Håkan på Ullevi

Den Bedre Halvdel forærede mig i julegave en tur med hende til en af Håkan Hellströms koncerter på Ullevi i august måned. Det ser jeg meget frem til; min seneste rigtige (svensk P3 Gull i januar 2011 tæller ikke i den sammenhæng) koncert med ham i 2010 blæste mig bagover af begejstring. Med mindre han er blevet aldeles afdanket, så er der potentiale for noget decideret episk.

Jeg har ikke fordybet mig intenst i hans 2-3 seneste albums, der har virket som lidt rigeligt trædende i vande. Som at det har været en vanskelig musikalsk transformation videre fra hans yngre års Sturm-und-Drang teenangstmusik. Altså præcis den musik, som – må jeg erkende – er det, som en tilbageskuende, permanostalgisk midalderende proto-boomer som mig helst vil høre live. 

Hans nye single,Jag vil bare va me dej’, er dog en sød og uforpligtende synthsommersang, som jeg sagtens kan varme mig lidt med og bruge til at komme i gang med bagkataloget. Min seneste koncert ligger helt tilbage i januar 2017 (det var med Radio Dept.). Jeg håber derfor også at turen til Göteborg kan blive starten på at jeg får lettet bagdelen, kommer ud af mit komatøse kulturforbrug – og får oplevet noget mere.

Robert Goodwin – ‘América: The Epic Story of Spanish North America, 1493-1898’

Læste for nylig i The Economist at 16 mio. mexicanere er immigreret til USA siden 1965. 16 millioner! Det er svimlende mange. Konklusionen i artiklen er at det har været til (økonomisk) gavn for begge lande og at det har knyttet kulturelle bånd.

Tallet var samtidig et interessant bagtæppe for den bog, jeg er igang med netop nu: Robert Goodwin – ‘América: The Epic Story of Spanish North America, 1493-1898’. Jeg får ikke læst alle kapitler lige grundigt. Bogen er lang og Goodwin er til tider lidt vel begejstret for detaljer og navneopremsning. Men overordnet er den lidt af en øjenåbner for mig.

For selvom jeg et sted i baghovedet godt kunne regne ud, at Spanien naturligvis må have spillet en massiv rolle i USA’s historie, ja, så har WASP’erne formået at sløre det faktum betragteligt. Jo, bevares, jeg vidste godt at navne som Los Angeles, San Antonio og Santa Fe kom et sted fra. Men jeg har aldrig for alvor tænkt over hvorfra – eller hvor længe store dele af det, vi i dag betragter som USA faktisk var under spansk herredømme. Jeg mener, se lige dette kort fra 1790 over de spanske og portugiske kolonier:

Spanske og portugisiske kolonier 1790

Nueva España var massivt og indtil for (relativt) nylig, så var de engelske besiddelser ikke særskilt imponerende. Goodwins bog beskriver det spanske imperiums storhed og fald på inspirerende vis, og bogen har virkelig udvidet min konceptuelle forståelse af nordamerikansk historie. Kan varmt anbefales hvis man har den slags besynderlige interesser.

17 år

Min personlige blog – i alle dens varierende udgaver – fejrede 17 års fødselsdag i går. Kun et enkelt år til at den ikke længere behøver at snige sig illegitimt ind på diskotekerne i Jomfru Ane Gade. Må den få mere liv og aktivitet i månederne frem.

Emily St. John Mandel – ‘The Sea of Tranquility’

2022 tegner til at blive endnu et pauvert læseår. Ukraine-situationen og den virkelige verdens insisterende eksistens betyder at jeg allokerer alt for megen opmærksomhed på nyheder, doomscrolling og apokalyptiske spekulationer. 

Men efter at have læst et par anmeldelser af Emily St. John Mandels nye ‘The Sea of Tranquility’ har jeg fået fornyet lyst til at genstarte den begrædeligt forsømte Kindle. Selvom jeg kun har præsteret at se et enkelt afsnit af tv-serieudgaven af ‘Station Eleven’, så elskede jeg romanen intenst – og anbefalede den i årevis til alle der gad (og nuvel, også dem der ikke gad) lytte. Jeg var næsten ligeså glad for ‘The Glass Hotel’, da den udkom i 2020. Når jeg samtidig kan læse mig frem til at den nye roman indeholder tidsrejser (TIDSREJSER!) ‘Cloud Atlas’-style og alternative virkeligheder (indsæt emoji-med-creepy-hjerteøjne her), så bliver jeg decideret upassende kåd.

Om ikke andet, så er udsigten til at lade litteraturen distrahere mig fra den kommende recession og/eller thermonukleare vinter i selskab med St. John Mandel blevet noget mere tiltrækkende.

Krig i Europa

Der er noget … uvirkeligt over det, der foregår i det østlige Ukraine og den igangværende geopolitiske situation. Indtil for få dage siden var jeg overbevist om, at russerne ikke ville invadere Ukraine.

