Octopath Traveler

Nu fik jeg forleden kåret genudgivelsen af ‘Zelda: Link’s Awakening’ til årets bedste spil. Men … det er en sandhed med modifikationer. For det er sandt hvis man ser på den samlede husstand, men hvis det kun handler om mig? Så er jeg dybt og inderligt forelsket i ‘Octopath Traveler’; et neoklassisk JRPG der er helt, helt fantastisk.

Jeg ved dog ikke helt hvordan man skal forklare spillets vidunderlighed for normale mennesker, der ikke er socialt akavede, ikke var nørder og ikke dyrkede ‘Final Fantasy VI’ (og de fleste andre Square-spil) som en sekulær religion i midten af 90’erne.

Hvordan anskueliggør man for folk, der ikke nærlæste ‘Nintendo Magasinet’ og ‘Power Player’ (og græd bittert hver gang at et japansk rollespil ikke udkom til den europæiske udgave af Super Nintendo), at det i 2019 er meningsfuldt at spille noget, der bygger på og forbedrer skabelonen fra et 16-bit rollespil? At ‘Octopath Traveler’ føles som den legemeligegjorte og perfekte fusion af alt det, jeg satte pris på dengang – og tydeligvis stadig higer efter den dag i dag? At det ikke engang – det vil jeg benægte til hver en tid – handler om nostalgi eller om at søbe rundt i noget, der (måske/måske-ikke) var bedre engang.

‘Octopath Traveler’ har det hele. Fængende historie, interessante karakterer, et flydende og veleksekveret kampsystem, distinkt æstetik og 2D/3D-grafik (der er smuk i mine øjne, antageligvis håbløst gammeldags i andres) og episk musik. At spille det er for mig som at være i den bedste af alle fantasiverdener, hvor alt går op i en højere enhed.

Jeg har ikke haft det sådan med et computerspil i … 10 år? Mere måske? Bevares, det var sjovt at spille ‘Broken Sword: The Shadow of the Templars’ og ‘Blackwell’-spillene og ja, det var læskende at genspille ‘Final Fantasy VIII’ igen her i september. Men de førstnævnte er retrospil og jeg gennemførte jo FFVIII for første gang allerede for 20 år siden. Det samme gælder alle de andre reissues, jeg har spillet igennem de senere år. Det er fint nok med retro og genkendelsens glæde, men … det er noget ganske andet at opleve et nyt eventyr for første gang.

Jeg glæder mig allerede til at børnene er lagt i seng, så jeg igen kan fordybe mig i ‘Octopath Traveler’.

Den værste af alle verdener

Brent Weeks – ‘The Black Prism’ frustrerer mig. Og ikke kun fordi bogen har ligget ulæst på min Kindle i årevis, og jeg først for nylig fik hanket op i mig selv for at give den en chance mere.

Nej, det mest frustrerende er at bogen har et originalt univers, et spændende plot, sublim worldbuilding og masser af nyskabelser indenfor fantasygenren – men det hele falder fra hinanden eftersom Weeks skriver rædderligt, infantilt og klichéfyldt. Det er til tider en gru at være med til. Han kan som fantast helt åbenlyst opfinde de utroligste ting, men udføre dem i tekstform? Dét magter han ikke. Det er genrelitteratur når det er værst.

Så hvad gør jeg? Skal jeg læse bogens snart fire efterfølgere? Jeg er interesseret i plottet og det er jo teoretisk muligt at Weeks er blevet en bedre forfatter siden ‘The Black Prism’ udkom tilbage i 2010. Må gruble over det. Der er jo så mange andre bedre bøger, jeg burde få læst.

H2x1 NSwitch TheLegendOfZeldaLinksAwakening image1600w

Jeg tror egentlig at det bedste ved genudgivelsen af ‘Zelda: Link’s Awakening’ er at det er en enestående mulighed for at gøre mine børn ligeså hooked, som jeg selv er det. Bortset fra det er genudgivelsen udført med stor kærlighed og nænsomhed. Årets videospil for os.

