Blaserthed

Hvis jeg skal være helt ærlig, så husker jeg kun brudstykker af det sociologi, som jeg havde på de første par semestre af statskundskabstudiet. Faget var grundlæggende spændende – faktisk er jeg nok mere sociologisk end politologisk interesseret -, men undervisningen var uambitiøst indrettet.

Fremfor at give et indblik i sociologien som samfundsvidenskab, blev det i stedet til en gennemgang af forskellige klassiske sociologers teorier. Succeskriteriet til eksamen var ikke at de studerende kunne ‘anvende’ sociologien, men blot at de kunne forstå og forklare de gængse teorier. Hvilket vel kan være relevant nok, men det føltes hverken intellektuelt mættende eller inspirerende. Der var derfor meget få statskundskabere, der skænkede sociologien en tanke igen efter at eksamen på andet semester var overstået. Hvilket vel samlet set ikke var meningen med det hele?

Nå, men for nu endelig at komme til sagen: Den tyske sociolog Georg Simmels teori om bylivet fra 1903, er en af de få ting, jeg rent faktisk kan huske noget af fra faget.

Simmel sammenlignede livet i landsbyen og storby. Hans pointe var ikke overraskende, at der er forskel – ikke mindst når det handler om menneskers sociale liv.

Hvor det sociale liv i landsbyen er karakteriseret ved ansigt-til-ansigt relationer, kendskab i lokalmiljøet, social kontrol og sladder, så er det sociale liv i den moderne storby præget af anonyme, ansigtsløse, abstrakte relationer og mindre grad af social kontrol. Bylivet giver dermed klare fordele mente Simmel – individet får plads til at være sig selv og der er øget tolerance for forskellighed –  men også store ulemper: mere ensomhed og rodløshed, overfladiskhed og oplevelsessyge.

Endelig mente Simmel, at livet i byen har en anden afledt effekt: blaserthed.

De blaserte storbyboere er svære at imponere og engagere. De bliver mindre begejstrede og er sløvede for indtryk. Er distancerede og uempatiske. Når relationerne er så abstrakte, så er det vanskeligt for det enkelte menneske at føle noget for dem, eller at engagere sig i de ting, der sker omkring en. Og det især hvis individet samtidig bliver bombarderet med sanseindtryk, distraktioner og kamp om ens opmærksomhed. 

Dette fænomen – blaserthed – har jeg tænkt lidt over de senere dage, hvor Nørrebro gik amok efter Rasmus Paludans såkaldte demonstrationer.

For både Paludans idiotiske manifestationer og de efterfølgende uroligheder får mig til at føle … ingenting. Ej, det passer ikke; de fylder mig med en eksistentiel træthed og undren over menneskehedens kapacitet for stupiditet, men ellers ikke noget. Jeg bliver hverken vred, oprørt eller provokeret. 

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er jeg blevet blasert og resigneret overfor begivenheder, som måske i gamle dage ville kunne have hidset mig op? Er det fordi det alligevel ikke gør nogen forskel alligevel, hvad jeg går rundt og mener om ting (og det derfor er nemmere og mere rationelt at fokusere på at få min egen tilværelse til at hænge sammen)? 

Denne fundamentale afmagt over egen manglende betydning er utvivlsomt en del af forklaringen. Men det er ikke det eneste, der spiller ind. For henover de sidste 10 år er jeg blevet mere og mere blasert og apatisk overfor politiske og ideologiske spørgsmål i almindelighed. Hvilket er et paradoks: Jeg er jo et aktivt partimedlem og burde være optændt af de helliges ild. Men jeg mindes ikke, hvornår jeg sidst har haft en seriøs politisk diskussion med nogen om et aktuelt emne. Hvilket vel ikke giver meget mening, når man tænker over det. 

Jeg tror at det er den effekt, som moderne politisk kommunikation, teknokratiseringen, ‘nødvendighedens politik’ og Trump har på mig. Meget få ting kan virkelig engagere mig. Det hele er blevet for abstrakt, distanceret og ubehageligt til mig, så jeg er blevet sløvet og vil egentlig helst stå af nyhedsvognen. Det føles langt, langt mere relevant for mig at fordybe mig i mine børns trivsel eller nye produktivitetsfremmende apps, end det gør at diskutere ytringsfrihed og integrationspolitik. 

Er bevidst om at det ikke er en positiv udvikling. Hvis for mange gør som mig og blasert stempler ud af kampen for at skabe et bedre samfund, så er det netop at tosser som Rasmus Paludan og bøllerne på Nørrebro får lov at sætte retningen.

Så jeg vil forsøge at engagere mig selv igen. Bryde med Simmels forudsigelser og komme ud af blasertheden.

 

De danske ministerier: Poul Schlüters tid 1982-1993

I disse valgtider er det fascinerende at læse ‘Poul Schlüters tid 1982-1993’.

Størrelsen og karakteren af de økonomiske udfordringer, som Danmark stod overfor i 1982 og årene frem, kan give læseren gåsehud selv i dag. Samtidig sætter de helt nødvendige, fremtidsdefinerende og smertefulde politiske beslutninger, som den nye regering tog dengang, den nuværende politiske malaise i et trist perspektiv.

