Finish the book, George!

Det sidste afsnit i ‘Game of Thrones’ blev vist i nat. TV-serien fik premiere i april 2011, blot et par måneder inden den indtil videre seneste bog i rækken, ‘A Dance with Dragons’ udkom. Nu er den så slut og næste bog serien er stadig ikke i syne.

Jeg så med de første par sæsoner, nåede vel at fortære tre. Jeg kunne lide dem, og jeg fortryder stadig at jeg ikke købte det ‘Stark’-merchandise, som vi så i HBO-butikken på New York turen tilbage i maj 2011.

Siden boykottede jeg serien da det stod mere og mere klart, at George R.R. Martin ikke ville opfylde den kontrakt, som han har indgået med mig som læser1. Jeg har gentagne gange skreget min smerte og afmagt ud over den mishandling, jeg som læser er blevet udsat for – se blot her og her. Men ak, alt det spildte hjerteblod har været forgæves.

Det fremgår af de fleste anmeldelser, at TV-seriens manuskript og historie dykkede i kvalitet efter at den løb tør for bøger. Det er en ringe trøst, men det styrker mit grundlæggende argument om at bøgerne naturligvis må være den kanoniske historie, mens TV-serien skal betragtes som en apokryf parallelhistorie. Det er en veritabel skandale og en forbrydelse, at George R. R. Martin har ladet det komme hertil.

Men det værste af det hele? Det er og bliver George R. R. Martins stedmoderlige behandling af hans gulvkalv. For nylig skrev han således på sin blog:

All of a sudden this crazy story about my finishing THE WINDS OF WINTER and A DREAM OF SPRING years ago is popping up everywhere. No, I am not going to provide links. I don’t want to reward purveyors of misinformation with hits.

I will, however, say for the record — no, THE WINDS OF WINTER and A DREAM OF SPRING are not finished. DREAM is not even begun; I am not going to start writing volume seven until I finish volume six

It seems absurd to me that I need to state this. The world is round, the Earth revolves around the sun, water is wet… do I need to say that too? It boggles me that anyone would believe this story, even for an instant. It makes not a whit of sense. Why would I sit for years on completed novels? Why would my publishers — not just here in the US, but all around the world — ever consent to this? They make millions and millions of dollars every time a new Ice & Fire book comes out, as do I. Delaying makes no sense. Why would HBO want the books delayed? The books help create interest in the show, just as the show creates interest in the books.

So… no, the books are not done. HBO did not ask me to delay them. Nor did David & Dan. There is no “deal” to hold back on the books. I assure you, HBO and David & Dan would both have been thrilled and delighted if THE WINDS OF WINTER had been delivered and published four or five years ago… and NO ONE would have been more delighted than me.

Ved du hvad, George? DET TROR JEG IKKE PÅ. Du lyver. Og det er virkelig grimt at se på. Du skal ikke sidde der – efter alle dine sideprojekter, blogindlæg, dyre middage, konsulenthonorarer, celebrity-arrangementer, bogmesser og popkulturelle superstardom – og fortælle mig, at det du allerhelst ville var at have færdiggjort bog 6. Det er løgn, løgn, LØGN! Hvis det havde været dit ønske, så havde du sat din lodne røv på stolen og fået skrevet bogen. Du har kunne skrive alt muligt andet i de sidste 8 år – herunder en fuldstændig irrelevant baggrundshistorie for Game of Thrones universet – så hvorfor ikke bogen? Lidt for meget fame og distraktioner til at du kunne arbejde? Denne oversigt over dine utallige elendige undskyldninger er masochistisk læsning, der ikke engang levner muligheden for katarsis. Det er grufuldt!

Så nu siger jeg det igen – for Gud ved hvilken gang: FINISH THE BOOK GEORGE!

  1. JO, Neil Gaiman, jeg HAR krav på at bøgerne bliver skrevet og JO, George R. R. Martin ER min bitch! []

Yacht Rock

Jeg havde stor glæde af det nyeste afsnit af Bill Simmons’ podcast, hvor han og Zane Lowe talte om musik. De drøftede bl.a. den vidunderlige genre Yacht Rock, som er ganske uimodståelig. Det er vel musikkens svar på flamingofugle; flamboyante og lyserøde. Den slags musik man lytter til på sin yacht i selskab med solnedgangen og champagne. Lækkerhedsfaktoren er kort sagt skruet helt op.

Undervejs spillede de Christopher Cross – ‘Ride Like the Wind’ som er decideret umulig at få ud af hovedet igen.

Lyt kun til sangen, hvis du er klar på en romatisk sejlads langs den californiske kyst sammen med en solkysset blodine på din pastelfarvede yacht.

Mmmmm!

Retro

Jeg er meget begejstret for Jimmy Maher og hans retrogaming-blog ‘The Digital Antiquarian’. Et af hans nye indlæg førte mig direkte tilbage til en svunden tid, hvor jeg var en præpubertær nørd med en usund interesse for computerspil:

This one isn’t just any old year: a strong argument could be made that 1993 was the pivotal year in the entire history of computer gaming, the dividing line between its antiquity and modernity.

