Kunstværker

Jeg er pinligt bevidst om at jeg nu outer mig selv som vredladne og reaktionære rindalist, jeg i virkeligheden er.

Men der er virkelig ikke meget på NYT’s ‘The 25 Works of Art That Define the Contemporary Age’som for alvor hidser mig op. Hvis dét er den øverste og såkaldt definerende échelon indenfor kunst™️ 1, så står det skidt til med dens evne til at forandre verden.

På det mere personlige plan, så fremstår både Jenny Holzer og Barbara Kruger (her 20 år efter at jeg læste Douglas Couplands romaner og havde postkortudgaven af ‘I Shop Therefore I am’ indstukket i min kalender) mest af alt … studentikose. Og så har vi ikke engang nævnt det notoriske bluffnummer Jeff Koons. Det er beskæmmende at det sølle vraggods fra 80’erne nogensinde har kunne leve af sin ‘kunst’.

Nu vil jeg trække mig tilbage til 1890’erne igen.

  1. Som defineret af eliten og dem med reelt god smag

Indien

Der er dele af verden jeg ved alt, alt for lidt om. Hvor min viden om samfund, historie og kultur er basal og utilstrækkelig. Hvor jeg forfalder til klichéer og stereotyper.

Det handler typisk om landene i de sektioner jeg altid skimmer lidt for hurtigt over i The Economist: Asien og Sydamerika. Vigtige nationer som Indonesien, Malaysia og Filippinerne er gode eksempler. Hvad ved jeg egentlig om dem? Skrab lidt i overfladen og min ignorance åbenbarer sig nådesløst.

Mit mest kriminelt negligerede land er dog Indien. Man kan fylde biblioteker med min uvidenhed om det land. Så det var med den ædle hensigt at forstå Indien bedre, at jeg gik i gang med K.S. Komireddis ‘Malevolent Republic: A Short History of the New India’, der oprindeligt var blevet blevet anbefalet af Financial Times som en af sommerens bedste bøger.

Efter endt læsning ved jeg ikke helt hvad man skal sige. ‘Polemisk’ er et for mildt tillægsord om bogen. ‘Hadefuld’ og ‘frådende’ er nok mere dækkende.

I Komireddis verden er alle hidtidige indiske politikere idioter, der enten er inkompetente, korrupte, autoritære eller blot folkemorderiske. Han hader ganske vist den nuværende leder Modi og hindunationalisterne mest af alle, men alle hans forgængere siden 50’erne bliver revet i stumper og stykker af Komireddi. Selv Mahatma Gandhi bliver kaldt en skamløs hykler.

Udfordringen er at jeg ikke har forudsætningerne til at vurdere rigtigheden af Komireddis mange svinere. Var Indira Gandhi virkelig en katastrofe og en magtliderlig diktator? Var Manmohan Singh virkelig i lommen på den vestlige finansverden? Var Vajpayee virkelig en bindegal nationalist, der målrettet gik efter at destruere de sekulære indiske samfundsinstitutioner?

Jeg aner det ikke, og derfor burde jeg nok have læst en mere … emotionelt distanceret bog om Indiens nyere historie. For lige nu føler jeg mig ikke klogere om Indien, men jeg tror jeg har et billede af at Komireddi ikke er den nemmeste mand i verden at leve sammen med.

Læs kun bogen hvis du i forvejen er Indien-connoisseur og gerne vil have udfordret dit billede af. Til det formål er ‘Malevolent Republic’ utvivlsomt udmærket.

Dark

Har efter et par måneders pause endelig fået set første sæson af ‘Dark’ færdig.

Oprindeligt gik jeg i stå i seriens bevidst anæmiske farvetoner, den knapt så livsglade historie og manuskriptforfatternes lidt for entusiastiske tilgang til at slå børn ihjel1. Men jeg må sige at jeg er hooked nu.

Det er ikke hver dag at jeg ser tysksproget science fiction, og jeg kan ved eftertanke godt lide seriens kompromisløse stil. Der er konsekvenser for seriens hovedpersoner. Hvis man rejser fra 2019 tilbage til 1953, næsten slår en dreng ihjel og så bliver indespærret de næste 33 år, så er man en gammel stodder i 1986, når man møder ens søn fra 2019 (sic), der også er rejst tilbage i tiden.

