Læste en interessant artikel om Britfunk æraen (1976-1982), og satte mig efter endt læsning til at udforske genren en smule. Især gruppen Freeez bør fremhæves. De skabte to deciderede mesterværker: post-disco juvelen ‘Southern Freeez’ (1981) og electro-klassikeren ‘IOU’ (1983). Det glæder mig, at jeg stadig kan blive barnligt begejstret over at opdage ny-gammel musik. Nu mangler jeg bare at blive ligeså åbensindet overfor musik fra 2021.

Mine Spotify-anbefalinger er blevet aldeles forskruet af, at jeg i løbet af den typiske hjemmearbejdsdag stort set kun lytter til instrumentelle soundtracks fra JRPGs fra 1990’erne, obskur Vaporwave, depraveret Future Funk og sirupindsmurt City Pop. Mine Discover Weekly og Release Radar playlister er dermed kommet så desperat langt ud af en besynderlig tangent, at de ikke længere giver mening i en større epistemologisk og ontologisk forstand. Når det så er sagt, så kælver playlisterne dog af og til et mindre mesterværk ud. Det gælder lige nu Bobby Oroza – ‘I Got Love’, der er en forførende soulsag, der nok kan få safterne til at stige med årstiden.

Hvor må det være dog trist og gråt at holde med et af de 12 oprindelige European Super League hold. Tænk, de får aldrig fornøjelsen af den eksistentielle desperation og det emotionelle kollaps det er, når ens hold taber til Horsens. Hvor må de være misundelige på mig netop nu. 

Post-ESL

Nuvel, når jeg kunne skrive et langt og trangt indlæg om European Super League da den dukkede på, så kan jeg vel også skrive et her et par dage efter initiativets ugraciøse kollaps.

1741px Cole Thomas The Course of Empire Destruction 1836

Allerførst: ESL blev ikke slået ihjel af ‘den ægte fodboldånd’, kommentatorerne, de tidligere fodboldspillere, fanprotesterne eller Joy Mogensen. Naturligvis ville fodboldens prætorianergarde af fodboldromantikere råbe og skrige.

Der var ingen af reaktionerne – ej heller voldsomheden af dem -, der burde have overrasket eller påvirket de 12 ESL-stiftere. Det forlyder at de har arbejdet på det her i årevis og at der var ikke færre end fem PR-bureauer inde over. Der må ganske enkelt have været en strategi for, bvadr, interessenthåndtering. Hvis reaktionen faktisk kom bag på dem, så burde Florentino Pérez og Andrea Agnelli læse noget mere Mao. For så ville de vide, at revolutionen ikke er et middagsselskab. Hvis man laver et statskup og indtager præsidentpaladset, så nytter det ikke noget at få uro i maven og ikke tage konsekvensen, når nogen yder væbnet modstand. Eller som en anden poet og filosof udtrykte det: “You come at the king, you best not miss”. Man skal ikke true, hvis man ikke er klar til at følge op på truslen – og ikke er klar til at reagere på den negative modstand.

Min glædesløse analyse af situationen er derfor at ESL døde fordi deres mediepartner og de øvrige sponsorer, der skulle have finansieret gildet sammen med JP Morgan, trak sig fra affæren. Det blev for tungt at skulle bakke op om et hadet initiativ.

De 12 franchises selv kan jeg ikke se have et incitament for at trække sig. PR-skaden for klubberne var allerede sket på dag 1; der var ingen fordel for dem i at stikke halen mellem benene. Med mindre de havde spilleroprør på hånden og oplevede akut sponsorflugt, så burde de have holdt fast.

Flere af dem har i den grad brug for at få gentænkt deres model. Twitterbrugeren Swiss Ramble, der specialiserer sig i til tider alt for grundige analyser af fodboldøkonomi, satte tingene ind i en fin kontekst.

ESL12 driftsunderskud

ESL12 gæld

Selv en summarisk skimmen viser, at de 12 stiftende franchises af ESL kører med gigantiske underskud og at flere af dem er gældsat helt op over skorstenen. Eller sagt med andre ord: de har brug for høj, garanteret indkomst.

De franchises, der er ejet af den kinesiske stat-by-proxy, petro-kleptokrater eller russiske oligarker, har måske ikke behov for pengene. Men hvis jeg nu var den økonomiske giftgrund Tottenham (der ikke har vundet noget i en menneskealder og ikke altid kvalificerer sig til Champions League), så ville jeg da også takke ja til at blive en garanteret indkomst som en del af et pyramidespil sammen med de såkaldte største europæiske franchises.

Noget af det jeg ikke rigtig forholdt mig til i mit oprindelige indlæg var netop storklubbernes ønske om at eliminere konkurrencen om sponsormidlerne og at fjerne den sportslige risiko. Det ærgerlige ved en turnering som Champions League er jo, at man skal kvalificere sig til den – og at der derved er en træls risiko for, at man misser den dejlige (og nødvendige!) indtægt, hvis man har dårlig sæson. Lad os nu se, hvordan det går de 12 franchises i den kommende sæson.