For this was the year when CD-ROM finally went mainstream, virtually eliminating any and all technical restrictions on the size of games.

The transformation this wrought on the graphics and sound of games, on their budgets, on their potential consumer appeal, and, indeed, on their very nature is almost impossible to overstate. We’ll have to wait until the rise of ubiquitous digital distribution well into the 2000s before we again see any single technology remotely as disruptive.

But as if the CD-ROM revolution wasn’t enough to make 1993 a special year, there was also the 3D graphics revolution, as exemplified by Doom, the game many would doubtless consider the game of the 1990s, at least in terms of pure populist appeal

Jeg var 11 år, bebrillet og sublimt kikset i 1993. Jeg kan derfor med betydelig autoritet bekræfte at ovenstående udvikling var sindssvagt spændende. Maher fremhæver bl.a. følgende højdepunkter, som også fik skelsættende betydning for mig:

Jeg er helt bevidst om det sørgelige i at min popkulturelle glansperiode ligger mere end 25 år tilbage. Men det er helt uden sammenligning de spil, jeg spillede i årene 1993-1997, som selv i dag fremkalder min allermest uironiske og lyserøde begejstring. Mon man i en alder af 37 stadig kan blive utvetydigt begejstret og fan af noget? Jeg håber det.

Indtil da vil jeg svælge i nostalgien …

SV

Min spontane reaktion til Lars Løkkes ønsker om en SV-regering: Det er ikke en god ide.

På det korte sigt opfatter jeg hans udmelding som at Venstre selv og partiets valgstrategi er mere eller mindre i opløsning. Det indtryk bekræftes af næstformand Kristian Jensens afvisning af idéen. Hjulene er ved at falde af for mit parti, og det er ærligt talt ikke særlig morsomt at være en del af det.

På det mellemlange sigt vil en SV-regering også kunne udskyde den helt nødvendige ideologiske og organisatoriske oprydning i Venstre. Partiet fremstår i dag som Danmarks mest magtfuldkomne og korrupte. Ideologisk har Venstre alene i den seneste uges valgkamp lovet alt lige fra skattelettelser til mere velfærd. Jeg er med på at et partis politik ikke kan være rendyrket ideologisk i mødet med virkeligheden og de parlamentariske forhold. Men det nuværende brandudsalg hænger ikke sammen, og det gør det vanskeligt for mig at sige præcis hvad Venstre vil – altså udover at beholde magten.

En SV-regering vil også kunne udsætte udskiftningen i partiets ledelse. Lars Løkke kan finde på at stritte imod det formandsskifte, der er helt altafgørende for Venstres fremtidige trivsel. Jeg er her helt bevidst om at Løkke er et politisk dyr, der aldrig giver op. Men jeg fornemmer at hans ønske om en SV-regering mere handler om hans personlige interesser – enten som EU-kommissær eller minister -, end det handler om dybfølte bekymringer for yderfløjenes indflydelse på dansk politik.

På det langsigtede og mere systemisk plan er jeg nervøs for de konsekvenser, som en SV-regering vil få på den politiske kultur.

Konsensus er ikke altid godt eller ønskeligt. En monolit henover midten vil kunne kvæle debat, innovation og holde nødvendige stemmer og synspunkter ude. Jeg ønsker et demokrati, hvor meninger mødes, kæmper og er i dialog med hinanden. Den slags skaber fremdrift. Jeg ønsker ikke en endnu mere teknokratisk, apolitiseret og korporatistisk samfundsdebat. Det så vi i Østrig, hvor konservative og socialdemokrater i storkoalitioner sad på magten i over 50 år. Det var stabilt, ja, men det skabte ikke dynamik, og det fremelskede en særdeles kras højrefløj.

Endelig køber jeg heller ikke at et samarbejde hen over midten vil holde yderfløjene udenfor indflydelse. I Tyskland har de haft en tilsvarende monolit, og i dag ser vi det ekstreme AfD’s fremmarch. Jeg tror simpelthen ikke på at en SV regering er det rigtige svar på populismen, tværtimod.

Men ok, hvis alternativet er et brun-rødt samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, så kan jeg da til nøds leve med en SV-regering.

FC Roskilde er en farce uden lige. Roskilde Avis’ udlægning af sagen er muligvis lidt vel frimodig, men ikke desto mindre dækkende:

”Træner Christian Lønstrup er en færdig mand i FC Roskilde, efter at han er gået helt fra snøvsen og uden nogen beviser har beskyldt sine spillere for matchfixing i søndagens 1-2-nederlag hjemme til Lyngby.”

Den klub bliver vanskeligere og vanskeligere at holde af.

Sæsonen er forbi

Næsten. Lige om lidt. Der resterer jo stadig en enkelt eller to runde i diverse fodboldligaer rundt om i Europa. Men min hjerteklub AaB blev i dag sendt på sommerferie med endnu et pinligt og ugideligt nederlag til AGF. Ud i glemslen, irrelevansen, mørket.