Forvirrende? Sådan er ‘Dark’. Vi er nu oppe på fem sideløbende og gensidigt påvirkende tidssekvenser (1921, 1953, 1986, 2019 og 2052) hvor de samme personer optræder i forskellige aldre – og til tider interagerer med deres yngre/ældre jeg. Af og til dør en karakter tilmed, for blot stadig at eksistere i en alternativ tidslinjemen. Altsammen ganske langt ude, men selvsagt guf hvis man som jeg er ukritisk fan af fiktion med tidsrejser og alternative universer.

‘Dark’ blev ved debuten i 2017 sammenlignet med ‘Stranger Things’ (mindre by, science fiction etc.), men det er helt forfejlet. ‘Dark’ eksisterer i kraft af sig selv, ikke som et kærligt tilbageblik på en opdigtet periode. Serien kan varmt anbefales, især hvis man har en forkærlighed for dystopisk fiktion.

  1. Indrømmet: Efter at jeg selv fik børn, så kan jeg ikke følelsesmæssigt håndtere fiktion hvor børn dør.

Ad AaB’s forventede fadæse i sæsonens første kamp, så er det bedste ved at være misantrop, dommedagsprædikant og sortseer at man altid ender med at få ret på et eller andet tidspunkt.

Giv mig mit keyboard tilbage

Jeg troede egentlig at jeg havde fået opbygget et tilpas repressivt og omfattende selvbedrag til, at jeg ikke længere havde et problem med det miserable keyboard på min MacBook Pro. Se bare hvor jeg skriver løs, tast tast tast.

Men … det er ikke sandt.

For jeg nyder ikke at skrive på keyboardet. Det er fladt, føles som at taste på en skærm, larmende og går i stykker. Jeg vil vove den påstand, at de flade taster udgør en mental barriere for at jeg får sat mig ned og griflet. For at lindre den kroniske tilstand af lavfrekvent utilfredshed, købte jeg derfor for nylig et absurd dyrt Topre keyboard til mit desktop setup – og det er simpelthen så himmelstræbende vidunderligt at skrive på i forhold til Mac’ens provokerende flade taster. Og når jeg i arbejdsregi arbejder på en ThinkPad, så bliver jeg også der mindet om hvor meget mere behagelige de er at skrive på. 

Nu læser jeg så at Apple eftersigende vil gå væk fra den forhadte keyboardmodel. Det er en glimrende idé. Apple har i for lang tid ofret brugernes skrivekomfort til fordel for at udleve deres designortodoksi. Det kan være fint nok at være dogmatisk og principiel, især hvis man som Apple indiskutabelt er en markedsleder indenfor design. Men fanatismen har taget overhånd, og jeg skriver ganske enkelt bedre og mere på andre maskiner end min MacBook. Hvilket er en smertefuld erkendelse, ikke mindst fordi jeg gerne vil forblive i Apples økosystem.

For når det nu er evident at tastaturet ikke fungerer og mange af de flade taster ender med at være defekte – Politiken skriver jeremiader om det og jeg lever selv i en eksistentiel angst for at min Y-tast skal sætte sig fast – så er tiden inde til at  gøre noget. Der burde ikke være et trade-off mellem et fremragende keyboard og en fremragende laptop, især ikke til Apples priser.

Nu håber jeg blot at Apple er fundet tilbage på keyboardsporet, når tiden om et par år igen er inde for mig til at købe en ny laptop.

Ellers står den på en ThinkPad igen. 

Ok, første afsnit i sæson 3 trådte måske lidt rigeligt vande. Men det ændrer ikke på at det er fuldstændig mageløst at ‘Stranger Things’ endelig er tilbage. Det bliver en god sommer!