Min mentale fortolkningsmodel var: Putin har så lagt så meget kapital og prestige i den her manøvre, at han ikke kan trække sig uden at få noget ud af det. Han ønsker at skade og destabilisere Ukraine mest muligt (ikke at erobre territorier per se), at Rusland bliver betragtet som en relevant geopolitisk aktør og endelig at befæste sin egen interne autokratiske magtposition via en konfrontation med Vesten (og et opgør med NATO-sikkerhedssystemet). Han ønsker at opnå maksimal effekt med den mindst mulige omkostning.

Min tese var at det aldrig har været planen at Ukraine skulle invaderes, tværtimod. Det vil være alt for dyrt og de negative konsekvenser vil være enorme for Rusland. Der bor, hvad, 40 mio mennesker i Ukraine? Som er et korrupt, men dog nogenlunde civiliseret land med en stor hær og militær støtte fra Vesten. Forestiller man sig en længerevarende russisk besættelse af Europas næststørste land? Vi taler ikke et eller andet obskurt Kaukasus-område à la Georgien, som alle i resten af verden er inderligt ligeglade med. Det er tale om en nabo til EU, som tilmed har en vis symbolsk værdi for demokrati og alt det der. Det er ikke gratis at lave den slags narrestreger. Der kommer nye sanktioner. Desuden: militære aktioner i andre lande er vanskelige. Prøv at se hvor store problemer oliearaberne i Riyad har med deres intervention i Yemen. Selv ikke med alle deres petrodollars i ryggen og dyrt indkøbte militært isenkram kunne de knægte en flok oprørske shiaer. Det er ikke så nemt det der med krig og invasioner.

Så jaja, russerne kan muligvis bombe løs i Syrien og sende Wagner Gruppen på voldstogter i den Centraklafrikanske Republik eller Mali, men hvornår har de sidst haft en succesfuld invasion? Hvorfor skulle de være blevet bedre siden Afghanistan? De kan jo ikke engang få deres befolkning til at holde op med at dø af druk. Og endelig: nævn blot én succesfuld invasion nogen steder de sidste 50 år (måske fraset Vietnams indsats mod Khmer Rouge i Cambodia 70’erne). Det et noget nær umuligt foretagene at få succes med.

Med alt dette in mente, så mente jeg at Putins mål var at markere russisk voldsparathed (så pas på Baltikum!), skabe et maksimalt dysfunktionelt Ukraine på grænsen til EU (helst under de facto russisk styre, som i de glade Yanukovych-dage), fortsætte hybridkrigen, udstille USA’s tiltagende globale svaghed (hvad er det præcis USA vil/kan gøre for at stoppe Rusland?). Det handler om at signalere at man er den stærkeste og mest skruppelløse mafiaboss på blokken, som er klar til alt. Så jeg antog at de russiske tropper ville komme til at være der i lang, lang tid – lige indtil de bliver flyttet til grænsen mod Estland, Letland og Litauen og cirkuset gentager sig.

Min konklusion var at så længe Europa er afhængige af den russisk gas, de kriminelle netværk i Tyskland og de mange russere i Londongrad tjener på at Putin-regimet kører, plus Europa ikke er klar til at reagere med andet end ligegyldige økonomiske sanktioner, så går det ligesom dengang Erdogan kunne afpresse EU ved at true med at åbne for flygtningestrømmene. I den situation sked EU på alt, hvad der hedder menneskerettigheder og ædle principper. Vi gav efter og betalte despoten for at holde flygtninge i lejre på den anden side af Bosperus. En autokrat lugter ikke af rosenbusk, men hvis man kan betale sig fra at skulle slås, så gør man det. For vi er et bekvemt kontinent, der ikke har haft lyst til konflikt i mange årtier.

Så hvor gik jeg galt i byen henne?

Jo, jeg har tydeligvis undervurderet, at Putin og det russiske regime opererer i anden begrebsverden end mig og NATO-landene. Han er en 19. hundredetals despot i år 2022. Der har dette på sit CV (Grozny efter russiske offensiv i 1999-2000):

Grozny 1999

Putin var mere end klar til at bombe Tjetjenien sønder og sammen. Og i dag er han tilsyneladende mere end klar til at betale – eller rettere: lade den russiske og ukrainske befolkning  betale – prisen for en invasion. Så jeg tog fejl. Putin ER interesseret i territorier per se. Og som en mafiaboss med en messiansk mission om at genskabe et Storrusland, så er han i den grad klar til at skrue op for volden og krigen på en måde, der ikke er set i Europa siden anden verdenskrig. Krige mellem lande er nærmest uhørte i 2022, men her er vi altså så igen.

