En skamstøtte over ‘Danmarks Dynamite’

I går præsenterede DBU den officielle danske sang til den kommende slutrunde. Jeg har ikke set en landskamp i årevis, da jeg ikke er interesseret i konglomeratet af Brøndby og FCK-spillere. Men da det her er internettet og jeg er en indebrændt midaldrende mand, så har jeg naturligvis MENINGER. Og Alphabeat – ‘Danmarks Dynamite’ er objektivt set rædsom og bør aflyses snarest. Ikke kun fordi den er bøvet, bovlam og kluntet, men mest af alt fordi den fejler i alt det, som en god fodboldslagsang skal kunne:

  • Fængende melodi, høj ørehængerværdi og et omkvæd, der er umuligt at få ud af hovedet: ❌  
  • Langtidsholdbarhed – skal kunne holdes ud at blive lyttet til ved næste slutrunde: ❌ 
  • Et intellitgentlyrisk koncept, der inkluderer sport, fællesskab og noget ‘dansk’ (på en ikke-ekskluderende facon): ❌ 

‘Danish Dynamite’ lyder som en træt Rollo & King produktion, vi er få meter fra at der står et billede af dig på mit bord. Melodien er gumpetung, grimassen anstrengt. Konceptet i sangen giver ingen mening. Hvad er fortællingen? Hvad er det, jeg skal føle, Alphabeat? Titlen er selvsagt et kip med hatten til 80’ernes ‘Danish Dynamite’. På den måde er Alphabeats bras meget tidstypisk, da den mest af alt er en træt og ikke særlig begavet mimetisk klon af fortidens popkultur. Ingen originale selvstændige tanker her, tak.

Klassiske fodboldsange er nogen, der er tænkt over. De kræver en genial melodi og de kræver en indsigt i nationalkarakteren. Lad os tage de to bedste: Del Amitri – ‘Don’t Come Home Too Soon’ (Skotland, 1998) og Lightning Seeds – ‘Three Lions (Football’s Coming Home)’ (England, 1996).

Alene titlen på Del Amitri sangen siger det hele. Den rammer 100% plet hos en lille fodboldnation, der er vant til skuffelser og at andre ser ned på dem. En nation, der endelig har kvalificeret sig til en slutrunde, og nu med misantropi, trodsig optimisme og kærlighed sender det hold afsted, de godt ved er oppe mod overmagten:

So long, go on and do your best
Let all France have whiskey on its breath
The world may not be shaking yet but you might prove them wrong
Even long shots make it

So go then, out into history
And show them how easy it can be
And you might not believe it yet but pretty soon you’ll see
Even long shots make it

Just don’t come home too soon

Elegant, ikke? Vi får en skotsk reference og hele den nationale selvforståelse foldet ud.

I don’t care what people say
We can laugh it all away
If I have a dream at all it’s that for once you won’t be on that stupid plane

And the world may not be shaking yet
But you might prove them wrong
Even long shots make it

Just don’t come home too soon

Ser I trodsigheden? Håbet? Drømmen? Om at ja, vi kan selvfølgelig sagtens smile af det hvis det går galt, jeg holder ikke mindre af dig af den grund … men tænk nu hvis vi bryder deres fordomme om os? Tænk nu hvis vi gjorde det? Det er en vidunderlig fodboldsang, da den netop er kompleks og Del Amitri faktisk har tænkt over, hvem det er de synger på vegne af.

‘Three Lions’ er blevet spillet alt for mange gange siden 1996. Men det er fordi den er genial og har fodboldslagsangenes mest syng-med-egnede omkvæd. Og så rammer den noget eksistentielt. Håb, drømme, desillusion, stolthed på trods. Den geniale frase “Thirty years of hurt/Never stopped me dreaming”. Hvilken fodboldfan (med et knust hjerte hæftet nødtørftigt sammen) kan ikke relatere til det? Tilmed er smerten ikke blevet mindre relevant af at der er kommet yderligere 25 år oven i de 30. Og det egentlige mestertræk: henvisningen til et mytologisk HJEM. Slutrunden i 1996 var i England og sporten kom dermed ‘hjem’. Det er godt set af Lightning Seeds, ikke mindst fordi det har så stærk en dragende karakter. Hvem vil ikke gerne HJEM? Til en mytologisk fiktion, fællesskabet, til det vi engang delte med hinanden (før alting gik galt, åh Gud, jeg elskede dig sådan dengang)? Igen: der er tænkt over tingene. Sangen skriver sig ind i et nationalt narrativ om fortidig stortid (det engelske imperiekompleks forsvinder nok aldrig), en forfaldsfortælling og nu, nu, NU er tiden inde til at finde HJEM til os selv, til storheden, til kærligheden, SAMMEN. Genialt. Ganske enkelt genialt.

