Fortærede en liste med ‘The 50 Greatest Breakup Songs of All Time’, og Fleetwood Mac – ‘Dreams’ er naturligvis på. Jeg holder meget af den sang, også selv den er så stor (og så gammel), at den er i territoriet for evergreens og særudsendelser på Tv2 Charlie. Men gør alligevel dig selv en tjeneste og lyt til den ufærdige ’Take 2’-udgave. Den er rå, søgende og sårbar, og uden trommebeatet til at skjule, at Stevie Nicks synger om bruddet med sin kæreste gennem 8 år … der bogstaveligt talt sidder tre meter fra hende og spiller guitar på sangen. Det er på alle måder episk.

Blot en note: jeg fortryder ikke købet af et par alt, alt for dyre høretelefoner et eneste sekund. Endte til og med at investere i en endnu dyrere model end planlagt. Og ja, de er vidunderlige og har forøget min livskvalitet med 7-800% Det ville faktisk have været direkte uansvarligt ikke at købe dem.

Kim Ghattas – ‘Black Wave’

Kim Ghattas’ ‘Black Wave’ er fremragende. Faktisk så fremragende at jeg har vanskeligt ved at visualisere, at jeg kommer til at læse en bedre faglitterær bog i resten af 2020. Det kommer næppe til at ske. For vi taler om en historiebog på niveau med Julia Lovells eminente ‘Maoism: A Global History’, der for mig var 2019’s ubetinget bedste faglitterære værk.

AP 7902010607

Ghattas skriver om et højaktuelt emne: forholdet mellem Iran og Saudi Arabien siden 1979. Dynamikkerne, konflikterne og magtkampene mellem det shiamuslimske Iran og det wahhabistiske Saudi Arabien er komplekse. Til gengæld har de haft – og har stadig – en stor geopolitiske betydning, ligesom kapløbet mellem de to regimer essentielt at forstå i de mange konflikter i f.eks. Libanon, Egypten, Irak, Syrien, Afghanistan og Pakistan. Den islamisering, der har fundet sted de seneste 40 år, bunder for en stor del i den religiøse, kulturelle og militære strid mellem Iran og Saudi Arabien. Det her er kernestof, også langt udenfor det vestlige Asien.

Noget af det, jeg godt kan lide ved Ghattas’ analyse er, at den har aktørerne selv i fokus. Fremfor endnu en doven analyse af amerikansk mellemøstpolitik, så er det iranerne, saudierne og egypterne selv, der er hovedpersonerne og har indflydelse på udviklingen. Faktisk er det slående hvor lidt reel betydning eksterne parter – fraset, måske, israelernes invasion i Libanon – har haft. 

Hvis man ønsker at forstå vores verden og nogle af de helt afgørende geopolitiske udviklinger de seneste 40 år lidt bedre, så er Ghattas’ bog et godt sted at begynde. Man efterlades muligvis ikke som optimist af at læse ‘Black Wave’, men klogere – det bliver man indiskutabelt.  

Det er fjollet: alene i 2020 har jeg købt og begyndt på to (i øvrigt velskrevne, originale, uhyggelige, kvalitets) horrorbøger – ‘The Amulet’ og ‘Burnt Offering’ – blot for at opgive dem undervejs, så snart forfatterne begyndte at udsætte børn for horror-ting. Hvornår lærer jeg det? Jeg burde vel efterhånden være klogere? Det er muligvis irrationelt, men jeg magter ikke at læse om børn der lider. Måske jeg blot skulle se at finde mig en ny genre.

Jeg havde nærmest glemt alt om Badly Drawn Boy og hans ærkebritiske pop. Men så udgiver han ‘Is This a Dream’ og jeg tilgiver ham straks det lange fravær. Verset er næsten bedre end omkvædet, og det er skønt at have ham tilbage.

Twitter

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op med Twitter. Det er alt sammen meget ambivalent.

På positiv siden er at Twitter er de (for mig) interessante menneskers primære kommunikationskanal. Det er her politologer, sociologer, historikere, økonomer, journalister og andet godtfolk deler viden og forsøger at præge dagsordenen. Twitter er også stedet, hvor jeg kan finde relevante links og spændende artikler. Venner og familie deler børnebillederne andre steder, men for en uforbederlig nyhedsjunkie som undertegnede, så er Twitter klart det mest relevante sociale medie.

Bagsiden til den styrke er så at Twitter er en FOMO-producerende samt produktivitets- og nærværsdræbende maskine. Der er ganske enkelt noget usundt vanedannende og fokussmadrende ved at følge med i det uendelige flow af indlæg. Og ER det virkelig strengt nødvendigt for mig at være opdateret konstant?

Samtidig er det ikke for alvor en relevant digital platform for mine skriverier.

