. Husker bitterligt hvordan det gik senest at AaB hyrede en af “Nordens allerstørste trænertalenter” som cheftræner. Jo, altså, på en god dag kan man sagtens pirre mig med forførende løfter om offensivt spil, ny tilgang, international inspiration og en evne til at overpræstere. Det smigrer da også mig, når min yndlingsklub duller sig op. Og jeg er inderligt glad for at AaB ikke valgte at lytte til Morten Bruuns bizarre forslag om at ansætte Thomas Thomasberg eller en tilsvarende middelmådighed. Hvis det her virker, så tegner det spændende.

Men ligesom med Magnus Pehrsson (dette livsglædefornægtende omvandrende sorte hul af inkompetence!) i 2009, så har Cifuentes endnu ikke præsteret noget for alvor. Ja, ok, han blev nummer 11 ud af 16 med Sandefjord i en (dårligere) liga, hvor alle regnede med at hans hold ville rykke ned, så han kan åbenbart få meget ud af lidt. Fint nok. Men han er uprøvet i en klub af AaB’s størrelse, hvor der (urealistiske) forventninger om at være en sub-topklub.

Han skal kort sagt træde et skridt (eller to) op, hvis det her skal blive en succes. Kan han det? Og hvor lang tid får han til at skabe succesen? Tilbage i 2011 skrev jeg et (i retrospekt ganske absurd) indlæg om Halmstad BK, der havde ansat en ung spansk træner Josep Clotet Ruiz. Dengang roste jeg dem for at gøre det, som AaB gør nu: at tage en chance med en international profil, og løfte sig udover middelmådigheden. Det endte selvsagt med at blive en dundrende fiasko, og HBK er her 10 år senere stadig ned i dyndet. 

Lad os håbe min skepsis denne gang ikke er berettiget. 

En sjældent god Venstre dag

Jeg er svært tilfreds med at Jakob Ellemann-Jensen endelig fik mandet sig op til at melde (relativt) klart ud om Støjberg.

For selvfølgelig skal Venstre bakke op om en rigsretssag, hvis det kommer dertil. Hvordan kunne der overhovedet være tvivl herom? Tænk, at det er nødvendigt for et liberalt partis formand, at skulle melde det eksplicit ud. Det burde være helt naturligt, at Venstre er et lov og retsstatsparti. At der rundt om i medierne kunne laves diverse konspirationsteorier om studehandler med Socialdemokratiet, siger noget trist om mit partis moralske habitus, almindelige deroute og en ualmindelig svag formand.

Bevares, jeg er ikke jurist og der er ingen der er dømt endnu. Men vurderet ud fra den meget skarpe kritik i de dele, jeg har læst af Instrukskommissionens rapport (’klart ulovligt’), så er det svært at forestille sig at der ikke som minimum bliver rejst en rigsretssag mod Støjberg. Det vil jeg se frem til.

Jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg ville være ligeså stålsat i min holdning, hvis det ikke drejede sig om en politisk modsætning. Det håber jeg. Men guderne skal vide, at jeg har mange issues med Støjberg, og at jeg klart er biased i mit syn på hende.

Dels politisk, hvor jeg er dybt uenig med hende på snart sagt alle områder. Dels i hendes form og væremåde, hvor jeg opfatter hende som i bedste fald upræcis med sandheden, i værste fald som direkte løgnagtig og konfliktskabende. Og endelig som medlem af Venstre, som hun skader med sin væremåde, sine soloridt og den gidseltagningssituation hun (og hendes bedrøveligt mange støtter) har holdt partiet i. Ellemann-Jensen gjorde endelig det rigtige nu, men han har tidligere længere bakket op om den forløjede retorik om ‘barnebrude’ (hvilket aldrig var, hvad substansen i Instrukskommissionen handlede om) og var også underligt diffus, da kommissionens rapport blev offentliggjort. Det har været uklædeligt og direkte ulækkert at overvære. Jeg er helt med på, at det er en balance for Ellemann-Jensen, når forskellige fraktioner i et parti skal håndteres. Men på et tidspunkt må man gøre det rigtige, uanset at det kan koster dyrt politisk. Et (i hvert fald på papiret) liberalt parti som Venstre kan ikke leve med, at der er tvivl om helt basale ting som dedikationen til retsstaten.

Så lad os få hende dømt eller renset. Vi skal videre nu. Og dejligt at Venstre for en sjælden gangs skyld viste en smule principfasthed.

Update samme aften: I retrospekt og med den igangværende magtkamp i Venstre in mente, så var ovenstående ikke just den kløgtigste analyse, jeg til dato har skrevet. Venstre er mere eller mindre i nedsmeltning efter Ellemann-Jensens udmelding i går, som jeg (naiv som jeg er) ikke i første omgang fortolkede som indledningen på opgøret med Støjberg.