1736px Cole Thomas The Course of Empire Desolation 1836

Afslutningsvist har jeg tænkt over om der mon er noget sandt i det argumentatoriske røgslør, som Agnelli og Pérez brugte henover denne uge. ER der noget galt med spillet? BØR det kortes ned, hvis børn, unge og fremtidens gerne ser highlights, men ikke har tid til at se en 90 minutter lang omgang? Hvad nu hvis de relevante fodboldfans faktisk ER det globale tv-publikum, snarere end en flok tilbageskuende nostalgikere i det nordvestlige England, der tilfældigvis har en stedbunden tilknytning til klubberne? Hvad nu hvis science fiction kampe mellem gigantfranchises i en lukket transnational liga er vejen frem? Hvad er der egentlig galt i, at lave et underholdningsprodukt, hvor de største stjerner i spillet kæmper mod hinanden hver uge?

ESL-affæren rejser kort sagt nogle relevante spørgsmål. Fodbolden har masser af dilemmaer, inkl. det bizarre meritokratidræbende nye format for Champions League. Men de besvares ikke af en grådig, konkurrence- og drømmedræbende kartelliga. I sidste ende kan man jo vælge sit eget fokus. Holde med mindre og lokale hold og så bakke op om dem. Finde mening i de fodboldklubber, der stadig er, ja, klubber. Det tror jeg er vejen frem.

I temaet lyt-til-hele-albums-i-løbet-af-arbejdsdagen satte jeg Bon Ivers selvbetitlede album fra 2011 på anlægget. I Guder, hvor er det rædselsfuldt. Hvorfor købte jeg dog det dengang? Hvordan kunne datiden ikke gennemskue ham? Hans vokal er gyselig. Jeg får myrekryb af hans selvhøjtidelige fremføring. Hvorfor lyder musikken lejlighedsvis som Enya? Hvad laver de saxofoner dér? Jeg var nødsaget til at stoppe seks sange inde. Begår aldrig den fejl igen.

European Super League

Twitter er imploderet over nyheden om en såkaldt ‘European Super League’, hvor de 20 største – eller i hvert fald rigeste – klubber/franchises fra august 2021 danner en alternativ transnational fodboldliga. Det står ikke klart for mig præcis, hvad implikationen og de afledte konsekvenser kan blive. De lægger op til at det er et alternativ til UEFA’s Champions League, men in extremis vil de store franchises forlade de nationale fodboldligaer.

Det kan være vanskeligt at udføre en rationel, nøgtern analyse af en begivenhed, hvis man er emotionelt investeret i konsekvenserne af den. Fodboldtilhængeren i mig reagerer med væmmelse på initiativet, men hvorfor egentlig?

1737px Cole Thomas The Course of Empire The Savage State 1836

Har Champions League ikke alle dage været en de facto turnering for de 15–20 rigeste klubber? Er de små- og mellemstore landes klubbers chance for succes ikke allerede i dag minimale? Er indtjeningen ikke i forvejen akkumuleret i få klubber i det europæiske klubaristokrati? Er det så underligt, at de største klubber ønsker at maksimere indtjeningen på deres brand? Er penge ikke allerede i dag den primære drivkraft i fodbold? Er korruptionens betændte højborge UEFA og FIFA virkelig de rette til at beskylde andre for grådighed? Hvad er det reelt nye her, altså udover at UEFA får færre midler at berige sig selv med?

Så hvis det ‘kun’ er det – altså at de største klubber/franchises danner et alternativ til Champions League – så er jeg nogenlunde indifferent. Er jeg ked af at AaB mister den hypotetiske mulighed for at spille mod Real Madrid? Ja, men så må jeg vil nøjes med at se dem blive ydmyget i en udvandet B-turnering. Tror jeg det betyder en svagere superliga og en mindre økonomisk base for de danske klubber? Måske, men så får vi vel et mere level playing field herhjemme.

Der, hvor det virkelig kan forandre ting, er hvis de store klubber/franchises forlader de nationale ligaer for at danne en transnational liga, hvor de ikke kan rykke ned.

Det vil være et uhørt tiltag, i hvert fald her i Europa. Men modellen er jo ikke ukendt, tværtimod. I USA opererer man jo med franchises og lukkede ligaer uden nedrykning. Det enkelte franchise kan købes og sælges, og rykkes til de steder, hvor det bedst kan betale sig. ‘Klubben’ (som aldrig har været en sportsklub i en europæisk definition) er ikke stedbunden, og brandet er først og fremmest bundet på de spillere – især superstjernerne -, som aktuelt befinder sig i truppen.

Den slags føles som helligbrøde her i Europa, hvor de fleste professionelle fodboldklubber udspringer af ‘rigtige’ sportsklubber. De har oftest en relativt lang historik, og benytter sig gerne af en forloren retorik om den helt særlige lokale tilknytning, de lokale fans, vores lokalområde, vores fællesskab, vores identitet. Det er ofte den type fortællinger, man køber ind på som fodboldfan. Jeg er selv til falds for den, når det handler om AaB. Kombineret med sportslig succes, naturligvis.