Dels kræver det alt for meget tid, energi og aktivitet at blive ‘relevant’ og ‘opdaget’ derinde. Jeg har simpelthen ikke kræfterne eller intellektet til at få den fornødne opmærksomhed fra de tunge spillere på Twitter. Dels påvirkede det min kreativitet og skriveflow at jeg skulle holde mig under de fornødne 360 tegn. Endelig bryder jeg mig ikke mig synderligt om at skrive twitter’sk, i.e. i konflikteskalerende og skarpe one-liners.

Hidtil har jeg crosspostet indlæggene fra min offentlige blog til Twitter i det forfængelige (og lidt medynksvækkende) håb om, at det ville lokke nye læsere til at opdage min pragtfulde personlighed og indsigtsfulde ordflom. Det er dog slut nu. Dels skete der ingenting. Tro det eller lad være, men alle mine velargumenterede guldkorn og frækt-djøffede betragtninger får 0 opmærksomhed derinde. Ja, det chokerede også mig, men svinene nægtede at æde mine perler.

Det skete vel at mærke samtidig med at cross-feederiet gik ud over min måde at skrive på, hvis indholdet partout skulle passe ind i den herskende Twitter-skabelon. Jeg har behov for at kunne skrive længere, mere … og (håber jeg) bedre. Endelig vil jeg helt ideologisk egentlig helst gerne holde mit indhold væk fra de store corporate overvågningskapitalistiske siloer, såsom netop Twitter og facebook.

Så jeg sletter ikke min profil (endnu). Men jeg vil forsøge ikke at læse så meget mere med derinde. Det er ikke godt for mig og min skrøbelige sjæl. Og jeg vil samtidig fokusere min digitale tilstedeværelse, så det kun foregår her på Sofisten og på min offentlige blog. Jeg bliver i teorien sværere at finde, men så må det være sådan.

Etiske kvaler

Jeg er blevet et af den slags mennesker, der meget nødigt færdes alene i det offentlige rum uden at have mine bombastiske høretelefoner på. De er min kilde til musik og podcasts, ligesom de lukker så dejligt effektivt af for knævrende kolleger og råbende børn.

Stor var sorgen derfor da mine hidtidige tro følgesvende gik i stykker forleden dag. Nu er jeg så i intense forhandling med mig selv om hvor ekstravagant, jeg moralsk og etisk kan tillade mig at være i at købe en erstatning. Der er grundlæggende konsensus i alskens tests om at Sonys WH-1000XM3 er det helt rigtige faglige valg. Men prisen? At anvende +2.000 kr. på et par høretelefoner føles forbryderisk og ødselt. Omvendt anvender jeg dem jo konstant, så det vil et fjollet sted at spare. Hvilket horribelt dilemma!

Må hellere sove på det. Heldigvis holder butikkerne her i Korsbæk søndagsåbent i morgen.

Vintervinduet

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om hvad jeg skal føle her efter AaB har afsluttet vinterens transfervindue.

På den ene side er jeg ganske veltilpas ved salget af Mikkel Kaufmann. 25 mio. kr. for en 19-årig spiller, som jeg aldrig for alvor fik føling for? Jo tak.

På den anden side efterlader det et tyndt besat angreb, som klubben ikke forstærkede. Van Weert er en habil angriber, men han er meget skadet. Og jeg har ikke glemt perioden i begyndelsen af sæsonen, hvor han han ikke kunne score et mål, selv hvis han fik den smidt lige i ansigtet. Hvis han lægger sig igen med en ny hjernerystelser, så er eneste direkte alternativ en U19-angriber. Det virker … ikke betryggende.

Samtidig lykkedes det ikke at få en bette skilling for Jeres Okore, der har virket umotiveret for at spille i AaB igennem længere tid. Nu hænger vi på ham til sommer, hvor han er transferfri. Det er stærkt irriterende, især fordi hans afløsere forlængst er købt. Jeg formoder det manglende salg igennem de senere transfervinduer skyldes Gaardes inkompetence. Men alligevel. Historien om ham er mildest talt nedslående.

Abildgaard håber jeg stadig når at blive solgt denne vinduer. De taler om Rubin Kazan, og det russiske transfervindue er ikke lukket endnu. Jeg håber for AaB salget går igennem, ikke mindst efter Gaarde fik smidt sommerens forhandlinger med Sparta Prag på gulvet. 15 mio. for en reservespiller vil være mere end fint. For Abildgaard personligt er jeg mere ambivalent. Hvis han er er blot moderat som de fleste andre AaB-spillere – søde drenge med akutte hjemstavnstraumer og ulyst til verden udenfor 9000 – så kommer tatarerne i Kazan til at flå ham i stumper og stykker. Man må håbe for ham at lønnen bliver god.

Men alt i alt peger AaB-pilen nedad. I hvert fald indtil de får penge i kassen for Abildgaard.