Manifest

Jeg er ret sikker på, at ‘Manifest’ ikke er en decideret god serie, men derfor har jeg alligevel junket seks afsnit på under et døgn. Er dog bange for, at det går med den, som det gør med alle de andre Lost-esque serier, der igennem tiden har gjort mig momentant besat. Enten stopper de efter 1-2 uforløste sæsoner (‘Frequency’, ‘Dollhouse’, ‘Awake’, ‘Revolution’), kører af sporet (‘Heroes’), eller begge dele (‘FlashForward’).

‘Manifest’ har et spændende grundpræmis og et interessant persongalleri, men den er allerede nu ved at komme ud af det plotspor, som med statsgaranti slår alle sci-fi tv-seriers sjæl ihjel: “DET HELE ER ET KOMPLOT”. Lad os håbe manuskriptforfatterne er klogere end det. For sammen med ‘Castle Rock’ og ‘Counterpart’ er ‘Manifest’ den klart sjoveste serie, jeg har set i lang tid.

Jeg hænger ved lidt endnu.

White Album

Jeg bliver aldrig Beatles fan. Dertil er gruppens sange blevet for institutionaliseret og helgenkåret i musikhistorien.

Hvis man som jeg er vokset op med forældre, der var unge i 1960’erne, så er The Beatles fastfrosset som et kulturelt artefakt af den periode. Der følger altid en særlig arv med, en mytologi om gruppen og fortælling om en generation.

The Beatles bliver på samme tid ophøjet og reduceret. Ophøjet fordi der er en bredt vedtaget sandhed om at de er fantastiske og kulturelle ikoner. Reduceret fordi de (fraset nogle traditionalister tilbage i 90’ernes britpopbølge) tilhører en bestemt generation – og derfor har været kunstnerisk irrelevante for eftertidens musikere.

Hvornår opstod denne tilstand? Måske især efter John Lennons død. Den gjorde det umuligt for manden at ødelægge sit eftermæle (som jeg vil argumentere for at Rolling Stones har gjort ved ikke at have udgivet et interessant album i mere end 40 år) eller bare at blive gammel, fed og irrelevant. Beatles blev med hans død på pervers vis evigt kommercielt relevante (og tillykke til kronisk kedelige Paul McCartney med det!), men kunstnerisk ligegyldige.

Der er en fin artikel om albummet i denne weekends Financial Times, som på udmærket vis analyserer nostalgien og de kunstneriske mekanismer omkring genudgivelsen af ‘White Album’ og sidste års remix af ‘Sgt. Pepper’s Lonely Heart Club Band’.

The Beatles mærkelige grundtilstand gør det vanskeligt at evaluere gruppens sange objektivt, synes jeg. Det gør det også vanskeligere at nyde dem for deres egen skyld. Så når jeg lige nu lytter til omtalte ‘White Album’ (ikke for første gang, jeg er som nævnt vokset op i et 60’er hjem), så er det ikke så meget for sangene i sig selv eller for den kunstneriske kvalitet, men snarere fordi jeg ved at albummet er pop- og ungdomskulturelt betydningsfuldt.

Det er en blandet omgang, må jeg sige.

‘Sgt. Pepper’-albummet er konsistent fremragende. Bevares, jeg HADER sølvbryllupssangen ‘When I’m Sixty-four’, men resten af albummet er nærmest overvældende godt (både dengang og her 51 år senere) og hænger sammen.

‘White Album’ er længere, usammenhængende og stritter i alle retninger. Hvis man forestille sig at man satte en musikinteresseret person, der aldrig havde hørt om The Beatles og bare forholde sig til albummets sange, så ville vedkommende blive skizofren. Det hele er hulter til bulter. Stærkest for mig står de eminente ballader ‘Julia’, ‘Blackbird’, ‘I Will’, ligesom jeg godt kan lide de mere rockede sange: ‘Helter Skelter’, ‘Back in the U.S.S.R’ og ‘Revolution 1’. Rundt om på albummet finder man dog også for mange af Ringo Starrs pinlige lortesange samt Lennon og McCartney kiksede forsøg på at være “sjove“ (generelt problem for mig: Jeg bryder mig virkelig ikke om The Beatles’ humor), eller lave pasticher på forskellige genrer.

Jeg ville kort sagt ønske The Beatles var mere stramme i deres afvikling af albummet, og at de havde truffet bedre redaktionelle beslutninger. Men ok, det er måske lidt vel rigelige mængder bagkloghed her 50 år senere. Måske især set i lyset af, at de fleste musikere ville begå mord for at have skrevet blot en sang, der var bare halvt så god som en af de 25 fremragende sange på albummet.

Samlet set ved jeg ikke hvordan jeg skal afslutte dette spagfærdige forsøg på en anmeldelse.

Er ‘White Album’ godt? Ja! Holder sangene? JA! Kommer jeg til at lytte til det igen? Næppe. For The Beatles ‘fungerer’ ikke for mig og har nok aldrig gjort det. Men man må håbe for gruppen, at når 68-generationen en dag er borte, så vil eftertiden genopdage The Beatles uden at skulle forholde sig til al den generationskulturelle baggage, som de stadig har med.

Jeg tror (med streg under tror, for jeg ved det ikke) at The Beatles fortjener det.

