Det menneskelige sorte hul

Jeg er pinligt bevidst om at intet af det følgende er særlig originalt eller dybsindigt.

Men det er vanskeligt for mig at forstå, hvordan nogenlunde rationelle, afbalancerede og normalt begavede begavede personer kan betragte Donald Trump og tænke: “Dette menneske vil jeg overlade ansvaret for vores fælles bedste. Jeg har tillid til, at han besidder intellektet, personligheden, følelseslivet og visdommen til at træffe de rigtige beslutninger, når det virkelig gælder”.

USA er selvfølgelig et meget anderledes samfund, med alt hvad det indebærer af divergerende historie, kultur, politik, sociale relationer og økonomiske forhold. Man kan og skal derfor ikke vurdere amerikanske politikere ud fra danske normer. Jeg er heller ikke blind for at de større samfundsstrømninger – populismen, polariseringen, uligheden, de demografiske forandringer – er mere præsente i USA end i Danmark.

Men alt dette til trods. Se dog på manden. Lyt til ham. Vurder hans intellekt og menneskelige kvaliteter (eller mangel på samme). Analyser de ting han gør. Uanset ens ideologiske standsted, så må samtlige alarmklokke da ringe? Hvordan kan man ikke se, hvilket moralsk, intellektuelt og menneskeligt sort hul der står foran én? Hvordan kan man se igennem den altfortærende korruption og løgnagtighed, som strømmer ud af ham? Hvordan kan man i blot en flig af et sekund overveje at overlade ham ansvaret for noget? Hvordan kan man tro, at han vil træffe gode beslutninger? Det er helt, helt ubegribeligt for mig.

Som Maya Angelou engang så rammende sagde: “When someone shows you who they are, believe them”. Det er et godt råd. Trump viste os det længe før han blev valgt i 2016. Han har vist det uafbrudt i fire år. Og han viste det i særklasse ved den første debat med Joe Biden.

Der er et intet mystisk ved ham. Han er det, han er. Joe Biden er mildest talt ikke en fremragende kandidat, men han er dog ikke et eksistentielt fallitbo. Lad os håbe amerikanerne gør det rigtige ved valget i november.

Supernatural

Jeg tror vi har fundet en god modus operandi, ‘Supernatural’ og jeg.

Vi er muligvis som et træt og slidt gammelt ægtepar, der er mest af alt stadig er sammen, fordi vi ikke rigtig ved hvad vi ellers skulle gøre af os selv. Men nu har jeg haft en tiltrængt fem år lang pause fra serien, hvilket har givet mig ny energi i samlivet. Jeg kan nu se serien præcis som jeg vil, helt uden dårlig samvittighed. Det er en fornøjelse at kunne nyde de gode ‘monster-of-the-week’-historier (og når ‘Supernatural’ er godt, så er det virkelig underholdende), og trygt skippe de allermest tåbelige afsnit. Så nu slipper jeg for at ærgre mig over, at en given sæsons store plot begynder at kede mig – hvilket ville gå ud over min samlede entusiasme.

For guderne skal vide at vi har været meget igennem sammen. Første gang jeg nævnte serien her på bloggen var i 2010. Allerede i 2012 begyndte jeg at klage over dens dalende spændingsniveau. Helt galt blev det i 2015, hvor jeg reelt gav op.

Men med mit nye Amazon Prime abonnement har jeg fået fem sæsoner af ‘Supernatural’ at forlyste mig med, og det er skønt. Hun ser sgu dejlig ud igen, den gamle krage. Jeg har savnet Sam og Dean Winchester. Og hvor er det forfriskende at være forelsket igen!

The Usual Suspects

Et par enkelte observationer efter at have genset ‘The Usual Suspects’ igen efter mange år:

  • Filmen er et klassisk eksempel på behovet for at adskille kunstneren fra kunsten. Instruktøren Bryan Singer og Kevin Spacey er tilsyneladende begge et par utiltalende sædelighedsforbrydere, men det ændrer ikke ved, at ‘The Usual Suspects’ i sig selv er en helt forrygende film

  • Spacey er en tilsvarende eminent skuespiller, og han havde et objektivt voldsomt højdepunkt i 90’erne. Indenfor få år var han med i ‘The Usual Suspects’, ‘Seven’ og ‘American Beauty’. Det er vanskeligt at konkurrere med den track record

  • Filmen er nu 25 år gammel, men den er ikke ældet en tøddel. Dog: ville det store plottwist have været ligeså banebrydende og Keyser Söze-konceptet have samme popkulturelle effekt i dag, nu hvor adgangen til (ufrivillige) spoilers er så meget større?