Vi står nu overfor en 4-7 års genopretning af partilinjen og persongalleriet, lidt i stil med Konservative efter Tamilsagen. Partiet er splittet og har ingen reel politik. Jeg ville elske en tilbagvende til rødderne, men udfordringen er selvfølgelig, at et mere ideologisk ‘rent’ liberalt Venstre ikke er et naturligt statsministerbærende parti – dertil er antallet af ideologisk liberale vælgere for småt. Vejen til magten virker ikke-eksisterende i al overskuelig fremtid. Det gælder ikke mindst i en situation, hvor den forlængst afdøde blå blok ikke er et reelt valgbart alternativ. De nominelt borgerlige partier er en flok dysfunktionelle kannibaler, der er lysår fra at kunne udfordre Mette Frederiksen.

Prisen for Venstre siden Ellemann Seniors afgang i 1998 og systemskiftet i 2001 har været høj. Det liberale forsvandt ud af Danmarks efter eget udsagn Liberale Parti. Fogh professionaliserede og topstyrede partiet, så det såkaldte baglands eneste rolle var at afvikle kampagner og agere heppekor. Men den aktuelle konflikt illustrerer vel, at Venstre-massepartiteltet er for bredt – eller rettere: ikke bredt nok. Partiet kan ikke rumme både en nationalkonservativ og en liberal strømning. I hvert fald ikke, hvis den ene strømning repræsenteres af en megaloman og destruktiv personlighed som Støjberg. Det bliver for skizofrent. Eller jo, måske kunne Venstre rumme de modsatrettede holdninger dengang i 2001 og årene frem, hvor alliancen med DF om en stram udlændingepolitik og milde gaver til pensionisterne var adgangsbilletten til magten. De dejlige ministertaburetter kompenserede så dejligt for at partiet førte den krypto-socialdemokratiske politik. Men nu er udlændningepolitik som mærkesag reelt værdiløs; alle de andre partier har også stramninger på hylden – Socialdemokraterne endda i endnu højere grad end Venstre. Nu er partiet splittet og i opløsning; fællesmængden er der ikke længere – udover ønsket om at bruge partiet til at opnå egen vinding. Det er ikke holdbart. Ved siden af er der så hele diskussionen om partiernes fremtid. Hvad er meningen, hvis partierne ikke længere er ideologiske bevægelser, men blot amorfe professionelle platforme, beregnet til at opstille kandidater og koordinere kampagner for trolls og tæskeholde på de sociale medier. Det er virkelig trættende.

Det bliver en interessant tid for Venstre, men næppe på en god måde.

Skærmbillede 2020 12 24 kl 17 10 00

Det er vist det, man må betegne som en af de mere bittersøde julegaver.

TV-stagnation

Læste et glimrende indlæg om tv-serier. Herefter gik op for mig, at jeg ikke har skrevet et tilnærmelsesvist positivt indlæg om nye tv-serier siden jeg (efter et par lange tilløb) blev fanget af ‘Dark’ i midten af 2019. Tilsvarende var ‘Min nabo Totoro’ den eneste film, jeg så og reelt kunne lide i år. 

Jeg kan ikke engang give COVID-19 skylden for derouten. For det er længe siden at film og tv-serier ophørte med at være betydningsfulde popkulturelle produkter for mig.

Bevares, mine børn ser en syndflod af dem. Men jeg kan ikke for alvor selv mønstre energien eller entusiasmen til at gå igang med en voksen tv-serie, når først arvingerne sover. Så er det nemmere at lave et eller arbejde, gruble bekymret over fremtiden, spilde tiden med nyhedslæsning, eller måske (hvis jeg er dygtig) få læst i en bog eller skrevet henførte blogindlæg.

I gamle dage (især i det sagnomspundne fantasiland, der kaldes ‘Livet før børn’) så Den Bedre Halvdel og jeg mange serier sammen. Det gør vi ikke rigtig længere, af en eller anden grund. Det sociale aspekt er forsvundet en anelse. Hun kan dog stadig blive fængslet af en serie – jeg kigger olmt på dig ‘Outlander’ – men de fleste løber ud i sandet for mig.

I sommer så jeg f.eks. en række afsnit af ‘Brave New World’, der havde et interessant koncept, men siden blev for fjollet. Sådan går det ofte for mig. De fleste science fiction serier er maksimalt gode i to sæsoner, hvis de da får så længe. Og med mindre eksekveringen er virkelig god i en dramaserie, så gider jeg ikke rigtig give den chancen. Andre gange bliver jeg træt fra begyndelsen, hvis pointerne bliver skåret for meget ud i pap. Så selvom jeg var glad for bogen bag tv-serien ‘Lovecraft Country’, så orker jeg ikke at se endnu en serie om racisme i USA. 

Jeg mangler nok bare at opdage den helt uomgængelige højkvalitetsserie, der er elementært spændende, har en historie at fortælle og rummer karakterer, der kan tø selv et tundrahjerte som mit op. I ved nok, en ‘The Wire’ eller ‘The Sopranos’. Intet kan få en voksen mand som mig til at flæbe, som når Stringer Bell dør. Det er den slags, jeg har brug for. Indtil da flyder tv-serierne blot forbi for mit vedkommende. 

