Den er nogle år gammel efterhånden, men BADBADNOTGOOD – ‘In Your Eyes’ er et mesterværk. Og ja, jeg ved udmærket godt, at det er en hyldest jeg slynger om mig for meget og for ofte. Men lyt lige til sangen. Den James Bond-agtige intro. Den silkebløde soulmelodi. Alle detaljerne. Den fuldfede vokal. Den sjasklumre tekst. De forførende strygere. Vokalharmonierne i omkvædet. Hvordan kan man undgå at fortabe sig i den sfæriske vellyd?

Er kommet til forældrene i Aalborg. Har frygtet gensynet med Jylland. For min sjællandske tilværelse er et simulacrum. Det er ikke ægte. Ikke autentisk. Det virkelige liv leves kun i hovedlandet. Det siger Inger Støjberg selv. Jeg er bange for at få revet sløret væk og knust illusionerne. Kan jeg mon kapere mødet med de ægte, gæve, autentiske, rigtige mennesker nu, hvor jeg har færdes så længe i salonerne og på de bonede gulve? Det er alt sammen stærkt angstprovokerende.

Det er vanskeligt at vide hvad der er sandt eller falsk. Grundlæggende er der indtil videre kun tale om påstande i et interview. Men hvis det er korrekt at Michel Foucault var en pædofil voldtægtsmand under sine år i Tunesien, så bliver det interessant at se, hvordan de woke identitetspolitiske aktivister vil forholde sig til de mulige afsløringer om selveste ypperstepræsten indenfor postmodernismen. Det er straks sværere at aflyse personer fra ens egen gruppe, end dem, man i forvejen er uenig med. Mon ikke der bliver tale om et ‘vi må adskille kunstneren fra kunstværket’-forsvar.

Blogstatus

Min yndlingsbesættelse er at filosofere planløst over mine personlige kommunikationskanaler. Hvor, hvordan og hvad formidler jeg mine tanker? Og måske mest centralt: Hvorfor gør jeg det? Jeg har ikke nogen klare svar på noget af det.

Jo, jeg ved at jeg har et iboende behov for at udtrykke mig. Jeg ved, at det at skrive er min de facto eneste kreative egenskab. Jeg ved, at jeg har brug for at udtrykke mig på skrift, også overfor andre mennsker. Jeg ved også, at jeg gerne vil være uafhængig og ikke har lyst til at lægge noget indhold i de overvågningskapitalistiske siloer såsom Facebook. Jeg ved derfor, at jeg ønsker at eje og drive mine kommunikationskanaler 100% selv. Det giver selvsagt nogle distributionsproblemer, men obskuritet og en digital eremittilværelse er vel prisen for ikke at ville være de steder, hvor de normale mennesker finder indhold.

Det største problem er koncepterne for mine kommunikationskanaler. De findes ikke. Jeg har Sofisten og en digital platform i eget navn. Jeg har aldrig haft indholdsstrategier eller blot en plan for nogen af dem, det hele har været organisk og ad hoc. Hvilket i praksis betyder, at indholdet er det samme på tværs af platformene. Det kunne som sådan være ok, hvis altså ikke at den oprindelige kilde til indhold – sofisten.dk – er så konceptuelt forvirret. Hvad er Sofisten? Hvad skal den kunne?

Når jeg læser mine gamle indlæg fra de tidlige år – f.eks. 2009 – så er vi ovre i en art offentlig dagbog. Måske ikke ligefrem intim bekendelseslitteratur, men jeg skrev dog en del om, hvad jeg lavede og tænkte over på det givne tidspunkt. Af og til var indlæggene krydret med et Weltschmerz/cri du cœur indlæg om tilværelsens ulidelige melankolske lethed. Alt sammen skrevet under et anstrengt kunstigt pseudonym, der gav mig en forløjet følelse af anonymitet – og allerede dengang var en forloren mekanisme.

Her 2.603 offentlige indlæg senere (hvoraf en del må betegnes som decideret pinlige), er det vist en illusion at tro, at man ikke kan finde ud af hvem skribenten bag sofisten.dk er. Og man kan utvivlsomt doxe mig for alle mulige uunderbyggede og uholdbare holdninger, hvis man ellers orker at læse så meget kedsommeligt navlepilleri. Men … ja. Eksponering for en ændret virkelighed er nok grundvilkåret, når man har skrevet på en personlig blog i snart 16 år.

Så det er vel som det er. Mit problem med sofisten.dk i disse år er, at jeg mangler koncept, indhold og skriveinspiration. Den er min personlige blog, som jeg ikke vil leve uden. Det er anatema at opgive den. Men jeg ved ikke rigtig hvad Sofisten gør for mig længere – eller om dens eksistens har formet mine skriverier på en uhensigtsmæssig måde.

Den tidlige blogs bread-and-butter-indhold (altså ‘hvad har jeg lavet i dag’ og ‘refleksioner over aktuelt emne’ indlæggene) skriver jeg sådan set stadig, men det er til indvortes brug i min dagbog i Roam. Jeg er blevet for sky og konfliktangst til at jeg vil lægge de store politiske og holdningsdrevne indlæg her på siden. Det er jo egentlig absurd; hvad er ellers pointen med en blog man selv ejer og bestemmer over? Men jeg oplever, at jeg har mistet lysten til deltage i den offentlige debat. Og når jeg læser nogle af de politiske eller COVID-19-agtige indlæg, jeg trods alt har skrevet det seneste år, så bliver jeg træt af at høre på mig selv. De holder ikke i længden eller jeg lyder semi-depressiv eller jeg er faretruende tæt på at være en sølvpapirshat.

Så jeg søger efter Sofistens sjæl for tiden. Og jeg leder også efter konceptet eller nichen for min offentlige digitale platform. Hvad skal den kunne? Hvor Sofisten i teorien er en sorgløs sjæl, så bør en side i ens eget navn vel være mere strategisk anlagt og gennemtænkt? Måske være en afløser for den type indlæg – billeder, statusopdateringer – som normalt ville blive bragt på sociale medier? Eller primært tjene som ‘personlig branding’ (YDRK!), evt. særligt vinklet til at understøtte mine politiske ambitioner?

Jeg ved det stadig ikke. Så jeg fortsætter med min yndlingsbeskæftigelse.

Guldklumper

Jeg er endog særdeles tilfreds efter torsdagens trade deadline i NBA. Denver Nuggets blev markant forstærket, inkl. af JaVale McGee, en gammel bekendt fra vores besøg i det daværende Pepsi Center i 2012.

Jeg har ellers ikke rigtig fået set noget basket i år; det er desværre endnu et af de popkulturelle artefakter (sammen med film, tv-serier og fodbold) som er gledet ud mellem fingrene af mig det seneste års tid.

Men nu hvor Nuggets igen er relevante, så er anledningen der jo. Måske jeg bør få investeret i et League Pass igen 🏀

Hvis jeg skulle være generøst anlagt overfor de mange partihoppere i disse uger og måneder – og det skal jeg jo -, så ville jeg sige, at det er hjertevarmende og opmuntrende at opleve, hvordan modvind og dårlige meningsmålinger kan skabe så imponerende meget kreativitet, politisk selvrefleksion og ideologisk sjælegranskning hos vores folkevalgte, som tilfældet er. Det er altid dejligt når folk finder deres rette hylde.