web analytics

Mer & mer

Nå, men vi var på hjem i bilen efter turen i Bauhaus i Holbæk ( … ), og pludselig spiller P4 Sjælland helt umotiveret MC Clemens – ‘Mer & mer’.

Den sang kan jeg af et ærligt hjerte sige, at jeg ikke har skænket en tanke siden den blev udgivet i 2001 og huserede i ‘Funkshowet’. Men du fredsens, det er en BANGER og et MESTERVÆRK.

Det er den spirituelle lillebror til ‘Spændt op til lir’. Tilsammen udgør de to sange peak år 2000 discorap, en periode hvor det var helt legitimt at skamsample et 70’er disco/soul hit, smide en tung housebas ind i baggrunden og så ellers bare gå i gang med bøvet rap.

Heldigvis er samplen, The Whispers – ‘Make It With You’ fra 1977, helt uimodståelig1. Derfor er beatet i ‘Mer & Mer’ så godt, at man kun hader Clemens 80% af tiden og snildt tilgiver de tåkrummende tekster. Og hvem vidste at den kælne sangerinde i omkvædet er et af medlemmerne i slut-90’er soulgruppen Juice?.

Alt i alt den perfekte sang til næste hjemmefest, når COVID-19 engang er væk.

  1. Det gælder i øvrigt også samplen i ’Spændt op til lir’ []

Årets fodboldtrøjer

2020-2021 sæsonen ser ud til at blive ganske ualmindeligt ærgerlig på fodboldtrøjefronten. Normalt plejer der ellers hvert forår og sommer at komme en lind strøm af pirrende nyt spændende design, men der er langt mellem snapsene i 2020. Den primære årsag er at de store sportsmærker alle kører med mislykkede koncepter i år. Adidas, Nike og Puma insisterer således på at tvære grimme 90’er-inspirerede baggrundsmønstre udover deres fodboldtrøjer (største og mest groteske forbrydelse er AC Milans monstrøse hjemmetrøje, men der er andre nederdrægtigheder her, her, her og her), hvilket støder min kunstneriske sensibilitet. Sæsonens skuffelse er Umbro, der ellers plejer at levere markedets mest spændende trøjer. Italienske Macron vifter af og til med ørerne, men er ellers også underligt afdæmpede denne sæson. Min yndlingsklub Lazio har således fået et design, der generøst kan betegnes som anæmisk, men reelt er selve definitionen af ligegyldigt. Min all-time favorit Diadora er jeg slet ikke stødt på endnu.

Andre gange taber virksomhederne sutten fuldstændig designmæssigt, når de forsøger at lave noget unikt. Juventus ser ud til at skulle spille i en pyjamas, og Chelsea er også klar til at gå i seng. Real Madrid er blevet pink, men det er og bliver kun Palermo, der er mænd nok til at kunne bære den farve på en fodboldbane. Liverpool har pludselig fået noget blåt på trøjen. Manchester City er en smadret rude. Inter er blevet … ja, jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige, men det er en skændsel at se på.

Så er der de situationer, som man må betegne som ‘enten-eller’. Bedste eksempel er Galatasarays hjemme– og udebanetrøjer, som enten må betegnes som geniale eller uhyrligt rædsomme. Jeg tror jeg synes de er geniale, men tør ikke melde det ud af frygt for latterliggørelse. Så er der de spildte muligheder. Romas nye udebanetrøje med ulvelogoet er som udgangspunkt elegant, men ak, martret af Nikes aktuelle mønstermani (og sponsoren er fra en menneskerettighedsforagtende slaveholderstat, men sådan er de jo, derovre i den forkerte side af Rom).

Når det så er sagt, så er her mine favoritter til den kommende sæson:

Der er en klar bias mod Skotland, som jeg ikke helt kan forklare eller forsvare. Men det tyder jo på, at jeg med fordel snart kan rejse derover igen.

Ben Lerner – ‘The Topeka School’

På trods af min jeremiade forleden, så fik jeg faktisk læst Ben Lerner ‘The Topeka School’ færdig her til aften.

Ikke 100% grundigt måske, men nok til at jeg med god samvittighed kan sætte den på hylden. Det er jeg svært tilfreds med, må jeg indrømmme.