  • Der optræder reelt kun én kvinde i filmen, og hun bliver skudt to gange i hovedet på et motelværelse i Pennsylvania. Det faktum ved jeg ikke om man bør udlede noget dybere ud af

  • Gabriel Byrne har den mest eventyrlige hårpragt på denne side af Hugh Grant anno ‘Fire bryllupper og en begravelse’

Jeg vil stærkt anbefale alle at (gen)se ‘The Usual Suspects’. Den er et mesterværk, også her mange år efter udgivelsen.

Det er bedrøveligt sjældent at jeg har mulighed for at være utvetydigt og uironisk lykkelig over et sportsresultat. Så tilgiv mig at jeg keder jer med Denver Nuggets’ episke play-off sejr mod Los Angeles Clippers, men det ER altså strålende og et lyspunkt i et ellers traurigt 2020.

Det har været en mildest talt blandet omgang siden vi så dem spille mod Utah Jazz i Pepsi Center tilbage i 2012. I årene siden har jeg tilmed – det tilstår jeg – haft en momentan platonisk flirt med Golden State Warriors. Det klæder mig ikke, men det er ikke desto mindre sandheden, og erkendelse er jo første trin mod at forbedre sig selv.

Et sted inderst inde har det dog altid været Nuggets jeg kiggede efter først, når jeg hver morgen tjekker ESPN’s hjemmeside for at få resultatet af nattens kampe. Så når de slår storfavoritterne i serien og nu er i Western Conferencen finalen mod købeholdet Lakers, så giver det mig en intens glæde. Ser meget frem til de kommende ugers kampe 🏀

Der er for meget arvæv på mit desillusionerede og smertende hjerte til at jeg tør håbe på, at den kommende ‘Dune’ filmatisering bliver andet end en monumental skuffelse. Men den nye trailer ser godt nok lovende ud. Og måske filmens snarlige ankomst kan få mig til at holde mit smuldrende løfte om at genlæse bogen. Der er trods alt tale om det, jeg har fortalt mig selv er min all-time favorit science fiction roman.

World War Z

Jeg har haft Max Brooks – ‘World War Z: An Oral History of the Zombie War’ liggende kvartlæst på min Kindle i flere år. Så det er lidt mærkværdigt, at det skulle blive lige netop dén bog, der fik genantændt min lyst at læse skønlitteratur.

Zombier har igennem tiden været et stort no-go for mig, og det på tværs af alle former for popkultur. Som overnaturlige væsener har de altid virket fjollede på mig. Ikke at det mytologiske aspekt i eksempelvis vampyrer eller genfærd i sig selv er mindre tåbelige. Men de kan dog i en tilpas talentfuld forfatters hånd udvikles til at besidde en form for seksualitet, baggrundshistorie og følelsesmæssigt drive. I ved nok, spøgelser der vender tilbage for at hævne en uretfærdighed, eller den arketypiske mystiske forførende blodsuger.

Det er noget mere vanskeligt med zombier. Selve konceptet (i.e udøde, rådnende væsener uden bevidsthed, der drives udelukkende af en instinktiv og umættelig appetit på menneskekød) rummer begrænset med sexappeal. Og det har reduceret zombierne til at bebo de mere lemlæstende og blodige dele af horrorgenren, som jeg ikke har den store veneration for. Det går ret hurtigt op for læseren, at selvom Brooks sagtens kan skrive en grum horrorscene med afrevne lemmer og mæskeri af menneskekød, så er zombierne mest af alt metaforer. Brooks bog handler mere om hvad der sker, når civilisationen, menneskeligheden og samfundet bryder sammen under pres fra en eksistentiel trussel – både lokalt og globalt. Zombierne kan ses som et elskovsbarn mellem en pandemi og klimaforandringer, hvilket gør bogen overraskende relevant her 14 år efter udgivelsen.

Rent læsemæssigt er ‘World War Z’ en fornøjelse, når man først har købt ind på dens præmis. Den er en epistolarisk roman, hvilket ikke fungerede for mig ved første gennemlæsning, men nu virker stilen forfrisken og stimulerende på mig. Jeg er ca. 2/3 inde i bogen, og den holder højt niveau. Nu er spørgsmålet så om min nyvundne accept af zombiekonceptet betyder, at jeg bør give ‘The Walking Dead’ en chance? Det tyder på at den serie kan lidt af det samme som ‘World War Z’, der have været en inspirationskilde.

