Venter fortsat på at modtage den fysiske udgave af Saint Etienne – ‘I’ve Been Trying to Tell You’ fra fanklubbens butik. Lytter i mellemtiden til albummet via streaming. Det er umiddelbart en skuffelse.

Ive been trying to tell you

Sangene flyder sammen i hinanden. De er langt fra den friskhed, der kendetegnede deres tidligere samplebaserede album. Og når jeg nu ellers sprøjtet mig direkte i blodårene med diverse stadig mere outrerede vaporwave-artister, så føles Saint Etienne anno 2021 lidt for konservative og umodige. Selv deres disciple i Air France helt tilbage i 2008 var mere interessante. Der mangler noget psykedelisk vildskab. Måske jeg ændrer mening efter flere gennemlytninger, men lige nu er det en grå omgang. Det er ikke direkte dårligt, blot … meh!

Anmeldelserne af den nye ‘Dune’-film er begyndt at tikke ind, og jeg er helt uironisk og ukontrollabelt spændt. The Guardian er overstrømmende positiv, hvilket selvsagt er betryggende. Men … jeg er stadig urolig. ‘Dune’ er vigtig for mig. Faktisk så vigtig, at jeg ikke har turde genlæse romanen af frygt for, at jeg ville opdage at bogen ikke holder længere. Det ville jeg ikke kunne bære. Der er for mange institutioner og bastioner, der i disse år styrter i grus. Jeg vil ikke miste ‘Dune’ også. Dertil er mit selvbillede for skrøbeligt. For meget af mit science fiction hjerte er investeret i børgernes univers. Det vil være ødelæggende for min livsglæde. Så filmatiseringen skal være god. Og ‘Dune’ vil være den første film i noget nær et årti, som jeg insisterer på at se i biografen. Skuf mig nu ikke. 

På landet

Jeg tænker af og til over, hvordan de valg Den Bedre Halvdel og jeg træffer på familiens vegne påvirker vores børns fremtid. Det gælder selvfølgelig ‘la longue durée’ i form af hverdagen, vores måde at være sammen med dem på og den daglige interaktion. Men også de mere strukturelle valg.

Hvad vil det få af betydning for deres livsbane, udsyn og muligheder, at vi i 2020 valgte at flytte til Odsherred? Gør vi dem til knallertkørende bonderøve? Fratog vi dem noget, da vi tog dem ud af det ressourcestærke miljø og det større udbud af kultur og fritidsaktiviteter i Roskilde? Hvad får de i stedet for? Hvad betyder det for dem, at de vokser op på landet, hvor der (når vinden vender uheldigt) dufter blidt og blødt af harsk gylle på landsbyskolens legeplads? Hvor klassekammeraterne afleveres i lastbilen fra fars vognmandsforretning, fremfor i en Tesla på Frederiksborgvej? Hvor klasserne er små og tiden måske lidt mindre hektisk? Hvilke forudsætninger får de til at vælge det liv, som gør dem glade?

Tilbage i sommerferien 2011 læste jeg i et tog mellem München og Salzburg i Edward Glaeser: ‘Triumph of the City: How Our Greatest Invention Makes Us Richer, Smarter, Greener, Healthier, and Happier’. Bogen er et flammende kampskrift for storbyen, ikke mindst den funktion som mødesteder og smeltedigler, hvor de dygtige, ambitiøse og stræbsomme individer mødes for at blive matchet med (og udfordret af) andre dygtige, ambitiøse og stræbsomme mennesker. Derfor opstår kreativitet og nye løsninger primært i byerne, da det er her, at de skarpeste hjerner mødes.

Heri ligger der også en erkendelse af, at man ikke – modsat hvad den socialdemokratiske regering tror – kan tvinge talentfulde mennesker til at blive i yderområder, hvis de ikke vil. I hvert ikke i de år, hvor de gerne vil prøve sig af. Så uanset hvor mange uddannelsespladser man flytter ud på Sjælland, så får det ikke kløgtige unge mennesker herud til os – og det fastholder næppe heller dem, der higer efter at prøve sig af på en større scene.

Min indsigt er den ganske banale, at jeg håber vi kan give vores børn en opvækst, hvor de trives i nærheden af natur, skov og vand. Hvor de med rod i det små og det nære udvikler et globalt udsyn. Hvor de i teenagetiden begynder at længes efter at komme væk; ind til storbyen for at vokse yderligere. Og hvem ved, måske de så sætter ekstra stor pris på dér de voksede op, når de af og til tager ud og besøger de gamle tosser i Strandhusene.