1733px Cole Thomas The Course of Empire The Arcadian or Pastoral State 1836

Men når vi kommer op i stratosfæren, hvor de største klubber hører til, så har den slags romantik længe været i bedste fald en sød løgn. Hvad er præcist det lokale ved en global forretning som Liverpool? Åh jo, der er da en kær fortælling om arbejdsklasse og You’ll never walk alone, men reelt? Det lokale er lige meget, det er det globale tv-publikum, der betyder noget i konkurrencen mod f.eks. NBA. Pengene tjenes ikke på Merseyside, men derimod i Asien og Mellemøsten; det reelt interessante for de store franchises’ fans er superstjernerne – og ikke mindst at de vinder.

Så måske det mest af alt er på tide, at smide den forløjede retorik og være klare i mælet om, hvad det her egentlig handler om. Måske vi i virkeligheden skal værdsætte, at tingene ikke længere pakkes ind? At det handler om:

  • At maksimere indtjeningen for ens franchise ved at tilbyde et produkt, som flest mulige er interesseret i
  • At lave en turneringsmodel, der i teorien kun indeholder storkampe og det bedst mulige tv-produkt til den globale (ikke den lokale) fan af franchiset. Ikke flere ligegyldige ture i regnvejr til død-røv-Brighton for de store engelske klubber
  • At bryde fri af de korrupte mellemmænd i UEFA, de største brands har ikke brug for dem mere

Vi ser samlet set ind i en fremtid, hvor den virkelige topfodbolden tager et opgør med den forestilling om, hvad den burde være og hvad der definerer en professionel fodboldklub. Den nye European Super League er matthæusprincippet på steroider. Den er for franchises, der ikke længere har brug for at iklæde sig fodboldromantik. Den er et produkt, der er skabt til at konkurrere om de globale sportsforbrugeres penge. De største klubber i de tyske og franske ligaer er ikke med endnu, men det er kun et spørgsmål om tid. Penge har det med at lindre de fleste sorger og moralske kvaler.

1593px Cole Thomas The Consummation The Course of the Empire 1836

For mit eget vedkommende har jeg ikke fulgt med i topfodbold i årevis. I skrivende stund kan jeg ikke huske, hvem der har vundet Champions League de sidste tre sæsoner. Udover AaB har jeg ingen emotionelle fodboldaktier. Måske det her kan føre til en renæssance for det, vi kan kalde den rigtige fodbold. At de lokale og nationale fodboldfans kanaliserer forkærligheden til de klubber, der stadig er klubber snarere end franchises. Måske det er ønsketænkning. Men man kan håbe det.

The Saint

Lytter her til aften til soundtracket til filmen ‘The Saint’, en James Bond-klon med Val Kilmer og en absurd lækker Elisabeth Shue i hovedrollerne. Jeg købte cd’en tilbage i 1997, og den har haft overnormal betydning for mig. 

Måske vigtigst: soundtracket er årsagen til at jeg opdagede Everything But The Girl. ‘Before Today’ er stadig på min top 5 over yndlingsange. Altså, jeg kendte godt EBTG inden da – det var svært ikke at gøre det efter ‘Missing’ – men det var ‘The Saint’ soundtracket, der gav mig motivationen til at undersøge deres bagkatalog.

Der var et par urimeligt stærke kærlighedssange for en melankolsk anlagt teenager på albummet. Førnævnte ‘Before Today’, naturligvis, men også Duncan Sheik – ‘In the Absence of the Sun’ og den mystiske (ikke på streamingtjenersterne) Superior – ‘Polaroid Millenium’. Kombineret med 90’er-electronica/techno (se: Daft Punk – ‘Da Funk’, Moby – ‘Oil 1’, Underworld – ‘Pearl’s Girl’) gav det en herlig spændvidde. 

Sidst, men på ingen måde mindst soundtrackets MVP: Sneaker Pimps ‘Six Underground’. Der er til dato ikke lavet en bedre triphoppet popsang end den. 

Internettet fortæller mig at soundtracket fik en BAFTA Award i 1998, hvilket jeg godt kan forstå. Det er en fortrinlig samling af fremragende sange.

Stødte på denne tankevækkende lydbid:

Imagine if this virus had emerged two decades ago – perfectly plausible, and nothing in historical terms. Scientists would have not have had the wherewithal to crack the code of the virus or to share it globally and instantaneously. Office workers, in firms and in governments, would not have been able to meet over video, businesses would have not been able to reinvent themselves. Friends and family would have even less connection with the outside world than before. Food and other essential goods and indeed non-essential goods would have not have remained accessible to nearly so many people. Neighbours wouldn’t have been able to look after each other as easily. Governments, health services and businesses wouldn’t have been able to gather data or share information nearly so efficiently. A huge part of the reason we were able to adapt as we have is down to technologies that didn’t exist or were not in widespread use twenty or even ten years ago. It’s enough to make you believe in progress.

Det er altid vanskeligt med kontrafaktisk historieskrivning. Men perspektivet er relevant. Hvordan ville vi som samfund have håndteret en pandemi som COVID-19, hvis den havde fundet sted i f.eks. 1997? Vi er et noget andet sted i dag. Måske min hidtidige fornemmelse af at have levet i en teknologisk sekulær stagnation var forfejlet.