Nu må vi se, hvor mørk den kommende tid bliver – og hvilke afledte økonomiske og geopolitiske konsekvenser, det får. Optimistisk er jeg ikke.

skøjteløb

De fleste har givetvis observeret at de kvindelige OL-medaljevindere i gymnastik og kunstskøjteløb har en tendens til at være meget unge og præ-pubertære i deres udseende. Næppe så underligt; det er fordel at være let og stærk, hvis man skal lave ekvilibristiske bevægelser og de mest krævende øvelser. Men jeg blev alligevel overrasket, da jeg læste i dag at det er decideret fysisk umuligt at lave de mest ambitiøse spring for en kvindelig kunstskøjteløber, hvis man er over 15 år og gået i puberteten. Man kan kort sagt ligeså godt gå på pension, hvis man er over 17 år og tror man skal konkurrere med den russiske skøjteprinsesse-maskine. De har trænet konstant siden de var 2 år gamle og blevet bedt om at ofre alt.

Det er fundamentalt perverst og ekstremt, men jeg ved ikke hvad løsningen er. At indføre alderskrav og dermed sænke den ‘oplevede kvalitet’ af kunstskøjteløb? Der er vel ingen (vigtigst af alt heller ikke sponsorerne!), der ønsker lavere sportslig, kunstnerisk og underholdningsmæssig værdi? I praksis bliver visse discipliner derfor forbeholdt de nationer, der er klar til at gå længst i deres, hmmm, kreative udvikling af atleterne. Måske markedet korrigerer situationen, hvis interessen for sporten derfor forsvinder?

Tror jeg holder mig til at se fodbold og basket.

Gustav Klimt – Kirche in Cassone

Klimt - Church in Cassone

Det er svært ikke at betragte Gustav Klimt som en kitschet maler, men jeg kunne nu godt lide hans ‘Kirche in Cassone’ (1913), da jeg stødte på det tidligere i dag. Måske min affektion mest af alt udspringer af, at maleriet minder mig om Lago Maggiore – og den bitre erkendelse af, at jeg ikke har været der i snart 7 år. Det må gerne snart blive sommer igen.

Transfervinduet

Nå, det blev et anæmisk og stillestående transfervindue for AaB. De afskibede skuffelser og marginalspillere på lejeaftaler og … det var så det. Største nyhed var vel ingen af profilerne blev solgt. Der er ingen cheftræner det næste halve år og så kom Ibi Støvrings kæreste ind i truppen. Alt er kort sagt godt.

Skriften på væggen

I dag lærte jeg noget nyt. Ved at lytte til den konsistent fortrinlige historiepodcast ‘The Rest is History’ opdagede jeg, hvor begrebet at ‘se skriften på væggen’ stammer fra.

Det viser sig, at det stammer fra Daniels Bog i Det Gamle Testamente i Bibelen, hvori profeten Daniel – der kan noget så old school og fornøjeligt som at tyde drømme! – er bortført til Babylon.

Grundet sine forrygende evner bliver han rådgiver for Kong Nebukadnesar II. Faktisk er han så skarp til at tyde ting og sager, at han en nat bliver hidkaldt til at læse, hvad en usynlig (og lidt flabet) spøgelseshånd har skrevet på væggen under det orgie af en fest, som bliver holdt af den nu afdøde konges barnebarn Belshazzar.

Hånden grifler מנא מנא תקל ופרסין, hvilket Daniel læser og forstår som “Gud har talt dit kongeriges dage og gjort ende på det […] du er vejet og fundet for let […] dit kongerige er blevet delt og givet til mederne og perserne.”

Den fortolkning bliver stakkels Belshazzar selvsagt ikke jublende lykkelig for. Se blot her hvor Rembrandt lavede en (naturligvis helt historisk korrekt) barok udlægning af seancen små 1000 år senere. Så står man dér og chiller med vennerne iført sin guldvest og krone (ovenpå turbanen), utvivlsomt lavet af rovet fra templet i Jerusalem. Blot for at en utidig hånd dukker ud af ingenting og laver grafitti på ens væg. Man forstår vel reaktionen?

Rembrand Belshazzars fest (1635)

Faktisk bliver han så mobset at han smider Daniel for løverne, hvilket vel ikke er klassisk classy opførsel. Så går det hverken værre eller bedre end at spøgelseshånden naturligvis har ret. Belshazzar DØR SAMME NAT, Daniel er urørt af rovdyrene i løvehulen (Gud elsker ham jo) og relativt få år senere bliver Babylon smadret til plukfisk af perserne. De skulle have hørt på Daniel, skulle de ikke?

Så moralen er: hvis en usynlig spøgelseshånd skriver kryptiske ting på din væg mens du drikker dig i hegnet, så er det en god idé at få en drømmetyder forbi – for dét, der står på væggen, ja, det kommer altså til at ske. Og herfra stammer så begrebet, at se skriften på væggen.