Pointen er her, at Alphabeat ikke er i nærheden af at have hverken Del Amitri eller Lightning Seeds indsigt i, hvad der skaber en god fodboldslagsang. De er ikke engang tæt på at de næst- og tredjebedste. 

GES – ‘När vi gräver guld i USA’ fra 1994 er eksempelvis en gedigen popsang, der kan synges med på – og spillede begavet på slutrundens lokation og da 1,3 mio. svenskere emigrerede vestpå for at søge et nyt og bedre liv. Vi graver guld på alle mulige metaforiske planer. Ja, sangen er kitsch, nej, den skal ikke lyttes til hver dag, men der var begavede mennesker, der havde tænkt og følt noget, da de lavede sangen. Hvad tænkte I, Alphabeat, da I skrev teksten? Ikke noget dybsindigt i hvert fald.

Og giv mig nu for Guds skyld et omkvæd. Det må gerne være fjollet, Frank Arnesen må gerne skabe sig. Men både ‘Re-Sepp-ten’ og ‘En for alle’ kan synges højt (i både fuld og ædru tilstand) og er intuitivt gode melodier. ‘Re-Sepp-ten’ kørte endda et eventyr/H.C. Andersen tema, der nok var lidt forceret, men dog havde en funktion og var tænkt over. Rocazinos ‘En for alle, alle for en’ er den bedste danske fodboldsang, sandsynligvis fordi det er Danmarks bedste synthesizerepopband der stod bag. Omkvædet er uangribeligt og teksten kan forstås bogstaveligt og i overført betydning. Den er et mesterværk.

Og Alphabeat, hvorfor er jeres makværk en blanding af dansk og engelsk? Det er konceptuelt meningsløst. Det var åndssvagt allerede med Nephew, hvad er formålet med den slags start-00’er idioti? Det virker så frygtelig provinsielt, at man ikke har selverkendelsen og selvværdet til at stå på egne sproglige ben, men i stedet forlader sig på nonsens som “Vi er red og white, Danmarks dynamite/Vi står side by side, sammen du og jeg”. Men … hvorfor? Det er ikke begavet, det er ikke fængende, det er bondsk. Hvad havde I håbet på at fremmane? Min uhæmmede foragt? I så fald er I lykkedes.

‘Danmarks Dynamite’ er blot endnu et argument for, at vi her i husstanden bør prioritere at holde med Den Bedre Halvdels hjemland Sverige. Der bør rejses en skamstøtte over Alphabeat på en indfaldsvej i Silkeborgs periferi. Det er dér, de hører hjemme. 

Nå, men i det mindste reddede Vendsyssel FF livet i 1. division og Jammerbugt FC rykkede op i selvsamme liga. Det er vel også værd at tage med her efter endnu en AaB-nedtur. Nu må I have mig undskyldt. Jeg skal have tid og plads til at ligge i min fosterstilling og flæbe uhæmmet.

Kunstnerisk konservatisme

Kunstnere jeg var begejstret for i mine 20’ere: Alphonse Mucha (vel kickstartet af en tur til Berlin i 2003, hvor der var en specialudstilling på Bröhan Museum, siden boostet af praktikopholdet på ambassaden i Prag) og popkunstnerne Barbara Kruger og Jenny Holzer. Ikke mindst de to sidstnævnte havde jo skarpe, ironiske og anti-fremmedgørelses slogans. Det var lige noget for en faux-intellektuel og følsom ung mand, nyligt fragtet ind fra provinsen.

04057 BK HIGH RES 300

Men for nylig genbesøgte jeg Muchas slaviske epos (som jeg så i Moravský Krumlov i sommeren 2005) og det er kitsch ud over det acceptable. Hvad var det jeg i billederne dengang? Udover den imposante størrelse, naturligvis.

GettyImages 144132127

I dag er Holzer for usubtil og gimmickagtig med sine slagord, Krugers facon er fastlåst og hendes budskaber er ferske her +30 år senere. Popkunst er generelt blevet for studentikost til mig nu, især hvis jeg ikke synes de er dygtige håndværkere/billedkunstnere (sådan som en Robert Rauschenberg åbenlyst er det).

Jenny holzer protect me from what i want survival 1983 85 1985 aware women artists artistes femmes 1500x1039

Ens smag i kunst ændrer sig åbenbart. For mit vedkommende i retning af at jeg har brug for andet og mere end et kløgtigt koncept. Jeg har behov for at jeg kan se den dygtige, unikke håndværker i kunstværket. Nå, ja, og at det ikke er installations-, video- eller performancekunst. Intet gør mig mere gnaven. Sådan er vi kulturelt regressive midaldrende mænd.