Middelalderligt

For et stykke tid siden læste jeg en artikel (som jeg ikke kan finde nu), der kritiserede George R. R. Martins ‘Game of Thrones’ univers for at være overdrevent voldeligt og urealistisk.

Nu kan man selvfølgelig undres over, at et fantasyunivers med drager og evige vintre skal kritiseres for at være urealistisk. Men skribentens pointe var, at når nu Martin har valgt en faux europæisk middelalder setting OG at meget af handlingen i bøgerne kredser om krig, religion og magtpolitik, så burde den faktiske europæiske middelalder i det mindste agere kontekst.

Hvilket er et argument, jeg egentlig har en vis sympati for.

Nu er det ganske vist længe siden jeg læste bøgerne (tak for ingenting, George!), men jeg undrede mig dengang selv ofte over den kynisme, blodtørst og ligegyldighed overfor andre mennesker, som personerne i Martins bøger udviser. Intet andet end magt tæller for dem, ingen af dem er kendetegnet af nogen form for værdier eller idealisme. Og den eneste blot moderat moralsk og etiske karakter i bøgerne – Ned Stark – får som bekendt en grum skæbne allerede tidligt i forløbet.

Jeg skal ikke sidde her og spille historisk ekspert. Men den altødelæggende krigsførelse, totalitarismen, det fuldstændige fravær af menneskelighed? Dét er altså et fænomen, der først opstod i krigene i det 20. århundrede (og, måske, til en vis grad under trediveårskrigen).

Ikke at middelalderens mennesker var mere oplyste, vel nærmest tværtom. Men efter på at have læst en række bøger om Europa i perioden år 500 til 1500 – aktuelt Chris Wickhams udmærkede – og til tider endda fremragende – ‘Medieval Europe’ – så irriterer Martins handling mig endnu mere.

For det virker som at Martin har taget et 21. århundredes magtmenneskes verdensbillede, og applikeret det på sine hovedpersoner i en falsk verden med middelalderlig teknologi og terminologi, parret med drager og udøde vintervæsener.

Middelaldermennesker var ligesom os, ja, men de var også meget anderledes. Deres verdensbillede, æreskultur og ikke mindst: Religionens altoverskyggende betydning efter kristningen i år 800 og frem. At portrættere en middelalderverden i en sekulær kontekst er grundlæggende meningsløst.

95% af alle mennesker var bønder, der stort set aldrig rejste væk fra deres hjemstavn. For byerne var infernalske steder fulde af sygdomme, og det var farligt at rejse. Efter romerrigets sammenbrud var der heller ingen vedligeholdte veje på et kontinent, der var helt dækket af skov – så hvordan skulle man komme frem og hvor skulle man tage hen? Og det var kun endnu værre i egne nord for den romerske civilisation. Indtil år 1000 hvor kirken kom til med latin og skriverkarle, så var der ingen skriftlige kilder til noget som helst i en udørk som Danmark. Jo-jo, der er da masser af arkæologisk fund og den slags. Men ret beset aner vi reelt ikke hvordan folk levede, boede, elskede for blot 1000 år siden.

Naturligvis forfulgte de også egeninteresser dengang, men at visualisere middelaldermennesker som kyniske, amoralske og sekulære magtmennesker? Det giver ingen mening. Men ok, at skrive en bogserie om det cirkulære, korte og triste liv i en bondeby i Böhmen? Ja, det ville nok ikke være ligeså godt tv på HBO.

Nå, men blot for at sige, at man kan blive udmærket oplyst af Wickhams bog. Anbefales hvis du er blot en smule interesseret i middelalderen.

Opad

Jeg er blevet chef. Eller rettere: Jeg er blevet mellemleder. Med ansvar for to voksne og en studentermedhjælp. Og ansvarlig for min arbejdsgivers kommunikation.

Hvilket er spændende, men også angstprovokerende for en genert introvert, der tilmed i udpræget grad lider af ‘Imposter Syndrome‘.

Det er en udfordring. Ikke mindst fordi der i min nye rolle også er en forventning om, at jeg skal repræsentere virksomheden eksternt. Tidligere har jeg kunne undgå journalister og ekstern opmærksomhed. Men nu skal jeg netværke (suk), udtale mig (dobbelt suk) og fungere i en omnipræsent rolle på vegne af min arbejdsgiver (tripel suk).

Så pludselig finder jeg mig selv sidde og skrive ulækre corporate og falskt generøse indlæg på verdens klammeste sociale medie, LinkedIn. Indlæg, der for kort tid siden ville have fået mig til at kaste op i munden på mig selv. Der er en identitetsmæssig pris at betale for at ville op ad karrierestigen, må jeg konstatere. Jeg må passe på med at sælge for meget ud af min sjæl.

Men selvfølgelig er jeg glad for at der er sket noget i min ellers noget stagnerende dagjobs-karriere. Og jeg har længe haft brug for en sejr et eller andet sted i min tilværelse, så der kunne komme gang i min optimisme igen. Lad os håbe at det her er hvad der skal til.

Apple præsenterede en ny udgave af MacBook Air i dag. Jeg elsker tastaturet på min ThinkPad, men savner Apples styresystem og økosystem af apps. Windows er brugbart, men også mere … trist. Jeg er fristet af Apple igen. Virkelig fristet.