For hvor mange af nutidens politikere ville have haft viljen, evnen og formatet til at trække Danmark ud af krisen, sådan som folk som Henning Christophersen gjorde det dengang? Lars Løkke? Mette Frederiksen? Søren Pape? Thulesen Dahl? Næppe. Vestager? Måske. Hun har i hvert fald bevist, at hun ikke er bange for at det gør ondt. 

Nåh, jo. Bogen er i øvrigt god. Anbefales til alle politisk interesserede, der måske ikke lige husker alle detaljerne fra dansk politik i 1980’erne.

Sleeping Giants

Helt tilbage i 2007 brokkede jeg mig over at min daværende yndlingsforfatter Douglas Coupland havde en utiltalende tendens til ‘Gilmore Girls’-dialog.

Det vil sige at hans karakterer uanset konteksten – mødt den store kærlighed! livstruende sygdom! verdens undergang! dårlig hårdag! – konstant leverer overdrevet begavede og hyperironiske replikker, hvor de popkulturelle referencer drysser som manna fra himlen og citeringspotentialet er altid i top.

Men selvom jeg har stor respekt for teenageres intellekt og den snappe dialogstil bestemt kan være morsom i afmålte mængder, så ser jeg mest af alt ‘Gilmore Girls’-syndromet som et udtryk for, at en forfatter ikke magter at konstruere en realistisk karakter. I stedet for at lade ens karakterer reagere nogenlunde normalt, bliver de til enerverende karikaturer. Det kan selvfølgelig være en selvstændig pointe for en forfatter at konstruere den slags karakterer, men mest af alt er det fattigt.  

Sleeping Giants

Desværre lider også Sylvain Neuvels ’Themis Files’ trilogi af det beklagelige syndrom. Det ellers spændende science fiction plot martres af hovedpersoner, der aldrig fattes ord, er grotesk omnipotente og altid – ALTID! – har en rap replik på lager. Det blev allerede for meget i første bind, og her to bøger inde ved jeg ikke rigtig om jeg orker at få læst den sidste. Det er, i manglen af et bedre ord, ærgerligt.

Forstå mig ret: Forfattere behøver ikke at skrive kedelige karakterer eller overdrevet fejlbehæftede personer. Jeg leder heller ikke efter en smådum antihelt. Og ja, når vi er indenfor de mere fantastiske genrer – science fiction, fantasy, horror – så er det muligvis fjollet af mig at forlange realisme. Men altså … stop nu med de der über-kække replikker. Der er jo ingen der taler sådan. Heller ikke når robotter fra rummet er ved at udslette menneskeheden.

Det burde ikke være umuligt at skrive genrelitteratur med flerdimensionelle karakterer; det kræver blot en dygtig forfatter. Heri består muligvis det grundlæggende problem. For på trods af at Neuvel kan skrue et spændende plot sammen, så har han andre forfattermæssige mangler.

Jeg ender nok med at give sidste bind, ‘Only Human’, en chance. Men derefter tror ikke at jeg opsøger Neuvels forfatterskab igen lige foreløbigt.

Gråt i gråt

Rasmus Würtz og Kasper Risgaard stopper i AaB, og jeg føler ingenting. Som i ingenting. Hvilket er aldeles forrykt; det er jo to sande AaB’ere, hædersmænd, mestre, kulturbærere og alt det der. Jeg burde være rørstrømsk, men det eneste jeg tænker er: Luk døren når I går, tak.

Jeg må indrømme, at de senere sæsoners deroute har gjort et eller andet ved mig. AaB er og bliver min hjerteklub, men det er et træt, mishandlet og noget melankolsk hjerte efterhånden. Ikke at jeg er ligeglad. Bestemt ikke. Men jeg forventer ikke længere, at mit fodboldhold kommer til at gøre mig glad, stolt eller bare (i manglen af bedre) positivt overrasket.

Mine forventninger er helt væk. Jeg forventer kun middelmådighed, skuffelser og et bittert drag om munden. Og jeg kan ikke engang romantisere det, eller iklæde de senere års elendigheder i en falsk eksilnordjyde patriotisme. For AaB er ikke elskelige tabere. De er aldrig lige-ved-og-næsten. De er ikke de sympatiske underdogs, der bliver uretfærdigt snydt for triumferne. De spiller ikke godt, tværtimod, AaB har i flere sæsoner været ligaens måske kedeligste hold. Vi tilhængere har heller ingen episke kan-du-huske-dengang kampe at dulme smerten med, i hvert fald ikke fra nyere tid.

AaB er grå, ligegyldige og irrelevante. De har ikke engang den simple anstændighed at være så pivringe, så vi i det mindste kan få os lidt nedrykningsdrama at varme os ved. Nej, det bliver en 7. eller 8. plads … og ellers ingenting. Det er nok denne … gråt i gråt tilstand, som jeg nu associerer med Würtz og Risgaard. Og det er nok derfor, at deres exit ikke afstedkommer nogen emotionel reaktion hos mig.