Rivers of London

En mere intellektuelt stringent person end undertegnede ville formodentlig bemærke, at det er fjollet at læse videre ind i en bogserie, hvis den oplevede læseglæde falder for hver bog. Alligevel er det på trods af stadig lavere engagement og lejlighedsvis skimning lykkedes mig at være i færd med bog 7 (sic) af Ben Aaronovitchs ‘Rivers of London’-epos

Genren er vel det, man med et jævnt tåkrummende begreb kalder ‘Urban Fantasy’. Vi er kort sagt solidt inde i de mest underlødige dele af skønlitteraturen. Det grundlæggende problem for mig er at første bog er decideret fremragende, og gav lyst til mere. Meget mere, faktisk. Bogen mindede mig om Paul Cornells ‘Shadow Police’-serie, hvor London også spiller en central rolle – ja, nærmester er en karakter i historien.

Ben Aaronovitch Rivers of London

Jeg sidder derfor her, bog efter bog, som en anden sølle junkie og håber på at Aaronovitch genfinder kreativiteten i sit plot og saften&kraften i sit sprog.

Det lykkedes lykkeligvist i fem bind, men nu sidder jeg så igen i den ulyksageligt situation, at jeg i stedet for at læse videre i bogen som jeg burde, i stedet ender med i en ren overspringshandling at tilvælge læsning af transfertråden i AaB’s debatforum. Hvilket raskt og balanceret menneske gør det? De røde lamper blinker faretruende. 

Jeg lærte engang i tidernes morgen om ‘Sunk Cost’-begrebet i økonomi, om hvordan det ikke er rationelt at hælde flere midler i noget dårligt, bare fordi man allerede har brugt mange penge eller tid på det. Man bør stoppe uanset hvad, hvis det er dårligt. Så det rationelle er at stoppe med at læse Aaronovitch-bøgerne, da den tid jeg har brugt på de første seks bøger, ikke er et argument for at fortsætte og ikke burde influere på om jeg stopper med at læse i syveren. Det tygger jeg så lidt på.

PS. Nu du spørger så empatisk og interesseret, så er jeg stadig ikke fan af Inge Andre Olsens evne til at købe og sælge spillere, og jeg har meget lave forventninger til AaB’s nye nordmakedonske midtbanespiller. 

Har frenetisk gennemtrawlet mine Spotify-playlister efter sange at skrive om. Det er trods alt mit klassiske der-er-skam-liv-her-på-siden-her-i-min-tilsyneladende-permanente-skriveblokering move i fraværet af reelt interessant indhold.

Men omtalte playlister er degenereret i en stadig mere absurd retning, så nærmest alt musik jeg lytter til er bastardiserede sammenklipninger af klamme Billy Idol sange. Det er ganske uholdbart. Nå, alt dette til trods, så ville jeg egentlig gerne fortælle jer om The Waitresses’ sjasklumre mesterværk fra 1982: ‘I Know What Boys Like’. Vi er et godt stykke fra, nuvel, god og smagfuld musik, men hvis du kan få den ud af hovedet igen, så er du i sandhed et stærkere menneske end mig. 

Indoktrinering

Visheden om at mine børn næppe vil lære at elske og forstå AaB er en af min tilværelses mest smertefulde realiteter.

For hvorfor skulle de? De er opvokset på Sjælland, langt fra Nordens Paris. Jeg udsætter dem kun sjældent for fodbold på tv. Og de er mest interesseret i andre sportsgrene, når de selv skal udfolde sig. Så, ja, det er nok futilt og en anelse påtaget, når jeg stadig håber på en religiøs nordjysk opvågnen for dem. Men jeg HÅBER jo stadig. Derfor var det en vigtig akt for mig, at jeg havde begge børn med på Aalborg Stadion i går aftes til AaB’s udmærkede 2-1 sejr over FC Nordsjælland. Datteren holdt til først halvleg før hun blev for søvnig, sønnen blev ved til den bitre ende (dopet af popcorn). Begge var fascineret af alt det det gak og gøgl, der er udenom banen: tilskuerne, sangene og stemningen.

For mit eget vedkommende var det første rigtige fodboldkamp i en evighed (kampene med FC Roskilde tæller ikke i den forbindelse), hvilket gav appetit på mere. Må tage ind til nogle af AaB’s udekampe i København.

Goodwill

Fik endelig slæbt os sammen til at bruge det lokale folkebibliotek igen her post de allermest drakoniske COVID-19-restriktioner. Jeg forstod aldrig helt behovet for coronapas for at kunne komme ind på et bibliotek, men nuvel. 