Switch

Jeg er vild med min nye Nintendo Switch, det er en pragtfuld maskine. Jeg har udskudt købet af den i længere tid, men nu kunne jeg ikke rigtig finde på flere overspringshandlinger. Forleden lørdag blødte jeg adskillige tusinder kroner i den lokale Gamestop, og siden har jeg været tryllebundet.

Man kan selvfølgelig altid diskutere det begavede i, at jeg overfører tid fra jobsøgning, boligjagt, nærvær med familie og venner, motion, politisk aktivitet, at lære et håndværk og klog boglæsning til at spille videospil. En nogenlunde ædruelig analyse ville nok nå frem til, at en 37-årig familiefar kunne finde på mere konstruktive ting at bruge sin tid på.

Men det glemmer jeg rask væk, når først musikken spiller.

Og det har været skønt at genoplive min passion for ‘Final Fantasy’-spillene igen, de er alle blevet genudgivet i nye remastered udgaver. Det samme er min evergreen ‘Zelda: Link’s Awakening’, som jeg allerede nu forudser vil fylde en god del af min oktober måned.

I en tid med lidt vel mange bekymringer, så har det været befriende med en smule eskapisme. Den virkelige verden skal nok melde sin ankomst tids nok.

Battlestar Galactica

Jeg er nervøs for om tv-serien ‘Battlestar Galactica’ er et af de popkulturelle artefakter, som jeg A) elskede intenst i en periode i mit liv, B) i mit hoved har defineret som eviggyldigt fantastisk og som C) er bedst tjent med ikke at blive genbesøgt (da jeg er bange for at opdage at den ikke er så magisk, som jeg har defineret den som)1.

Når det så er sagt, så blev jeg mere end almindeligt kåd da jeg læste at der er en ny udgave af serien på vej. Den skal laves af skaberen af ‘Mr- Robot’, Sam Esmail, hvilket efter sigende skulle borge for kvaliteten2. Jeg har længe savnet en science fiction tv-serie at blive opslugt af, så udsigten til et nyt besøg til ‘Battlestar Galactica’ universet er meget fristende. Lad os nu se om det bliver til noget.

  1. Den kommer dermed i godt selskab med ‘Dune’-bøgerne, ‘Friday Night Lights’, ‘Casper og mandrilaftalen’ og en del andre mesterværker, jeg har elsket gennem tiden
  2. Jeg har aldrig selv set ‘Mr. Robot’, men anmeldelserne er nærmest uniformt positive. Og på det mere overordnede plan bør jeg vel prise mig lykkelig for at det ikke er J. J. Abrams, der kaster sig ud i at ødelægge endnu en af mine nostalgiske besættelser.

Salvation

Som tidligere nævnt er Peter F. Hamilton en af mine absolutte yndlings science-fiction forfattere, så det var med betydelige forventninger at jeg fik i gang med ‘Salvation’.

Fik jeg så hvad jeg kom efter? Både ja og nej.

Jeg fik space opera, intergalaktiske krige, nærmest pornografisk detaljerede rumskibe og utopiske samfundsmodeller. Men jeg fik også detektivhistorier og post-apokalyptiske scener. Altsammen er ting jeg holder meget af, men i én og samt bog bliver det næsten lidt for meget. Især når det ikke rigtig hænger sammen.

Det konceptuelle overload lader sig gøre fordi ‘Salvation’ mest af alt må betragtes som en antologi af noveller, som Hamilton har forsøgt at vinde nødtørftigt sammen med en overordnet historie. Det fungerer delvist, men så alligevel ikke helt; novellerne er simpelthen for varierende i kvalitet og relevans. Jeg har kort sagt Hamilton mistænkt for at have haft en række karakterer og historier liggende i skuffen, der hver for sig var interessante, men dog ikke helt tunge nok til at kunne bære en hel roman.

Løsningen blev derfor ‘Salvation’, der samlet set gav mig mange fine stunder, men som mangler det store overblik fra hans tidligere mesterværker. Men hvem prøver jeg egentlig på at narre med denne smågnavne anmeldelse? Hamilton er altid en fornøjelse, og jeg kommer naturligvis også til at læse opfølgeren, ‘Salvation Lost’, der netop er udkommet.