Lige nu kan jeg ganske enkelt ikke samle livsmodet eller kræfterne til at skrive en elegi over AaB. For den klub fylder mig med så megen fortvivlet smerte og ulykke, at jeg ikke stoler på mig selv. Så her til aften er ikke det rette tidspunkt at evaluere klubbens sæson, ledelse eller hold. Der kommer intet godt ud af at et cri de coeur så kort tid efter endnu en fadæse, endnu en jammerlig indsats, endnu en ydmygende middelmådighed. Må hellere se tiden an. Hvem ved, måske malstrømmen i mit indre er væk på det tidspunkt? Om et par årtier, kanske?

Hvis det så blot var AaB, som piner mit hjerte. Men lad os være ærlige: 2018/2019 har været en decideret forfærdelig sæson over hele linjen. Tingene kan stadig nå at blive bedre, men jeg tør ikke tro på. Lad os tage en hurtig tour de Europa:

Lazio roder rundt på en 8. plads i den italienske Serie A. Hvilket klubbens økonomi og bizarre spillertrup taget i betragtning vel egentlig er ok. Og der er jo også en Coppa Italia finalen lige om lidt. Men de er så langt, så langt efter toppen. Hvad er perspektivet i det hold efterhånden?

Mit lokale hold, FC Roskilde, er i skrivende stund stadig over nedrykningsstregen i 1. Division, men de har ikke vundet en kamp i noget nær en menneskealder. Så sent som i dag tabte de igen, jeg hørte det selv på min løbetur i nabolaget. Inden maj er gået kan professionel fodbold i Rosseren være en saga blot. Det er ulideligt at tænke på. Ligeså ulideligt er det at tænke på Vendsyssel og Hobro, der efter dagens resultater er godt på vej ned i selvsamme 1. division. Luften fiser i den grad ud af det nordjyske fodboldeventyr i dette grusomme forår.

Hearts og Hibernian, de to evigt uduelige Edinburgh-klubber som jeg godtroende har forsøgt at opbygge et kunstigt tilhørsforhold til, faldt efter fine sæsonstarter naturligvis sammen som slaskede klude efter jeg havde besøgt byen. Jeg formoder at det ikke er tilfældigt.

Tyskland fungerer heller ikke for mig. Freiburg undgik ganske vist nedrykning, men lige nu ser det ikke ud til at HSV kommer direkte tilbage i Bundesligaen. Det er en katastrofe.

Mønsterbryderne er Saint-Étienne og Crystal Palace, der begge har haft mere end godkendte sæsoner. Det er heller ikke udelukket at Bellinzona rykker op i næstbedste schweiziske liga, men det kræver at Yverdon snart snubler.

Det eneste jeg beder om i min nuværende skrøbelige tilstand er at katastrofen ikke bliver værre. Jeg kan ikke bære nedrykninger af mine hold. Efter AaB’s svigt har jeg brug for lidt gode nyheder.

Julia Lovell: ‘Maoism: A Global History’

Når jeg allerede her i maj måned næsten er klar til at kåre Julia Lovell ‘Maoism: A Global History’ til årets bedste bog, så skyldes det den sjældne kombination af en eminent skrivende forfatter og et fascinerende emne. Det er den slags bøger, jeg ville ønske at jeg selv kunne skrive. Hvem ved, måske i et andet liv?

Blandt alle de totalitære og blodige politiske ideologier, så er maoismen den mest intellektuelt interessante for mig. Formet i en tid med borgerkrig i Kina, så var maoismen ekstrem i sin dyrkelse af vold, kollektivismen, mobilisering af ‘folket’ og konceptet om ‘permanent revolution’. Selvom Stalin var et iskoldt magtmenneske, ualmindelig uempatisk og en skruppelløs diktator, så var han ikke den store ideolog. Mao, derimod, havde større visioner. Og generelt må man sige, at Sovjetunionen var det rene ideologiske saftevand i sammenligning med de ting, som Mao konstruerede i sit hoved og siden udsatte de arme kinesere for.

Selvom jeg igennem årene har læst en del om konsekvenserne af alle de bindegale tiltag i 50’erne og 60’erne – især det store spring fremad og kulturrevolutionen – så var jeg før Lovells bog ikke bevidst om maoismens internationale appeal. Jeg vidste godt at Blekingegadebanden udsprang af det maoistiske miljø i Danmark, men havde ikke tænkt dybere over hvor meget maoismen påvirkede folkemorderne i Khmer Rouge.

Jeg lærte også en del om terrorgruppen ‘Sendero Luminoso’ (Den lysende sti) i Peru. Det kapitel var noget af det mest interessante i hele bogen. Anført af den karismatiske galning og kultleder Abimael Guzmán førte gruppen en maoistisk inspireret guerrilakrig mod den peruvianske stat igennem 1980’erne.

69.000 døde og et land i ruiner senere blev Guzmán endelig fanget i 1992. Belært af Peru må man sige, at i de rette sammenhænge (lav social tillid, ikke-fungerende institutioner, ulighed, frustration), så er maoismen fantastisk velegnet til at mobilisere folk til oprør og vold. Til gengæld er dens sygelige voldsideal en rædsom metode til at opbygge et samfund med.

Jeg kan kun anbefale at læse Lovells bog, hvis man vil forstå en af det 20. århundredes allermest betydningsfulde politiske ideologier. Det er læsning, man bliver klog af.