Det egentlige spørgsmål: Hvordan skal jeg nogensinde skal lære mine børn, at der kun er én klub i Danmark – AaB – der er værd at elske? For det er måske sandt for mig, hvis sjæl for længst er skadet, ikke kan repareres og ikke kan elske en ny mere? Men de to små rockere? Hvorfor skulle de holde af noget så inderligt ligegyldigt, som en middelmådig fodboldklub fra deres fars fjerne hjemstavn?

Tanken smerter. De ender jo som, gulp, fans af en af hovedstadsklubberne, hvis ikke der sker en forbedring. Det er en ulidelig tanke.

Bagarmossen Blues

Der er få steder i Skandinavien, der er decideret appetitlige her i den traurige post-vinter/præ-forårs fase. Det begrædelige faktum omfatter desværre også Stockholm.

Temperaturen er et ubestemmeligt sted mellem 0 og 5 grader. Det blæser kønsløst. Himlen er cementgrå. Rundt om ligger der skidne grå snedriver, som blot venter på at en hårdt tiltrængt temperaturstigning gør en ende på deres lidelser. Der er end ikke antydningen af grønt på træerne, faktisk har en flora sjældent fremstået mere opgivende. Imens luffer de indfødte rundt i dynejakker, drikker kaffe af deres papbægre og kniber mismodigt øjnene sammen.

Forstaden – hvor svigerforældrene har en 1-værelses, der tjener som vores hjem på ferien og hvor der i skrivende stund ligger to snorkende børn (og ditto kone) og skaber den rette baggrundsstemning til skrivningen af dette indlæg – lignede ved dagens ankomst til forveksling Bukarest under højstalinismen, eller måske mere rammende Grozny anno ca. den anden russiske angrebskrig. Nuvel, måske en smule overdrevet, men livsbekræftende var det sandt for dyden ikke.

Satser på flere farver og liv i morgen. Alt er gået fint hidtil, inkl. en fem timers togtog med mine to bavianer af et par børn. Vi har tilmed indkøbt alle de småperverse svenske madvarer, som min eksil-svensker af en kone ikke kan få i det daglige hjemme i Roskilde, så der er lagt op til fest.

Feriefri

Holder en uges ferie. Der var pludselig akkumuleret en farlig masse feriedage, der skulle brændes af inden ferieåret slutter.

Jeg ville i den forbindelse gerne kunne sige, at jeg har brug de første dage fornuftigt. At jeg har fået ordnet en masse praktisk, fået styr på den erhvevs- og boligmæssige fremtid samt løbet 8 km hver dag i et forrygende tempo. Altsammen efter at jeg har været nærværende med mine børn og dybdeanalyseret konsekvenserne af gårdagens fallerede Brexit-afstemning.

Men det ville altsammen være løgn.

Sandheden er at jeg primært har genspillet ‘The Curse of Monkey Island’, et episk og meget beroligende trip tilbage til slut-90’erne. Derudover har jeg obsessivt nørklet med diverse cross-posting redskaber, så indlæg skrevet på min offentlige blog automatisk også bliver publiceret på facebook og twitter. Bevares, jeg får ganske vist ikke produceret meget nyt indhold og antallet af læsere er selvsagt stadig ikke-eksisterende, men nu er der i hvert fald styr på infrastrukturen og designet. Altså lige indtil jeg igen får brug for en overspringshandling. Så skal jeg nok igen finde noget at rumstere med i formen.

I morgen tager vi på en forlænget weekendtur til Stockholm. Er ved at være to år siden jeg var der sidst, så ser frem til at komme tilbage – om end vejret ser jævnt bøvlet ud.

The Prestige

Må indrømme at jeg ikke direkte husker filmen ‘The Prestige’. 2006 er en del år siden efterhånden, undskylder jeg mig med. Mindes derfor mest af alt, at filmen var en af to tryllekunstnerfilm med handling i 1890’erne, der udkom i det år1.

Jeg havde derfor ikke de store forventninger til filmens bogoplæg: Christopher Priest ‘The Prestige’ (1995), som jeg til min forbavselse opdagede er genudgivet som en del af den autoritative ‘SF Masterworks’ serie. For mine tågede erindringer om filmen til trods, så var det ikke ligefrem science fiction, jeg forbandt ‘The Prestige’ med. Steampunk, måske, men ikke min favoritgenre. Da den kun kostede 4 dollars på min Kindle, så fik bogen dog en chance.

Efter endt læsning kan jeg dog med stor tilfredshed meddele, at jeg heldigvis tog fejl. ‘The Prestige’ er science fiction og den er fremragende. På overfladen følger man to Fin de siècle tryllekunstneres rivalitet, men bogen handler mest af alt om illusioner og besættelse. Der er masser af plot- og fortæller twists, og jeg var fanget fra start til slut. Bogen er velskrevet og med en dybt original handling. Og Nikola Tesla er med i en central rolle, hvis den slags nørdreferencer ellers er noget, som tiltrækker jer.

‘The Prestige’ er meget varmt anbefalet. Klart en af de bedste læseoplevelser i længere tid.

  1. Den anden var ‘The Illusionist’, som jeg heller ikke husker særlig detaljeret. []