DJ Kicks

Der er mange enerverende ting ved at flytte, men det er entydigt positivt, at jeg har fået mine cd’er op ad deres skærsildtilværelse i flyttekasserne i kælderen. Det har givet mig mulighed for at lytte til et af de (begrædeligt mange) album, som stadig ikke er på streamingtjenesterne: DJ Kicks: Erlend Øye

Erlend

Det er et helt forrygende mix album, der indeholder mindst to mashup-mesterværker: ‘Sheltered Life/Fine Day’ og den uforlignelige krydsning af Röyksopp – ‘Poor Leno (Silicone Soul’s Hypno House Dub’ og The Smiths – ‘There Is a Light That Never Goes Out’. Albummet er værd at opstøve alene for disse to, om end ‘Uusi Fantasia – Lattialla Taas’ også kan noget.

Jeg kommer ikke til at erstatte mit Spotify (mis)brug med de mange cd’er, der lige nu ligger usorteret i diffuse bunker på gulvet ved siden af mig (cd-reolerne røg ud for en flytning eller to siden).

Men jeg kunne godt tænke mig, at jeg igen blev bedre til at lytte til albums fremfor playlister. Mit musikindtag er de senere år blevet mere diverse (hvilket er positivt), men også mere flakkende og ADD’et. Vil gerne begynde at fokusere lidt mere på den enkelte kunstner igen.

Administrativ note: Jeg købte albummet tilbage i foråret 2006, kan jeg læse af et gammelt indlæg

Hjerneblødning i Vendsyssel

Jeg skal ikke sidde her og lege ledelsesekspert eller strategiguru. Men der er simpelthen visse sportsfranchises, der er så forrykt skruet sammen i hovederne, at de er kognitivt og intellektuelt ude af stand til at træffe rigtige og langsigtede beslutninger. Det er dem, som ikke kan gøre det kloge, om man så forærede dem løsningen kvit og frit. Dem, som konsekvent formøbler enhver mulighed, så den ender med at blive en byrde. Man kan fremhæve notoriske sorte huller som New York Knicks eller Chicago Cubs (indtil 2016).

Men den klareste stjerne blandt disse forrygende tabere må dog være Vendsyssel FF, der i dag fyrede deres cheftræner Lasse Steensgaard.

Isoleret set er det en forståelig beslutning. Tingene har sejlet under Steensgaard, og holdet taber igen og igen. Han har fået lang snor efter VFF standarder, og det var efterhånden evident, at han ikke ville få rettet op på tingene. Spillermaterialet er ikke til nedrykning, og han får ikke nok ud af truppen. I en situation, hvor der er brug for kampgejst, så er manden, der blev fyret i AaB grundet sin glædesløse træninger, næppe den langsigtede løsning.

Men de vælger så at erstatte ham med … Michael Schjønberg?

En mand, der ikke har været cheftræner i en professionel klub siden 2011 (hvor det i parentes bemærket gik rædsomt med FC Vestsjælland)? Som senest hat været træner i Fyensserien? Som ingen meritter har på sit CV? Hvad er det for noget? Hvad kan han egentlig, altså udover at råbe højt? Hvordan når man som bestyrelse frem til, at han skal være den rette til at redde og udvikle klubben? Hvilke strategiske overvejelser kan der lægge bag sådan en hjerneblødning af en ansættelse? 

Hvis ikke det var fordi jeg nærer en vis sympati for al nordjysk fodbold (KOM SÅ JAMMERBUGT FC!), så ville jeg sidde og klukle over hvor fjollede VFF er. Men nu er sagen imidlertid den, at klubben ligger til nedrykning i 1. division, at de ingen retning har ledelsesmæssigt, der er episke udskiftninger i spillertruppen hvert evigt eneste transfervindue og de hyrer/fyrer træner konstant. Det er absurd, og præcis den slags dispositioner, som man skulle tro at VFF’s ret nye ejere ville undgå. Det ville aldrig være nemt at opbygge en konkurrencedygtig professionel fodboldklub i Udkantsdanmark, men det er som om at de aktivt arbejder på sabotere sig selv.

Igen: jeg er ikke ekspert, men hvis der er én ting alle succesfulde sportsfranchises – på trods af sportsgrene og landegrænser – har til fælles – så er det kontinuitet, et klart koncept og en strategisk retning. Der er en grund til New England Patriots, San Antonio Spurs og Ajax Amsterdam har succes henover årtier. De har en linje og identitet, som er holdbar og som de bygger ud fra. VFF? Ja, de har en tilsyneladende bindegal ledelse, en flok lejesvende i 6 måneder af gangen, et stort budget til at betale kompensation for trænerfyringer og et vindblæst stadion. 

Jeg håber og beder til at nogen snart laver en intervention i en klub. Om ikke andet, så når de fyrer Schjønberg for at have brækket benene på en ungdomsspiller til en træning.

Vendsyssel fortjener bedre end det her.