musiksmag

Nu har jeg data fra Spotify og peer reviewed artikler til at bakke mine lommefilosofiske, underlødige og halvbagte postulater op: Du, kære læser, kan i virkeligheden bedst lide den musik, du var vild med, da du var 13 (kvinder) eller 14 (mænd) år gammel. Der har ikke været nogen progression. Du er den samme. Tallene afslører dig:

The most important period for men in forming their adult tastes were the ages 13 to 16.

What about women? On average, their favorite songs came out when they were 13. The most important period for women were the ages 11 to 14.

Ja-ja, du kan iklæde dig lånte fjer og lade som at du er au courant, et kronisk nysgerrigt og åbensindet renæssancemenneske. Men det er løgn. Det er dine tidlige teenageår, hvor dit musikalske fundement blev støbt. Din yndlingssang er med statsgaranti fra den periode af dit liv. Hvis den ikke blev udgivet i de år, så var det dér, du blev eksponeret for den.

For mit eget vedkommende? Jeg var 13-14 år i perioden 1994-1996. Hvis jeg kigger på hitlisterne i den periode, så var det smågrum periode. Men der er ingen tvivl om, at Pet Shop Boys albummet ‘Very’ (1993) – og de afledte singleudgivelser – var formende for min musiksmag. Det samme var ‘Alternative’ (1995), en opsamling af B-sider – som rummer en af mine ubetingede yndlingssange.

Jeg vil vædde på at de samme mekanismer gør sig gældende for dig.

Jeg køber ikke hypen, Cifuentes

I kan kalde mig negativ, sortseer, hater og alt det I vil. Og jeg er ikke blind for den besnærende aktuelle tredjeplads eller den veritable lovefest, som kommentatorer og spåkoner begunstiger Martí Cifuentes med for tiden. Men indtil han viser at han er i stand til at få AaB til at vinde regelmæssigt over andet end bundhold, så holder jeg ham ud i strakt arm. Køber ikke så let ind på narrativer og snikkesnakke. Jeg har været igennem for mange års skuffelser og emotionelle implosioner til at jeg falder for det der blændværk én gang til. AaB har stadig ikke et fungerende angrebsspil og AGF kyste dem i går aftes. Det var en jammerdal. Vis mig noget mere og bedre, AaB, så kan vi måske tale om at finde sammen igen.

Beatles

Eftersom det har været Beatles-uge på den ældstes skole (og jeg derfor har været tvangsindlagt til lytte til gruppens musik), så røg mine øjenbryn op i nærmest groteske vinkler, da jeg læste dette citat fra Paul McCartney i New Yorker:

“I’m not sure I should say it, but they’re a blues cover band, that’s sort of what the Stones are,”

‘Shots fired!’, eller hvad man nu end udbryder. Jeg er delvist enig. Om end det er en grov og reduktionistik karakteristik af Stones‘ sangkatalog, så vil jeg medgive McCartney at Beatles var mere originale og tog flere chancer. MEN: omvendt var og er Stones’ rocksange langt, langt bedre og hårdere end det infantile skvalder, som Beatles præsterede. Flertallet af deres ding-dong-dynamolygte popsange er uudholdelige, kan jeg med autoritet sige efter den seneste uge.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg hellere lytte til Stones i deres prime end Beatles. Mindes ikke jeg frivilligt har lyttet til en Beatles sang for dens egen skyld, snarere end som en nostalgisk kitschøvelse. Så et blues cover band? Ah, Paul. Ikke helt.

Foundation

Mit første helt subjektive – grænsende til pjankede – take på ‘Foundation’ efter at have set de fire første afsnit:

  • Der er for meget imperium, for lidt Foundation. Og det siger jeg som en mand, der bliver erotisk opstemt af intergalaktiske imperier. Jeg ved godt hvorfor de rent visuelt og dramaturgisk ikke kunne stå for at lave endnu en pastiche på det dekadente romerske imperium i terminalt forfald. Men det er kammet over. Imperiet var aldrig i centrum i Asimovs bøger, og klonerne af Cleon I må være en ny opfindelse
  • Når det så er sagt: serien er det rene science fiction porno rent visuelt. Trantor er den lækreste kejserlige planet, jeg nogensinde har set. Det er virkelig lækkert
  • Terminus minder mig til gengæld lidt vel meget om meget om alle de isplaneter, vi efterhånden har set mange steder. Visuelt ligner det noget genbrug fra Cylonernes fangelejr fra New Caprica i sæson 3 af ‘Battlestar Galactica’. Det er lidt traurigt
  • Jeg kan godt lide, at de har gentænkt de ellers meget stereotype karakterer fra Asmovs bøger. Den oprindelige ‘Foundation’ er fra 1950’erne, og skrevet af en lidt underlig videnskabsmænd. Synes nyfortolkningerne af Gaal Dornick og Salvor Hardin giver mening og tilføjer meget
  • Jeg er er spændt på, hvordan de fortællemæssigt vil indarbejde Asimovs episke tidslinjer. Foundation-bøgerne var jo egentlig sammenskrevne noveller, hvor der var hundreder år mellem historierne. Den slags er det vanskeligt at arbejde med i en tv-serie. Det skal blive interessant, hvordan de løser det
  • Jeg er usikker på, hvor meget mening serien giver for ikke-fans. Er den for underlig? Er universet for indforstået? Forstår man som ikke-kender, hvor stor en betydning Hari Seldon? Her forsvinder han tilsyneladende efter to afsnit, behandlet som en lidt excentrisk skikkelse, ikke som opfinderen af psykohistorien
  • Samlet set: jeg er begejstret. Det er en skøn serie, som jeg vil æde med hud og hår

Jeg er så nem. Nu havde jeg lige fået parkeret både Kings of Convenience og Feist i en hengemt og lidt vel gennemtæsket flyttekasse, påklistret mærkaten ‘easy listening fra 00’erne’. Men ‘Catholic Country’ er jo fuldstændig uimodståelig. Bevares, nok mest på den der ufarlige kan-spilles-i-baggrunden-til-middagsselskab-måde, men det har jo også en funktion.