Lerner skriver i almindelighed uhyre selvforelsket om et emne, han finder særdeles spændende: sig selv og hvordan hans oplevelser (med en anelse fiktionsfernis strøget ud over) kan anvendes til at forstå større samfundsmæssige udviklinger. Det er ikke en selvbiografi, men hovedpersonen er en karbonkopi af Lerner selv, og handlingen følger i store stræk Lerners eget liv (ligesom bogens forgænger ‘Leaving the Atocha Station’ også gjorde). En slags modificeret Knausgaard, bortset fra at Lerner er mindre interessant og har et større ego end Knaugård. Det er en 7 (eller 8) ud af 10 bog, der rummer rørende sentimentale og oprigtige sekvenser, men hvor det samlede indtryk er skæmmet af Lerners autoerotiske nydelse over sig selv. Jeg er glad for at jeg fik læst ‘The Topeka School’, den rummede fine (ja, ligefrem fremragende) afsnit, men behøver nu ikke flere stykker med Lerner de næste par årtier. Jeg er i den grad blevet mæt.

En mere administrativ note: Jeg lånte ‘The Topeka School’ på biblioteket, og det er den første skønlitterære bog, jeg har læst i fysisk form i en evighed. Det føltes rart, og var en påmindelse om, at jeg mister et eller andet ved primært at læse på min Kindle. Og at jeg kan bruge biblioteket til andet og mere, end blot at låne ting til børnene.

Konformitet

Læste en interessant artikel om konformitet og behovet for at tænke mere selvstændigt og frit. Den er biased i retning af hylde de store unikummer i Silicon Valley, men jeg tror Paul Graham har en pointe. Ikke mindst set i lyset af COVID-19-perioden, hvor vi har set hvordan Mette Frederiksen med stor succes har kunne appellere til de ‘aggressively convention-minded’, så de kunne patruljere deres omgivelser og udskamme dem, der måske tænkte og handlede anderledes end hvad Regeringen dikterede.

Det kræver mod til at tænke anderledes, og jeg ville ønske jeg var bedre til det. Dels for mig selv og mit eget perspektiv, hvor jeg ville ønske at jeg tænkte mere utraditionelt, vildt, udenfor rammerne, mindre teknokratisk. Det er netop min tendens til at tænke og agere indenfor de udstukne retningslinjer, der gør, at jeg til tider har en tendens til at betragte alting som værende for komplekst og derfor i praksis vælger apati fremfor handling. Det er også derfor, jeg er grundlæggende tvivlende overfor om jeg nogensinde vil være en god politiker – jeg tænker i begrænsninger fremfor muligheder.

Men det gælder også i den måde, jeg guider og interagerer med mine børn. Her har jeg i pressede stunder en beklagelig overvægt i retning af ‘I skal overholde reglerne og gøre hvad jeg/de voksne siger!!!!’, fremfor: ‘I skal følge reglerne, men I skal også stille spørgsmål, tænke selv og bryde mønstrene, hvis de åbenlyst er forkerte, skader de svage eller bare kan forbedres til alles bedste’. Jeg må tænke over hvordan jeg kan agere mere hensigtsmæssigt, når mine børne udfordrer mine beslutninger, der (må jeg indrømme) ofte er mere forankret i min egen magelighed og dovenskab, end i hvad der gavner helheden mest muligt.

Læsning

Er der en sammenhæng mellem personlighedstyper og litteraturpræferencer?

Jeg er JTI-mæssigt et sted mellem INTP og ENTP, alt afhængigt af vindretningen den pågældende dag. Men uanset graden af I eller E, så er jeg til det store billede, de overordnede koncepter, de fejende bevægelser. Måske det er en af forklaringerne på at jeg er så fokuseret på plottet i bøger, på at der er drive i handlingen. Jeg får ikke noget nydelse af sproglig ekvilibrisme eller finlitterære excesser, jeg vil have eskapisme og spænding. Det er de store bevægelser og de udfoldede drømmefaner, der begejstrer mig i min læsning.

For nylig gjorde en af mine venner nar af mine præferencer. Han er ligeglad med handling, påstod han, det vigtige for ham er kunsten, det sproglig niveau, den litterære kvalitet – ikke hvordan person A når frem til punkt B. Det perspektiv kan der være noget om, for jo, jeg står også skumlende af en bog hvis min (genre)litteratur er for sjasket skrevet.

Faldende bogstaver

Men nu hvor jeg har læst blot et par af de uendelig mange sider i Don DeLillo’s ‘Underworld’, så er jeg stensikker på at jeg aldrig kommer igennem den. Han skriver utvivlsomt på sublim postmoderne vis, og der er vistnok tale om et hovedværk indenfor literary fiction. Der findes dem, der mener han bør have Nobels litteratur pris. Men teksten keder mig – og jeg er nervøs for at det samme også gælder for en anden bog, jeg lånte i dag på biblioteket: Ben Lerner ‘The Topeka School’. Endnu en overuddannet mand fra New York, der skriver sprogmasturberende om sig selv og sin ungdom. Suk. 