Filosofiske vildfarelser

Det er ikke så tit igen at jeg læser dansksprogede bøger, men for nylig købte jeg den danske oversættelse af Wolfram Eilenberger – ‘Zeit der Zauberer: Das große Jahrzehnt der Philosophie 1919 – 1929’

Oprindeligt opdagede jeg bogen i en overstrømmende boganmeldelse i JP, hvorefter jeg tænkte: “Ja, måske ER tiden nu inde til at læse og forstå Heidegger og Wittgensteins filosofi”. En tanke der allerede dengang burde have fået det til at bimle og bamle inde i mit hoved.

Nuvel, jeg rumsterer på side 143 i bogen og mit fokus er begyndt at sive for alvor.

Noget af skyldes filosofferne selv. Ingen af dem kan betegnes som ukomplekse i deres tilgang til verden, ej heller specielt optagede af at formidle deres tanker i et lettilgængeligt sprog. Noget andet er oversættelsen til dansk. Den går mig på. Jeg læser Eilenberger og kan selv med mine noget rustikke tyskkundskaber høre, hvordan en given sætning sprogligt har lydt på intellektuelt tysk: formfuldendt, elegant, begavet – grænsende til overlegent. Men oversat til dansk bliver de samme sætninger og formuleringer, der med garanti var fejende flotte på originalsproget, kluntede og knudrede. Ordstillingen føles ofte forkert; det er dansk, men skrevet på en tysk måde. 

Eilenberger kommer oveni at jeg har for nylig rekvirerede første bind af Derek Parfits moralfilosofiske mursten ‘On What Matters’. Parfit skriver klart, tydeligt og uden jargon. Men også han er en abstrakt tænker, der kræver mere koncentration og fokus, end hvad jeg kan allokere til ham nu.

I retrospekt er mine filosofiske ekskurser dybt bizarre. Hvad havde jeg egentlig regnet med? Jeg har jo alle dage været bedre til at læse om de store tænkere, snarere end rent faktisk at læse de store tænkeres egne ord. Og når jeg nu igennem adskillige måneder ikke har kunne tvinge mit hoved til at læse bøger, der er mere avancerede end selvhjælpsbøger og tarvelige thrillere, troede jeg så i ramme alvor, at traurige tyske tanker om bevidsthedsfilosofi, ville kickstarte min boglæsning?

Af og til må jeg undres over min kapacitet til selvbedrag. Den er tilsyneladende grænseløs. 

Eftersom jeg tilhører ‘Geriatric Millennials’-generationen (sic) er jeg oldnordisk nok til at huske dengang Brøndby var arvefjenden. Dem, man hadede intenst. Dem, man ønskede allermest smerte, lidelse og nederlag. Dem, som AaB helst skulle vinde over. Jeg foragtede Brøndby af et ondt hjerte.

Jeg havde og har med andre ord ikke skyggen af forkærlighed for den klub.

Men … tider skal komme, tider skal henrulle. Det er nu mere end 15 år siden Brøndbys seneste mesterskab. I store dele af perioden har de ikke engang været relevante. Bare sådan lidt grundlæggende sørgelige, gråmiddelmådige og småtkørende. Og hvis man ikke er relevant, så er man vanskelig at hade i længden. Ja, de er nærmest blevet lidt rørende nuttede efter den megen modgang.

Hvad jeg prøver at sige er, at hvis jeg hårdt presset her og nu skulle vælge blandt de tre uappetitlige bejlere til det danske mesterskab, så ville jeg tage Brøndby. Jeg håber stadig at alt går galt for dem i det lange løb. Men i sammenligning med FCK og FCM, så er Brøndby dog i det mindste stadig en rigtig fodboldklub, hvor der banker et hjerte bag. Så lad os håbe, at det lykkes for dem på mandag. Alternativerne er mere frastødende.

Læste en interessant artikel om Britfunk æraen (1976-1982), og satte mig efter endt læsning til at udforske genren en smule. Især gruppen Freeez bør fremhæves. De skabte to deciderede mesterværker: post-disco juvelen ‘Southern Freeez’ (1981) og electro-klassikeren ‘IOU’ (1983). Det glæder mig, at jeg stadig kan blive barnligt begejstret over at opdage ny-gammel musik. Nu mangler jeg bare at blive ligeså åbensindet overfor musik fra 2021.

Mine Spotify-anbefalinger er blevet aldeles forskruet af, at jeg i løbet af den typiske hjemmearbejdsdag stort set kun lytter til instrumentelle soundtracks fra JRPGs fra 1990’erne, obskur Vaporwave, depraveret Future Funk og sirupindsmurt City Pop. Mine Discover Weekly og Release Radar playlister er dermed kommet så desperat langt ud af en besynderlig tangent, at de ikke længere giver mening i en større epistemologisk og ontologisk forstand. Når det så er sagt, så kælver playlisterne dog af og til et mindre mesterværk ud. Det gælder lige nu Bobby Oroza – ‘I Got Love’, der er en forførende soulsag, der nok kan få safterne til at stige med årstiden.