Da jeg stræber efter at forme mine børn 1:1 i mit billede, låner jeg udelukkende bøger og tegneserier af den type, der influerede mig tilbage i de glade slut-80’ere. Hidtil har det især været ‘Yoko Tsuno’-serien, men denne gang stødte jeg på ‘Ridder Goodwill’-tegneserierne. Fluks røg der seks bind med hjem. 

Goodwill tre stjerner
Tror det er mere end rimeligt at henføre store dele af min forkærlighed for kitschet 80’er-fantasy til netop ‘Ridder Goodwill’. 

Må have læst de første seks bind – ikke mindst ‘De tre stjerner’ og efterfølgeren ‘Graven af is’ – usandsynligt mange gange. Koncepterne, tegnestilen, de episke sværdkampe gik rent ind. Vi skal vel hen til ‘Dungeons & Dragons’ og ‘Robocop’ tegnefilmene på TV Danmark for at finde noget sejere.

Før biblioteksturen i weekenden huskede jeg imidlertid ikke så meget af handlingen. Det var mest flygtige glimt og en bevidsthed om, at ‘Ridder Goodwill’ var fremragende og noget, som enhver rask dreng og pige med fordel bør læse. Men hvad så nu, hvor jeg har søgt at læse dem sammen med den ældste? Følgende to ting kan konkluderes:

Det er ikke børnetegneserier
Der er en underlig diskrepans mellem tegnestilen og handlingen. Se blot på Goodwills fjantede væbner Kervin, der er tegnet et sted mellem Lucky Luke og smølferne. Der er et umiskendeligt barnligt touch. Men historierne? Der flyder blod i stride strømme. Der er afhuggede lemmer. Der er scener, der får pagtens ark sekvensen fra ‘Indiana Jones’ til at ligne en søndagsskole. Kvinder brændes på bål. Bordeller besøges. Vanvittige troldmænd vender om på tid og rum. Og jeg kunne ikke huske noget af dette. Min kapacitet til fortrængelser er beundringsværdig, tænker jeg.

Goodwill er en værre liderkarl
Jeg husker Goodwill som en meget ædel og ridderlig skikkelse. Men et gennemgående træk er, at han drikker og horer sig igennem sine rejser og eventyr. Flere af tegneseriernes historier har som præmis, at tingene først og fremmest går galt fordi Goodwill i al væsentlighed er styret af sine genitalier. Bevares, hans væbner Kervin er intellektuelt mindrebemidlet og spiser for meget ‘bønner og flæsk’ (en utiltalende ret, der går igen og igen i tegneserierne), men hans moralske kompas er dog nogenlunde konsistent. Jeg var vist en forholdsvist ringe menneskekender som barn.

Samlet set tror jeg ikke at vi ikke på denne side af de 10 år får læst mere end de første album, hvor tegnerne dog lagde en smule bånd på de mest excessive udskejelser. Og jeg vil nu fundere over, hvilke ting jeg ellers har fortrængt for min barndom. Noget tyder på at det ikke er småting.

Somatisk

De siger jo at det er i krise- eller tabssituationer, at man reflekterer over sit liv – og husker at værdsætte det man har (eller rettere: havde).

I forgårs skulle jeg lege tagfat efter den ældste arving gennem de lurvede plastikgange i et nedslidt legeland i et industriområde i Östersund. Jeg skulle dreje rundt om et hjørne, da det sagde et smældende OH SNAP! i lænden.

Jeg vidste desværre præcis, hvad det betyder: facetsyndrom, bedre kendt som hold i ryggen. For jeg har prøvet det før. Jeg fik et lignende hold i ryggen i juni 2017, og det var en plage i op mod halvanden måned efter. Jeg nærer absolut ingen illusioner om at denne gang bliver nemmere.  

Nu hvor jeg gradvist har mistet min mobilitet og er i konstant behov af en uhellig blanding af Ipren og Panodil, så kommer man melankolsk til at tænke over, hvilket privilegium det er at kunne bevæge sig helt frit og ubesværet. Hvor var jeg dog rig dengang for tre dage siden!

Et hold i ryggen er djævelsk kontra-intuitivt. Man mærker det ikke mens man sidder eller ligger ned, så det får man jo lyst til at gøre. Men når man så rejser sig igen? Så er det blevet lysår værre. Min kropsholdning er en parodi på Quasimodo, når jeg har siddet ned. Det der virker er at røre sig. Så jeg traver dag og nat (ok, aften) på veje og stier her i Åre. I 2017 var jeg også et par gange ved kiropraktoren, men jeg må forsøge mig ad uden denne gang – er trods alt stadig langt hjemmefra. 

Nu må I have mig undskyldt. Skal tilbage til at have ondt af mig selv.