Jeg ved ikke om det er for sent i en alder af 38 år at lære at læse litteratur på en anden måde, end jeg gør. At lære at skimme mindre og afkoble mig fra den adrenalinjagende handlingsfiksering, for i stedet virkelig at fordybe mig i teksten og sproget. Så jeg vitterligt kan sætte pris på litteraturen som kunst

Men burde jeg det i det hele taget gøre det? Er det vigtigt, at man forsøger at leve op til et eller andet postuleret ideal for “god læsning”? Jeg vil ikke kunne bære, hvis en af mine store glæder i livet – at læse – pludselig blev et spørgsmål om pligt og andre menneskers kriterier for god smag.

Gefion

Jeg holder meget af min adopterede landsdel Sjælland.

Naturligvis vil min primære identitet altid være aalborgenser, og Aalborg er mit ‘hjem’ i en større metafysisk forstand. Men Sjælland er der hvor jeg lever og har gjort det længe. Det er her hvor mine børn er født og opvokset – og det er her, de vil udspringe fra og få deres stedbundne identitet.

Det skurrer ganske vist stadig i mine ører, når min ældste i glimt har sjællandsk dialekt (men ikke københavnsk, for Guds skyld, ikke københavnsk!). Men det er jo blot en æstetisk detalje. Det er i hvert fald hvad jeg forsøger at overbevise mig selv om.

Men nuvel, jeg føler mig hjemme på Sjælland, kan lide landskabet, mentaliteten og sjællænderne. Som det udtrykkes i ‘Den danske sang et en ung blond pige’:

Al Sjællands ynde og Jyllands vælde / de tvende klange af blidt og hårdt

Hvilket selvsagt er noget højstemt romantisk vås, men nok heller ikke helt forkert.

Sjælland og sjællændere har en anden, måske mere mild mentalitet. Landsdelen og dem der bor her er formet af at være bagland for den altdominerende hovedstad, der suger kapital, talent og dynamik til sig. Det er måske derfor her ikke er de kæmpestore virksomheder – og det er givetvis derfor, at der med 99,9% sikkerhed kun er én sjællandsk fodboldklub i de to bedste rækker efter denne sæson.

Netop Roskilde, Næstved og Nykøbings aktuelle nedrykning til 2. division er anstødsstenen til mine tanker om Sjælland i dette indlæg. Landsdelens fodboldmæssige udslettelse gør mig dybt nedtrykt. AaB er min hjerteklub, men jeg mangler nogen at holde med lokalt. Jeg ved ikke hvad det skal til for at skabe et holdbart konkurrencekraftigt fodboldprojekt på Sjælland. Men jeg håber at Køge nu gør det godt, og at de øvrige får strammet sig an.

Sjælland fortjener det.

Broken Age

Det var en ren tilfældighed, ja, vel nærmest et gedigent lykketræf, at jeg opdagede at ‘Broken Age’ var gratis i Appstore henover weekenden.

Hvilket egentlig er en blodig uretfærdighed målt på den helt store kosmiske skala. For spillet har givet mig uproportional stor glæde og fornøjelse de senere dage. Det er et vidunderligt old-school point-and-click adventurespil, som vækkede minder om ‘Monkey Island’ et al. Så jeg burde have betalt for det, hvis der da ellers var nogen større himmelsk retfærdighed til.

Nuvel, jeg er pinligt bevidst om at nostalgi og dyrkelse af retroæstetik er et trist og sølle fænomen, som vi midaldrende typer alt for ofte forfalder til. Det samme gælder længsel efter popkultur fra dengang man var 12 år gammel1.

Men ‘Broken Age’ gør netop det; fører mig tilbage til de adventurespil, jeg var så vild med dengang. Den vittige dialog, de enkelte puzzles, selve spilkonceptet. Det går altsammen op i en større enhed. Mentalt fører det mig tilbage til engang, hvor jeg sad foran 286’eren og løste gåder. Hvad mon mine egne børn kommer til at blive besatte af, når de er 12? Jeg håber det er noget, der også vil give dem glæde den dag de selv er 38!

  1. Adm. note: det er som bekendt et objektivt faktum at intet er mere formende for et ungt menneskes livslange popkulturelle præferencer, end de ting, man var besat af som 12 årig []