Det var ikke en nem opgave at overse Rolling Stones opdatering af deres absurde ‘The 500 Greatest Songs of All Time’-liste på sociale medier i sidste uge. Jeg kunne selvsagt heller ikke dy mig for at gå en smule på opdagelse i det hybristiske projekt. Fik ikke dissekeret samtlige 500 sange, men lavede blot en række uvidenskabelige og metodemæssigt problematiske nedslag.

Det var stærkt desorienterende. Mest af alt savner jeg mening og en relevant målestok. Altså, kan jeg intellektuelt, emotionelt, moralsk og etisk håndtere, at Aretha Franklin – ‘Respect’ skulle være den bedste sang nogensinde? Ja, måske? Det er en vidunderlig evergreen. Men den bedste sang relativt til hvad? Den samlede internationale sangskat? Nr. 2 på listen Public Enemy – ‘Fight the Power’ (der har stor musikhistorisk indenfor sin genre, men er det den næstbedste sang nogensinde? Mon dog)? Nr. 9, en Missy Elliott sang? Virkelig?

Lang historie kort finder jeg det dog primært forbryderisk at første Marvin Gaye-sang ikke dukker op før på sjettepladsen. Hvis man anvendte et dejligt klassisk John Rawlsk ‘veil of ignorance’-scenarium, og lod den forudsætningsløse lytter bedømme, så ville ‘What’s Going On’ ligge øverst. Hver gang.

Læser netop nu i Katja Hoyer – ‘Blood and Iron: The Rise and Fall of the German Empire 1871-1918’.

Det er en forunderlig bog. Dels er det lykkedes hende at skrive en populærhistorisk bog, der ikke behøver 768 sider for at behandle sit stof fyldestgørende. Dels er det rart at læse en begavet behandling af denne del af tysk historie, hvor perioden ikke alene ses som præludiet til barbariet i 1933-1945, men som noget med værdi i sig selv. Dels har bogen ledt mig på utallige afstikkere på Wikipedia under læsningen. Hvem havde troet at jeg skulle fortabe mig på siderne om Weltpolitik, Deutsch-Neuguinea og Namibias løsrivelse fra Sydafrika i 1990? Nuvel, det skete altså.

Mest af alt får bogen mig til at indse, hvor lidt jeg reelt vidste (og ved) om Tyskland før år 1900. Det havde ikke slået mig, hvor ung en stat Tyskland er – og hvor mange af de kulturelle stereotyper, vi i dag reproducerer om tyskere, blev fremelsket og dannet af den nærmest hysterisk omnipotente Bismarck. Det er stærkt fascinerende.

Endelig er det vanskeligt at stå for preussernes bombastiske overskæg og den ferme strategiske anvendelse af bakkenbarter. Ja, undskyld, men det er bydende nødvendigt for mig at bringe et billede af såvel Kaiser Wilhelm 1. og siden hans berygtede barnebarn Kaiser Wilhelm 2.

Kaiser Wilhelm 1

 

Wilhelm 2

Det er slet, slet ikke til at stå for. Hoyers bog får min varmeste anbefaling alene for den nærdødsoplevelse det er, at se et så virilt moustache udfolde sig i det fri.

I’ve been trying to tell you

Venter fortsat på at modtage den fysiske udgave af Saint Etienne – ‘I’ve Been Trying to Tell You’ fra fanklubbens butik. Lytter i mellemtiden til albummet via streaming. Det er umiddelbart en skuffelse.

Ive been trying to tell you

Sangene flyder sammen i hinanden. De er langt fra den friskhed, der kendetegnede deres tidligere samplebaserede album. Og når jeg nu ellers sprøjtet mig direkte i blodårene med diverse stadig mere outrerede vaporwave-artister, så føles Saint Etienne anno 2021 lidt for konservative og umodige. Selv deres disciple i Air France helt tilbage i 2008 var mere interessante. Der mangler noget psykedelisk vildskab. Måske jeg ændrer mening efter flere gennemlytninger, men lige nu er det en grå omgang. Det er ikke direkte dårligt, blot … meh!

Anmeldelserne af den nye ‘Dune’-film er begyndt at tikke ind, og jeg er helt uironisk og ukontrollabelt spændt. The Guardian er overstrømmende positiv, hvilket selvsagt er betryggende. Men … jeg er stadig urolig. ‘Dune’ er vigtig for mig. Faktisk så vigtig, at jeg ikke har turde genlæse romanen af frygt for, at jeg ville opdage at bogen ikke holder længere. Det ville jeg ikke kunne bære. Der er for mange institutioner og bastioner, der i disse år styrter i grus. Jeg vil ikke miste ‘Dune’ også. Dertil er mit selvbillede for skrøbeligt. For meget af mit science fiction hjerte er investeret i børgernes univers. Det vil være ødelæggende for min livsglæde. Så filmatiseringen skal være god. Og ‘Dune’ vil være den første film i noget nær et årti, som jeg insisterer på at se i biografen. Skuf mig nu ikke.