Basket er klart den mest underholdende amerikanske sport, ikke mindst fordi alt er uforudsigeligt. Dels selve spillet, dels alt det udenom. Her til morgen har NBA’s bedste spiller Kawhi Leonard således vendt op og på næsten alt ved med sit trade til LA Clippers. Det er en vild udvikling og forrykker magtbalancen i ligaen igen. Glæder mig allerede til næste sæson 🏀

Designated Survivor

Det kan lyde skørt, men jeg mener af et ærligt hjerte at der gemmer sig en habil tv-serie et eller andet sted inde i ‘Designated Survivor’. Måske det er derfor at den sammen med ‘Blacklist’ er husstandens foretrukne trash-tv.

Så hvorfor ‘Designated Survivor’? Serien har interessante karakterer (eller mere præcist: Den rummer karakterer der med dygtigere manuskriptforfattere potentielt kunne gøres interessante), et appetitligt grundpræmis (der dog begrædeligt nok er blevet pivot’et væk fra adskillige gange henover de tre sæsoner) og der er noget iboende tillokkende ved tanken om et veludført mix af ‘West Wing’ og ‘Scandal’.

Men jeg tror nu alligevel at sæson 3 bliver endestationen for os.

For ’Designated Survivor’ er med tiden blevet mere og mere forvirret – og på det seneste også decideret fjollet. Serien aner ikke om den vil være en konspirationsthriller, et politiske drama, en soap opera eller noget helt syttende. Historien bevæger sig fra det elegant spændende til noget af det mest gumpetungt melodramatiske. Og hvis man slår op i ordbogen under ‘svingende kvalitet’, så er der et billede af Kiefer Sutherland i rollen som præsident Kirkman.

‘Designated Survivor’ har været op og ned konstant i de første to sæsoner. Vi er blevet beriget af løse plotender, karakterer der pludselig fundamentalt ændrer adfærd på kort tid og et billede af den politiske proces, hvor en YouTube video er alt hvad der skal til for at få politik gennemført. Altsammen noget jeg har kunne leve med, når formålet er at koble af efter en lang arbejdsdag og trælse unger. Jeg tager trods alt ikke skade af at krumme tæer af og til.

Men i de 10 afsnit af tredje sæson blev tæernes krummeevne overbelastet mindst tre gange oftere end jeg brummede tilfredst. Den ratio kan jeg ikke leve med i længden, så jeg stempler ud nu. ‘Stranger Things’ venter på mig.

Tears For Fears

Tears For Fears spillede på Roskilde festivalen i går, hvilket ansporede mig til at lytte lidt mere til dem under dagens arbejde. ‘Advice for the Young at Heart’ var et af mine popmusikalske fund i 2018, men hele gruppens A-kæde af hits er voldsom: ‘Everybody Wants to Rule the World’, ‘Shout’, ‘Sowing the Seed of Love’, ‘Mad World’ og ‘Head Over Heels’. Altsammen henover en 5-6 årig periode. Det er imponerende.

Domino Dancing

Lyttede til Pet Shop Boys ‘Introspective’, og fandt under lytningen en eddikesur anmeldelse i Rolling Stone af albummet. Undervejs skriver anmelderen:

‘Domino Dancing’ features a salsa-flavored piano break amid the synthesized heel clicks of Latin hip-hop. Nevertheless, the Pet Shop Boys can’t help sounding instantly identifiable – and essentially British above all else. Take ‘Domino Dancing’: despite all those Latin samples, Chris Lowe’s languid synth lines and Neil Tennant’s wan, somewhat nasal vocals combine in a hook that uncannily recalls Al Stewart’s “Year of the Cat.” Nobody in his right mind would do that on purpose.

Jeg elsker ‘Domino Dancing’ betingelsesløst og tog derfor spydighederne ganske ilde op. Nu hvor jeg så rent faktisk har lyttet til ‘Year of the Cat’ (som jeg i parentes bemærket aldrig havde hørt om før), så må jeg indrømme, at der er noget om snakken. Men i modsætning til Rolling Stone, så synes jeg her efter et par gennemlytninger egentlig det er en fortrinlig sang, og har derfor vanskeligt ved at se inspirationen som et problem.

Og ‘Introspective’? Det er stadig et mesterværk.