Kompetencer

Fik tilsendt et interessant indlæg fra Punditokraterne – en blog jeg husker at have læst tilbage urtidssuppen i midten af 00’erne – om hvem der vælger at blive politikere. Med den sande libertarianers skepsis overfor politikere, skriver de:

Et særligt træk, der med jævne mellemrum ryster økonomer, er dog ikke politikernes personlighed, men deres klippefaste tro på egen indsigt. Reelt er mit indtryk, at mange – og måske de fleste – danske politikere lider af Dunning-Kruger Syndromet. Som Dunning og Kruger pointerede i deres oprindelige artikel, er problemet at ”Those with limited knowledge in a domain suffer a dual burden: Not only do they reach mistaken conclusions and make regrettable errors, but their incompetence robs them of the ability to realize it.” Med andre ord er de så inkompetente, at de ikke er kompetente nok til at indse deres fejl. Kombinationen af dyb inkompetence og klippefast tro på egne kompetencer er med andre ord et klassisk fænomen hos politikere, en glimrende forklaring på meget aldeles tåbelig politik, og en del af svaret på, hvorfor særinteresser ofte har så ekstremt let adgang til at påvirke visse politikere.

Muligvis en lidt polemisk konklusion, men jeg kan følge den et stykke hen af vejen.

Jeg lyttede for et stykke tid siden til en Malcolm Gladwell podcast, hvor han behandlede selektionsmetoder af politiske kandidater (og CEO’s og videnskabelige artikler!). Fordi de fleste mennesker er så usandsynligt ringe til at vurdere andre menneskers reelle kompetencer og væsen, så lader vi os forblænde til at stemme på de kandidater, der er gode til ‘sælge sig selv’, holder gode taler, er skarpe i en politiske debat og er ekstroverte. Og det vel at mærke selvom disse egenskaber intet siger om kandidaternes lederevner, intelligens, indsigt, empati, etik, arbejdsmoral, samarbejdsevner, beslutningskraft eller evne til at skabe politiske resultater sammen med andre.

Denne bias betyder, at de indadvendte, stille og mindre opmærksomhedssøgende typer de facto bliver sorteret fra på jobmarkedet og politiske hverv, selvom de måske alt andet lige kan være mere kvalificerede – og derved ville være langt bedre at have i kommunalbestyrelsen, i folketinget eller som kolleger.

Jeg ved derfor ikke om der som sådan er noget galt med politikere per se. Men jeg er ret sikker på, at den måde vi rekrutterer og udvælger kandidater betyder, at enorme mængder potentiale og talent bliver spildt. Det kræver en særlig opmærksomhedssyg personlighed, at have lyst til at føre en valgkamp og være i rampelyset. De færreste har lyst til det, og dermed ender vi med Dunning-Kruger’ske politiske processer.

Jeg kom til at tænke yderligere over spørgsmålet om politikernes kompetencer – eller mangel på samme -, da jeg lyttede til (endnu!) en podcast. Det var et interview med forfatteren til en ny biografi om John Maynard Keynes, hvor de betonede Keynes’ evne til at tænke syntetisk og se de helt store sammenhænge. Uanset hvad man måtte mene om Keynes’ økonomiske teorier i øvrigt, så anerkende de fleste nok at han noget af et renæssancemenneske og en polymat. Og selvom han ikke var politiker, så kan man godt savne, at vi i dag på globalt plan havde visionære ‘stortænkere’ som ham til at hjælpe med at forme og fortolke verden i en omskiftelig tid. Af filosofkonger og statsmænd har vi vel i 2020 reelt kun Merkel (lidt endnu) og Xi Jinping (der må siges at være magtpolitikeren par excellence), mens typer som Macron gerne vil give indtryk af at være det. Ellers er der destruktive taktikere (Putin) og Hindutva-ekstremister (Modi). Trump magter jeg ikke engang at nævne i den samtale.

Lang historie kort, så virker det til, at vi pt. er begunstiget med et nærmest unikt svagt hold af inkompetente globale beslutningstagere. Det er vel at mærke på et tidspunkt, hvor der er allermest brug for nogen, der kan og vil genrejse den liberale verdensorden – og tage fat på at løse de globale problemer, først og fremmest klimakrisen. Tror vi med fordel kan holde på hat og briller i de kommende år.